Nationalforskeren P. A. Munch/12
De følgende fem aar maatte Munch undvære et videnskabelig organ„ Vi finder ham nu og da som bidragsyder i fætteren Andreas Munchs dagblad «Den Constitutionelle», men væsentlig med anmeldelser og polemiske stykker, bl. a. til forsvar for vennen Welhavens utnævnelse som lektor i filosofi. 1 1840 leverte han en længere skildring av «Nordmændenes Deltagelse i Korstogene» i landets eneste illustrerte ukeblad «Skilling-Magazin». Samme aar utgir Munch atter en skolebok, « Verdenshistoriens vigtigste Begivenheder», hvis omfang og stofmængde vilde gjøre det umulig at benytte den i vore dages gymnasier.
I det hele tat blev aarene 1840—44 en død tid i Munchs produktion, svarende just til Wergelands aller frodigste og modneste periode og til Welhavens poetiske glanstid. Det eneste betydelige verk som Munch i disse tørre aar hadde anledning til at utgi, var «Nordens gamle Gude- og Heltesagn i kortfattet Fremstilling» (1840).
Dette verk blev det første selvstændige skrift hvormed Munch traadte i forbindelse med det almindelige publikum i landet. Her fik nordmændene for første gang en baade letlæst og grundig fremstilling av det fyldige forraad paa myter og heltesagn som var bevart fra deres hedenske forfædres tid. Munch gjengav i underholdende skildringer de to Eddaers fortællinger om æserne, vanerne, jøtnerne samt om volsunger og gjukunger. Han tok desuten med indholdet av de heroiske sagaer om Starkad, om Rolv Krake, om Orvarod, om sverdet Tyrving m. v. Alt dette stof blev oplyst med vidtløftige anmerkninger av kritisk art og sammenligning med lignende sagn hos andre germanske folk. De forskjellige myters religiøse mening søkte han at tyde, og gav tillike en kort fremstilling av den hedenske gudstjeneste. Nogen aar senere var boken utsolgt, saa forfatteren kunde gi den ut paany med forbedringer og tillæg. Blandt disse meddelte han en oversigt over de gamle gudehovs beliggenhet omkring i landet, idet han støttet sig dels til sagaernes beretninger, dels til de oplysninger han kunde utdrage av gamle stedsnavn. Man kan sagtens forstaa Munch her var ute i rette tid, naar man husker at ikke stort over et aar senere dukket Asbjørnsen og Moes «Norske Folkeeventyr» op, samtidig med at Welhaven gjennem sin «Vise om Hellig-Olav» hadde hittet det sesam som aapnet ogsaa ham døren ind til det nationale skatkammer.
Ved dette sit i formen populære skrift traadte Munch allerede fra første færd av frem som den i europæisk forstand helt moderne forsker. 1 1835 hadde Jacob Grimm grundlagt den videnskabelige mytegranskning paa sammenlignende studier av de sproglige kilder, og paavist urfællesskapet saavel som den nationale utgrening av de germanske folkeslags religiøse forestillinger. Munch grep denne frugtbare nye tanke og arbeidet videre med dens gjennemførelse paa hjemlig grund. Derved lyktes det ham at stanse den nordiske myteforsknings videre forvildelse, enten ad den vei Grundtvigs patriotisk-kristeligt fortolkende «Asalære» anviste, eller ind i det virvar av astronomisk-fysiske forklaringer hvor islændingen Finn Magnussen boltret sig i sin «Eddalære». Likesom Grimm undgik Munch at tolke nogen folkelig visdom ind i de gamle myter; han gjengav de overleverte gudesagn i en kritisk renset fremstilling, og opnaadde netop derved at nationen med gjenkjendelsens glæde tilegnet sig den naive poesi som er de primitive fortællingers kjendetegn paa egthet.Det fortjener at bemerkes at Munch netop paa dette det mest fantasilokkende omraade av historieforskningen viste en særlig nøktern objektivitet; han vek ikke engang tilbake for at indse det rimelige i Grimms anelse om at en saa utvilsomt symboliserende forestilling som livsens træ Yggdrasil kunde tyde paa indflydelse fra kristendomsforkyndernes billedsprog. Mot denne tolkning tok den unge sprogmand lektor Thaasen til gjenmæle.