Nationalflag og Unionsmærke

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
I. Deklamation paa Theatret.
(Den 4de Juli 1844).

I Norges Indre boer der Ungdomsild,
og dybt, hvor Folkets Livſenskilde banker,
bevæges uafbrudt de ſtærke Tanker,
hvorved de nye Former blive til.
Mens Folket ſkuer i det Virkelige
de klare Mærker af ſin egen Aand,
det ſtiger lutret af ſit Drømmerige
og har ſin Skjæbnes Traade i ſin Haand.

Betydningsfuld mod alle Døgnets Raab
er denne Jubel, ſom idag har tonet.
En Seir er vunden og et Haab er kronet,
og Norges Hjerte ſlog i dette Haab!
I Seiren er et Varſel at fornemme,
der taler ſtille til det glade Folk:
„Præg nu i Sjælen Klangen af en Stemme,
der er den ſande Folkevillies Tolk!“


Fra hver en Dal gik dette dybe Krav,
fra hver en Barm, der ſkatter Friheds Gave:
„Et pletfrit Banner over Heltes Grave,
et Flag for norſke Mænd paa Land og Hav!“
Og uforandret, uden Stands og Hvile
ſteeg dette Løſen frem af Landets Bryſt,
ſaa hvaſt ſom Klangen i Sankt Olafs Bile,
ſaa dybt i Mælet ſom en Nornes Røſt.

Og derfor kunde det i Døgnets Larm
bevare Styrken af ſin Alvorstone,
og hilſe Oscar paa hans Tvillingthrone,
og hæve Hjertet i hans Kongebarm.
Med Somrens Pragt udfoldes nu vor Lykke,
og Oscars Dag har nu fordoblet Glands;
thi Norge ſkylder ham ſit bedſte Smykke,
og Folkets Hjerte banker nu mod hans.

Ja, Norges bedſte Smykke har idag
viiſt ſine Farver under Sommerhimlen,
og ſom en Aanderøſt blandt Folkevrimlen
gik Luftens Bølger fra det heiſte Flag.
Da maatte Hjertets Harpeſtrænge klinge,
og Tanken ſteeg ved dette Banners Vift,
ſom paa en frigjort, aldrig prøvet Vinge,
til Anelſer om Hæder og Bedrift.


See, overalt, hvor Minder har et Hjem,
og Folket ſamles om en arvet Fane,
der træde Skjæbnerne paa Slægters Bane,
med Tryllemagt, af Bannerfligen frem.
Ved mangen Feſt, ſom Mindet der kan feire,
ſtaaer dog et Billed, ſom er kummerſvødt,
og mellem glade, ſtraalefulde Seire,
ſaa mangen Vinding, der var dyrekjøbt.

Men Norges Flag er ſom en Vaarens Blomſt,
ſaa uberørt, ſaa farveſkjært at ſkue.
Det lover kun, mens vore Hjerter lue,
en nordiſk Gyldenalders Atterkomſt.
Det fordrer ſtrengt af Hjerter og af Arme
en Sagatavle, der kan hædret ſtaae,
ſaalænge norſke Mænd med frie Barme
i Dale færdes og paa Bølger blaae.

Og naar engang det vilde Vaabengny
henrunger over Dale, over Strande,
ſkal Norges Kriger med en freidig Pande
ſee op til Flaget over Kampens Sky.
Ha, hvilke Modets Flammer vil det vække,
naar det ſkal bæres i den førſte Strid,
naar det ſkal ſtilles i den ſtolte Række
af Mindetegn fra Heltekraftens Tid! —


Thi Nordens Broderfolk ſkal træde kjækt
ſom Dioskurer ved hinandens Side,
og over Val og over Bølger ride,
og føre Staalet med en dobbelt Vegt;
og Flagets Mærker ſkal ſom Tvillingſtjerne
henfunkle over deres Æresgang,
og deres Daad ſkal nævnes i det Fjerne,
hvor før Normannens Brynjekløver klang.

II. Sverigs Skaal ved en Borgerfeſt.
(Den 7de Juli 1844).

Den mørke Sky fra Fjeldet viger
for Straalen af en kraftig Sol,
og over Nordens Broderriger
ſtaaer Pagtens ſkjønneſte Symbol.
Lig Regnbuglandſen, der forſoner
en dunkel Tviſt, ved Lyſets Magt,
udfoldes over tvende Kroner
det farverige Banners Pragt.

Ved dette banner Nor vil dvæle
og der fornye Pagtens Ed;
og nu faaer Løftet Klang og Mæle,
thi nu har Kæmpen Skjoldet med.
See, fremfor alle reiſte Volde
er Klippeborgen faſt og tryg,
hvor mellem tvende ſtærke Skjolde
et Heltepar ſtaaer Ryg mog Ryg.


Hil dig, du Carlers ſtolte Rige,
med Glandſen af din Mindehal!
Med dig ſkal Norge gjenfødt higt
mod Ærens Krands ved Nornens Kald;
thi end engang vil over Jorden
en Lysning og en Tone gaae,
der har ſit dybe Vælde i Norden,
hvor Balder ſkal igjen opſtaae.