Nationalflag og Unionsmærke

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
I. Deklamation paa Theatret.
(Den 4de Juli 1844).

I Norges Indre boer der Ungdomsild,
og dybt, hvor Folkets Livsenskilde banker,
bevæges uafbrudt de stærke Tanker,
hvorved de nye Former blive til.
Mens Folket skuer i det Virkelige
de klare Mærker af sin egen Aand,
det stiger lutret af sit Drømmerige
og har sin Skjæbnes Traade i sin Haand.

Betydningsfuld mod alle Døgnets Raab
er denne Jubel, som idag har tonet.
En Seir er vunden og et Haab er kronet,
og Norges Hjerte slog i dette Haab!
I Seiren er et Varsel at fornemme,
der taler stille til det glade Folk:
„Præg nu i Sjælen Klangen af en Stemme,
der er den sande Folkevillies Tolk!“


Fra hver en Dal gik dette dybe Krav,
fra hver en Barm, der skatter Friheds Gave:
„Et pletfrit Banner over Heltes Grave,
et Flag for norske Mænd paa Land og Hav!“
Og uforandret, uden Stands og Hvile
steeg dette Løsen frem af Landets Bryst,
saa hvast som Klangen i Sankt Olafs Bile,
saa dybt i Mælet som en Nornes Røst.

Og derfor kunde det i Døgnets Larm
bevare Styrken af sin Alvorstone,
og hilse Oscar paa hans Tvillingthrone,
og hæve Hjertet i hans Kongebarm.
Med Somrens Pragt udfoldes nu vor Lykke,
og Oscars Dag har nu fordoblet Glands;
thi Norge skylder ham sit bedste Smykke,
og Folkets Hjerte banker nu mod hans.

Ja, Norges bedste Smykke har idag
viist sine Farver under Sommerhimlen,
og som en Aanderøst blandt Folkevrimlen
gik Luftens Bølger fra det heiste Flag.
Da maatte Hjertets Harpestrænge klinge,
og Tanken steeg ved dette Banners Vift,
som paa en frigjort, aldrig prøvet Vinge,
til Anelser om Hæder og Bedrift.


See, overalt, hvor Minder har et Hjem,
og Folket samles om en arvet Fane,
der træde Skjæbnerne paa Slægters Bane,
med Tryllemagt, af Bannerfligen frem.
Ved mangen Fest, som Mindet der kan feire,
staaer dog et Billed, som er kummersvødt,
og mellem glade, straalefulde Seire,
saa mangen Vinding, der var dyrekjøbt.

Men Norges Flag er som en Vaarens Blomst,
saa uberørt, saa farveskjært at skue.
Det lover kun, mens vore Hjerter lue,
en nordisk Gyldenalders Atterkomst.
Det fordrer strengt af Hjerter og af Arme
en Sagatavle, der kan hædret staae,
saalænge norske Mænd med frie Barme
i Dale færdes og paa Bølger blaae.

Og naar engang det vilde Vaabengny
henrunger over Dale, over Strande,
skal Norges Kriger med en freidig Pande
see op til Flaget over Kampens Sky.
Ha, hvilke Modets Flammer vil det vække,
naar det skal bæres i den første Strid,
naar det skal stilles i den stolte Række
af Mindetegn fra Heltekraftens Tid! —


Thi Nordens Broderfolk skal træde kjækt
som Dioskurer ved hinandens Side,
og over Val og over Bølger ride,
og føre Staalet med en dobbelt Vegt;
og Flagets Mærker skal som Tvillingstjerne
henfunkle over deres Æresgang,
og deres Daad skal nævnes i det Fjerne,
hvor før Normannens Brynjekløver klang.

II. Sverigs Skaal ved en Borgerfest.
(Den 7de Juli 1844).

Den mørke Sky fra Fjeldet viger
for Straalen af en kraftig Sol,
og over Nordens Broderriger
staaer Pagtens skjønneste Symbol.
Lig Regnbuglandsen, der forsoner
en dunkel Tvist, ved Lysets Magt,
udfoldes over tvende Kroner
det farverige Banners Pragt.

Ved dette banner Nor vil dvæle
og der fornye Pagtens Ed;
og nu faaer Løftet Klang og Mæle,
thi nu har Kæmpen Skjoldet med.
See, fremfor alle reiste Volde
er Klippeborgen fast og tryg,
hvor mellem tvende stærke Skjolde
et Heltepar staaer Ryg mog Ryg.


Hil dig, du Carlers stolte Rige,
med Glandsen af din Mindehal!
Med dig skal Norge gjenfødt higt
mod Ærens Krands ved Nornens Kald;
thi end engang vil over Jorden
en Lysning og en Tone gaae,
der har sit dybe Vælde i Norden,
hvor Balder skal igjen opstaae.