Festsang til Professor Dahl

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
(1839).

Alvorligt ſkuer Norges Fjeld
ned paa de dybe Egne;
det fylder Skov og Kildevæld
med Tungſind allevegne.
Paa Bølgens Klarhed, Løvets Pragt,
paa blomſterrige Strande,
er en vemodig Tanke lagt,
der ſank fra Fjeldets Pande.

Den hviſker tyſt til Nordens Æt,
i alle grønne Dale,
om Vintrens ſkarpe Aandedræt
og Vaarens tunge Dvale;
dens Røſt vil, dyb og underfuld,
et lenligt Savn forkynde,
mens Somren ſpreder over Muld
ſin ſværmeriſke Ynde.


Ak, længe var det ſtille Sprog
forglemt, ſom blandt Ruiner;
ſom i en lukket Billedbog
laae Fjeldnaturens Miner.
Da ſank de ſtore Syner ned
i denne Ædlings Indre,
og Huldren vogtede hans Fjed,
og lod ſit Smykke tindre.

Nu har han ſtøbt i Farvers Skjær
det hele rige Billed.
og Nordens Vemod hviſker der
forklaret og formildet.
I Tanker vugges Folkets Bryſt
ved disſe Trylleverker;
vi hilſe dem med Haab og Lyſt
ſom Vaarens førſte Lærker.

Han har i Kæmpers Fødeland
førſt fattet Nordens Mening,
han ſaa i Fjeld og Skov og Strand
en dybere Forening.
Hans Genius har Norges Aand
omviftet med ſin Vinge —
vi række ham vor Broderhaand,
og lade Bægret klinge.