Festsang til Professor Dahl
Alvorligt skuer Norges Fjeld
ned paa de dybe Egne;
det fylder Skov og Kildevæld
med Tungsind allevegne.
Paa Bølgens Klarhed, Løvets Pragt,
paa blomsterrige Strande,
er en vemodig Tanke lagt,
der sank fra Fjeldets Pande.
Den hvisker tyst til Nordens Æt,
i alle grønne Dale,
om Vintrens skarpe Aandedræt
og Vaarens tunge Dvale;
dens Røst vil, dyb og underfuld,
et lenligt Savn forkynde,
mens Somren spreder over Muld
sin sværmeriske Ynde.
Ak, længe var det stille Sprog
forglemt, som blandt Ruiner;
som i en lukket Billedbog
laae Fjeldnaturens Miner.
Da sank de store Syner ned
i denne Ædlings Indre,
og Huldren vogtede hans Fjed,
og lod sit Smykke tindre.
Nu har han støbt i Farvers Skjær
det hele rige Billed.
og Nordens Vemod hvisker der
forklaret og formildet.
I Tanker vugges Folkets Bryst
ved disse Trylleverker;
vi hilse dem med Haab og Lyst
som Vaarens første Lærker.
Han har i Kæmpers Fødeland
først fattet Nordens Mening,
han saa i Fjeld og Skov og Strand
en dybere Forening.
Hans Genius har Norges Aand
omviftet med sin Vinge —
vi række ham vor Broderhaand,
og lade Bægret klinge.