Frøken Augusta Kjerulf
Hun præged sit Liv med Fromhedens Magt
dybt i sine Elsktes Sjæle;
o, stirrer ei did, hvor Liget er lagt
med Muld over Kistesjæle!
Hun vil forklaret og evig ung
for Ømhedens Tanker dvæle.
Han lader fra Dødens hellige Kyst
sit Billede lyst oprinde,
og vil i det arme, sørgende Bryst
indfredes og lukkes inde,
og sprede paany sin Mildhed der,
mens Længselens Timer svinde.
Som Rosernes Liv fra visnede Blad
kan dufte som Vaar i Enge,
saa skal hendes Aand i Taarernes Bad
de Elskede gjennemtrænge,
og smykke det kummerslørede Hjem,
hvor Mindernes Krandse hænge.
Da kommer der vist en kvægende Stund,
naar Kummerens Vegt er lettet,
og Freden spirer af Sjælens Grund
og Tvivlen er der udslettet;
da griber Hjertet sit Gjensynshaab
og Glæden, der er forjættet.
Lad Graven lukkes, hun er der ei;
hun aander i Savnets Klage
og følger med paa den tornede Vei,
som Længselen har tilbage,
og vil i den sidste Livets Strid
de Elskedes Suk modtage.
Frøken Augusta Kjerulf" />