Frøken Augusta Kjerulf

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Johan Dahl (s. 141-142).
(1843).

Hun præged ſit Liv med Fromhedens Magt
dybt i ſine Elſktes Sjæle;
o, ſtirrer ei did, hvor Liget er lagt
med Muld over Kiſteſjæle!
Hun vil forklaret og evig ung
for Ømhedens Tanker dvæle.

Han lader fra Dødens hellige Kyſt
ſit Billede lyſt oprinde,
og vil i det arme, ſørgende Bryſt
indfredes og lukkes inde,
og ſprede paany ſin Mildhed der,
mens Længſelens Timer ſvinde.

Som Roſernes Liv fra visnede Blad
kan dufte ſom Vaar i Enge,
ſaa ſkal hendes Aand i Taarernes Bad
de Elſkede gjennemtrænge,
og ſmykke det kummerſlørede Hjem,
hvor Mindernes Krandſe hænge.


Da kommer der viſt en kvægende Stund,
naar Kummerens Vegt er lettet,
og Freden ſpirer af Sjælens Grund
og Tvivlen er der udſlettet;
da griber Hjertet ſit Gjenſynshaab
og Glæden, der er forjættet.

Lad Graven lukkes, hun er der ei;
hun aander i Savnets Klage
og følger med paa den tornede Vei,
ſom Længſelen har tilbage,
og vil i den ſidſte Livets Strid
de Elſkedes Suk modtage.

Frøken Augusta Kjerulf" />