Sognepræst Ulrik Bøyesen

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Johan Dahl (s. 139-140).
(1841).

Mens Jorden hviler paa hans Bryst,
der var ſaa tonefuldt engang,
et Nyn jeg hører af hans Røſt,
der vækker denne Mindeſang.
Ja, fromme Gamle, jeg vil gaae
med Harpen til din Slummervraa.

Igjennem Kampen, han har ſtridt,
han gik med barnligt Smil og Blik.
Hans Billed er ſaa klart og blidt,
ſkjønt han har tømt en bitter Drik;
det ſkinner over Dybets Nat,
og det er Sorgens bedſte Skat.

Han havde gjemt til Høſtens Stund
ſin Vaardags fine Hjerteblad;
hans Liv var nys en visnet Lund,
hvori endnu en Sangfugl ſad.
Hans Flugt fra Jordens Efteraar
har været let til Himlens Vaar.


Det bedſte Smykke paa hans Grav,
i Kirkeſkyggens Ly og Fred,
er denne grønne Aronſtav,
der vaarlig ſpired for hans Fjed;
hver ſildig Blomſt, ſom der ſlog ud,
var Lun og Æretegn fra Gud.

Den ſtille Sorg tør uden Gru
i Tanken løfte Svøbets Flig,
hvor mildt hans Aaſyn nu
til Englens Træk har formet ſig —
og gjemme dette Billed ømt,
naar Savnets dybe Kalk er tømt.

Sognepræst Ulrik Bøyesen" />