Mindeord om P. A. Munch

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk
H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard) (s. 131-144).

Norske Studenter!

Med Glæde og Taknemmelighed har jeg været med paa Videnskabsselskabets Halvhundredaarsfest, som er bleven løftet ved vor Konges Deltagelse og ved Udtryk for Sympathi fra mange Sider, ogsaa fra de norske Studenter. Det maa være mig, som Videnskabsselskabets næst ældste Medlem, tilladt at udtale min Tak og Anerkjendelse til de Mænd, som har forestaaet og ordnet Festen, som ved den har virket med og talt.

Men jeg føler det tillige som en Pligt at fremsige en Epilog til Festen, for at vække et gammelt Minde til Live.

*

Da jeg Dagen etter denne Fest sad stille i mit Hjem, blev min Tanke urolig; den kunde ikke finde Hvile i Hjemmet. Min Hug fløi vidt mod Syd. Det bar over Alpernes Toppe ned til Kunstens og Historiens fagre Land. Elba saa jeg glitre hist ude i det blaa Hav. Det bar frem til Historiens evige Stad. Ja Roma er i Sandhed Historiens Stad; thi ingensteds har Historiens Elv rullet frem i saa bred og saa rig en Strøm, med saa vidt omspændende Løb. Og end i Dag er Rom Mødestedet for Historikere fra alle Lande.

I Tanken vandrede jeg ud under Cestius’s Pyramide til den protestantiske Kirkegaard, som for mange Folkeslag gjemmer vemodige Minder. Min Fod stansede ved en Grav, som grønnes over en Nordmands Støv. Han bar navnet Peter Andreas Munch. Dette Navn har jeg ikke hørt nævnt ved vort Videnskabsselskabs Halvhundredaars Mindefest.

Som jeg i Tanken stod ved Graven fandt jeg en inderlig Harmoni deri, at Munch hviler i Romas Jord. Thi han var efter sin Sjælseiendommelighed, som Bjørnson i sit skjønne Mindedigt ypperlig har karakteriseret ham, i Sandhed en Sydens Søn, et Sollandets Barn. Den Gransker, som i de lange Nattetimer nedskrev det, hans Aand saa af henfarne Tiders Liv bag Pergamentets halvt udslettede Tegn, den Lærde som ved fuld Dag med løftet Hoved og med selvbevidst Blik fuld af Liv drøftede de vanskeligste historiske Spørgsmaal med Europas første Videnskabsmænd, han var det samme Menneske som den Mand, der var sine unge Døtres Legekammerat, barnlig og barnagtig. Uskyldig i sin Glæde, naar han i Sang gjengav en yndig Melodi, han engang havde hørt udenfor sit Vindu i Rom. Fuld af Spilopper og Skøierstreger, mens han bagte sig i Solvarmen. I Fryd over at ramme under Konfettikastningen i Rom en ung Dame paa Balkonen ligeoverfor hans Bolig. Han følte sig dragen paa én Gang af den moderne Loreleis lokkende Toner og af Homers høie enkle Ord, han som til Læsning paa Reiser havde med sig paa én Gang Heines Buch der Lieder og Odysseen.

Da jeg i Tanken stod ved Munchs Grav, maatte jeg sande, at hans Navn har Ret til at mindes i Historiens Stad. Thi Munch var en europæisk Forsker, hvis Hoved raged op over Flokken. Han var af Naturen saa rigt udrustet, at han ligesom med legende Lethed beherskede alle de Forskningsomraader, som han maatte undersøge for at opklare sit Folks Fortid. Altid med Geniets Skabertrang higende frem mod nye Syner, mod nye Fund, hvor den uløste Gaade lokked ham, fordi den var uløst. Utrættelig i at rydde Vei til alle Sider. Aldrig svigtende under Byrden af de tungeste Stene, som maatte sankes sammen for at lægge Grunden under Byrden af det sværeste Tømmer, som skulde slæbes frem for at tømre Historiens Bygning.

Ja Munch tilhørte som Forsker og historisk Rydningsmand ikke sit Fædreland alene. For dets Skyld fulgte han de gamle Vikingers Spor til Britanniens Strande, trængte som de overalt erobrende frem, læste Mindeordene over dem paa Isle of Man’s Kors, drog frem ukjendte Beretninger om dem af Skotlands Bibliotheker, rakte skotske og engelske Videnskabsmænd en hjælpende Haand. Og mens Munch i sin Forskning fulgte de gamle Nordmænds veie fjernt mod sydøst lige til Konstantinopel og til det Hellige Land, ryddede han op i den ældste svenske og russiske Historie. Af de første tyske Videnskabsmænd var Munch anerkjendt som en jævnbyrdig Forsker, der kastede Lys over alle Germaners Sagnhistorie, Mytologi og Sprog. Jeg saa ham i Berlin staa med løftet Hoved i en Kreds af de ypperste Sprogforskere, hædret som en ven af Germanisternes gamle Mester, Jacob Grimm. Da Munch kom til Rom, fik han friere Adgang til de pavelige Arkiver end nogen Protestant før ham, og Overbestyreren Pater Theiner, som selv var en lærd Historiker, fandt i Munch en kundskabsrig Medhjælper. Paa grund af alt dette er Munchs Minde inderlig knyttet til Historiens Stad, til Rom.

Det er Videnskabsmændenes store Opgave at sprænge de nationale Skranker, at forbinde Folkene og bidrage til, at Freden i en sen Fremtid, om Gud vil, kan blive tryg mellem Folkene.

Men Videnskabsmændene har tillige sin Pligt, sin Glæde og sin Løn i efter Evne at fremme Udviklingen hos det Folk, de ved Æt og Fødsel tilhører, i at sprede Lys hos sit eget Folk. Og om ingen gjælder dette mere end om den nationale Histories Forskere. Derfor skal P. A. Munchs Navn først og fremst mindes i Norge. Han skal mindes hos os, fordi han i norsk historisk Videnskab og i alle dens Hjælpevidenskaber har været en Forsker, mere omfattende, med vældigere Kraft arbeidende i en jærnfast Hukommelses Rustning, udstyret med rigere Kombinationsevne end nogen anden. Han har i norsk Fortidshistorie været allesteds nærværende, overalt ryddende, samlende, fremad drivende. Næsten paa alle Punkter er og bliver han den nødvendige Forudsætning for andre, som i vor Historie med kontemplativ filosofisk Ro grunder over Begivenhedernes Aarsager og Følger. Han er og bliver den nødvendige Forudsætning for andre, som i kunstnerisk Form fremstiller de store Hoveddrag i vort Folks og vort Sprogs historiske Udvikling.

Munch har selv fremdraget, udgivet og med værdifulde Oplysninger ledsaget en lang Række af Kildeskrifter til Norges ældre Historie og Bebyggelsesforhold. I sit store Værk «Det norske folks historie» er Munch vor paa alle Veie kjendte, kyndige Fører gennem de mange Aarhundreder lige fra den fjerneste Oldtid, da skrevne Ord først nævner Mænd, som byggede i Norge, og lige til Udgangen af 14de Aarhundred. Munch tager saa godt som alle ydre Begivenheder med. Han trænger overalt selv frem til Kilderne og kaster som Kritiker Lys over disse.

Det første Afsnit af det norske Folks Historie, før Norge blev samlet til ét Rige og før Island blev bebygget, har vel stillet de alsidigste Krav til Forfatteren. Her hvor der skulde gøres Rede for den nordiske Folkestammes Oprindelse og Forhold til dens Frænder, for den tidligste Bebyggelse paa norsk Grund; for Folkets ældste Kultus, Tro og Sagn, her maatte Historikerens Evner og Kundskaber forenes med Sprogforskerens, Etnografens, Geografens, Religions- og Sagnforskerens. Og overalt har Munch her udfoldet mærkelige Kundskaber, vist Skarpsind og Kombinationsevne; men vel ogsaa ofte været altfor snar til at ville bygge historiske og etnografiske Kjendsgerninger paa Sprogforhold og gamle Indskrifter, paa uhistoriske Sagn og Digte.

I sin Histories andet Afsnit, Sagatiden, er Munch den videnskabelige Leder gennem Sagalitteraturen, den kritiske Ordner, den livlige Gjenfortæller. Gjennem dette Afsnit har Munchs store Værk vistnok mest fundet frem til hele det norske Folk, fordi Sagaens mesterlige Menneskeskildring her overalt giver rigt Lys og vidunderlig skiftende Farve, stiller os de handlende Personer lyslevende for Øie. Denne Sagaskrivnings Udvikling belyser Munch klart og grundig.

Saa kommer endelig det sidste Afsnit, som rækker indtil Kalmar-Unionen. Det norske Folks Historie i det Tidsrum, da dets selvstændige historiske Liv alt mere og mere snævrede ind og stilnede af, alt mere og mere bestemtes ikke af det selv, men andetstedsfra, fra de andre nordiske Lande, fra England, Tyskland og fra Rom. Ingensteds har Munch kanske udfoldet en saa beundringsværdig rastløs og udholdende Arbeidskraft som her, i saa høi Grad vist sig som den ryddende og byggende Mester. Thi her var Grunden før ham endnu ikke fast lagt. Her maatte Munch i stadig Uro selv hente Bygstenene fra Sverige og Danmark, fra Tyskland og Rom. Optegnelserne blev ordnede og Fremstillingen skreven snart i Udlandet, snart paa hjemlig Grund. Hist ude stundom i en Jernbanekupé, hvor Skrivebordet var Ryggen af den Bænk, som skilte Munch fra hans Nabo i Kupéen. Her hjemme tildels i det landlige Fristed, som Thomas Johannessen Heftyes Gjæstfrihed aabnede for Munch. Om Dagen var han her sammen med de Unge, Kvinder og Mænd, midt oppe i alskens Moro. Men i sene Nattetimer, naar alle andre var gaaet til Ro, sad han ved sit Arbeide ene i sit Rum.

Under sine Forskninger om det norske Folks Fortidsliv søgte Munch tillige tilbage til Retsudviklingens Kilder og fulgte Lovgivningen i dens Gang.

Ogsaa som Geograf og Karttegner var han virksom paa hele den Grund, hvor norske Mænd bygger eller i Fortiden har bygget.

Han havde en mærkelig Evne til at anskueliggjøre sig Stedernes geografiske Beliggenhed. Det fortælles, at han første Dag, han var kommen til Bergen, fra et høitliggende Sted i Omegnen til alle Sider pegede paa de Punkter, som var historisk mærkelige.

Munch har givet de fortræffeligste geografiske Oplysninger om de gamle Nordmænds Nybygder i og ved Skotland.

Han har reist Skiringssals Handelsplads af dens Grus for vort indre Blik, saa vi ser det brogede Liv under Markedet der, da Handelsmænd fra Nordland og Hedeby mødes med Bygdens Bønder og med Kongsmænd fra Geirstad.

Munch har først iagttaget de store Hovedlag i vore Stedsnavnes Dannelse. Han har ved Norges historiske Geografi overalt draget de første raske Rids, kun alt for raske, hvor Oluf Rygh siden paa en paalideligere Grund murede op en Bygning, som det ikke blev ham forundt at fuldføre.

Munchs Interesse og Arbeidskraft omfattede ogsaa de synlige Levninger af Fortidens Mænds Virksomhed, baade de Oldtidsgenstande, som groves frem af Jordens Muld, og de Bygninger, som i gamle Dage reistes af Kunstnerens Haand. Fremfor alt syslede han med det stolteste norske Mindesmærke, med Trondhjems Domkirke. Ogsaa her gav han rige Impulser, som fik Betydning for yngre Forskere.

Munch var lige saa meget Sproggransker som Historiegransker. Han tolkede norske Personnavne i deres Oprindelse. Han var Grammatiker, kritisk Tekstudgiver, Runegransker. Han omfattede ogsaa i alle disse Fag ikke alene Norge, men hele Norden og tillige de tilgrænsende germanske Omraader. Ja han bidrog væsentlig til at indføre den nyvundne sprogsammenlignende Metode i vor norske Videnskab.

Med genialt Skarpsind fremsatte han den første videnskabelige Tolkning af de ældste norske Indskrifter; som giver Vidnesbyrd om det Maal, som her taltes, før Norges Rige blev samlet.

Og P. A. Munchs Navn skal mindes i Norge, fordi han var den centrale Skikkelse i hele den Bevægelse, som lidt før og efter Midten af 19de Aarhundred søgte at vække, styrke og til alle Sider levendegjøre hos vort Folk dets historiske Sans, Bevidstheden om dets levende Forbindelse med det norske Folks Fortidsliv. Munchs Navn skal mindes her i Norge, fordi vi ved at mindes ham mindes en Kreds af Mænd, som vi ser samlede om ham som om Høvdingen. Jeg nævner blandt dem Rudolf Keyser, Munchs Lærer, hvem Munch tilegnede «Det norske Folks Historie». De blev Medarbeidere, uagtet Keyser var en fra Munch vidt forskjellig Natur, mindre omfattende, roligere og mindre fremadskridende. Keyser var det, som først indførte Studiet af vort gamle Sprog og af den i dette skrevne islandske og norske Litteratur ved vort Universitet. Han virkede mere end Munch gennem Forelæsninger. De var omhyggelig udarbeidede og fremførte i en sirlig Form, medens Munchs Forelæsninger tidt havde Improvisationens Formløshed, stundom dens Friskhed med tindrende Glimt ind imellem.

Til Munch og Keyser sluttede sig Historikeren Lange, Sprogforskerne Unger og Fritzner.

Ved Midten af forrige Aarhundred blev der en udbredt og ivrig Virksomhed for at optegne og bevare eller forme, hvad der hos den norske Almune var gjemt af norsk Sprog, af Sagn, Eventyr og Folkeviser. Man vilde herigennem paa den ene Side vinde Udbytte for den videnskabelige Undersøgelse af Folkeeiendommeligheden, dens Liv og Udvikling gennem Tiderne; paa den anden Side vilde man derved styrke den aandelige nationale Selvstændighed. I denne Virksomhed var P. A. Munch den overalt drivende og indflydelsesrige videnskabelige Mellemmand.

Munch besørgede en ny Udgave af «Norske Viser og Stev». Han stod i livlig Meningsudveksling med Asbjørnsen og Jørgen Moe. Han virkede med til, at Landstad fik udgivet sin Samling af Folkeviser fra Telemarken.

Med Munch i nær Forbindelse stod ogsaa en af de mærkeligste Nordmænd i denne Tid, en Mand, jeg nævner med Ærbødighed og Tak, Søndmørsbonden Ivar Aasen. Munch støttede fra første Færd paa enhver Maade Ivar Aasen, søgte overalt ved sin videnskabelige Autoritet at faa ham anerkjendt.

Munch fulgte altid med levende Interesse Undersøgelserne om de norske Folkemaals Liv i Nutiden, om deres Forhold paa den ene Side til det gamle norsk-islandske Litteratursprog, paa den anden Side til Nutidens Nordmænds Skriftsprog. Bevægelig som Munch altid var, har han i sin Opfatning af dette Forhold gennem en lang Række af Aar svinget mellem at betragte og fremstille Spørgsmaalet fra vidt forskjellige Synspunktet.

I 1848, da Aasen har udgivet «Det norske Folkesprogs Grammatik», er Munch saa overvældet af Glæde over de Fund, som Aasen har gort, at hans alsidige Kritik er bleven tagen fangen. Han udtalte dengang, at «det er utvivlsomt, at en Ophøielse af vort Folkesprog til Skriftsprog, eller Opstillingen af et norsk Skriftsprog i det væsentlige stemmende med Oldsproget, men forstaaeligt for enhver Almuesmand, der har anvendt halvt saa megen Tid paa at lære Bogstaveringen, som han nu maa anvende paa at lære dansk, ... er med en Ledetraad som [Ivar Aasens Grammatik] endog forholdsvis temmelig let.» Munch raadede endog Aasen til at føre Folkesprogets Skriftform nærmere op til den for det gamle Litteratursprog gjældende Betegnelse af Lydene.

Men i 1862 taler Munch om dette Forhold fra et ganske andet Standpunkt. Han er i Mellemtiden mere og mere blevet en europæisk Videnskabsmand. Hans egne Forskninger har nu ført ham nærmere frem imod den nyere almeneuropæiske politiske Historie og imod Nordmændenes Forhold til denne.

Under Ophold udenfor Norge, i Berlin, i Wien, i Rom har Munch været i mangesidig Forbindelse med de ypperste Sprogforskere og Historikere, ogsaa med mange andre fremragende Personligheder. Derved er hans Syn for den moderne Udvikling blevet udvidet og klaret, hans alsidige Kritik skjærpet. Men paa samme Tid, som Munchs Fod løsnede fra Fædrelandets Grund, er vel ogsaa hans Samfølelse med vort Vestlands Fiskere, med vore Fjældfolk og med deres i meget om Middelalderen mindende Kultur bleven svagere. I 1862 udtaler Munch om Sprogforholdene i Norge i 14de Aarhundred bl. a.: at Opløsningen af det gamle paa Bøiningsformer rigere Sprog i Norge og Udjævningen af mange af dets Særegenheder ved Blanding med de nærmestbeslægtede mindre oprindelige Sprog er i Overensstemmelse med det, som fandt Sted overalt andensteds i Europa. Det er, som han nu mener, af Udviklingen overalt i Europa «klart, at naar det nyere danske Sprog selv i hin ældre, mere uformelige Skikkelse, hvori vi kjender det fra 13de og 14de Aarhundred, kom i Berørelse med det svenske og norske, maatte det som ungdommeligere, friskere og belivet af den nyere Kulturbevægelses Aande faa Overhaand over hine, der nu egentlig tilhørte en forgangen Kulturperiode og stod ligeoverfor det som udlevede Oldinge mod en Yngling eller som en uddøende Vegetation mod en fremskridende». «At Sprogindvirkningen fra Danmark paa Grund af de politiske Forhold blev noget stærkere end den ellers vilde have været, og at derfor den Sprogforandring, som under alle Omstændigheder vilde være uundgaaelig, saa sandt som Sverige og Norge ikke vilde have stillet sig udenfor hele den nyere Kulturbevægelse, blev noget fremskyndet, er i sig selv,» siger Munch nu, «med al den Kjærlighed og Ærbødighed, vi maa have for Fædrenes ærværdige Sprog og herlige Litteratur, saalangt fra at beklage, at vi meget mere maa være Forsynet taknemlige, fordi det saa meget snarere bragte os ud af en forældet, hensygnende Kulturperiode og stillede os ved Begyndelsen af en nyere og friskere.»

Ogsaa denne P. A. Munchs nyere Opfatning og Udtalelse turde have sin Ensidighed og sine Overdrivelser. For ikke at nævne andet, tager han her ikke Hensyn til, at det danske Sprogs Ordforraad og Udtryksmaade var præget af Naturomgivelser og Livsforhold, som var væsentlig forskjellige fra de for en stor Del af det norske Folk bestemmende, saa at det danske Sprog først efter talrige Forandringer og kun gjennem mangesidig norsk Indflydelse kunde komme til fuldt ud at egne sig for os. Ligesaa lidet tager Munch her Hensyn til, at Sprogkløften mellem de forskjellige Lag af det norske Folk baade af de anførte Grunde og paa Grund af de afvigende Lydforhold flere Steder blev saa stor, at den maatte hemme en samlet Udvikling. Ivar Aasens Navn er endnu et Skillemærke mellem os, men det skal engang blive et af alle Nordmænd høit hædret Navn.

Jeg tænker mig, at dette skal blive saa paa en Tid, da den Slægt, hvortil jeg hører, forlængst er gaaet bort. Da skal som norsk Sprog af alle Nordmænd det Tungemaal anerkjendes, som staar i inderlig Samklang med Folkevrimmelens Tale der, hvor de arbeidende og praktisk virkende Nordmænds Liv pulserer stærkest og alsidigst. Det Sprog, som er beaandet af de ypperste norske Videnskabsmænd og Kunstnere, Tænkere og Statsmænd; Wergelands, Welhavens og Bjørnsons Sprog. Det Tungemaal, som navnlig af Ibsen er blevet fæstet i sit norske Særpræg og som først og fremst gjennem hans Ord har baaret Bud til Europa om norsk Tænkning og Kultur.

Det Maal, som blev fæstet i Lovens Ord paa Eidsvold 1814 og i Kristiania 1905. Det Maal, som paa Grund af alt dette i Sandhed er og skal være norsk Sprog. Men dette Sprog skal da have faaet nyt Liv, ny Kraft og ny kvægende Friskhed fra sprudlende Strømme, som Ivar Aasen har ledet frem fra de gamle Kilder ved Fjæld og Fjord. Dette Fremtidens norske Sprog skal navnlig for Vestlandets og Fjældets Stamme have en mere hjemlig Tone, fordi det er inderligere i Samklang med Sang og Tale, som klinger i Sjælen fra Barndommens Færden i Dal og ved Strand.

Paa den Tid, naar dette er fuldbyrdet, skal alle Nordmænd, som anerkjender og fremhæver Kultursprogets Betydning, kunne takke og hædre Ivar Aasen, som har lært os at kjende Folkemaalet i de norske Bygder, Ivar Aasen, den Mand, som tillige har udtalt, at det «ikke er nødvendigt, at det, som skal tiltale Almuen, netop skal være forfattet i dens eget Maal; men at det derimod er nødvendigt, at det maa være i Folkets Aand, at det maa indeholde saadanne Tanker, som Folket kan tilegne sig, og fremtræde i en saadan Form, at den rette Mening er klar og fattelig for alle».

Mindet om P. A. Munch er ikke et halvglemt Fortidsminde for os. Hans Aand er end hos os i vor Nutidsgjærning. Da jeg i 1905 fra Akershus hørte Drønnet af de Skud, som bar Bud om, at en egen Konge for Norges Rige var valgt efter et halvt Aartusinds Mellemrum, en Konge, som skulde bære det samme Navn som norske Konger af Harald Haarfagres Æt, da skjød den Tanke gjennem mig, at nu var en Gjærning gjort, som var fyldt af den gamle Sagas Liv og Aand. Da blev det mig klart, at P. A. Munch og Historikere, som end lever blandt os, havde været med til at mure den Bue, som skal hvælve sammen Norges Riges Oldtidshistorie med dets Nutid til ét Hvælv, hvorunder der om Skjæbnens Magter vil, skal, naar Frænder i Enighed samles, lyde Takkens Ord til den Mægtige, som er al Freds Fyrste.

Derfor skal P. A. Munchs Navn end idag mindes i Norge.

*

Norske Studenter! Til de unge vender jeg mig. Til Eder, som med Minder og Indtryk fra svundne Tider skal være med til at vække nye Tanker og nyt Liv i vort Folk, til at bygge dette Folks Fremtids-Historie. Jeg beder Eder: Lad ikke Mindet om Peter Andreas Munch dø i Norge. Gaa I foran, saa Nordmænd nu kan slutte sig sammen for at værne om hans Minde og for at gøre det levende hos os. Den praktiske Opgave, som jeg gjærne vil stille Eder, bør ikke gjælde for løst, før P. A. Munchs Navn er udtalt ved Kristiania Videnskabsselskabs Hundredaarsfest i 1957 saa høit, at det norske Folk hører det; Arbeidsudvalgets Virksomhed skal ikke blive afsluttet, før alle i 1957 kan se et Mindesmærke, som er sat for P. A. Munch. Jeg vil her forøvrigt intet afgjøre om dette Mindesmærkes Art eller om, hvor snart det skal reises. Som en Mulighed har jeg tænkt mig, at i 1910 paa Hundredaarsdagen efter Munchs Fødsel en Byste, som fremstiller hans ædle Drag skal faa sin Plads paa vort Universitets Grund, og at man tillige fra nu af og idetmindste indtil 1957 samler til et Fond, som skal bære Munchs Navn; et Fond til Fremme af alle de fædrelandske videnskabelige Studier, som Munch har fremmet, til Støtte for Granskninger i Norges og Nordens Historie, Sprog, Arkæologi, Geografi, og tillige til Belysning af Munchs egen Gjærning. Om alt dette vil jeg intet afgjøre. Heller ikke vil jeg afgjøre noget om et saadant Fonds Forhold til det Legat ved vort Universitet, som nu bærer Munchs Navn.

Jeg beder Eder kun, norske Studenter! om at træde i Forbindelse med andre Foreninger, som f. eks. Videnskabsselskabet i Kristiania, «Den historiske Forening», «Foreningen til norske Fortidsmindesmærkers Bevaring», ogsaa med Foreninger i andre norske Byer, for i Aar at faa valgt et Arbeidsudvalg, hvis Opgave det skal være at faa sat Peter Andreas Munch et værdigt Mindesmærke i Norge.