P. A. Munch (Bjørnson)

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk
Samlede værker. Mindeutgave
Gyldendalske Boghandel (Første Binds. 48-54).

Mange former har det store.
Den som her gik bort, han bar det
som en tvil, der tok ham søvnen,
men tilslut gav åbenbaring, —
som en øjets større se-kraft,
der gav syner, med en smærte
over det som ej kan sees, —
som en flugt igjænnem arbejd
fra det tænkte mot det visse,
fra det visse mot det ante, —
rastløs hast og ildfull væksel
med en guddoms-opfyllt uro,
der igjænnemstormet værden,
tok dens last av tvil og tanker,
bar dem, kastet dem — og tok dem;
aldrig træt, dog uten hvile.

Stille, han kjænte en eneste havn:
familielivets forsoner!
Lysmilde magter fik ham i favn,
vugget med farver og toner.

Ret når hans hustru spillet ham in,
in mellem duftende birke]
In mellem blomsterne, længere in,
in under granskogens kirke!

Døttre sig nærmet, en for en,
svalte hans hete panne,
viftet ham luften uskylls-ren,
nævnte det barnesanne.

Snart var han midt i den livligste leg
alt mellem farver og toner, —
skyerne gled, og på himmelen steg
tindrende millioner.

Men som kornmo i en dunkel,
stille, drømfull høstkvælls hvile
skræmmer tankerne mot uvejr...
eller som et slag i båten,
når den glider som i søvne
in imellem høje fjælle
i en rolig, luft-let vårnat —
kun et enkelt sagte slag, og
ekko tåger det og jager
ifra fjællvægg og til fjællvægg,
trosten vågner, årren skriker,
dyret rejser sig og lytter,
Stener triller, alt er oppe,
hunder varsler, bjæller skingrer,
og al dagens strid er kommen —:
sådan kunde en erindring,
fallen dunbløtt midt i leken,
vække tankens alle skarer!

 Og så jog det gjænnem værden,
og så brant det i hans indre, —
men det blev til lys for andre!

 Racers utspring, ords forgrening,
navnes herkomst, loves slægtskap,
småt og stort i like smærte,
like hast og tvil mot målet. —
Der hvor andre kun så stener,
så han glittre, så han funke,

hugde han sig gang mot gruben.
Og hvor andre stod for fundet,
sikkre nu i et århundre,
fik han tvil og grov i bunden
dag med nat — og så det synke!
Men den uro som gav kraften,
drev ham tit ut over målet;
for den klarhed han gav andre,
nye anelser bedrog ham.
Derfor: hvor han hadde været,
vilde han ej mer tilbake,
skiftet stof så tit som arbejd,
flygtende for egen tanke.
Men det tænkte slap ham ikke,
fulgte voksende som ilden,
kastet i Brasiliens skoger,
følger stormen, følger stormen!
Hvor en fot ej før var kommen,
bræntes vej for millioner!

 — — Nordens lande strækker brystet
op i Nordishavets tåke,
vintermånedernes mørke
trykker fjællene og havet.
Og som landene, så folkets
hele utspring og dets hitkomst
strækker op i mulm og tåke.
Men som fyr igjænnem tåken,
men som nordlys over mørket —
glimtet lysende hans tanke.
Øm, som om sin faders minne,
søkte, spurte han det minste,
for at finne folkets vejer;
navne, grave, rustne våben,
stene fik han til at svare.
Over Asiens urskog-fjælle,
gjænnem sand og øde stepper,
bakved tusen års formuldning
så han spor av karavanen,
søkende sit hjæm mot Norden.
Og som floderne de fulgte,
fulgte dem hans rike tanke,
strømmende mot værdens-altet.

— Se dog hvad hans uro skapte!
Se, den vilde blot forsoning,
fant den ej, men underfulle
ny opdagelser og vejer,
— ret som hine alkymister,
der i søken efter gullet
fant ej det, men andre kræfter,
som idag bevæger værden. —

*


Der var dypest i hans væsen
den motsætnings kraft, at tanken,
slået an av Nordens saga,
tonet, bævet i melodisk,
evig længsel imot Syden! —
Ilden i hans brune øje,
glimtet i hans tanke — hadde
slægt med improvisatorens
i de varme drue-lande.
Og hans lette stemningsvæksel
og hans fyrighed, der kunde
trælle de utslagne vintre,
men til infall kaste frugten, —
hin umådelige rigdom,
hvori tanker, luner, toner,
glæde, smærte, lek og alvor —
uten ophør glimtet, spillet...
det var som en dag i Syden!

 Derfor var hans liv en rejse,
en ustanset imot Syden, —
gjænnem anelsernes tåke,
fra det dunkle mot det klåre,
fra det kolde mot det varme...
og hans eget arbejd broen
som bar over fjæll og havstrøm!

— — O, den stund han med sin hustru
og med sine lekesøstre
(barneglade, friske døttre!)
stod hvor aftensolen lyser
over Capitol og Forum, —
stod hvor værdens-hovedstaden,
som historiens egne kilder,
vælter kunskap frem av jorden; —

hvor en klarhed, stor som luftens,
faller over de årtusen,
som er gangne der til hvile; —
hvor han som historie-gransker
ifra Norden måtte synes
have roet om i skodden
på de dype, store fjorder; —
stod hvor døde sprænger mulden,
og fremtriner selv som vidne
i den svære marmortoga;
hvor gudinnerne fra Delos
danser in i fresko-salen
som to tusen år tilbake; —
Panteon og Colosseum
kunde rumme i sin Skjæbne
værdens skiftende utvikling; —
hvor en Hermes hist på hjørnet
skuet Cato, der han skred som
pontifex i processjonen, —
skuet Nero som Apollo
løftes op og tage offer, —
skuet Gregor, ham den vrede,
ride frem som åndens hersker
over al den kjænte verden, —
skuet Cola di Rienzi
dyrke frihedens gudinne
under Romerfolkets jubel, —
pave Leo og hans store
vælge for den herre Jesus
Aristoteles og Plato —;
men så atter stærke tider
rejse den katolske kirke,
intil franskmænn kom og jog den,
og naturen blev til guddom...
men påny de gamle fromme
i de stille processjoner,
med et lam som værdenshersker! -
Alt det så den lille Hermes
der på hjørnet bak ved templet,
og den vise mann fra Norden
så hin Hermes og dens syner. —
— Ja, da han stod over Roma
i historiens høje klarhed,

og hans øje stræbte langsmed
bærgets rygg mot aftenrøden, —
da gik alle længslens stråler
sammen i en salig anen,
da — da så han i en kirke,
som var større æn naturens,
og en fred han følte dale,
der var mer æn øjeblikkets. —

 — Og da annen gang han kom dit
gjænnem dages, nætters arbejd,
ak, som gallt det hans forløsning, —
da gik Herren selv til møte,
førte ham ditop og sagde:
Tag nu fred; nu har du vunnet!“

 Men til os som vilde klage,
vændte han sig om og sagde:
Når Jeg kaller, hvem tør sige,
at den kallte ej var færdig?“

*

Den som dør, han her var færdig...
Se, det tror vi midt i smærten,
tror, at han som giver uro
(hin opdagelsernes uro,
som drev Newton, drev Columbus),
også vet, når ro skal falle.

 Men vi spørger, mens vi stirrer
efter hine tankens skarer,
der opløste farer hjæmad:
Hvem skal annen gang dem samle?

 Ti når han skar op en krigs-pil,
møtte lendermænn og bønder,
og til hjælp fra Sverig, Danmark,
England, Franken raske skuter
fløj på havet mot hans mærke!

 Den uhyre kongeflåte
lå til ankers under landet;
vante var vi til at se den,
eller til at spørge nyt fra
dens erobringer og togter.

Hvad den vant, vi har for evig;
men den selv har nu fåt hjæmlov.
Sammen står vi, ser det siste
sejl i horisonten tone...
vænder så og spørger sagte:
Hvem skal annen gang dem samle?


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.