Min vens bok/Teutobochus
Steenske Forlag, (s. 82-86).
Det forekommer mig ikke mulig at man kan være helt uten aand naar man er vokset op paa kaierne i Paris, like overfor Louvre og Tuilerierne, nær ved Palais Mazarin, ansigt til ansigt med den glorværdige Seine-flod, som rinder mellem taarnene og spirene fra det gamle Paris. Fra rue Guénégaud til rue du Bac utstiller bokhandlere, antikvarer og kobberstikhandlere kunstens skjønneste former og de sjeldneste levninger fra fortiden i sine rike boder. Hvert vindu er i sit morsomme virvar og sin eiendommelige skjønbet en fryd for øie og for sjæl. Den forbigaaende som kan se, tar altid med sig et indtryk derifra, som fuglen der flyver bort med et halmstraa til sit rede.
Og siden der foruten bøker ogsaa er trær og der gaar kvinder forbi, er det det skjønneste sted paa jorden.
I min barndoms dage var dette kuriositetsmarked, i endnu høiere grad end nufortiden, rikelig utstyret med gamle møbler, gamle kobberstik, gamle malerier og gamle bøker, utskaarne kredensskaper, blomstrede porcelænsvaser, emaljer, maiede fajancer, guldvirkede tøier, billedtapeter, bøker med gravyrer og princepsutgaver indbundne i saffian. Disse elskelige ting frembødes til kræsne og kyndige amatører og efterstræbtes endnu ikke av børsmæglere og skuespillerinder. Fontanet og jeg var alt helt fortrolig med dem, da vi endnu gik med store broderte kraver, korte bukser og bare lægger.
Fontanet bodde paa hjørnet av rue Bonaparte, hvor hans far hadde sit advokatkontor. Mine forældres leilighet støtte op til en av fløierne av Chimaypalæet. Fontanet og jeg var naboer og venner. Naar vi paa fridagene gik sammen for at leke i Tuilerierne, passerte vi den lærde quai Voltaire, og mens vi drev omkring, med et tøndebaand i haanden og en gummibal i lommen, tittet vi i butikvinduerne ganske som gamle herrer, og vi opgjorde os vore egne tanker om alle disse underlige ting som stammet fra fortiden, fra den hemmelighetsfulde fortid.
Ja, vi drev omkring, vi bladet i de gamle bøker, vi saa paa billeder.
Det fængslet os. Men jeg maa tilstaa at Fontanet hadde ikke, som jeg, agtelse for alle de gamle snurrepiperier. Han lo over de gammeldagse barberfat og over de hellige biskoper med sønderknuste næser. Fontanet var allerede dengang den fremskridtets mand som I har hørt tale i kamret. Hans respektstridige ytringer forfærdet mig. Jeg likte ikke at han kaldte de rare aneansigter for gallionsfigurer. Jeg var konservativ. Jeg har noget igjen av det, og al min livsvisdom har latt mig forbli en ven av gamle trær og landsbyprester.
Jeg adskilte mig ogsaa fra Fontanet ved en hang til at beundre det jeg ikke begrep. Jeg sværmet for alt uforslaaelig, og alt, eller meget nær alt, var mig uforstaaelig. Fontanet derimot fandt kun da fornøielse i at iagtta en ting naar han skjønte hvad den tjente til. Han sa: »Ser du, det der har hængsler, det kan lukkes op. Der er en skrue, det kan skrues istykker«. Fontanet var en matematisk aand. Jeg maa lægge til at han var istand til at bli begeistret naar han betragtet slagbilleder. Overgangen over Berezina grep ham sterkt. Vaabensmedens bod interesserte os begge. Naar vi saa hr. Petit-Prêtre gaa omkring og halte som Vulkan, i et fangskind av grøn sirs, blandt lanser, spyd, kyrasser og skjold, og længst inde i verkstedet ta op et ældgammelt sverd som han derefter la paa smiebænken og satte fast i en skruestik for at pudse bladet og sætte heftet istand, da var vi overbeviste om at vi var vidne til noget stort; hr. Petit-Prêtre stod for os som en kjæmpe seksti alen høi. Vi blev staaende tause, med næsen klemt flat mot ruten. Fontanet's sorte øine straalte, og hele hans mørke, fine lille ansigt fik liv.
Om aftenen var vi meget opskakede av dette minde; og tusen begeistringens planer fødtes i vore hjerner.
Engang sa Fontanet til mig :
– End om vi lavet slike vaaben som dem Petit-Prêtre har, av pap og sølvpapir fra chokoladeplaterne!... Tanken var smuk. Men det lykkedes os ikke at virkeliggjøre den paa sømmelig vis. Jeg lavet en hjelm, som Fontanet tok for en troldmandslue.
Da sa jeg:
– End om vi grundet et museum!...
En storslagen tanke! Men for øieblikket hadde vi ikke andet at indlemme i museet end et halvt hundrede klinkekuler og et dusin snurbasser.
Da var det Fontanet undfanget en tredje idé. Han utbrød:
– La os skrive en Frankriges historie, med alle detaljer, i femti bind.
Dette forslag henrykket mig, og jeg hilset det med haandklap og glædesrop. Vi blev enige om at begynde næste morgen, skjønt vi hadde en side av De Viris at lære.
– Alle detaljer! gjentok Fontanet. Vi maa ta med alle detaljer!
Det var ogsaa hvad jeg tænkte. Alle detaljer!
Man sendte os i seng. Men jeg blev sikkert liggende et kvarter uten at faa sove, saa optat var jeg av tanken paa at skrive en Frankriges historie i femti bind, med alle detaljer.
Vi begyndte paa denne historie. Jeg vet sandt at si ikke længere hvorfor vi begyndte den med kong Teutobochus. Men vor plan krævet det. Vort første kapitel stillet os likeoverfor kong Teutobochus, som var tredive fot høi, hvad man hadde kunnet forvisse sig om da man maalte hans tilfældig gjenfundne skelet. Tænke sig at maatte gaa løs paa en saadan kjæmpe allerede fra første stund! Det var et skjæbnesvangert møte. Selv Fontanet blev forbløffet.
– Vi maa hoppe over Teutobochus, sa han til mig. Men jeg vovet ikke.
Frankriges historie i femti bind kom aldrig længere end til Teutobochus.
Ak! hvormange ganger i mit liv har jeg ikke paany oplevet den samme tildragelse med boken og kjæmpen ! Hvormange ganger er jeg ikke naar jeg har staat i begrep med at begynde et stort verk eller sætte igang et vældig foretagende, blit stanset av en Teutobochus, som man gemenlig kalder skjæbne, tilfældighet, nødvendighet! Jeg har bestemt mig for at takke og velsigne alle disse Teutobochus'er som ved at stænge mig berømmelsens vovelige veie har bevaret for mig mine to trofaste skytsengler, middelmaadigheten og ubemerketheten. De er mig begge hulde og de elsker mig. Skulde jeg ikke gjengjælde dem det?
Hvad angaar Fontanet, min gløgge ven Fontanet, advokat, departementsraad, direktør for flere selskaper, deputert, saa er det en fornøielse at se ham tumle sig og løpe frem og tilbake mellem benene paa alle det offentlige livs Teutobochus'er, mot hvilke jeg i hans sted vilde ha knust næsen tusen ganger.