Min vens bok/Poesiens aabenbaring
Steenske Forlag, (s. 74-82).
Frøken Lefort, som holdt en skole for smaabarn i Faubourg Saint-Germain, gik med paa at ta imot mig fra ti til tolv og fra to til fire. Jeg hadde paa forhaand utmalt mig et forfærdelig billede av denne skole, og da min barnepike første gang slæpte mig dit, ansaa jeg mig fortapt.
Derfor blev jeg ytterst forbauset da jeg kom ind i et stort værelse og fik se fem-seks smaapiker og ti-tolv smaagutter som lo, skar ansigter og var lutter sorgløshet og skøieragtighet. Jeg syntes at de maatte være meget forhærdede.
Paa den anden side saa jeg at frøken Lefort var dypt sørgmodig. Hun sat med halvaapen mund, og hendes blaa øine var dugget av taarer. Blekgule krøller hang ned langs hendes kinder, som sørgepilens vemodige grener over vandspeilet. Hun saa paa en uten at se én, og syntes fortapt i en drøm.
Frøkenens milde bedrøvelse og barnenes munterhet gjorde mig tryggere; ved tanken paa at jeg skulde dele skjæbne med flere smaapiker, svandt mine bange anelser én efter én.
Frøken Lefort gav mig en stentavle og en griffel og lot mig sætte mig ved siden av en gut paa min egen alder som hadde nogen livlige øine og saa gløg ut.
– Jeg heter Fontanet, sa han til mig, og du? Saa spurte han mig om hvad min far var. Jeg sa ham at han var doktor.
– Min er advokat, svarte Fontanet; det er finere.
– Hvorfor det?
– Skjønner du ikke at det er finere at være advokat?
– Nei!
– Da er du dum.
Fontanet var en frugtbar aand. Han raadet mig til at opdrætte silkeormer og viste mig en vakker Pythagoras' tabel som han hadde lavet selv. Jeg beundret Pythagoras og Fontanet. Selv kunde jeg bare fabler.
Da jeg gik hjem, fik jeg av frøken Lefort et vidnesbyrd for god opførsel, jeg kunde ikke skjønne hvad det skulde være til og min mor forklarte mig at det var kjendetegnet paa æresbevisninger at de ikke var til nogen nytte. Hun spurte mig derefter om hvad jeg hadde gjort denne første dag. Jeg svarte bende at jeg hadde sittet og set paa frøken Lefort.
Hun lo av mig, men jeg hadde sagt som sandt var. Jeg har alle dage været tilbøielig til at ta livet som et skuespil. Jeg har aldrig været en egentlig iagttager; ti iagttagelsen kræver en metode som leder den, og jeg har ingen metode. Iagttageren styrer sine øine; tilskueren lar sig fange av hvad hans øine ser. Jeg er født tilskuer, og jeg vil hele mit liv, tror jeg, bevare den troskyldighet som er egen for storbyens dagdrivere hvem alting morer og som i ærgjerrighetens aar bevarer de smaa barns uegennyttige nysgjerrighet. Av alle de skuespil jeg har overværet, er det eneste som har kjedet mig det man har for sig i teatret naar man betragter skueplassen. Derimot bar livets forestillinger uten undtagelse fornøiet mig, og først da de jeg hadde for øie i frøken Lefort' s skole.
Jeg fortsatte altsaa med at se paa min lærerinde, og da jeg bestyrkedes i min opfatning av at hun var sørgmodig, spurte jeg Fontanet hvad denne sørgmodighet kom av. Uten at kunne si noget bestemt tilskrev han den anger og trodde at huske at den blev pludselig indridset i frøken Lefort's ansigt paa hin længst forsvundne dag da denne dame uten nogensomhelst ret bemægtiget sig hans snurbas av buksbom, for like efter at begaa et nyt overgrep; ti for at undertrykke veklagerne fra den utplyndrede, trak hun æselsluen ned over ørerne paa ham.
Fontanet kunde forstaa at en sjæl som hadde besmittet sig selv ved disse gjerninger, for altid maatte miste glæden og hvilen; men Fontanet's begrundelser tilfredsstillet mig ikke og jeg søkte efter andre.
Det var sandt at si vanskelig at søke efter noget i frøken Lefort's klasse paa grund av det spetakkel som uavladelig hersket der. Eleverne hengav sig til rene bataljer ret foran frøken Lefort, som var synlig, men fraværende. Vi kastet saa mange katekismer og brødskorper efter hverandre at luften formørkedes og en stadig knitren gjenlød i rummet. Bare de mindste barn sat med hænderne foldet om knærne og tungen ut av munden og saa op i taket med et fredelig smil.
Pludselig blandet frøken Lefort sig med søvngjængermine ind i haandgemænget og straffet en eller anden uskyldig; saa vendte hun igjen tilbake til sin sørgmodighet som til en borg. Tænk Eder i hvilken sindstilstand en liten gut paa otte aar maatte være som midt i dette ubegripelige røre hadde sittet seks uker og skrevet paa en stentavle:
Malfilatrus blev forglemt og gik av sult i graven.
Det var min opgave. Stundom maatte jeg presse hænderne mot hodet for at holde mine tanker samlet; men en alene var tydelig: tanken paa frøken Lefort's sørgmodighet. Jeg sysselsatte mig uavladelig med min trøstesløse lærerinde. Fontanet øket min nysgjerrighet ved underlige beretninger. Han fortalte at man om morgenen ikke kunde gaa forbi frøken Lefort's rum uten at høre hjerteskjærende skrik blandet med raslen av jernlænker.
– Jeg husker, tilføiet han, at for længe siden, kanske for en maaned siden, læste hun hulkende op for hele klassen en historie som vi tror var paa vers.
Fontanet's fortælling var præget av en skrækkens stemning som gik mig gjennem marv og ben. Allerede dagen efter fik jeg grund til at tro at denne fortælling ikke var opfundet, i det mindste hvad høitlæsningen angaar; for med hensyn til de jernlænker som bragte Fontanet til at blegne har jeg aldrig faat rede paa hvorledes det forholdt sig, og jeg antar idag at larmen av disse jernlænker i virkeligheten var larmen fra skuffe og ildtang.
Dagen efter hændte følgende:
Frøken Lefort slog i bordet med en lineal for at paabyde taushet, hostet og uttalte med dyp stemme:
– Den stakkars Johanna!
Efter en pause tilføiet hun:
– Av landsbyens møer var Johanna den skjønneste.
Fontanet gav mig et dunk i brystet og brast ut i en hvinende latter. Frøken Lefort tilkastet ham et forarget blik; derpaa fortsatte hun fortællingen om den stakkars Johanna, med en stemme som var tristere end bodssalmerne. Det er sandsynlig, ja sikkert at denne fortælling var paa vers fra ende til anden; men jeg er nødt til at gjengi den som jeg kan huske den. Man vil, haaber jeg, i min prosa gjenkjende »den sønderrevne digters spredte lemmer«:
Johanna var forlovet; hun hadde skjænket sin tro til en ung og kjæk fjeldbo. Oswald var denne lykkelige hyrdes navn. Alt er allerede beredt til brylluppet, Johannas veninder bringer hende sløret og kransen. Lykkelige Johanna! Men hun gripes av en stor mathet. Hendes kinder dækkes av en dødelig blekhet. Oswald stiger ned av fjeldet. Han kommer springende og sir til hende: »Er du ikke min brud?« Hun svarer med kraftløs stemme: »Kjære Oswald, farvel! Jeg dør!« Stakkars Johanna! Graven blev hendes brudeseng, og landsbyens kirkeklokker som skulde ringe til hendes bryllup, klemtet nu til hendes likfærd.
Der var i denne fortælling en stor mængde uttryk som jeg hørte for første gang og hvis betydning jeg ikke kjendte; men det hele syntes mig saa trist og saa vakkert at jeg fornemmet en ukjendt skjælven; tungsindets trylleri blev mig aabenbaret ved tredivefirti verslinjer hvis mening jeg ikke vilde ha været istand til at forklare ord for ord. For saalænge man er ung, har man ikke behov for at forstaa meget for at føle meget. Det dunkle kan ha noget gripende ved sig, og det er sikkert at det ubestemte tiltaler de unge sjæle.
Taarerne strømmet ut av mit overfyldte hjerte, og Fontanet kunde hverken ved sine grimaser eller ved sin haan stanse min hulken. Og dog tvilte jeg ikke dengang paa Fontanet's overlegenhet. Det var først da han blev understatssekretær at jeg begyndte at tvile paa den.
Mine taarer var frøken Lefort behagelige; hun kaldte mig til sig og sa:
– Pierre Nozière, du har graatt; her er hæderskorset. Vit at det er mig som har skrevet dette digt. Jeg har et stort hefte fuldt av vers som er likesaa vakre som disse; men jeg har endnu ikke fundet nogen utgiver til at trykke dem. Er ikke det forfærdelig, ja ufattelig?
– Aa, frøken, sa jeg til bende, jeg er saa glad. Nu vet jeg hvorfor De er sørgmodig. De holder av den stakkars Johanna som døde i landsbyen, og det er fordi De tænker paa hende, ikke sandt, at De er bedrøvet og at De aldrig lægger merke til hvad vi gjør i klassen?
Ulykkeligvis mishaget disse ord hende; for hun saa paa mig med vrede og sa:
– Johanna er en opdigtet person. Du er et fæ. Giv mig korset tilbake og gaa paa plass.
Jeg gik paa plass og graat. Denne gang var det over mig selv jeg graat, og jeg indrømmer at disse nye taarer ikke hadde den sødme jeg fandt i dem som den arme Johanna hadde fralokket mig. En ting gjorde min forvirring endnu større: jeg visste slet ikke hvad en opdigtet ting var for noget; Fontanet visste det heller ikke.
Jeg spurte min mor om det, da jeg var kommet hjem.
– En opdigtet ting, svarte min mor, er en løgn.
– Aa, mor, sa jeg, det er synd at Johanna er en løgn.
– Hvilken Johanna? spurte min mor.
– Av landsbyens møer var Johanna den skjønneste.
Og jeg fortalte Johannas historie saaledes som jeg endda husket den.
Min mor svarte ingenting; men jeg hørte at hun hvisket i min fars øre:
– Hvad er det for meningsløse ting man lærer barnet?
– Ja, det er rigtig nogen meningsløse ting, sa min far. Men hvordan skal en gammel jomfru kunne forstaa sig paa pædagogik? Jeg har en opdragelsesmetode som jeg en dag skal forklare dig. Efter denne metode bør man lære et barn paa Pierre's alder hvordan de dyr lever som ligner ham i forstand og tilbøieligheter. Pierre er istand til at forstaa en hunds troskap, en elefants hengivenhet, en apes skøieragtighet: om disse ting er det man maa fortælle ham, og ikke om Johanna og landsbyen og kirkeklokkerne som der ikke er fornuft i.
– Du har ret, sa min mor; barn og dyr forstaar hverandre godt, de er begge naturen nær. Men tro mig, min ven, der er én ting som barn forstaar endda bedre end apens skøieragtighet; det er de store mænds tapre bedrifter. Heltemotet er klart som dagen, selv for en liten gut; og hvis man fortæller Pierre om hvorledes ridderen av Assas døde, vil han med Guds hjælp forstaa det som du og jeg.
– Ak! sukket min far, jeg tror tvertimot at heltemotet opfattes paa forskjellig vis, alt efter tider, steder og personer. Men det gjør ingenting; det som det kommer an paa i opofrelsen er selve opofrelsen. Om gjenstanden som man gir sig hen for, er en illusion, er hengivelsen ikke mindre virkelig for det; og denne virkelighet er det mest straalende smykke som mennesket kan pryde sin aandelige armod med. Kjære veninde, din naturlige høisindethet har bragt dig til at forstaa disse sandheter bedre end jeg selv forstod dem ved erfaringens og eftertankens bistand. Jeg skal føie dem ind i min metode.
Saaledes talte doktoren og min mor.
Otte dage senere skrev jeg for siste gang paa min stentavle midt i spetaklet:
Malfilatrus blev forglemt og gik av sult i graven.
Fontanet og jeg forlot samtidig frøken Lefort's skole.