Min vens bok/Abbed Jubal's autoritet
Steenske Forlag, (s. 86-92).
Det var med hjertet fyldt av frygt og stolthet at jeg gik ind i ottende forberedelse. Læreren i denne klasse, abbed Jubal, var ikke synderlig skrækindjagende i sig selv; han saa ikke ut som noget grusomt menneske; han saa snarere ut som en ung frøken. Men han sat oppe paa et høit, sort kateter, og det var nok for mig til at gjøre ham frygtelig. Han hadde en bløt stemme, milde øine og en velvillig sjæl; hans haar var kruset og hans hænder hvite. Han lignet en sau, kanske mere end det sømmer sig en lærer.
Da min mor én dag fik se ham i talestuen, hvisket hun: »Han er svært ung!« Og det blev sagt med en egen tone.
Just som jeg begyndte ikke at være ræd ham længere saa jeg mig tvunget til at beundre ham. Det hændte mens jeg var ifærd med at fremsi min lekse, som bestod i nogen vers av abbed Gauthier om de første franske konger.
Jeg fremsa hver verslinje i ett pust, som om den kun bestod av et eneste ord:
Faramonsirmanvardenførsteavdekonger
SomfrankerneiGallienløftedepaaskjoldet
KlodiotilhestCambraisindtagelsebivaanet.
Der kom jeg av og stotret: bivaanet, bivaanet, bivaanet. Dette rim mindet mig, idet det forenet det nyttige med det behagelige, om at mens Merovæus hersket, blev Lutetia forskaanet... Men for hvad? Det var mig ganske umulig at si, da jeg fuldstændig hadde glemt det. Jeg tilstaar at det ikke hadde gjort synderlig indtryk paa mig. Jeg hadde sat mig i hodet at Lutetia var en gammel dame. Jeg var glad over at hun var blit forskaanet, men jeg bekymret mig i virkeligheten yderst litet om hendes anliggender. Ulykkeligvis syntes abbed Jubal at lægge megen vegt paa at jeg skulde si for hvilken tort hun var blit forskaanet. Jeg forsøkte: »Øh ... bivaanet!... øh, øh, øh«. Jeg vet ikke hvad jeg vilde ha git for at kunne fartsætte. Min sidekamerat Fontanet lo av mig, og hr. Jubal pudset sine negler. Tilslut sa han:
– For Attilas vrede Lutetia blev forskaanet.
Eftersom du hadde glemt denne verslinje, Nozière,
skulde du ha lavet den om istedenfor at stoppe op.
Du kunde ha sagt:
For Attilas indtog Lutetia blev forskaanet,
eller:
For den skumle Attila Lutetia blev forskaanet,
eller endnu sirligere:
For Herrens svøpe Lutetia blev forskaanet.
Man kan forandre ordene, bare man overholder versemaalet.[1]
Jeg fik en daarlig karakter; men abbed Jubal vandt stor anseelse i mine øine ved sin letflytende poetiske aare. Denne anseelse skulde stige end yderligere.
Hr. Jubal, hvis gjerning lænket ham til Noël og Chapsal's grammatik og abbed Gauthier's Frankriges historie, forsømte dog ikke den moralske og religiøse undervisning.
En dag, jeg vet ikke ved hvilken anledning, tok han paa sig en alvorlig mine og sa til os:
– Mine barn, om I skulde motta en minister, vilde I ile med at vise ham al hæder og ære som det tilkommer en suverænens repræsentant. Hvilken hæder og ære bør I ikke da vise presterne som repræsenterer Gud paa jorden? Like høit som Gud er over konger og keisere er presten over ministeren.
Jeg hadde aldrig tat imot nogen minister og hadde ikke tænkt at gjøre det paa længe. Jeg var endog viss paa at hvis der skulde komme en minister til os, vilde min mor den dag sende mig ut i kjøkkenet for at spise med pikerne, saaledes som det uheldigvis gik til ved enhver festlig tilstelning. Jeg forstod ikkedestomindre at presterne var overordentlig ærværdige, og da jeg anvendte denne sandhet paa hr. Jubal, geraadet jeg i stor forvirring. Jeg mindedes at jeg i hans nærvær hadde fæstet en papirmand paa Fontanet's ryg. Var det ærbødig? Vilde jeg ha fæstet en papirmand paa Fontanet's ryg for en ministers aasyn? Visselig ikke. Og dog hadde jeg sat fast papirmanden, rigtignok uten hr. Jubal's vitende, det er sandt, men i hans nærvær, – hr. Jubal som var over ministrene! Han strakte endog ut tungen, papirmanden! Min sjæl var oplyst. Jeg levet fra da av i ruelsens pine. Jeg besluttet at ære abbed Jubal, og om det senere hændte at jeg i timen puttet smaasten i nakken paa Fontanet og tegnet figurer paa selve abbed Jubal's kateter, gjorde jeg det i det mindste med den velbehagelige følelse at jeg kjendte min forgaaelses hele omfang.
Nogen tid efter blev det mig forundt at maale abbed Jubal's aandelige storhet.
Jeg sat i kapellet sammen med to eller tre kamerater og ventet paa min tur til skrifte. Dagen heldet. Skjæret fra den evigbrændende lampe bragte guldstjernerne under det halvmørke hvælv til at skjælve. Bakerst i koret saa man Madonnabilledet glide ut i en aabenbarings vage linjer. Alteret var dækket av gyldne vaser fyldte med blomster; en duft av røkelse svævet i luften; man skimtet tusen ting i dunkelheten, og kjedsomheten, selv kjedsomheten, denne barnenes store fiende, fik en mild tone derinde i kapellet. Det syntes mig som om det med altersiden grænset til paradiset.
Mørket var faldt paa. Med én gang saa jeg abbed Jubal komme gaaende helt frem til koret med en lygt. Han gjorde en dyp knæbøining, saa aapnet han gitteret og steg op altertrinene. Jeg iagttok ham: han løste op en pakke med girlander av kunstige blomster som lignet kirsebærkvasterne som gamle koner pleiet at sælge til os paa gaten i juli maaned. Og jeg hensattes i undren over at se min lærer nærme sig den Ubesmittede Undfangelse. De stak en klype stifter i munden, hr. abbed; jeg frygtet først at det var for at sluke dem, men det var for at ha dem inden rækkevidde. For De steg op paa en skammel og De begyndte at spikre fast girlanderne omkring den hellige jomfrus nisje. Men imellem steg De ned av skammelen for paa avstand at bedømme hvorledes Deres verk tok sig ut, og De var tilfreds med det; Deres kinder var røde, Deres blik lyste ; De vilde ha smilt, hvis det ikke hadde været for stifterne som De holdt mellem tænderne. Og jeg beundret Dem av ganske hjerte. Og skjønt lygten som stod paa gulvet kastet et latterlig lysstreif over Deres næsebor, syntes jeg at De var meget smuk. Jeg forstod at De var over ministrene, som De hadde lat os forstaa i en behændig tale. Jeg tænkte at det ikke var saa skjønt og attraaværdig at stige op med vaiende fjærbusker paa en hvit hest for at vinde et slag som at hænge op girlander paa et kapels vægger. Jeg følte at mit kald var at følge i Deres fotspor.
Jeg fulgte i Deres fotspor allerede samme aften, idet jeg med min mors saks klippet istykker alt det papir som jeg kunde komme over og gjorde girlander av det. Det gik ut over mine hjemmearbeider. Særlig led min franske stil betragtelig ved det.
Det var en stil efter Coquempot's stiløvelser; den bok var en grusom bok. Jeg bærer intet nag til den, og hvis forfatteren hadde hat et mindre mindeværdig navn, vilde jeg ædelmodigen ha glemt ham. Men man glemmer ikke Coquempot. Jeg vil ikke gjøre mig tilbeste over ham for denne tilfældige omstændighets skyld. Det maa dog være mig tillatt at forbauses over at man maa gjennemgaa saa smertefulde øvelser for at lære et maal som man kalder morsmaalet, som min mor lærte mig saa bekvemt, bare ved at snakke med mig. For hun kunde tale saa det var en lyst at høre paa, min mor!
Men abbed Jubal var overtydet om Coquempot's nødvendighet, og da han ikke kunde sætte sig ind i mine grunder, gav han mig en slet karakter. Skoleaaret tok slut uten nogen bemerkelsesværdig hændelse. Fontanet gav sig til at opdrætte kaalormer i sin pult. Jeg begyndte ogsaa at opdrætte kaalormer for ikke at være daarligere, skjønt jeg syntes de var væmmelige. Fontanet hadet Coquempot; dette had forenet os. Bare vi hørte Coquempot nævne vekslet vi paa vore bænker forstaaende blikke og uttryksfulde grimaser. Det var vor hevn. Fontanet tilstod for mig at hvis man fortsatte med Coquempot i ottende klasse ogsaa, hyret han sig som dæksgut paa et stort skib. Denne beslutning tiltalte mig, og jeg lovet Fontanet at ta hyre med ham. Vi svor hverandre venskap.
Paa eksamensfestens dag var baade Fontanet og jeg uigjenkjendelige. Det kom utvilsomt av at vi var kjæmmet. Vore nye jakker, vore hvite bukser, dynetræksteltet, tilstrømningen av fædre og mødre, den flagsmykkede forhøining, alt bidrog til at gi mig den stemning som kun de store skuespil gir. Præmiehøkerne og hæderskransene dannet en straalende haug, hvori jeg ængstelig søkte at gjætte min del, og jeg sat og skjalv paa min bænk. Men Fontanet var klokere og forsøkte ikke at utforske fremtiden. Han bevaret en beundringsværdig ro. Han sat og vendte sit lille røskathode og gottet sig over fædrenes uformelige næser og mødrenes latterlige hodebeklædninger, med en sindsro som jeg var ute av stand til at opbyde.
Musiken braket løs. Rektor, som over prestekjolen hadde den lille ceremonikappe. viste sig paa forhøiningen ved siden av en general i galauniform og i spissen for lærerne. Jeg gjenkjendte dem alle. De tok plass, hver efter sin rang, bak generalen: først konrektor, saa lærerne i de øverste klasser, saa hr. Schuwer, sanglæreren, hr. Trouillon, skrivelæreren og sersjant Morin, gymnastiklæreren. Sidst av alle kom abbed Jubal, og han satte sig længst tilbake paa en fattigslig liten krak som paa grund av manglende plass kun stod med tre føtter paa forhøiningen, mens den stak det fjerde ut gjennem teltduken. Og allikevel fik ikke abbed Jubal længe beholde denne beskedne plass. Nogen nykomne trykket ham tilbake i et hjørne hvor han forsvandt under et flag. Der blev sat et bord over ham, og dermed var han ute av spillet. Fontanet moret sig meget over denne utslettelse. Jeg for min del visste ikke hvad jeg skulde tro naar man lot en mand der udmerket sig i digtekunst og blomstergirlander og repræsenterte Gud paa jorden, staa saaledes i et hjørne, som en anden stok eller paraply.
- ↑ Intet av abbed Jubal's forslag overholder versemaalet i den franske tekst.