Min vens bok/Fontanet's lue
Steenske Forlag, (s. 93-96).
Hver lørdag blev vi ført til skrifte. Om nogen kan si mig hvorfor, vil han gjøre mig en glæde. Denne sædvane indgav mig megen ærefrygt og voldte mig stor plage. Jeg tror ikke at skriftefaderen fandt nogen virkelig interesse i at høre mine synder; men for mig var det i alle fald ubehagelig at si ham dem. Vanskeligheten bestod for det første i at finde dem. I vil kanske tro mig naar jeg tilstaar at jeg i tiaarsalderen ikke eiet den evne til selvgranskning som vilde ha tillatt mig paa rationelt vis at utforske min indre samvittighet.
Og dog maatte jeg ha synder; ti uten synder intet skrifte. Jeg hadde vistnok faat en liten bok hvor de stod allesammen. Jeg behøvde bare at vælge. Men selv valget var vanskelig. Der var saa mange og saa dunkle, aager, embedsmisbruk, skjørlevned og kjødslyst! Jeg læste i den lille bok: »Jeg anklager mig for at ha fortvilet. – Jeg anklager mig for at ha lyttet til slet tale«. Det ogsaa bragte mig i stor forlegenhet.
Derfor holdt jeg mig som regel til kapitlet adspredtbet. Adspredthet ved gudstjenesten, adspredthet under maaltiderne, adspredthet »i forsamlingerne«, jeg tilstod alt, og jeg skammet mig dypt over min samvittighets jammerlige tomhet.
Jeg følte mig ydmyget over ingen synder at ha.
Tilslut kom jeg en dag til at tænke paa Fontanet's lue; jeg hadde min synd, jeg var frelst!
Fra den dag at regne avlæsset jeg hver lørdag for skriftefaderens føtter den syndebyrde som Fontanet's lue tynget mig med.
Ved den maate hvorpaa jeg i den beskadiget næstens gods, bragte denne lue mig hver lørdag til i nogen minutter at føle en levende bekymring for min sjæls frelse. Jeg fyldte luen med sand; jeg slynget den op i trærne, hvorfra den maatte kastes ned med sten som en anden umoden frugt; jeg rullet den sammen til en klut og brukte den til at tørre ut kridtfigurerne paa tavlen; jeg kastet den gjennem en glugge ned i utilgjængelige kjældere, og naar det lykkedes den opfindsomme Fontanet igjen at faa fat paa den, var den bare en skidden fille.
Men en fé vaaket over dens skjæbne, ti morgenen efter kom den paany tilsyne paa Fontanet's hode, og den saa da merkværdig nok ut som en proper, anstændig, næsten flot lue. Og saadan hver dag. Denne fé var Fontanet's ældre søster. Bare for dette træk maa hun agtes som en god husmor.
Mere end en gang hændte det at Fontanet's lue ved min forseelse laa paa bunden av vandbassinet i skolegaarden, medens jeg knælet for den hellige domstols fot. Min stilling var da særlig kilden. Og hvilken følelse opflammet mig mot denne lue? Hevnen.
Fontanet forfulgte mig paa grund av en underlig gammeldags ransel som min onkel, der var en vindskibelig mand, til min ulykke hadde git mig. Den var altfor stor for mig, og jeg var altfor liten for den. Desuten saa ikke denne ransel ut som en ransel, av den grund at den ingen ransel var. Det var en gammel dokumentmappe som kunde trækkes ut som et trækspil og som min onkels skomaker hadde forsynet med en rem.
Denne dokumentmappe var mig forhadt, og ikke uten grund. Men jeg tror ikke nu at den var hæslig nok til at fortjene alle de skjændigheter som blev den til del. Den var av rød saffian med bred guldbord, og hadde over kobberlaasen en krone og et halvt avslitt vaabenskjold. Indeni var den foret med en falmet silke, som engang hadde været blaa. Om den endnu hadde været til, hvor omhyggelig vilde jeg ikke ha tat den i øiesyn! For naar jeg tænker paa kronen, som maatte være en kongelig krone, og paa skjoldet hvorpaa man endnu saa (hvis jeg ikke har drømt det) tre liljer som man hadde prøvet at skrape ut med en pennekniv, har jeg nu en mistanke om at denne mappe fra først av hadde tilhørt en av Ludvig den sekstendes ministre.
Men Fontanet, som ikke betragtet den i lyset av dens forgangne storhet, kunde ikke se den paa min ryg uten at bombardere den med sneballer eller hestekastanjer, alt efter aarstiden, og med gummiballer aaret rundt.
I virkeligheten hadde mine kamerater, og selv Fontanet, kun en anke mot min ransel: dens underlige utseende. Den var ikke som de andre; derav kom alle de gjenvordigheter som den har forvoldt mig. Barn har en brutal likhetsfølelse. De taaler intet særpræget eller egenartet. Det var denne deres egenskap som min onkel ikke nok hadde tat i betragtning da han gav mig sin fordærvelige præsent. Fontanet's ransel var forfærdelig; hans to ældre brødre hadde efter tur baaret den, saa den kunde ikke længere bli skidden; skindet i den var flæret og sprukkent; spænderne var forsvundet og erstattet med hyssing; men eftersom der intet rart var ved den, hadde Fontanet aldrig hat ubehageligheter for dens skyld. Naar jeg derimot kom ind i skolegaarden med ranselen paa ryggen, blev jeg øieblikkelig tutet døv, omringet, knubset og slaat overende saa lang jeg var: Fontanel kaldte det at leke skildpadde med mig, og han steg op paa mit skal. Han var ikke synderlig tung, men jeg blev ydmyget. Saasnart jeg kom mig paa benene, styrtet jeg mig over hans lue.
Hans lue var altid ny og, ak! min ransel var uforgjængelig. Og vore voldsgjerninger kjædet sig ved en ubønhørlig skjæbne sammen som i hedenold forbrydelserne i Atridernes familie.