Min vens bok/Decius Mus' siste ord
Steenske Forlag, (s. 96-101).
Mens jeg imorges gik og rotet i de gamle bøker paa kaierne, fandt jeg i toskillingskassen et løsrevet bind av Livius. Jeg bladet paa lykke og fromme i det og faldt over denne sætning: »Levningerne av den romerske hær naadde i nattens ly Canusium«, og denne sætning gjenkaldte hr. Chotard's minde i min erindring. Og naar jeg begynder at tænke paa hr. Chotard, blir jeg ikke kvit ham saa snart. Jeg gik fremdeles og tænkte paa ham da jeg kom hjem til frokosttid. Og da jeg endnu hadde et smil paa læben, blev jeg spurt om grunden.
– Grunden, mine barn, er hr. Chotard.
– Hvem er denne Chotard som faar dig til at smile?
– Det skal jeg si Eder. Hvis jeg kjeder Eder, saa lat som I hører paa mig og la mig tro at det ikke er bare for sig selv den uforbederlige fortæller beretter sine historier.
Jeg var fjorten aar og gik i tredje klasse. Min lærer, som het Chotard, var rødmusset som en gammel munk, og det var han ogsaa.
Broder Chotard, der hadde været ett av de sagtmodigste faar i den hellige Francisci fold, kastet i 1830 munkekutten i brændeneslene og anla lægmands dragt uten at det lykkedes ham at bære den utvungent. Hvad bragte broder Chotard til at handle saaledes? Somme sir det var kjærligheten; andre sir det var frygten, og at broder Chotard efter de tre Glorværdige Dage, da det suveræne folk hadde kastet nogen kaalstilker efter kapucineren ***, hoppet over klostermuren for at spare sine forfølgere for en saa stor synd som at maltraktere en kapuciner.
Denne gode broder var en lærd mand. Han tok sine grader, gav timer og slog sig saapas igjennem at da jeg og mine kamerater kom til at sitte under hans kateter, var hans haar graat, men hans kinder røde og hans næse flammende.
Hvilken krigersk lærer hadde vi ikke i ham! I skulde ha set ham naar han med teksten i haand førte Brutus' soldater til Filippi. For en urokkelighet! for en uforfærdethet! for et heltemot! Men han valgte sin egen tid til at være heltemodig i, og den tid var ikke nutiden. Hr. Chotard viste sig i livets gang frygtsom og forsagt. Han var let at skræmme.
Han var ræd for tyver, for gale hunder, for tordenen, for kjøretøier og for alt det som fra nær og fjern truer en besteborgers skind.
Det er sandt at kun hans legeme forblev iblandt os; hans sjæl dvælet i oldtiden. Han levet, den fortræffelige mand, med Leonidas i Termopylerne, paa Temistokles' snekke i havet ved Salamis; hos Æmilius Paulus paa Cannæ's marker; han faldt strømmende av blod i Trasimenersjøen, hvor senere en fisker fandt hans romerske ridderring. Han trodset Cæsar og guderne ved Farsalos; han svinget sit brutte sverd over Varus' lik i Herkyniens skog. Det var en vældig krigens mand.
Bestemt som han var paa at sælge sit liv saa dyrt som mulig paa Aigos-Potamos' strand og stolt over at tømme befrielsens bæger i det beleirede Numantia, foragtet hr. Chotard likesaalitt som andre slue hærførere at ta sin tilflugt til den træskeste krigslist.
– En list som bør anbefales, sa hr. Chotard en dag til os, mens han kommenterte et sted hos Ælianus, er at lokke den fiendtlige hær ind i et bergpas og tilintetgjøre den ved at styrte klippeblokker over den.
Han fortalte os ikke om den fiendtlige hær pleiet at være saa imøtekommende at la sig bruke til et saadant rænkespil. Men jeg haster efter at komme til den omstændighet hvorved Chotard gjorde sig berømt i alle sine elevers minde.
Han gav os til opgave for saavel vore latinske som franske stiler, beleiringer, slag og expiatoriske og propitiatoriske ceremonier, og det var mens han læste op disse beretningers rettede tekst at han utfoldet al sin veltalenhet. Hans stil og hans foredrag gav i begge tungemaal uttryk for den samme krigerske ild. Det hændte nu og da at han avbrøt sit tankeløp for at tildele os velfortjente avstraffelser, men han forblev heroisk i tonen selv i disse indskudte bemerkninger og talte med samme stemme skiftevis som en konsul der egger sine tropper og som en skolelærer der utdeler straffearbeider, hvorved han hensatte sine elever i stor forvirring, da det var umulig at vite om det var konsulen eller skolelæreren som talte. En dag hændte det at han med en uforlignelig tale overgik sig selv i denne genre. Denne tale kunde vi alle utenad; jeg skrev den ned ord for ord i mit skrivehefte uten at utelate noget.
Her er den saaledes som jeg hørte den, som jeg endnu hører den, for det synes mig som hr. Chotard's fete stemme endnu lyder i mine øren og fylder dem med sin enstonige, høitidelige klang:
Rede til at ofre sig selv til skyggernes guder og med sporerne trykket mot den vælige gangers buk, vendte Decius Mus sig endnu en siste gang om til sine vaabenfæller og sa:
– Hvis I ikke holder Eder mere rolig, skal jeg sørge for at I alle blir sittende igjen. For fædrelandets skyld gaar jeg ind til udødeligheten. Avgrunden venter mig. Jeg dør for samfundets velfærd. Fontanet, du skal faa skrive av ti sider i læseboken. Saaledes har Jupiter Capitolinus, den evige stads evige vogter, i sin visdom bestemt. Nozière, hvis du endnu engang rækker Fontanet din stil forat han kan skrive den av som han pleier, skriver jeg til din far. Det er retfærdig og nødvendig at en borger ofrer sig for det almene beste. Misund mig og graat ikke over mig. Det er taapelig at le uten grund. Nozière, du kan sitte igjen paa torsdag. Mit eksempel skal leve blandt Eder. Det er usømmelig at flire paa det vis, jeg kan ikke taale det længere. Jeg skal tale med rektor om Eders opførsel. Og jeg skal fra Elysiums skjød, hvor helternes skygger bor, faa se republikens unge jomfruer bekranse mine statuer med blomster«.
Jeg plagedes i de dage av en utrolig lattermildhet. Jeg gav den frie tøiler efter Decius Mus' siste ord, og da Chotard efter at ha git os den mest uimotstaaelige grund til at le, tilføiet at det var taapelig at le uten grund, skjulte jeg hodet i et leksikon og mistet besindelsen. De som i femtenaarsalderen ikke er blit rystet av ustyrlige latteranfald under en hagl av ekstralekser, er gaat tapt av en stor fryd.
Men I maa ikke tro at jeg bare sat og gjæpet i timen. Jeg var paa min vis en god liten humanist. Jeg hadde en levende følelse av det som er elskelig og ædelt i hvad man saa vakkert kalder de skjønne videnskaper.
Jeg hadde allerede dengang en sans for vakker latin og vakkert fransk som jeg endnu ikke har tapt, trods mine heldigere samtidiges raad og eksempel. Det er i den sak gaat mig som det jevnlig gaar folk hvis anskuelser blir foragtet. Jeg har sat en ære i det som kanske kun er en latterlighet. Jeg har holdt fast ved mine humaniora og er forblit en klassiker. Man kan beskylde mig for at være aristokrat og kinesisk mandarin; men jeg tror at seks-syv aars litterær dannelse gir det sind som er oplatt til at motta den, en adel, en beleven rakhet og spænstighet, en skjønhet som man ikke opnaar paa nogen anden maate.
Hvad mig angaar, har jeg nydt med henrykkelse Sofokles og Virgil. Jeg tilstaar at hr. Chotard ved Titus Livius' bistand fik mig til at drømme storslagne drømmer. Barns fantasi er vidunderlig. De herligste billeder kan drage igjennem de smaa skøieres hoder! Naar hr. Chotard ikke hensatte mig i ustyrlig latter, fyldte han mig med begeistring.
Hver gang han med sin fete prædikantstemme langsomt uttalte denne sætning: »Levningerne av den romerske hær naadde i nattens ly Canusium«, saa jeg likbleke ansigter, smudsige av blod og støv, buklede hjelmer, rustne, forvredne kyradser, brutte sverd dra stille forbi i maanelyset gjennem et nøkent landskap langs en vei som paa begge sider var omgit av gravsteder. Og dette halvt tilslørede syn, som langsomt svandt hen, var saa alvorsstemt, saa dystert og saa stolt at mit hjerte banket av sorg og beundring i mit bryst.