Min vens bok/Humaniora
Steenske Forlag, (s. 101-110).
Vil I vite hvad jeg tænker paa, hvert aar, naar de urolige skyer jager over høsthimmelen, naar bladene gulner paa de hutrende trær og vi trender lampen over middagsbordet; vil I vite hvad jeg ser naar jeg gaar gjennem Luxembourg-haven i de første dage av oktober, naar den er en smule trist og skjønnere end nogen sinde; for det er den tid da bladene falder ett for ett paa statuernes hvite skuldre. Det jeg da ser i denne have er en liten knegt som med hænderne i lommen og ranselen paa ryggen hopper avsted, lik en spurv, til sin skole. Det er kun i tanken jeg ser ham; for den lille knegt er en skygge; det er skyggen av mit jeg fra fem og tyve aar tilbake. Han fængsler mig virkelig, den lille; da han endnu var til, bekymret jeg mig litet om ham; nu da han ikke mere er, holder jeg av ham. Til syvende og sist var han mere værd end de andre jeg som jeg har hat siden jeg mistet dette. Han var vistnok tankeløs, men han var ikke slem, og jeg maa yde ham den retfærdighet at han ikke har efterlatt mig et eneste slet minde; det var et uskyldig væsen som jeg har mistet: det er meget naturlig at jeg sørger over ham; det er meget naturlig at jeg ser ham i tanken og at min sjæl morer sig med at gjenopvække erindringen om ham.
Paa denne tid for fem og tyve aar siden gik han før klokken slog otte gjennem denne skjønne have paa vei til skolen. Han var litt tung om hjertet: det var første skoledag.
Og dog travet han avsted med høkerne paa ryggen og snurbassen i lommen. Tanken paa at gjense sine kamerater gjød igjen litt glæde i hans hjerte. Han hadde saa mange ting at fortælle og saa mange ting at spørre om! Skulde han ikke faa høre om Laboriette hadde gaat paa jagt for alvor i Aigle-skogen? Skulde han ikke svare at han selv hadde redet paa hest i Auvergne-bergene? Naar man gjør noget saadant, er det ikke for at holde det skjult. Og desuten er det saa hyggelig at træffe kamerater igjen! Hvor han længtet efter at gjense Fontanet, sin ven, som gjorde saa venskapelig nar av ham, Fontanet som ikke var stort større end en rotte, men som var opfindsommere end Odysseus, og som overalt indtok den første plass med naturlig anstand.
Han følte sig helt let ved tanken paa at gjense Fontanet. Saaledes gik han gjennem Luxembourghaven i den friske morgenluft. Alt hvad han da saa ser jeg nu. Det er den samme himmel og den samme jord; tingene har endnu sin fordums sjæl, en sjæl som gjør mig glad og vemodig; han alene er ikke mere.
Det er derfor at jeg, jo ældre jeg blir, mere og mere interesserer mig for skolebarnenes tilbakekomst.
Hvis jeg hadde været kostelev i et gymnasium, vilde mindet om min skoletid ha været mig en plage, og jeg vilde ha jaget det bort. Men mine forældre satte mig ikke i det fængsel. Jeg var elev i et gammelt klostermæssig og bortgjemt college; jeg saa hver dag gaten og hjemmet, og jeg var ikke som kosteleverne avskaaret fra baade det offentlige og det private liv. Derfor var mine følelser heller ikke en slaves; de utvikledes med den styrke og mildhet som friheten gir alt som vokser op i den. De var ikke blandet med hat. Min nysgjerrighet var kun av det gode, for det var for at elske at jeg vilde vite. Alt hvad jeg saa paa veien, menneskene, dyrene, tingene, bidrog mere end man skulde tro til at gjøre mig fortrolig med det som er enkelt og sterkt i livet.
Intet er som gaten til at bringe et barn til at forstaa samfundets opbygning. Man maa i den aarle morgenstund ha betragtet melkekonerne, vandbærerne, kulmændene; man maa ha iagttat kolonialhandlerens, slagterens og vinhandlerens boder, man maa ha set soldaterne marsjere forbi med musikkorps i spissen; man maa ha indsuget gatens luft for at forstaa at arbeidets lov er guddommelig og at enhver maa røgte sin dont paa denne jord. Jeg har fra disse streiftog morgen og aften, hjemmefra til skolen og fra skolen og hjem, bevaret en nysgjerrig kjærlighet til haandverkene og haandverkenes utøvere.
Jeg maa allikevel tilstaa at jeg ikke omfattet alle med det samme venskap. Papirhandlerne som i sine butikvinduer utstillet de farvelagte billeder fra Epinal, var fra først av mine foretrukne. Hvormange ganger har jeg ikke staat med næsen klemt flat mot ruten og læst fra ende til anden teksten til disse smaa dramaer i billeder!
Jeg lærte mange av dem at kjende paa kort tid: der var nogen fantastiske som satte min indbildningskraft i virksomhet og utviklet i mig denne evne uten hvilken man intet opdager, selv i erfaringernes og de eksakte videnskapers verden. Der var nogen som ved at fremstille menneskelivet i et enfoldig og gripende lys, for første gang bragte mig til at skue det frygteligste av alt, eller rettere sagt det eneste frygtelige, skjæbnen. Kort sagt, jeg skylder billederne fra Épinal meget.
Senere, da ieg blev fjorten-femten aar, stanset jeg ikke mere op ved kolonialhandlernes utstillinger, og dog hadde jeg længe næret stor beundring for deres æsker med syltede frugter. Jeg foragtet kortevarehandlerne og søkte ikke at gjætte betydningen av det gaadefulde Y som lyser i guld paa deres skilter. Jeg stanset saavidt op for at løse de enfoldige rebuser som var fremstillet paa de gamle vinutsalgs forsirede gittere, hvor man ser en kvædefrugt eller en komet i hamret jern.
Min aand var blit mere kræsen og fandt kun interesse i kobberstikboderne, marskandiserutstillingerne og kasserne med de gamle bøker.
O, I gamle smudsige jøder fra rue du Cherche-Midi, I troskyldige bokhøkere fra kaierne, mine lærere og mestere, hvor megen taknemmelighet er jeg ikke Eder skyldig! I har tat Eder av min aands utvikling like meget og bedre end mine egentlige lærere. I brave mennesker, I har utbredt for mine fortryllede øine alleslags kostelige vidnesbyrd om den menneskelige tanke og det forgangne livs sælsomme former. Det var ved at gjennemstøve Eders bokkasser, det var ved at betragte Eders støvede utstillingsborde som bugnet av de armodslige levninger efter vore fædre og deres skjønne tanker at jeg umerkelig gjennemsyredes av den sundeste livets filosofi.
Ja, mine venner, ved at omgaaes de ormædte folianter, det rustne jernskrammel og de markstukne utskaarne paneler som I solgte for at leve, erhvervet jeg endnu som barn en dyp følelse av at alt er forgjængelighet, tomhet og skin. Jeg begyndte at ane at de levende væsener kun var skiftende billeder i verdensillusionen, og jeg har fra da av heldet til sørgmodighet, mildhet og medynk.
Friluftsskolen bibragte mig, som I ser, høie lærdomme. Den hjemlige skole var mig endnu mere gavnlig. Maaltiderne i familien, som er saa indbydende naar karaflerne er klare, duken hvit og ansigterne rolige, gir barnet sans og forstaaelse for hjemmets hygge, for livets enkle, hellige ting. Hvis han som jeg har den lykke at ha kloke og gode forældre, gir samtalerne ved bordet ham sundt skjøn og trang til at holde av. Han spiser hver dag av det signede brød som frelseren brøt og gav pilegrimene i herberget i Emmaus. Og han sir til sig selv som de: »Mit hjerte er helt varmt i mit bryst«.
De maaltider som kosteleverne indtar i refektoriet, har ikke den samme blidhet og den samme kraft. Aa, hvor hjemmets skole er en god skole!
Og dog vilde man kun daarlig fatte min tanke hvis man trodde at jeg ringeagter de klassiske studier. Jeg tror at for at forme en aand er der intet som studiet av de to oldtidens kulturer efter de gamle franske humanisters metoder. Dette ord: humaniteter, som vil si smag, er vel anvendt paa den klassiske dannelse.
Den lille knegt som jeg nyss talte om med en sympati som man kanske vil tilgi mig naar man betænker at der intet egenkjærlig er ved den og at den har en skygge til gjenstand, den lille knegt som hoppet som en spurv gjennem Luxembourg-haven, var en ganske god humanist, om I vil tro mig. Han nød i sin barnlige sjæl den romerske kraft og de storslagne billeder hos oldtidens digtere. Alt hvad han saa og følte i sin velgjørende frihet som hjemmeboende elev som gaar og titter i butiker og spiser sammen med sine forældre, gjorde ham ikke ufølsom for det smukke sprog som skolen lærer. Langt derifra: han viste sig næsten saa attisk og saa ciceroniansk som det er git at være i en flok smaa stympere som regjeres av brave skolemestere.
Han arbeidet litet for berømmelsen og udmerket sig ikke synderlig paa hæderslisterne; men han arbeidet meget fordi det moret ham, som La Fontaine sa. Hans oversættelser til fransk var meget vel turnerte, og hans latinske taler vilde ha fortjent selv hr. inspektørens ros, hvis det ikke hadde været for enkelte forsyndelser mot syntaksen som jevnlig skjæmmet dem. Har han ikke allerede fortalt Eder at Titus Livius' beretninger fremlokket hans medlidende taarer da han var tolv aar?
Men det var da han landet ved Grækenlands strand at han fik skjønheten at se i dens enkelhets pragt. Æsops fabler hadde fra først av formørket hans sjæl. En pukkelrygget lærer utla dem for ham, han var pukkelrygget paa legeme og sjæl. Kan I tænke Eder Tersites føre de unge galatere til Musernes hellige lunde? Den lille knegt fattet det ikke. Man kunde tro at hans pukkelryggede pædagog, som særlig ofret sig for at utlægge Æsops fabler, maatte være skikket for denne gjerning: paa ingen maate! Det var en falsk pukkelryg, en kjæmpe av en pukkelryg, uten aand og uten menneskelighet, ondskapsfuld og uretfærdig. Han dudde ikke engang til at utlægge en pukkelrygs tanker. Forøvrig er de elendige, tørre smaa fabler som bærer Æsops navn, kommet ned til os forvansket av en byzantinsk munk med en trang og gold hjerne under tonsuren. Da jeg gik i femte klasse kjendte jeg ikke til deres oprindelse, og jeg brydde mig litet om at lære den at kjende; men jeg bedømte dem ganske som jeg nu bedømmer dem.
Efter Æsop gav man os Homer at læse. Jeg saa Tetis stige op over havet som en hvit sky, jeg saa Nausikaa og hendes terner, og palmetræet paa Delos, og himmelen og jorden og havet, og Andromake's taarefyldte smil... Jeg forstod og jeg følte. I seks maaneder var det mig umulig at komme bort fra Odysséen. Den blev for mig ophavet til meget straffearbeide. Men hvad gjorde vel ekstralekserne mig? Jeg seilet med Odysseus »paa det vinblaa hav«! Senere opdaget jeg tragikerne. Jeg forstod ikke stort av Aischylos; men Sofokles, Euripides aapnet mig helternes og heltindernes fortryllede verden og indviet mig i ulykkens poesi. Ved hver tragedie jeg læste var der nye glæder og nye taarer og en ny streng skjalv i mit hjerte.
Alkestis og Antigone skjænket mig de ædleste drømmer som et barn nogensinde har drømt. Med hodet skjult i mit leksikon saa jeg paa min blækstænkede pult guddommelige skikkelser, elfenbensarmer som faldt ned langs hvite tunikaer, og jeg hørte stemmer som var skjønnere end den skjønneste musik, harmonisk klage sin ve.
Det bragte mig endnu flere ekstralekser. De var fortjente: jeg beskjæftiget mig med ting som var skolearbeidet uvedkommende. Ak! jeg er ikke kommet fra den uvane. I hvilken skole her i livet man end sætter mig for resten av mine dage, er jeg ræd at jeg selv i alderdommen vil utsætte mig for den tilrettevisning jeg fik av min lærer i anden klasse: »Pierre Nozière, du beskjæftiger dig med ting som er skolearbeidet uvedkommende«.
Men det var særlig om vinteraftenerne, naar jeg vendte hjem fra skolen, at jeg langs gaterne beruset mig i dette lys og i denne sang. Jeg blev staaende under gaslykterne og foran de oplyste butikvinduer og læse digternes vers som jeg saa gjentok halvhøit for mig selv mens jeg gik. Vinteraftenernes virksomme liv hersket i forstadens trange gater som allerede hylledes i mørket.
Det hændte mig ofte at jeg støtte mot en eller anden bakergut som, med sin kurv paa hodet, spandt sin drøm som jeg spandt min, eller at jeg pludselig følte mot kindet det varme pust fra en stakkars hest som drog paa sin kjærre. Virkeligheten forstyrret ikke min drøm, for jeg holdt av mine gamle forstadsgater hvis stener hadde set mig vokse op. En aften læste jeg i Antigone ved lygteskinnet hos en kastanjesælger, og endnu en menneskealder senere kan jeg ikke tænke paa disse vers:
O grav, du mit brudeleie!...
uten igjen at se auvergneren blaase op en papirpose og uten at føle varmen fra ovnen hvor kastanjerne ristedes. Og mindet om den brave mand blander sig i min erindring harmonisk med den tebanske jomfrus veklager.
Saaledes lærte jeg mange vers. Saaledes erhvervet jeg nyttige og kostelige kundskaper. Saaledes drev jeg mine klassiske studier.
Min maate passet for mig; den vilde ikke due for en anden. Jeg vil vogte mig vel for at anbefale den til nogen.
Forresten maa jeg bekjende at jeg, efter at være næret av Homer og Sofokles, manglet smag da jeg kom ind i retoriken. Det var min lærer som sa mig det, og jeg tror det gjerne. Den smag som man har eller som man lægger for dagen i syttenaarsalderen er sjelden god. For at forbedre min anbefalte min retorik-lærer mig omhyggelig at studere Casimir Delavigne's samlede verker. Jeg fulgte ikke hans raad. Sofokles hadde git mig et visst tilsnit som jeg ikke kunde fri mig fra. Denne retorik-lærer syntes mig ikke og synes mig hellere ikke nu nogen velskolert klassiker; men han hadde, foruten et grættent gemyt, en rak karakter og en stolt sjæl. Om han end lærte os enkelte litterære kjætterier, viste han i det mindste ved sit eget eksempel hvad en hædersmand er.
Denne viden har sit værd. Hr. Charron var høiagtet av alle sine elever. For barn bedømmer med fuldkommen sikkerhet sine læreres aandelige værdi. Jeg tænker endnu idag hvad jeg for fem og tyve aar siden tænkte om den ufordragelige pukkelryg og om den hæderlige Charron.
Men aftenen sænker sig over Luxembourg-havens plataner, og det lille fantom som jeg hadde fremmanet svinder i mørket. Farvel, lille jeg som jeg har mistet og som jeg stedse vilde sørge over, hvis jeg ikke fandt dig forskjønnet igjen i min søn!