Min vens bok/Myrteskogen
Steenske Forlag, (s. 110-118).
Jeg hadde været et meget opvakt barn, men henimot syttenaarsalderen blev jeg idiot. Min generthet var da saa stor at jeg ikke kunde hilse eller sætte mig ned i andres selskap uten at sveden fugtet min pande. Kvinders nærvær hensatte mig i den største forvirring. Jeg overholdt efter bokstaven en leveregel fra Jesu Kristi Efterfølgelse som man hadde lært mig i én av smaaklasserne og som var blit sittende fast i min hukommelse, fordi versene, som er av Corneille, syntes mig underlige:
Flygt med id fra kvinders omgang,
at du falder ei med spot.
Men befal til Herrens godhet
dem hvis sjæl av dyder prydes.
Møt dem kun med raskt farvel ;
elsk dem alle, men i Herren!
Jeg fulgte den gamle mystikers raad; men naar jeg fulgte det, var det ganske mot min vilje. Jeg vilde gjerne ha været sammen med kvinder med et mindre raskt farvel.
Blandt min mors veninder var der særlig en med hvem jeg gjerne vilde ha likt at sitte og tale længe. Det var enken efter en pianist som var død ung og berømt, Adolphe Gance. Hun het Alice. Jeg hadde aldrig rigtig set hverken hendes haar, eller hendes øine, eller hendes tænder... Hvordan skal man rigtig kunne se det som bølger, lyser, straaler, blænder? men hun syntes mig skjønnere end en drøm og av en overjordisk glans. Min mor hadde for vane at si at naar man tok fru Gance's træk ett for ett, var der intet merkværdig ved dem. Hver gang min mor gav uttryk for denne opfatning, rystet min far vantro paa hodet. Det var uten tvil fordi han gjorde som jeg, min fortræffelige far: han tok ikke fru Gance's træk ett for ett. Og hvorledes enkeltheterne end var, deres forening var henrivende. Tro ikke paa mor: jeg forsikrer Eder at fru Gance var vakker. Fru Gance tiltrak mig: skjønheten er noget elskelig; fru Gance skræmte mig: skjønheten er noget frygtelig.
En aften da min far hadde nogen gjæster hos sig, kom fru Gance ind i salongen, og hun hadde et uttryk av godhet i ansigtet som gav mig litt mot. Undertiden naar hun var omgit av mænd, saa hun ut som en dame der smilende kaster brødsmuler til smaafuglene. Saa med en gang kunde hun trække sig tilbake i ophøiet fjernhet; hendes ansigt blev da koldt som is og hun bevæget viften med treven bedagelighet. Jeg kunde ikke forstaa det. Nu kan jeg saa godt forstaa det: fru Gance var koket, det var det hele.
Jeg sa altsaa at da hun den aften kom ind i salongen, kastet hun til alle og enhver, selv til den ringeste, som var mig, nogen smuler av sit smil. Jeg tok ikke blikket fra hende, og jeg trodde at spore i hendes smukke øine et uttryk av tungsind; det bragte mig ut av fatning. Det var fordi jeg var en trohjertet sjæl. Man bad hende om at spille piano. Hun spilte en nocturne av Chopin: jeg har aldrig hørt noget saa vakkert. Jeg syntes at føle Alice's fingre, hendes lange, hvite fingre, som hun hadde tat ringene av, streife mine øren med et himmelsk kjærtegn.
Da hun holdt op at spille, gik jeg uvilkaarlig og uten at tænke paa det, hen for at føre hende tilbake til hendes plass, og jeg satte mig ved hendes side. Da jeg følte duften fra hendes barm, lukket jeg øinene. Hun spurte mig om jeg var glad i musik; hendes stemme fik mig til at skjælve. Jeg aapnet øinene og jeg saa at hun hadde sit blik fæstet paa mig; ved dette blik var jeg fortapt.
– Oui, monsieur, svarte jeg i min forvirring ... Naar jorden ikke aapnet sig og opslukte mig i den stund, er det fordi naturen er likegyldig overfor menneskenes mest brændende bønner.
Jeg tilbragte natten paa mit værelse med at slaa mig i ansigtet med knytnæverne og kalde mig selv en tosk og en idiot. Om morgenen blev jeg liggende længe og tænke over det, men jeg kunde ikke forsone mig med mig selv. Jeg sa: »At ville si til en dame at hun er vakker, at hun er altfor vakker og at hun forstaar at lokke frem av pianoet suk, hulken og egte taarer, og ikke kunne si hende andet end disse to ord: Oui, monsieur, det er at være blottet mere end godt er for evnen til at uttrykke sine tanker. Pierre Nozière, du er et naut, gaa og gjem dig!«
Ak! jeg kunde ikke engang gjemme mig helt bort Jeg maatte vise mig paa skolen, ved bordet, paa gaten. Jeg gjemte mine armer, mine ben, min hals saa godt jeg kunde. Man saa mig allikevel, og jeg var meget ulykkelig. Sammen med mine kamerater hadde jeg endda den utvei at gi og motta næveslag; det er ogsaa en maate at hævde sig paa. Men sammen med min mors veninder var jeg rent bedrøvelig. Jeg følte hvor god denne leveregel fra Kristi Efterfølgelse var:
– Hvilket velgjørende raad, sa jeg til mig selv. Hvis jeg hadde skydd fru Gance hin usalige aften da hun ved at spille en nocturne med saa megen følelse fyldte luften med vellystig skjælven, hvis jeg da hadde skydd hende, vilde hun ikke ha sagt til mig: »Er De glad i musik?« og jeg vilde ikke ha svart hende: Oui, monsieur.
Disse to ord: Oui, monsieur ringet mig ustanselig for ørene. Erindringen om dem forlot mig aldrig, eller rettere sagt det syntes mig som om tiden pludselig var holdt op at rinde og at jeg stadig dvælet i det øieblik da disse uigjenkaldelige ord: Oui, monsieur netop var blit uttalt. Det var ikke anger som plaget mig. Angeren er søt mot det jeg følte. Jeg levet i mørk melankoli i seks uker, da opdaget selv mine forældre at jeg var et fæ.
Hvad der gjorde min fæagtighet endnu større, var at jeg i aanden var likesaa dristig som jeg i fakter var forsagt. Som regel er unge gutters intelligens streng. Min var ubøielig. Jeg trodde at eie sandheten. Jeg var voldsom og oprørsk naar jeg var for mig selv.
For en spræk og forslagen knegt jeg var i enrum! Jeg har forandret mig meget siden dengang. Nu er jeg ikke synderlig ræd for mine medmennesker. Jeg sætter mig saavidt mulig paa den plass som tilkommer mig mellem dem som er mere begavet end jeg og dem som er mindre begavet, og jeg regner paa de førstes klokskap. Derimot er jeg ikke helt tryg ansigt til ansigt med mig selv... Men jeg er ifærd med at fortælle Eder en historie fra mit syttende aar. Man vil forstaa at denne blanding av forsagthet og dristighet maatte gjøre mig til et merkelig væsen.
Seks maaneder efter den forfærdelige begivenhet som jeg har berettet, sluttet jeg ikke uten hæder min retorikklasse, og min far sendte mig paa landet for at tilbringe ferierne i Guds frie natur. Han betrodde mig til en av sine beskedneste og agtværdigste kolleger, en gammel landsens doktor som praktiserte i Saint-Patrice.
Dit drog jeg. Saint-Patrice er en liten landsby paa Normandie-kysten som mot land ligger i ly av en stor skog og som mot sjøen skraaner langsomt ned til en sandstrand mellem to klitter. Denne strand var dengang vild og øde. Havet, som jeg saa for første gang, og skogene, hvis stille ro var saa sval, hensatte mig først i henrykkelse. Vandets og løvets vaghet stod i samklang med vagheten i min sjæl. Jeg red omkring i skogen; jeg rullet mig halvnøken paa sanden, fyldt av længsel efter noget ukjendt som jeg overalt ante og som jeg ingensteds fandt.
Jeg gik ensom hele dagen og jeg graat uten aarsak; det hændte mig stundom at jeg med en gang følte mit hjerte svulme saa sterkt at jeg trodde jeg skulde dø. Med ett ord, hele mit jeg var et bytte for uro; men er der paa jord en ro som er værd den ufred jeg følte? Nei. Jeg tar skogene, hvis grener pisket mig i ansigtet; jeg tar klitten, hvor jeg gik hen for at se solen sænke sig i havet, til vidne paa at intet kan lignes med den sot som dengang tæret mig, at intet kan lignes med menneskenes første drømmer! Om attraaen forskjønner alle ting som den tiltrækkes av, maa ikke da det ukjendtes attraa forskjønne tilværelsen!
Jeg har altid været paa en gang gløg og merkelig troskyldig. Jeg vilde kanske endda i lang tid ha gaat uvidende om kilden til min uro og mit vage begjær. Men en digter aabenbaret den for mig.
Jeg hadde allerede paa skolen fattet en kjærlighet for digterne som jeg lykkeligvis har bevaret. Da jeg var sytten aar elsket jeg Virgil, og jeg forstod ham næsten likesaa godt som om mine lærere ikke hadde utlagt ham for mig. I ferien hadde jeg altid en Virgil i lommen. Det var en ussel liten engelsk Virgil av Bliss ; jeg har den endnu. Jeg bevarer den saa kostelig som det er mig mulig at bevare en ting; der falder pressede blomster ut hver gang jeg aapner den. De ældste av de blomster kommer fra skogen ved Saint-Patrice hvor jeg var saa lykkelig og saa ulykkelig dengang jeg var sytten aar.
En dag da jeg gik alene i skogbrynet og indaandet den fine duft fra nyslaatt hø, mens vinden som blaaste fra havet saltet mine læber, kom der over mig en uovervindelig følelse av træthet, jeg satte mig i græsset og betragtet længe himmelens skyer.
Av gammel vane aapnet jeg min Virgil og læste: Hic, quos durus amor...
»Dér vandrer langs lønlige stier de som en ublid elskov hentæret med grusom sot, og myrternes skog spreder sit dække derover... «
»Og myrternes skog spreder sit dække...« Aa! jeg kjendte denne myrternes skog; jeg bar den i mit bryst. Men jeg visste ikke dens navn. Virgil aabenbaret mig min uros kilde. Ved hans hjælp visste jeg at jeg elsket.
Men jeg visste ikke endnu hvem jeg elsket. Det blev mig aabenbaret den følgende vinter, da jeg gjensaa fru Gance. I er uten tvil mere klarsynt end jeg var. I har gjættet det, det var Alice jeg elsket. Undre Eder over en saadan tilskikkelse! Jeg elsket netop den kvinde i hvis nærvær jeg hadde gjort mig selv latterlig og som maatte nære meget ringe tanker om mig. Det var til at fortvile over. Men fortvilelsen var dengang ute av bruk; vore fædre hadde brukt den for meget og slitt den ut. Jeg foretok intet forfærdelig eller stort. Jeg gik ikke og skjulte mig under et gammelt klosters nedfaldne søileganger; jeg begravet ikke mit tungsind i ødemarken; jeg paakaldte ikke den isnende nordenvind. Jeg var bare meget ulykkelig og tok min studentereksamen.
Selv min lykke var grusom: det var at se og høre Alice og tænke: »Hun er den eneste kvinde paa jorden som jeg kan elske; jeg er den eneste mand som hun ikke kan utstaa«. Naar hun spilte, vendte jeg bladene og betragtet de lette haar som lekte paa hendes hvite hals. Men for ikke at utsætte mig for at si til hende endnu en gang: Oui, monsieur, avla jeg det løfte at jeg aldrig mere skulde henvende et ord til hende. Der indtraf snart begivenheter som bragte forandring i mit liv, og jeg mistet Alice avsyne uten at ha brutt mit løfte.
Jeg traf fru Gance igjen isommer ved et kursted oppe i fjeldene. Et halvt aarhundrede tynger nu paa den skjønhet som skjænket mig den første, og den deiligste uro. Men denne svundne skjønhet har endnu sin ynde. Jeg løste mig, graahaaret, fra min ungdoms løfte:
– Goddag, frue, sa jeg til fru Gance.
Og, ak! denne gang sløret de unge aars bevægelse hverken mit blik eller min stemme.
Hun kjendte mig uten synderlig møie igjen. Vore minder bandt os sammen, og vi hjalp hverandre med at jage kjedsomheten paa flugt i det ensformige hotelliv.
– Snart knyttet der sig av sig selv nye baand mellem os, og de baand er kun altfor sterke: det er fællesskapet i sorg og møie som knytter dem. Vi sat hver morgen paa en grøn bænk i solen og snakket om vor gigt og om vore tapte kjære. Det var emne til lange samtaler. For at adsprede os blandet vi nutid med fortid.
– Hvor De var vakker, frue, sa jeg en dag til hende, og hvor De var beundret!
– Det er sandt, svarte hun mig og smilte. Jeg kan si det nu da jeg er blit gammel; jeg gjorde et godt indtryk. Det minde er min trøst naar jeg ældes. Jeg har været gjenstand for megen smigrende hyldest. Men De vil bli forbauset naar De faar høre hvilken av al den hyldest er den som har rørt mig mest.
– Jeg er nysgjerrig efter at faa vite det.
– Nuvel, jeg skal si Dem det. En aften (det er meget længe siden) geraadet en liten gymnasiast i en saadan forvirring ved at se paa mig at han svarte: Oui, monsieur! da jeg spurte ham om noget. Der er ingen ytring for beundring som har smigret mig saa meget og gjort mig mere glad end dette Oui, monsieur! og maaten hvorpaa det blev sagt.