Min vens bok/Skyggen
Steenske Forlag, (s. 118-122).
I mit tyvende aar hadde jeg en eiendommelig oplevelse. Min far hadde sendt mig til nedre Maine for at ordne et familieanliggende. Jeg reiste en eftermiddag fra den vakre lille by Ernée for i det fattige kirkesogn Saint-Jean, tre mil derifra, at besøke det nu forlatte hus som i mere end to hundrede aar gav min fædrene familie ly. Det var i begyndelsen av december. Det hadde snedd hele dagen. Veien, som snodde sig mellem to levende hækker, var paa flere steder bundløs og min hest og jeg hadde megen møie med at undgaa mudderpølene.
Men fem-seks kilometer fra Saint-Jean begyndte veien at bli bedre og tiltrods for en rasende vind som blaaste op og sneen som pisket mig i ansigtet, satte jeg hesten i galop. Trærne flygtet forbi paa begge sider av veien som uformelige skygger i natten. De var frygtelige at se paa, disse sorte trær med avhugget hode og forvredne armer, dækkede av hylder og saar. De indgød mig en egen frygt, som en følge av hvad presten ved Saint-Marcel i Ernée hadde fortalt mig dagen iforveien. Ett av disse lemlæstede trær, hadde presten sagt, et kastanjetræ som hadde været uten krone i over to hundrede aar og som var hul som en skorstenspipe, blev kløvet fra øverst til nederst av lynet den 24. februar 1849. Da fik man gjennem sprækken se et mandsskelet som stod helt opreist, med et gevær og en rosenkrans i haanden. Paa et ur som man fandt ved mantlens føtter, læstes navnet Claude Nozière. Denne Claude, en grandonkel av min far, var i levende live smugler og landeveisrøver. I 1794 tok han del i chouan-oprøret, under Treton, ogsaa kaldet Sølvfot. Haardt saaret, forfulgt og omringet av revolutionens soldater, gjemte han sig i dette hule træ og døde der. Hverken venner eller fiender visste hvad der var blit av ham; først et halvt aarhundrede efter sin død blev den gamle chouan bragt for dagens lys ved et lynnedslag.
Jeg tænkte paa ham mens jeg saa trærne fare forbi langs veien, og jeg skyndet paa hesten. Det var mørk nat da jeg kom til Saint-Jean.
Jeg gik ind i gjestgiveriet, hvis skilt skrek uhyggelig i stormen og mørket. Og efterat jeg selv hadde ført hesten til stalden, gik jeg ind i peisestuen og kastet mig i en gammel lænestol ved kaminilden. Mens jeg sat og varmet mig, fik jeg i ildsskjæret se min vertindes ansigt. Hun var gammel og hæslig at se til. Ansigtet var allerede som dækket av jord, og man saa kun en avgnaget næse og to døde øine under blodsprængte laag. Hun iagttok mig mistroisk, fremmed som jeg var. For at berolige hende sa jeg mit navn, som hun vel maatte kjende. Hun rystet paa hodet og svarte at der var ingen Nozière tilbake mere. Hun gik allikevel med paa at lave aftensmat til mig. Hun kastet et fang ved paa gruen og gik ut.
Jeg var nedslaat og træt og plagedes av en uutsigelig angst. Dystre, grusomme billeder drog forbi i min hjerne. Jeg slumret et øieblik ind; men jeg hørte fremdeles i halvsøvne vindens ulen ned gjennem skorstenen, mens vindstøtene feiet ildstedets aske henover mine ridestøvler.
Da jeg nogen minutter senere igjen slog øinene op, saa jeg noget som jeg aldrig skal glemme. Jeg saa tydelig paa den hvite, kalkede væg bakerst i rummet en urørlig skygge; det var skyggen av en ung pike. Ansigtslinjen var saa bløt, saa ren og saa fuld av ynde at da jeg fik se den, følte jeg al min træthet og al min tristhet svinde hen i en følelse av deilig forundring.
Jeg betragtet hende, forekommer det mig, i et minut; det kan dog være at min henrykkelse varte længere eller kortere, for jeg har intet middel til at bestemme dens virkelige varighet. Saa vendte jeg hodet for at se hende som kastet en saa vakker skygge. Der var ingen i rummet... ingen anden end den gamle gjestgiverkone som holdt paa at lægge en hvit duk paa bordet.
Jeg saa atter paa væggen: skyggen var der ikke mere.
Da følte jeg mit hjerte noget som lignet en kjærlighetssorg, og det tap jeg hadde lidt, gjorde mig ulykkelig.
Jeg tænkte mig om nogen sekunder, med fuldstændig klart hode, saa sa jeg:
– Hør, mor! hvem var det som var herinde nu netop?
Vertinden blev meget forbauset og svarte at hun ikke hadde set nogen.
Jeg sprang til døren. Sneen faldt tæt og dækket jorden, og der var intet fotefar at se.
– Mor! er De sikker paa at der ikke er nogen kvinde i huset?
Hun svarte at der ikke var nogen anden end hende.
– Men skyggen? utbrøt jeg.
Hun tidde.
Da søkte jeg efter fysikens nøiagtigste regler at bestemme det legemes plass hvis skygge jeg hadde set og idet jeg pekte paa denne plass, sa jeg:
– Hun var der, just der! det forsikrer jeg...
Den gamle kom nærmere med et talglys i haanden og fæstet sine forfærdelige blikløse øine paa mig, saa sa hun:
– Nu skjønner jeg at De ikke narrer mig og at De virkelig er en Nozière. De skulde ikke være søn til Jean, doktoren i Paris? Jeg kjendte hans onkel, René. Han saa ogsaa en kvinde som ingen anden saa. Det er nok en revselse fra Gud over hele familien for smugleren Claude's synd, han som forliste sin sjæl med bakerens kone.
– Mener De Claude som man fandt skelettet av i en hul træstamme, sammen med et gevær og en rosenkrans?
– Min unge herre, rosenkransen var ham ikke til nogen nytte. Han hadde fordømt sig selv for en kvindes skyld.
Den gamle sa ikke mere. Jeg kunde knapt smake paa brødet, eggene, flesket og cideren som hun satte frem for mig. Mine øine vendte sig ustanselig mot væggen hvor jeg hadde set skyggen. Aa, jeg hadde set den saa tydelig! Den var fint avtegnet og klarere end en skygge som var frembragt paa naturlig vis av det blafrende skjær fra gruen og talglysets rykende flamme.
Dagen efter besøkte jeg det forlatte hus hvor Claude og René i sin tid hadde bodd; jeg gjennemstøvet egnen, jeg utfrittet presten; men jeg fik ikke vite noget om hvem den unge pike kunde være hvis skygge jeg nadde set.
Endnu idag vet jeg ikke om jeg skal tro den gamle gjestgiverkone. Hvem vet om ikke ett eller andet fantom i skogegnens dystre ensomhet hjemsøkte de bønder som jeg nedstammer fra, hvem vet om ikke slegtens nedarvede skygge som spøkte for mine barske og mystiske fædre, viste sig med ny ynde for deres drømmende ætling.
Var det Nozière-familiens husaand jeg saa i gjestgiveriet i Saint-Jean? Eller blev det mig ikke snarere i denne vinternat git tilkjende at min del av denne verdens glæder var den bedre og at den blide natur hadde skjænket mig den dyrebareste av sine gaver, drømmenes gave?