Mandfjordsfjeldet
Da adskillige svenske Streifepartier i Kong Frederik III.s Tid trængte ind i Nordlandene for at udplyndre det uforsvarede Land, viste Ofotens og Tysfjordens Finner megen Troskab imod Norge. Efter Overlæg begave nogle Finner sig tilfjelds og tilbøde de Svenske at vise dem Veien. Disse modtoge Tilbudet og bleve nu førte ind blandt Bjergkløfterne, hvor Finnerne havde leiret sig og, uden selv at tabe en Mand, med deres sikkre Rifler bragte Død og Fordervelse iblandt Fienden. En anden Flok Svenske paa omtrent 150 Mand tvang paa samme Tid en Fin, der drev om med sine Rener snart paa svensk og snart paa norsk Grund, til at være deres Veiviser ned til Tysfjorden, hvor denne Fin havde sin meste Familie. Ved Juletider begave de sig paa Reisen; han løb paa Ski, de kjørte med Rener. I Mørket leder han dem vild, og fører dem hen til et fladt Fjeld, der danner en frygtelig Styrtning; ud over denne fare de, og der finde de en uventet Grav. Fjeldet kaldes til Minde herom Mandfjordfjeldet og i den nedenunder liggende Dal fandt man endnu lang Tid efter Dynger af Menneske- og Rensdyrbeen. Finnerne i Ofoten og Tysfjorden fik siden til Belønning for deres udviste Troskab deres Pladser og Rydninger til Odel og Eie.
Anm. Top. Journal og Budstikken 5, 784. Endnu 1782 fandtes hist og her Levninger af Menneske- og Rensdyrbeen; men troværdige Folk fortalte, at i deres Barndom vare disse at see dyngeviis.
Saavel i Soløer som i Throndhjem har man Sagn om en rask Skieløber, der som Veiviser i Snefog bragte en lignende Ulykke over svenske Streifepartier.
(Meddeelt).