Leo Tolstoi, Ruslands digter-profet/Leo Tolstoi og fredssaken
Leo Tolstoi og fredssaken.
Altfor stor idealist til at faa den for idealistiske digtere bestemte Nobelpris! Altfor stor fredsven til at kunne faa fredsprisen! Utmerkelser, som Tolstoi for sit vedkommende ikke hadde bruk for, men som kunde ha vokset i værd ved at han fik dem. — —
Det er almindelig anerkendt, at Leo Tolstoi paa to maater har ydet et vældig bidrag til nutidens fredsarbeide. Først ved sine psykologisk indtrængende skildringer av krigen, i en række av glimrende fortællinger og skisser, som har øvet en epokegjørende indflydelse ogsaa paa slagmalernes, som Verestchagins, krigs-billeder. Neppe nogen har bidraget mere end Tolstoi til at befri kunsten fra dens traditionelle, næsten ubevisste tjenesteforhold under krigslidenskapen. En lidenskap, som gjennem aartusener av kunsten, ikke mindst digterkunsten, var iklædt en pragtfuld, flatterende uniform.
Fyrst Krapotkin skriver femti aar efter Krimkrigen, at den unge Leo Tolstois skildringer fra Sebastópol danner et vendepunkt i alle landes krigs-litteratur. Saa fortæller Aylmer Maude i sin Tolstoi-biografi.
Ved ialfald i nogen grad at slukke det romantiske lysskjær, hvori man saa krigen i kunstig belysning, hadde Tolstoi like fra sin ungdom forberedt og undermuret sit senere direkte arbeide for fredssaken. Han er blit fredsven, fordi han kjender krigen.
Som officer og som den, der har gjennemlevd en stor krigsperiode i et av sin tids erobringsriker, har han, som ingen anden nulevende fredsven, arbeidet sig op gjennem alle grader; fra romantisk eventyrdragning mot livet i felten, gjennem voksende skuffelse og avsky for krigens umenneskelighet, til en glødende fredskjærlighet, som gik like til fanatisme. Hvad hjælper det, om vi i de smaa land, som intet har at vinde ved krig, men alting at tape, — om vi her, hvor vi som regel ser krigen paa avstand, har let for at ta denne sak med nøgtern koldblodighet og likevegt?
Det er de store land, det gjælder at faa med, — de overmægtige nationer, som kan ha en egoistisk fordel av krigen. Der er det, at det gjælder — ikke blot at bruke kloke fornuftsgrunde, men at tænde lidenskapens motild mot krigslidenskaperne. Det er dette, Leo Tolstoi har gjort. Han gik altfor vidt i sin fredskjærlighet. Hans fredskjærlighet var som en ild, der kunde gjøre skade. Men den er til gjengjæld endnu den dag idag en kraft, som i millioner av menneskesind er ifærd med at sætte noget nyt isteden for krigslidenskapen, — et nyt livssyn, en anden livsvilje, en ny form av livsglød. Han vender menneskenes higen i en motsat retning.
Ruslands største mand stillet sig iveien for den nationale ærgjerrighet, som en bølgebryter imot strømmen. Imot drømmen om en ny „Romer-fred“ (pax Romana), i et russisk verdensrike, stillet han drømmen om et broderskapets verdensrike, en pax Christiana.
Negativt, i sin sanddru skildring av krigen, og positivt ved sin voldsomme lidenskap for freden og ved denne lidenskaps suggestive magt, har Leo Tolstoi virket mægtigere end nogen anden enkeltmand som en strømbryter i militarismens tidsalder.
I den nyere tids massiveste erobringsrike reiser der sig en mand, der begynder som modig jæger og tapper officer og deltar i en av de ustanselige grænsekrige, men som litt efter litt, gjennem et langt og ærefuldt digter-liv vokser op til at bli det moderne Ruslands anklagende samvittighet, og som, midt i hjertet av det hellige Rusland, alene av 100 millioner tilkjæmper sig lov til at tale frit ut overfor en despotisk regjering. La os ialfald indrømme, at det er et skjønt og sjeldent skuespil. La os glæde os over, at vi i vor egen tidsalder har været med at opleve et saadant syn. Een mand overfor en hel tidsalder, — en mand overfor et helt system. Den store slaviske verdens Rousseau og Voltaire i én person, revolutionsmand og reformator, en vidunderlig digter og et godt menneske, som vil alle menneskers vel. En mand, som hjertelig gjerne gav sit liv for at hjælpe Rusland; men hvis liv ingen selvhersker turde ta.
La os se litt nærmere paa denne fredsmand.
Leo Tolstoi var forsvars-nihilist, — likesom de tre første aarhundreders kristne, og som kristendommens stifter. Fredsfyrsten vilde ikke ha kunnet faa Nobels fredspris, om han hadde levd i vore dage. Ogsaa han forkyndte jo, som Tolstoi, ikke-motstand mot uret. Dersom nogen slaar os paa det venstre kind, skal vi vende det høire til. Dersom nogen tar fra os kappen, skal vi ogsaa la ham faa kjortelen. Hvilken overdrivelse, hvilken ensidighet! — vil man si, i sit stille sind.
Ogsaa Tolstoi vilde, og det med fuld bevissthet, ophæve baade krigsvæsen og retsvæsen; han vilde avskaffe al kamp for retten gjennem fysiske magtmidler. Denne lære er ganske vist uholdbar. Vi kan ikke opgi kampen for retten, i nødsfald med fysiske magtmidler. Vi kan ikke se rolig paa, at et vildt dyr slæper avsted med et av vore barn. Heller ikke et vildt menneske. Ikke nogetsomhelst menneske. Tolstoi og de første aarhundreders kristne hadde uret i at skjelne saa absolut mellem fysisk og aandelig kamp mot det onde, mellem bruk av „kjødets“ og „aandens“ vaaben. Man kan jo saare endog dødelig gjennem ord, altsaa gjennem de vaaben, Tolstoi selv anvender. Det har hændt, at en avisartikel har undergravet en mands livskraft, eller drevet ham i døden. Ogsaa Tolstoi, likesom de første kristne, gjør med urette den „materielle“ og den „aandelige“ verden til skarpe motsætninger.
I de tre første aarhundreder av vor tidsregning vilde de kristne (ialfald som regel) ikke gjøre nogen anden krigstjeneste end den aandelige kamp mot mørkets magter, militia Christi, „Kristi soldatertjeneste“. Hvis der i Romerstaten, som i nutidens Rusland, hadde været tvungen militærtjeneste, vilde de kristne sandsynligvis være blit utryddet allerede i det første aarhundrede eller trængt tilbake til smuthuller. Men da de romerske legioner heldigvis like fra Marius’s tid blev rekrutteret med hvervede frivillige (undtagen i nødsfald, da der foretoges utskrivning efter en forholdsvis ubetydelig maalestok), kunde de kristne i Romerriket, likesom Quakerne i England og Nordamerika, klare sig som borgere, selv om de ansaa det for en synd at gjøre krigstjeneste.
Først i det fjerde aarhundrede efter Kristus traadte de kristne i stort antal ind i den romerske hær. Men samtidig blev ogsaa kristendommen i enkelte stykker grundig omdannet. Den blev i nogen grad til en krigsreligion, delvis ved Apokalypsens og det gamle testamentes hjælp.
Tør nogen si, at Kristi kristendom og de tre første aarhundreders, altsaa den oprindelike, autentiske kristendom, ikke har utrettet noget for fredssaken her paa jorden, selv om den var ensidig og altfor yderliggaaende i sin fredsvenlighet?
Snarere kunde man fristes til at si, at hvis ikke yderliggaaende fredsvenner, like fra Laotse og Buddha, eller fra kristendommens stifter til de mähriske brødre og Quakerne og Leo Tolstoi, hadde vakt en glødende harme overfor krigen, vilde vi endnu ikke hat nogen fredssak.
At der i Tolstois opfatning av den oprindelige kristendom skjuler sig en stor historisk misvisning, er ganske visst utvilsomt. De første kristnes negtelse av at gjøre krigstjeneste hadde en ganske anderledes mægtig begrundelse i datidens verdensopfatning end en slik vægring har nutildags. For de første kristne, som fuldt og fast trodde paa en snarlig eller endog umiddelbart forestaaende verdensundergang, var det ganske naturlig at anse enhver form for strid om landegrænser eller andre timelige interesser som forfeilet. Forsaavidt var den historiske situation ved kristendommens frembrud vidt forskjellig fra stillingen paa Leo Tolstois tid.
Leo Tolstoi var, som vi senere skal se, paa et væsentlig punkt en daarlig historiker. Hans freds-kjærlighet, som ikke skjelnet mellem angreps- og forsvarskrig, var beheftet med et feilsyn. Men i én henseende hadde han ret: at man i ny som gammel tid maa søke en høiere livsvei end den brutale magtpolitik.
Den ældste kristendoms ubetingede freds-religion fortoner sig som en vældig motvekt mot den romerske imperialisme. De kristne, likesom (til en viss grad) Stoikerne før dem, vilde grundlægge et endda meget større verdensrike end Alexanders rike og Romerriket, nemlig Guds rike paa jorden — aandens rike i motsætning til kjødets rike, fredens og broderkjærlighetens i motsætning til magtens og undertrykkelsens.
Paa lignende maate er Leo Tolstois store forsøk paa en fornyelse av den oprindelige kristendom vokset frem som en naturlig motbevægelse mot den russiske erobringspolitik og Stor-russernes drøm om et pan-slavisk verdensrike. Mot den pan-slavistiske national-ærgjerrighet opstillet den slaviske stammes største mand i nutiden, Leo Tolstoi, den langt høiere og sublimere tanke om et kjærlighetens og arbeidsomhetens Gudsrike paa jorden, en gjenoptagelse av en gammel østerlandsk „utopi“, som har sit utspring i menneskenaturens høieste evner og drifter. Overfor den umættelige havesyke og den jordomfattende herskelyst har der atter og atter hævet sig en langt høiere form av utvidelses-drift, nemlig det enkelte lille menneskes forsøk paa at omspænde alle væsener og tilværelsesformer med sin lykketrang og livsvilje.
Man kunde fristes til at si, at freds-drømmen eller det verdensomfattende broderskaps tanke har sit utspring paa toppen av de store verdensrikers høieste kultur-nivaa. Den er de antike erobrer-folks sarteste kulturblomst. Sammen med den græske videnskap og den græske kunst er det altomfattende broderskaps tanke eller drømmen om at fredens og kjærlighetens Gudsrike det for alle tider klassiske resultat av mange aartuseners kultur-utvikling. Dette element i kristendommen, som forøvrig ogsaa i nogen grad fandtes i stoicismen, og som var længe forberedt baade i den østerlandske og den græske kultur, er den dag idag likesaa uovertræffelig „klassisk“ som den græske kunsts vidunderligste marmorverker, eller den græske videnskaps endnu den dag idag uomstøtelige teoremer. Det høiest tænkelige, søm menneskenaturen kan naa i retning av religiøs-etisk selvutvidelse, er for alle tider dette, at det enkelte menneske omslynger (omend blot i korte stunder og med en begrænset evne) alle væsener med sin livsomsorg, — utvider sin menneskelige livsvilje til en verdensvilje, — en vilje, som omfatter alle væseners vel. Ingen matematisk sætning staar mere klippefast end den av en millionaarig livs-utvikling paa denne jord fremvoksede erfaring, at den høieste livsform, som noget levende væsen kan naa i en enkelt, bestemt retning, er den altomfattende velvilje og forsorg.
Høvding-naturer som Bjørnson og Tolstoi har, til trods for en ufuldstændig kundskap om den gamle græske kultur, opfattet, hvad Friederich Nietzsche, den lærde professor i græsk, ikke har formaaet at se, nemlig at den altomfattende velviljes moral ikke er „slave-moral“, men tvertom de store gamle kultur-folks høieste hersker-moral. Det menneske, som i selvutvidelsens store stunder vil alle væseners vel, han bærer i sig en verdenshersker-vilje, — noget av en verdensfaderlig omsorg og ømhet.
Stoicismens og kristendommens kjærlighets-moral er et vidunderlig kultur-produkt, kanske det høieste resultat av oldtidens store kulturblomstringer. Det er en utvidelse av den høieste gamle kongelige moral, hvorefter kongen eller landsfaderen var „folkets hyrde“, den som optok alles livsvilje i sin vilje. Den dukker op i Kinas store tid, hos Laotse, og til en viss grad hos Kungtse, i Indien hos Buddha, en kongesøn; den findes antydet i den tredje Mosebok (kap. 19) og allerede i gamle ægyptiske skrifter. Mot utgangen av den store atheniensiske blomstringstid dukker den op, ikke hos en slave, men hos en høvdingebaaren natur av gammel høiadelig æt (eller, som man antok, av den gamle kongeslegt), digter-tænkeren Platon. Og kort efter, under indflydelse av Alexander den stores „verdenserobring“, forkynder stoiske vismænd den altomfattende velvilje og forsorg som en utstraaling fra selve den almægtige verdenssjæl. Og i sin fuldt utfoldede form bestiger denne den høieste græske verdenshersker-moral den romerske keisertrone med Marcus Aurelius, efterat den under en av hans første forgjængere hadde maattet bestige den romerske krigsmorals frygteligste pineredskap med Jesus, bæreren av den store jødiske Messias-tanke og aandelige hersker-drøm, „menneske-sønnen“, som altid vil staa som en menneskehetens aandelige behersker.
Friederich Nietzsche, en stort anlagt natur, som under indflydelse av en uhelbredelig sygdom fandt en lindring og lise i at stille sandheten paa hodet, kalder oldtidens høieste hersker-tanke for „slave-moral“ og betegner den med et platonisk uttryk som laede-neminem-moralen, eller det princip: „du skal ikke tilføie noget menneske skade“. Det var sikkert en erindring fra Platon, som dukket frem i den forhenværende græsk-lærers fantasi og i hans syke sind blev vendt om paa vrangen. Den samme Platon, som i skriftet „Gorgias“, endnu traditionsbundet, hadde hævdet, at en uretskaffen fiende helst burde hindres fra at bli et godt menneske, nemlig ved frihet for straf, — han hæver sig i dialogen „Kriton“ og i det store verk om „Staten“ op til den sublime, for ham selv overraskende tanke, at en god mand kan ikke ville tilføie selv et ondt menneske noget ondt. „Bør vi tilføie skade eller ei?“ spør Sokrates i Platons dialog „Kriton“. „Endog det at gjengjælde ondt med ondt (skade med skade), kan det være retfærdig, som de fleste mennesker sier, eller ei? — (Sokrates fortsætter:) „Vi maa aldrig gjengjælde ondt med ondt eller gjøre noget menneske skade, hvad ondt vi end lider fra hans side. Jeg vet at faa mennesker er eller nogensinde vil være av den mening.“ . . . (Men Sokrates, paastaar Platon, har længe næret den overbevisning).
Nietzsches uttryksmaate tyder avgjort paa, at han, den lærde græker, ikke har overset dette sted, som paa græsk jordbund grundlægger laede-neminem-moralen. Tvertom har han bevaret disse ord i sit hjerte, men faat dem ombøiet av sjælelig sygdom paa lignende maate, som hos enkelte syke selve smak-sansen blir ombøiet til en pervers drift til at nyte de mest motbydelige stoffer.
I hvert fald er det merkelig, at Friederich Nietzsches „omvurdering“ av moral-værdierne endog i selve uttrykket vender et av de genialeste steder hos Platon om til sin motsætning, — gjør det til en lav moral ikke at ville skade noget menneske.
Det vil, tror jeg, komme til at staa som baade uforstaaende og pietetsløst overfor den syke tyske digter-tænker at ta ham paa ordet, naar hans aand vrir sig i krampetrækninger, eller at behandle ham som en stor folkelærer, naar han for at lindre sin sjælekval knuger og forvrider sine og menneskehetens kjæreste tanker, som den legemlig forpinte vrider et kjært smykke i sine hænder. Friederich Nietzsche hadde jo netop, som Schopenhauers elev, været dypt gjennemtrængt av medlidenhetens moral. Om et menneske, som kaster sig paa sykeleiet i ulidelige smerter, søker at avlede følelsen fra det ømme sted ved at støte hodet mot væggen eller bite sin haand eller sin tunge tilblods, — skal vi da slutte, at dette er for ham lykke og livsglæde, det at bite sig tilblods eller rende panden mot væggen? Og skal vi som lærvillige disciple av en original aand søke at finde lykkefornemmelse i den samme selvpinsel? Atter og atter har det jo hændt i historien, at høitbegavede, men syke religiøse selv-pinere har fundet troende efterlignere. Da Georg Brandes i en essay fra 1889, ut fra en for alle oprørstanker sjelden receptiv filosofisk naivitet, tok Nietzsches paradoksale aforismer høitidelig, og — efter tyske literatur-historikeres sigende — bidrog væsentlig til, at en stor del av det tyske literære publikum ogsaa tok dem høitidelig, som „aristokratisk radikalisme“ og som en aands-fornemmere filosofi end „utviklingslærens seminarie-visdom“, — da begik han efter mit skjøn et overgrep, ikke alene mot sund sans, men ogsaa mot den syke tænker. Det var nærmest, som om han fra et smerte-forpint menneskes paakalden av Satan og alle helvedes kvaler vilde slutte til dette menneskes religion og gjøre ham til en ny og original religionsforkynder. Den udmerkede literatur-psykolog Georg Brandes, hvem vi skylder mange skjønne billeder og megen ildhu, tok sig en liten blund, mens aands-oprøreren saa med store, nyfikne øine paa det kolossale nye aandsoprør: „Umwerthung aller Werthe!“
Som den sjælesyke ofte med en merkelig skarpsynthet vet at finde en rationel begrundelse av fikse idéer, har ogsaa Nietzsche under sin heroiske og i sin art storslagne selvpinsel visst at finde et filosofisk og endog naturvidenskapelig grundlag for sin perverse „herremoral“. Den overensstemmelse paa flere punkter mellem ham og Henrik Ibsen, som navnlig professor Anathon Aall har paavist i en fortrinlig avhandling i „Samtiden“ og senere i sin Ibsen-bok, beror efter min opfatning derpaa, at baade Ibsen og Nietzsche bygger paa et fælles filosofisk grundlag, nemlig den tyske og franske natur-pantheisme hos forfattere som Friedrich Schlegel (i „Lucinde"), den unge Schleiermacher og den unge Heinrich Heine og den sidstes lærere, Saint-Simonisterne, som vilde vende tilbake til en moralsk uskyldighets-stand eller natur-tilstand, — hinsides godt og ondt. Nietzsche (og delvis ogsaa Ibsen) trodde at finde et nyt naturvidenskapelig grundlag for denne hyper-romantiske naturfilosofi i Darwins formentlige lære om den sterkeres ret i kampen for tilværelsen.
Ogsaa Georg Brandes, likesom Nietzsche, ynder at regne sig som en moderne hellener, men glemmer, ialfald i sin avhandling om Nietzsche, at det var den høieste hellenske oplysningstid, som fødte den altomfattende menneskekjærlighets moral til verden; og at netop denne var en videre-utvikling av den høieste græske konge- og adelsmoral. Allerede midt i den perikleske glanstid hadde dikteren Sophokles, en av de mest harmoniske naturer, som det gamle Hellas har frembragt, latt Antigone, den alt andet end slavelignende kongedatter, si til dem, som krævde lovens hevn over hendes bror (der hadde baaret vaaben mot sit fædreland): „Jeg kan ei hate med de hatende, jeg kan kun elske med dem, som elsker.“[1] Og stykket ender med en seier for kjærlighetens og tilgivelsens moral.
„Forsvar for de svake, er et yndlings-tema hos attiske talere og dramatikere,“ sier Theodor Gomperz i sit store verk „Griechische Denker“. Og han fremhæver humanitetens eller menneskekjærlighetens gradvise vekst i løpet av den græske kultur-blomstring. Likeoverfor den ældre græske klasse-moral hævder veltalenhets-læreren Alkidamas, i sin anden messeniske tale, at „Guddommen har skapt alle mennesker frie. Naturen gjorde ingen mand til træl eller slave.“ Og Euripides, den atheniensiske oplysningstids største digter, utbryter i tragedien om „Ion“: „Navnet alene er en skam for en slave. I alle andre ting er den hæderlige mand i slavekaar ikke underlegen under den, som er født fri.“ Og i et brudstykke av en tapt tragedie hævder den samme digter, som hadde oplevd den græske kulturs høisommer: „Den retskafne mand er naturens adelsmand.“
Naar man erindrer disse træk av den store oldtids-kultur, maa man vel gi en av den nyere tids største digtere, Bjørnstjerne Bjørnson, ret, naar han sier, at moralen (og særlig menneskekjærlighetens etik) er „den varme, som litt efter litt er kommet ind i menneskelivet“. Den altomfattende menneskekjærlighet er ikke „slave-moral“ eller de undertryktes svakhets-moral; den er en av de høieste former av utvidelsesevne, altsaa av livskraft. Kanske alt i alt det høieste spir over livskræfternes millionaarige byggearbeide paa denne jord.
Leo Tolstois ensidighet er en naturlig følge av hans polemiske motvegts-stilling overfor en uhyre mægtig kultur-ensidighet av motsat art. Av den, som stod i en kampstilling overfor hele den russiske eller endog overfor hele den europæiske verdenserobrer-politik, maa man ikke vente sig andet, end at han i mange stykker var yderliggaaende og ensidig. Den, som skal skape en motbevægelse mot en mægtig skjævhet, har desværre vanskelig for at undgaa at gaa for langt i motsat retning. Men derav følger ikke altid, at hans virksomhet er uten værd.
Naar man erindrer det store hovedtræk, der som en gylden traad forbinder Tolstois verker gjennem alle perioder i hans liv, nemlig hans glødende forherligelse av næstekjærlighetens makt, da maa man vel si, at Tolstoi har gjort mere for fredssaken end de allerfleste rettroende fredsvenner. Hvis disse sidstnævnte ikke tror at ha bruk for Tolstoi, da maa det bero paa, at man neppe før i den allersidste tid nar været fuldt opmerksom paa en av de største hindringer for fredssakens fremgang, nemlig den mægtige aandsretning, der kan betegnes som krigsmoralens fornyelse, en følge av den voldsomme konkurrance i nutidens verdenshandel, og til en viss grad ogsaa en følge av en feilagtig opfatning av Darwins lære om kampen for tilværelsen og det naturlige utvalg.
Den falskt opfattede Darwinisme og den derpaa grundede „herremoral“ kom uhyre beleilig baade for verdenshandelens rovkamp om bytte og for kapløpet om at dele Afrika og fuldføre de hvite mænds verdenserobring. Ingen tidsalder har hat bedre bruk for en machiavellistisk filosofi eller for en ny krigsmoral. Og det traf sig saa heldig, at det ved en overfladisk betragtning saa ut, som om selve den nye livsvidenskap, biologien, gjennem Darwins store teori avgav et klippefast fundament for de hvite folks rovpolitik. Og samtidig syntes det, som om den samme Darwinske lære, og den derpaa byggede herremoral, var et uindtagelig bolverk mot socialismen og hele det demokratiske utjevningsarbeide. Alene herved kan det forklares, at Friederich Nietzsches paradoksale filosofi i saapas lang tid blev tat for fuldt alvor av en stor del av den høit oplyste tyske nation. Man hadde bruk for den mot kravet paa parlamentarisk selvstyre og socialdemokrati, man hadde bruk for den i militarismens og den nye kolonialpolitiks tjeneste.
Nietzsches diametrale motsætning er Leo Tolstoi. Det begynder først nu at gaa op for os, hvilken uvurderlig betydning det vil ha for fredssaken, — ikke alene at den nye herre-moral hænger sammen med en overfladisk misopfatning av Darwin og strider mot Darwins egen fortolkning av sin teori; men at ogsaa i det mindste nogen faa av den nyere tids digtere, og blandt dem de to største personligheter, Tolstoi og Bjørnson, ut fra et dypt menneskelig instinkt har forkyndt fredsmoralen, baade i avhandling og levende digtning. Ingen har som disse to blandt nutidens digtere uvilkaarlig og ut fra sin egen naturs behov forherliget menneske-godheten eller evnen til at omslynge andre mennesker med sin selvopholdelsesdrift, som den sterkeste magt i naturen. Godheten, som i store gamle kultur-tider av geniale vismænd blev ophøiet over alt andet i verden og sat som en evig guddom paa verdens kongetrone, som den eneste magt, der kan herske over alle andre magter, — er av alle tiders største digtere uvilkaarlig skildret og oplevd som den høieste kraft i den menneskelige natur.
At der ogsaa i den nyeste tid, midt i kolonial-rovpolitikens og den uegte herre-morals glanstid, har været første rangs digtere, som av sit ganske hjerte har forkyndt og forherliget menneskekjærlighetens magt, dette, mener jeg, vil vise sig at være til større hjælp for fredssaken end mange kongresser og resolutioner tilsammen. Skal krigen for alvor bekjæmpes, maa den først og fremst opsøkes i sine dype røtter i sjælelivet, og her er det, at de store psykologiske menneskeskildrere er uvurderlige forbundsfæller.
At Rusland midt i en stor krigstid og under forsøket paa at erobre en halv verdensdel, — i en av sine tapreste officerer fra Krimkrigen fandt en uforlignelig fredens- og kjærlighetens apostel og tillike sin største digter-personlighet, dette vil vel staa som et av de merkeligste træk i den nyeste tids historie. Det „hellige Ruslands“ mest høitflammende livsytring i denne tid var ikke rovkrigen, men en harmfyldt protest imot enhver form av krig.
Dette, det skjønneste træk i det store russiske erobringsrikes kultur, minder om det største træk i de antike erobringsrikers blomstring: av den verdenserobrende ærgjerrighet fremgik, gjennem smertefuld erfaring, den høieste av alle hersker-tanker: utvidelsen av det enkelte menneskes livsvilje til en verdens-omsorg; drømmen om et broderskapets Guds-rike paa jorden.
Feltmarskalk Moltke, den store hærfører, erklærte i sin tid overfor schweizeren professor Bluntschli: „Krigen er hellig, den er indstiftet av Gud. Den er en av de høie verdenslove. Krigen opretholder hos menneskene alle store, alle ædle følelser: Æresfølelse, uegennytte, tapperhet, og hindrer menneskene fra at synke ned i den krasseste materialisme.“
Guy de Maupassant, der selv som tyveaaring var med i den fransk-tyske krig, anfører disse ord i det sidste verk, som han utgav før sin død (Sur l’Eau), og han tilføier:
„Vi kjender krigen, vi har set den. Unge mænd gaar for at falde paa en eller anden slette, med hodet kløvet av et sabelhug eller brystet gjennemhullet av en kule; unge mennesker, som kunde arbeide, frembringe noget, gjøre gagn. Deres fædre er fattige og gamle. Deres mødre, som i tyve aar har elsket dem, tilbedt dem som alene mødre kan tilbe, vil om et halvt eller et helt aar faa vite, at deres søn, barnet eller barnebarnet, som de har opdraget med saa meget slit, saa megen bekostning, saa megen ømhet, blev slængt ned i et hul som en selvdød hund, med maven oprevet av en kule og trampet under føtter, knaset til grøt av kavalleriet. Hvorfor har man dræpt hendes vakre gut, hendes eneste haap, hendes stolthet, hendes liv? Ja, hvorfor?“
„Vi kjender krigen. Paa et halvt aar at ødelægge, hvad der har kostet tyve aar at bygge op med anstrengelse, taalmod og geni, — det er altsaa dette, som hindrer os fra at synke ned i den krasseste materialisme.“
„Vi har set krigen. Vi saa menneskene bli til dyr, vi saa dem, som ellevilde, dræpe for morskaps skyld, eller av frygt, eller for at være karslige. Vi saa dem skyte ned harmløse stakkarer, som de traf paa landeveien, og som vakte mistanke, fordi de var bange. Vi saa dem dræpe lænkehunden, som stod bunden foran sin herres dør, for at prøve en ny revolver, — eller kyr, som laa i græsset, for at løse skud og for moro. Det er dette, som skal redde os fra den krasseste materialisme.“
„Trænge ind i fremmed land, myrde manden, som værger sit hjem, fordi han ikke bærer uniform, brænde fattige folks huser, sønderbryte møbler, plyndre vinkjelderen, voldføre kvinder og levne efter sig hungersnød og kolera. Dette er det, som skal hæve os op over den krasseste materialisme.“
Overfor Moltkes ord om krigen anfører Maupassant de ord av Victor Hugo, hvori krigen sættes paa anklagebænken. Den menneskelige civilisation holder dom, og klageren er hele menneskeheten, alle folkeslag, som forstaar, „at en forbrydelse blir ikke mindre ved at forøkes til det kolossale; hvis det er en brøde at slaa ihjel, kan det at slaa ihjel mange neppe være nogen formildende omstændighet; og hvis det er en skam at stjæle, kan det ikke bli en ære at gjøre indbrud og røve helt et land. La os vanære krigen,“ roper Victor Hugo.
Men siden den tid har man av Darwins lov om kampen for tilværelsen søkt at utdra den lære, at krigen er naturnødvendig. Den er nødvendig, sier man, for det naturlige utvalg. Og Maupassant, som brændemerker krigen, hadde selv ingen tro paa, at den kunde avskaffes. „Vi er og blir dyr, og driften er vor herskerinde,“ stønner den syke digter.
Troen paa krigen er blit en del av den nye natur-religion. Krigen „luker væk de svake, de ubrukbare“. Den „samler folkene“. Og „folkene eller nationerne staar over menneskeheten“, sier Klaus Wagner, en tysk forfatter. „For tyskerne gjælder det: Tyskland over alle ting i verden!“
„Et stort folk trænger nyt land,“ sier den samme forfatter i sin bok „Krigen“. „Et stort folk maa utbre sig over fremmed jord, maa med sværd i haand fortrænge de fremmede. Dør de indfødte ikke ut, kan de gjøres til en underordnet kaste,[2] eller tilbaketrænges til „reservater“.“
„Krigen gir de dygtige folk plads til at vokse . . . Vil vi vokse og utvikle os, maa vi anerkjende krigens nødvendighet, vi maa bekjende os til den evige krig“.[2]
Kant, som drømte om den evige fred gjennem folkenes forbund, var „i motsigelse med naturvidenskapen“.
„En høisang om den evige krig, et frydefuldt vækkende rop for de sunde, en dødsklang for de syke, vil tone brusende videre til den yderste dag,“ sier Klaus Wagner.
Og en Leipziger-professor, Ernst Hasse, er i alt væsentlig enig med ham og priser den nye “høisang om krigen“. Berømte sociologer forkynder den samme lære. Fredssaken „strider mot naturlovene“.
Nu er det ganske visst for alle fredsvenner det raadeligste at holde fred med naturlovene. Men disse love er dog ikke strengere, end at selve Klaus Wagner er fredsven i det indre, indenfor den enkelte nation. Han er stortysk patriot. Han vil ikke gjenindføre hverken næveret eller blodhevn mellem familierne, eller mellem de tyske stater.
Det, som her hos os paa Olavernes tid var den store fredssak, nemlig landefreden, frodefreden mellem individer, slegter of fylker i det samme folk, — denne forrige tiders fredssak strider altsaa ikke mot naturlovene. Og dog var landefredens sak en utopi gjennem titusener av aar. De bedste længtet efter den. De forreste, de mest fremskredne strakte sig ut mot den, gjennem hundreder eller tusener av aar. Den var kanske engang i strid med menneskenaturen, eller ialfald med de fleste menneskers natur; — saalænge man ikke hadde evne til at omspænde nogen videre kreds end slegten, eller bygden, med sin omsorg og medfølelse.
Hvad landefreden var i fordums dage, er verdensfreden nu. Først og fremst Europa-freden. Fredssaken er ikke nogen ny utopi, fra Kants tid av. Det er et praktisk behov, et gammelt behov, som utvider sig og vokser.
Den første fredssak var antagelig behovet for familie-fred eller slegts-fred, avspeilet i mægtige, betagende gamle sagn som fortællingen om Kain og Abel. En fortælling, som den dag idag er med om at opdrage og tæmme vore barn. Men behovene vokser. Man trængte stammefred, folkefred, fred til at arbeide sammen, i videre og videre kredse.
Vor tids fredssak kræver fred for verdensarbeidet. Derfor blev fredssaken til et praktisk behov efter utfoldelsen av den nye verdenshandel. Det er ikke noget tilfælde, at det især var de engelske frihandlere, som Cobden og Bright, verdenshandelens ledende og tænkende mænd, som reiste fredssaken som en del av den praktiske politik.
Det strider ikke mot naturloven om kampen for tilværelsen, at en familie holder trofast sammen i kampen. Ingen naturlov hindrer løven og løvinden og deres smaa i at holde sammen. Heller ikke strider det mot naturloven, at mange slegter holder sammen i kampen for tilværelsen. Heller ikke, at mange nationer holder sammen.
Dette strider heller ikke mot loven om det naturlige utvalg. Ti under ellers like vilkaar vil de folk bli de utvalgte, som har evne til at holde sammen.
Ophævelse av krig mellem kulturfolkene strider ikke mere mot livs-lovene end i gamle dage ophævelsen av blodhevn og borgerkrig. Al krig er en borgerkrig, hvis den føres mellem folkeslag, som eier verdenskulturen sammen og arbeider paa et fælles bygverk, et fælles aandelig tak over vore hoder.
Det er morsomt at lægge merke til, at vore dages krigstroende har baaret fredssakens avlagte klær. De er „nationalister“. De er begeistret for fredfuldt samhold inden det enkelte folk, mot alle andre folk i den vide verden. De bærer den gamle, den nu ikke længer ungdomsfriske fredssaks liberi. De ser ikke, at ordet „landefred“ er indsydd i denne dragt med gamle, ærværdige skrifttegn.
Der er endnu haap for disse mennesker, hvis de kunde indse, at vi ikke kan leve alene paa fortidens store arv; og at det, som i vor tid svarer til samlingen av fylker til et „thjod-kongedømme“ eller til en national stat, det er at forene folkene til en over-nation.
En over-stat vil ikke ophæve nationaliteterne; saa litt som den nationale stat har ophævet bygder og familier. Tvertom vil national-følelsen først faa sin høieste utfoldelse, naar den kommer ind under et høiere og videre hvælv. Den nuværende nationalfølelse indeholder, især i de store lande, altfor mange procent av selvgodhet, sneversyn og hat til andre nationer.
Som familielivet fik en høiere og friere utfoldelse, da det kom ind under fædrelandskjærlighetens ly og blev renset for blodhevn og slegtshat, saaledes vil den nationale patriotisme faa et nyt utviklings-løp, et nyt leiemaal og fæstebrev, naar den kommer til at bo under et rummeligere tak, i et verdensforbund av arbeidende nationer, som kappes om at bygge videre paa en fælles livskunst.
Menneskene har vundet herredømme over jorden gjennem videre og videre forbund i livskampen. Dette er den biologiske og historiske lov, som viser, at fredssaken har naturvidenskapen paa sin side.