Kriton

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk
Platons Kriton
overſat fra Græſk
og ledſaget med Indledning og Anmærkninger
af
O. P. Monrad.
Udgivet af Selſkabet for Folkeoplysningens Fremme
ſom førſte Tillægshefte til “Folkevennen” for 1883.
Kriſtiania.
Trykt hos Grøndahl & Søn.
1883.
En af de mærkeligſte Mænd, ſom har levet, hed Sokrates; han var Søn af en Billedhugger og levede i den bekjendte græſke By Athen mellem Aarene 469—399 f. Kr. Ogſaa Sokrates havde Anlæg for Billedhuggerkunſt, hvori han endog ſkal have drævet det temmelig vidt. Men mere end for at ſyſle med Ler og tilhugge en Marmorblok havde han Anlæg for at ſyſle med ſine Tanker og faa noget Skjønt ud af dem; han vilde have klar Greie paa Alt og ſlap ingen Tanke, før han var grundigt færdig med den. Førſt og fremſt var det ham om Sandheden at gjøre; det ydre Skin, ſom narrer Saamange, lod han ſig aldrig nøie med; det var altid den indre Sandhedskjerne, han ſøgte.

Athen var paa Sokrates’s Tid en baade ſtor, rig og mægtig By, og der var ſaaledes flere lærde Mænd end han; disſe kaldte man Sofiſter, og der var mange af dem; men det var farlige Folk, ſom tog mere Henſyn til Skinnet end til Sandheden. De havde forſaavidt adſkilligt tilfælles med den nyere Tids Jeſuiter, ſom de ikke tog videre Henſyn til Midlerne, naar bare deres Henſigt kunde opnaaes, og de lagde ſaa ſtor Vægt paa Ordkløverier og haarfine Vrangheder i Tankevendingen, at de ſyntes, det var godt gjort, naar en af dem førſt kraftigt kunde forſvare og dernæſt ligeſaa kraftigt bekjæmpe en og ſamme Sag. Men derfor tog de det heller ikke ſaa nøie med Sandt og Falſkt. Godt og Ondt, ligeſom de ikke brød ſig videre om ſit Lands Religion eller et ærligt og ſædeligt Liv. Naar vi nu betænke, at Athen var en Republik, hvor altſaa foruden Lovene Folket ſelv havde al Magten, ſaa er det klart nok, at Sofiſterne maatte være yderſt farlige, ſlig ſom de forſtod at omgaa Loven og ſmigre for Folket i ſine Taler; iſær gik det naturligvis ud over Ungdommen og andre ubetænkſomme Menneſker.

Men Sokrates var ikke Sofiſt, ſkjønt man kaldte ham med dette almindelige Navn; ſig ſelv kaldte han ikke Sofiſt, men: Filoſof, ɔ: En, ſom elſker Visdom. Og han elſkede da ogſaa Visdommen for dens egen Skyld og gjorde ogſaa i ſit ydre Liv Alt for at følge dens Regler. „Jo mindre, ſagde han, et Menneſke behøver, deſto lykkeligere er det, og des nærmere ſtaar det Guddommen; thi Guddommen behøver Intet.“ Derfor levede ogſaa Sokrates ſaa ſimpelt, nøgternt og tarveligt, ſom muligt, uden dog at overdrive dette til latterlige Selvpinsler; aldrig ſaaes han beruſet, aldrig misfornøiet med ſin Fattigdom. Da en fornem Mand i Athen engang beklagede ſig over, hvormeget Beſvær han havde havt paa en Fodvandring, ſpurgte Sokrates: „Har din Tjener kunnet følge Dig?“ „Ja, naturligvis.“ „Bar han Noget?“ „En ſtor Pakke.“ „Saa er han vel dygtig træt?“ „Nei, jeg har ſtrax ſendt ham bort i et andet Ærinde.“ „Ser Du, ſagde Sokrates, Du har de Fortrin, ſom Lykken giver, forud for Din Tjener; han har de Fortrin, ſom Naturen giver, forud for Dig; Du er rig og fribaaren, men ſvag og blodagtig; han er fattig og af Tjenerſtand, men ſund og ſtærk. Sig nu ſelv, hvem er den lykkeligſte.“ Skjønt Sokrates var hidſig af Naturen, havde han ſaa tappert kjæmpet mod denne Feil, og ſaa nøie pasſet paa ſig ſelv, at han blev et Mønſter paa det Modſatte; hans Huſtru derimod, Xantippe, var arrig ſom en Ulykke. En Dag ſkjældte hun Sokrates Huden fuld; han ſagde ingen Ting, men da Konen blev værre, gik han ſin Vei; i overvættes Hidſighed ſlog hun over ham en Skaal Vand; „det var det, jeg vidſte, ſagde Sokrates, der maatte jo komme Regn efter ſaadant et Tordenveir.“

Skjønt Sokrates med Alvor opfyldte ſine Pligter i det offentlige Liv, ja endog havde været i Krig, var han dog førſt og fremſt en Tankens Mand og brugte ſine ſjeldne Evner, ſin vidunderlige Sandhedskjærlighed til Folkets Gavn. Han holdt ikke, ſom Sofiſterne, ſmukke, ſmigrende Taler, ſom bare ſatte Folk oft mod Lov og Ret, Religion og Sandhed; heller ikke tog han, ſom de, Betaling for ſin Undervisning, ſkjønt han var en fattig Mand. Nei, han var i Sandhed en Folkets Ven for Folkets egen Skyld og brændte af Lyſt til paa enhver Maade at tjene dets Bedſte. For at opnaa denne ſin Henſigt bar han ſig ſom tideſt ad paa en ſæregen Maade. Hvor han kunde vente en ſtørre Forſamling af Menneſker, f. Ex. paa Torvet, pleiede den herlige Vismand at indfinde ſig; havde han ſaa faaet fat i En eller Anden at tale med, Høi eller Lav, gik det i Begyndelſen tilſyneladende kun ud paa ganſke hverdagslige Ting imellem dem; men under dette forſtod Sokrates efterhaanden at lægge ind i Samtalen faa en og ſaa en anden dybere Sandhed, ſom gjorde den Anden opmærkſom og gav Anledning til klare, ſkjønne og alvorlige Overveielſer; navnlig var det Sokrates om at gjøre at faa Vedkommende til at overtænke Sagen i ſit eget Indre og ſaaledes komme til Klarhed baade over ſig ſelv og ſin virkelige, indre Stilling til det eller det — Noget, der ofte bragte Vedkommende i ſtor Forundring. Sokrates fulgte med denne ſin Maade det dybe Visdomsraad, ſom var hans egen Grundſætning: „Lær Dig ſelv at kjende.“ Til andre Tider kunde han lade ſom om han ſlet ikke vidſte Beſked om den eller den Ting, hvorfor han foreſpurgte ſig hos en Anden, som f. Ex. ifølge ſin Stilling juſt burde kjende Sagen tilbunds; men, bedſt ſom denne Anden ſaa var ifærd med at kramme ſin Visdom ud for ham, ſaa kunde Sokrates komme med et eller andet Spørgsmaal eller trække ſaa uventede Slutninger af det Sagte, at Vedkommende kom rent i Vildrede og maatte med Skam bekjende, at han i Grunden ſlet ikke vidſte ſaa god Greie paa Sagen, ſom han havde tænkt. Paa denne Maade havde Sokrates helbredet Fyren for at blære ſig med en indbildt Visdom; den dybſindige Vismand var da ogſaa juſt den rette til at lære Folk Saadant; thi ſaameget havde han lagt ſig efter ſand Visdom, at han ſagde: „Saa viis er jeg, at jeg ved, at jeg Intet ved.“

Iſær var det den kjære Ungdom, ſom Sokrates ſaaledes tog under Behandling, og det var derfor ikke mere end rimeligt, at han ſamlede om ſig en Skare unge, begavede Mænd, ſom holdt inderligt af den klartænkte, fordringsløſe, venlige Lærer. Blandt disſe hans Diſciple og Venner maa førſt og fremſt nævnes Platon, hvem vi for en stor Del have at takke for, hvad vi vide om Sokrates; i ſsine mange herlige Skrifter har denne navnkundige Tænker baade optegnet ſin Meſters Lære — Sokrates ſelv har nemlig ikke efterladt noget Skriftligt — tænkt hans Tanker videre og af det Hele dannet en ſindrigt ſammenſat Tankebygning (filoſofiſk Syſtem). Fremdeles maa nævnes den ogſaa ſom Skribent bekjendte Xenofon, Taleren Lyſias, Æſchines o. fl. foruden Kriton, om hvem ſenere. Blandt Sokrates’s ivrigſte Venner og Beundrere var ogſaa en af Athens allermærkeligſte Mænd, den høit begavede Hærfører, Taler og Folkehøvding Alkibiades; han elſkede Sokrates ſom en Fader og kunde endogſaa af og til ved dennes Formaninger lade ſig bevæge til at holde inde med ſit ellers uſtyrlige, letſindige Liv.

Men Folk ſom fleſt i Athen hverken ſkjønte eller paaſkjønte, hvad de eiede i den ſjeldne Mand. Efter en ødelæggende Krig og et — rigtignok kortvarigt — Enkeltmandsregimente (de ſaakaldte 30 Tyranner) havde viſtnok Athen gjenvundet ſin Frihed, men Byens Tilſtand var i mange Maader ſørgelig medtaget, ſaaat retſindige Mænd for Alvor begyndte at tænke paa Forandringer til det Bedre. Navnlig var man nu bleven opmærkſom paa, hvilken fordærvelig Indflydelſe Sofiſterne havde havt, og Ulykken var, at den ſtore Masſe af Befolkningen havde vænnet ſig til udenvidere at ſlaa Sokrates i Hartkorn med disſe; Mængden havde ſaaledes f. Ex. visſelig ikke lagt Mærke til, hvor klart og frimodigt den ſtore Lærer uden Perſons Anſeelse havde ſvaret de 30 Tyranner for kort Tid ſiden, disſe havde af Skræk for hans djærve Tale budt ham at tie ſtille og truet ham med Døden, hvis han ikke holdt op med ſin Undervisning, „jeg er — ſagde Sokrates — forberedt paa tuſinde Ulykker, men ingen Ulykke kan dog lignes med den, ikke at gjøre, hvad Ret er.“ Hvem af Sofiſterne havde gjort ham dette efter? og dog, Sokrates gjaldt juſt for den ſtørſte af alle Sofiſter, følgelig da nu ogſaa for den farligſte.

Det Eneſte, hans Samtid kunde have etſlagt Ret til at bebreide ham, er en Eiendommelighed hos den ſtore Vismand, ſom juſt har bidraget til at ſætte ham allerhøieſt i Eftertidens Dom: Sokrates gik nemlig i ſine religiøſe Foreſtillinger ikke den almindelige, af Staten anerkjendte Vei. Han ſaa ogſaa her Tingen dybere end de Andre; viſtnok forkaſtede han ikke ganſke og aldeles Statens Religion, brød ei heller med de religøſe Skikke, men ſamtidig lagde han ingenlunde Skjul paa ſine afvigende Meninger. Medens man efter Statens Religion troede (eller ikke troede) paa en hel Masſe Guder og Gudinder — „de olympiske Guder“ —, hvilke dog igrunden maatte betragtes mere ſom Menneſker end ſom Guder, da de vare befængte med adſkillige og ikke altid ubetydelige Skrøbeligheder, ſaa bekjendte Sokrates Troen paa et eneſte, høieſte guddommeligt Væſen, om hvilket han bl. A. ſiger: „Vi bør erkjende, at Guddommen er ſaa klartſeende, at den overſkuer Alt med et eneſte Blik, hører Alt, er overalt tilſtede, og at den paa ſamme Tid bærer Omſorg for hele Verden.“ Ligeledes taler han ofte om etſlags Talsmand eller Skytsaand, „noget guddommeligt Noget“ i ſit Indre, ſom ligeſom talte til ham i vigtige Tilfælde — etſlags indre Orakel altſaa, ſom han ſatte mere Lid til end til alle de ydre Tegn, man i hans Tid ſøgte i de berømte Orakler (det meſt bekjendte af disſe fandtes i den lille By Delfi).

Naar nu til dette hans ſæregne religiøſe Standpunkt kom, at Sokrates uafladelig under ſin Lærervirkſomhed fandt ſig beføiet til at revſe og latterliggjøre Tidens og Folkets Daarſkaber, hvorhos man, ſom ſagt, for fuldt Alvor anſaa ham for den fornemſte Sofiſt, ſaa var det ikke vanſkeligt for dem, ſom vilde blive af med disſe farlige Folk, at faa iſtand en offentlig Anklage mod den ſyttiaarige Olding. Tre Mænd reiſte Anklagen, den lød ſaa: „Sokrates er ſkyldig, fordi han fordærver Ungdommen og ikke dyrker de Guddomme, ſom Staten dyrker, men indfører nye og andre Guddomme.“

For 559 Medlemmer af de ſaakaldte Heliaſters Domſtol[1] mødte nu Oldtidens viſeſte Mand og holdt ſin berømte Forſvarstale, ſom Platon har nedtegnet. Han forſmaaede den hos Anklagede almindelige Maner: ved Bønner og Taarer at røre Dommerne til Medynk; heller ikke gad han længe opholde ſig ved at modbeviſe den falſke Anklage, ſom han derfor kun ganſke kort behandlede, da han ikke vilde tinge om ſit ſyttiaarige Liv. Tyngdepunktet for Sokrates, det, der i Virkeligheden ogſaa var det klareſte Svar paa Anklagen, fremlagde han for Dommerne ved at gribe Leiligheden til med ligefremme, ſimple og klare Ord at gjøre Rede for hele ſit miskjendte Liv og ſin Virksomhed.

Med 281 mod 278 Stemmer dømtes han til Døden; roligt paahørte Sokrates ſin Dom og brugte ikke den Adgang, Loven gav ham til ſelv at foreſlaa en mildere Straf — ſkulde han idømmes Noget efter Fortjeneſte, mente han, ſaa burde det være, at man tilſtod ham ſom fattig Mand offentlig Beſpisning. Han ſluttede ſin herlige Tale med de Ord: „Dog nu er det paatide, at vi gaa herfra, jeg til Døden, I til Livet; men hvem af os gaar den bedſte Skjæbne imøde, ved Ingen uden Gud alene.“ Kort Tid efter tømte han det anordnede Giftbeger i Fængſlet; da han kjendte Døden kom, ſagde han til ſin Ven Kriton: „Vi ſkylde Aſklepios en Hane.“ Aſklepios var Lægekunſtens Gud, hvem man pligtede at ofre en Hane, naar man havde overſtaaet en Sygdom. Nu var Sokrates’s dybe Sjel fri fra Legemets forkrænkelige Tyngſel, nu førſt kunde han blive udødelig ſund — det var det, han mente.

Kjære Læſer! jeg har ſkrevet ſaameget om denne mærkelige Mand for at give Dig Lyſt til rigtig med Alvor og Eftertanke at læſe de efterfølgende Blade. Det er nemlig Sokrates, ſom her i Samtale med ſin Ven Kriton fremlægger ſine Meninger om en Statsborgers Pligt mod de beſtaaende Love; og ſandelig disſe Meninger ere for gode til bare at læſe flygtigt igjennem ſom en letvindt Underholdning. Tiden er jo ogſaa ſlig nu, at det kan komme vel med at erfare, hvad en af Alle anerkjendt Vismand har at ſige om denſlags offentlige Ting, ſom det er enhver ærlig Statsborgers og Fædrelandsvens Pligt at have Rede paa. Selv om det kanſke kan falde lidt tungvindt at læſe det, fordi Sproget i hin Tid kanhænde brugtes noget anderledes end nu, og fordi jeg vel desværre ikke har været ſaa heldig i min Overſættelſe, ſom Grundtexten fortjener — ſaa skal det dog ſandelig ikke angre Dig, om Du anvender en Stund i Alvor og Kraft paa det Kjendſkab til Sokrates, ſom her gjennem hans egne Ord ſkal bydes Dig. Før Du begynder, ſkal Du endnu faa høre, hvad en af hans Samtids meſt begavede Mænd ſiger juſt om hans Taler: „Sokrates — ſiger Alkibiades — huſer i ſit Indre de ſkjønneſte, herligſte Tanker; men den Dragt, hvori han klæder dem, er ſimpel og tarvelig, og det er Grunden til at Mange, naar de høre ham førſte Gang, anſe hans Tale for lidet betydningsfuld — — men den, ſom rigtig forſtaar at udgrunde dens ſkjønne og dybe Betydning, han ſer tydelig, hvor viis, hvor indholdsrig og hvor guddommelig den er, og at dens Henſigt er ene og alene at løfte vor Sjæl og ſprede Lys blandt Menneſkene — — — den vækker Forſætter og Beſlutninger tillive hos os, ſom i alvorlig gribende Styrke overgaa Alt, hvad de meſt begavede Folketalere have formanet at ſkabe.“

Den Kriton, med hvem Sokrates i ſit Fængſel fører den efterfølgende Samtale, var en velhavende athenienſiſk Borger og en af Sokrates’s ivrigſte Diſciple og troeſte Venner; ogſaa hans Sønner vare den ſtore Vismands Diſciple. Dertil maa han have været en baade dygtig og begavet Mand; han ſkal nemlig ſelv have ſkrevet en Samling Dialoger (ɔ: ſaadanne Samtaler ſom den efterfølgende) i Sokrates’s Aand.

Det er den ovennævnte Platon, Sokrates’s berømteſte Diſcipel, ſom har nedſkrevet den efterfølgende Dialog, der bærer Navnet Kriton. Vi kan derfor være temmelig visſe paa, at vi ikke blive ſkuffede, naar vi mene, at denne Sokrates’s Samtale med Kriton giver os et troværdigt Indblik i den navnkundige Vismands Tanker. Om hans Død ſkriver Platon et andet Sted: „Saaledes endte vor Ven, der efter vort Skjøn, ſaaledes ſom vi lærte ham at kjende, ikke alene var den fortræffeligſte, men ogſaa den viſeſte og retſindigſte blandt alle Menneſker.“
Kriton.
(Samtalen foregaar i Sokrates’s Fængſel).
———

Sokrates (vaagner): Hvad? er det Dig, Kriton; kommer Du paa disſe Tider af Dagen? eller er det ikke tidligt endnu?

Kriton: Jo, visſelig.

Sokrates: Hvilken Tid paa Dagen er det egentlig?

Kriton: Førſte Gry af Morgenen.

Sokrates: Det forundrer mig, at Fangevogteren har været ſaa føielig at lukke op for Dig.

Kriton: Han er allerede min gode Bekjendt, Sokrates, efterſom jeg jo ſaa ofte har min Gang her; desuden har han af og til faaet en liden Venneſkilling.

Sokrates: Kom Du nu nys, eller for længe ſiden?

Kriton: Det er en god Stund ſiden.

Sokrates: Men hvorfor vækkede Du mig da ikke ſtrax, iſtedetfor at ſætte Dig hen og tie ſtille.

Kriton: Nei ſaa ſandelig, kjære Sokrates. Jeg ſelv ſkulde ønſke, ei ſaaledes at ſvæve i Sorg og Søvnløshed, og jeg har alt længe forundret mig over Dig, hvor trygt Du kan ſove, og jeg har vel vogtet mig for at vække Dig; Du bør jo dog kunne tilbringe Din Tid ſaa behageligt ſom muligt. Viſtnok har jeg mangen Gang ogſaa før i Tiden gjennem Dit hele Liv priſt Dig lykkelig for Din ſtærke Sjæl; men ſærlig og meſt maa jeg gjøre det nu, naar jeg ſer, hvor rolig og hengiven Du bærer den Ulykke, ſom har rammet Dig.

Sokrates: Der vilde jo ogſaa, min kjære Kriton, for en gammel Mand, ſom jeg, være liden Mening i at beklage ſig, naar jeg nu engang ikke kan undgaa Døden.

Kriton: Ogſaa Andre, ligeſaa gamle, kan rammes af lignende Ulykker, Sokrates; men ingenlunde fritager deres Alder dem fra Bekymring, naar Nøden knuger.

Sokrates: Lad ſaa være; men hvorfor er Du kommet ſaa tidligt paa Dag?

Krikton: Ak, Sokrates, jeg bringer et Smertens Budſkab; dog, ſom jeg nu ser, ikke ſmerteligt for Dig, men for mig og alle Dine Venner baade ſmerteligt og tungt; og det kommer mig for, ſom om jeg føler det ſmerteligst af dem alle.

Sokrates: Nu da? er kanhænde Skibet fra Delos[2] kommet? det Skib, hvis Ankomſt betyder min Død?

Kriton: Nei kommet er det ikke; men jeg formoder, at det maa komme idag, efter hvad Nogle berette, ſom ere komne fra Sunion[3] og have ladt det bag ſig der. Ja, det er efter deres Beretning tydeligt nok, at Skibet vil komme idag; og da, kjære Sokrates, er det jo utvivlſomt, at Du imorgen maa ophøre at leve.

Sokrates: Nu ja, bedſte Kriton, friſkt Mod! Behager det Guderne, at ſaa ſkal ſke, ſaa lad det ſke; dog, jeg tror ikke, det (Skibet) vil komme idag.

Kriton: Hvad Mærke har Du da paa det?

Sokrates: Det ſkal jeg ſige Dig; jeg gaar ud fra, at jeg maa dø Dagen efter dette Skibs Ankomſt.

Kriton: Saa ſige idetmindſte de, ſom raade i den Slags Ting[4].

Sokrates: Som jeg ſiger, jeg tror ikke, det vil ankomme paa denne Dag, men paa den følgende. Jeg ſlutter dette af en Drøm, jeg har havt juſt nu inat for en liden Stund ſiden[5]; og det var kanſke i en heldig Stund, Du lod være at vække mig.

Kriton: Hvad Drøm var vel det?

Sokrates: Det forekom mig, at en ſkjøn og ædelt formet Kvinde, iført et hvidt Klædebon, kom til mig, raabte paa mig og ſagde:

Sikkert paa tredie Dag vil Du hilſe det frugtbare Phthia[6].

Kriton: Hvor ſelſom en Drøm, o Sokrates.

Sokrates: Og dog tydelig nok, Kriton; ſaa ſynes ialfald mig.

Kriton: Ak ja, vel ſaa det, ſer det ud til — men, o herlige Sokrates, endnu er det Tid; lyd mig og Du ſkal frelſes. Betænk ogſaa, at, dør Du, da kommer Ulykken ikke alene: ikke nok med, at jeg miſter en Ven, hvis Mage jeg aldrig vil finde, men for alle dem, ſom ikke vide fuld Beſked, vil jeg ſtaa som den, der med Vilje har undladt at bringe Penge til Din Frelſe, endſkjønt det har ſtaaet i min Magt. Og dog, hvilket Ry er ſkammeligere end det at beſkyldes for at ſætte Penge høiere end ſine Venner? Den ſtore Mængde vil nemlig ikke tro, at Du ſelv ikke har villet forlade dette Sted, medens dog vi have truffet Foranſtaltninger dertil.

Sokrates: Men hvorfor, min hæderlige Kriton, ſkal vi egentlig bryde os ſaa farligt om, hvad den ſtore Mængde mener? de Sindigſte, hvis Mening der ligger nogen Vægt paa, ville dog visſelig tro, at Sagen er gaaet til, just ſom Tilfældet er.

Kriton: Men Du indſer nok alligevel, kjære Sokrates, at man nødvendigvis maa tage Henſyn ogſaa til den ſtore Mængdes Mening; thi, ſom Sagerne nu ſtaa, er det klart nok, at den ſtore Mængde er iſtand til at ſætte, ikke Smaating, men det Allerværſte iværk mod dem, ſom gjennem Bagtale ere komne ud for deres Had.

Sokrates: Ja var det endda ſaa vel, Kriton, at den virkelig duede til at iværkſætte de ſtørſte Onder og derved ogſaa viſte ſig iſtand til at udrette de ſtørſte Goder, ſaa vilde Alt være i ſin gode Orden. Men nu formaar den ikke nogen af Delene; thi hverken magter den at handle fornuftigt eller ufornuftigt, men gjør ſimpelthen, hvad den i Øieblikket finder for godt.

Kriton: Nu ja, lad ſaa være; men een Ting maa Du ſige mig, Sokrates: det er dog vel ikke mig og dine andre Venner, Du ængſter Dig for, at nemlig de ſlette Angivere (Sykophanterne)[7], naar Du var undkommet herfra, kunde bringe os i Uleilighed for at have bevirket Din Flugt, ſaa vi enten maatte ud med hele vor Formue eller betydelige Summer eller endog desforuden finde os i anden Modgang? Thi er det dette, Du er bange for, da kan Du for den Sags Skyld være ved frit Mod. Det er jo ikke mere end billigt, om vi udſatte os for denne Fare, ja, om ſaa var, for noget endda Værre, naar vi førſt havde frelſt Dig; derfor, hør mig og undſlaa Dig ikke.

Sokrates: Baade dette er jeg bange for, Kriton, og desuden ogſaa for mange andre Ting.

Kriton: Lad altſaa dette ikke engſte Dig; de, ſom ville frelſe Dig og føre Dig ud herfra, faa jo dog heller ikke noget betydeligt Pengeudlæg. Du ſer for Dine Øine, hvor medgjørlige disſe Sykophanter ere, og at man slet ikke behøver at koſte ſaa farlig Meget paa dem; nu, hele min Formue ſtaar til Din Raadighed, og jeg mener, at den er tilſtrækkelig; og desforuden, ſelv om Du ſkulde nære Betænkeligheder ved, at jeg gav fra mig Mit, ſaa har vi vore Gjæſtevenner her, fuldt beredte til at yde det Nødvendige. En af dem, Thebaneren[8] Simmias, har juſt til dette Øiemed medbragt en tilſtrækkelig Sum; ligeſaa er Kebes beredt, ſaavelſom mange Andre. Du ſer altſaa, at Din Ængſtelſe i ſaa Henſeende, efter hvad jeg nu har ſagt, ikke bør kunne afholde Dig fra at befordre Din Frelſe: eiheller ſkal Du have nogen Frygt med Henſyn til, hvad Du ſagde for Retten, — at Du „ikke vidſte, hvorledes Du ſkulde bere Dig ad[9], om Du ſkulde komme bort herfra“; thi ogſaa andetſteds vil man paa ſaa mangt et Sted, Du maatte komme, behandle Dig med Kjærlighed; og, vil Du drage til Thesſalien, ſaa har jeg gode Venner der, ſom ville gjøre Alt for Dig og vel pasſe paa, at Du ingen Overlaſt ſkulde lide i Thesſalien. — Jeg ſynes heller ikke, Sokrates, at Du handler ret, naar Du ſaaledes vil gaa i Døden, uagtet det ſtaar Dig frit for at frelſs. Du gjør derved kun Dit til at hidføre den Skjæbne, ſom ogſaa Dine Fiender, der ville Din Undergang, gjøre og have gjort Sit for at bevirke. Og hertil kommer, at Du ogſaa aabenbart handler forræderſk mod Dine Sønner: medens det kunde ſtaa Dig frit for at opdrage og uddanne dem, ſaa kan jo Du for Din Del, naar Du forlader dem, ikke forebygge, at de overgives i det løſe Tilfældes Vold. Men, som rimeligt er, vil det gaa de ſtakkels Forældreløſe, ſom det pleier at gaa Saamangen, der ikke har Forældre. Enten faar man lade være at ſætte Børn i Verden, eller man faar mandigt holde ud alt Beſvær baade med Opdragelſe og Lærdom; men Du ſynes mig at tage mere Henſyn til Din Bekvemmelighed. Du bør imidlertid beſtemme Dig for, hvad enhver brav og hederlig Mand vilde gjøre, Du, ſom jo gjør Fordring paa gjennem hele Dit Liv at lægge Vind paa, hvad Ret er. Jeg maa jo ellers ſkamme mig baade over mig ſelv og over vore fælles Venner, da det kan ſe ud, ſom om vi ved Ligegyldighed have hidbragt Din ſørgelige Stilling: naar man ſer hen baade til den Omſtændighed, at Din Sag blev indanket for Retten, hvor Du mødte uden at behove det, fremdeles til Maaden, hvorpaa Sagen ſelv blev fremmet, og endelig til dette dens hartad latterlige Udfald, kan det tage ſig ud, ſom om vi ved Ondſkab og Forſømmelighed have ladet Leiligheden til Din Frelſe ſlippe os af Hænderne; ligeſom man ogſaa vil kunne bebreide Dig ſelv, at Du ikke har benyttet den Adgang til Frelſe, ſom dog under Forudſætning af den mindſte Haandsrækning fra vor Side har ſtaaet Dig aaben. Dette, kjære Sokrates, bør Du tage i Betragtning, at det ikke ſkal blive til Skam og Skade baade for Dig og os. Altſaa, betænk Dig; eller rettere, der er ingen Tid til Betænkning; al Betænkning maa være forbi. Der er kun en Udvei: thi i denne Nat, den, ſom nu foreſtaar, maa Alt være ordnet: nøle vi det mindſte, blir det forgjæves, ugjorligt. Derfor, kjære Sokrates, for Alt i Verden lyd mig og undſlaa Dig ikke.

Sokrates: Din venlige Omſorg, kjære Kriton, ſætter jeg ſtor Pris paa — kunde den ſaaſandt ogſaa vel forliges med ſtreng Retfærdighed! men kan den ikke det, ſaa er det kun ſaameget værre, jo ſtørre den er. Det blir derfor nødvendigt at underſøge, hvorvidt dette bør gjøres eller ei. Thi jeg har ikke alene nu, men jeg har altid havt det ved mig, at jeg ikke retter mig efter noget andet Henſyn i mine egne Anliggender end efter det, ſom for min Tænkning viſer ſig bedſt. De Grundſætninger, ſom jeg før i Tiden har fremholdt, kan jeg ikke nu kaſte fra mig, efterat denne Skjæbne har rammet mig; tvertimod, de ſe omtrent ligedan ud, jeg agter og ærer dem nu, ſom før. Og kunne vi nu, vi ere ſammen, ikke finde andre og bedre, ſaa vid vel, at jeg aldeles ikke agter at føie dig, ja ikke engang, om den ſtore Mængdes Magt vil ſkræmme os ſom Børn med endnu flere Skrækkebilleder end de, vi nu ſe paa, da den ſender over os Lænker, Død og Formuestab. Hvorledes ſkulle vi nu paa bedſte Maade anſtille vore Betragtninger? Om vi f. Ex. førſt tog for os hin Opfatning, Du havde om Andres Meninger og ſaa til, om denne ogſaa gjaldt for alle Tilfælde eller ikke, nemlig at man viſtnok bør tage Henſyn til nogle Meninger, til andre derimod ikke; eller om den maaſke kun ſkulde holde Stik før jeg maatte dø, medens den nu øienſynlig kræver at forſtaaes anderledes og røber, at den i ſin Grund er et løſt Ord, i Virkeligheden kun meningsløſt Barneværk. Og jeg har Lyſt til, Kriton, ſammen med Dig, at komme til Klarhed om, hvorvidt den nævnte Opfatning ſom Følge af min nuværende ſærlige Stilling tager ſig anderledes ud, eller, hvorvidt den viſer ſig uforandret; derpaa faar det ſaa komme an, om vi ſkal lade den fare eller følge den. Folk, ſom virkelig have ment at have nogen Grund for ſig, have, ſaavidt, jeg ved, altid paaſtaaet, at man, som jeg nys ſlog paa, af de Meninger, ſom fremkomme blandt Menneſkene, bør høiagte nogle, andre derimod ikke. Og nu, ved Guderne, finder ikke Du, at dette er en rimelig Paaſtand, Kriton? Du har jo nemlig, ſaavidt menneſkeligt Øie kan ſe, ingen Udſigt til at dø imorgen, og Dig vil ikke den forhaandenværende Ulykke kunne føre paa Vildſpor. Se da til: ſynes Du ikke, det er i ſin Orden, naar man paaſtaar, at man ikke bør anerkjende alle menneſkelige Meninger, men kun nogle, andre ikke; og heller ikke Alles, men kun Nogles, Andres ikke? Hvad mener Du? har man ikke Ret i at paaſtaa dette?

Kriton: Jo, det har man.

Sokrates: Og da, ikke ſandt, bør man agte de gode, men ikke de ſlette?

Kriton: Tilvisſe.

Sokrates: Men de gode, mon ikke det er de Fornuftiges Meninger, og de ſlette de Ufornuftiges?

Kriton: Utvivlſomt.

Sokrates: Nu vel; hvad er der ſaa videre egentlig ſagt med hin Paaſtand? En Mand, ſom øver Gymnaſtik og gjør dette til ſit Kald — mon han bryder ſig om Ros eller Dadel af ethvert Menneſke eller kun af den Ene, i hvem han maatte træffe en Læge eller en Fægtelærer?[10].

Kriton: Kun af den Ene.

Sokrates: Han behøver altſaa kun at frygte Dadel eller glæde ſig ved Ros af denne Ene, derimod ikke af den store Mængde?

Kriton: Nei det er klart nok.

Sokrates: Han bør altſaa indrette ſin Øvelſe, ſin Spiſe og Drik mere efter denne ene Fagmands og Sagkyndiges Vink end efter alle de Andres?

Kriton: Forſtaar ſig.

Sokrates: Vel; men nu ſætter jeg, at han ſlet ikke lyder hin Ene og ringeagter baade hans Mening og hans Ros, men derimod lytter til den ſtore Mængde, ſom Ingenting ved, — mon tro han ikke da vil lide en eller anden Skade?

Kriton: Jo det maa jeg antage.

Sokrates: Men hvad Slags Skade, tror Du? hvad Retning vil den tage, og hvad vil den gaa ud over hos ham, ſom ikke lyſtred?

Kriton: Selvfølgelig ud over hans Legeme; thi det er dette han ødelægger.

Sokrates: Rigtig bemærket; og ſaaledes, Kriton, ogſaa med andre Ting — om vi juſt ikke derfor behøve at gjennemgaa dem alle. Hvad enten det nu her for os i vor Samtale dreier ſig om Ret eller Uret, Hæslighed eller Skjønhed, Ondt eller Godt, bør vi ſaa følge den ſtore Mængdes Mening og frygte den, eller bør vi kun tage Henſyn til den Ene — jeg ſætter, vi havde ham her — han, den ene Sagkyndige, hvem man baade bør undſe ſig for og frygte mere end hele den ſtore Mængde tilſammen? rette vi os ikke efter denne, ja, ſaa er der Noget, vi krænke og fordærve, nemlig det, ſom forbedres ved Retfærdighed, men ſom ved Uretfærdighed ødelægges i Bund og Grund; eller, kanſke dette Noget ikke er til?

Kriton: Jo, det maa det dog visſelig, o Sokrates.

Sokrates: Nu vel; naar vi i Bund og Grund ødelægge det, ſom gjennem Sundhed bliver bedre, men gjennem Uſundhed fordærves, idet vi nemlig ikke rette os efter de Sagkyndiges Mening — er Livet ſaa værd at leve, naar dette er ødelagt? Men „dette“ er jo her Legemet; eller kanſke ikke?

Kriton: Jo.

Sokrates: Kan man nu leve med et fordærvet og ødelagt Legeme?

Kriton: Ingenlunde.

Sokrates: Men, mon man vel kan leve da, naar Hint er ødelagt, ſom Uret fordærver, men Ret gavner? eller ſkal vi holde dette for ringere end Legemet, dette, hvad det nu er hos os, hvorom baade Retfærdighed og Uretfærdighed dreier ſig.

Kriton: Nei, paa ingen Maade.

Sokrates: Men ſnarere for langt vigtigere?

Kriton: Ja, ſikkerlig.

Sokrates: Ikke bør vi derfor, min Bedſte, lægge ſaa farlig Vægt paa, hvad den ſtore Mængde ſiger, men ſaameget deſto mere paa, hvad den Sagkyndige ſiger, han, den Ene, og Sandheden selv. Førſt og fremſt er derfor Din Opfatning ikke i fuld Overensſtemmelſe hermed, naar Du paaſtaar, at vi fortrinsvis bør tage Henſyn til den ſtore Mængdes Mening, naar det gjælder det Rette, det Skjønne, det Gode og disſes Modſætninger. Men nu kunde En ſige: „Ja, men Mængden har Magt til at dræbe os!“

Kriton: Ja, det er klart, ſaaledes kunde man ſige, Sokrates.

Sokrates: Sandt nok, min fortræffelige Ven; men den Tankegang, vi nu have havt for os, ſynes mig derfor ligefuldt at være den ſamme nu ſom før. Se nu paa den igjen: har det fremdeles ſit Blivende for os, eller ei, at vi nemlig ikke førſt og fremſt bør lægge Vægt paa det at leve, men paa det at leve vel?

Kriton: Jo, det baade er og bliver rigtigt.

Sokrates: Men det, at leve vel, og det, at leve hæderligt og retfærdigt, er Et og det Samme; har ogſaa dette ſit Blivende, eller ikke?

Kriton: Det har.

Sokrates: Lader os nu, ifølge det vi nu ere enige om, underſøge, hvorvidt det er retfærdigt, at jeg ſøger at komme bort herfra, uden at Athenienſerne ſlippe mig fri, eller ikke retfærdigt; og ſkulde det viſe ſig at være retfærdigt, da ville vi forſøge det; men, hvis ikke, lade vi det være. De Betragtninger imidlertid, ſom Du giver tilbedſte i Anledning af Pengeudlæg, Folkemening og Børneopdragelſe, er jo i Virkeligheden ikke Andet end juſt ſaadanne Folks Tanker, ſom uden Betænkning begaa Mord, ja gjerne, om de kunde, gjenopvakte fra de Døde, med andre Ord, juſt den ſtore Mængdes meningsløſe Indfald. Men os byder Fornuften kun at underſøge, i Henhold til hvad vi nys ſagde, hvorvidt vi ville handle ret i at give dem, ſom ville befrie mig, baade Penge og Tak, medens vi ſamtidig ſelv baade befrie og befries, eller om vi ville krænke Sandheden ved at gjøre alt dette; og viſer det ſig, at vi gjøre Uret derved, ſaa er det meget bedre ſlet ikke at tænke paa, om vi, ved at blive her og forholde os rolige, gaa Døden eller anden Lidelſe imøde — end at krænke Retfærdigheden.

Kriton: Ak. Sokrates, visſelig taler Du ret, men betænk, hvad vi maa gjøre.

Sokrates: Lader os overveie i Fellesſkab, Kjære; og, har Du Noget at indvende mod, hvad jeg ſiger, ſaa ſig frem, og jeg ſkal følge Dig. Men hvis ikke, ſaa hold op, brave Ven, med at ſige op igjen og op igjen det Samme, at jeg nemlig mod Athenienſernes Vilje maa bort herfra! Hvor gjerne vilde jeg ikke. Du ſkulde overtale mig til at handle ſaaledes, men — ikke mod min Vilje. Stil nu Begyndelſen af denne vor Underſøgelſe frem for Din Tanke og ſe til, om Du finder den tilſtrækkelig begrundet, og forſøg ſaa at ſvare, ſom Du finder det rigtigſt, paa, hvad jeg vil ſpørge om.

Kriton: Vel, jeg ſkal forſøge.

Sokrates: Skal vi nu ſige, at man ſlet ikke paa nogen Maade bør gjøre Uret? eller at man paa een Vis nok kan gjøre det, men paa en anden ikke? eller at det i ingen Henſeende er godt eller ſømmeligt at gjøre Uret, ſom vi dog ofte før i Tiden var fuldt enige om, og ſom jeg ogſaa nu nylig har ſagt? Ere alle vore Fællesmeninger fra før af uden videre bortdunſtede? og har vi kanſke, kjære Kriton, ſaavidt tilaars ſom vi dog ere, under hele vor alvorlige Samtale virkelig overſeet, at vi i Grunden dog bare os ad ſom Børn? Eller har det ſig, naar Alt kommer til Alt, ſaaledes, ſom vi dengang mente, at, gjør vi Uret, ſaa bliver det os ligefuldt til Uret og Skjændſel, hvad ſaa Mængden ſiger eller ei, og hvormeget eller hvorlidet Ondt vi end maa lide? Skal vi ſige ſaa, eller ikke?

Kriton: Jo, det maa vi ſige.

Sokrates: Altſaa, ſlet ikke paa nogen Maade bør man gjøre Uret?

Kriton: Nei ſlet ikke.

Sokrates: Heller ikke maa, ſom Mængden tror, den Forurettede gjengjælde Uret, efterdi man paa ingen Maade maa gjøre Uret?

Kriton: Nei, det ſynes ſaa.

Sokrates: Men nu, bør man overhovedet gjøre det Onde, Kriton?

Kriton: Det bør man vel neppe, o Sokrates.

Sokrates: Men hvad mener Du, er det Ret eller Uret, at den, ſom lider Ondt, gjengjælder med Ondt — ſlig ſom jo Mængden mener?

Kriton: Det er ikke Ret.

Sokrates: Thi det at tilføie Menneſker noget Ondt er jo juſt det Samme ſom at gjøre Uret.

Kriton: I Sandhed, ja.

Sokrates: Altſaa ſkal man hverken gjøre Uret eller tilføie et Menneſke noget Ondt, ſelv ikke naar Vedkommende er Skyld i Ens Lidelſer. Men ſe nu til, Kriton, om Du ikke ved at indrømme dette indrømmer Noget ſtik imod Din egen Mening; thi jeg ved, at kun Faa have og ville holde paa denne Mening. Og huſk, mellem dem, ſom have denne Mening, og dem, ſom ikke have den, er der intet fælles Overlæg; men naar de ſe hinandens modſatte Anſkuelſer, maa de nødvendigvis gjenſidigt foragte hinanden. Gjør derfor nu for Din Part op med Dig ſelv, om Du virkelig gjør Fellesſkab og deler Mening med mig — og da ſkal vi i vore Overlæg ſammen gaa ud fra, at det ingenſinde lader ſig forſvare hverken at gjøre Uret eller gjengjælde Uret, eller, naar man lider Ondt, at verge ſig ved til Gjengjæld at tilføie Ondt —; eller om Du træder tilbage og ikke er enig i dette Udgangspunkt. Men jeg paa min Side beholder, ſom før, ogſaa fremdeles den nævnte Mening; har Du imidlertid fattet en anden, ſaa ſig frem og forklar Dig; men mener Du ſom forhen, ſaa hør videre.

Kriton: Jeg mener, ſom før, og er enig med Dig; derfor tal.

Sokrates: Jeg gaar altſaa videre; eller, rettere, jeg ſtiller et Spørgsmaal: naar man er kommen overens med En om Noget ſom Ret, bør man ſaa rette ſig derefter eller ſkuffe ham?

Kriton: Man bør rette ſig derefter.

Sokrates: Slut nu heraf: forlade vi dette Sted uden at agte paa Statens Vilje, mon vi da ikke gjorde Ondt mod Andre, og det ovenikjøbet Folk, hvem man allermindſt burde forurette? eller kan hænde ikke? Og vilde vi da holde faſt ved, hvad vi vare komne overens om ſom Ret? eller ikke?

Kriton: Jeg kan ikke beſvare dette Spørgsmaal, Sokrates; thi jeg forſtaar det ikke.

Sokrates: Nu, ſaa betragt Sagen ſaa: Jeg ſætter, at idet vi ere i Begreb med at rømme herfra — eller hvad vi nu ville kalde det —, Lovene og hele Statsſamfundet indfandt ſig her ved Siden af os og ſpurgte: „Sig os, hvad er det, Du har iſinde, Sokrates; kan Du have nogen anden Henſigt med den Gjerning, Du har fore, end at gjøre Dit til at ødelægge os Love og det hele ſamlede Statsſamfund? eller, tror Du, at den Stat kan beſtaa og ikke gaa tilgrunde, i hvilken de afſagte Domme ingen Kraft have, men af private Folk gjøres ugyldige og retsløſe?“ Hvad ſkal vi ſige, Kriton, til Saadant og Andet af ſamme Slags? Thi visſelig kunde man — navnlig en Taler — faa adſkilligt ud af Krænkelſen af denne Lov, ſom befaler, at dømte Domme ſkal holdes i Ære. Eller ſkal vi ſvare dem: „Ja, men Staten har gjort os Uret og har fældet en uretfærdig Dom!“ — ſkal vi kanſke ſige ſaa?

Kriton: Ja, Sokrates, ſandt er det; det ved da Gud.

Sokrates: Altſaa, ſæt at Loven ſagde videre: „O Sokrates, ere vi og du komne overens ogſaa herom? eller om at blive ſtaaende ved de Domme, ſom Staten maatte afſige?“ Om vi nu undrede os over denne deres Tale, ſaa vilde de maaſke ſige: „Undre Dig ikke, Sokrates, over, hvad vi have ſagt; men ſvar os, efterdi Du jo har havt for Skik at benytte Dig af Spørgsmaal og Svar. Velan da: hvad har Du at beklage Dig over os og Staten for, ſiden Du indlader Dig paa at bringe os Fordærv? er det ikke førſt og fremſt os, Du ſkylder Din Fødſel? var det ikke os, ſom gjorde, at Din Fader kunde tage Din Moder, ſaa Du kunde fødes? ſig nu frem, kan Du foreholde os — vi, Lovene om Ægteſkabet — at vi ikke ere, ſom vi bør være?“ — „Jeg bebreider Eder jo Intet!“ maatte jeg ſvare. „End nu de Love da om Børns Næring og Opdragelſe, af hvilke ogſaa Du har nydt godt? eller, ere ikke de Love i ſin Orden ſom have paabudt Din Fader at lade Dig underviſe i Muſik[11] og Gymnaſtik?“[10] — „Utvivlſomt,“ vilde jeg ſvare. „Godt; men naar du altſaa paa ſlig Vis er født, opdraget og uddannet, vil Du da for det Førſte kunne negte, at Du er vo Ætling og Tjener, baade Du og Dine Forfædre? Og naar ſaa er, tør Du da formene, at Du og vi ſkulde dele Retsvilkaar, og tro Dig berettiget til at handle med os paa ſamme Maade, ſom vi med Dig? Og er Du ligeoverfor Din Fader eller Din Herre (om Du havde nogen) ingenlunde berettiget til at gjengjælde Lidelſer, hvori de maatte være Skyld, ſkjelde igjen, naar ud blev udſkjeldt, ſlaa igjen, naar Du blev ſslaaet eller tillade Dig en lignende Færd — tror Du ſaa, at Du ligeoverfor Dit Fædreland og Lovene, naar vi fandt det Ret at volde Din Undergang, ſkulde kunne tillade Dig, ſom bedſt Du evned, ogſaa at bringe os Love og Dit Fædreland Fordærv, og ſaa endda ſige, at Du gjorde Ret, Du, ſom jo for Alvor vil øve Retfærdighed? Eller er Du faa viis, at Du ikke kan begribe, at Fædrelandet er mere verd end baade Fader og Moder og alle Forfædre tilſammen; at det er ærværdigere, helllgere og i ſtørre Agt baade hos Guder og hos Menneſker med Forſtand; at man, naar Fædrelandet er fortørnet, maa viſe det mere Lydighed og Eftergivenhed end en Fader; at man enten faar ſøge at overbeviſe det eller gjøre, hvad det kræver, roligt finde ſig i den Lidelſe, det paabyder, enten ſaa det gjælder at ſlaaes eller bindes; og, ſkal man ſendes i Krig for at ſaares eller dø, at man ogſaa da faar lyſtre, og at ſaa er Ret og retfærdigt? og at man ikke maa undſlaa ſig, ikke træde tilbage, ikke forlade Stillingen, men baade i Krigen og for Domſtolen og overalt enten gjøre, hvad Staten og Fædrelandet byder eller overbeviſe det om, at noget Andet er Ret? at det viſtnok er ſyndigt at øve Vold mod Moder eller Fader, men hvormeget mere da mod Fædrelandet!?“ Hvad ſkal vi ſige til dette, Kriton? at Lovene tale Sandhed, eller ikke?

Kriton: Saa ſynes ialfald mig.

Sokrates: „Se nu til, o Sokrates, — kunde Lovene nu ſige — om vi tale Sandhed, naar vi ſige, at Du forgaar Dig mod os, om Du fremmer, hvad Du har iſinde. Vi har jo viſtnok bragt Dig til Verden, ſørget for Dit Ophold, Din Opdragelſe og givet Dig ſammen med alle øvrige Statsborgere Del i alle de Herligheder, vi vare iſtand til; men paa ſamme Tid give vi dog en hvilkenſomhelſt athenienſiſk Borger, ſom ifølge ſit Kjendſkab til Staten og os Love maatte udfinde og paatreffe Noget, der er ham til Mishag, fuld Frihed til at tage Sit og begive ſig, hvorhen han vil. Og ikke lægger nogen af os Love Hindringer iveien eller forbyder det om Nogen vil forlade ſit Hjem af den Grund, at vi og Staten ikke behage ham; frit kan han flytte og komme hvor i Verden, han vil, og Sit ſkal han beholde ubeſkaaret. Men den af Eder, ſom bliver boende her ſom altſaa ſer, baade hvordan vi Love dømme, og hvordan vi forøvrigt ſtyre Staten, om ham paaſtaa vi, at han i Ord og Gjerning har gaaet md paa at gjøre, hvad vi befale ham; og lyder han ikke, da erklære vi ham for tredobbelt lovſtridig, idet han nemlig trodſer os baade ſom Fædre og Opdragere, og dertil uagtet ſit Løfte om Lydighed hverken adlyder os eller ſøger at overbeviſe os, om vi maatte handle urigtigt; og ſkjønt vi ikke ſom Herrer befale, men kun offentlig tilholde ham at rette ſig efter vore Bud, idet vi jo henſtille til ham Et af To, enten at overbeviſe os eller at adlyde, saa gjør han alligevel ingen as Delene. — Og disſe Beſkyldninger, Sokrates, ſige vi nu, ville ogſaa ramme Dig, hvis Du agter at udføre, hvad Du har iſinde; og, juſt ikke Dig lempeligere end nogen anden Athener, tvertimod haardeſt muligt!“ — Om jeg nu ſagde: „Hvorfor det?“ ſaa vilde de rimeligvis og med fuld Ret ſlaa mig med den Bemærkning, at jeg er den af Arhenerne, ſom allermeſt har indgaaet paa hin Forpligtelſe. Thi de vilde ſige: „Vi har, o Sokrates, vægtige Vidnesbyrd for, at ſaavel vi ſom Staten er Dig til Behag. Neppe vilde vel nemlig Du fremfor alle andre Athenere have fæſtet ſtadigt Bo her i Byen, hvis det ikke i ſærlig Grad havde været Dig til Behag; og, hverken har Du nogenſinde draget ud af Byen til Feſtlegene[12] — undtagen een Gang til Iſthimen[13] — eller udenfor din Krigstjeneſte[14] andetſtedshen; heller ikk har du nogenſinde gjort nogen Reiſe, ſom andre Menneſker; eiheller har du følt Lyſt til at lære nogen anden Stat eller andre Love at kjende, men vi og vor By have været DIg nok; i den Grad gav Du os Fortrinnet og gik med paa at opfylde Dinne Borgerpligter efter os[15], ja Du ſtiftede endog Familie her i Byen — da maatte den vel være Dig til Behag. Ja, endnu medens Din Sag ſtod paa, havde Du jo Fridhed til at anholde om Landsforvisning[16], om Du havde villet, ſaaat Du dengang kunde have gjort med Statens Vilje, hvad Du nu har iſinde at gjøre mod dens Vilje. Dengang, det forſtaar ſig, gjorde Du Dig til af, at det ikke anfegtede Dig, at Du maatte dø, hvorfor Du, ſom Du ſagde, foretrak Døden for Landsforvisning; men nu: hverken ſkammer Du Dig over disſe Dine egne Ord, ei heller tager Du i Betænkning udenvidere at prøve paa vort, Lovenes, Fordærv. Du bærer Dig jo ad ſom den uſleſte Træl, naar Du virkelig vil ſøge at løbe bort ſtik imod baade Løfter og Overenskomſter, ifølge hvilke Du har forbundet Dig til at opfylde Dine Borgerpligter efter os. Førſt har Du nu at ſvare os paa det Spørgsmaal, om vi tale ſandt, naar vi ſige, at Dine indgangne Forpligtelſer ſom Borger gjælder Gjerning og ikke blot Ord? eller er dette ikke ſandt?“ — Hvad ſkal vi ſvare herpaa, Kriton; mon vi ikke maa medgive dette?

Kriton: Jo, nødvendigvis.

Sokrates: Men hvad gjør Du nu vel Andet, o Sokrates, vilde Lovene ſige, end dette: Du bryder de Løfter og Forpligtelſer, Du indrømmede os; og ikke ere disſe indgaaede af Tvang, ikke ved Bedrag, eiheller fordi Du har været nødt til beſtemme Dig i en Fart; thi i 70 Aar har Du kunnet reiſe herfra, om Du ikke havde fundet Behag i os, og Forpligtelſerne havde forekommet Dig uretfærdige — ikke ſandt? Men hverken foretrak Du Lakedæmon[17] eller Kreta[18], hvor Du jo altid har roſt Tilſtanden, ei heller nogen anden helleniſk[19] eller barbariſk[20] Stat; tvertimod, Du har været mindre fraværende fra Byen Du end de Halte, de Blinde og de andre Krøblinger. I ſaa høi Grad fandt Du mere end nogen anden Athener Behag i vor By og dermed ſelvfølgelig ogſaa i os Love; thi hvem vil finde Behag i en By uden Love? Men nu gaar Du uden videre fra alle Forpligtelſer. Men, naar Du holder Dig til os, Sokrates, ſaa vil Du idetmindſte ikke blive til Latter derved, at Du drager ud af Byen. — Naar Du nu overtræder disſe dine Forpligtelſer eller forgaar Dig mod nogen af dem, tag ſaa under Overveielſe, hvad Godt Du opnaar derved for Dig ſelv og Dine Venner. At Dine Venner nemlig ville komme i Fare for ogſaa ſelv at maatte flygte og gaa tabt at ſine offentlige Rettigheder eller miſte ſin Formue, er nogetnær en afgjort Sag. Og hvad Dig ſelv angaar, Sokrates, ſaa vil Du for det Førſte, naar Du kommer til en af de nævnte Byer, enten Theben eller Megara, med det Samme komme ſom en Fiende af dens Statsforfatning — og i dem begge er lovlig Orden; og, Alle, ſom elſke ſit Fædrehjem, ville anſe Dig for en mistænkelig Perſon, holde Dig for en Lovens Fordærver. Du vil ſaaledes kun beſtyrke vedkommende Dommer i hans Mening om, at Din Sag er rettelig paadømt; thi om en Lovens Fordærver er det let nok at antage, at han ogſaa er en „Ungdommens og uforſtandige Menneſkers Fordærver“.[21] Hvad vil Du da nu? vil Du kanſke holde Dig borte fra disſe Stater med god lovlig Orden og Menneſker med Sands for en ſaadan? — Men, gjør Du dette, kan da Livet egentlig have noget Værd for Dig? Eller, kanſke Du juſt agter at indfinde Dig i ſaadanne Stater, Sokrates, og være frek nok til juſt med den Slags Folk at drive paa med Dine herfra saa vel bekjendte Samtaler, hvorefter jo Dyd og Retfærdighed, Lovlighed og Love ere Menneſkets dyreſte Eie? Og Du tror kanhende ikke, at man da vil finde Sokrates’s Færd nederdrægtig? Man nødes nok til at tro det. Dog, Du vil maaſke undgaa disſe Strøg og begive Dig til Thesſalien, til Kritons Venner? der herſker jo nemlig den ſtørſte Uorden og Lovløshed. Kanſke vilde man der have ſin ſtore Moro af at høre Dig fortælle, hvor fornøieligt Du løb bort fra Dit Fængſel, hvorledes Du gjorde Dig ukjendelig i en Forklædning, hvadenten det nu var en Skindſtak eller Sligtnoget, ſom Rømlinger pleie at trække paa ſig. Men at en gammel Mand ſom Du, efter Naturens Orden ſaagodtſom paa Gravens Rand, har kunnet nedlade ſig til ſaa ſmaaligt at prutte med en Stump Liv, at han for den Sags Skyld endog har overtraadt den ſtrengeſte Lov — det vil Ingen opholde ſig over? Kanſke ſaa længe Du ikke ſtøder En eller Anden for Hovedet; i ſaa Fald, Sokrates, vil Du komme til at høre adſkillige beſkjemmende Ting; Du vil tilbringe Dit Liv i Afhængighed, som Hvermands Tjener. Hvad vil Du egentlig tage Dig for i Thesſalien? Kanſke Du agter at leve høit, ſom om Du havde foretaget en Gjæſtebudsreise? men hvor bliver der af de bekjendte Taler om Retfærdighed og Dyd? Dog, kanſke er det for Dine Børns Skyld, Du ønſker at leve, ſaa Du kan faa dem opdragne og uddannede? vil Du da drage dem med Dig til Thesſalien, føde og opdrage dem der og ſaaledes gjøre dem til Fremmede, at de ogſaa kunne faa det at takke Dig for? Dog kanhænde ikke; men kanſke mener Du, at de kan opholde ſig her, ja endog fødes og opdrages bedre, naar bare Du er ilive, ſelv om Du ikke kommer ſammen med dem; thi Dine Venner ville tage ſig af dem? Men de, ſom altſaa vilde tage ſig af Dine Børn, om Du drog til Thesſalien, ſkulde ikke de ville tage ſig af dem, om Du drog til Hades?[22] Hvis der er noget Forſlag i disſe, der ville gjælde for Dine Venner, ſaa bør man dog tro dette. Nei, kjære Sokrates, følg Du os, hvem Du ſkylder Dit Liv, og lad Retfærdighed være Dig dyrebarere end baade Børn, Liv og alt Andet; da vil Du ogſaa, naar Du kommer til Hades, have alt dette at forſvare Dig med for dem, ſom der herſke. Thi, gjør Du, hvad Du har havt iſinde, da ſynes Du lige ſaalidet her at ville vinde Noget i Lykke, Retfærdighed eller Fromhed for Dig eller for Nogen af Dine Venner, ſom naar Du kommer hisſet at ſkulle faa det bedre. Nei gaa Du, naar Du forlader Verden, blot ſom den, der har lidt Uret — ikke af os Love, men af Menneſkene. Fjerner Du Dig derimod ſom den, der ſaa ſkammeligt har gjengjældt Ondt med Ondt og Uret med Uret, ſom den, der ikke alene har overtraadt Dine egne Forpligtelſer og Løfter til os, men ovenikjøbet krænket dem, ſom mindſt burde krænkes, Dig ſelv nemlig, Dine Venner, Dit Faædreland og os Love — ja da ville baade vi vredes paa Dig, ſaalænge Du lever, og vore Brødre der, Lovene i Hades, neppe tage vel imod Dig, naar de vide, at Du. her arbeidede paa, ſaavidt det ſtod til Dig, at bringe os Fordærv. Derfor, lad ikke Kriton overtale Dig til heller at gjøre, hvad han ſiger, end hvad vi ſige.“

Og nu, min brave Ven Kriton, maa Du vel mærke Dig, at dette tror jeg at høre, ret ligeſom de begeiſtrede Korybanter[23] tro at høre Fløiteſpil; ja, Klangen af disſe Ord dirrer ſaa ſtærkt i mit Indre, at jeg umuligt kan høre andre. Derfor ſkal Du vide, at Du — idetmindſte ſom nu min Mening er — kun vil tale forgjæves ved at modſige mig. Og dog, hvis Du tror at kunne udrette Noget, ſaa tal.

Kriton: Nei, kjære Sokrates, jeg har Intet at ſige.

Sokrates: Lad det ſaa være godt, Kriton; og lader os tage Sagen ſaaledes, ſom jo ugsaa Gud tydeligt anviſer os.
Anmærkninger.
  1. Heliaſterne vare edfæſtede, men forøvrigt uanſvarlige Repræſentanter for Folkets dømmende Myndighed, ſamlede — oprindelig i et Antal af 6000 — fra Landets forſkjellige Trakter; altſaa etslags Jury.
  2. Skibet fra Delos.“ Ifølge Sagnet var engang det athenienſiſke Folk ved Overrumpling lagt i Trældom af Kong Minos paa Øen Kreta. Hvert niende Aar krævede Tyrannen 7 Ynglinger og 7 unge Piger fra Athen, ſom ſkulde kaſtes ind til Føde for det frygtelige Uhyre Minotaurus, ſom holdt til i Labyrinthen, en Bygning med Utal af Værelſer og bugtede Gange, ſaaat den, ſom engang var kommet ind, ikke kunde finde ud igjen. Den berømte Helt Theſeus befriede ſit Fædreland ved at dræbe Uhyret; han vandt Kongens Datter, Ariadnes, Kjærlighed og fik af hende et Traadnøſte, ved hvilket han efter ſin Heltedaad ſlap ud igjen af Labyrinthen. Glad over ſin Seier lagde han paa Tilbageveien indom den lille Ø Delos, hvor han foranſtaltede feſtlige Ofringer til Guden Apollons Ære. Ved disſe Ofringer opførtes de førſte græſke Chordandſe og det var Meningen, at Dandſen ſkulde efterligne de mange Bugtninger og Vinkelkroge i Labyrinthen. Efter den Tid afſendte hans taknemlige Landsmænd hvert Aar det samme Skib, hvorpaa Theſeus var vendt tilbage fra Kreta, over til Delos med rige Offergaver til Apollon, og ſaalænge Skibet var borte, maatte ingen Dødsdom (ſaaledes heller ikke Sokrates’s) fuldbyrdes i Athen.
  3. Sunion, et Forbjerg paa Sydkyſten af Attika, den Del af Grækenland, hvor Athen ligger.
  4. „De Elleve“ kaldtes Mænd, valgte rundt fra Landsbygderne til at foreſtaa Fængſlerne og have Opſyn med Dødsdommenes Fuldbyrdelſe.
  5. Man troede, at Drømme efter Midnat havde ſtørſt Sandſynlighed for ſig til at gaa i Opfyldelſe.
  6. Siteringsfeil: Ugyldig <ref>-tagg; ingen tekst ble oppgitt for referansen ved navn fem
  7. Siteringsfeil: Ugyldig <ref>-tagg; ingen tekst ble oppgitt for referansen ved navn seks
  8. Siteringsfeil: Ugyldig <ref>-tagg; ingen tekst ble oppgitt for referansen ved navn syv
  9. Siteringsfeil: Ugyldig <ref>-tagg; ingen tekst ble oppgitt for referansen ved navn otte
  10. 10,0 10,1 Siteringsfeil: Ugyldig <ref>-tagg; ingen tekst ble oppgitt for referansen ved navn ni
  11. Siteringsfeil: Ugyldig <ref>-tagg; ingen tekst ble oppgitt for referansen ved navn ti
  12. Siteringsfeil: Ugyldig <ref>-tagg; ingen tekst ble oppgitt for referansen ved navn elleve
  13. Siteringsfeil: Ugyldig <ref>-tagg; ingen tekst ble oppgitt for referansen ved navn tolv
  14. Siteringsfeil: Ugyldig <ref>-tagg; ingen tekst ble oppgitt for referansen ved navn tretten
  15. Man huſke, at der er Lovene, ſom tale.
  16. Siteringsfeil: Ugyldig <ref>-tagg; ingen tekst ble oppgitt for referansen ved navn fjorten
  17. Siteringsfeil: Ugyldig <ref>-tagg; ingen tekst ble oppgitt for referansen ved navn femten
  18. Siteringsfeil: Ugyldig <ref>-tagg; ingen tekst ble oppgitt for referansen ved navn seksten
  19. Siteringsfeil: Ugyldig <ref>-tagg; ingen tekst ble oppgitt for referansen ved navn sytten
  20. Siteringsfeil: Ugyldig <ref>-tagg; ingen tekst ble oppgitt for referansen ved navn atten
  21. Siteringsfeil: Ugyldig <ref>-tagg; ingen tekst ble oppgitt for referansen ved navn nitten
  22. Siteringsfeil: Ugyldig <ref>-tagg; ingen tekst ble oppgitt for referansen ved navn tyve
  23. Siteringsfeil: Ugyldig <ref>-tagg; ingen tekst ble oppgitt for referansen ved navn tjueen

Siteringsfeil: <ref>-tagg definert i <references> har gruppeattributtet «» som ikke forekommer i teksten.
Siteringsfeil: <ref>-tagg definert i <references> har gruppeattributtet «» som ikke forekommer i teksten.
Siteringsfeil: <ref>-tagg definert i <references> har gruppeattributtet «» som ikke forekommer i teksten.
Siteringsfeil: <ref>-tagg definert i <references> har gruppeattributtet «» som ikke forekommer i teksten.
Siteringsfeil: <ref>-tagg definert i <references> har gruppeattributtet «» som ikke forekommer i teksten.
Siteringsfeil: <ref>-tagg definert i <references> har gruppeattributtet «» som ikke forekommer i teksten. Siteringsfeil: <ref>-tagg definert i <references> har gruppeattributtet «» som ikke forekommer i teksten.
Siteringsfeil: <ref>-tagg definert i <references> har gruppeattributtet «» som ikke forekommer i teksten.
Siteringsfeil: <ref>-tagg definert i <references> har gruppeattributtet «» som ikke forekommer i teksten.
Siteringsfeil: <ref>-tagg definert i <references> har gruppeattributtet «» som ikke forekommer i teksten. Siteringsfeil: <ref>-tagg definert i <references> har gruppeattributtet «» som ikke forekommer i teksten.
Siteringsfeil: <ref>-tagg definert i <references> har gruppeattributtet «» som ikke forekommer i teksten.
Siteringsfeil: <ref>-tagg definert i <references> har gruppeattributtet «» som ikke forekommer i teksten.
Siteringsfeil: <ref>-tagg definert i <references> har gruppeattributtet «» som ikke forekommer i teksten.
Siteringsfeil: <ref>-tagg definert i <references> har gruppeattributtet «» som ikke forekommer i teksten.
Siteringsfeil: <ref>-tagg definert i <references> har gruppeattributtet «» som ikke forekommer i teksten.
Siteringsfeil: <ref>-tagg definert i <references> har gruppeattributtet «» som ikke forekommer i teksten.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.