Leo Tolstoi, Ruslands digter-profet/En av verdenshistoriens gaader
En av verdenshistoriens gaader.
Intet sted i Dante’s Divina Commedia, middelalderens største digt, er merkeligere og for nutidens læsere mere paafaldende end hans bitre anklage mot den samtidige Florentiner-kultur og hans forherligelse, gjennem sin tipoldefars mund, av det gamle nøisomme, tarvelige Florens fra begyndelsen av korstogtiden (Dante’s Paradiso, femtende sang). Det er den samme klage over sedernes fordærvelse midt i en kulturel blomstringstid, som vender endnu sterkere tilbake under den florentinske høi-renaissance, gjennem Savonarola og tildels endog Michelangelo. Endnu merkeligere er det, at Shakespeare, som dog ved sin stilling som skuespiller og ved sin literære opdragelse stod i en utpræget kampstilling overfor det puritanske borgerskap, allikevel paa høiden av sin digtning, i de store tragedier, nærmet sig sterkt til puritanerne i sin skarpt dualistiske opfatning av motsætningen mellem dyd og last og i sine mørkt-farvede billeder av samtidens hensynsløse egoisme. I billedet av sedernes forfald i Wien i „Like for like“, likesom i billederne av nedrige skurker i „Troilus og Cressida“, „Hamlet“, „Othello“ og „Kong Lear“ er det for samtidens London, han holder op et anklagende speil. Ganske vist kjæmper han i flere av disse verker for at bevare sit milde og humane, psykologisk forstaaelsesfulde syn paa de menneskelige feil. Men det lykkes ham ikke at undgaa at male de hensynsløse og de troløse saagodtsom fuldstændig sort, paa puritanernes vis. Først i tragedier som „Macbeth“, „Antonius og Cleopatra“ og „Coriolan“, som sandsynligvis tilhører en litt senere periode i hans liv, har Shakespeare overvundet den voldsomme etiske kampstemning, som drev ham til at tegne ravnsorte nidinger og skurker, paa hvem han hvæsset sin harme over samtidens ondskap. Først i den række av mere likevegtige og vidunderlig harmoniske verker, som begynder med „Macbeth“, formaar Shakespeare at forene etisk kampdrift overfor hensynsløs egoisme med en human og dypt forstaaende medfølelse med selve kongemorderen og hans frygtelige hustru i „Macbeth“, likesom med fædrelandsforræderen Marcus Antonius og hans troløse, men allikevel i sin art vidunderlige østerlandske tryllerinde. Betegnende er det, at Shakespeare gjør Cleopatra til zigøinerinde for at kunne forklare sig og undskylde hendes mangel paa karakter. Men før Shakespeare naadde op til denne høide av aandelig likevegt, hadde han netop i sin forholdsvis puritanske tid digtet nogle av verdensliteraturens mest overvældende mægtige tragedier; utvilsomt ikke ut fra det samtidige borgerskaps calvinske puritanisme, men snarere ut fra den beslegtede platoniske og stoiske moralisme. Fra de kirkelige puritanere hadde han ialfald gjort sit bedste for at ta avstand allerede i „Like for like“, et skuespil, hvori uviljen overfor sedernes slaphet endnu kjæmper med humanismens alttilgivende mildhet og krav paa amnesti for de feilende. Men i „Othello“ og „Kong Lear“ gives der saa godt som ikke længer amnesti.[1]
At middelalderens og høi-renaissancens to største digtere, Dante og Shakespeare, paa et visst punkt av sit liv vendte sig voldsomt dømmende og fordømmende mot sin samtid, og det midt i en stor kulturblomstring, denne kjendsgjerning, som for Shakespeares vedkommende har været altfor litet paaagtet, kan maaske hjælpe os til at forstaa, at i vore dage en stor og egte kunstnernatur som Leo Tolstoi har kunnet skrive et næsten sykelig puritansk-fanatisk verk som „Kreutzersonaten“, hvor han likefrem, i likhet med de første kristne, som stønnet under romervældets aag, ønsker, at menneskeheten skal avslutte sit livsløp saa hurtig som mulig.
I denne sammenhæng kan vi ogsaa mindes det asketiske element i Henrik Ibsens digtning, hvorom Georg Brandes har uttalt, at det er „det armodsmerke“, hvormed Norge har stemplet hans livsverk: Norge nemlig med sine trange vilkaar og sit „moralklima“. Men naar man erindrer, at Ibsen i sin forholdsvis puritanske periode (da han skrev „Brand“), nærmest var paavirket av den danske Søren Kierkegaard og to av dennes ypperste norske elever, Gustaf Adolph Lammers og Christopher Bruun, foruten av dansken Paludan-Müller, da maa man vel si, at Danmark har likesaa stor del i dette formentlige „armodsmerke“ som Norge. Og naar man endvidere erindrer, at Ibsen tidlig lærte at beundre selvofringens ideal hos Schiller, og at det store tyske kulturland i selve det nittende aarhundrede har frembragt repræsentanter for det asketiske livssyn som Arthur Schopenhauer og Richard Wagner (i „Parsifal“), og at asketisme og puritanisme har hørt til de epokegjørende bevægelser netop hos de største kulturfolk, da vil man alene ut fra en utpræget mangel paa historisk overblik kunne betegne det asketiske element i Henrik Ibsens digtning som et nationalt armodsmerke.
Ogsaa i Bjørnstjerne Bjørnsons, som i saa mange andre store digteres liv, har der været en tid, da han i særlig heftig grad grepes av kampstemning overfor et av de store samfundsonder, den dobbelte kjønsmoral, og ut fra denne stemning digtet et av sine mægtigste digterverker, „Det flager i byen og paa havnen“, og glimrende skuespil som „Kongen“, „Det nye system“ og „En hanske“ — foruten „Over ævne“, som tilhører den samme vældige kamptid i Bjørnsons liv. Men intet viser bedre denne digters usedvanlig harmoniske natur og sky for alle former av blind fanatisme, end at han selv i dette tidsrum ikke følte sig draget til nogen mørk og livssky eller legemsfiendtlig asketisme. Især i „Det flager“ er den etiske kampstemning forenet med det mest tindrende humør og den gladeste latter.
Det mere eller mindre puritanske element i saa mange av de store digteres og billedhuggeres verker, likefra Odysséen (som efter en ekscentrisk engelsk forfatter, Samuel Butler, maa være skrevet av en dame!) og de græske tragikere til Ibsen og Tolstoi, — dette puritanske drag faar maaske sin rette historiske belysning, naar vi ser det som de store kunstnernaturers altfor voldsomme og lidenskabelige utrykning til kamp mot samfundets sygdomme.
Der er to stadig tilbakevendende fænomener i verdenshistorien, netop indenfor den historiske tid, som øiensynlig hører uløselig sammen, og som i forening frembyr en historisk gaade, som hittil neppe har været løst. For det første ser vi stadig, at det, som man kalder „sedernes fordærvelse“, hensynsløs havesyke, magtsyke, nydelsessyke, utfolder sig særlig frodig netop sammen med de store kulturblomstringer, som i renaissancens Italien, Frankrike og England, eller i nutidens store kulturbyer. Paa den anden side ser vi en række av store religiøs-etiske motbevægelser, som trods sin ensidighet og ofte umenneskelige strenghet dog i mange stykker har vist sig frugtbare og livsgavnlige, og som ialfald for en stor del synes at ha hat sit utspring i et dypt socialt livsinstinkt. Vi kan ikke tænke os den gamle græske kulturblomstring med dens vidunderlige livsglæde uten den hjælp, som alle de hellenske stammer, og ikke mindst Athenienserne, fik fra den doriske og gammelattiske puritanisme, — den som endnu lever og gløder i mægtige korsanger og tragedier, likesom den tindrer med evig stjerneglans i mange av den græske billedhuggerkunsts skjønne og strenge verker[2].
Heller ikke kan vi tænke os den store middelalders glade og kunstelskende Frankrike, Italien, England og Tyskland uten den uvurderlige, om end kostbare — i længden altfor kostbare — hjælp fra de store munke-reformationer, hvorav den sidste, franciskanernes og dominikanernes, forøvrig bidrog mægtig til at forberede baade renaissancens kunstblomstring og videnskapernes fornyelse og, især i England, grundlæggelsen av det politiske selvstyre. Heller ikke kan vi tænke os den nyere tids England og Nordamerika i sin mægtige kraftutfoldelse uten dette samme islæt av ofte ensidig og overdreven puritanisme. Det kan i denne forbindelse erindres, at det mægtigste digt til livsglæden i engelsk literatur er skrevet av en puritaner, Miltons „L’Allegro“; og at puritanismen bidrog i høi grad til at grundlægge den nye psykologiske og samfundsskildrende roman og det nye „borgerlige“ drama.
Naar man overskuer denne historiske sammenhæng, om end blot i den allerstørste forkortning, ligger det nær at slutte, at en eller anden form av puritanisme, la den være saa ensidig og kostbar den være vil, er et likesaa uundværlig element i den menneskelige kulturutvikling som de „alexin“- og „antitoxin“-dannende elementer i den menneskelige organisme. Saalænge der i et legeme opstaar eller indføres sygdoms- og giftstoffer, vil et uvilkaarlig selvopholdelsens instinkt sørge for at frembringe vergestoffer og motgifte.
Der er imidlertid en mulighet for, at behovet for disse voldsomt ensidige former av religiøs-etisk idealisme er knyttet til en bestemt historisk samfundstype, og ikke til selve kulturprocessen i sin helhet. Alene under visse bestemte, historiske forhold, som menneskeheten maaske er ifærd med at vokse ut over, trænger samfundslivet atter og atter en saa voldsom kur eller en saa kostbar medicin.
Kultursygdommene eller de „store samfundsonder“ er for samfundslegemet, hvad de organiske sygdomme er for den enkelte organisme. Derfor er det forklarlig, at netop hos kraftige naturer, hos mennesker med dypt livsinstinkt — store digtere, seere og profeter — optræder de avvergende, beskyttende eller sygdomsforjagende kræfter særlig voldsomt og lidenskabelig.
Men det er likesaa øiensynlig, at hvis det under andre historiske vilkaar kan lykkes at gjøre anfaldene av de sociale sygdomme meget mildere, da vil ogsaa reaktionen mot disse sygdomme av sig selv anta en mildere, mindre ensidig karakter. Hvis der kunde tænkes tider, om end blot forbigaaende og kortvarige lykketider, hvori de sociale sygdomme blev reducert til en forsvindende liten størrelse, vilde ogsaa behovet for de reaktive, beskyttende kampprocesser i samme grad forsvinde. Og dermed paa én gang to enorme utgifter paa folkenes livsbudget indspares. Imidlertid er det for denne tankegangs skyld unødvendig at gaa saa langt i optimisme som at tro, at samfundssygdommene nogensinde, selv i kortere tidsrum, vil tilbaketrænges henimot nulpunktet. Det vil ialfald ikke bli i vor tid.
Det mest anskuelige og det mest levende indtryk av sammennhængen mellem kultursygdommene og de store puritanske bevægelser faar man kanske ved at gaa ut fra den nyeste tids merkeligste og mest ensidig utprægede profetskikkelse, Leo Tolstoi, og hans forhold til sin tids sociale onder. Leo Tolstois mægtige og i sin art geniale fornyelse av ur-kristendommen aapner os et indblik, ikke alene i den store kulturkrise i Rusland, men ogsaa i en lang række av tidligere vendepunkter i folkenes liv, især det som betegnes ved kristendommens frembrud.
Det mest betagende uttryk for sin opfatning av kristendommen har Tolstoi i grunden git i de store digterverker fra tiden efter sit religiøse gjennembrud, ikke mindst i den mægtige tragedie „Mørkets magt“ (fra 1887), hvor bonden Akim repræsenterer den enkle og dype fromhet, som er verdens lys, midt i det store mørke. Mere veltalende er Tolstois kristendom ingensteds uttrykt end gjennem denne stammende og ofte forstummende gamle mand. Her, likesom endnu mere i den vidunderlig skjønne og gripende fortælling „Opstandelse“ (fra 1900) og igrunden allerede i „Krig og fred“ og „Anna Karénjina“, er det gjennem det enkelte menneskes smertefødte omslag i livsretning, at Tolstoi bevisst eller uvilkaarlig uttrykker sin længsel efter en stor kulturomvendelse.
Men ogsaa i sine talrike skrifter av ræsonnerende indhold er det med en digters klarsyn og glød, at Tolstoi forkynder tanken om en omvendelse fra egoismen til den altomfattende kjærlighets livskunst.
Paa den anden side maa det — som før nævnt — hævdes, at Tolstoi, som er digter og ikke videnskapsmand, ikke har formaaet at se den oprindelige kristendom i historisk perspektiv, som det sublimeste utslag av den store motbevægelse mot de antike erobringsrikers rovkrigs- og rovhandels moral. Længe forberedt, baade inden den jødiske og den græske verden av profeter og filosofer, blev den store reisning mot oldtidskulturens herremoral netop av romervældet, paa dets høidepunkt, fremmodnet til et for alle tider epokegjørende gjennembrud. Da trykket var sterkest og nøden allerstørst, var det, at fredstanken og det altomfattende broderskaps ideal kom smertefødt, men fuldbaaret til verden.
Leo Tolstoi levde selv i et vældig erobringsrike, hvis ivrigste patrioter, panslavisterne, drømte om en ny verdenserobring. Et av de store hovedtræk i den oprindelige kristendom traadte saa uhyre levende frem for Tolstoi, ikke i historisk fjernsyn, men som en aktuel og samtidig sandhetsaabenbaring, fordi han levde under delvis lignende vilkaar som de første kristne; og desuten i et samfund, hvor traditionen fra den gamle græske kirke endnu hadde holdt sig levende, især gjennem bondefolkets fromme lægmænd og pilgrimmer, — hvorav Tolstoi hadde kjendt flere fra sin barndom. Tolstoi blev saa uhyre sterkt grepet av bjergprækenens ord om ikke-motstand mot uret, og om at elske sine fiender, fordi han og mange med ham hadde begyndt at lide sjælelige kvaler under den russiske erobringsmoral. Et stort, fredelig arbeidende bondefolks inderste instinkt gjør gjennem sin største digters mund oprør mot rovpolitiken og griper tilbake til ur-kristendommen, som endnu ikke var ganske utdød i Rusland. Den gamle græske og romerske kristendom hadde jo i et par aarhundreder søkt at forby de kristne at gjøre krigstjeneste. De skulde alene være Kristi soldater (milites Christi) i den store aandskamp mot mørkets fyrstendømme og magter, — saaledes som blandt andre professor Harnack har vist os det i en fortrinlig liten bok, „Militia Christi“, fra 1905. Forøvrig finder vi ogsaa hos Seneca tanken om den aandelige krigstjeneste, i motsætning til den romerske, hvad der sammen med mangfoldige andre træk viser, at ur-kristendommen er et enkelt led i en endnu meget mere omfattende kulturbevægelse, fremkaldt av de store erobrings- og handelsrikers voksende kultursygdom, — en stor lægende, gjenoprettende, kulturfornyende proces, om end forbundet med et altfor vidtdrevet aandelig-asketisk eller aandelig-athletisk element, som medførte store efterregninger.
Leo Tolstoi blir efter mit skjøn stor nok for os, selv om vi indrømmer, at han ikke har hat et klart historisk oversyn hverken over den ældste kristendom eller over sin egen stilling til den moderne kultur. Som religiøs reformator var han en handlingens mand, og som saadan hadde han vanskelig for at se med historisk overblik paa den bevægelse, hvori han selv var en drivkraft, en del av selve den indre ild. Man kunde neppe vente, at han selv skulde ha øie for, at likesom ur-kristendommen, saaledes er ogsaa hans egen ubetingede fredsmoral og delvis altfor asketiske retning brutt frem som led i en motbevægelse mot en vældig kulturskjævhet. Og netop derfor, som motbevægelse, ikke uten sterk og voldsom ensidighet. Det var paa lignende maate, at den store græske idealisme fra Platons tid av — ogsaa den en mægtig motbevægelse mot en kultursygdom — blev ensidig tilspidset i en altfor anti-materialistisk, anti-legemlig retning.
Ogsaa Tolstoi er, som de store græske idealister, og som de første kristne, i en ensidig grad anti-sensualist. Enhver bevægelse, som skal øve en tilstrækkelig sterk motvegt mot en mægtig kultursygdom, kommer gjerne til at faa en bøining til den motsatte side. Derfor er netop Tolstois ensidighet, likesom i sin tid de græske idealisters og de første kristnes, et varslende alarmsignal, som tyder paa, at nutidens kulturfolk, under sit storartede forsøk paa at „vinde den ganske verden“, gjennem erobring og handel, har paadraget sig en lignende kultursot som den, der litt efter litt undergrov oldtidens vidunderlige kultur.
Naar sygdommen er voldsom, blir ofte botemidlerne altfor radikale, som feberens brand i blodet hos den voldsomt angrepne patient. Det gjælder, tror jeg, om Tolstoi, som om tidligere tiders store idealister, fra Platon og stoikerne til renaissancens puritanere: det er den samtidige kulturs faretruende skjævhet, som har gjort dem ensidige og yderliggaaende i sin kamp for en kulturomvendelse. Den atter og atter opdukkende puritanske idealisme, ofte saa altfor streng og næsten umenneskelig i sin glødende harme over tidens onder, har været som en feberbrand i blodet, stundom saa sterk, at den ikke var lægende, men fortærende.
Hvis nutidskulturen er sund og i det væsentlige paa ret spor, med sin handelskrig og alles kamp mot alle om at vinde den størst mulige andel i jordens goder, da er Leo Tolstoi og hans forgjængere, som Carlyle og Ruskin i England, ikke andet end syke drømmere og fantaster. Men mon det ikke snarere er saa, at disse mænd i en sterkere grad end vi andre har følt nutidens sociale onder som et livsødelæggende sygdomsstof, som de av al sin magt søker at utbrænde?
Deres idealisme er som de hvite blodlegemers usynlige felttog eller som de „antitoxindannende“ kræfters virksomhet i den menneskelige organisme. Deres flammende harme er, likesom feberens glød, ikke en sygdom, men en stundom altfor voldsom kamp imot sygdom. De er forkjæmpere i kampen mot de store samfundssygdomme, ofte altfor lidenskabelige og næsten blinde av kampiver. Men allikevel uendelig tiltrækkende for alle dem, som føler sig dypt utilfredse med den retning, hvori vi stævner. Det er haabet om en ny tid, som drager os dit, hvor deres hjelmbusk vaier.
Tolstois fornyelse av urkristendommen indeholder nemlig ikke blot en motbevægelse mot krigens moral, men ogsaa mot den havesyke handel, som er inderlig forbundet med de moderne folks, likesom med oldtidsfolkenes, verdenserobring. „I skal ikke ha penger i eders belte,“ sa mesteren til sine disciple. Og han sendte den rike yngling bedrøvet bort. Hans apostle ventet av den ældste menighets medlemmer, at de frivillig skulde opgi sit gods eller dele utbyttet broderlig med alle.
Nu, som dengang, er krigsmoralen uløselig sammenknyttet med den byttelystne handels kampmoral, som vi i stor stil har lært den at kjende av general Kuropatkins avsløring av foranledningen til den russisk-japanske krig og av den tyske verdenskrig. Det mest urovækkende, det mest radikale i Tolstois kristendom, som i den oprindelige kristendom, er vel dette, at den ikke alene vil ophæve krigen med alle dens drivfjære, men ogsaa den økonomiske vindelyst, som er verdenshandelens drivfjær. Hele den nuværende samfundsøkonomi trues i sin rot av denne (i hovedsaken) egte og oprindelike form av kristendom.
Først ut fra dette synspunkt ser vi Toistois store aandelige gjennembrud omkring 1880 og hans vældige virksomhet i de sidste tredve aar av sit liv i hele dens rækkevidde. Det var ikke alene Ruslands stadige landutvidelse gjennem rovkrig, som fremkaldte Tolstois mægtige motbevegelse. Det var, tror jeg, utvilsomt ogsaa den store økonomiske omdannelses-proces, fra overveiende natural-husholdning til voksende penge-husholdning, — det var den vesterlandske maskin-industris og storkapitalismes indtrængen til selve hjertet av det store russiske aker- og skogland, som hos Tolstoi, det gamle fromme Ruslands aarvaakne samvittighet, fremkaldte en voksende fornemmelse av en kultursygdom.
En farlig mand var Leo Tolstoi, ikke alene for Tsarriket med al dets undertrykkelse og uret, men ogsaa for den vesterlandske samfunds-økonomi og den dermed forbundne militarisme. Likesaa farlig som den oprindelige kristendom var for Romerstaten og den antike kulturs sociale rov-drift.
Og vi tør neppe berolige os med, at Tolstoi jo øiensynlig er yderst ensidig, og at det er i høi grad upraktisk altid at vende det venstre kind til, naar man slaar os paa det høire; eller at ophæve retsvæsen og lovbetrygget eiendom.
Ogsaa ur-kristendommen var ensidig, i mindst like saa høi grad. Og dog var den av en epokegjørende betydning. Den var, likesom Tolstois lære, stillet overfor et umaadelig tryk, en hel kulturverdens ensidige tryk i retning av krigens og vindesykens moral. Ogsaa ur-kristendommen blev ganske naturlig ensidig, fordi den skulde øve motvegt mot et saa umaadelig pres. Den blev nødt til at indta en skraastilling, en bøining til den motsatte kant.
Ogsaa om Tolstoi gjælder det, at vi ikke maa se paa ham og hans lære løsrevet fra de vældige magter, han bekjæmper. Ogsaa han stod i en ensidig skraastilling, i fegterstilling overfor hele den moderne kulturs bøining til den motsatte side, — ikke mindst mot den aand, som besjæler mennesker i alle kulturland i deres kapløp om at dele jordens lande og natur-rigdomme.
Ur-kristendommen, likesom senere renaissancens puritanisme, seiret ikke i al sin ensidighet. Tolstois lære vil sikkert heller ikke seire i sin helhet. Men den kan muligens bidrage, sammen med andre kræfter, som virker i lignende retning, til at rette paa den moderne kulturs faretruende skjævhet i veksten. Alt hvad der endnu lever av egte og oprindelig kristendom — broderskapets og evighetshaabets religion — vil bidrage til at omdanne den nu raadende samfundstype, som den første kristendom bidrog til at undergrave Romerstaten.
Det er jo nemlig ingenlunde sikkert, at den kultur-type, som man kunde betegne som den militaristisk-kommercielle type, er den høieste og mest holdbare samfundsordning. Ganske visst er det utænkelig, at vi godvillig skulde vende tilbake til naturalhusholdning, som middelalderens munker og vel ogsaa Tolstoi har ønsket det. Men den nuværende form av penge-husholdning indeholder et sterkt element av rov-kamp, som neppe kan ansees for at være den høieste eller mest økonomiske form av menneskelig samhjælp. Den nuværende økonomiske kampordning, som medfører en av samfunds-formerne paatvungen opøvelse av de egoistiske drifter, er i væsentlige stykker den samme ordning som den, der hos oldtidens kulturfolk førte med sig en i længden voksende social rovdrift, eller en daarlig husholdning med de høieste økonomiske værdier, selve de menneskelige kræfter. De store samfundsonder, som pauperisme, forbrydelser og alle slags laster, har vel sin rot i dypet av den menneskelige natur; men de synes at utfolde sig særlig kraftig i den nævnte samfunds-types jordbund. De trives frodig sammen med en militær og økonomisk kampordning, og den derav følgende klasseforskjel. De likefrem blomstrer, samtidig med at denne samfunds-type blomstrer.
Denne militær-kommercielle samfunds-type har, ialfald i den form, hvori vi kjender den fra den historiske tid, ikke bestaat i mere end nogen faa tusen aar, en forholdsvis liten del av menneskeslegtens livsløp. Det er neppe sandsynlig, at det skulde være den endelige samfundsordning. Vi vet, at den altid hittil har ført med sig voksende sociale onder, som alene har kunnet tilbaketrænges for en tid gjennem voldsomme og sterkt ensidige religiøse motbevægelser, men som i længden har medført en svækkelse av racens livskraft, og vedkommende kulturfolks avblomstring og avløsning av nye folk, som rykket op fra en mere primitiv samfunds-type. Den militær-kommercielle ordning, med dens egoistiske kamp-moral, synes med en naturnødvendighet før eller senere at maatte forringe folkenes livskraft. Og det tør derfor være mulig, at det er ut fra den hvite races dypeste og inderste selvopholdelsens instinkt, at store aander kjæmper med fortvilelsens kraft for at finde vei fremover til en høiere samfunds-type.
En av disse vei-brytere, stundom famlende i ulænde eller dristig opstigende ad en vei saa brat, at den er ufarbar, men dog uendelig sympatisk ved sit mod og ved sin glødende længsel mot en „ny jord“, — en av disse er digteren og forkynderen Leo Tolstoi. Han hører til dem, som er ifærd med at flytte menneskehetens teltstænger fremover mot en ny leirplads.
Vor sympati og beundring for de store og steile idealister maa dog ikke gjøre os blinde for det tragiske element i nutidens, som i fortidens, store puritanske reformationer, deres ofte næsten umenneskelige haardhet i at dømme og fordømme, og deres altfor vidtdrevne, delvis kulturfiendtlige askese.
Den fanatisk strenge dom, som Leo Tolstoi i flere av sine skrifter fælder, ikke alene over det meste av nutidens digtning og billedkunst, men ogsaa over Shakespeare og Beethoven, er skikket til at virke yderst irriterende paa den almindelige kunstelsker, men ogsaa foruroligende og forvirrende paa dem, som elsker Tolstois egen store kunst. Hvorledes er det mulig, at en saa stor og saa utvilsom digter-natur, samtidig saa begavet ogsaa i musikalsk henseende, har kunnet forkjetre nogen av de største kunstnere, som nogensinde har levet? Dette spørsmaal, dette problem, blir ikke mindre urovækkende og pinefuldt forvirrende, om vi erindrer, at noget lignende eller ganske det samme hændte en av den græske oldtids allerstørste kunstnerbegavelser, ogsaa han, lik Tolstoi, samfundsreformator og i visse stykker en av menneskeslegtens banebrytende aander, — nemlig Platon. Platon, arvtageren av det gamle Hellas’s samlede kulturskat, alle musers yndling og den av guderne nærsagt høiest benaadede av alle, — Platon gik i grunden endnu videre end Tolstoi. Han forkastet ikke alene Grækenlands største digtere, Homer og de store tragikere; han forkastet dem med selvovervindelse og smerte, ikke fra et rent æsthetisk, men fra et etisk og religiøst standpunkt; han fordømte hele digtekunsten, med undtagelse av den religiøse lyrik, — han som dog fra sin ungdom som faa andre hadde elsket Grækenlands store digtning og drukket dypt av dens kilder, og som selv, i sine filosofiske dialoger, skapte en ny og epokegjørende form av dramatisk digtning. Ogsaa overfor musiken var han mindst likesaa fanatisk streng som Tolstoi, idet han fordømte al lidenskabelig musik og al udelukkende instrumental kunst, altsaa netop den nye, epokegjørende musik-form, som paa hans tid sandsynligvis endnu var i sin slyngelalder; i sin ideal-stat vilde han endog indføre forbud mot fabrikationen av et „karaktersvækkende“, til bløtagtighet indbydende instrument som fløiten!
Disse to typiske og for alle tider forbløffende puritanske angrep paa nogle av den gamle og den nyere tids ypperste kunstverker, fra to første-rangs kunstneres side er, efter mit skjøn, skikket til at danne et av utgangspunkterne for et forsøk paa at løse en av verdenshistoriens gaader. Nemlig spørsmaalet om de store puritanske og asketiske reformatorers rolle og plads i verdenshistorien. Platon og Leo Tolstoi staar jo ikke alene med sit fiendtlige forhold til hele den verdslige kunst. Kristendommen stillet sig, især i den første tid, i et lignende kampforhold til den gamle kunst. Protestantismen utjog for det meste middelalderens og renaissancens billedkunst fra kirkerne, og puritanismen i England gjorde for en meget stor del den gamle blomstrende engelske musik landflygtig, saa England fra den tid av, istedenfor at være et av Europas førende lande i musiken, blev et forholdsvis musikfattig land, eller ialfald tapte sin ledende stilling. Og den samme puritanisme, som dog blev av en saa epokegjørende betydning i andre henseender, stængte Shakespeares skueplads og bidrog væsentlig til at forvandle „det glade England“ til det alvorlige, forholdsvis tunglyndte og indtil for nylig paa hviledagen glædefattige England.
Enkelte mennesker vil maaske ha saare let for at ta sit parti og simpelthen fordømme alle tiders kunst- og glædesky puritanere (like fra Platon til Tolstoi) som livsfiendtlige asketer og dermed anse problemet for løst. Andre, som staar paa den motsatte side, „pietisterne“ nemlig, vil tvertom i det store og hele gi puritanerne ret. Men begge disse partier overhugger knuten uten at kunne løse den. Begge stænger sig selv ute fra sympatien med nogle av menneskehetens mægtigste genier og mest epokegjørende kulturbevægelser. Den, som simpelthen fordømmer den senere græske askese og dens arvtager, den kristelige puritanisme, kan ikke være med paa forstaaelsen av, hvorledes det i den antike kulturs store avblomstring og høsttid lykkedes at faa avsat knopper og frø til en ny stor kulturblomstring, nemlig den store idealistiske verdensanskuelse, som baade hos Araberne og, delvis fra korstogtiden, hos de kristne gav samhold og mod til at begynde paa en ny stor verdenserobring. Baade hos Araberne og hos de vesterlandske folk var det et teokratisk livs-syn, som tok ledelsen i den nye kulturfremrykning.
Heller ikke kan den, som ret og slet bryter staven over al puritanisme og „askese“, være med paa forstaaelsen av, hvorledes den nyere tids folkefrihet, især i England og Holland, blev grundlagt paa teokratisk grund, og hvorledes Europæernes mægtigste nybygd hinsides havet, Amerikas Forenede Stater, blev grundlagt først og fremst av puritanere.
Hvis man ikke vil indsnevre sig i en ensidig anti-kirkelig og anti-puritansk ortodoksi (som i sin art er likesaa snever som den puritanske), da gaar det ikke an at glemme, at en stor del av de høiest dannede Grækere, fra Platon til keiser Julian, gik endnu videre i ensidig spiritualistisk og legemsfiendtlig askese end apostelen Paulus og i det hele kristendommens grundlæggere; Paulus var, med al ensidighet, forbausende „menneskelig“, som Bjørnson med fin psykologisk forstaaelse har sagt. Det gaar ikke an at glemme, at digter-tænkeren Platon, som mere end nogen anden Hellener bidrog til at bane veien for kristendommen, i selve Athen, den græske kulturs hovedstad, „Hellas’s Hellas“, grundla den ældste og varigste av alle oldtidens store visdomsskoler, — et universitet, som holdt sig omtrent gjennem 900 aar, indtil det blev lukket av keiser Justinian aar 529 efter Kristus.[3] Og denne platoniske skole blev ikke alene, gjennem mange mellemled, den kristne middelalders store lærer og veileder, men ogsaa efter en mellemtid av et par aarhundreder (da Platons store elev, Aristoteles, traadte i forgrunden) atter renaissancens veiviser i retning av en ny og vidunderlig kunstblomstring. At Platon i enkelte skrifter har uttalt fanatiske, sortsynte, skyggekastende domme over uforgjængelige kunstverker, kan neppe veie op mot den kjendsgjerning, at hans filosofi og hans eksempel som kunstner bidrog i forbausende høi grad til den store italienske billed- og digterkunsts blomstring, likesom Platons strenge idealisme spiller en merkværdig stor rolle ogsaa i Shakespeares liv og digtning.
Hvis ogsaa Leo Tolstois stundom fanatisk voldsomme idealisme kan bidrage, omend i langt ringere mon, til at forberede en ny livsblomstring, og som følge derav en ny kunst-renaissance, da vil hans mørke domme om kunst bli lette i vegtskaalen for historiens domstol.
Vi staar her overfor en historisk knute, som det ikke nytter at overhugge med sverdet. Snarere maa den løses med lempe. Og naar jeg har valgt en av nutidens mest geniale kunstnere og, trods ensidighet og stundom næsten ufattelig fanatisme, en saa uendelig sympatisk menneskeskikkelse som Leo Tolstoi som et konkret utgangspunkt, da er det ikke blot for at rykke et stort historisk problem saa nær som mulig hen til vor egen tid; men ogsaa for at vise, at denne gamle historiske gaade berører netop vor tid paa det allernærmeste og er ifærd med at bli et praktisk spørsmaal, av hvis løsning vor hele fremtid muligens avhænger.
Det maa sies at være en historisk kjendsgjerning, at disse ensidige puritanske kulturbevægelser, fra den store græske idealisme (pythagoræerne, Platon, kynikerne, stoikerne og nyplatonikerne) og den ældste kristendom til middelalderens store munke-reformationer, renaissancens puritanisme og den nyere tids forskjellige arter av „pietisme“, — alle disse sterkt ensidige religiøs-etiske bevægelser har for en meget stor del været frugtbare, i længden kulturfornyende, livs-forhøiende bevægelser. Puritanere, metodister og pietister har, som for en stor del middelalderens munker, været alt i alt merkværdig praktiske mennesker, ikke mindst paa det økonomiske omraade. Der er neppe noget historisk fænomen, som bedre illustrerer loven om kultur-kræfternes „ækvivalens“ end den maate, hvorpaa baade i Holland, England og Nordamerika den „himmelvendte“ puritanske religiøsitet har kunnet omsættes til jordisk næringsflid og stundom endog til yderliggaaende mammon-dyrkelse.
Ganske visst maa det tilføies, at netop et saadant omslag som det, der er skrevet med de største og groveste skrifttræk i Ny-Englands historie, tyder paa, at den religiøse puritanisme langtfra er helt og holdent av det gode. De puritanske reformationer har været mægtige og for sin tid maaske uundværlige kultur-fornyere. Men det er en likesaa utvilsom historisk kjendsgjerning, at de har medført store og smertelige omkostninger. Og det ikke blot samtidige utlæg i form av en nedtrampen av livsglædens sarteste blomster i millionvis, men ogsaa vældige efterregninger, fra kjetterbaal og store religionskrige (som dog for en stor del ogsaa var handelskrige) til den nys nævnte overgang fra ensidig himmelvendt fromhet til en endnu mere ensidig jordvendt mammon-dyrkelse.
De store puritanske kultur-bevægelser, som jo, vel at merke, ikke er eiendommelige alene for Europa og dets ny bygder, men ogsaa har grepet uhyre dypt ind i de store asiatiske kulturfolks historie (især gjennem brahmanismen og buddhismen), — de kan, som ovenfor nævnt, kanske bedst sammenlignes med vældige feberanfald, som har rystet hele samfundslegemet og underkastet det en ofte livsfarlig krise, — som dengang da kristendommen rokket Romerstaten i selve dens religiøse grundlag og bidrog sit til dens undergang, men ganske visst saa, at den ogsaa forberedte og paabegyndte en ny stor kultur-fremrykning.
Det synes historisk utvilsomt, at det ene samfund efter det andet, den ene tidsalder efter den anden, har behøvet disse feberanfald for at faa en farlig, en dødtruende kultur-sygdom utdrevet av kroppen, eller i det mindste foreløbig trængt tilbake. Det er ikke blot Germanerne gjennem sine folkevandringer, men først og fremst kultur-arven fra den store græske og vest-asiatiske idealisme, og den kristne kirke som denne arvs forvalter, som har reddet den hensygnende antike kultur over i en ny kultur-blomstring.
De store puritansk-idealistiske bevægelser har atter og atter med feberhete utbrændt kulturens sygdomsstoffer. Dette tror jeg vil komme til at staa urokkelig fast. Men det maa tilføies, at det vilde ha været bedre, om de menneskelige kultursamfund ikke hadde behøvet disse voldsomme feberanfald, som ofte har utbrændt meget av det sunde sammen med det syke, og derved voldt en forødelse av mange herlige kræfter.
Min teori er den, at de store religiøs-etiske utbrud, som jeg for korthets skyld kalder de puritanske bevægelser, maa sees sammen med de store kultursygdomme, som de har bekjæmpet. Og begge disse to sammenhørende (eller „korrelative“) rækker av historiske fænomener (baade kultur-sygdommene og de voldsomme feberkure) hænger uløselig sammen med en bestemt historisk samfunds- og kulturtype. Nemlig den, som jeg ovenfor har betegnet som den krigersk-kommercielle type. Saa længe denne samfundstype har været raadende, har kulturmennesket ikke kunnet undvære de store puritanske „alexiner“. Men der er i det mindste en mulighet for, at disse for livsbudgettet tungt belastede lægedomsprocesser vil kunne undværes, hvis det lykkes at skape en høiere samfundstype; eller rettere: de vil faa en mildere, en langt mindre ensidig og voldsom karakter i et sundere og lykkeligere socialt klima.
At kristendommen, like fra sit første frembrud var uhyre meget mere end en slik „puritansk“ eller aleksin-dannende motbevægelse, fremgaar av hvad der ovenfor er sagt. I sit centrale budskap, læren om et gudsrike paa jorden gjennem menneskenes forbund i altomfattende velvilje, sammenfatter den — i tilknytning til den græske oplysningstids største aander — det høieste resultat av oldtidsfolkenes religiøs-etiske utvikling, — en klassisk kultur-erobring, som har værd for alle tider. —
- ↑ Sammenlign studierne over Shakespeare i min bok „Det geniale menneske“ (3. utgave 1919).
- ↑ Et asketisk element — i den betydning, ordet „askese“ har i ældre græsk litteratur, nemlig de unge mænds atletiske „opøvelse“, deri indbefattet selvbeherskelse overfor drifterne i den alder, hvori man endnu vokser — hører utvilsomt for alle tider med til de sterkeste, de mest livsdygtige folkeslags livskunst. Den opvoksende ungdom skulde leve avholdende og i streng opøvelse, for at bli fuldkraftig av legemsbygning og karakter — det var ifølge Aristophanes den opdragelse, som fostret seierherrene ved Marathon; og det var ifølge Cæsars og Tacitus’s samstemmige vidnesbyrd den opdragelse, som gjorde den germanske ungdom saa høi av vekst og saa muskelsterk. Den moderne naturvidenskap bekræfter denne opfatning og stiller det samme asketiske krav til den opvoksende ungdom, — en sandhet, som nutidens skjønaander altfor ofte overser. Man glemmer gjerne, at askese oprindelig betyr „træning“, og at selve den ensidige græske og østerlandske spiritualisme, som avfødte munkemoralen, repræsenterer en art av yderliggaaende aandelig atletkunst. Det legemlige liv skulde underkues og bøies fuldstændig ind under aandslivet, — hvad der allerede i middelalderen og senere atter og atter førte til de underkuede animalske drifters „slaveoprør i moralen“, — hvis jeg faar anvende Fr. Nietzsches bevingede uttryk i den motsatte mening av hans.
- ↑ Jfr. Th. Gomperz: Griechiske Denker.