Lappiske Eventyr og Folkesagn/Stallo-vagge

Fra Wikikilden
Alb. Cammermeyers Forlag (s. 106-108).
34. Stallo-vagge, Stallo-Dalen.
(Fra Lyngen. Meddelt.)

I Lyngens Præstegjæld ligger der en Dal, omtrent en Mil indenfor Markedspladsen Skibotn, paa den vestre Side af Storfjorden. Opsidderne paa Gaarden Stor­eng skal i gamle Dage, førend denne Dal blev beboet, have havt Græsgange der for sin Buskap. En Dag, da en ung, vakker Lappepige vogtede Kreaturene i Da­len, kom der en Stallo og beilede til hende, og, da hun ikke strax sagde Ja, truede han med at bortføre hende med Magt. For svag til at sætte sig til Modværge, havde hun intet andet Raad end at love ham baade Haand og Hjerte, men haabede dog enduu at skulle kunne blive reddet ved en eller anden List, naar Tid og Leilighed kom. Hun tiggede nu Stallo saa længe, at hun fik Lov til at gaa hjem for, som hun foregav, at hente noget af sit uundværlige Tøi og sine Stadsklæder. Men Stallo truede med at dræbe alle Krea­turene, dersom hun ikke kom tilbage saa snart som muligt. Da hun kom hjem, blev der stor Bestyrtelse og Skræk paa Gaarden; thi, hvis hun reiste afsted, frygtede de for aldrig mere at faa hende at se, og, sveg hun sit Løfte til Stallo, vilde Lapperne miste Hjorden, der udgjorde deres eneste Eiendom. Pigen tog da Mod til sig, og, stolende paa sin udtænkte List, vilde hun, som en anden Judit, vove sit Liv for sin kjære Hjord. Hun pakkede da sammen en Bylt Klæ­der, tog paa sig den smukkeste Kufte og spændte det smukkest broderede Bælte om sin smale Midie. Derpaa hængte hun Sax, Kniv og Sytøi i Bæltet, udsmykkede sin Hue med de mest brogede Baand, tog nyt Sennegræs og stoppede i sine bedste Komager og endelig et stort Nøste af Seilgarntraad i Lommen. Saa vandrede hun da af sted op igjennem Dalen til det Sted, hvor hendes bar­ske Frier ventede paa hende med i Ttaalmodighed. Glad over at se sin smukke Kjæreste igjen, rakte Stallo hende sin høire Haand og vandrede opad den med tyk Skov bevoxede Dal. Hun lod strax Garnnøstet falde paa Marken og trak Traaden efter sig. Paa Stallos Forundring herover foregav hun, at hun derved fik Snuren af Traaden. Da hun antog, at Garnnøstet var udrullet, slap hun Traaden, uden at hendes Tilbeder mærkede Uraad. Nu begyndte hun at flække Næver af et og andet Birketræ, efterhvert som de gik opover Dalen, og paa Stallos Spørgsmaal om, hvad det skulde være godt for, svarede hun, at hun vilde have Næve­ren til at gjøre op Ild med, naar de skulde hvile og holde Maaltid. Endelig kom de til en skovløs Slette, hvor Stallo standsede og satte sig. Pigen gjorde strax op Ild med Næveren, bar Tørved sammen og lagde den paa Ilden. Efterat de havde spist, overøste Stallo hende med Kjærtegn og viste sig saa glad i sin unge Brud, at hans Barskhed forvandledes til øm Elskov. Han bønfaldt hende om at hvile sig i hans Arme, men med kvindelig Undseelse undslog hun sig herfor, medens Ilden endnu brændte, men lovede, at, naar den var ganske udbrændt, skulde hun føie ham i alle hans Øn­sker, da han var saa særdeles god imod hende. Sto­lende paa sin Styrke og henreven af Kjærlighed, lagde han sit Hoved i hendes Skjød og bad, at hun der skulde anstille Jagt efter Vildt.

Efter Aftale havde imidlertid hendes Husbond, fulgt af flere af Naboerne, gaaet paa Spor efter Stallo. Veiledede af Seilgarntraaden og de mærkede Birke­træer, fandt de snart frem til de Forelskedes Opholds­sted og nærmede sig uformærket saa nær, at de kunde iagttage den unge Piges Vink. Saasnart hun mærkede paa Stallos tunge Aandedræt, at han var falden i dyb Søvn, vinkede hun ad dem. Hemmeligt listede de sig frem og gav Stallo, som laa næsegrus med Hovedet i Pigens Skjød, et saa vældigt Hug lige i Ryggen, at det blev hans Bane.

Hans store Kjæmpekrop lagde de indunder en stor Sten og kastede derpaa en Stenrøs baade over ham og Stenen. Lapperne vil vide, at man engang for mange Aar siden har gravet op i Stenrøs en og da fundet Men­neskeben der af usædvanlig Størrelse. Stenen kaldes endnu Stallo-gæđge, (Stallo-Sten), og Dalen af Lap­perne Stallo-vagge, (Stallo-Dal), af Nordmændene Skogspeiderdal. (Se „Ethnografisk Kart over Finmar­ken“ af I. A. Friis, Plade 4.).