Lappiske Eventyr og Folkesagn/To Lappepiger gifte sig med Stallo
(Fra sy. Lapmark. Efter L. Læstadius.)
To Lappepiger havde giftet sig med to Brødre af Stalloslægten. Den ene af disse Stallohustruer havde faaet Barn, den anden havde intet. Efter et Par Aars Forløb tænkte Stalloerne paa at æde op sine Hustruer. Den ene af Brødrene siger derfor en Dag til den anden. „Kåsses ton, vieljam, tun stainak-ronoha?“ Naar tænker du, min Broder, at æde op din Gjeldsimle? eller den Hustru, som ingen Børn fik. Den anden Broder svarede; „De mon, dego ton miessealtoha!“ Naar du æder op din Simle med Kalv, skal jeg ogsaa æde op min Gjeldsimle!
Denne forblommede Tale synes imidlertid Hustruerne at have forstaaet. Ialfald flygtede den børnløse sin Vei og vilde ogsaa, at den anden skulde gjøre det Samme, men hun svarede, at hun ikke nænnede at forlade sit Barn. Nu gav den Stallo, hvis Hustru havde rømt, sig til at forfølge hende. Sin Hund tog han med sig, forat den skulde veire hendes Spor. Da Hustruen mærkede, at Stallo, hendes kjære Mand, begyndte at naa ind paa hende, kløv hun op i et stort Træ. Men Hunden, som løb efter Sporet, standsede under Træet og gjøede paa hende som paa en Ikorn. Det var derfor ikke vanskeligt for Stallo at faa Øie paa hende. Han hidsede Hunden paa hende og sagde: „Hoc, hoc, pænnam, buoide hitta balkkan!“ Hus, hus, Hunden min, en Fedtklump skal du faa i Løn! Nu tog Stallo sin Øxe og begyndte at hugge ned Træet. I denne Nød gav Lappekvinden sig til at raabe: „Påtet pædnagatjak, kæita i le attje, edne pakka liema tjuokkat vaddam!“ Kommer, smaa Hunde, som Far og Mor aldrig have givet varmt Sod at lefse! (ɔ: drikke med Tungen). Da kom Bjørne, Ulve, Gauper, Ræve og alle Slags Dyr fra Skoven og sønderrev Stallo og hans Hund. Det var altsaa lidt Troldskab, som dengang frelste Lappekvinden fra Stallos Tænder.