Lappiske Eventyr og Folkesagn/Jætten og Drengen hans

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

19. Jætten og Drengen hans.
(Fra Tanen.)


Der var engang en Gut, som drog ud paa Vandring og kom til et Sted, hvor der boede en Jætte. Jætten spurgte Gutten, om han vilde blive Dreng hos ham, og Gutten lovede det. Næste Dag vilde Jætten, saaledes som han altid pleier, prøve Styrke med Gutten og sagde til ham:

„Kom, saa gaar vi ud i Furuskogen!“ Gutten vilde ikke gaa med strax den første Dag, men næste Dag gik de afsted, og saa sagde Jætten til Gutten:

„Lad os nu rende med Hovedet mod en Furu­stamme, saa skal vi faa se, hvem af os der er stær­kest i Skallen!“

„Kan saa det!" sagde Gutten, og saa løb de til begge to mod hver sin Furustamme. Gutten rendte Hovedet lige til Ørene indi Furustammen; han havde været saa listig, at ban Dagen forud bavde gjort Hul i Stammen og dækket det til igjen med Bark. Da Jætten stangede mod Furustammen, flaknede bare Barken fra.

„Aa, stang en Gang til!“ sagde Jætten og satte sig ned — han var lidt ør i Skallen — „stang mod en Fu­rustamme til!“ Gutten saa gjorde og rendte igjen Hovedet lige til Ørene ind i en Furu, som han ogsaa havde gjort Hul i.

Hei, hei gul!“ sagde Jætten og reiste sig, „galle bat læge rængas apalaš!" — Jo, nu kan du tro, jeg har faaet Dreng, som er stærk sa’n! — „Lad os nu gaa videre!“ De havde ikke gaaet langt, saa siger Jætten: „Nu skal vi høre, hvem af os der kan raabe høiest!“ dermed opløftede Jætten et sligt Skrig, at der gik Stenskred rundt omkring i Fjeldene. Gutten gik hen i et Vidiesnar og saa sig ud en Baandstage.

„Hvad vil du med den?“ spurgte Jætten.

„Jo,“ sagde Gutten, idet han kvistede af Baand­stagen, „for Sikkerbeds Skyld saa vil jeg nok først bænde denne om Hovedet dit, førend jeg skriger til, jeg er bange for, det ellers kunde revne!“

„Aa, kjære Drengen min,“ sagde Jætten, „skrig ikke, mit Hoved er noget svageligt! Kom, lad os gaa videre!“ Saa gik de. De havde ikke gaaet langt, saa siger Jætten:

„Nu skal vi se, hvem af os der er flinkest til at kaste! Se, her har jeg en femvogs Hammer!“ „Ja, lad os kun prøve et Kast!“ sagde Gutten. Saa tog Jætten Femvogshammeren og kastede den saa høit op i Luften, at Hammeren ikke saa større ud end en Myg. Saa skulde Gutten kaste, men, da han tog i Hammerskaftet, var det netop saavidt, at han orkede at reise Skaftet op. Gutten holdt i Skaftet og saa op imod Himmelen.

„Hvad glor du efter?“ spurgte Jætten, „hvorfor kaster du ikke?“

„Aa, jeg ser efter, i hvilken Skydot jeg skal kaste Hammeren!“ sagde Gutten. „Skal jeg kaste den op i en Skydot, som staar stille, eller i en, som driver for Vinden?“

„Aa nei, kjære Drengen min,“ bad Jætten, „kast ikke bort Hammeren min, jeg har arvet Hammeren efter Bedstefar min! Kom, lad os gaa hjem igjen!“ Dertil var Gutten villig, og saa gik de hjem igjen. Da det led ud paa Kvelden, førte Jætten Gutten hen i et afsides Hus og sagde, at han skulde have sit Natteleie der. „Naar er din Søvn tungest?“ spurgte Jætten. „Ved Midnatstid!“ svarede Gutten og gik hen og lagde sig. Men, da Jætten vel var gaaet, stod Gutten op igjen, gik ud og hentede ind store, ukløvede Vedskier og lagde dem ind under Fælden. Selv gik han udenfor og borede Hul i Væggen og lagde sig paa Lur. Ved Midnatstid kom Jætten med Storhammeren sin og begyndte at hamre løs paa Fælden, saa det knagede og bragede i Vedskierne — han tænkte, det var Benene, han knuste paa Gutten — og saa gik han ind i Storstuen og lagde sig. Da Jætten vel var gaaet, kom Gutten ind igjen, slængte Vedskierne ud, krøb ind under Fælden og sov i Fred til om Morgenen.

„Drømte du ingenting i Nat?“ spurgte Jætten Morgenen efter. „Nei,“ svarede Gutten, „jeg drømte Ingenting, en?ng var det rigtignok, ligesom om jeg kjendte, at en Lus ?d mig!“ Næste Aften bragte Jætten igjen Gutten ?sengs, men, da Jætten vel var gaaet sin Vei, stod Gutten op igjen, hentede ind Vedskierne og lagde dem ? Sengen som første Gang. Om Natten kom Jætten ?g tændte op Ild under Sengen og gik sin Vei. Strax ?ter gik Gutten ind og slukkede Ilden, men alligevel ?rændte dog op Halvparten af Sengen, Halvparten af Renskindet, som laa under, og Halvparten af Fælden, som laa over. Gutten krøb ind under Halvparten af ?ælden og sov i Fred til om Morgenen. Om Morgenen kom Jætten og raabte ind til Gutten:

„Drømte du Ingenting i Nat heller, Gut?“

„Nei,“ raabte Gutten igjen, „jeg drømte Ingenting, engang var det rigtignok, ligesom jeg hørte et Vindstød suse forbi!“ Jætten begyndte at blive baade ræd for Gutten og lei af Gutten og tænkte, at det var bedst at blive ham kvit paa en skikkelig Maade.

„Kom nu, skal du faa Lønnen din,“ sagde Jætten, „jeg har ikke mere Brug for dig!“

„Det erlidet, du har brugt mig tilendnu!“ mente Gutten, „men du faar selv raade!“ Saa gik de. Gutten tog med sig en Tretøndesæk. Jætten øste først en Skuffel med Sølvpenge op i Sækken til Gutten.

„Orker du at bære mere?“

„Hvorfor skulde jeg ikke orke,“ svarede Gutten, „øs en Skuffel til, Pengebør er let at bære!“ Saa øste Jætten en Skuffel til og sagde til Gutten:

„Du skal bære med dig Alt paa en Gang, uden at lette af Noget paa Veien! Jeg kommer efter dig for at se, om du har lettet paa Børen!“ Saa gik Gutten afsted. Men, da han var kommen bag en Aasryg, tømte han af Halvparten. Da Jætten kom efter og saa, at Gutten havde lettet paa Børeii, saa løb ban hurtigt tilbage igjen, raabte paa Kjærringen sin, og saa reiste de i Vei begge to. Da de begyndte at naa ind paa Gutte, ka­stede denne et Blad bag sig, som ban havde taget af et Træ i Jættens Gaard. Bladet blev til en stor Skov midt imellem Jætten og Gutten, og Skoven var saa tæt og tyk, at Jætten ikke slap igjennem. Saa maatte han løbe tilbage efter Øxen sin. Med Øxen huggede han en Gangsti igjennem Skoven, løb efter Gutten og var igjen nær paa at naa ham. Saa kastede Gutten et Flin­testykke, som han havde til at slaa Ild med, og Flin­testykket blev til en stor Klippe, saa Jætten maatte tilbage efter Bilen sin. Saa tog ban Storbilen med sig og løb igjen afsted. Med Bilen huggede han en Kløft igjennem Klippen og var igjen nær paa at ind­hente Gutten. Saa kastede Gutten et Svovlstykke efter sig, og Svovlstykket blev til en stor Indsø, som Jæt­ten ikke kunde omgaa. Saa maatte han tilbage for at hente baade Kjærringen og Datteren, og saa drog de afsted igjen alle tre, Jætten forud, Kjærringen og Dat­teren efter, saa fort de orkede. Da de kom til Indsøen – Gutten sad paa den anden Side — begyndte de at drikke. De drak, og de drak, og snart var der ikke mere igjen.

„Hold for Endetarmen min!“ sagde Jættekjærrin­gen til Datter sin og forsøgte paa at drikke op Resten. I det Samme kom der en Rævunge frem af en Urd og begyndte at hoppe og danse og bære sig paa saa mange snurrige Maader, at Datteren, som saa paaa Ræv­ungens Lader og Fakter, tilslut hverken kunde holde sig eller Endetarmen længer, men pludselig brød ud i at storle og slap Tarmen. Saa løb alt Vandet ud igjen af Kjærringen, og alle Tre druknede i Indsøen.