Lappiske Eventyr og Folkesagn/Jætten, Katten og Gutten
(Fra Alten.)
En Gut var engang ude paa Rypeskytte. Som han gik, kom der løbende imod ham en Jættegut og efter Jættegutten en græsselig stor Kat. Jættegutten sprang forbi Gutten og raabte: „Gutten min, skyd Katten!“ Katten, som kom bagefter, raabte: „Gutten min, skyd Jætten!“ Jættegutten skreg igjen: „Kjære Gutten min, skyd Katten!“ Gutten saa gjorde, og død laa Katten, men Jættegutten var saa forsprængt, at han svimede af med det Samme. Gutten gav sig til at flaa Katten. Da han var færdig, kom Jættegutten tillive igjen. „Hvor er Katten?“ spurgte Jættegutten. „Her er Skindet!“ svarede Gutten. Jættegutten tog og lugtede til det. „Ruolla be læge!“ — Jo, ganske rigtigt, en Troldkat er det! — „Kan haende det!“ sagde Gutten. Saa puttede Jættegutten Skindet i den ene Vestelomme og Gutten i den anden, og saa gik ban hjemover igjen til Jættegaarden. Paa Veien sagde han til Gutten: „Far betaler dig nok, fordi du bar reddet mit Liv. Han tilbyder dig en forgyldt Hest og en Skarvehest. Du faar Lov til at tage, hvilken du selv vil, men tag ikke den forgyldte Hest, tag Skarvebesten, den er du bedst tjent med! Saa tilbyder ban dig en Gulddaase og en Trædaase, men vælg du Trædaasen. Saa tilbyder han dig endnu to Ting, en Guldfløite og en Benfløite, vælg den sidste! Nu har du faaet Besked, og nu ved du selv, hvad du skal gjøre, naar du kommer til min Faders Gaard!“ Saa drog de videre og kom til det Sted, hvor Jætten boede. Den gamle Jætte tog strax Skindet og lugtede til det og sagde, som Sønnen havde sagt: „Ruolla be læge!" — En Troldkat er det! — Saa skulde ban bel0nne Gutten, somhavde reddet hans Søns Liv. Som Jættesønnen havde sagt, saa gik det. Han fik Lov til at vælge, hvilke tre Ting ban vilde have. Gutten valgte den usle Hesten, den usle Daasen og den usle Fløiten, og med disse tre Ting drog han afsted til Kongsgaarden. Kongen bavde netop Brug for en Veddrager, og Gutten fik strax Tjeneste. Næste Dag bad Kongen ham gaa tilskovs og bente et Læs Tørved. Kongen havde en eneste Datter. Det traf sig saa, at bun netop i det Samme stod ved Vinduet og saa ud i Gaarden. Da Gutten saa, at hun lagde Mærke til ham, og Kongen allerede var gaaet sin Vei, tog ban frem Daasen og aabnede den. „Hvad forlander du?“ spurgte Daasen. „At Øxen min skalblive til en Hest!“ sagde Gutten saa høit, at Kongsdatteren hørte det. Hun syntes, dette var et rart Ønske, og brast ud i Latter. Gutten blev ærgerlig, tog igjen frem Daasen og aabnede den. „Hvad forlanger du?“ „At Kongsdatteren skal være med Barn!“ sagde Gutten, og frugtsommelig var hun fra samme Stund. Da Gutten kom fra Skoven, blev Hesten til Øxe igjen, og Gutten kløvede Ved. Det varede ikke længe, førend det bares for Kongen, at hans Datter var frugtsommelig. Herover blev han meget forbitret, saa meget mere, som bans Datter ikke selv kunde sige, hvem der var Barnets Fader. Da Barnet var født til Verden, samlede han alle fornemme Herrer i hele Riget sammen i Kongsgaarden og lod Barnet bringe frem for bver enkelt for at se, til hvem det smilede. Den, til hvem det smilede, maatte være dets Fader. Men Barnet bare græd, det smilede ikke til nogen af de fornemme Herrer. Kongen vidste ikke sin arme Raad. Endelig blev Barnet ogsaa bragt hen tilTjenestegutten eller Veddrageren, og strax smilede det til ham. Vred var Kongen før, men endnu vredere blev han nu, da han fik vide, at hans Datter havde havt med en slig Fantegut at bestille. Han befalede derfor, at Datteren skulde puttes i en Tønde og kastes i Havet. Tønden blev gjort saaledes, at der var en Bund i Midten og et Rum paa hver Side. I det ene Rum satte de Gutten, og i det andet satte de Datteren. Datteren gav de et Stykke Lever med til Niste, men Gutten fik Ingenting. Tønden blev kastet i Havet og drev omkring for Veir og Vind. Endelig blev Gutten sulten, aabnede Daasen, fik Mad og begyndte at spise. Kongsdatteren hørte, at Gutten spiste, men kunde ikke skjønne, hvor han fik Mad fra, da Kongens Folk ikke havde givet ham det mindste med. Saa blev ogsaa hun hungrig, men var alligevel ikke istand til at spise noget af Leveren. Saa bad hun Gutten om at faa Noget af det, han spiste. „Hvorledes skulde jeg kunne dele med dig,“ sagde Gutten, „selv om jeg havde Mad, saalænge der er en stærk Fjælevæg mellem os? Far din gav dig jo Mad med, kan du ikke spise den? Men — det er det samme, dersom du vil love at blive min Hustru, saa kanske jeg kan hjælpe baade dig og mig!“ sagde Gutten. Kongsdatteren lovede det, og Gutten aabnede Daasen. „Hvad forlanger du?“ „Mad for os begge to!“ sagde Gutten, og dermed var den Nød afhjulpen. Det var nu vel sagtens god Mad, kan En vide, for det var lige dyrt for Daasen, enten den skaffede dyr eller daarlig Kost. Atter tog Gutten frem Daasen og aabnede den. „Hvad forlanger du?“ „En Gaard, saa stor som Kongsgaarden,“ sagde Gutten, „Tjenere og Tjenestepiger, Indbo og Alt, som godt er!“
Saa skulde de til at holde Bryllup. Gutten sendte Bud til Kongen og alle fornemme Herrer, som boede rundt omkring. Alle kom de til Bryllups, spiste og drak, dansede og legede. En Dag gik Gutten ud at spadsere og havde glemt Daasen igjen paa et Bord inde i Gjæstestuen. Da han kom tilbage, var Daasen borte. En Troldkjærring var kommen op fra Havsens Bund og havde taget den. Bryllupsgjæsterne vidste af Ingenting, førend baade de og Gaarden og Alting stod paa Havets Bund. Gutten blev bedrøvet og vidste i Førstningen ikke, hvad han skulde gjøre, men saa kom han ihu, at han endnu havde i Behold en af de tre Ting, som Jætten havde givet ham. Saa fandt han frem Fløiten, satte den for Munden og blæste. Jætten hørte det og reiste sig op paa Albuen. Gutten blæste anden Gang. Jætten hørte det endnu tydeligere og sagde med sig selv: „Hvad kan der være i Veien med Gutten?" Gutten blæste tredie Gang. Da sprang Jætten op paa Benene og udbrød: „Sandelig, Gutten er i Fare!“ og saa sendte han afsted sin Hund og sin Kat og befalede Katten at sige Gutten, at naar Hunden begyndte at gaa rundt i Ring paa samme Sted, saa skulde han sende Katten i Vei for at hente, hvad han havde tabt. Katten satte sig paa Ryggen af Hunden og Gutten paa Ryggen af Katten, og saa droge de afsted over Land og over Hav. Endelig begyndte Hunden at gaa rundt i Ring. Saa sendte Gutten Katten afsted til Havsens Bund. Der laa Gaarden. Katten lurede sig ind og snappede Daasen, saa Ingen mærkede det. Da Troldkjærringerne bleve det var, satte de nok i Flok og Følge efter Katten, men den havde allerede faaet saa langt Forsprang, at det ikke nyttede dem. Gutten ventede og ventede, Katten blev længe borte, men endelig kom den med Daasen i Munden. Glad blev Gutten, satte sig paa Ryggen af Katten og Katten igjen paa Ryggen af Hunden. Da de kom tillands igjen, aabnede Gutten Daasen. „Hvad forlanger du?“ „Jeg ønsker, at Gaarden hel og holden med Brud og Bryllupsgjæster og Alting skal staa paa sin Plads igjen!“
Saa sendte han Bud til Kongsdatterens Fader, og det kan vel hænde at Kongen blev forundret, da han fandt sin Datter igjen i Glands og Herliglied. Han havde mindst tænkt det, da ban stængte hende og Gutten inde i Tønden og kastede den tilhavs. Men Somme bar Lykken med sig.