Lappiske Eventyr og Folkesagn/Ruobba, Jætten og Fanden

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
21. Ruobba, Jætten og Fanden.
(Fra Lyngen.)

En Mand bavde tre Sønner. Først vilde den ældste drage ud for at faa Tjeneste og prøve sin Lykke. Han lavede sig istand Niste, og saa drog ban afsted. Saa gik han den Tid, han gik, og saa satte han sig ned for at spise af Nisten sin. Medens han spiste, kom der boppende først en Øxe, saa en Naver, saa en Høvel og saa alle andre Slags Værktøi, og Alle begyndte de at tigge Gutten om Mad. Men Gutten gav ikke Nogen af dem en eneste Bid. Saa stod ban op, drog videre og kom til Kongsgaarden.

„Hvor skal du hen?“ spurgte Kongen.

„Jeg er reist ud for at søge Tjeneste!“ sagde Gutten.

„Det kan du faa bos mig,“ sagde Kongen. „Jeg har et Træ i min Have, hvorpaa der voxer Guldblade. Dersom du en eneste Nat kan holde Vagt over Træet, skal du faa min Datter og Halvparten af Riget!“

„Faar prøve!“ sagde Gutten. Om Kvelden gik ban ud i Haven, hvor Træet stod, og da han kom

derhen, satte ban sig oed og saa paa, hvorledes Guldbladene voxte op, større og større. Endelig saa vare de næsten udvoxne, men saa kom Søvnen over ham, saa tung, at ban ikke orkede at vaage længer, men sovnede ind. Da han igjen vaagnede, var alle Guldbladene borte. Om Morgenen kom Kongen. „Naa, har du holdt Vagt?“ spurgte Kongen. „Nei,“ sagde Gutten. „Jeg orkede ikke!“ Saa befalede Kongen, at man skulde tage Livet af ham.

Nu vilde den næst ældste Søn drage ud for at faa Tjeneste. Faderen vilde nødig slippe ham afsted, men det hjalp ikke, han lavede sig istand Niste, og saa drog han i Vei. Saa gik han den Tid, han gik, og satte sig ned for at spise. Saa kom Øxer, Høvle, Navere, Knive og alt Slags Værktøi hoppende og tiggede om Mad. Gutten gav dem ikke en eneste Smule, men stod op og drog videre. Om en Stund kom han til Kongsgaarden.

„Hvor skal du ben?“ spurgte Kongen.

„I Tjeneste hos hvem, som vil have mig!“ sagde Gutten.

„Saa kan du faa Tjeneste hos mig!“ sagde Kongen. „Dersom du en eneste Nat kan holde Vagt over et Træ i min Have, hvorpaa der voxer Guldblade, skal du faa min Datter og Halvparten af mit Rige!“

„Faar prøve!“ sagde Gutten. Om Aftenen gik han ud og satte sig ved Træet og saa paa, hvorledes Guldbladene voxte frem. Men, jo større de bleve, des søvnigere blev Gutten, og, da de vare nær paa at blive fuldvoxne, sovnede han ind. Da han igjen vaagnede, var Alting borte. Om Morgenen blev han bragt for Kongen. „Naa, bar du boldt Vagt?“ spurgte Kongen. „Nei, jeg orkede ikke,“ svarede Gutten, og dermed saa lod Kongen ogsaa ham aflive. Nu vilde den tredie Søn, som de andre kaldte Ruobba, Skurveskolten, eller Gudnaviruš, Askeladden, ogsaa afsted. Faderen vilde ikke, at han skulde reise, og mente, at han fik det værre andre Steder end hjemme. Men Gutten vilde i Vei, og saa maatte da Far hans lade ham drage afsted. Stor Niste fik han ikke med, bare en liden Smule. Saa tog han Nisteposen i den ene Haand og en stor Vante i den anden, og saa lagde han i Vei. Saa gik han den Tid, han gik, og saa satte han sig ned for at spise. Saa kom der Øxer, og saa kom der Navere, og saa kom der Høvle og alt Slags Værktøi og tiggede om Mad, og Gutten gav dem allesammen af det, han havde. Saa stod han op, drog videre og kom til Kongsgaarden.

„Hvor skal du hen?“ spurgte Kongen.

„I Tjeneste bos hvem, som vil have mig til Dreng!“ svarede Gutten.

„Saa kan du blive Dreng hos mig!“ sagde Kongen.

„Hvori skulde vel jeg kunne tjene dig?“ spurgte Gutten.

„Jeg har et Træ i min Have, hvorpaa der voxer Guldblade,“ sagde Kongen. „Dersom du kan vogte det en eneste Nat, skal du faa min Datter og halve Riget!“

„Faar prøve!“ sagde Gutten. Da det blev Aften, førte de Gutten hen til Træet, og, da han var liden, løftede de ham op paa en af de nederste Grene og lod bam sidde der. Da det blev mørkt, begyndte Guldbladene at voxe. Alt som de voxte, blev Gutten Søvnigere. Alligevel boldt ban sig og sovnede ikke. Bedst som det var, og netop som ban holdt paa at sovne ind, saa hørte han en fæl Dur i Luften. Gutten blev bange, og saa var det forbi med Søvnigheden. Da saa han, at der kom farende to fæle Fanter. Den ene var en Jætte, den anden var Fanden selv, men begge to havde de tilsammen bare et Øie. „Se efter, om der er Vagt ved Træet!“ sagde Jætten til Fanden, som bar paa Øiet. „Aa, Pyt,“ sagde Fanden, „vi tager nok Guldbladene for Vagtens Skyld, vi har jo taget dem før som Ingenting!“ „Ja, gaa nu du op i Træet da!“ sagde Jætten. „Nei, gaa du!“ sagde Fanden, jeg skal nok række dig Øiet." Saa klatrede Jætten op i Træet. „Giv mig nu Øiet!“ sagde Jætten. Fanden rakte Øiet op, men i det Samme greb Gutten det og puttede det i Vanten sin. „Giv mig nu Øiet da, for Fanden!“ skreg Jætten igjen. „Nu fik du jo Øiet, din Blindbuk!“ sagde Fanden. Herover blev Jætten saa sindt, at han hoppede lige ned paa Fanden, og saa begyndte de at slaas og sloges saa længe, til de sprak begge to. Saa blev det Morgen, og Gutten gik til Kongen.

„Naa, har du holdt Vagt?“ spurgte Kongen.

„Ja, jeg har,“ sagde Gutten.

Saa sendte Kongen Folk hen for at se efter, og det viste sig da, at det var sandt, som Gutten havde sagt. Træet stod der fuldt af deilige Guldblade.

„Naa, faar jeg nu Datter din?“ spurgte Gutten.

„Endnu ikke!“ svarede Kongen.

„Hvad mere skal jeg da gjøre for at faa hende?“ spurgte Gutten.

„Dersom du kan bygge et Skib paa en Nat og bringe det hid for min Dør, skal du faa min Datter!“

„Det er jo umuligt det,“ sagde Gutten, „hvorledes skulde jeg paa en eneste Nat kunne gjøre et helt Skib og bringe det for din Dør! Faar prøve alligevel!“

Om Aftenen gik Gutten ud i Marken. En Øxe tog ban med sig, og, da han var kommen derud, huggede han den i et Træ og sagde: „Hør, I Værktøi allesammen, som jeg har givet at æde, kommer nu og gjører et Skib færdigt til imorgen og bringer det for Kongens Dør!“

Saa begyndte det at pusle, rusle og tusle, hamre, ramle og skramle, hugge og høvle rundt omkring i hele Skoven. Gutten satte sig og saa til. Da saa han, at det begyndte at blive til et Skib, og det blev større og større, til det var ganske færdigt. Da det var færdigt, gik Gutten ind i Skibet, og Skibet for afsted. Som han for afsted, fik han se en Mand, som holdt paa at gnave Ben. Da han kom hen til ham, sagde Gutten:

„Hvad bestiller du, min Mand?“

„I hele min Livstid har jeg gnavet Ben,“ sagde Manden, „men endnu er jeg ikke bleven mæt!“

„Kom ind i mit Skib, skal du faa Marvben!“ sagde Gutten. Manden saa gjorde, og saa fik Gutten en Kammerat. Strax efter kom han forbi en anden Mand, som holdt paa at gnave paa et Stykke Is. „Hvad bestiller du, min Mand?“ spurgte Gutten. „Hele min Livstid har jeg gnavet Is, men endnu er ikke min Tørst bleven slukket!“ „Kom ind i mit Skib, skal du faa Utørstedrikke!“ (Lædskedrikke), sagde Gutten. Saa fik han en Mand til. Saa drog han videre og saa igjen en Mand, som stod og løftede, snart paa det ene Ben, snart paa det andet, men ikke kom af Flekken. „Hvad bestiller du, min Mand?“ spurgte Gutten. „Hele min Livstid har jeg prøvet paa at gjøre et Skridt, men endnu har jeg ikke gjort et eneste et!“ „Kom ind i mit Skib, skal du faa Fart!“ sagde Gutten. Nu havde han tre Mand. Saa drog han videre og saa En, som “ stod og sigtede, uden dog at skyde. „Hvad bestiller du, min Mand?“ spurgte Gutten. Hele min Livstid har jeg sigtet, men endnu bar jeg ikke faaet det til at gaa af!“ „Kom ind i mit Skib, skal det gaa løst!“ sagde Gutten. Manden saa gjorde, og nu havde Gutten Mandskab nok. Saa drog ban videre og naaede frem til Kongens Dør til om Morgenen og gik til Kongen.

„Naa,“ sagde Kongen, „er Skibet færdigt?“ „Færdigt!“ sagde Gutten. Kongen ud for at se after, og færdigt stod Skibet udenfor Døren. „Faar jeg nu Datter din?“ spurgte Gutten. „Endnu ikke!“ svarede Kongen. „Hvad staar nu paa?“ spurgte Gutten. „Dersom du i Nat kan hente et Guldbæger fra Kongen, min Nabo, og bringe det hid paa mit Bord til imorgen, skal du faa min Datter!“ „Det kan jeg ikke gjøre," sagde Gutten, „det er umuligt; hvorledes skulde jeg paa en Nat kunne naa did og atter komme hid igjen til imorgen tidlig?“ „Ja, se du dertil!“ sagde Kongen. „Faar prøve alligevel da!“ sagde Gutten. Gutten kaldte paa Storskridteren og sagde til ham: „Naa, du Storskræver, har du aldrig i dit Liv før faaet gjøre et Skridt, saa skal du faa det nu! Skridt nu i Vei til Nabokongen! Hent bans Guldbæger og bring det hid til imorgen tidlig!“ Han i Vei. Da Morgenen begyndte at gry, var Storskridteren endnu ikke kommen. „Skyd nu, du Storskytter, i Fodbladet paa Storskridteren,“ sagde Gutten, „at han kan rappe paa sig!“ Storskridteren havde truffet en Jomfru paa Veien og dvælede hos hende. Men, da Skytteren skjød, kom ban igjen ihu sit Ærinde, skridtede i Vei og naaede frem med Guldbægeret, endnu førend det blev rigtigt lys Morgen. Gutten bragte det til Kongen og satte det paa Bordet. „Naa, faar jeg nu Datter din?“ „Ja, nu faar du faa hende da!“ svarede Kongen. Saaholdt de Bryllup, og saa gik jeg min Vei.