Lappiske Eventyr og Folkesagn/Jætten og Veslegutten
(Fra Hammerfest.)
En liden Gut gjætede Sauerne. Saa kom der en Jætte og vilde have ham til sin Dreng. Gutten lovede det. „Naar du har drevet Sauerne hjem, skal du finde mig her!“ sagde Jætten. Da Gutten havde drevet Sauerne hjem og kom tilbage, fandt han ganske rigtigt Jætten der, og saa droge de afsted til Jættens Hjem. Paa Veien kom Jætten ihu, at han burde tage med sig lidt Tørved til at koge Kveldsmaden med. Saa fandt de en Birk.
„Denne tænker jeg, vi tager!“ mente Jætten.
„Den er noget liden den!“ mente Gutten. Saa gik de et lidet Stykke videre og fandt en Eg, som Vinden bavde blæst overende.
„Denne tænker jeg, vi tager!“ sagde Gutten.
„Den er noget stor den!" mente Jætten.
„Aa, bær du i Toppen, saa skal jeg selv bære Rodenden!“ sagde Gutten og gav sig til at tælje paa et Par lange, spidse Træpinder.
„Hvad vil du med Pinderne?“ spurgte Jætten.
„Stikke dem i Øinene paa dig, dersom du ser dig tilbage!“ sagde Gutten. Da Jætten tog i Topenden og begyndte at drage, satte Gutten sig paa Rodenden. Jætten vovede ikke at se sig tilbage. Da de vare komne et Stykke frem, siger Jætten: „Aa, haa, det var tungt!“ „Aa, Stakkar,“ sagde Gutten, „jeg er ikke det mindste træt jeg.“ Saa drog de videre, og, da de begyndte at nærme sig til Stedet, hvor Jætten boede, siger Gutten til Jætten: „Du skal ikke kaste Træet i Marken, førend jeg siger dig til, saa skal vi kaste det paa en Gang!" Da de kom frem, kastede Jætten Træet af Skulderen, stønnede og sagde: „Aa,haa, det var tungt!“ Da de skulde gaa ind i Stuen, sagde Jætten til Gutten:
„Nu vil jeg sige dig en Ting, min Gut, og det er, at du aldrig maa gaa hen i Svalen der og heller ikke hen i den Skjaaen der!“
Men Jætten var ikke før kommen ind i Stuen, før Gutten løb hen i Svalen, og i Svalen var der en Hest. Saa siger Hesten: „Ved du, hvad Husbond giver dig til Arbeide imorgen?“ „Nei, det ved jeg ikke!“ svarede Gutten. „Han befaler dig at sætte ud Baaden, Og da skal du sige: „Dersom jeg skal sætte ud Baaden, Saa tager jeg vist saa haardt i den, at Alting gaar i Knas.“ Saa blev det Morgen. Jætten satte sig til at spise Frokost og sagde til Gutten: „Gaa og sæt ud Baaden!"
„Skal jeg sætte ud Baaden din,“ sagde Gutten, „saa gaar det nok i Knas altsammen!“
„Aa, jeg skal sætte den ud selv!" sagde Jætten. Saa satte han ud Baaden, og saa skulde de da ro ud paa Fjorden for at fiske. „Sæt dig nu til at ro!“ sagde Jætten.
„Skal jeg til at ro," sagde Gutten, „saa gaar nok snart Aarene dine i Knas!“ Aarene vare af Jern. „Aa, jeg skal ro selv!“
Saa roede de et lidet Stykke, saa siger Jætten:
„Her er mit Hyse-Med!“
„Tvi,“ sagde Gutten, „har du ikke likere Med end det?“ Saa roede de igjen et lidet Stykke, saa siger Jætten:
„Her er mit Torske-Med!“
„Tvi,“ sagde Gutten.igjen, „har du ikke likere Med end det?“ Saa roede de igjen et lidet Stykke, saa siger Jætten:
„Her er mit Hval-Med, sæt dig nu til at fiske!“ Gutten tog Fiskegreierne og begyndte at se paa dem. „Hvorfor glaner du saa paa Redskaben min?“ spurgte Jætten.
„Saa dette er Redskaben din!“ sagde Gutten, „skal jeg til at fiske med slige Greier, saa gaar det nok i Filler altsammen!“
„Aa, jeg skal fiske selv!“ sagde Jætten. Saa begyndte han at fiske, og saa fik han Tvebedt og drog to Hvalfiske op med en Gang. Med dem roede de til Stranden, og, da de kom til Stranden, tog Jætten en Hvalfisk i hver Haand, bandt dem sammen ved Halerne og hængte dem op paa Fiskehjellen til Tørring.
„Gaa og gjør op Ild!“ siger Jætten til Gutten.
„Skal jeg blæse op Ild,“ svarede Gutten, „saa kommer jeg til at blæse Taget af Huset dit.“
„Aa, jeg skal selv gjøre op Ild,“ siger Jætten. Men, da Jætten begyndte at blæse op Ild, føg Gutten som en Fjær op under Taget og drev baade hid og did, alt eftersom Jætten pustede paa Ilden. Jætten skjelede efter Gutten, som for omkring oppe under Taget.
„Hvad bestiller du deroppe, Gut?“ spurgte Jætten, „Aa, jeg røsker Næver til Ilden vor!“ svarede Gutten og drattede ned igjen.
„Jeg mener Gutten er slig, at han kan flyve ogsaa!“ sagde Jætten ved sig selv. Saa kogte de Middagsmad, og, da de havde kogt og spist, lagde Jætten sig til at sove paa Maden. Men Gutten sprang ud i Svalen til Hesten.
„Gaa nu hen i Skjaaen,“ sagde Hesten, „og slaa ihjel Koen og skjær Hjertet tværs over, i to Stykker, for, ser du, Jættens Liv er skjult i Koens Hjerte. Naar du det har gjort, skal du gaa ind igjen og seefter, om Jætten er begyndt at blive klein af sig. Saa gaar du igjen hen i Skjaaen, og saa skal du tage og hakke Hjertet i smaa, smaa Stykker. Naar du det har gjort, skal du gaa ind igjen og tage hans Bøsse, hans Sværd, som hænger paa Væggen, samt et Stykke Svovl, Flint og en Kam, og saa skal du komme hid til mig og slippe mig løs; saa reise vi vor Vei.“ Alt, hvad Hesten sagde, det gjorde Gutten, og da han gik ind for at se efter, hvordan det var med Jætten, saa laa Jætten overende midt paa Gulvet. Død var han i samme Øieblik, som Gutten huggede Koens Hjerte i Stykker. Saa tog han Bøssen, Sværdet, et Stykke Svovl, en Flint og en Kam og gik til Hesten. Saa løste han Hesten, satte sig paa Hestens Ryg, og saa bar det afsted. Da de havde reist baade langt og længe, næsten en hel Dagsreise, begyndte Jætten at komme tillive igjen, og da han mærkede, at Hesten var forsvunden og Gutten med, saa satte han afsted efter dem. Saa siger Hesten til Veslegutten:
„Gulakgo, oainakgo maidege?“ Hører du, eller ser du Nogenting?
„Im gula, imge oaine maidegel" Jeg hverken hører eller ser Nogenting! svarede Gutten. Saa reiste de igjen et godt Stykke Vei. Atter spørger Hesten:
„Hører du, eller ser du Nogenting?“
„Jeg hører ligesom et Vindstød fare hen under Himmelen!“ svarede Gutten.
„Saa er Jætten efter os!“ sagde Hesten, „kast Svovlstykket bag dig og ønsk, at deraf maa blive en slig Indsø, at Jætten hverken kan komme over den eller forbi den!“ Gutten saa gjorde, og strax var der en stor Indsø bag dem. Da Jætten kom til Indsøen, ønskede ban:
„Gid min store Øse var her, saa skulde jeg drikke op dette som Ingenting!“ Saa vendte han tilbage for at hente Storøsen sin, og da han igjen kom til Indsøen, drak han op Altsammen. Saa siger han til Øsen sin:
„Lig nu du her, til jeg kommer tilbage igjen!“ I det Samme kom der flyvende en liden Fugl og siger:
„Bi, bi, dersom du lægger Øsen din igjen her, saa tager jeg og hakker den i Stykker og bærer den tilskovs!“
„Aa, din lille Fillefugl,“ sagde Jætten, „dersom jeg fik fat i dig, skulde jeg hugge Hovedet af dig; før skal jeg bære Øsen min hjem igjen, før jeg skal unde dig den!“ Saa bar han Øsen sin hjem igjen og lagde paany i Vei.
„Hører du, eller ser du Nogenting?“ spørger Hesten Veslegutten.
„Jeg hverken hører eller ser Nogenting!“ svarede Gutten. Saa reiste de et Stykke igjen, med Et spørger Hesten igjen:
„Hører du Nogenting, eller ser du Nogenting?“ „Jeg hører ligesom en Sus under Himmelen!“ siger Gutten. „Saa er Jætten efter os igjen! Kast Flinten bag dig og ønsk, at den maa blive til et sligt Fjeld, at Jætten hverken kan slippe over eller omkring!“ Da Jætten kom til Fjeldet, ønskede han:
„Gid min store Naver var her, saa skulde jeg bore Hul igjennem Fjeldet som ingenting!“ Saa reiste han tilbage efter Naveren sin, og da han igjen kom til Fjeldet, borede han saa stort Hul, at han slap igjennem. Saa siger han til Naveren sin:
„Bliv nu du her, til jeg kommer tilbage igjen!" I det Samme kommer der flyvende en liden Spurv og siger: „Bi, bi, dersom du lægger Naveren din igjen her, saa tager jeg den og bærer den tilskovs!“
„Aa, din lille Fillefugl! Før skal jeg bære Naveren min tilbage igjen, før jeg skal unde dig den!“ Saa bar han Naveren sin tilbage og lagde i Vei igjen.
„Hører du, eller ser du Nogenting?“ spørger Hesten Veslegutten.
„Jeg hverken hører eller ser Nogenting!“ Saa teiste de videre en Stund. Atter spørger Hesten: „Hører du, eller ser du Nogenting?“ „Jeg hører ligesom en Dur under Himmelen!"
„Saa er Jætten efter os, og sint er ban,“ siger Hesten, „kast Kammen bag dig og ønsk, at den maa blive til en slig Skov, at Jætten hverken kan komme igjennem den eller omkring den!“ Da Jætten kom til Skoven, ønskede ban:
„Gid min store Øxe var her, saa skulde jeg hugge hele Skoven ned som Ingenting!“ Saa drog han tilbage efter Øxen, og da han kom til Skoven, huggede han en Aabning saavidt, at han slap igjennem. Saa siger han til Øxen sin:
„Bliv nu du her, til jeg vender tilbage igjen!" I det Samme kom en liden Fugl og siger: „Bi, bi, dersom du lægger den igjen her, saa tager jeg den og bærer den tilskovs!“ „Aa, du din Fille-Fante-Fugl,“ siger Jætten, „før jeg skal unde dig den, før skal jeg bære den tilbage igjen!“ Saa maatte han hjem igjen med Øxen, og saa lagde han i Vei tredie Gang. Nu havde Hesten og Gutten faaet et langt Forsprang. Men saa var der etsteds paa Veien en dyb og bred Fjeldkløft, og over Fjeldkløften var der en Klop. Naar Gutten og Hesten bare kunde naa did og slippe vel derover, saa vilde de være frelste. Endelig nærmede de sig Stedet, men Jætten var heller ikke langt borte, og da han fik se, at de nærmede sig Fjeldkløften, saa lagde han slig i Vei for at naa dem, at han rendte den ene Armen tværs af mod en Stubbe. I det Samme sprang Hesten ud paa Kloppen, men Jætten var heller ikke sen, han greb Hesten i Halen og skreg:
„Aa, dersom jeg havde begge mine Hænder, skulde jeg holde dig som Ingenting!“ I det Samme gik Hestens Hale tværs af, og Jætten stupte saa hvast bagover, at han slog Nakken sin iknas imod Klippen. Død var han paa Flekken. Saa var de da slupne vel fra den Fare. Saa siger Hesten til Veslegutten:
„Nu kommer vi til en Kobberskov, og nu maa du love mig, at du ikke brækker nogen Gren af i Skoven. Dersom du brækker af den mindste Gren, saa kommer vi i stor Fare!“ Gutten lovede det. Saa reiste de igjennem Kobberskoven, men, netop som de kom forbi det sidste Træ i Skoven, kom Gutten til at brække en Gren af Træet. Saa kom der farende en Jætte, som eiede Skoven. Kobberharnisk havde han paa Kroppen og Kobberhjelm paa Hovedet.
„Hvem er det, som drager igjennem min Skov og brækker istykket min Træer?“ skreg Jætten, saa fælt, at det grøssede i Gutten.
„Aa, det er nok os det!“ sagde Gutten, „hvad vil du os?“
„Jo, du skal snart faa se, hvad jeg vil Eder!“ skreg Jætten og for paa Hesten. Men Hesten slog saa fra sig, at Jætten snart maatte bide i Græsset. Saa tog de hans Kobberharnisk og Kobberhjelm med sig og drog videre.
„Nu kommer vi til en Sølvskov,“ siger Hesten, „og dersom du brækker nogen Gren af i Skoven, saa kommer vi i stor Fare igjen!“ Gutten lovede, at han ikke skulde brække den mindste Gren. Saa drog de igjennem Skoven, men, netop som de kom forbi det sidste Træ, brækkede Gutten af en Gren. Strax kom Jætten farende, som eiede Skoven. Sølvharnisk havde han paa Kroppen og Sølvhjelm paa Hovedet.
„Hvem er det, som drager igjennem min Skov og brækker af mine Træer?“ skreg Jætten.
„Aa, det er nok os det!" sagde Gutten, „hvad vil du os?“
„Du skal faa se, hvad jeg vil Eder!“ sagde Jætten og sprang paa Hesten. Men Hesten blev ogsaa den Gang Seirherre. Han dræbte Jætten, og saa tog de Sølvharnisken og Sølvhjelmen med sig og drog videre.
„Nu kommer vi til en Guldskov,“ siger Hesten igjen, „og dersom du brækker af den allermindste Gren, saa bringer du os i den største Nød og Livsfare!“ Gutten lovede ikke at brække af den aller mindste Gren. Saa drog de gjennem Skoven, men det gik som før, netop som de kom forbi det allersidste Træ i Skoven, saa brækkede Gutten af en Gren. Strax kom Jætten, som eiede Guldskoven. Guldharnisk havde han paa Kroppen og Guldhjelm paa Hovedet. „Hvem er det, som drager igjennem min Guldskov og brækker istykker mine Guldtræer?“ skreg Jætten.
„Aa, det er nok os det!“ sagde Gutten, „hvad vil du os?“
„Du skal strax faa se, hvad jeg vil Eder!“ sagde Jætten og begyndte at kjæmpe med Hesten. Det var ikke mere end netop saavidt, at Hesten kunde staa sig mod Jætten, men endelig blev han dog Seirherre og dræbte ham, og saa tog de Guldharnisken og Guldhjelmen med sig og drog videre. Saa var de da slupne vel fra den Fare ogsaa, og, da de saa havde reist en Stund, kom de til Kongsgaarden.
„Nu kan du lade mig staa igjen her udenfor,“ sagde Hesten, „og selv kan du gaa ind i Kongsgaarden, men glem mig ikke!“ Gutten gjorde, som Hesten sagde, og, da han kom ind i Kongsgaarden, sagde han:
„Buorre bæive!“ God Dag!
„Ibmel addi!“ Gud give det! svarede Kongen, som man pleier at svare. Gutten tog ikke Hatten af sig.
„Hvorfor staar du med Hatten paa?“ spurgte Kongen.
„Ruobas læ oaivve!“ Jeg bar Skurv paa Hovedet! sagde Gutten, han vilde ikke vise frem Guldhjelmen sin. Da Kongen hørte det, fik Gutten Lov til at beholde Hatten paa. Saa forløb den Dag, og det blev Morgen næste Dag. Kongen satte Gutten til at hugge Ved i Kongsgaarden. Men Kongen havde tre Døttre, og den yngste var den vakreste. Medens Gutten holdt paa at hugge Ved, sad Kongsdatteren i Vinduet og saa ud. Bedst som det var, kløede Gutten sig i Hovedet og lettede derved lidt paa Hatten, saaledes at den yngste Kongsdatter fik se et Glimt af Guldhjelmen. I det Samme vendte bun sig mod sine to Søstre og siger: „Jeg gad vide, om ikke Far snart vil udse os Kjærester?“ Kongen, som hørte dette, mente: „Ješ diettebaette!“ Det maa I selv om!
„Ja, ja,“ mente den yngste, „naar saa er, saa tager jeg Gutten der, som kom igaar!“
„Aa, hvad vil du med den Skurveskolten da?“ sagde Kongen.
„Han er god nok til mig!“ mente Datteren. De to andre tog hver sin høifornemme og fine Herre. Næste Dag sendte Kongen sine tilkommende Svigersønner ud paa Jagt. De to fornemme Herrer gav han hver sin udmaerkede Hagelbøsse med tillaans, men Gutten gav han en gammel, rusten Hagelbøsse, hvormed han ikke kunde gjøre Nogenting. Saa drog de tilfjelds, men først gik Gutten til Hesten. Der tog han sin egen Hagelbøsse, som han havde taget med fra Jættegaarden, og saa strøg han afsted efter de Andre. Gutten skjød to Tylvter Ryper; men de to Andre skjød ikke en eneste en. Paa Tilbageveien traf de sammen igjen alle Tre, og nu fik de fornemme Svigersønner se, at Gutten havde skudt to Tylvter Ryper, medens de selv ikke bavde faaet en eneste. Saa begyndte de at ville kjøbe af ham. Gutten var ikke uvillig til at sælge, men i Betaling vilde han have de Foræringer, som de bavde faaet af sine Kjærester; paa andre Betingelser vilde han ikke sælge. Saa maatte de da give ham disse og fik derfor hver sin Tylvt Fugl. Denned drog de vel tilfredse hjemover, og Gutten stod tomhændt igjen. Paa Veien skjød han en Katugle, og med den kom han dragende. Da Kongen og Prinsesserne saa dem komme, siger Kongen til den yngste Datter sin:
„Hvad vil du med den der Fantegutten? Ser du ikke, hvor flinke de to Andre har været, og han, han har bare skudt en Katugle!“
„Aa, han er god nok til mig!“ mente alligevel Datteren. Saa begyndte de da at holde Gjaestebud med Drik og Dans og Spil, og Gutten tænkte ikke mere paa Hesten. Hesten havde ban rent glemt. Hesten vrinskede en Gang, men Gutten hørte det ikke. Hesten vrinskede anden Gang, men heller ikke det hørte Gutten. Saa vrinskede den tredie Gang. Nu hørte Gutten det og sprang strax ud til Hesten.
„Hug nu Hovedet af mig!“ sagde Hesten.
„Hugge Hovedet af dig?“ udbrød Gutten forfærdet; „skulde jeg hugge Hovedet af dig, du, som har vist mig saa mange og store Tjenester!“
„Hugger ikke du Hovedet af mig, saa bider jeg Hovedet af dig!“ sagde Hesten. Saa tog da Gutten Jættesvserdet og huggede Hovedet af Hesten, og af Hesten blev der en deilig, ung Prins, og det var Kongens egen Søn, som var bortrøvet af Jætten. Saa tog Gutten paa sig sine Guldklæder, og saa gik de begge To ind igjen. Saa blev der Glæde over al Glæde, og saa først begyndte de at ture Bryllup rigtig tilgavns.