Landkrigen i Norge 1808/5
Vi vende os nu til den 1ste svenske Brigades høire Fløi, der under Oberst Gahn var rykket ind i Østerdalen, og hvorom vi før have talt.
Ifølge den ham meddelte Befaling rykkede Gahn med 2den Bataillon af Daleregimentet, hvis Styrke han angav til 480 Mand, 24 April om Aftenen fra Midskogen tæt ved den norske Grændse, efterladende der Major Söderhjelm forat bevogte de derværende Magaziner. Ad en meget besværlig Vei, da Sneen allerede begyndte at opløses, ankom Gahn i Dagbrækningen til den første norske Feltvagt under Lieut. Westby, en ung rask Mand, der vel trak sig tilbage, men strax meldte Fiendens Angreb til Brigadens Hovedkvarter Bjørneby, der ligger N. for Aasnes Kirke. Staffeldt, som her førte Commandoen, lod da strax slaas Allarm, hvorefter Tropperne, som laae i Nærheden og langs Flisen-Elv, samledes. Det sterke Pas Trangen, som dannes af 2 steile 20–30 Alen høie og næsten utilgjængelige Klipper, blev strax besat med 1 Division af 2det throndhjemske Regiments Grenadeerer under Capt. Nægler[1].
Med Resten af sin Afdeling rykkede Staffeldt frem langs Flisen-Elvs høire Bred til Nyen, hvor 840 Mand bleve samlede.
Fra en dækket høitliggende Position paa Nyen bemærkede man, hvorledes de Svenske rolige og ubekymrede droge frem langs Flisen-Elv, der ligesom de omliggende Vande endnu var tilfrossen, men paa dens modsatte Bred. I Nyen blev der strax holdt Krigsraad, Staffeldt raadede, at Colonnen skulde gaae samme Vei tilbage som den var kommen, men Majorerne Stabell og Ræder foresloge derimod at gaae over Flisen-Elv og falde Fienden i Ryggen. Denne Mening seirede. Staffeldt forblev med en Escorte af 30 Jægere paa Nyen og gik senere tilbage langs Veien paa Elvens høire Bred, hvorfra han bedre kunde oversee det Hele, men deltog ikke i Fegtningen, der lededes af Majorene Stabell og Ræder.
De muntre og kamplystne norske Krigere gik ubemærkede over Flisen-Elv, angrebe pludselig den svenske lille Arrieregarde og kastede den tilbage paa Hovedcorpset, som mellem Kjeldaasen og Butteraasen blev indviklet i Kamp. Da den tappre Nægler derved blev uvirksom i sin faste Stilling, kunde han ei see sine Vaabenfæller kjæmpe uden at understøtte dem, hvorfor han rykkede ud, og angreb Fienden fra den modsatte Side, ligesom Capt. Arentzen[2], der anførte det hofske Skiløbercompagni, da han hørte Skuddene, ilede til fra den høire Flodbred og angreb de Svenske fra den nordre Side. Disse bleve nu næsten ganske indesluttede, men forsvarede sig med udmærket Tapperhed, stormede flere Gange under Hurra med feldte Bajonetter for at bane sig en Gjennemgang, men bleve hvergang kastede tilbage, hvorved den modige Capt. Dreyer faldt dødelig saaret, gjennemboret af 7 Kugler. Efter Times haardnakket Kamp maatte Gahn endelig overgive sig, efterat han havde bortskudt næsten alle sine Patroner. Da de Norske ei hørte eller forstode den slaaede Chamade, bleve de Svenske fangne, Mand for Mand, og Obersten fandt man tilsidst liggende i en svensk Langslæde paa en Sidevei inde i Skoven noget fra Valpladsen, hvorhen han havde ladet sig kjøre i det Haab, at kunne blive ubemærket og saa undgaae Fangenskab.
Efter Affairen sendtes Capt. Nægler med sin Grenadeerdivision strax til Midskogen, hvor han tvang Major Söderhjelm at overgive sig med 50 Mand, 2 Kanoner og et lidet Forraad af Levnetsmidler og Militair-Effecter. Ved denne Fegtning udmærkede sig især det leirdalske Compagni, som „formedelst sin Raskhed og Kjækhed“ blev anbefalet til Kongens Opmærksomhed. Ifølge heraf tilkjendegaves Compagniet Hans Majestets Bifald med Løfte om en Belønning, som det maatte udbede sig. Alle som Een forlangte nu ingen anden Belønning, end at 4 af deres Kammerater, som sade fængslede paa Bergenhus i Anledning af Urolighederne i Leirdal 1799–1802, maatte vorde frigivne. (Om disse Uroligheder see Morgenbl. 1843 Nr. 48).
Levningerne af Gahns Corps, som bestod af lidt over 100 Mand, samledes senere af Capt. Knorring og førtes tilbage til Sverige.
De Svenskes Tab bestod i 25 Døde og 11 Officierer[3] samt 430 Menige, (hvoraf mange vare saarede), der bleve fangne.
De Svenske erklærede selv, at Nordmændene i Slaget kjæmpede „som Vilde,“ men de maatte ogsaa rose deres Gjestfrihed mod de fangne Fiender; thi da de svenske fangne Officierer bleve førte til Bjørneby og der indkvarterede, overlode de norske Officierer de fangne svenske Officierer deres Senge og toge selv Leie paa Straa. „Saaledes siger Ræder, der fortæller dette Træk, førtes Krigen i disse Egne med stor Alvor og Tapperhed i Kampen, men med ligesaa megen gjensidig Velvillie, Opmærksomhed og nordisk Gjestfrihed, naar den var til Ende[4].
Staffeldt roser i sin Rapport til Prindsen meget alle sine Undergivne og nævner Officiererne paa følgende Maade:
„Ved Dagens Affaire har i Besynderlighed udmærket sig Capt. Arentzen, for hvem jeg underdanig tør udbede mig en naadig Belønning. Dernæst kan jeg ikke noksom rose Hr. Major Stabell, hvis Nidkjærhed og Iver har bidraget meget til Dagens heldige Udfald. Fremdeles har Capt. Nægler af 2det throndhjemske Inf. Reg. udmærket sig, og jeg vilde være uskjønsom, dersom jeg ikke anbefalede det hele Officierscorps, hvorunder især Major Ræder af 2det throndhjemske Inf. Reg., der med megen Uforsagthed førte Tropperne i Ilden. Commandøren for den throndhjemske Skarpskytter-Division, Capt. Sigholdts raske Fremrykning bør jeg fremdeles ikke lade være ubemærket[5].
Da Kong Frederik havde modtaget Rapporterne fra Norge om Krigens heldige Førelse, lod han ved Parolen 5te Mai bekjendtgjøre[6].
„Vi have med særdeles Tilfredshed modtaget Rapporter fra Norge, som give os et nyt Bevis paa de Norskes Mod og Uforsagthed. Dette maa tjene til Opmuntring at efterligne disse kjække Vaabenbrødre. Til den Ende oplæses denne Rapport for samtlige Under-Officierer og Soldater.“
Efterat have efterladt Staffeldt, til hvis Dygtighed Prindsen havde megen Tillid, ved Kongsvinger forat have Øie med de Svenske i Lier og understøtte Fæstningen, førte han Resten af den norske Hær ned mod Rakkestad for, efter Omstændighederne, at fordrive Fienden fra den sydlige Kant af Landet. Forat besørge Forbindelsen med Staffeldt lod han 3 Batailloner, 6 lette Infanteri og Skiløbercompagnier, 1 Batteri og 2 Compagnier Dragoner, blive staaende i Høland under Oberst Lowzow. Min Stilling, yttrer Prindsen i sin Rapport fra Blakier af 1 Mai, er vanskelig. Mangel paa Proviant, Fourage, Heste, ufremkommelige Veie, Isgang i Glommen og Mangel paa flere væsentlige Ting paalægger mig Lænker og sætter mig i yderlig Forlegenhed. En Del af Høland, Rødenes, Marker er aldeles ruineret og kan ei undgaae Hungersnød. Aldeles isoleret med 7 à 8000 Mand, Besætningen uberegnet, udsat for Angreb paa en Grændse fra Elverum til Christianssand, ei mobil efter Ønske paa de anførte Grunde efter den af Fienden valgte Methode, Grændseprovindserne i begge Riger aldeles blottet for Alt, Heste, Proviant og Fourage og endelig ei istand til at erholde bestemte og sikkre Efterretninger, finder jeg mig i den yderste Forlegenhed, og hjelper vore Allierede os ei snart, da maa jeg ansee os fortabte. Landet er ruineret, i det mindste Grændse Amterne. Denne vores Stilling maa jeg anbefale Deres Majestets allernaadigste Opmærksomhed med et bekymret Hjerte. Vores Folk slaaer sig brav, men med et saa lidet Corps kan man ei forsvare Grændsen uden at være mobil. Maatte en meer indsigts- og talentfuld Mand staae i mit Sted! Paa god Villie skal det imidlertid ei feile.“ Ved samme Leilighed søgte han om Tilladelse til at maatte udvexle Fanger, hvis Antal nu beløb sig til 500 for derved at spare deres Underholdning, hvilket Kongen dog (24 Mai) hel uklogt afslog. Derimod udnævnte han 15 Mai 1808 Prinds Christian August til Generallieutenant dog uden Præjudice for hans 3 ældre Formænd.
- ↑ Elias Nægler født 1765, † i Throndhjem som Oberstlieut., R. af D. og S. O.
- ↑ Svend Arentzen født 1767 † i Soløer 1843 som Oberstlieut. R. af D. og S. O.
- ↑ Blandt dem Captainerne Godee, Eggers, Fahnehjelm og Adjutanterne Ahlstad og Engström.
- ↑ Gahn siger og i sin Rapport: „Sluteligen får jag den ären nämna det jag med min trouppe blifvet på det hederligsta och bästa sätt bemött, så väl af fiendlige befälet som dess manskap.“ Gahn kom med flere af sine Officierer til Drammen, hvor hans Søster, Enke efter Amtmand Hofgaard, boede. I 1825 døde Gen.major Gahn af Colquhoun.
- ↑ Stabell født 1763, blev Major 1807, R. af D. 1808, Medlem af Rigsforsamlingen paa Eidsvold 1814, fegtede mod de Svenske 1814, døde som høistcom. General over den norske Hær 1836.
- ↑ Staffoldts og Gahns Rapporter findes i Aalls Erind. Bilag 26. Jfr. Budstikken 1808 Nr. 7–8. Om Kampen ved Trangen findes udførlig Beretning med Kort hos Ræder II, 484–490. En velskreven Skitse af samme har Anthon Bang leveret i sine Fortællinger for Folket, 2den Række, Kap. 7 „Den gamle Soldat.“
