Landkrigen i Norge 1808/4

Andreas Faye

Landkrigen i Norge 1808

Carl C. Werner & Comp., 1861 (s. 20-26).

IV. 2den svenske Brigade rykker ind i Rødenes, (Træfning ved Lund). 1ste Brigade stormer Lier.

Imidlertid var 3die svenske Brigade under Cederström. allerede 15 April gaaet over Grændsen og udbredte sig over Rødenes og Aremark, hvor de Norske under Major Coucheron og Oberst Michelet maatte vige for Overmagten og trak sig tilbage til Mysen i Eidsberg. De Svenske rykkede nu frem og besatte blandt andet Passet ved Lund. Dette angreb Capt. Zarbell den 20de og forjog den svenske Postering under Lieut. Anderson. Siden afslog han et Angreb af Anderson, der maatte vige med Tab af 2 Døde og 21 Saarede, blandt hvilke Fredrik Baron M. v. Würtemberg. „Capt. Zarbells tappre Forhold ved Lund fortjener megen Ros“ siger Ræder, hvilket maa glæde os, da hans Tapperhed ei altid roses i Traditionerne fra hine Tider, hvorimod hans Lieutenant ved denne Leilighed tillægges Berømmelsen for det gode Udfald. Ved det tappre Forsvar af Stillingen ved Lund hindredes de Svenske i at falde Prindsen i Ryggen.

Heyerdahl, der havde et lignende Hverv, nemlig at forsvare Stillingen ved Hemnes N. V. for Lund, trak sig derimod „af overdreven Forsigtighed“ tilbage til Fetsund og lod Passet ved Hemnes aabent. Dette var maaske Aarsagen til, at Zarbells Division efter Seiren ved Lund gik tilbage til Hemnes og saaledes lod Passet ved Lund aabent, hvorved Prindsens Communicationslinie let kunde afbrydes. Til Held for de Norske benyttede Cederström ei disse Feilgreb, da han ei rykkede videre frem, men derimod i Overensstemmelse med Kongens Befaling benyttede Tiden til at befæste sin Stilling, i hvilken Anledning Ingeniørmajor Wiinblad bl. A. anlagde nogle Forskansninger paa Høiderne ved Opsal.

---

Mere Virksomhed havde 1ste Brigade under Leionstedt udvist. 15 April om E. M. var den gaaet over den norske Grændse ved Magnor forat bemægtige sig Fæstningen Kongsvinger, som forsvaredes af Brigaden de Seue, der var 1200 Mand stærk^[1]. De trange Pas ved Kongethorp og Aabogen, der findes paa denne Vei, vare besatte af Grenadeerbataillonen Müller^[2] forsynet med fornødent Artilleri; men da disse bleve omgaaede, maatte de Norske vige for Major Cederströms og Capt. Liljeströms forenede Angreb tilbage til den ved Natur og Kunst stærke Stilling ved Gaarden Lier $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Mil S. O. for Kongsvinger. Her stod imidlertid kun en Infanteribat. under Major Kreutz, 2 Grenadeerdivis. under Captainerne F. Grüner^[3] og E. Sadolin^[4], nogle Landeværnstropper samt $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ trepundigt Batteri og 4 Amusetter under Commando af Art. lieut. Christopher Pretzier Meidell^[5] tils. henved 900 Mand, anførte af den kyndige og tappre, men 65 aarige Major Kreutz.

Resten af Brigaden stod som Reserve ved Foden af Kongsvinger under Anførsel af Major Müller og de Seue selv. Ved Pladsen Rastad omtrent halvveis mellem Kongsvinger og Lier stod som Reserve Batteriet Autze. Den 17 om M. viste de Svenske sig allerede forat undersøge Egnen, hvorved en liden Fegtning uden Følger fandt Sted. 18 April Kl. $\scriptstyle 11{\frac {1}{2}}$ M. rykkede derimod de Svenske mandstærke frem, forsynede med Artilleri og Cavalleri. Deres Plan var, at samtidig med et Hovedangreb paa Flanken skulde Major Carl Cederström og Capt. Liljeström omgaae venstre Flanke og Capt. Matern høire Flanke imod Fuskersøen, der ligger paa høire Side af Lierpositionen. Kl. henved 11 om M. begyndte Angrebet paa Fronten, ledet af den commanderende General, den tappre Armfelt personlig, i det Uplands Bataillonen under den kjække Major Hård, understøttet af et Detachement af Nerike og Vermelands Reg. under Lieut. Heland rykkede frem paa Hovedlandeveien, som fører fra Lierdalen til den norske Stillings venstre Fløi; men da de kom saa langt frem, at de kunde bestryges af de norske Kanoner, modtog Meidell dem med en saa morderisk Kugleregn, at de Svenske tabte mange Folk og kastede sig op ad nogle steile skovbevoxte Bakker paa venstre Side. De tappre Uplændere medførte endog 2 Kanoner og begyndte nu fra Skovens Udkanter Angrebet. Medens man her under Armfelts Ledelse kjæmpede med Mod og Udholdenhed, forsøgte Liljeström forgjeves at komme over Vasdraget mellem Lille Vingersø og Tarvensø paa Stillingens nordre Side. Matern, som rykkede frem paa høire Fløi, blev og saa varmt modtagen af Capt. Sadolins tappre Grenadeerer, at han maatte trække sig tilbage. Armfelt saa sig derved nødt til, efter en 3 Timers haard Kamp „hvor det syntes kun at være een Ild og eet Skud bestandig,“ at tænke paa Tilbagetog, men just som han var i Begreb med at udstede Befaling dertil, lykkedes det Carl Cederström at rykke frem til de Norskes venstre Flanke og gjøre alvorlige Anstalter til at passere Vasdraget mellem de nævnte Søer. Derved nødtes Major Kreutz til at trække Grenadeerdivisionen Sadolin, som havde afslaaet Materns Anfald, tilbage forat kaste den mod Cederströms og Liljeströms forenede Angreb. Sadolin ilede til det truede Punkt, men lod sig af Kamplyst forlede til den Uforsigtighed at forlade den høie Bakke, hvorpaa han var stillet, og gaae de Svenske imøde nede ved Vasdraget. Her blev han imidlertid modtaget med en saa overlegen Ild, at han maatte trække sig igjen tilbage op ad den steile Bakke, hvorved han tabte flere Folk og blandt dem „den kjække, uforsagte og tjenestivrige“ Premierlieut. Blix, som blev dødelig saaret. Da nu Matern mærkede, at ved Sadolins Bortkaldelse høire Fløi var blottet, rykkede han paa ny frem og besatte nu uden Modstand den forladte Stilling og det bagved liggende skovbevoxte Fjeld, hvorfra han kunde bestryge Landeveien, den eneste Tilbagetogslinie til Kongsvinger. Hvad som end mere forøgede de Norskes farlige Stilling var, at Artilleriet ganske og Infanteriet delvis havde henskudt sin Ammunition. Under Kampen havde Kreutz 3 Gange sendt sin Adjutant Premierlieutenant Hermanstorff til Kongsvinger med Bøn om Understøttelse og Ammunition. Han fik vel nogen Ammunition for Infanteriet, men ingen for Artilleriet. Dette kunde derfor ei bruges. Den kjække Meidell satte sig nu stille hen paa en Kanonlavet og ventede kun paa Ordre til at trække sig tilbage; thi uden Understøttelse og uden Ammunition var Stillingen ei længere holdbar. „Da vore Tropper, yttrer de Seue. i fiere Dage og Nætter ei havde været af Klæderne, foruden den øieblikkelige Afkræftelse og Tab af Døde og Saarede, som fandt Sted, Fiendens Magt desuden var for stor, Husarerne fik Plads til at hugge ind og Mørket kom paa, „saa gav jeg Kreutz Befaling til Tilbagetog til Kongsvinger,“ „for ei at exponere Batteriet forat blive taget og med det samme det hele Corps.“ Tilbagetoget blev strax iværksat. Da de Svenske erfarede denne for dem glædelige og vistnok uventede Nyhed, fornyede de strax Angrebet. Det svenske Infanteri besatte nu Forskansningerne uden Modstand, med Undtagelse af den foran venstre Fløi liggende Redoute (en firkantet lukket Forskansning). Denne blev stormet af Uplands Bataillon under Anførsel af Major Hård og Over-adjutant Capt. Baron Carl H. Anckarsvärd. For at redde det i Redouten værende Skyts, hvilket lykkedes, kjæmpede Nordmændene her til det yderste og først efter en haardnakket Modstand lykkedes det de kjække Upländer at blive Seierherrer. Efter 8 Timers haard Kamp trak de Norske sig henved Kl. 7 om Aftenen tilbage med et Tab af henved 100 Mand Døde, Saarede og Fangne. Iblandt de Døde var den kjække Premierlieut. Thomas Blix^[6] og blandt de Fangne Lieutenanterne Palludan og Fabricius. Desuden faldt en Kanon, en Krudtkjerre og en Del Geværer og Ammunition i Fiendens Hænder. Størst Tab led Sadolins Division. Den høistcommanderende Oberst de Seue roste i sin Rapport især Major Kreutz, Capt. Sadolin og Lieut. Meidell for Tapperhed og god Conduite^[7] og alle Officierer og Menige for Mod og Udholdenhed, efterat de i 3 Dage havde marcheret, fegtet og bivouaqueret i Sne og Vand uden behørig Beklædning, uden varm og tilstrækkelig Føde og Forpleining og efterat de allerede vare blevne meget medtagne i de foregaaende besværlige Forpostfegtninger. De Svenskes høistcommanderende General, Armfelt, som personlig havde deltaget i den varme Kamp, roser i sin Rapport mange Officierer, blandt hvilke Overadjutanten Carl Anckarsvärd, Major Hård, Jean Bart, Matern, Liljeström, Lieutenanterne Belfrage, Uggla o. Fl. „Cederströms Intelligence forenet med Baron Anckarsvärds og Hårds uforlignelig gode Conduite, Mod og Resolution afgjorde denne for vore Vaaben ærefulde Affaire.“

De Svenske opgive deres Tab til 5 Døde og 66 Saarede, hvoriblandt 8 Officierer. Major Hård blev haardt saaret. De Seue opgav derimod de Svenskes Tab til 200 Mand Døde og Saarede.

Oberst de Seue dadles, dels fordi han ikke personlig var tilstede og ledede Fegtningen, dels fordi han ikke med Reserverne understøttede Kreutz.

Paa Hølands Prestegaard modtog, som vi have hørt, Prindsen Rapport om Udfaldet ved Lier. Han tilskrev strax de Seue følgende Brev: „Min Hr. Oberst! ville behage at sende mig nøiagtig Rapport om Deres Stilling og Fiendens Styrke og Position, men jeg maa bede, saa hurtigt som muligt, at blive underrettet derom, helst til i Morgen Aften, da Deres Rapport maa lægges til Grund for et Udkast til en combineret Attaque, men til denne Ende maa jeg være underrettet om Deres Styrke.“

Saasnart Prindsen havde faaet Underretning om, at 2den svenske Brigade over Haneborg var gaaet tilbage, sendte han 3 Divisoner af Dittens Bataillon fra Blakier til Kongsvinger, hvor den omkom 25 April. Den 26 indtraf Prind- sen selv. Han undersøgte Forholdene, men fandt Fiendens Styrke for stor og sin for liden til at vove et Angreb, saameget mere som den bløde Sne gjorde det næsten umuligen at marchere. Jfr. hans Rapport af 1 Mai i N. Saml. 2, 165. Da Prindsen kom til Kongsvinger, modtog han de Seue med de Ord: „Hvorfor han ikke havde understøttet Major Kreutz, eller selv været paa Bataillepladsen og om han havde været bange?“ Efter nøie at have undersøgt Forholdene og vel for at statuere et Exempel, lod han ved Parolen befale: „Den af Oberst de Seue havte Brigade skal fordeles til den lowzowske og staffeldtske Brigade og Oberst de Seue begive sig til Christiania, hvor en Brigade igjen skal blive ham anvist.“

Denne vistnok haarde, men hverken ubillige eller uretfærdige Fremgangsmaade gjorde den Tid som noget Uhørt megen Opsigt. Obersten erklærede derfor ogsaa strax Prindsen, „at efter hvad der var passeret, kunde han ei længere tjene under hans Commando, og ankommen til Christiania ansøgte han 3 Mai om, at hans Forhold maatte blive undersøgt af en Overkrigscommission. Det blev afslaaet, hvorpaa han indgav Ansøgning om Afsked, som blev den 66aarige Mand bevilget med Titel af Gen.major med 1000 Rd. Pension under Navn af Vartpenge^[8].“

Ved Opløsningen af de Seues Brigade bleve de Tropper, som vare i Vinger, underlagte Staffeldt, og de, som vare i Høland og Urskog, fik Lowzow til Anfører.

1. Forfatteren af „Precis de la Campagne de Norvège l’an 1808 skriver: Si le general Armfelt avoit en une seule piece d’artillerie d’un calibre assez fort pour atteindre la plus miserable cabane a Kongsvinger & y mettre le feu, la place capituloit le 19. Le Com., qvi s’y trouvoit enivre a cette epoque, ayant dit que ni lui, ni sa garnison etoient d’humeur a se laisser griller (Ce sont ses propres termes)?!“ vist er det derimod, at Fæstningen var i slet Forfatning, om der ogsaa er nogen Overdrivelse i følgende Skildring af de Seue: „Fæstningen var, da han mod sit Ønske modtog Commandoen, næsten forsvarsløs.“ Besætningen bestod af 11 forældede Artillerister og 120 lette Infanterister, nylig udskrevne af Lægderne, ikke en Kanon til Volds, Lavetterne brøstfældige, Pallisaderne forraadnede og Alt usselt, hvilket var saa meget værre, som Vintertiden hindrede Arbeide.
2. Jan Collett Müller Oberst, † paa Ringerige 1834, 87 Aar gl.
3. Fred. Grüner, † som Oberstlieut. og R. i Christianssand 1823.
4. Emanuel Sadolin f. 1767 † i Christianssand 1837 som Gen.major R. af D. og S. O.
5. Født 1788, Officier fra 1803, Oberstlieut. 1831 † 1841 som Toldinspectur i Christianssand, R. af D. og S. O.
6. Hans Fald besang C. H. Sommer, Lærer ved Krigsskolen, i en da yndet Sang: Fredens Engel sukkende forlod Norges hidtil lykkelige Egne.
7. I sin Rapport af $\scriptstyle {\frac {10}{12}}$ 1808 anbefaler Christian August „Lieut. Meidell af Artilleriet for hans udmærkede Bravour og Conduite ved Affairen ved Lier.“
8. Han vedblev siden stedse at klage over lidt Uret og udgav efter Prindsens Død endog et Forsvarsskrift, som Prindsens Adj. Holst fra Stockholm 17 April 1812 fyldestgjørende besvarede og viste, at de Seue af Prindsen blev behandlet med al tænkelig Godhed, Skaansel og Velvillie. Just. Berg siger om de Seue: „Han var tjenestivrig i Fred, en Mand af god Villie, men indskrænket Forstand og fuld af Snak, saa dette og hans Livlighed røbede hans franske Herkomst.“ Om Kampen ved Lier see de Seues og Fleres Beretning, samt en svensk i Aalls Erind. S. 632 og hos Ræder.