Læsebog for Almueskolernes øverste Klasse af K. O. Knutzen
26. Læsebog for Almueskolernes øverste Klasse. Af K. O. Knutzen, Sognepræst for Evje Menigheder. Christiania 1853. 8. VI og 280 S. J. Chr. Abelsted. Indb. 48 ß.
Forfatteren, der allerede tidligere ikke er uden Fortjenester af vor pædagogiske Literatur, har her leveret en i Forhold til Prisen betydelig Samling af Læsestykker, beregnede paa den modnere Ungdom blandt Almuen. Bogen er deelt i 4 Afsnit 1) Læsestykker af blandet Indhold (Fabler, Fortællinger moralske og økonomiske Betragtninger o. s. v.) 2) Naturskildringer eller Blade af Naturens store Bog, 3) Christendommen og det borgerlige Samfund, 4) Livsbilleder af Menneskesamfundet paa Jorden. Nogle af disse Stykker ere laante af andre Forfattere deels med, deels uden Angivelse af Forfatternes Navne, de fleste synes at være fra Udgiverens egen Pen. Af Poesier ere kun faae; Forf. selv „skulde ønske at kunne have meddeelt flere; men deels haves heraf i vor Litteratur saare Lidet, som her kunde finde Anvendelse, deels har han frygtet for, at Arketallet skulde blive altfor stort.“
Det Sidste anseer nu Anmelderen virkelig for en Mangel ved Bogen. Og ikke alene, at egentlige Poesier ere i altfor ringe Mængde tilstede; men over den hele Bog, over Valget af Gjenstande og over den herskende Skrivemaade er udbredt en vis Tone af tør, prosaisk Forstandighed, der ialfald i mine Øine gjør Bogen mindre smagelig. Noget heraf tør maaskee tilskrives Forfatterens aandelige Eiendommelighed og hans særegne pædagogiske Retning, der især har det saakaldte praktiske Liv for Øie; Noget synes at være fælles for de fleste Bøger, der saaledes i pædagogisk Øiemed bydes især det lavere Folk. Sammenligner man nemlig de Læsebøger, der skrives for den høiere Classes Ungdom, f. Ex. Jensens Læsebog, med de der i Almindelighed ere beregnede paa Almuen, saa vil man finde, at medens de første i Regelen vælge Stykker, der i Formen saa fuldkomne som mueligt hovedsagelig skulle tjene til at nære og udvikle Følelsen og Smagen, lægge de sidste meest an paa at meddele forskjelligt Kundskabsstof samt vække og skjærpe den forstandige, praktiske Eftertanke. Medens saaledes de første helst levere et Udvalg af classiske Forfattere, hvis Frembringelser ere frie Compositioner uden praktisk begrændset Øiemed, sammenskrives de for Almuen bestemte Læsebøger for en stor Deel af Udgiverne selv i specielt pædagogisk Hensigt, i en Stiil og en Form saadan, som de selv tilfældigviis ere mægtige eller ansee for tjenlig.
Nu er der vel maaskee noget i Sagen Begrundet i denne her paapegede Forskjel. Thi dersom de høiere Stænder skulle i aandelig Henseende udmerke sig i Noget fra den lavere Almue, da skulde det vel især være i en mere dannet Smag, større Formsands og en finere Følelse, medens det for Almuesmanden især gjælder at være sund, kraftig og forstandig. Men man driver, synes mig, ofte Adskillelsen for vidt. I det Væsentlige er den isandhed humane Dannelse een, og Menneskets aandelige Behov eet og det samme; og lige saa falskt som det er, naar de høiere Stænders Ungdom opdrages til kjelne, overforfinede Æsthetikler, ligesaa falskt er det, naar man glemmer, at Almuen har Følelse og poetisk Sands, der ogsaa trænger Næring og Udvikling, om der skal blive fuldstændige Mennesker af dem. Det forekommer mig saaledes utvivlsomt at man, ogsaa i en Læsebog for Almuen, gjorde bedre i at meddele hensigtsmæssige Prøver af vor classiske Literatur til Gemyttets Opvarmelse og Smagens Forædling, end i blot at opvarte med Frihaands-Foredrag af egen Fabrik over Hesten Hunden, Ildens Misbrug, Skindødes Gjenoplivelse, Harald Haarfagre Chemiens Nytte, Napoleon og Nebukadnezar &c. &c. Ved den sidste Maneer, hvor Hensyn til Stoffet skal være det Overveiende, er der ogsaa den Ulempe, at man kommer ind i den løse, ubegrændsede Mangfoldighed og saaledes, maaskee mod sin Vilje, bidrager til at gjøre Discipelen til en bedrøvelig Mangtvider (Polyhistor), der dog Ingenting veed tilgavns. Denne sammenrapsede „Oplysning,“ som nuomstunder baade af Høie og Lave gjøres altfor meget Væsen af, er farligere, end man let indbilder sig; thi den udhuler og opblæser, gjør superklog og vrøvlende, istedetfor at en mere indskrænket og samlet Kundskabsmasse med et sundt Blik og en sund Følelse gjør beskeden og tænkende. Det er meget bedre – for Høi og Lav – at være uvidende om Meget, og vide, man er uvidende, samt tillige vide, hvor man er hjemme, og her have Hoved og Hjerte paa rette Sted, end ved en heel Deel løse Notitser om „Chemiens Nytte og Kong Nebukadnezar“ at faae den – endog ubevidste – Indbildning at man er hjemme overalt og kan snakke med overalt. Man taler om det praktiske Liv. Men netop for det praktiske Liv, dets stadige, eensformige Bedrivt ligesaavel som for dets alvorlige Prøvelser under Forsynets mangelunde Tilstikkelser, er hiin Aandens Sammentrængthed, hiin „hellige Eenfoldighed“ af uberegnelig Vigtighed, medens det tvertimod er i den ligegyldige Conversation, hvor Storbonden sidder magelig med sit Glas Grog i Selskab med Presten og Futen, at den brogede Oplysning kan med Fordeel skinne.
Efter i Forbigaaende at have lagt de Herrer Pædagoger og Folkeskribenter dette paa Hjerte, vender jeg tilbage til den foreliggende Læsebog, hvilken hiin Betragtning forsaavidt ei er uvedkommende, som ogsaa denne Bog synes for en Deel at være inde paa den af mig betegnede feilagtige Retning – endskjønt jeg maaskee tør haabe, dens Forf. vil selv give mig Ret i det Væsentlige af ovenstaaende almindelige Ytringer. Selv har han derfor ogsaa visselig været betænkt paa at give Næring for Aand og Hjerte ligesaavel som Berigelse for Forstand og Hukommelse, og selv paa Bestræbelser for at vække t. Ex. Beundring for det Skabtes Skjønhed feiler det egentlig ikke; men her er Forf. ikke altid ret heldig, og forfalder let til aandløse Exclamationer (Jeg peger til Exempel paa Stykket om Loven S. 138). Fremdeles har Forf. ikke overalt holdt sig fri for den Feil, som rigtignok ogsaa er saare almindelig hos dem, der netop i pædagogisk Øiemed skrive over forskjellige Gjenstande den, af overdreven Omhu for at gjøre sig tydelig for en mindre udviklet Fatteevne, at blive triviel og vandig. I ethvert Fald virker denne Reflexion paa et for Gjenstanden selv ydre Øiemed, denne Accommodation kjølende paa den literære Undfangelse. Og uagtet denne Accommodation, maa man alligevel beklage, at Sproget ikke overalt har faaet den egte Folkelighed, den Reenhed og ædle Simpelhed, som man især i en Bog for Almuen kunde ønske; iblandt Andet er det vel sterkt tilsat med fremmede Ord.
Hvad forresten det Standpunct angaaer, paa hvilket denne Bog er beregnet, saa er dette ikke saa aldeles lavt. Og naar den heder Læsebog for Almueskolernes øverste Klasse, saa indeholder denne Titel efter Forf.s egen Tilstaaelse en Anticipation, idet vort Almueskole-Væsen endnu paa de allerfærreste Steder er saavidt udviklet, at Bogen der kan antages at finde nogen udbredt Anvendelse. Men Forf. mener, at den imidlertid vil kunne bruges i Seminarierne, de lavere Borgerskoler, Landbrugsskolerne og de høiere Almueskoler, indtil den ved Almueskolens stigende Udvikling efterhaanden vil kunne indtage den Plads, hvortil den egentlig er bestemt. Angaaende denne Anticipation ville vi ikke gaae nøie i Rette med Forf., ikke f. Ex. ængstligen spørge, om det er sandsynligt, at denne Bog vil leve saalænge til Almueskolen faaer den fornødne Udvikling; Bogen faaer i Guds Navn virke hvad Godt den kan, hvor den kan og saalænge den kan. Og at den i ethvert Fald vil kunne virke gavnligt, derom er jeg overbeviist. Thi med sine Mangler indeholder den dog saameget virkelig Godt og Interessant, at man ikke kan andet, end ønske den saa stor en Udbredelse som mueligt. Og hvordan det nu bliver med dens Brug i Skolerne, antager jeg, at en Almuesmand, der har Raad til at spendere sine to Mark, vil finde, at han ved at kjøbe denne Bog vil baade for sig og sin Familie have rigelig baade Nytte og Fornøielse for sine Penge.
Selv vil jeg med Fornøielse give mine Børn Bogen ihænde – ved Siden af Jensens Læsebog – og skal da ialfald Titelen minde dem om, at ogsaa de høre Almuen til.
M. J. Monrad.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |