Den kvindelige Virksomhed for Missionen
27. Den kvindelige Virksomhed for Missionen. Et Afskedsord til Søstre. Af Forfatterinden til „En Moders veiledende Ord.“ Chra. 1853. 16. 92 Sider. J. Chr. Abelsted. Heftet 18 ß. Indb. 30 ß.
Hvad der har givet Anledning til denne Bogs Udgivelse, er Opløsningen den 18de April 1853 af en kvindelig Missionsforening, hvoraf den allerede fra tidligere Skrifter fordelagtigt bekjendte[1] Forfatterinde var Medlem; da hun ikke personlig kunde være tilstede ved det sidste Møde, valgte hun at sige sine Medsøstre et skriftligt Farvel, og deri udtale sine Tanker saa vel om deres nu opløste Forening som om den kvindelige Virksomhed for Missionen i det hele. Foreningens Medlemmer har, som man af Bogen kan se, været samlede den 1ste og 3die Mandag i hver Maaned, og har opbygget sig ved Forelæsning af Skrifter om Missionssagen og Samtale derom, under Udførelse af kvindelige Haandarbejder, hvis Udbytte anvendtes til Missionens Fremme. Forfatterinden finder, at det i Grunden er godt, at denne Forening er opløst, hvis blotte Tittel („Missions-Kvindeforening“) ofte har stødt hende paa Grund af den udadvendte, selvstændige Virksomhed, som antydes i Ordet „Forening,“ medens Ordet „Kvinde“ netop peger paa det modsatte af Selvstændighed, paa noget, der efter Guds hellige Orden og Vilje i Regelen slet ikke skal bestaa ved sig selv. Hun er tilfreds med at den i alt Fald har bevaret den størst mulige Enfoldighed og Simpelhed, og har undgaat saadanne Hverv og Benævnelser som: Ordfører, Sekretær og Kasserer, der lige saa let kan undværes i en Kvindeforening, som de vanskelig vil undlade at fremkalde et Smil, hvor de i en saadan findes. Derfor tror hun at den kan have virket gavnligt som en Forberedelse og Overgang til den huslige Virksomhed for Missionen, som hun finder mere passende for Kvindens Opgave og Forhold i Livet, og som hun opfordrer Medlemmerne til at fortsætte. Denne skulde bestaa i, at de fremdeles ofrede tre Timer hver 1ste og 3die Mandag i Maaneden til i sit Hjem at udføre Arbejder, hvis Udbytte anvendes til Missionens Fremme. Ved ufravigelig at overholde den engang bestemte Tid vilde baade denne blive saa liden, at de uden at gaa træt kunde holde ud i Længden, og hver enkelt vilde have den styrkende og opbyggende Tanke, at samtidig med hende en Mængde Søstre var beskjeftigede i det samme Øjemed. Ved denne Ordning vilde de tillige have den Fordel at kunne være samlede i sin fromme Gjerning med sine Mænd, Børn og Tyende, som de hidtil for største Delen maatte forlade for at møde i Kvindeforeningen. Forfatterinden haaber at dette ogsaa vil kunne forsone mangen Mand, som forhen med Mishag har set sin Hustrus eller Datters Deltagelse for Missionen, fordi paa Grund af den lange Vej til Foreningen mere end den halve Dag – ja den hele maaske, naar de er komne trætte og udmattede hjem – har gaat tabt for deres huslige Sysler. Og hvis alligevel nogen Mands eller Faders haarde Sind skulde gjøre dem Arbejdet surt, giver hun dem et godt, forstandigt og praktisk Raad, som mangen „opvakt“ Kvinde vistnok vilde finde sig vel ved at tage til Hjerte Hun siger: „O, hvor lykkelige vare I, dersom eders stille, kydske Omgjængelse i Herrens Frygt kunde drage eders Mænds og Fædres Hjerter med eder til Gud, dersom I ved Kjærlighed og Blidhed kunde vinde dem for den hellige Sag, som I selv ere vundne for ved Herrens store Naade. Lader dette være eders Maal og anvender for at naa det intet uden stadig og inderlig Bøn til Gud og kjærlighedsfuld, taalmodig og venlig Lydighed mod den, hvem I af Gud ere underkastede. Gjører, hvad en from Moder raadede sin Datter, da denne utaalmodig og bedrøvet klagede over, at hun saa ofte, men altid forgjæves, talede med sin Mand om Gud: „Mit Barn! tal oftere med Gud om din Mand end med din Mand om Gud, da vil Du aldrig tale forgjæves.“ O, hvilken skjøn og klog Anvendelse af Apostelens Udsagn, at Mændene ogsaa uden Ord, kun ved Omgjængelsen kunne vindes!“
Forfatterinden udhæver i det hele stærkt den afgjørende Grund mod en særskilt Missions-Kvindeforening, som ligger i Kvindens ejendommelige Stilling i Livet; hun er tydelig en af- gjort Modstander af de mange overdrevne og uklare Emancipations-Ideer, som fra enkelte Hold i vore Dage har ytret sig, f. Eks. i den bekjendte Clara-Raphaelske Strid, der for ikke længe siden vakte saa megen Bevægelse og satte saa mange Penne til Papiret. Hun udtaler gjentagende, at Kvindens Virksomhed i Regelen kun er Hjemmet, hvor hun har sine helligste Forpligtelser her paa Jorden at varetage, og kun i Samklang med disse, eller saaledes at disse ikke krænkes derved, tør hun paatage sig andre. Mandens og Kvindens forskjellige Virksomhed i Livet finder Forfatterinden afbildet i Lignelsen om Markens Liljer og Himmelens Fugle; Fuglen, der forlader Hjemmet og lovsyngende sin Skaber flyver hen over Bjerg og Dal for ved ufortrøden Anstrengelse at skaffe sig og sine en lun Bolig og det daglige Brød, er et Billede paa Mandens mere selvstændige, udadvendte Virksomhed; Liljen – der staar saa stille og fordringsløs i al sin Skjønhed, og dufter lige venligt, smiler lige yndigt til Rigmanden og Betleren, Oldingen og Barnet, hvad enten den agtes paa med beundrende Blik eller forbigaaes med ringeagtende Kulde – er et Billede paa den egte Kvindelighed, hvis Væsen er Ydmyghed og Kjærlighed. Denne Tanke udvikles i en Række Skildringer af saa rig og levende Poesi, at det i Sandhed er glædeligt og husvalende at læse dem. Jeg skal her aftrykke et af disse Billeder, da det bedre end nogen Beskrivelse vil give en Forestilling om deres fulde Skjønhed.
„O, ville I have et Exempel paa, hvorledes I, hvis I ville ligne Markens Lilje, skulle udøve eders Indflydelse paa Hjerterne og overvinde dem? Jeg kjender et saadant, jeg veed om en Lilje, som om Høsten var bleven indplantet af et ungt Pigebarn, en kjær og venlig Sjæl, der med et Hjerte som ønskede sig Liljens Reenhed og med et Par Øine blaa og blide som Forglemmigeien, pleiede sin lille Skat saa omhyggeligt, at hun allerede i Februar Maaned havde den Glæde at see den yndigt at blomstre. Paa den Tid af Vinteren bliver et grønt Blad kostbart, hvor meget mere da en blomstrende Liljekonval med sytten duftende snehvide Klokker! hvor kostbar den var for Eierinden, der var en stor Veninde af Blomster i det Hele taget, og af Liljer i Særdeleshed, det kan heller ikke beskrives. Det var den første Gang at hun havde eiet eller seet en saadan i den kolde Vintertid, og hun kunde ikke blive mæt af at betragte, beundre og kjærtegne den, som man kjærtegner et sødt, halvt slumrende Barn og neppe vover at berøre dets Kind sagte, sagte med sine Læber, for ikke at skade det med sin Kjærlighed ved at fordærve dets søde Søvn. Og de ydmygt bøiede smaa Liljehoveder udaandede, medens de saaledes kjærtegnedes, ligesom til Tak for Beundringen og Ømheden der blev dem viist, al deres søde Vellugt over hende. Saaledes hengik nogle Dage, da fik Liljens Eierinde en Dag meget at tage vare. Et Arbeide af Vigtighed optog den hele Formiddag, og uagtet hun sad ved Bordet, hvorpaa hendes Yndling i en Afstand stod, agtede hun dog saa lidet paa den, at neppe et Blik var faldet paa den fra den tidlige Morgen indtil nu. Middagstiden var snart forhaanden og ingen Tanke var der for Blomsten i den rastløs Arbeidendes Hoved eller Hjerte. At faa færdigt hvad hun havde under Hænder var Alt hvad hun tænkte paa; Liljen med alle dens snehvide Klokker, med al den Glæde den havde skjænket hende, var aldeles glemt. Og saa forglemt havde den vel vedblevet at være den hele Dag, thi først ud paa Aftenen blev Arbeidet færdigt, dersom ikke vor kjære Martha pludselig var bleven udrevet af sin Travlhed ved en Strøm af yndig Vellugt, der fra Liljebægerne paa engang vældede ud imod hende og som, baaret hen til hende af et Lufttræk i Værelset maaske, sød og smigrende igjennem hendes Sandser trængte ned lige til Bunden af hendes Hjerte. Og som den milde Vestenvind bortveirer det tørre, visne Løv, saaledes bortaandede Liljeduften paa engang Travlheden og Glemsomheden derinde. „Min søde Blomst!“ raabte hun beskjæmmet og glad, og sprang op; „jeg har glemt dig i hele Dag!“ „Men“ tænkte hun, da hun havde draget den til sig og ligesom afbedende sin Skyld bøiede sit Ansigt ned over den, „om jeg fik tyve Gange saa meget at bestille, saa vil jeg nu ikke glemme dig mere!“ Nei, dertil havde den mindet hende altfor blideligt og kjærlighedsfuldt om sig. Og da den senere hen visnede bort og døde ud, da var der noget, som ikke døde ud med den, og det var den blide Lærdom, det venlige Indtryk, som den tilsidesatte og forglemte Liljes søde Duft havde indaandet og efterladt i hendes Hjerte og som hun bad Gud om stedse lige frisk og levende at bevare deri, for at ogsaa hun saa ømt og hjertevindende kunne trænge ind i Andres Sjæle, som Liljen havde forstaaet at trænge ind i hendes.“
Som en Indvending mod at erstatte saadanne Foreninger, som den nu opløste, med den foreslaaede huslige Virksomhed for Missionen tænker Forfatterinden sig anført, at det i den enkelte huslige Kreds er vanskeligere Adgang til under Missionsarbejdet at opbygge sig ved Læsning af gudelige Skrifter angaaende denne Sag. Denne Invending finder hun ikke ganske uden Vegt, men mener dog at den har mindre at betyde, end det ved første Øjekast kunde synes, idet Missionsskrifterne er saa overordentlig billige, at de allerfleste vil uden nogen Opofrelse kunne holde et eller to af dem, hvilket da kan benyttes til Forelæsning og Samtale; og kan man slet ikke overkomme dette, har man da i alt Fald Guds Ord i Bibelen, som man altid kan ty til saa vel til dette som til andet Brug. Forfatterinden skatter meget højt Nytten af saaledes at skaffe sig Kundskab om Missionen, og anfører under Udviklingen heraf et lidet Træk, der er saa karakteristisk, at jeg ikke kan negte mig den Fornøjelse, her at gjengive det.
„I en Familiekreds, hvor Ordet saaledes flittigen blev brugt baade til at sønderslaa Hjertet og smelte det, dog det første langt sjeldnere end det sidste, fordi det langt sjeldnere behøvedes, blev jeg engang, til min stille og hjertelige Glæde, et saadant Udbytte vaer. Man pleiede der hver første Søndag i Maaneden at forelæse Noget, som vedrørte Missionen, og dennegang blev en Beretning i „Norsk Missionstidende“ oplæst, som i høi Grad fængslede Alles Opmærksomhed, de Ældres med de Yngres. Bedstemoderen med det snehvide Haar og det klare, venlige Øie, hvis Blik aldrig kunde blive mat eller udslukt, fordi Kjærligheden i Hjertet, hvorfra det hentede sit Lys og sit Liv, bestandig var lige levende og dyb, – Moderen med sine Børn omkring sig, de smaa med de store, Tjenestetyendet, – Alle lyttende med Taarer i Øinene til Beretningen om en Hedningsmissionærs Lidelser og Udholdenhed, om hans hjertelige Længsel efter at kunne faa opbygget en Kirke, var den end nok saa lille og uanseelig, paa det Sted hvor han opholdt sig, om Mørket og Elendigheden hos de arme Hedninger, til hvilke han var sendt. Endnu mindes jeg dem, hine Udbrud, nu af Medlidenhed og Længsel efter at kunne hjælpe, nu af Beundring, nu af Angst og Afsky, hvormed snart En, snart en Anden udtalte hvor grebne Alle vare af det der blev forelæst.“
„Beretningen var nu tilende og efterlod en Stunds Taushed og dyb Bevægelse hos Alle. Da lød det paa engang: „Hvem vil give? Hvem vil give Noget til Kirken, til Missionæren, til hans stakkels ulykkelige Hedninger?“ „Jeg, Jeg, Jeg! Jeg ogsaa, jeg ogsaa!“ lød det som af een Mund fra den hele lille Forsamling. En Papirstrimmel blev i al Hast, halv i Spøg, halv i Alvor omsendt tilligemed en Blyant: Enhver skulde faa Lov at tegne sig for hvad han havde Sind og Hjerte til. Bedstestemoderen tegnede sig allerførst, og Børnene jublede høit og mente, at nu skulde den kjære Missionær vist faa det godt og aldrig komme til at lide Ondt mere; og længselfulde væntede de nu paa at Raden ogsaa skulde komme til dem. Endelig kom den. Den Ene tegnede sig for dette lille Beløb, den Anden for hint, Alle med glade, smilende Ansigter og aabne Hænder og Hjerter. Ogsaa Tjenestetyendet gav sin Skjerv saa villig og saa gjerne. O, hvilken Samling af smaa og store, af gamle og unge glade Givere, elskede af Gud! En lille Dreng, den Yngste af dem Alle, – jeg seer ham lyslevende, som om det var idag, siddende ved Bordet hvorpaa Listen laa, i dybe Tanker støttende sit lille Hoved mod Haanden, og Øinene fastheftede paa Summen, han nylig havde skrevet sig for. „Nei,“ mumlede han pludselig og drog Papiret hurtig til sig; „sexten Skilling er vist for lidet!“ og han slog en Streg over de 16 Skilling og skrev 20. Nu skjød han det fra sig og gjorde en Bevægelse, som om han vilde springe op og løbe efter de andre Børn, der allerede vare afsted, hver til sin Kant, for at hente deres Kjærlighedsgaver, de smaa antegnede Bidrag; men atter blev han siddende og saae et Øieblik uvis paa Listen. Derpaa udbrød han halvhøit, i det han, alvorligt rystende paa det lille Hoved, igjen drog den til sig: „Nei! det gaaer ikke an! en Kirke koster svært Meget at bygge!“ og han slettede over de 20 Skilling og skrev en Mark. Det var hans hele lille Pengebeholdning og han kunde nu ingen Betænkeligheder længere have. Med et høit Luftspring og et Glædesraab: „Nu skal Glasell faa sig en Kirke!!“ sprang han afsted for ligesom de Andre at hente sin Gave; og da han med det lille glædestraalende Ansigt kom og lagde Markstykket paa Bordet, da saae han saa kjæk ud og saa lyksalig tillige, som om han plantede Kirken, hvortil det var givet, fast med det samme i Hedningelandet, og Bedstemoderen søndertrykte en Taare i Øiet og trykkede ham fast til sit Hjerte, og veiende Markstykket i Haanden, sagde hun bevæget og tankefuld: „I Herrens Haand bliver det Ringe Stort. Hvem veed hvilken deilig Kirke, hvilket Tempel han kan bygge sig i Hedningeland eller i Hedningehjerte ved denne Sølvmark.““
Om nu end ikke alle vil være enige med Forfatterinden angaaende Udførbarheden af hendes Plan for den huslige Virksomhed for Missionen til forud bestemte Tider og i det hele paa den af hende antydede Maade, indeholder dog hendes Bog saa mange gode og lærerige Betragtninger over Kvindens Plads og Stilling i Livet, saa mange skjønne og livlige Skildringer af hendes rette Kald og Betydning – at ingen efter Gjennemlæsningen vil lægge den hen uden at føle sig tiltalt og oplivet ved dens milde og varme Poesi, og opfordret til at eftertænke og overveje mange af de her fremsatte Vink og Anskuelser. Der er vist faa Bøger, der i Forhold til sit Omfang indeholder saa meget godt, som denne.
H. Winter-Hjelm.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Foruden „En Moders veiledende Ord til sin Datter“ har hun ogsaa skrevet „Helligaftenerne, bibelske Samtaler mellem en Moder og hendes Datter,“ 1ste og 2det Hefte, samt oversat Theremins Reisedagbog og Monod om Kvindens Opgave og Liv i Evangeliets Lys.