Prøver af Landsmaalet i Norge af I. Aasen

Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur, 1853, 1853 (s. 290-295).

◄ Jury-Institutionen i Storbritanien, Canada og de forenede Stater af Amerika

Læsebog for Almueskolernes øverste Klasse af K. O. Knutzen ►

journalNorsk Tidsskrift for Videnskab og LitteraturPrøver af Landsmaalet i Norge af I. AasenCarl Richard UngerFeilberg & Landmarks Forlag1853Kristiania1853Prøver af Landsmaalet i Norge af I. Aasen290-295

25. Prøver af Landsmaalet i Norge af J. Aasen. Christiania 1853. 8. VI og 120 S. Komm. hos Feilberg & Landmark. Stivt heftet 48 ß.

Det er et Særsyn, at Norge, som af de tre nordiske Riger for omtrent 4 eller 5 Aarhundreder siden havde det mest udviklede Skriftsprog og den ypperligste Litteratur, saa ganske har givet Slip paa hint, og det uagtet den sidste for en stor Del, om just ikke for største Delen, endnu existerer trods alt hvad senere Tiders Ødelæggelseslyst har udrettet for ogsaa at tilintetgjøre denne. Kirkereformatorerne, hvor mange deres Fortjenester end for øvrigt ere, og hvor priisværdig deres Id for Resten var, bære her en stor Skyld, som aldrig vil kunne aftvættes i Efterkommernes Erindring,^[1] i derved at de i sin blinde Iver forstyrrede alt, hvad der af litterære Skatte faldt dem i Hænderne, blot fordi de opbevaredes paa Steder, hvor efter deres Formening intet uden papistisk Tøieri kunde findes, hvilket de ansaa det for en Pligt at udrydde.

For denne voldsomme Tilintetgjørelse, som saaledes overgik de større offentlige Samlinger, have dog vel de private været mindre udsatte, saa længe de ere forblevne i Folks Besiddelse, der endnu beholdt den fornødne Læsekyndighed, og stode den ældre Tid nær nok til at kunne forstaa og benytte dem.^[2] Dog, alt eftersom disses Tal aftog og indskrænkedes, var det ogsaa naturligt, at Interessen for at gjemme og opbevare de gamle Bøger lidt efter lidt tabte sig, især siden den Tid da de fleste af de indflydelsesrige Mænd i Landet og Embedsmændene, om hvem man ellers paa Grund af deres høiere Dannelsestrin skulde formode at de i det mindste vilde have fredet om disse Oldsager som Kuriositeter, bleve Fremmede, og derfor snarere synes at have bidraget sit til at paaskynde end til at standse den om sig gribende Vandalisme, hvorved den ene gamle Pergamentsbog efter den anden blev given til Pris for Saxen og maatte Blad for Blad tjene som Indbinding om Fogdernes Regnskaber. Dog, dette uagtet, fandtes her i Landet endnu i sidste Halvdel af det 17de Aarhundrede et ikke saa ubetydeligt Antal gamle Haandskrifter, hvilke næsten samtlige nu ere vandrede til fremmede Lande, og for saa vidt de have overstaaet de deres Opbevaringssteder overgaaede Ildsvaader‚^[3] nu forvares tilligemed Islands bedste litterære Skatte paa de store Bibliotheker i Kjøbenhavn, Stockholm og Upsala.

Lægger man nu Mærke til de Fata som vor gamle Litteratur og Bogvæsen saaledes har været udsat for, og tager man i Betragtning den totale Mangel paa de Betingelser der skulde befæste og vedligeholde et Skriftsprog hos en Nation, nemlig Tilstedeværelsen af Bøger skrevne i Landets Sprog, Kyndighed hos Landets Børn i at læse det man havde tilbage, hvilket for det meste endnu vilde have været forstaaeligt, hvis Vedkommende blot havde vedligeholdt Kjendskaben til de gamle Skrifttegn og havt den fornødne Læsefærdighed eller kunnet have Bøgerne paa Tryk, saa kan man i Grunden ikke længer undres over, at Sproget kom i Forfald, fornemmelig naar man tager Hensyn til, at et fremmed, skjønt beslægtet, Sprog fik Indpas i Landet, og at Menigmand blev holdt til at læse dette Sprog, som han lidt efter lidt vante sig til at betragte som Normalsprog, medens han ansaa sit eget Talesprog tildels som en Udartning deraf. Men hvad der endnu i høiere Grad maa vække vor Forundring, og hvad der vidner om, med hvilken Omhu og Ihærdighed Mennesket dog freder om denne sin kjæreste Naturgave, Sproget, er den Omstændighed, at der trods alt dette endnu findes saa meget af det gamle i Almuens Tale; og hvorvel det rige Formvæsen for største Delen er forsvundet, maa man dog erkjende, at Ordmassen i det væsentlige er tilbage, og at Folkesproget kun har væntet paa en Mand, fra Barnsben af fortrolig dermed og tillige i Besiddelse af den fornødne Oplysning og Dannelse til at kunne omfatte det med Interesse og Kyndighed, for at iføres en værdig Form og saaledes atter kunne fremtræde som Skriftsprog.^[4]

En saadan Mand er Ivar Aasen, som – fød paa Søndmøre, en af de Egne i Landet, hvor Sproget, navnlig hvad Lydforholdene angaar, har holdt sig mest ufordærvet – fra sin tidligste Barndom har færdets blandt Almuen og været besjælet af Interesse for dennes Tungemaal, en Interesse der er saa langt fra at have kjølnet under Udviklingen af hans ypperlige Sprogtalent og sjældne Sprogkundskaber, at den tvertimod stedse er bleven varmere hos ham og stadigen har holdt Skridt med hans egen Fremgang. Som Frugter af sin Flid har han forhen udgivet en fortrinlig, nu allerede udsolgt, Grammatik over det norske Folkesprog samt en Ordbog over samme, Arbeider som have erhvervet ham fortjent Berømmelse baade her og i Udlandet, og nu har han atter beriget vor Litteratur med et nyt Verk, Prøver af Landsmaalet som det tales i forskjellige Bygdelag, og hertil knyttet, hvad der er endnu interessantere, en Samling af Opsatser i et norsk Normalsprog, saaledes som et saadant efter hans Mening burde formes i Skrift overensstemmende med de Regler, Maalet selv har foreskrevet sig i de bedste og reneste Dialekter og med stadigt Henblik paa det ældre Sprog. Med Hensyn til dette Normalsprog ytrer Forfatteren selv i sin Fortale: „Mange ville vistnok sige, at et saadant Forsøg gjerne kunde været ugjort; men alligevel troer jeg, at det ikke var saa ganske unødvendigt. Det forekom mig, at man ved en Samling af bare Dialekt-Prøver ikke har givet nogen tilstrækkelig Prøve paa Folkesproget. Man har viist en Række af Former og Overgange; men man har viist kun lidet af Sprogets væsentlige Egenskaber, af dets Kraft og Dannelighed eller Brugbarhed i en høiere Betydning.“ Forfatteren har efter vor Formening, som man kunde vænte af ham, skilt sig ved denne Opgave med særdeles Held og paa en meget tilfredsstillende Maade, samt viist, og det fornemmelig i de meddelte Oversættelsesprøver, at Folkesproget hverken mangler Ord eller Lethed til at danne nye Udtryk, naar kun den, der behandler det, besidder den fornødne Fortrolighed dermed. Endogsaa for dem, som maaskee kunde ønske et saadant Forsøg ugjort, vil det dog ikke være uvigtigt; de ville nemlig deraf kunne lære, i hvilken Form de mange norske Ord, som nu engang ere blevne nødvendige i det almindelige Skriftsprog, bør skrives for at faa et tækkeligere Udseende og en Dragt mere i Samklang med de andre danske Fællers end den brede og grove Østlandskufte, som man med størst Bekvemhed har slængt om dem, og saaledes henstillet dem i Række og Rad med deres fine Kammerater, der synes at raabe Ak og Ve over at see slige ubehøvlede Personer rykke dem saa tæt ind paa Livet. Den af Bogens norske Læsere, der er opvoxet paa Landet eller som i en yngre Alder har tilbragt en Del af sit Liv i et eller andet Bygdelag, vil sikkert ved Gjennemlæsningen af denne Bog med Fornøielse gjensee og hilse som gammel Bekjendt manget Ord og Udtryk, mangen Vending og Talemaade, som kanskee senere Tiders forskjellige Livsforhold havde fortrængt i hans Erindring, og manget kjært Minde fra hans Barndomsaar vil atter vækkes til Live og gjenkalde hos ham mangen elskværdig Personlighed blandt Bondestanden, hvis Fortrolighed han har vundet i den Alder, der er saa modtagelig for Indtryk, som senere aldrig udslettes.

Nærmere at angive Bogens Indhold og Anordning ansee vi for overflødigt og unyttigt, da dette bedst erfares af Bogen selv, der er forsynet med en systematisk Indholdsliste og Forklaringer til de Udtryk, som især kunde volde Vanskeligheder under Læsningen. Nærværende Skrift sælges for den billige Pris 48 ß., og er, som alt hvad der kommer fra Werners Officin, særdeles smukt udstyret.

C. R. Unger.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

↑ At det samme ogsaa gjælder andre Lande, kan man f. Ex. for Englands Vedkommende see af en Skildring ved Aar 1549 af John Bale, Biskop af Ossory, selv en ivrig Antikatholik: „En Mængde af dem der kjøbte hine geistlige Herresæder sparede enkelte af Bibliothekbøgerne for at de skulde gjøre Tjeneste ved deres Priveter, nogle sparede de for ved Hjælp af dem at skure sine Lysestager, nogle for at pudse sine Støvler med; andre solgte de til Urtekræmmeren eller Spækhøkeren; atter andre sendte de over Havet til Bogbinderne, ikke i ringe Antal, men undertiden hele Skibsladninger; ja end ikke Universiteterne i dette Land ere uskyldige i dette afskyelige Uvæsen. Men forbandet er den Bug, som søger at mæske sig ved saa ugudelig Vinding, og saa dybt beskjemmer sit Fædreneland. – Jeg erkjender det for sandt og udtaler det med Bedrøvelse, at hverken Briterne under Romerne og Saxerne, eller det engelske Folk under de Danske og Nordmannerne lede saadan Skade paa sine litterære Mindesmærker som vi i vor Tid have oplevet. Vore Efterkommere ville forbande denne vor Tids slette Gjerning, denne ufornuftige Plyndring af Englands herligste Oldtidslevninger.“
↑ Som saadanne maae nævnes Mag. Jens Nielsen, Rektor i Oslo Skole og senere Biskop sammesteds, der endnu i det 16de Aarhundrede forstod at skrive det norske Sprog temmelig godt. Man har af ham en Afskrift af en Del af Snorres Heimskringla, Cod. Arn. Magn. 57 fol., skreven ved Aar 1567, samt en Bog kaldet Sylvula, hvori han blandt andet har skrevet en Fortegnelse over Biskopper samt en Liste over de norske Konger med følgende Titel: Ein stutt tilvisan um alla þá einvaldzkonunga sem verit hafa i Noreg til þessa dags.
↑ Navnlig Branden i Upsala 1691 og i Kjøbenhavn 1728. Som Rov for denne sidste kan blandt andet nævnes de to bedste Membraner af Snorre Sturlassons Heimskringla, de to Pergament-Haandskrifter af den norske Kongesaga Fagrskinna, 5 eller 6 Membraner af Sverres Saga, den eneste fuldstændige Pergamentscodex af den gamle Frostathingslov o. m. fl.
↑ Det er paa denne Maade, de fleste af de mere bekjendte nyere Skriftsprog, f. Ex. Italiensk og Fransk, ere opstaaede. I de ældste Tider havde Sprogene bestemtere Former, og deres Lydforhold svarede nærmere til de antagne Skrifttegn. I Tidernes Løb, da Vankundighed bragte Skrivedygtigheden i Glemme og fremmede Bestanddele bragtes ind i Sprogene, forkvakledes Former og Lydforhold, og mangen nærede vel ogsaa da Tvivl om, hvor vidt en saadan kun paa Tungen levende Vantrivning af et Maal kunde egne sig til skriftlig Behandling, indtil han fik Troen i Hænderne, naar en eller anden med de fornødne Evner udstyret Personlighed viste, hvad der i denne Henseende kunde udrettes, brød Isen for andre der traadte i hans Fodspor, og gav Skriftsproget det Præg og den Form, hvori det senere mere og mere ved fortsat Behandling udviklede sig. Man maa ikke tro, at slige Mænd optoge Sproget i et og alt saaledes som det lød i Menigmands Mund; de vare i Almindelighed ved Studium fortrolige med det ældre oprindelige Stamsprog, og vidste under Behandlingen af Talesproget at tage det tilbørlige Hensyn til dette og at idealisere det paa den for et Skriftsprog nødvendige Maade. Senere virkede naturligvis dette saaledes udviklede Skriftsprog igjen tilbage paa Talesproget hos de Samfundsklasser der fornemmelig befattede sig med Læsning, saa at disse søgte at lempe sin Tale mere efter hint og fjerne den fra de enhver efter de enkelte Forhold vedklæbende provincielle Platheder.

[1] At det samme ogsaa gjælder andre Lande, kan man f. Ex. for Englands Vedkommende see af en Skildring ved Aar 1549 af John Bale, Biskop af Ossory, selv en ivrig Antikatholik: „En Mængde af dem der kjøbte hine geistlige Herresæder sparede enkelte af Bibliothekbøgerne for at de skulde gjøre Tjeneste ved deres Priveter, nogle sparede de for ved Hjælp af dem at skure sine Lysestager, nogle for at pudse sine Støvler med; andre solgte de til Urtekræmmeren eller Spækhøkeren; atter andre sendte de over Havet til Bogbinderne, ikke i ringe Antal, men undertiden hele Skibsladninger; ja end ikke Universiteterne i dette Land ere uskyldige i dette afskyelige Uvæsen. Men forbandet er den Bug, som søger at mæske sig ved saa ugudelig Vinding, og saa dybt beskjemmer sit Fædreneland. – Jeg erkjender det for sandt og udtaler det med Bedrøvelse, at hverken Briterne under Romerne og Saxerne, eller det engelske Folk under de Danske og Nordmannerne lede saadan Skade paa sine litterære Mindesmærker som vi i vor Tid have oplevet. Vore Efterkommere ville forbande denne vor Tids slette Gjerning, denne ufornuftige Plyndring af Englands herligste Oldtidslevninger.“

[p291-2] Som saadanne maae nævnes Mag. Jens Nielsen, Rektor i Oslo Skole og senere Biskop sammesteds, der endnu i det 16de Aarhundrede forstod at skrive det norske Sprog temmelig godt. Man har af ham en Afskrift af en Del af Snorres Heimskringla, Cod. Arn. Magn. 57 fol., skreven ved Aar 1567, samt en Bog kaldet Sylvula, hvori han blandt andet har skrevet en Fortegnelse over Biskopper samt en Liste over de norske Konger med følgende Titel: Ein stutt tilvisan um alla þá einvaldzkonunga sem verit hafa i Noreg til þessa dags.

[3] Navnlig Branden i Upsala 1691 og i Kjøbenhavn 1728. Som Rov for denne sidste kan blandt andet nævnes de to bedste Membraner af Snorre Sturlassons Heimskringla, de to Pergament-Haandskrifter af den norske Kongesaga Fagrskinna, 5 eller 6 Membraner af Sverres Saga, den eneste fuldstændige Pergamentscodex af den gamle Frostathingslov o. m. fl.

[4] Det er paa denne Maade, de fleste af de mere bekjendte nyere Skriftsprog, f. Ex. Italiensk og Fransk, ere opstaaede. I de ældste Tider havde Sprogene bestemtere Former, og deres Lydforhold svarede nærmere til de antagne Skrifttegn. I Tidernes Løb, da Vankundighed bragte Skrivedygtigheden i Glemme og fremmede Bestanddele bragtes ind i Sprogene, forkvakledes Former og Lydforhold, og mangen nærede vel ogsaa da Tvivl om, hvor vidt en saadan kun paa Tungen levende Vantrivning af et Maal kunde egne sig til skriftlig Behandling, indtil han fik Troen i Hænderne, naar en eller anden med de fornødne Evner udstyret Personlighed viste, hvad der i denne Henseende kunde udrettes, brød Isen for andre der traadte i hans Fodspor, og gav Skriftsproget det Præg og den Form, hvori det senere mere og mere ved fortsat Behandling udviklede sig. Man maa ikke tro, at slige Mænd optoge Sproget i et og alt saaledes som det lød i Menigmands Mund; de vare i Almindelighed ved Studium fortrolige med det ældre oprindelige Stamsprog, og vidste under Behandlingen af Talesproget at tage det tilbørlige Hensyn til dette og at idealisere det paa den for et Skriftsprog nødvendige Maade. Senere virkede naturligvis dette saaledes udviklede Skriftsprog igjen tilbage paa Talesproget hos de Samfundsklasser der fornemmelig befattede sig med Læsning, saa at disse søgte at lempe sin Tale mere efter hint og fjerne den fra de enhver efter de enkelte Forhold vedklæbende provincielle Platheder.

[1]

[2]

[3]

[4]