Krogkleven

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
P. T. Malling (s. 19-27).

Det var i Midten af Auguſtmaaned, da jeg med Bøsſen paa Nakken ſlentrede op ad Ringeriges ſkovklædte Klev. Jeg havde havt en lang Marſch; et Kobbel Hunde fulgte mig; Tungen hang dem langt ude af Halſen, og Fraaden dryppede dem af Flabben. Solen ſtod høit paa Himlen og brændte ſtærkt; der rørte ſig ikke et Puſt i Atmosphæren forat formilde Heden. Himlen var hvidlig blaae; Luften var trykkende og gjorde Aandedrættet beſværligt. Græsſet og Blomſterne bøiede ſig døſige mod Jorden, og kuns langs de rislende Bække paa Klevens Sider ſaae man den friſke grønne Farve. Selv de unge Grantoppe ſyntes ſaftløſe, og Luften ſpillede og zittrede mellem Grenene, men der hvilede en dyb Roe over Landſkabet, og den ſkulde have gjort mig godt, om jeg havde hvilet under et ſkyggefuldt Træ. Spurvene væltede ſig i Støvet og den qvikke Linderle vaſkede ſig i Bækken; Svalen ſuſede ſommetider forbi og greb i Flugten en flagrende Sommerfugl. Det var en Dag for Inſecterne: de ſurrede og ſummede omkring overalt. Høit over Grantoppene, under den lyſeblaae Himmel, ſvingede den mørke Ørn ſig; Vingerne vare ſpendte, og dens ſultne, klynkende Stemme ſkreg efter Rov; men Skovens Dyr hvilte i Træernes Skygge. Nu og da hørte man Lyden af en Koebjælde, ſom om Dyret ſlog med Hovedet for at fordrive Fluerne.

Min gamle Ledſager fulgte mig paa denne Tour. Han gik foran mig op gjennem Kleven med ſin Andeel af vort Bytte. Begge vare vi vante til Anſtængelſer, og den qvalme, lumrede Dag, og den beſværlige Vei generede os ikke ſynderligt. Den gammelagtige graae Jæger gik med ſin Bøsſe i Haanden og ſaae med vrede Blikke op til den ſtolte Fugl, der ſvævede over vore Hoveder. „Troer Du“, ſagde han, og vendte ſig mod mig, idet han pegede med Bøsſepiben mod Ørnen, „at denne Røver allerede iaar har ødelagt mere Vildt, end Du og jeg kommer til at ſkyde i hele Sommer?“ Jeg ſvarede ham ikke; thi mine Tanker havde taget en anden Vending. Naturens Skjønhed tiltalte mig ved hvert Skridt, trods den noget ſlappede Stemning, ſom Heden og Anſtrængelſen medførte. Jeg havde vel været her hundrede Gange; men denne Klevs ſtørſte Værd er det, at den aldrig er liig ſig ſelv. Snart hviler Skyen ſig paa Fjeldets Toppe og glider i næſte Moment ned i Dalen; ſnart ſpiller Lysningen i de ſtærkeſte Farver hiſt og her langs Aaſernes Sider, medens enkelte Partier hvile i en næſten ſortagtig Skygge. En Maler kan kun gjengive os Krogkleven halvt; han kan holde den i den heldigſte Belysning og ſige: „ Saaledes er den et Øieblik“, og vi troe gjerne, at denne Skygge og dette Lys har hvilet over Landſkabet i det Nu, ſom han greb; og vi maae nøies hermed; men hine uſtadige Reflexer, der her gjøre Partierne tuſindfold mere tiltrækkende, — de Spil kan Maleren ikke gjengive. Jeg har ſeet mangfoldige Fremſtillinger af Krogkleven, men ikke een, der kan gjøre Fordring paa ſynderlig Opmærkſomhed. Kun Fjældets ſteile Vægge, med ſine Granſkove, Bækkene, den ſtøvede Vei, hvo enten en Bonde viſer ſig til Heſt, eller en Herre kjører en Dame, — har Maleren kunnet opfatte.

Som bekjendt gaaer denne Vei mellem to ſteile Fjeldvægge i idelig Bugtninger, og Fjeldet og Skoven kaſte ſine Skygger i forſkjellige Retninger over Veien. Det ſteile, ſkovbekrandſede Fjeld bærer Himlens ſkyfrie Hvælving paa ſine mørke Atlasſkuldre. Skoven ſynker ned fra Aaſen og gaaer dyb og uigjennemtrængelig hen mod Sundvolden. Solens Straaler gløder over Grantoppene og lægge ſig qvælende ned paa den gule, ſandede Vei. Bækkene ſkumme hiſt under moſede Stene, her glide de over en blank Steengrund og forſvinde i Veiens Krumning. — Min Bondejæger bærer ſin Hue i Haanden og ſkotter endnu til Ørnen, der noget har ſænket ſin Flugt. „Vogt Dig“, ſiger han og ſeer op mod Fuglen, „kom mig ikke for nær, derſom Du ikke vil føle Heden af min Bøsſepibe, — men Huldren hjelper vel Dig, ſom hun gjør ved Alle, der hører til Din Familie.“ Den rolige, ſvævende Luftſeiler ſkreg med ſin gjennemtrængende, klynkende Stemme ned til ham og ſvingede ſig, med faſte, ſtolte Vingeſlag, høiere op i det hede, luftblanke Rum, men ſulten og rovgjerrig viftede den med Halen og udſtrakte ſine Kløer.

Vi vare juſt i Nærheden af et Sted, hvorfra man til Nød kunde komme ind paa den Vei, der i gamle Tider gik ned af de bratte Fjelde. Dette og de Antydninger min Ledſager gjorde til Huldren og Ørnen, mindede mig om et gammelt Eventyr om Sanct Olaf og en ung, deilig Huldrepige, der havde friſtet et henſmægtende Liv af Kjærlighed til Kongen, ſom aldrig havde ſeet hende. Hun havde i ſtille Henrykkelſe omſvævet og beluret Gjenſtanden for ſin Ømhed, uden at han anede det, da han en Middag i Solheden tog ſig Hvile under de ſkyggefulde Graner ved Rethellerne. Eventyret ſiger, at denne Huldre var fiin og ſkjær ſom Morgentaagen, der ſvæver over Fjeldene, og at en lettere Fod aldrig havde berørt det bløde Mos. For at fornye min Erindring om denne Hiſtorie, beſluttede jeg at ſlaae lige ind paa den gamle Sti. Denne tilgroede Fjeldvei gik nærmere Rethellerne, og hvergang Sanct Olaf foer gjennem den vilde Skov og kom hid, reed han lige op til Sæteren forat vande ſin Ganger. Her viſer man endnu en Brønd, der bærer hans Navn. Den er ellers kun mærkelig derved, at den danner et dybt, rundt Hul i det nøgne, haarde Fjeld. Lige ved Siden af denne Brønd ſees ogſaa i Fjeldet et Hul, ſom aldeles pasſer til Bunden af et Vandſpand. Bønderne ſige, at dette Hul er Mærket efter den Bøtte, hvormed Sanct Olaf vandede ſin Heſt. — Terrainet fra Kleven og hen til den gamle Vei er beſværligt og kuns tilgængelig for den, der nøie kjender disſe Marker. Man maa ſaa godt ſom bryde ſig Vei gjennem en ſammenvoxet Skov af Grane- og Fyrretræer. Er der en Plet, der er frie for disſe, ſaa voxe Oretræet og Vildtornene der i tætte Klynger; man maa arbeide ſig over Svælg og Vindfald, og førſt naar man nærmer ſig den gamle, grønne og alligevel forvittrede Klev, antager Landſkabet en Charakter, der er værd at lægge Mærke til. Paa den modſatte Side af Kongeveien er Fjeldet ſkovklædt og rundformet. Her hæver det ſig lige, nøgent og graat op mod Himlen. Paa de lodrette Fjeldvægge har kun hiſt og her en enkelt mosbegroet Gran faaet ſkjult ſine Rødder. Bjergtoppen bærer ogſaa kuns enkelte fortørrede Graner, med knækkede Kroner. Det lange, iisgraae Lav hænger fra Granerne ned over Fjeldryggen; men ved Klippevæggens Fod runder Fjeldet ſig og bliver farverigt og mosgroet; her bliver Skoven atter reen og ſtolt, og et kort Stykke nedenfor er der en grøn Braate, hvorover Solen nu lægger ſine meeſt brændende Straaler. Dybt under vore Fødder ligger Holts- og Steens-Fjordens blanke Flader; de ovale Øer, med de mørke, duftſvangere Skove ſvømme mildt paa de klare, rolige Søer, og Skyggerne falde dybe ned i det ſpeilblanke Vand. Men over os, kuns noget nærmere det modſatte Fjeld, ſvæver atter under den blanke Himmel, den ſamme Rovfugl, der havde vakt Bondejægerens Opmærkſomhed. Herfra var det, at den unge Huldre i den hede Middagstime ſpeidede efter det Syn, hun aldrig kunde glemme. Eventyret lyder i Korthed ſaaledes: En underjordiſk Prinds nærede en varm men haabløs og upaaſkjønnet Hengivenhed til en ung, deilig Huldrepige. Han bar ſin Kjærlighed lønligt men hengav ſig til en ørkesløs Uvirkſomhed, der harmede de Underjordiſke. Kun naar Maanen ſkinnede over de ſorte, tungſindige Fjeldſøer, og naar Natteravnen iſtemte ſine triſte Toner, fulgte han den Elſkede, og da anede Huldren, hvad der feilede ham. Men en Middag i Auguſtmaaned, da det var lummert i Dalene havde Sanct Olaf, der foer over Krogſkoven lagt ſig til Hvile under nogle ſkyggefulde Træer i Nærheden af Rethellerne og her ſaae Huldrepigen ham, idet hun vandrede mellem Træerne. Det var den førſte Chriſtne, hendes Blik havde hvilet paa, og dermed var hendes Skjæbne afgjort. Hun kunde ikke vende Blikket fra den chriſtne Konge, og da han fortſatte ſin Reiſe, gik hun langſomt og tyſt efter ham, indtil han forſvandt for hende nede i Veien. Her ſatte hun ſig og ſtirrede trøſtesløs efter ham. Solen brændte hende bruun, men hun mærkede det ikke; thi hendes Sjæl fulgte Olaf. Hendes Kjærlighed for den chriſtne Mand rygtedes ſnart blandt de Underjordiſke, og de banlyſte hende fordi hun havde hengivet ſig til deres bittreſte Fiende; men den underjordiſke Prinds kunde ikke glemme hende, og til Straf omſkabte hans Fader ham til en Ørn, med denne Fugls vilde rovgjærrige Natur, men alligvel ſkulde han bære Mindet om ſin Kjærlighed hos ſig ſelv uden at Huldren kunde ane det. Alligevel — fortæller Eventyret — ſad der beſtandig paa det Sted, hvor den unge Huldre ſtirrede ned over Veien, en ſtor, brun Ørn i den høie Grantop, og naar Solen om Middagen brændte hedeſt, ſlog og hviftede den med ſine ſtore Vinger for at ſvale Luften omkring hende. Da Efteraaret kom, visnede Huldrepigen hen og døde, og ſkjønt hun havde været hadet af ſit Folk, blev alligevel hele Ørneſlægten fredet af Huldreſtammen, fordi denne ene Ørn havde værnet om deres ſmukkeſte Datter.

Da dette Eventyr var gaaet mig gjennem Tankerne, kaſtede jeg Blikket op mod Ørnen, der et kort Stykke fra os ſvævede over Krogklevens veſtlige Fjeld, men der var Intet i denne Røvers Færd, der kunde minde mig om den gamle Hiſtorie. Kun den qvælende Middagshede gjenkaldte mig den unge Huldres uſigelige Lidelſe. Min Bondejæger havde villig fulgt mig hid, i Nærheden af Dronningens Udſigt, i Haab om, at komme Ørnen, der for Lidt ſiden ſvingede ſig herover, nærmere, men nu var han bleven ſkuffet, og han foreſlog derfor, at vi ſkulde trække os henimod Kongens Udſigt. Jeg ſaa henimod Ørnen og den ſeilede endnu rolig, men ſkrigende og hungrig over de ſkovklædte Fjelde. Det var ikke Had til Fuglen, der drev mig hen paa denne Vei, jeg gik kun villieløs. Da vi efter et Qvarters Forløb kom herhid, var Ørnen atter forſvunden, og vi ſaae Intet til den. Med ſine dybtliggende, graae Øine ſtirrede Jægeren ud i det blaa Rum, og da han ikke kunde opdage Gjenſtanden for ſin Speiden, kaſtede han Jagttaſken og Kjolen af ſig, og lagde ſig hen under Træerne. Han lagde ſig mellem Hundene og mig, og hans Øine lukkede ſig, aabnede ſig og lukkede ſig atter, idet hans matte Haand vilde holde Hundene borte, der ſlikkede ham i Anſigtet. Jeg ſaae paa ham og beundrede hans fjeldſtærke Skabning. Han laae der ſom den hvilende raae Kraft. Bøsſen havde han omſluttet med ſine Arme, og han lignede den kraftige Natur, der omgav os.

Saa træt, jeg var, kunde jeg dog ikke ſove. Om det nu var min altfor ſtore Træthed, der hindrede det, eller det var den pragtfulde Natur, der ikke vilde tillade mig at lukke Øinene, veed jeg ikke, men det veed jeg, at jeg ikke angrede denne ſøvnløſe Time. Jeg ſad der omgiven af de ſtolte Fjelde; under mig tabte Øiet ſig i den dybe, mørke Skov. Ringerige laae foran mig og brændte i al ſin lyſe Pragt. Lod jeg Øiet glide videre, ſaa hvilte det paa de fjerne, ſneedækte Fjælde. Belysningen var ſaa phantaſtiſk ſtærk, at den næſten blændede Øiet. Vandet nede paa Ringerige ſpillede i røde og ſneehvide Farver. Nu og da gled en Baad over dets rolige Flade, og Aareſlagene glimtede over Vandet, indtil en Bøining af Stranden ſkjulte Baaden. Selv Sneefjeldene gav Landſkabet en varm Tone og ſendte Solens Straaler tilbage i lange, lyſende Striber. De kegledannede Høider hævede ſig over de andre Fjelde og havde noget Veſuvagtigt ved ſig. Dette Landſkab ſyntes ikke at tilhøre Norden, men jeg vidſte, at Aftenens Aander ſkulde lægge ſine kjølige Vinger over dette hede, blusſende Strøg og ſige mig, at jeg ikke var ukjendt her. Nu var det italienſk Luft og en italienſk Tone, der hvilte over alle Partier. Medens jeg drømte mig hen paa Appeninerne og ventede at Gyrikollen ſkulde udſende Røgſkyer, blev min Opmærkſomhed pludſelig vakt ved en Raslen i min Nærhed, og jeg hørte Grenene brage, og Øieblikket efter det ængſtelige Skrig af en efterſtræbt Hare. Jeg foer op fra mit Sæde, og i ſamme Nu ſtod Bonden ved min Side. Kun et Secund ſtode vi ſaaledes, inden vi ſaae Ørnen hæve ſig tungt op mellem Granerne med ſit Bytte i Kløerne. Bøsſen ſkjalv i min Haand. „Rolig“, hviſkede Jægeren, „lad den komme nærmere“; men det var ikke udtalt, før hans og mit Skud lød hult over Fjeldene. „Den falder, den falder, pas paa“, raabte den Gamle, da den mægtige Fugl udſtødte et hvinende Skrig og ſtrøg fra os. „See paa dens Flugt, den er uſikker; nu daler den, den er vor“.

Da vi kom ned i Klevveien laae Ørnen med ſine ſtore, mørke Vinger udbredte over den lyſe Sand; den laae haardt ſaaret, ſkrigende og blødende over ſit Bytte, ſom den ſelv i Døden omſluttede med ſine ſeneſtærke Kløer.



PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.