Krogkleven

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
P. T. Malling (s. 19-27).

Det var i Midten af Augustmaaned, da jeg med Bøssen paa Nakken slentrede op ad Ringeriges skovklædte Klev. Jeg havde havt en lang Marsch; et Kobbel Hunde fulgte mig; Tungen hang dem langt ude af Halsen, og Fraaden dryppede dem af Flabben. Solen stod høit paa Himlen og brændte stærkt; der rørte sig ikke et Pust i Atmosphæren forat formilde Heden. Himlen var hvidlig blaae; Luften var trykkende og gjorde Aandedrættet besværligt. Græsset og Blomsterne bøiede sig døsige mod Jorden, og kuns langs de rislende Bække paa Klevens Sider saae man den friske grønne Farve. Selv de unge Grantoppe syntes saftløse, og Luften spillede og zittrede mellem Grenene, men der hvilede en dyb Roe over Landskabet, og den skulde have gjort mig godt, om jeg havde hvilet under et skyggefuldt Træ. Spurvene væltede sig i Støvet og den qvikke Linderle vaskede sig i Bækken; Svalen susede sommetider forbi og greb i Flugten en flagrende Sommerfugl. Det var en Dag for Insecterne: de surrede og summede omkring overalt. Høit over Grantoppene, under den lyseblaae Himmel, svingede den mørke Ørn sig; Vingerne vare spendte, og dens sultne, klynkende Stemme skreg efter Rov; men Skovens Dyr hvilte i Træernes Skygge. Nu og da hørte man Lyden af en Koebjælde, som om Dyret slog med Hovedet for at fordrive Fluerne.

Min gamle Ledsager fulgte mig paa denne Tour. Han gik foran mig op gjennem Kleven med sin Andeel af vort Bytte. Begge vare vi vante til Anstængelser, og den qvalme, lumrede Dag, og den besværlige Vei generede os ikke synderligt. Den gammelagtige graae Jæger gik med sin Bøsse i Haanden og saae med vrede Blikke op til den stolte Fugl, der svævede over vore Hoveder. „Troer Du“, sagde han, og vendte sig mod mig, idet han pegede med Bøssepiben mod Ørnen, „at denne Røver allerede iaar har ødelagt mere Vildt, end Du og jeg kommer til at skyde i hele Sommer?“ Jeg svarede ham ikke; thi mine Tanker havde taget en anden Vending. Naturens Skjønhed tiltalte mig ved hvert Skridt, trods den noget slappede Stemning, som Heden og Anstrængelsen medførte. Jeg havde vel været her hundrede Gange; men denne Klevs største Værd er det, at den aldrig er liig sig selv. Snart hviler Skyen sig paa Fjeldets Toppe og glider i næste Moment ned i Dalen; snart spiller Lysningen i de stærkeste Farver hist og her langs Aasernes Sider, medens enkelte Partier hvile i en næsten sortagtig Skygge. En Maler kan kun gjengive os Krogkleven halvt; han kan holde den i den heldigste Belysning og sige: „ Saaledes er den et Øieblik“, og vi troe gjerne, at denne Skygge og dette Lys har hvilet over Landskabet i det Nu, som han greb; og vi maae nøies hermed; men hine ustadige Reflexer, der her gjøre Partierne tusindfold mere tiltrækkende, — de Spil kan Maleren ikke gjengive. Jeg har seet mangfoldige Fremstillinger af Krogkleven, men ikke een, der kan gjøre Fordring paa synderlig Opmærksomhed. Kun Fjældets steile Vægge, med sine Granskove, Bækkene, den støvede Vei, hvo enten en Bonde viser sig til Hest, eller en Herre kjører en Dame, — har Maleren kunnet opfatte.

Som bekjendt gaaer denne Vei mellem to steile Fjeldvægge i idelig Bugtninger, og Fjeldet og Skoven kaste sine Skygger i forskjellige Retninger over Veien. Det steile, skovbekrandsede Fjeld bærer Himlens skyfrie Hvælving paa sine mørke Atlasskuldre. Skoven synker ned fra Aasen og gaaer dyb og uigjennemtrængelig hen mod Sundvolden. Solens Straaler gløder over Grantoppene og lægge sig qvælende ned paa den gule, sandede Vei. Bækkene skumme hist under mosede Stene, her glide de over en blank Steengrund og forsvinde i Veiens Krumning. — Min Bondejæger bærer sin Hue i Haanden og skotter endnu til Ørnen, der noget har sænket sin Flugt. „Vogt Dig“, siger han og seer op mod Fuglen, „kom mig ikke for nær, dersom Du ikke vil føle Heden af min Bøssepibe, — men Huldren hjelper vel Dig, som hun gjør ved Alle, der hører til Din Familie.“ Den rolige, svævende Luftseiler skreg med sin gjennemtrængende, klynkende Stemme ned til ham og svingede sig, med faste, stolte Vingeslag, høiere op i det hede, luftblanke Rum, men sulten og rovgjerrig viftede den med Halen og udstrakte sine Kløer.

Vi vare just i Nærheden af et Sted, hvorfra man til Nød kunde komme ind paa den Vei, der i gamle Tider gik ned af de bratte Fjelde. Dette og de Antydninger min Ledsager gjorde til Huldren og Ørnen, mindede mig om et gammelt Eventyr om Sanct Olaf og en ung, deilig Huldrepige, der havde fristet et hensmægtende Liv af Kjærlighed til Kongen, som aldrig havde seet hende. Hun havde i stille Henrykkelse omsvævet og beluret Gjenstanden for sin Ømhed, uden at han anede det, da han en Middag i Solheden tog sig Hvile under de skyggefulde Graner ved Rethellerne. Eventyret siger, at denne Huldre var fiin og skjær som Morgentaagen, der svæver over Fjeldene, og at en lettere Fod aldrig havde berørt det bløde Mos. For at fornye min Erindring om denne Historie, besluttede jeg at slaae lige ind paa den gamle Sti. Denne tilgroede Fjeldvei gik nærmere Rethellerne, og hvergang Sanct Olaf foer gjennem den vilde Skov og kom hid, reed han lige op til Sæteren forat vande sin Ganger. Her viser man endnu en Brønd, der bærer hans Navn. Den er ellers kun mærkelig derved, at den danner et dybt, rundt Hul i det nøgne, haarde Fjeld. Lige ved Siden af denne Brønd sees ogsaa i Fjeldet et Hul, som aldeles passer til Bunden af et Vandspand. Bønderne sige, at dette Hul er Mærket efter den Bøtte, hvormed Sanct Olaf vandede sin Hest. — Terrainet fra Kleven og hen til den gamle Vei er besværligt og kuns tilgængelig for den, der nøie kjender disse Marker. Man maa saa godt som bryde sig Vei gjennem en sammenvoxet Skov af Grane- og Fyrretræer. Er der en Plet, der er frie for disse, saa voxe Oretræet og Vildtornene der i tætte Klynger; man maa arbeide sig over Svælg og Vindfald, og først naar man nærmer sig den gamle, grønne og alligevel forvittrede Klev, antager Landskabet en Charakter, der er værd at lægge Mærke til. Paa den modsatte Side af Kongeveien er Fjeldet skovklædt og rundformet. Her hæver det sig lige, nøgent og graat op mod Himlen. Paa de lodrette Fjeldvægge har kun hist og her en enkelt mosbegroet Gran faaet skjult sine Rødder. Bjergtoppen bærer ogsaa kuns enkelte fortørrede Graner, med knækkede Kroner. Det lange, iisgraae Lav hænger fra Granerne ned over Fjeldryggen; men ved Klippevæggens Fod runder Fjeldet sig og bliver farverigt og mosgroet; her bliver Skoven atter reen og stolt, og et kort Stykke nedenfor er der en grøn Braate, hvorover Solen nu lægger sine meest brændende Straaler. Dybt under vore Fødder ligger Holts- og Steens-Fjordens blanke Flader; de ovale Øer, med de mørke, duftsvangere Skove svømme mildt paa de klare, rolige Søer, og Skyggerne falde dybe ned i det speilblanke Vand. Men over os, kuns noget nærmere det modsatte Fjeld, svæver atter under den blanke Himmel, den samme Rovfugl, der havde vakt Bondejægerens Opmærksomhed. Herfra var det, at den unge Huldre i den hede Middagstime speidede efter det Syn, hun aldrig kunde glemme. Eventyret lyder i Korthed saaledes: En underjordisk Prinds nærede en varm men haabløs og upaaskjønnet Hengivenhed til en ung, deilig Huldrepige. Han bar sin Kjærlighed lønligt men hengav sig til en ørkesløs Uvirksomhed, der harmede de Underjordiske. Kun naar Maanen skinnede over de sorte, tungsindige Fjeldsøer, og naar Natteravnen istemte sine triste Toner, fulgte han den Elskede, og da anede Huldren, hvad der feilede ham. Men en Middag i Augustmaaned, da det var lummert i Dalene havde Sanct Olaf, der foer over Krogskoven lagt sig til Hvile under nogle skyggefulde Træer i Nærheden af Rethellerne og her saae Huldrepigen ham, idet hun vandrede mellem Træerne. Det var den første Christne, hendes Blik havde hvilet paa, og dermed var hendes Skjæbne afgjort. Hun kunde ikke vende Blikket fra den christne Konge, og da han fortsatte sin Reise, gik hun langsomt og tyst efter ham, indtil han forsvandt for hende nede i Veien. Her satte hun sig og stirrede trøstesløs efter ham. Solen brændte hende bruun, men hun mærkede det ikke; thi hendes Sjæl fulgte Olaf. Hendes Kjærlighed for den christne Mand rygtedes snart blandt de Underjordiske, og de banlyste hende fordi hun havde hengivet sig til deres bittreste Fiende; men den underjordiske Prinds kunde ikke glemme hende, og til Straf omskabte hans Fader ham til en Ørn, med denne Fugls vilde rovgjærrige Natur, men alligvel skulde han bære Mindet om sin Kjærlighed hos sig selv uden at Huldren kunde ane det. Alligevel — fortæller Eventyret — sad der bestandig paa det Sted, hvor den unge Huldre stirrede ned over Veien, en stor, brun Ørn i den høie Grantop, og naar Solen om Middagen brændte hedest, slog og hviftede den med sine store Vinger for at svale Luften omkring hende. Da Efteraaret kom, visnede Huldrepigen hen og døde, og skjønt hun havde været hadet af sit Folk, blev alligevel hele Ørneslægten fredet af Huldrestammen, fordi denne ene Ørn havde værnet om deres smukkeste Datter.

Da dette Eventyr var gaaet mig gjennem Tankerne, kastede jeg Blikket op mod Ørnen, der et kort Stykke fra os svævede over Krogklevens vestlige Fjeld, men der var Intet i denne Røvers Færd, der kunde minde mig om den gamle Historie. Kun den qvælende Middagshede gjenkaldte mig den unge Huldres usigelige Lidelse. Min Bondejæger havde villig fulgt mig hid, i Nærheden af Dronningens Udsigt, i Haab om, at komme Ørnen, der for Lidt siden svingede sig herover, nærmere, men nu var han bleven skuffet, og han foreslog derfor, at vi skulde trække os henimod Kongens Udsigt. Jeg saa henimod Ørnen og den seilede endnu rolig, men skrigende og hungrig over de skovklædte Fjelde. Det var ikke Had til Fuglen, der drev mig hen paa denne Vei, jeg gik kun villieløs. Da vi efter et Qvarters Forløb kom herhid, var Ørnen atter forsvunden, og vi saae Intet til den. Med sine dybtliggende, graae Øine stirrede Jægeren ud i det blaa Rum, og da han ikke kunde opdage Gjenstanden for sin Speiden, kastede han Jagttasken og Kjolen af sig, og lagde sig hen under Træerne. Han lagde sig mellem Hundene og mig, og hans Øine lukkede sig, aabnede sig og lukkede sig atter, idet hans matte Haand vilde holde Hundene borte, der slikkede ham i Ansigtet. Jeg saae paa ham og beundrede hans fjeldstærke Skabning. Han laae der som den hvilende raae Kraft. Bøssen havde han omsluttet med sine Arme, og han lignede den kraftige Natur, der omgav os.

Saa træt, jeg var, kunde jeg dog ikke sove. Om det nu var min altfor store Træthed, der hindrede det, eller det var den pragtfulde Natur, der ikke vilde tillade mig at lukke Øinene, veed jeg ikke, men det veed jeg, at jeg ikke angrede denne søvnløse Time. Jeg sad der omgiven af de stolte Fjelde; under mig tabte Øiet sig i den dybe, mørke Skov. Ringerige laae foran mig og brændte i al sin lyse Pragt. Lod jeg Øiet glide videre, saa hvilte det paa de fjerne, sneedækte Fjælde. Belysningen var saa phantastisk stærk, at den næsten blændede Øiet. Vandet nede paa Ringerige spillede i røde og sneehvide Farver. Nu og da gled en Baad over dets rolige Flade, og Aareslagene glimtede over Vandet, indtil en Bøining af Stranden skjulte Baaden. Selv Sneefjeldene gav Landskabet en varm Tone og sendte Solens Straaler tilbage i lange, lysende Striber. De kegledannede Høider hævede sig over de andre Fjelde og havde noget Vesuvagtigt ved sig. Dette Landskab syntes ikke at tilhøre Norden, men jeg vidste, at Aftenens Aander skulde lægge sine kjølige Vinger over dette hede, blussende Strøg og sige mig, at jeg ikke var ukjendt her. Nu var det italiensk Luft og en italiensk Tone, der hvilte over alle Partier. Medens jeg drømte mig hen paa Appeninerne og ventede at Gyrikollen skulde udsende Røgskyer, blev min Opmærksomhed pludselig vakt ved en Raslen i min Nærhed, og jeg hørte Grenene brage, og Øieblikket efter det ængstelige Skrig af en efterstræbt Hare. Jeg foer op fra mit Sæde, og i samme Nu stod Bonden ved min Side. Kun et Secund stode vi saaledes, inden vi saae Ørnen hæve sig tungt op mellem Granerne med sit Bytte i Kløerne. Bøssen skjalv i min Haand. „Rolig“, hviskede Jægeren, „lad den komme nærmere“; men det var ikke udtalt, før hans og mit Skud lød hult over Fjeldene. „Den falder, den falder, pas paa“, raabte den Gamle, da den mægtige Fugl udstødte et hvinende Skrig og strøg fra os. „See paa dens Flugt, den er usikker; nu daler den, den er vor“.

Da vi kom ned i Klevveien laae Ørnen med sine store, mørke Vinger udbredte over den lyse Sand; den laae haardt saaret, skrigende og blødende over sit Bytte, som den selv i Døden omsluttede med sine senestærke Kløer.



PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.