I Nordmarken

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
P. T. Malling (s. 28-50).

Det var en tidlig Morgenstund i Midten af October. Jeg sad alene med min Bøsse, omgiven af Nordmarkens mørkladne Aaser. Mine Hunde havde jeg hverken hørt eller seet siden jeg slap dem, jeg var ubeskjæftiget nu og følte Trykket af den tunge døsige Luft. Over Skoven rugede Taagen, og en fiin gjennemtrængende Støvregn lagde sin matte Emaille over Træer og Blade. Gjertrudsfuglen bankede paa de tørre Grene og skreg efter mere Væde; Fossen bruste dødt og mat i sit Indelukke, og Pustet fra dens Fald formaaede neppe af og til for et Øieblik at løfte det tunge Taagedække op til de nærmeste Grantoppe. Den høie Aas, der strækker sig fra Forkjernbraaten Nord over forbi Indsøen Helgern op mod Hakkloen, var i sin Octoberdragt og under den gik Elven mellem Løvtræer, der stille dryssede sine gule og rødlige Blade ud over dens Strømme.

Over den Braateflæk, hvor jeg sad, ludede den skovklædte Aas steil og vild med sine skjæggede Graner og høstspraglede Løvtræer; men Taagen hang over Aasens Skuldre; Skodden drev i Dalen om mellem Træernes Toppe og hyllede dem ind snart i et luftigere Slør, snart i tunge, folderige Gevandter, og hindrede Blikket fra at trænge ud i dette uendelig triste Landskab. Her hørtes ingen Lyd uden Gjertrudsfuglens og Fossens. Her var intet Liv, ingen Klang, intet Ekko fra Skoven og Fjeldet. Alt var saa dødt; selv naar jeg skreg til mine Hunde, kunde jeg høre, hvor Jagtskriget naaede kort og tomt ud i Veiret, og naar den matte Lyd var gaaet over Læben, rugede atter Eensomhedens Gru om denne Plet.

Herfra til Forkjernbraaten kunde der vel neppe være halvanden Fjerding Vei og til Hakkloen en halv Miil. Helgern maatte strække sig sydlig op mod denne Braate og bag Aasen i nordlig Retning laa Hakklovandet; men med Bestemthed at beregne, hvor man stod og gik, var en Umulighed i dette Veir, hvor man ei engang kunde skimte de store Vande førend man var lige ved deres Bredder. Det var ingen Hygge at sidde paa denne Plet, uden at høre et Glam af Hundene, og disse Omstreifere sloge gjerne en Fjerding ud, naar de ikke fik Fod i Nærheden.

Betragtning eller Ligegyldighed havde lagt mig Haanden under Kinden, da jeg ikke langt fra mig hørte en Steen glide ned i Elven. Gjennem Taagen skimtede jeg to Børn, der kom langs Elven paa den modsatte Side. Det var en Gut paa en ti, tolv Aar og en Pige, der saae ud til at være et Par Aar yngere. Gutten havde ikke andet paa end Skjorte og et Par pjaltede Buxer, der naaede ham lidt nedenfor Knæerne, Jentens Dragt var ikke rigere, da den ikke bestod i andet end en kortærmet Striesærk og et stumpet Skjørt. Begge vare de barføddede. Drengen havde en Næverskrukke og Pigen en Bærkurv i Haanden, og det var klart at de søgte efter et Sted, hvor de kunde komme over Elven.

„Pas dig nu Lars, hvordan du gaaer til,“ sagde Jentungen til Gutten da han sprang ud paa en Steen, der ombrusedes af Elven.

„Jeg lyt nok bære dig paa Ryggen min, Aase. Du er vel ikke god for at gaae over selv!“ sagde han, idet han gik ind igjen, satte sig paa Huk og tog Aase, som holdt Næverskrukken og Kurven foran ham, paa Ryggen, og bar hende paa denne Maade over Elven, der næsten gik Drengen til Skrævet. De kom op imod mig, men Gutten standsede først nogle Skridt fra Elven og afrev en Deel Bjørnemose, som han lagde i sin Skræppe. Pigen ranglede lidt omkring og ledte vel efter Tyttebær, men her fandt hun ingen. Først da de havde nærmet sig til mig paa ti Skridt fik de Øie paa mig, standsede og stirrede, som saadanne Børn bestandig gjøre, halv forundrede halv forskrækkede, tause og alvorlige paa mig.

God Dag! sagde jeg. I har vel hjemme i Forkjernbraaten?

Nei, svarede Gutten, efter en liden Stunds Betænkning.

Kanskee I er fra Hakkloen?

Nei, svarede han langtrukket.

Hvad hedder Pladsen du er fra da?

Je veit inte.

Hvad hedder din Fader?

Han Faer er dau.

End din Moder?

Hun Moer boer paa den andre Siden af Aasen.

Det maa være slemt at finde Veien over Aasen i sligt Veir, som i Dag?

Jaha.

Har du hørt eller seet et Par Bikjer da du gik herover?

Nei, svarede Gutten, og begyndte at rusle afsted, da Samtalen formodentlig kjedede ham. Aase, der udentvivl var hans Søster, fulgte med nordover Braaten og snart kunde jeg gjennem det graae, fugtige Taageslør, der nu hang ned, selv over de nærmeste Træer og Stubber og oprevne, i Veiret strittende Rødder, hverken see Gutten eller Jentungen, hvis Fader var „dau,“ og som ikke vidste hvad Pladsen hed, hvor deres Moder boede.

Men det led allerede ud paa Formiddagen, jeg maatte op over Aasen for at søge efter mine Hunde. Skjønt jeg kjendte denne Mark og vidste at man sjelden træffer en Sti, naar undtages de Veie, som føre mellem og til Pladserne, fulgte jeg dog Elven et Stykke for om muligt at træffe en Fuglesti, der kunde lette mig Gangen over den uvejsomme Aas, men forgjæves. Elven optog den mørke Skygge af Fjeldet; Oretræerne hang med deres gule, vaade Løv over dens Bredder. Hist og her laae en enkelt halvraaden Kavle slængt ud over Bredden, medens Elven strømmede om de store Stene, der vare kastede omkring i dens Løb, og man maatte springe fra den ene til den anden af disse for at komme over eller forbi de ofte fremspringende Fjeldsider, der i min Nærhed traadte sammen og begyndte at blive saa bratte, som om Bjerget vilde lukke sig over mit Hoved. Jeg besluttede derfor at gjøre Ende paa denne Uvished og stikke lige op over Aasen, der truende og vildt hævede sig over mig med sine steile Styrtninger, sine Masser af Vindfald, mægtige, knækkede og fortørrede Stammer og oprevne Rødder, hvis blottede Grene bredte sig ud som Hovederne af et Knippe sammenviklede Kjæmpeslanger. Gangen var tung og møisom i dette Vildnis, men jeg havde altfor ofte vandret i denne Mark til ikke at kjende den Møie, der ventede mig. Da jeg havde vundet et Stykke op, var det som om Taagen hævede sig lidt; den fine Støvregn tiltog og faldt stærkere; men naar jeg saae opad, kunde jeg hverken see Høiden eller Toppen af Aasen. Derimod aabnede der sig en Smule Udsigt til det lavere Skov-Landskab paa den anden Side af Elven.

Den Aas, jeg arbeidede mig opover, kaldes Falkenbjerget, og Trakten heromkring er en af de vildeste i Nordmarken: kjæmpestore Stene ligge overalt henkastede paa Aasens Skraaninger eller sammenhobede i Urer; dybe Revner skille Klipperne ad, styrtende Præcipicer kaste sig lige ned til Elven. Overalt, hvor den finder Rodfæste, hæver Granen sig med en sjelden Kraft og Høide paa Aasens Sider, men dens Krone er strøget væk, og her ligge endnu uhyre Masser af halvforraadnede Vindfald efter den bekjendte Maistorm, der i 1832 gik hærjende gjennem Skovene her; kun enkelte mægtige Furruer hæve sig paa sine Steder som Jetter fra en henfaren Tid mellem de sunkne Graner og strække sine knudrede Grene ud over den øde Hei. — Alt som jeg brød mig Vei gjennem denne ligesom forvittrede Egn, tiltog Regnen, og Væden sildrede overalt ned over den bratte Fjeldside; men det var som om Skodden gik foran mig; den kolde Vind, der stødviis foer sukkende mellem Granerne, havde den allerede i sin Magt og førte den mere og mere tilveirs. Da jeg kom op paa Aasen hang kun den vandige mørkegraae Himmel over det ubeskrivelig melancholske Landskab. — Her havde man en viid men trykkende Udsigt. Forkjernbraaten var jeg nærmere, end jeg havde troet, og denne romantisk beliggende Plads laae som en grøn og venlig Oase i de mørke Skoves Ørken, der overalt mødte Øiet. En sortladen Fordybning betegner Elveløbet, der hist og her fra sine Fosser kaster Støvskyer op mellem Granerne. Til Venstre i Øst ligger Helgerns mørke Flade; der lyder en Brusen op fra dette Vand som et dæmpet Suk fra Egnens tungsindige Alfer. Over de fjernere Aaser hænger Regnen sit vaade Tæppe. Intet vexlende Lys bringer Nuance ind i dette Landskab. De eneste Gjenstande, som Øiet hviler ved og som bringe Afvexling ind i denne triste Eensformighed, der vidt og bredt udfolder sig, naar man paa en regnfuld Oktoberdag fra et høit Stade seer ud over Skovstrøget, ere Forkjernbraaten med dens grønne Vold og lille Indsø og dernæst Helgerns grankrandsede dybe Speil. Men i Forgrunden oppe paa Høiden er Afvexlingen saameget rigere: Terrainets sønderrevne Beskaffenhed, med dets Chaos af Steenblokke og Vindfald, hvor Regnbækkene skumme ud fra fløielsskinnende Moospartier mellem de saftiggrønne Smaagraner, der skyde op under de gamle af Stormen omstyrtede Stammer og Rødder, kunde forsyne et halv Snees Landskabsmalere med de rigeste Forgrundsstudier. Men de Folk, som færdes her, ere kun Fiskere, Jægere og Tømmerhuggere; dog kommer Fiskeren sjelden over disse Høider, og Tømmerhuggeren har ikke synderligt at gjøre her; thi Stormen er kommet ham i Forkjøbet. For mig var ogsaa Gangen forgjæves: her var ingen Hunde at see eller høre, og vidtom rørte sig ikke et Livstegn. Jeg lokkede og skreg mig næsten hæs; men Hundene maatte ikke kunne høre min Lokning. Et Skud vilde gjøre godt; men Ladningen, der havde ligget i Løbet siden jeg gik ud fra Forkjernbraaten om Morgenen var vaad, og først efter at jeg havde slaaet et Par Knaldhætter af, rullede Skuddet mat ned over de skovrige Lier under Aasen: Røgen drev tungt og langsomt hen over Skoven, medens jeg forgjæves anstrænget lyttede efter et Glam. Naar jeg en enkelt Gang troede at høre Ljomet (Ekkoet) af Hundene, overbevistes jeg snart om, at det kun var Fossens matte Brusen i det Fjerne, der skuffede mig. Paa denne aabne Hei, hvor der ikke var noget Læ, var det ikke at tænke paa at lade Geværet igjen, jeg maatte længer ned i Lien, paa den Side af Aasen, der vender mod Hakkloen; de tætte Grene dannede her et Tag mod Regnen. Men det var yderst ubehageligt at gaae i den vaade Mose. Rørlyngen, Enerbuskene og Tytebærlyngen slog hvert Øjeblik fugtigt og koldt over Benene. Ved at følge de Fuglestier, der fandtes lidt længere ned i denne Helding, undgik jeg tildeels disse Ubehageligheder, men fra oven styrtede Regnen tung og tæt, og naar jeg blot kom nær en Green, dryssede Vandet isnende og gjennemtrængende ned. Dertil hindredes og besværliggjordes Gangen ved alskens Fremstaaenheder, Fordybninger, Stene og de evindelige Vindfald. — Før havde der neppe været en Stok at see, nu var der opreist Fuglestokke overalt i Draagene, Stierne og Trangene; der var ikke en Fugl at see i dem, men det var ikke nogen usandsynlig Formodning, at en Stok kunde have knækket Nakken paa en af mine Hunde. Eftersom jeg kom længer frem i Skovbreden blev det mig mere og mere paafaldende, med hvilken djævelsk Kunstfærdighed disse Stokke og Snarer vare oprejste. Det er ingen Sjeldenhed, hist og her at træffe paa enkelte Stokke raat oprejste og uden synderlig Indsigt i Fuglenes Levemaade og Vaner og ikke desto mindre fange de Vildt. I disse fandtes der som sagt ikke en Fugl og dog vare de opstillede saaledes og i en saadan Mængde, at Fuglen umulig kunde undgaae dem. Ved nedfældede Smaagrene, der for et uøvet Øie syntes at ligge aldeles tilfældigt, ved oprejste Kvistgjerder gjennedes Fuglene til at følge Stierne og gaae lige i Stokkene; i Fordybningerne, Draagene og Trangene, hvor der ikke var Plads for Stokke, stode Snarer og ventede Vildtet. Der var mig Ingen bekjendt i disse Egne, som besad en saadan Kundskab i Vildtfangeriet, som den, der havde viist sin Duelighed i Anordningen af disse Fangeredskaber. Vel kjendte jeg et Par slige Ræve, men de havde sine Huler flere Mile herfra.

Jeg kom netop til et Sted, som en almindelig Vildtfanger rimeligviis havde forbigaaet, men som nu var benyttet med megen Kyndighed. Der var nedimod Foden af Aasen, som paa dette Sted gik brat og skovklædt op, en liden mørk og dyb Dal; en Vei, der rimeligviis gik ned til Hakklovandet, var en Smule bredere end de korte og afbrudte Fuglestier, der hist og her fandtes inde i Tætskoven. Et Par saadanne neppe kjendelige Fuglestier stødte til den bredere Vei, men strax foran laae et mægtigt Vindfald med sine knudrede sammenvoxne Rødder slængt ud over Veien. At kunne benytte og stænge disse tre Stier paa en Gang var en overordentlig Fordeel. Men Vindfaldet vilde nøde Fuglene til at tage til Vingerne, og en enkelt Stok foran det vilde være til liden Nytte. Stokken stod alligevel strax foran; til Høire mod Aasen var der nedfældet en Gran, saaat Gangen paa den Kant var hindret; til Venstre var der under Vindfaldet en tre, fire smaa Aabninger, som syntes ganske tilfældige og fremkomme uden Svig; men i hver af disse Aabninger var anbragt en Snare, saa at Fuglene, der saare nødig bruge Vingerne paa denne Aarstid, nødvendigviis vilde foretrække, at gaae igjennem dem og — fanges.

Det kan være tilgiveligt om en Jæger bliver utaalmodig, naar han i Raaveir skal gaae den halve Dag omkring i et vildsomt og tungt Terrain, uden hverken at høre eller see sine Hunde, uden at fornemme anden Lyd end Regnens Fald og det monotone Fossesus. Hans Stemning modtager sin Skygning af den mørke Natur, og den stumme Tungsindighed, der hviler over det arme Landskab, trykker selv et freidigt Sind.

Jeg var ingenlunde vel tilmode, da jeg gjennemblødet til Skindet, slentrede fremover og havde kun lidet Haab om at træffe „Feiom“ og „Klinge.“ Jeg fulgte Stien, uden at forstyrre eller ødelægge Stokkene og Snarerne. Men under denne Vandring hørte jeg tydeligt en Stoks Fald og Vingeslag af en Fugl. I samme Øieblik susede en Ungtiur imod mig og slog sig ind i en af de nærmeste Grantoppe. At fælde den var kun et simpelt Skud, og Fuglen laa flaxende paa Bakken, men fjernt og længe kunde jeg nu høre Knaldets Ekko rulle hen mellem Aaserne. Længer hen i Stien laa en Røi med Halsen under Stokken og de guult og bruunt spraglede Vinger udbredte til Siderne. Den var endnu ganske varm, men uden Livstegn da jeg løftede Stokken af den og lagde den ovenpaa, for at Den, der saa godt forstod denne ødelæggende Kunst kunde erfare, at han denne Gang kunde været skilt ved sit Bytte.

Længer frem antog Landskabet en anden Charakter ved Aasens steilere Styrtninger, som en Regnbæk styrtede ud over, og dennes Brusen var den eneste Lyd, der naaede Øret. Under Styrtningen udbredte sig en større Flade, fuld af Smaabuske og Rognetræer, der hang fulde af sine røde Frugtklaser. Det forekom mig som om jeg her hørte en af mine Hunde, men da jeg kom nærmere mærkede jeg, det var Øxehug. Jeg gik efter Lyden og kom atter ind mellem høie, ranke Graner. Her stod en Tømmerhugger; hans Øxe faldt skarpt og hvinende i Granlæggen, og det klang i Veden for hvert Hug. Det var en stærk, bredskuldret Karl i sine bedste Aar. Ovenpaa en islandsk Uldtrøie bar han en graa Rundtrøie, der engang havde været Kjole, men som var bleven afskaaren efter Taskelommerne. Et Par korte Beenklæder, der slubrede ham om Læggene, vare saa stoppede og saa besatte med forskjellige Lapper, at det oprindelige Stof vanskelig kunde bestemmes. Han havde store Begsømsko paa de ellers nøgne Fødder og bar paa Hovedet en gammel forklemt og afslidt Hat, som han lettede lidt paa, da jeg nærmede mig. Hans Ansigt bar tydelige Mærker af strengt og haardt Arbeide under aaben Himmel, Haaret hang ham ned i Panden og bidrog til at udhæve det ved Uveiret og Arbeidet fremkomne Udtryk af Slaphed, der rimeligviis ikke var eiendommeligt for ham, naar han var udhvilet. Da jeg havde gjengjældt hans Hilsen, sagde han, idet han spyttede i Næven og fortsatte sit Arbeide:

„Det er ondt Veir at jagte i idag.“

„Det er ikke værre at jagte i end at hugge i,“ svarede jeg. „Men hvad mener du, om vi tog os en Dram i sligt Veir,“ tilføiede jeg for at indlede en Passiar med ham.

„De skulde ikke give bort Brændevinet Deres,“ sagde han, idet han rettede sig fra sit Arbeide, løftede Hatten og strøg sig med Bagen af Haanden over den vaade Pande; „De kunde have det nødig selv i Dag.“

„Jeg skal ogsaa tage mig en; jeg tænker, vi kunne have den nødig Begge. Men siig mig, spurgte jeg, idet jeg rakte ham Jagtflasken, hvem eier alle de Stokke og Snarer, som nu staae her?“

„Ja, De maa nok undres paa det,“ svarede han, da han havde taget en dygtig Slurk af Flasken,“ han er nok ikke stort kjendt her over Marken, men ellers er det denne Hjerpe-Hans, som har sat op al denne Djævelskaben og alle disse Greierne bort over al Marken. Der skal ikke blive megen Fugl tilovers for Trehørningskarlene nu skal jeg troe.“

„Hjerpe-Hans? Ham har jeg aldrig hørt tale om før. Boer han her i Nordmarken?“

„Nei Gu, han er da fra Ringerige; men ellers kalde de ham ogsaa for Hvervingen og Hans Kampen; han har mange Navne den Karlen; men hid kommer han kveltræt og gaaer herfra morgentung.“

„Hvad mener Du med det?“ spurgte jeg, idet jeg forundrede mig over, at Hans Kampen, som jeg kjendte meget nøie, og som netop var En af dem, der var allerværst til at ødelægge Vildtet med Stokke og Snarer, — gik fra Krogskoven og hid for at fange Fugl.

„Hvad jeg mener? jeg mener han gaaer og frier her, veed jeg. Han gaaer brave Folk i Veien baade paa den ene og paa den anden Maade, han. Fuglen taer han bort, saa der mest ikke er en Fjær at see i Skoven og han gjør megen anden Ugreie ogsaa.“

Under den sidste Replik havde Tømmerhuggeren sat sig paa en nedfældet Gran. Det var let at forstaae at den mig velbekjendte Hans gik ham i Veien i Kjærlighedsanliggender.

„Alle Fugle har han dog ikke taget endnu, her seer du en, jeg skjød strax her henne,“ sagde jeg idet jeg tog Tiuren ud af min Taske, „og nu netop gik der en Røi i en af hans Stokke næsten paa samme Sted. — Men hvem er det Hans Kampen gaaer paa Frieri til?“

„Aa det er til en Jente, som hedder Mari. Store Rigdommen skal der nok ikke blive at faae for ham, om han faaer Jenten. Selv maa hun tjene, og Moer hendes eier ikke Straaet hverken til sig selv eller til de andre Ungerne. Men med Forlov, hvor agter den Karlen sig hen til Natten?“

„Det er ikke godt at svare paa,“ sagde jeg, „jeg har mistet begge mine Hunde, og jeg maa see om jeg kan træffe dem igjen. Du skulde vel ikke have hørt eller seet dem idag?“

„Seet dem har jeg ikke, men strax idag Morges hørte jeg en grov og en fiin Hund jage langt Nord paa her. Jeg hørte det skjød ogsaa, og saa blev det stilt,“ svarede Tømmerhuggeren.

„Det er vel Hans Kampen, som er ude igjen da?“ sagde jeg.

„Nei Gu er han ikke nu alligevel. Han gik til Byen igaar med en Børd af Fugle saa svær som et Hestelæs, og han pleier gjerne blive borte en to tre Jævndøgn,“ svarede han.

Jeg udspurgte ham nøiere om mine Hunde, men han kunde ikke give mig anden Underretning, hvorpaa jeg sagde, ham, at jeg vilde gaae nordover og huse mig i Hakkloen.

„Aa ja,“ sagde han, „det er nok godt at faae Tag over Hovedet i sligt Veir, men ellers er det saa fuldt i Hakkloen af Tømmerhuggere og Pargas, at de ligge mest paa hinanden.“

„Hvor huser du dig henne?“ spurgte jeg.

„Jeg finder vel en Krog etsteds jeg ogsaa. Ja Gud bevares, det er nok ikke rare Taget, men det er altid lidt ligere end at ligge ude, og bedre end at være i Hakkloen,“ svarede Tømmerhuggeren.

„Kanske du ogsaa kunde skaffe mig Huus der?“ spurgte jeg.

„Det kommer sig an paa om De kan hæle (holde ud) der; ellers kan De nok faae være der. Saa kan De faae see hende, som Hans gaaer til nu, for ved Mikkelsmesse tog hun fra Konditionen og flyttede til Moer sin for at hjælpe hende med de andre Smaaungerne.“

Dette Tilbud modtog jeg, men da det endnu var tidlig paa Eftermiddagen vilde jeg, skjønt med ringe Haab, gaae lidt omkring for om muligt at træffe mine Hunde. Jeg sagde tillige til Tømmerhuggeren, at jeg vilde gaae tilbage for at hente den Røi, som Hans havde faaet i Stokken, og at han kunde sige ham, hvem der havde taget den, for at han kunde komme ind og faae den betalt næste Gang han kom til Byen.

„Huf,“ sagde Tømmerhuggeren, da jeg reiste mig for at gaae; „det er bleven koldt, mens vi have siddet her; det er ikke Veir til at sluntre i nu. Hun øser brav ned.“

„Jeg mener det er bedst, du faaer Lidt at varme dig ved,“ sagde jeg, og rakte ham min Flaske. Da han havde drukket en Slurk, tog han sin Øxe, gik mod Veiret og begyndte at kviste Granene, der med sine prægtige Grene laa henslængt paa det fløielsbløde Moos.

Jeg gik ned i Dalen langs med Elven. Tømmerhuggerens Øxeslag tabte sig snart ved Elvesuset. En Eensomhed, som om Ingen aandede her, som om Alt var skjult og hemmeligt, var atter lagt over den vilde Skovegn. Her kunde man fristes til at glemme, at man et Øieblik før havde talt med et levende Væsen. Her strakte Oretræerne sine sidste Løvgrene ud i Elven, og et enkelt guulnet Aspetræ saae sin falmede Pragt i det mørke Væld. En mosbegroet Kjæmpesteen laa i Strømmen; rundt omkring den skummede Elven hvid, men antog snart den mørkegrønnne Farve, der lidt længere ned blev saa mørkladen som en Nat. Denne regnfulde Dag begyndte allerede at skumre. Da jeg kom op til Hans Kampens Stokke og havde lagt Røien i min Jagttaske var det vel endnu lyst, men Aaserne og Granskoven saae mørkere og skumlere ud end for en Time siden, og jeg gik lige tilbage til Tømmerhuggeren, som atter var ifærd med at fælde en Gran af mere end almindelig Høide. Paa den ene Side var Skuren allerede færdig, og der manglede ikke mange Hug paa den anden Side førend dette ranke Træ vilde styrte. Naar Øxen bed i Granlæggen, skjælvede Træet og det begyndte saa smaat at svaie med sin Krone.

„De faaer ikke staae paa den Siden,“ sagde Tømmerhuggeren, idet han saae op efter Granen, „for jeg har lagt hende did.“

Han gjorde endnu et Par Hug, og Træet bevægede sig et Par Sekunder, som om dets Fald endnu var ubestemt. Et Øieblik var det som om det ved sin egen Tyngde ballancerede paa Stubben, men ganske sagte bøiede det sig forover mod den Side, hvor jeg havde staaet. Da Ballancen var tabt, styrtede det ned med Brag; Smaagraner, der stode foran det knækkedes, og Granens øverste Grene splintredes i Faldet.

„Det bli’er en med tolv Tommers Top,“ sagde Tømmerhuggeren, og satte sin Øxe fast i Stubben. „Men nu faaer vi rusle paa os, skal vi komme frem i Lyse.“

Under endeel Grankviste fremtog han to andre Øxer, en Næverskrukke og en Træflaske.

„Jeg skulde have lidt Mad, før vi gik i Veien,“ sagde han; „men kanske De heller vil stryge strax, De?“

„Spiis du,“ svarede jeg, „saa skal jeg ogsaa tage mig et Stykke, og saa kan du smage paa min Niste med det samme“

Da vi havde endt vort Maaltid, stak Tømmerhuggeren Næverskrukken og Træflasken paa Øxeskafterne, som han lagde over Skulderen og gik nordover.

„Det er ikke rar Vei her,“ sagde Tømmerhuggeren, idet han gik foran og bøiede tilside Grenene, der rystede sit overflødige Vand ned over os;„vi faae holde os efter Leden (Leia.)

„Det varer ikke længe,“ sagde jeg, „før vi ikke kunne kjende Aaserne. Dersom det er langt at gaae, kommer Mørket paa os.“

„Det kan saa være det,“ svarede Tømmerhuggeren; „men jeg har gaaet denne Veien saa mange Gange, at jeg mest kjender Granen, naar jeg tager paa den.“

„Jeg synes det bliver mere og mere ulændt, jo længer vi gaae,“ sagde jeg, idet jeg var paa Veien til at snuble over nogle Trærødder.

„Nei da,“ svarede Tømmerhuggeren, „men det er saa artigt i Skumringen; En seer ikke rigtigt, hvorledes En sætter Benene. Men see Dem for i Bækken; De faaer træde midt paa Stenene, for de ere slibrige nu, og det er braadybt nede ved dem.“

„Hvad er dette for en Bæk?“ spurgte jeg, da vi vel vare komne over det skummende og brusende Vandløb.

„Aa, de kalde den Aurkjernsbækken,“ svarede Tømmerhuggeren. „Det er ikke store Bækken om Sommeren, skal jeg troe; da kan En gjerne gaae den tørskoet, men i sligt Veir som i Dag, kan det hende, den bruger sig; nu kunde den gjerne drive baade Kværnebrug og Saug.“

Eftersom vi fortsatte vor Gang faldt Mørket mere og mere paa og Regnen styrtede ned i Strømme. I hver Fordybning og Huling var der Damme og Vandansamlinger, som vi hvert Øieblik plaskede ud i; thi selv de nærmeste Gjenstande kunde vi nu ikke skjelne, kun naar vi saae mod Himlen, mærkede vi en Lysning mellem Granerne. Omendskjønt Tømmerhuggeren gik lige foran, saae jeg ham dog ikke anderledes, end som en bevægelig sort Skygge, og selv for ham var Gangen nu møisommelig. Jeg maatte næsten fristes til at troe hans Ord, at han kjendte Granen, naar han tog paa dem; thi hvert Øieblik kunde jeg skimte hans Arm, der famlede efter Træerne; om det var for at støtte sin Gang, eller om han virkelig havde Mærker paa dem, skal jeg lade uafgjort. Maaske havde han før været ude i lignende Veir, og derfor hugget sig Tegn i Træerne.

„Hun er styg i Qveld,“ sagde han.

„Ja du har Ret i det,“ svarede jeg; „jeg angrer næsten, at jeg ikke fulgte Veien til Hakkloen.“

„Vi har ikke langt igjen nu,“ sagde han.

„Men det maa dog være et Stykke; vi ere endnu ikke komne til Lykkegjordet.“

„Lykkegjordet skal ikke hæfte os,“ sagde han, idet han standsede.

Her fornam jeg Lugten af frisk Røg, hvilket jeg gjorde Tømmerhuggeren opmærksom paa.

„Ja, jeg kjender den nok,“ svarede han; „men jeg saae, om jeg ikke skulde kunne see Varme, for her skulde det være.“

„Her,“ spurgte jeg forundret, og saae mig rundt omkring, men jeg fornam ikke andet end Nattens og Skovens Mørke.

„Ja Gu skulde det være her, og her er det ogsaa, der kan De see, at det lysner nede under Dem.“

„Jeg saae, at der nede under mig trængte en Lysstraale ud iden sorte Nat. Det var ikke længer borte, end at man kunde see, Lysningen trænge ud mellem to Baghun, der ikke sluttede godt sammen.

For at komme ned til denne for mig sælsomme Bolig, maatte vi gjøre en liden Omvei paa en 50 Skridt. Omendskjønt Natten laae saa sort og mørk over hele Egnen, forekom det mig dog som om den ved mine Fødder var tykkere og tættere end lige ud for mig. Jeg sagde til Tømmerhuggeren, at Aasen her vist gik lige ned.

„Ja, hold Dem bare vel ind til Venstre,“ sagde han: „det er ikke saa fælende dybt som det seer ud til nu; men, Gud bevares, det var ingen Hygge at falde ned her.“

Da vi vare komne et Stykke frem jævnede Terrainet sig noget, vi gjorde en Vending lidt nedover, og kom ind i et trangt Dalføre eller „Draag,“ som Bønderne kalde slige trange Smaadale, der paa begge Sider indsluttes af steile Vægge. Her var det saa mørkt, at vi ikke kunde see en Alen foran os, men vi kunde heller ikke gaae os bort. Lysglimtet, som jeg for kort siden havde seet, da vi vare over Dalen, kunde jeg nu ikke mærke; men et Øieblik efter, trængte en fem sex Glimt imod os, og her laae den elendigste Menneskebolig, jeg har seet. En Deel Baghun og korte Tømmerstokke vare paa Skraa stillede mod den bratte Fjeldvæg. De vare bedækkede med Mose, Næver og Granbar, for, saavidt muligt, at hindre Regnens Indtrængen. Øverst oppe mod Fjeldvæggen var i det ene Hjørne et Hul, hvorigjennem Røgen trængte ud tilligemed en Lyssøile, der udbredte et stærkt Skin over de nærmeste Gjenstande. Ved begge Ender var en Tværstok, hvorimod der ogsaa var opreist Baghun og Tømmer, som vare belagte med Granbar.

Da Tømmerhuggeren standsede ved den nærmeste Ende og var ifærd med at tage et Par Baghun tilside, spurgte jeg ham, om der boede Folk her.

„Aa ja,“ sagde han, „vi har hjulpet Kjærringen at sætte op dette Skuret, for en Barhytte var for liden for hende maatro.“

Da han havde udtalt, var han ogsaa færdig med at faae Aabningen ryddig, og en Lysmasse fra et flammende Baal blændede os, der kom fra det tætte Mørke. Damp, Røg og Os af vaade Klæder, der hang om Ilden bidrog ogsaa sit til at hindre mig i at skjelne de forskjellige Gjenstande og Personer, der fandtes herinde. Det første jeg imidlertid fik Øie paa var Hans Kampens høie, jernhaarde Skikkelse, der sad med Ryggen vendt mod Indgangen. Han var i Skjorteærmer og sad med nøgne Been, som han varmede ved Ilden. „Jeg kunde mest tro, det var dig, som var ude i dette vakkre Veiret, da jeg fik høre Feiom og Klinge jage ved Hakklodammen i Dag,“ sagde han, idet han reiste sig og rakte mig Haanden.

Om det Indvendige af denne usle Hytte kan man neppe gjøre sig nogen Forestilling. Det var et Skuur i Form af en efter Diagonalplanet gjennemskaaren Terning. En Fjeldhelle dannede for en stor Deel Gulvet, og i den ene Ende af dette var Arnestedet afdeelt ved nogle større og mindre Kampestene. Omtrent to Alen op fra Ilden gik der en Tværbjælke, som med sin ene Ende laa fast i en Fordybning i den eneste lodrette Væg, som fandtes, nemlig den af Sod og Væde glindsende Fjeldside, den anden Ende af Stokken gik ud gjennem Taget eller Skraavæggen, hvad man nu vil kalde den; thi efter hvad ovenfor er anført, bestod dette Rum kun af Taget, en Væg og et Gulv. Paa denne Stok var alskens Klæder, der frembragte den dampende og osende Atmosfære, hængte. I Hjørnet, ikke langt fra Ilden var der opstablet en stor Bunke med tørret Mose og Granbar, som mod Væde beskyttedes ved store Næverflader.

To, halvanden Alen lange Krakke, et Par Kubber, samt nogle Trækjørler, Næverskrukker og Øxer, der vare stablede sammen, udgjorde det hele Huusgeraad. Under dette Tag vare nu samlede i det Hele 7 Mennesker. Foruden os var der nemlig „Kjærringen,“ som Tømmerhuggeren kaldte hende, den omtalte Mari, samt Lars og Aase, som jeg før havde talt med ved Elven.

„Gud bedre os, hvordan skal vi huse Jer i Nat,“ sagde Konen til mig, da jeg havde sat Bøssen og Jagttasken fra mig, og var i Færd med at skille mig ved nogle af mine vaade Klæder.

„Aa, den Karlen er vant ved at lide Ondt,“ svarede Hans Kampen for mig; han har nok været ude for sligt før. „Men,“ vedblev han, „du har nok flere Kjendinger her, jeg faaer vel faae frem Bikjerne til dig.“ Enhver, der har været i lignende Tilfælde, vil kunne sætte sig ind i den Glæde, der overkom mig, da Hans bag den store Mosebunke trak mine Hunde frem, som gabede og strakte sig, og logrede med Halen, da de fik mig at see. Hans Kampen var en gammel Ven og Bekjendt af Feiom og Klinge, og da han om Morgenen var kommen fra Byen, havde han hørt dem jage; han havde skudt Hare for dem, og siden havde Hundene slaaet Følge med ham.

„Du kunde dog have prøvet at træffe mig igjen, min kjære Hans,“ sagde jeg en Smule ærgerlig; „du vidste at ingen Anden havde mine Hunde.“

„Hvad siger du, Karl?“ udbrød han med den Varme, der overkom ham, da han følte at han fik en ufortjent Bebrejdelse. „Har ikke jeg søgt nok over Aaser og Marker; jeg gik lige tilbage til Gaaslungen og frem igjen rundt Helgern; jeg har skreget mig hæs og skudt bort Alt mit Krudt, men Fanden tage den, der hørte eller saae Noget til dig!“

„Ja, lad det være godt, Hans, jeg troer dig nok. Jeg faaer vel ogsaa betale dig for din Umage,“ sagde jeg, idet jeg gik hen til min Jagttaske og trak Røien frem. „Er du fornøiet med den,“ vedblev jeg og kastede Fuglen hen til ham. Han betragtede den kun et Øieblik, men da han ikke saae Skud paa den, smilte han og sagde:

„Aa ja, jeg skjønner nok dette, men jeg faaer vel gjøre Bytte med Dem.“ Han fremtog derpaa af en gammel Læderrandsel, som ogsaa laae bag Mosbanken, to skinnende hvide Harer. „Den ene skjød jeg idag Morges,“ sagde han; „den anden tog jeg i Bjerg her i Nærheden. Jeg slap at skyde den, for jeg eiede ikke Krudtkornet igjen.“



PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.