Carl

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
P. T. Malling (s. 51-69).

Paa Næsodlandet har jeg adskillige Gange forsøgt Jagtlykken, men næsten altid med slet Udfald. Da jeg sidste Gang, efter flere Aars Forløb, var der igjen, havde jeg fremmede, uøvede Hunde og fik ei engang Los; jeg opgav snart Jagten og da Sommervarmen paa de solbare Stier blev mig trykkende, gik jeg i Baaden og seilede med sagte vestlig Vind en Times Tid langs Stranden. Saaledes kom jeg til en liden Bugt, hvor Alt var mig saa bekjendt fra forrige Dage, at jeg maatte studse ved den Glemsomhed, der nylig havde bragt mig til at oversee dette beqvemme Landingsted. Pælene ved Stranden, Fiskerhytten og Faarehuset paa den grønne Skraaning stode der endnu, Aspelunden paa Næsset havde ei mistet et eneste af sine Træer; kun Stedets Beboere vare skiftede. Mine gamle Venner i Bugten vare forlængst henflyttede til en anden Egn, og derved havde den Plet for mig tabt sin væsentlige Interesse. Men nu fremstod her med forunderlig Klarhed et Ungdomsminde, der i lang Tid havde været saaledes tilbagetrængt i min Erindring, at det kun i enkelte Træk af og til randt mig i Hu. Jeg saae atter tydeligt den mærkelige Personlighed med hvem jeg i min tidlige Ungdom færdedes her og som med næsten uindskrænket Magt herskede over mit uerfarne Sind. Hans Skjæbne bevægede engang en liden Kreds af Venner og foer som et flygtigt Rygte gjennem den stille By, men denne Historie er snart et Snees Aar gammel og jeg er den Eneste der nogenlunde kjendte den i Sammenhæng. Lad mig da fastholde den nu, medens den saa stærkt fornyer sig i min Erindring. Jeg vil gjengive Billedet som det staaer for mig. Den Charakter, jeg i Samlivets Dage ei forstod at udgrunde, skal kun fremtræde i de Træk, som jeg umiddelbart har kunnet opfatte.


En Løverdags Eftermiddag i August sad jeg alene hjemme og saae ud af det aabne Vindue paa Skyerne, der dreve for en sydvestlig Vind. Jeg tænkte paa Carl, min Omgangsven, som jeg om Formiddagen havde besøgt og truffet i et Selskab, der, paa en for mig selv uforklarlig Maade foruroligede mig. Den gamle Fisker fra Næsodden var hos ham og havde denne Gang, ganske mod Sædvane, sin Datter med. Carl og jeg tog undertiden paa vore Jagtture ind hos den gamle Hans, og den smukke Marie blev bestandig af os behandlet med en vis omhyggelig Opmærksomhed. Hun havde været fire Aar i Huset hos en Oberstlieutenant H. paa Ringeriget, og hun var der mere bleven betragtet som Barn end som Tjenende. Dette var vel Grunden til, at hun i sit Væsen var saa forskjellig fra de Kvinder, Jægerne i Almindelighed træffe paa sine Udflugter. Min Nærværelse havde om Formiddagen generet Carl, og jeg havde derfor strax forladt ham. Hvad vilde Hans og Marie hos Carl? Jeg vidste det ikke. Pigen saae bleg og bedrøvet ud, og Carl havde en mærkelig Hast med at faae mig paa Dør igjen. Jeg havde altsaa nu en ubestemt Anelse, der gjorde mig urolig. Medens jeg sad i disse Tanker, traadte Carl med en Cigar i Munden ind i min Stue. Han nikkede flygtigt og greb som han pleiede, naar han havde Fortræd, mechanisk om mellem de forskjellige Gjenstande, der laa paa Bordet. Da Cigaren var udrøgt, kastede han den brændende Stump hen paa Snuden af min Hund. Dyret gav en sagte pibende Lyd og krøb under Ovnen. „Det er ret min Gut,“ sagde Carl, „lad mig see, at du bærer Smerterne hos dig selv.“ Han betragtede den logrende Hund med et Slags Medlidenhed, og ligesom efter en hurtig fattet Beslutning, vendte han sig rask til mig: „Du maa iaften følge med mig til Næsodden; Hans fortalte mig, at der var Vildt omkring hans Hytte.“ „Er ikke det Vildt, du vil søge, i selve Hytten?“ spurgte jeg. Han betragtede mig skarpt med sine mørke Øine og sagde derpaa med en adspredt Mine: „Det Vildt, som findes der, har altfor ofte seet Jægeren. Gjør dig imidlertid færdig; om to Timer venter jeg dig ved Revierbryggen; Baaden skal ligge der.“ Han gik uden at oppebie mit Svar.

Jeg vilde søge at opdage hvad der tyngde paa Carls Sind; derfor indfandt jeg mig paa det betegnede Sted, da Kl. omtrent var 9. Himlen var overtrukken og det kulede nu skarpt for Sydvest. Carl, der var kommen før mig, stirrede hen mod Askeraaserne. „Vi faae et haardt Veir Carl,“ sagde jeg, da han vilde gaae i Baaden uden at tage Reb i Seilene. „Ja,“ sagde en gammel Lods, der sad paa en omvendt Baad, „vil Herrerne komme tørskindede frem, maae de tage Reb baade i Storseil og Fok.“ „Jeg er vant til baade at svømme og dukke i mit hele Antræk,“ sagde Carl, „og en vaad Trøie generer mig ikke. Men lad os kun tage Reb ind og saa blive klare.“ Da vi stødte fra Land, smilede Lodsen og sagde: „Dersom Consulen, der leiede min Baad til imorgen, faaer et saadant Veir, gaaer jeg nok klar af Fortjenesten.“ — Vinden peb i Seilene, og Masten bøiede sig, da Baaden løb over mod Alunværket. Veiret blev mørkt; over Bærums og Askers Aaser var Himlen rødlig sort. Vi laae over mod Vippetangen, og enkelte store Regndraaber sloge os i Ansigtet; Fæstningens Lindetræer sukkede og bøiede knagende sine pragtfulde Kroner mod os. Jeg betragtede Carl under det voxende Uveir, men der var ingen Forandring paa hans Ansigt; det bevarede den samme jernhaarde, ydre Ro, jeg engang før i et farefuldt Øieblik havde fundet hos ham. „Sæt dig ved Masten,“ sagde han, „og pas Fokken, saa skal jeg selv passe Roret og Storseilet.“ Mørket voxede tættere over Fjeldene og Strandbredderne, de store Regndraaber faldt skarpere og hurtigere, og nu gik vi først Baut ved Brandskjærene. Vor lette Baad arbeidede tungt i de hule, piskende Bølger; men endnu holdt den sig dog godt; mellemstunder foer vel Rælingen under Vandet, men Carl vidste da strax at bringe Baaden op i Vinden, saaat jeg ei behøvede at øse. Men jeg frygtede for Natten; det var allerede saa mørkt, at vi ikke kunde skjelne Omridsene af Ladegaardsøen; Himlen var ganske overdækket, Uveiret bragede omkring os. „Det er umuligt Carl,“ sagde jeg, „for os at komme til Hans inat. Vend og styr til Byen.“ „Nei,“ svarede han, „det skal briste eller bære; du pleier jo ei være frygtsom, frem skal det gaae; jeg maa indløse mit Ord.“ — Lynilden knittrede hen over Søen, og jeg saae Carls Ansigt, der med en fast og næsten trodsende Mine blussede i Gjenskinnet. Tordenen rullede fra Fjeld til Fjeld og Regnen styrtede ned i Strømme. Jeg havde nu nok med at lændse Baaden for Vand og vi maatte frygte Nærheden af Skjærene, som vi dog ei engang kunde skimte. Vi krydsede Slag i Slag uden at vide, hvor vi vare; thi Søe og Himmel gik i Eet for vore Øine, naar ikke netop Lynet brød gjennem Skydækket. Carl benyttede saadanne Øieblikke med stor Besindighed og søgte da at orientere sig. I korte Mellemrum hørte jeg hans Raab: „Lad Fokken gaae,“ men Hvergang vi saa vendte, fik vi Baaden halv fuld af Vand, og jeg øste alt hvad jeg aarkede. Natten og Uveiret var paa det Højeste, da et Seil fløi tæt forbi os. „Carl, holloi!“ lød det i samme Secund. „Det var Hans,“ raabte Carl, „han er seilet os imøde, lad Fokken gaae, vi staae Baut med ham.“ Carls Ord var neppe udtalt, før Fiskerens Baad atter foer forbi os, og han raabte med en Kraft, som kun en Sømand kan give sin Stemme: „Følg mig!“ men dette var ei let at udføre og Fiskeren var os snart af Syne. Vi laae der igjen, som vi troede, ensomme og forladte, da Hans paany som en Maage skar os forbi og raabte: „Klar til at vende! Kobbernaglen ret forud!“ Dette var os nok. Vi vidste at Skjæret laae vesten for Næsodden, og at det nu, da vor Baad havde vendt, maatte ligge sydvest for os.

Noget over Midnat løiede Stormen en Smule af. Lynilden gik sjeldnere og Tordenen hørtes mere fjern. Hvert Øieblik foer Hans forbi og raabte til os. Han var vor Ledestjerne i denne Nat; uden ham havde vi rimeligviis snart været stumme som Fiskene. Men iland kunde vi ikke komme, før Morgenen kastede sin første Lysning over Fjorden; thi Søen var for oprørt; men vi vare bjergede nu, og krydsede Slag i Slag paa Hans’s Comando. Det var endnu ganske mørkt, da Fiskerens Raab: „Gaae Baut og hold østlig!“ naaede til os, men vi havde ikke gjort to Slag i denne Cours, før det graanede over Aasene. Aldrig har jeg med saadan Glæde som da hilset Daggryet.

Jeg havde besluttet at iagttage Carl og Marie saa nøie som muligt. Da derfor Carl, strax efterat vi vare landede, forlod Bryggen og gik op mod Hans’s Hytte, fulgte jeg ham lige i Hælene. Da jeg kom ind i Stuen, saae jeg Marie, der var bleg og urolig; hendes Øine viste at hun havde grædt. Jeg var saa nær ved Carl, at jeg hørte hans Ord: „Rolig, du Kjære, om tre Timer er jeg her igjen!“ Der kom nu et vemodigt, hengivende Udtryk i hendes blide Træk. Det var da klart, hvad jeg aldrig før havde bemærket, at der var en Forstaaelse mellem disse To. Men af hvad Slags? Carl var vild og uregjerlig, men han var brav i Grunden og theologisk Candidat; dette trøstede mig.

„Gjør dig færdig,“ sagde Carl til mig, „lad os komme afsted.“ „Efter denne Nat,“ spurgte jeg forundret, „vil du paa Jagt?“ „Ja,“ svarede han kort, „seer du ikke, at Himlen allerede er blank i Vest; Veiret bliver godt.“ — Det var dog ikke for Jagten, han vilde ud; thi han indsaae ligesaa godt som jeg, at den var unyttig efter en saadan Nat. Det var noget Andet, han vilde, hvori jeg ikke skulde være deelagtig. Han havde sagt: om tre Timer er jeg her igjen! „Vel, jeg skal erindre det,“ tænkte jeg, tog min Bøsse og gik efter ham. Carl havde Ret; Veiret begyndte at blive smukt. Fra Vesten aabnede sig den blaae Himmel, og paa Bærum- og Askeraaserne laae Solens Morgenglands; men vi vankede endnu om i et graat, uveisomt, gjennemblødet Landskab, hvor Mose og Blaabærlyng, Gran-, Fyrre- og Birketræer, kort Alt viste Spoer af Uveiret. — Det var ikke ualmindeligt, at Carl og jeg paa vore Jagtture adskilte os og at vi, hver for sig, gjennemstreifede Partier, hvor vi troede, at vor Nærværelse var meest gavnlig, da derfor Carl, efterat vi havde været ude omtrent halvanden Time, ikke længere var i mit Følge, vilde dette under andre Omstændigheder ikke have forundret mig; men ogsaa nu forstod jeg saa meget at han vilde gaae sin egen Vei og tillige holde mig fjern fra Hyttens Beboere.

Efter flere Timers Omvanken i den ensomme Vildmark, satte dog alt det, jeg nylig havde oplevet, mig i en Uro, som jeg ei kunde bekjæmpe. Jeg besluttede at gaae lige til Marie og spørge, om hendes Hemmelighed taalte en Trediemand; jeg vilde sige Carl, hvis jeg traf ham der, at han var mig usigelig kjær og at hans Vel var mit. Med disse Tanker stod jeg ved Hytten og greb i Dørklinken, — men Døren var aflukket; jeg bankede paa, men Ingen svarede mig; jeg gik hen til Vinduet, men Hytten var tom. Mismodig over mit mislykkede Forsøg og næsten fortrydelig over, at jeg var stillet udenfor det Hele, gik jeg paa Lykke og Fromme min Vei. Hvor jeg vilde hen vidste jeg ikke, men jeg fulgte mechanisk min Hund, der med Snuden i Jorden gik hen ad en Sti. Jeg stirrede ned for mig og mine Tanker stode, som man siger, stille, da et Par Hundeglam vækkede mig. En Bondekone sad et Stykke fra mig oppe ved Stien. Jeg spurgte hende, om hun havde mødt Hans og Marie. Hun svarede, at hun havde seet dem i Følge med et ungt Menneske, som hun ikke kjendte; de gik, da hun mødte dem, henad Kirkeveien. Jeg ilede fra hende, og nye Tanker gjennemfore mig. Kirken ligger omtrent en Miil fra Hans’s Plads, men jeg løb mere end jeg gik denne Vei, saaat jeg inden halvanden Time var i Nærheden af Kirken. Tjenesten var endnu ei begyndt; i nogen Afstand saae jeg de første Kirkefolk. Jeg indhentede Klokkerens halvvoxne Søn, der skulde ringe sammen, og med en dunkel Anelse spurgte jeg ham om Præsten var i Kirken. „Ja,“ svarede han, „min Fader sagde, da han gik hjemmefra, at han skulde være med ved en Brudevielse.“ Paa Kirkegaarden lagde jeg mit Gevær under en Busk, koblede mine Hunde og gik ind i Kirken. Der stod Carl og Marie for Alteret. Det var et uhyggeligt Optrin. Hastværksgiftermaalet var kjendeligt i Alt, i Parrets Dragt, i Kirkens Tomhed og i Præstens skjødesløse Foredrag. Jeg havde seet nok, gik ud af Kirken og var just i Færd med at eftersee mit Gevær da de Viede nærmede sig. Carls Blik traf mig fast og gjennemtrængende. „Hvad har du gjort, Carl?“ spurgte jeg. „Min Pligt,“ svarede han rolig; „men hvorledes kommer du hid?“ „Det var min Omhu og Hengivenhed for dig Carl,“ sagde jeg, „der drev mig.“ „Vel muligt, men denne Omhu gjør mig nu Fortræd — dog“ — sagde han igjen, „jeg bad dig være med, fordi du er mere trofast end de Andre. Lad blot intet Ord komme til vore Bekjendte om denne Handling. Naar jeg engang som Præst sidder paa en øde Strand i Nordlandene, kunne mine saakaldte Venner faae Tid nok til at forundre sig over, at jeg var gift uden at have modtaget Bryllupsvisiter.“

Jeg gik hjem med dem, men endnu var Carl mig en Gaade.

Solen sank ned mod Fjeldene, og Fjordens rolige Flade sugede de lange Skygger til sig, da Carl og jeg forlode Næsodden; det var omtrent paa samme Tid om Aftenen som vi Dagen før vare tagne fra Christiania; men der var en mærkelig Forskjel paa igaar og idag„ I Østen var Himlen sølvblank, i Vesten glødede den og kastede sit Skjær henover Søen. Nu og da lød en sagte Tone fra Vinden hen til os, men dette kjærlige, hviskende Pust var for svagt til at fylde de slappe Seil; de bølgede sig af og til og slog atter matte mod Masten. Vi maatte idag bruge Aarene forat glide frem paa den stille Flade. Solen gik ned bag Aasen og Sommeraftenens Skjær var over Himmel og Søe. Fjordens mørke, skovklædte Øer laae slumrende paa dette skinnende Tæppe. Foran os havde vi Nakholmens nøgne Strand. Vi laae idag som igaar midt paa Fjorden, men vor Baad gik nu med en sagte, gyngende Bevægelse henover de bløde, neppe mærkelige Bølger og Aftenens ømme Alfer stemte vore Hjerter blidt. Kun slet passede Carl og jeg Aarerne; thi Baaden gled hen under Forneboelandets sydlige Kyst. Granerne vare her saa grønne og duftfulde, Fyrrenes Stammer saa røde og kraftige; det hviskede og aandede inde i Skovgrunden. Carl lagde sin Aare op; jeg rettede Baadens Gang og lod den glide langs Landet i sin Cours. Himlens Lysning faldt paa Carl. Han havde taget Kjolen af, og Aftenskjæret laae nu smukt paa hans lette Lærredsdragt medens han lænede sig op til Masten. Over hans mørke, prægtige Ansigt var der et Udtryk, som af en kjær Erindring; han saae hen over Vandet og stod længe saaledes med korslagte Arme. „Kjender du,“ sagde han endelig, Oberstlieutenant H. paa Ringeriget?“ „En Smule,“ svarede jeg. „Der,“ vedblev Carl, „lærte jeg Marie at kjende.“ „Jeg veed det,“ sagte jeg, „hun var der i Huset, da du var Lærer der.“ Carl taug og jeg saae, at han lagde sin Pande mod det kjølige Seil. „Har du seet Oberstlieutenantens Datter Henriette,“ spurgte Carl med en Stemme, der var næsten hviskende. „Nei, men hun skal have været smuk,“ svarede jeg. „Ja hun var smuk, og bliver smuk i al Evighed,“ sagde han; „jeg glemmer hende aldrig. Jeg vilde glemme hende, dersom jeg kunde, men jeg kan det ikke. Denne Aften kalder hendes Billede med uimodstaaelig Magt frem for min Sjæl, jeg føler nu og altid at jeg uden hende fører et Skinliv. Hendes Væsen var fiint og let som denne Luft; jeg seer hende i Alt, hvad der her omgiver mig.“ Jeg havde aldrig hørt Carl tale saaledes som nu; det var hans indre, for mig og alle Andre skjulte Menneske, der med Eet aabenbarede sig. Kun den ensformige Lyd af mine Aareslag forstyrrede den dybe Rolighed, der herskede omkring os; jeg bevægede Aaren saa sagte jeg kunde forat lytte til Carl, men han taug og havde sænket sit Hoved mod Brystet. Jeg vovede ei ved Noget at forstyrre ham; thi jeg kjendte ham, og vidste at det vilde være ham ubehageligt.

Et Øieblik stod han saaledes, som for at vække alle slumrende Erindringer, derpaa begyndte han igjen: „Henriette er min Cousine, og hun er ligesaa gammel som jeg. Da jeg blev Huuslærer hos min Onkel, havde jeg ikke seet hende siden hun var et Barn, men jeg kjendte hende igjen, omendskjønt hun havde forandret sig meget. Det var dengang ordentlig en Skik og Sædvane, at unge Studenter bortgave deres Hjerte og hele Timelighed, naar de bleve Lærere i Huse, hvor der fandtes confirmerede Døttre; men jeg rødmede for mig selv af Skamfuldhed blot ved Tanken om et saadant Skridt, og jeg troede mig vidende om hvad Forskjel i Vilkaar der er paa en tyve Aars Pige og en Student af samme Alder. Men hvor meget jeg end ansaae mit Hjerte for beskyttet, fik jeg dog snart Erkjendelsen af at jeg var dødelig forelsket, ja ganske fortabt og borte i denne Følelse. Det var hendes Skyld; thi hun havde et Blik, der ligesom forskede og spurgte og straalede dertil af uimodstaaelig Mildhed. Medens jeg saaledes følte, hvorledes det higende Liv groede i mig, var det en Aften just som denne. Hun var gaaet alene ud over Engene ved Gaarden. Et kort Stykke fra den løb der en Elv under nogle løvrige Bakker. Strax nedenfor Gaarden dannede Elven et Vandfald, som drev et Sagbrug, der tilhørte hendes Fader. I de rolige Sommeraftener gik hun ofte denne Vei med mig, men jeg var den Aften kommet sildig hjem fra en liden Reise. Jeg gik langs Elvebredden, da jeg ved en Bøining, som den dannede, saae Henriette sidde med Hovedet støttet til Haanden i en lille Baad, der laae i Elven. Hun var hvidklædt og havde en Straahat paa Hovedet, hvorover der var kastet et Slør. Maanen spredede sine Straaler omkring hende, og jeg maatte tænke paa Elverpigerne, der i maaneklare Aftener dvæle i Aaskyggerne; hendes Slør viftede om hendes Hoved og Bryst og gav hendes Former noget Taageagtigt og Usikkert. Jeg satte mig hen i Birkeskyggen; thi jeg vidste, at hun ofte søgte Ensomhed. Maanen gik bag Skyen, og den Plet, hvor Baaden laae, blev dunkel, indtil en sagte Vind, der zittrede gjennem Træernes Blade strøg Skyen bort. Mit Blik faldt paa det Sted, hvor Henriette havde siddet i Baaden, men denne var forsvunden. Jeg reiste mig og speidede, men Krumningen af Landet hindrede mig i at finde hvad jeg søgte. Jeg stod endnu forundret, da Baaden gled frem for mig i Maanens Afglands; Henriette sad der, som det syntes, i den samme drømmende Stilling som for lidt siden. Baaden havde ikke været bunden, den sagte Vind og Elvens Strøm havde drevet den nedover. Jeg raabte til Henriette, thi hun var ikke langt fra Vandfaldet; hun løftede Hovedet og saae den Fare, hvori hun svævede, og som en skjælvende Sylphide udbredte hun sine Arme mod mig og anraabte mig om Hjælp; jeg kastede mig ud i Elven og var saa heldig at redde hende: Da hun stod paa Bredden, tog hun min Haand og trykkede den; hun heldede sit Hoved mod mit, som om hun vilde og maatte give mig et Kys, men min bævende og ydmyge Sjel neiede sig dybt for denne Lyksalighed, og, hvor forunderligt! jeg turde neppe røre ved hendes Arm, medens jeg viste hende en kortere Sti mellem Løvet. Da hun en Maanedstid efter reiste til Kjøbenhavn, græd hun, idet hun sagde mig Farvel; hun tog atter min Haand, trykkede den og sagde: „Carl, jeg glemmer dig aldrig;“ thi hun havde dog, det vidste jeg jo, gjort et Blik i mit Hjerte, og alligevel glemte hun mig, medens mit Væsen kun hang sammen ved Erindringen om hende. Hendes Fader fik ofte Breve fra hende, men der var snart ikke et Spørgsmaal om mig, ikke en svag Hentydning paa mit Liv. I et af de sidste Breve, bad hun om sin Faders Samtykke til hendes Forlovelse med en dansk Officier, der havde Formue. Min Onkel fandt ingen Grund til at nægte hende det, og en Maanedstid efter kom hun atter hjem. Da hun saae mig igjen, rødmede hun, men modtog mig med en Venlighed, der vilde have været mig kjær, dersom mit unge Livs Terninger ei havde været kastede. Hun var langtfra nogen Coquette, men hendes Hjerte var i Alt, hvad der angik Hengivenhedsfølelser saaledes beskaffent, at hun maatte have Gjenstanden for sin Ømhed under Øinene for ei at glemme den. Min Følelse for hende var ikke af den Art, at den kunde forandres efter det, som blev givet mig igjen, derfor gjemte jeg dybt i mit Hjerte Erindringen om al den Qval og Lyksalighed hun havde tildeelt mig. Det forøgede neppe min Smerte, da jeg saae hendes Forlovede komme herop, thi det var en Mand, der var hende værdig; men der var noget Andet, der saarede mig dybt, og som jeg aldrig kan glemme. Præstegaarden laae paa den anden Side af Elven, som var Grændsen mellem hiin og min Onkels Eiendomme. En Dag vare vi Alle indbudne til at komme derover; jeg modtog ikke Tilbudet; men da jeg var alene, tog jeg min Bøsse og slentrede om i Markerne. Da det lakkede mod Aftenen, drev min Stemnings Veemod mig ned til Elven. Jeg elskede Partierne om denne Elv fremfor alle de andre Skjønheder paa min Onkels Eiendomme, thi det var ved denne Bred, jeg havde levet mine bedste Timer. Jeg sad under en af de smukke Høie, som omgive Elven. Det var en stille, overskyet Høstaften, og over Aasen laae den hvide Taage i forunderlige Skikkelser. Jeg mindes denne Aften, som den igaar. Luften var trykkende og disig; Maanen var oppe, men dens Straaler kunde ikke trænge gjennem Skyerne, og den kastede blot et hvidligt, usikkert Skjær over Høiene og Sletterne; den eneste Lyd, der naaede mine Øren, kom fra Vandfaldet længere nede. En stille, usigelig Tungsindighed laae over Træpartierne og Elven. Da jeg havde dvælet der en halv Times Tid, hørte jeg nærved Tonerne af en Sang. Jeg kjendte disse Stemmer, det var Henriette og hendes Forlovede, der sang en Barkarole, sagte Aareslag blandede sig med Melodien. Jeg reiste mig og saae hen over Elven; der sad Henriette igjen i Baaden og saae ned for sig, medens hendes Sang lød hen til mig. Den danske Mand sad bøiet mod hende, og hans smukke Stemme smeltede sammen med hendes. For hvert sagte Aareslag, der førte dem nærmere til mig, bævede jeg; thi jeg vilde ikke have tabt denne underlige Salighed for Meget. Kun paa Henriette og hendes Fremtids Lykke tænkte jeg nu, og jeg vilde have offret mit Livs Tilfredshed forat der aldrig skulde lægges en Skye paa hendes Pande. Kun eet egenkjærligt Ønske blandede sig med min rene Hengivenhed for hende, og det var, at hun skulde holde, hvad hun engang havde lovet, ei at glemme mig; men jeg vidste, at dette ikke vilde skee, og deri laae disse Øieblikkes Bitterhed. Baaden landede ikke tredive Skridt fra mig, jeg saae hvorledes hendes Forlovede tog hende om Livet og hjalp hende op paa Bredden. Hun støttede sig ved hans Arm, og de vandrede tause og sagte henimod Træerne hvorunder jeg stod. „Denne Aften er saa rolig,“ sagde Henriette, „og Elven er her saa smuk; lad os standse her et Øieblik.“ Hun lænede sig til hans Skulder; de talede ikke. Kun kort stode de her; da nærmede de sig den Træklynge, der skjulte mig. „Her reddede Carl engang mit Liv,“ sagde hun, men i en ligegyldig Tone. „Du har fortalt mig det før,“ svarede hendes Forlovede, „men hvorfor var han ikke hos Præstens iaften?“ „Jeg veed det ikke,“ sagde Henriette. „Carl er god nok, men det er et forunderligt Menneske, som det dog neppe lønner Umagen at beskjæftige sig med; han er lidenskabelig og raae, og han troer ofte — — —“ Jeg hørte Intet mere; de vandrede mig hurtig forbi; jeg rystede over mit hele Legeme og mine qvalte Taarer styrtede frem. Luret havde jeg dog ikke. Ak, hun kaldte mig raae! Jeg er blevet det af den Grund, og jeg siger Dig, at mit Liv er forspildt. Et Par Dage efter, forlod jeg min Onkel; Ingen anede hvorfor. Kun Marie græd virkelige Taarer, da jeg forlod hende; jeg havde været dette Barns Lærer. Ud paa Efteraaret giftede Henriette sig og flyttede med sin Mand til Kjøbenhavn. Jeg har ikke seet hende siden. Men jeg fik igaar vide, at hun var kommet hid, og derfor ilede jeg til Fiskerhytten, thi jeg frygtede Virkningen af et Møde. Jeg veed jo at hendes Indflydelse paa mit Sind er uberegnelig. Nu kan det, der er gjort igaar, ei forandres.“

Carl taug; thi Taarer qvalte hans Stemme. Disse Taarer vare de sidste, han offrede en varm, dybt miskjendt Følelse. Hvad Hjertet har omsluttet i syv Aar er groet sammen med det. „Mit Liv,“ vedblev Carl, „blev forbitret og vildt; det er dig nok, naar jeg siger, at det var min Pligt at ægte Marie, hvis Svaghed for mig, jeg allerede sporede, da jeg var hos min Onkel.“

Carl stirrede ned for sig med det egne bitre Udtryk, der var blevet Hovedtrækket i hans smukke Ansigt. Vor Baad var gleden frem mod Ladegaardsøen, Maanen lyste over Frognerkilens skjønne Kyster, og Alt omkring os var nu saa roligt og stille, at jeg troede at høre Carls Hjerteslag. En Baad laae med hvide Seil inde i Bugten ved en Brygge, der gik ud fra en af Løkkerne, og underlige lyse og mørke Skikkelser svævede ned i den. Der steg Røg op fra et Hyttetag, og enkelte zittrende Toner af en Gittar naaede nu hen til os. Morilden begyndte at glimre om vor Baad; der laae et magisk, forunderligt lyst Tryllerie omkring os, medens vor Baad endnu berørte Skovskyggen. Sagte Melodier fra hint Selskab, der nu blev roet over, løde hen til os. Der var noget lokkende i disse Toner, der ligesom kom op af det klare natlige Dyb. Jeg talte om et Bads Vederqvægelse i den deilige Bugt, og medens jeg sagde dette, sprang Carl, ganske som han stod, med Et overbord. Jeg forundrede mig ikke herover; thi jeg kunde vente mig noget Saadant af hans exalterede Stemning, og det var en gammel Vane hos ham at svømme i sin Sommerdragt. Derfor havde jeg heller ingen Frygt, men jeg holdt blot Baaden rolig, til jeg saae ham dukke op over den blanke Flade. Han raabte til mig: „Kast dig ud Kammerat, Vandet er deiligt!“ Den anden Baad, der var roet os forbi, vendte da den hørte Carl kaste sig i Søen; man troede, at det var ved Uforsigtighed, han var falden ud. Baaden nærmede sig Carl, der ogsaa, formodentlig af en Fejltagelse, svømmede hen mod den. Jeg saae de hvidklædte Damer bøie sig urolige og forskrækkede hen mod Carl. Da han var i Nærheden af Baaden, mærkede han nok sin Fejltagelse, thi han gjorde en Bøining som for at vende sig fra den; men jeg hørte Lodsen, der igaar havde advaret os for Uveiret, raabe til ham: „De holder det ikke ud,“ og hans Baad skjød hen mod Carl, der greb fat i Rælingen. Da han løftede sit Hoved op hørte jeg en Damestemme udbryde: „Gud, det er Carl!“ „Henriette!“ raabte han, og med Anstrængelse skjød han sig langt fra Baaden; han nærmede sig til mig, men da han kun var et kort Stykke fra mig, løftede han sine Arme i Veiret og lagde Hænderne over Øinene, og med denne Bevægelse sank han pludselig. Baade Lodsen og jeg sprang ud for at redde ham, men vore Anstrængelser vare forgjæves.

Var det hans Kraft, der svigtede ham, eller var det Henriettes Billede, der trykkede ham til Bunds? Arme Ven, du fandt et koldt Leie under Ladegaardsøens Strand. Først efter din Død, opfyldtes dit Ønske om at være erindret af din Ungdoms Herskerinde.

Carl havde mistet sine Forældre i en ung Alder, men en senere afdød Paarørende havde efterladt ham Formue; denne tilfaldt hans ulykkelige unge Kone, der har en Søn, som med Faderens Uforsagthed allerede pløjer Bølgerne paa fjerne Have.



PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.