Føstretiden

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
P. T. Malling (s. 11-18).

De meest bekjendte af de større Fugle, der bygge i vore dunkle Skove, ere Tiuren med Røien, og Aarhanen med sin Høne. Disse tvende Familiers Liv er kun lidet forskjelligt, og det er ikke saa sjeldent at træffe Bastarder af disse to Slags. Der hvor Fjeldene stimle mod hinanden, og hvor Taagen ligger over Myrer og skaldede Furuaaser, drive de tidligt om Vaaren en Kjærlighedsleeg, som kun den aarvaagne Jæger iagttager. Han er ude førend Maanen er blegnet for Dagsskjæret, og medens Sangfuglen endnu drømmer i de tætte, buskede Graner; kun Morgenstjernen seer ned paa de tause Skove, over Dalen ligger Taagens hvide Slør, og Halvlyset svæver mellem Fjeldene. I denne tidlige Stund er Jægeren Vidne til Fuglelegen. — Men naar Mai Maaneds milde Himmel aabner Knupperne, og Blaabærlyngen begynder at spire, da føler Hønen et nyt Liv i sig, og, skilt fra Hanen, søger den en lyngomgroet og beskygget Tue, hvor den eensom, useet og rolig kan udruge sine Kyllinger. Hanen derimod søger til de dunkleste Bjergkløfter, hvor den henlever Sommeren i en tilsyneladende trist, dorsk Ørkesløshed, hvori den kuns forstyrres, naar enten Jægeren næsten træder paa den eller Jagthunden snapper efter den, og ofte bliver den da et Bytte for sin Døsighed. — Sanct Hans Tiders lange Dage og lyse Nætter see først Aarhønen med sine 4 til 8 gule, dunbløde Kyllinger gaae omkring i Stjerne. Under de udspredte sænkede Vinger bjærger hun kaglende sin Yngel, men deres vilde Natur røber sig snart; thi Svingfjædrene voxe først ud paa dem, og flyvende søge de nu at undgaae sine Forfølgere. Skovkrandsede, lynggroede Aase, der ligge i Nærheden af Myrer, ere gjerne Opholdsstedet for disse Fugle saalænge Hønen gaaer om med Ungerne, og denne Tid vedvarer til Slutningen af September. Fra Augustmaaned bliver denne Familie skarpt efterstræbt af Jægerne, og der gives ingen Jagt, hvori man kan være heldigere. I den høie sammenvoxne Lyng søger Flokken sin Føde og skjuler sig om Dagen i den; men netop derved støde Hundene ofte paa Sporet og jage Fuglene op. Ved at efterligne Kyllingernes Stemme lokkes først Hønen til Jægeren, og siden begynde Ungerne at pibe efter Moderen, og da blive ogsaa disse et Bytte for Skuddet. Den Tid, hvori denne Jagt foregaaer, kaldes af Jægerne Føstretiden.


Omtrent tre Fjerdinger nordost fra Fjeldsæteren paa Krogskoven løbe der mellem hemmelighedsfulde, ubekjendte Landskaber tvende Elve, som kun Faa have seet paa dette Stykke af deres Bane. Elveløbet er her rivende og voldsomt; her knække de Granen og styrte sig nedaf Fjeldet, og Aaserne sukke ved deres Slag. Solens Straaler spille mellem de mørke Naaletræer ned paa Fossens Støvregn, og Elven kjender her ingen anden Bro end den Regnbuen bygger i lunefulde Sommerdage. Disse Vandes Leie er dybt og sort; hvidlige halvraadne Birkestammer ligge hist og her i Strømløbet. Granerne bøie sig over dem og Oretræets Blade pidskes af Fossefaldet. Sydlig for Mostuemyrsæterne forene disse Elve sig, og gaae under Navnet „Lomma“ forbi Jonsrud, og nu kjender Enhver dette Vasdrag, som driver Bærums Jernværk. Hine øde Landskaber, der omgive Elvene før Sammenløbet, faae deres særegne Charakter ved skovklædte Aase, der hæve sig fra Elvebredden og sænke sig ned igjen i lange øde Myrer. Blandt disse golde Strækninger er dog en enkelt Myrslette paa hvis lysegrønne og fløielsbløde Teppe sees nogle krogede Birke, og nærmere Aasen et Par høie, rødstammede Fyrretræer, der for det mindste Vindpust svaie med de sortladne Kroner. De hvide, bomuldsagtige Blomster og Moltegræsset sees adspredt over hele Myren, og enkelte Enebærbuske strække deres graaelige Grene langs den grønne Bund. Omtrent midt paa Myren glimter der, mellem høit og sammenvoxet Siv, den sidste Rest af den Søe, der i gamle Dage udentvivl har bølget over denne Slette; men Nord for den staaer Skoven igjen rank og frodig, og Landskabet gaaer jevnt op til de høie Fjeldstrækninger, og her er grønne Partier, hvorover et friskere Liv er udbredt. I Udkanten af Landskabet er Skoven overalt dyb og stille; en hemmelig Ensomhed svæver over disse fjerne, lukkede Egne.

Himlen er skyefri, gjennemsigtig og lyseblaae, og Augustmaaneds Middagssol lægger sine hede Straaler over Aasen og paa Myren. Luften er qvalm og tung, og der gaaer ikke et Pust gjennem de mørke Graner, eller hen over den øde, ørkesløse Myr. I Aasen, hvor de enkelte grønne Partier vinke, ligger dog Ormegræsset knækket og blegt, og Mosen paa Stenen er saftløs og tør. Henne paa Myren, der hvor den taber sig i Skoven, spiller Luften mellem de vanskabte Træer, og over den rolige, blanke Søe ligger der langs Sivene hede, qvælende Dampe. Ingen Lyd svæver mellem Træerne, intet Liv sees her; Alt er Taushed og Øde; en tung, unaturlig Søvn har lagt sine Arme om Planter og Dyr. Hvilken Fod har vel gaaet over dette Teppe? Ingen uden Jægerens. Hvo har vel været her, og hvo har her hvilet under de skyggefulde Træer? Ingen uden Jægeren. Han vandrer nu henne i Aasen med sine trætte Hunde; Byttet, hvorunder han stønner, viser, at Hundene have gjort deres Pligt. De mørkegrønne Graner skygge over den lynggroede Sti, der bugter sig ned af Aasen; men dette er ogsaa den hele Lindring, thi intet kjølende Vift rører sig her. Blaabærtuerne hæve sig overalt inde i Skoven, Hundene snappe efter Luften, og veire af og til urolige hen gjennem Lyngen. Nu og da kaster Jægeren lurende Blikke ind mellem Træerne, medens Hundene loggre omkring inde i Skoven. Deres Glam høres derinde, en Aarhøne jages med sin Yngel til alle Kanter; derved har Jægeren med Et faaet Liv, og hans Skud falder. Hundene kaldes nu tilbage og kun nødigen lægge de deres Halse i Remmene. Længere ned i Aasen skygge Granene om en lille grøn Plet; der bindes de, og Jægerens Bytte lægges ved Siden af dem, men selv gaaer han listende tilbage, hvor den eensomme Familie for lidt siden boede i Fred og Roe. Han sætter sig ned paa en Blaabærtue med Ryggen til en Gran; den ængstlige Taushed, der var afbrudt af Skud og Hundeglam, er atter herskende, Markmusen render hen over Lyngen og ind under en Rod, den flittige Myre sysler, og Jægerens Hjerteslag blander sig i dette Skov-Liv. Bøssen hviler paa hans Knæ, og hans Øine speide omkring. Naar Alt er ganske trygt og roligt og Skuddets hvide Røg har blandet sig med Søens Dampe, begynder han at fløite med en zittrende Lyd. Fjernt kagler Aarhønen til Svar; atter kalder den lokkende, klynkende Piben, og nærmere svarer den ømme Moder sit falske Barn. Endnu er hun paa den anden Side af Myren, men en sagte Flugt hvisler gjennem Luften, og Fuglen kaster sig ned i Aaskanten. De nære Fløitetoner lyde, og angstfuld for sit Barn render den et Stykke hen ad Stien, strækker sin lange Hals over Lyngtoppene, og speider urolig efter den, der sender denne klagende Lyd. Den ømme Fugl kagler og nærmer sig mere og mere hen under Blaabærtuen; den udbreder sine Vinger, som om den allerede havde sin adspredte Yngel under dem; men Lokningen tier, og forskrækket over at den ikke kan finde sine Unger, render den hen gjennem Lyngen, og overalt søger Moderens ængstlige Øie de tabte Børn. Atter kalde de paa hende i en nær, og glad Tone, og hun iler mod den, — men Jægerens Bøsse knalder og hun ligger død i Lyngen. Jægeren tager den blødende Fugl og lægger den til det øvrige Bytte; han strækker sig nu med sin Bøsse hen mellem Hundene og Vildtet. Hans Hoved hviler paa en Tue, hans Øine lukke sig, og Granene brede sine skyggende Grene over hans Søvn. Lidt efter lidt begynde Skyggerne at forlænge sig, og da vaagner Jægeren. Enkelte lune, varme Pust vifte gjennem Luften, og hist og her omkring i Skoven høres fra Kyllingerne de samme klagende Toner, der for nogle Timer siden voldte Moderens Død. Af og til lyder Skud i Nærheden af den angstfulde Piben, og for hvert et Skud, der gaaer, falder ogsaa en Kylling til Jorden, og tilsidst er der ingen pibende, klynkende, moderløs Unge tilbage i denne Skov; — kun en enkelt Maaltrost slaaer i den høie Grantop, og den brune Skovsneppe svæver sagte hen over Myren. Himlen bliver mørkeblaae, og Stjernerne skue ned paa den slumrende Søe; — men henne i Aasen skinner mellem mørke Graner Stokilden, og dens Lys falder paa Jægeren og hans Hunde.

Jeg vil her fortælle, hvad der engang hendte mig paa en Jagttour. Det var en Middag, som den, jeg har forsøgt at beskrive og det Landskab, hvori jeg færdedes, havde meget tilfælleds med det ovenfor beskrevne. En gammel Bondejæger fulgte mig; han var opfostret i en Skovbygd og var luvslidt, graahaaret og overtroisk. Han havde pratet for mig om allehaande underlige Ting; men da vi kom i Nærheden af en skovomkrandset Myr, blev han taus og standsede sin Gang. Han saae med næsten ængstelige Blikke omkring sig, og, da jeg spurgte ham hvad der feilede ham, svarede han, at „her var ikke rigtigt.“ Han fortalte mig, at han Aaret før ved disse Tider havde lokket en og samme Aarhøne til sig tre Gange, skudt efter den paa tyve, femten og ti Skridt. Da han ikke havde faaet den, men blot efter sidste Skud seet „en Draabe Blod og to Orepinder i Kors“, havde han antaget den for en af de Underjordiske, og var gaaet hjem, glad ved at slippe derfra uden Skade. — Hans lange Historie kjedede mig, og uvilkaarlig lokkede jeg paa min gamle Hund, der strøg mig forbi paa en tredive Skridt; men idet Hunden vendte sig, jog den neppe ti Skridt fra mig et Aarhønsføstre op. Ungerne adspredtes, men saagodtsom lige ved mine Fødder hopper Hønen kaglende op paa en Stubbe. Geværet laae til mit Øie, — men Fuglens ene Vinge hang knækket ved dens Side, og Flugt var den nægtet. Tre Gange løftede jeg paa Bøssen, men den saarede Fugl saae paa mig med saa bedende, ømme Blikke, at jeg maatte tænke paa Bürgers „vilde Jæger.“ Jeg kastede Geværet paa Skulderen og gjorde Mine til den Gamle at han skulde spare Fuglen og følge mig. Jeg trak mig ned mod Myren, og den sørgelige Tilværelse, denne Fugl havde fristet i næsten et Aar, faldt mig tungt paa Hjertet. Saaret og qvæstet til Krøbling havde den Vinteren over eensom og forladt, fristet Livet i de sneedækte, haarde Fjelde; men da Vaaren kom havde Kjærlighed og Moderømhed endnu engang fyldt dens Bryst. Mangen en Sammenligning randt mig i Tankerne; men korte, brudte Hundeglam og et Skud vækkede mig, og strax derpaa kom Bondejægeren ned til mig med Fuglen i Haanden.



PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.