Kontraktspantets historiske Udvikling især i dansk og norsk Ret/I

Fra Wikikilden

Studiet af en Retsinstitutions Historie hos flere Folk vinder maaske sin største Interesse af den Lighed, som her ofte opdages paa Udviklingens forskjellige Trin. Denne Lighed skyldes stundum Paavirkning af et fremmed Retssystem. I andre Tilfælde er Ligheden for gammel til at kunne forklares saaledes. Den kan nemlig stundum endog findes i Retsregler, som høre til Folkets ældste og ere saa vilkaarlige, at Ligheden neppe kan forklares uden som et Vidnesbyrd om Folkenes oprindelige Stammeslægtskab, der har præget sig i Retssætninger ligesaavelsom i Sproget, hvor vidt skilte end Veiene siden ere blevne. I den ældgamle germaniske Lov, Gulathingslagen, er der saaledes af dette Slags flere mærkværdige Ligheder med de ældste italiske Love.

Der er endnu en anden Lighed, som ikke kan forklares paa nogen af disse Maader, og som maaske er den interessanteste, fordi den vidner kraftigst om den menneskelige Retsfølelses Enhed. Thi den aabenbarer sig i Retsinstitutioner, som ere for nye til at være oprindelige og dog for gamle, til at Paavirkning fra det ene Folks Side kan have fundet Sted, og den er dobbelt mærkelig, fordi den stundum viser sig gjennem hele den lange og ofte tunge og kunstige Udvikling, som Retsinstitutionen har havt.

Panterettens Historie frembyder netop en saa stor Interesse, fordi man her hos forskjellige Folk vil finde en stor Lighed i Udviklingen og det Ligheder af alle de nævnte Slags.

Nutidens Retsfølelse er forlængst fortrolig med, at Panteretten er en fra Eiendom forskjellig tinglig Ret, som ved Siden af Sikkerheden kun giver Adgang til at søge en vis Sum udbragt af Tingen gjennem bestemte Tvangsforholdsregler, men som ogsaa giver denne Adgang ipso jure uden, at særlig Aftale derom er nødvendig.

Men de mest bekjendte Folks Love vidne om, at dette paa Menneskehedens oprindelige Retsstandpunkt ingenlunde har været saa selvfølgeligt og naturligt, men at Panteretten først gjennem en lang og kunstig Udvikling er bleven en fra Eiendomsretten skarpt adskilt Ret med sit nuværende Indhold.

Det oprindelige Standpunkt har rimeligvis været dette, at den eneste Udvei til gjennem sit Gods at reise det almindelige Byttemiddel eller klare Forpligtelser, navnlig Bøder, har været den ligefremme, tvungne eller frivillige, Afhændelse til Eiendom. Nogen Sikkerhedsret i Ting har visselig fra først af overalt været ukjendt. Men især ved fast Gods maa dog snart denne endelige Afhændelse have stillet sig som et Nødmiddel, og den Tanke er da naturlig opstaaet at lempe derpaa, ved at knytte saadanne Vilkaar dertil, som aabne en Udvei til at bruge Godset til Betalingsmiddel uden endeligen at skille sig derved. Disse til Eiendomsoverdragelsen knyttede Vilkaar ere naturligen af to Slags: enten udsættes den, saa at den først skal indtræde, naar inden en vis, i Almindelighed nærliggende, Termin, Betaling ikke har fundet Sted (suspensiv betinget Eiendomsoverdragelse), – eller ogsaa afhændes Tingen strax til Eiendom, men saaledes, at det forbeholdes Sælgeren inden en vis Tid at løse den tilbage, om han da kan være saa heldig paa anden Maade at skaffe Summen tilveie (resolutiv Betingelse). Hin vil være naturligst ved løst, denne ved fast Gods, da der ved hin gjerne vil sættes langt kortere Frister end ved denne. Ad begge disse Veie lader Tanken om en egen Sikkerhedsret sig udvikle. Hurtigst vil dette vistnok ske ved den suspensivt betingede Eiendomsoverdragelse. Thi dette Retsforhold er mere iøinefaldende dobbeltsidet. Paa samme Tid som Fordringshaveren, der har forstrakt med Midlerne eller paa anden Maade f. Ex. for Forbrydelser har Penge tilgode, har en betinget Eiendomsret, er dog Skyldneren fremdeles Eier. Det Forhold, hvori Fordringshaveren midlertidig staar til Tingene, vil derfor efterhaanden let stille sig for Tanken saaledes, at hans betingede Eiendomsret tillige yder ham en Sikkerhed, og dette vil falde saameget naturligere, naar han, hvad der ialfald ved Løsøre vil være det almindelige, er kommen i Besiddelse af Tingen. Efterhaanden vil denne Sikkerhed fremtræde som det væsentlige ved Forholdet og den betingede Eiendomsoverdragelse som den afledede Følge. Og paa den Maade vil Forholdet derefter blive ordnet saaledes, at Tingen ligefrem kun stilles til Sikkerhed, saa at først, hvis den ei løses inden en given Tid, bliver den Eiendom; altsaa: man har faaet en særskilt Sikkerhedsret ved Siden af om end fremdeles nær beslægtet med Eiendomsretten. Denne Udviklingsgang lader sig, da den i sin Helhed falder paa Folkenes mest oprindelige Standpunkt, fordetmeste mere gjætte end paavise. Men jeg tror dog, at dette ganske godt lader sig gjøre ved vor egen ældre Ret, som vel tildels er den mest urgamle, vi kjende blandt de europæiske Folk.

Langt sikrere kan Panterettens Udvikling af Eiendomsretten vises, for det andet Udgangspunkts – den resolutive Betingelses – Vedkommende, da den er gaaet meget senere og derfor overalt for en Del falder indenfor den historiske Tid. Her er indtil videre Eiendomsretten virkelig allerede gaaet over, og dens Tilbagegang stiller sig kun som en, ofte fjern, Mulighed. Det vil derfor her vare længe, før den midlertidige Eier betragter sig væsentlig kun som Fordrings- og Sikkerhedshaver og Eiendomsoverdragelsen derved tilsidst kun bliver en Form.

Saaledes er det imidlertid allerede i gammel Tid gaaet overalt. Lettest er dette naturligvis skeet, hvor Løsningsfristen fra først af er sat nær eller i Virkeligheden, skjønt fra først af ubestemt, er bleven kort. Men en væsentlig Grund til Opfattelsens Forandring har vistnok ogsaa ligget i Opsamlingen af Kapitaler, som det er blevet almindeligt at gjøre frugtbringende paa denne Maade. Og er først Kapitalens Tilgodegjørelse, og derved den stadige Indtægt af Jorden, bleven en Hovedsag, saa er det let tænkeligt, hvorledes Brugsretten er bleven vigtigere end Eiendomsretten og Laangiveren har betragtet sig mere som Besidder alieno nomine end som midlertidig Eier. Derved er Salget efterhaanden blevet en Form, som har bevaret sig meget forskjelligt, sommesteds ligetil vore Dage, men som i Almindelighed dog forlængst er gaaet over til en Afhændelse til Brug og Sikkerhed. Brugsretten har her, navnlig hos de germaniske Folk, længe stillet sig som den overveiende Side af Sagen, hvad der dog, som det skal sees, hænger sammen med andre historiske Forhold.

Saaledes er da efterhaanden Haandpantet i Løsøre og Brugspantet i Jord voxet frem af Eiendomsretten. Den Panteret, som i nyere Tid spiller den største Rolle, og som er den skarpest udprægede Sikkerhedsret, nemlig Underpantet, er kommen sidst, idet Tanken om Sikkerhed i Ting, som ikke haves i Besiddelse, naturligen har havt vanskeligt for at udvikle sig. Det er fremkommet paa meget forskjellig Maade og uvedkommende historiske Forhold af forskjellig Art har her havt Indflydelse. Almindelig har dog en Spire ligget i Brugspantet, idet det efterhaanden er kommet dertil, at Brugen midlertidigen er overladt Skyldneren, først som en Godhed, siden som en Ret, saalænge han opfylder sin Forpligtelse. Og Brugspantet er i hvert Fald allesteds i det Store taget fortrængt af Underpantet, om det end sommesteds endnu findes som et Minde om en tidligere Retstilstand.

Ligesom nu selve Begrebet Panteret er fremvoxet af Eiendomsretten, gjennem Vilkaar ved denne Overdragelse, saaledes vidner Panterettens Indhold meget langt ned i Tiden om denne Oprindelse. Sikkerhedsretten ligger gjennem et langt Tidsrum væsentlig deri, at Panthaveren, hvis ei Løsning sker, bliver Eier; Fyldestgjørelsen sker altsaa uden Aftale ligefrem gjennem Eiendomserhvervelse, eller ved Brugspant, tildels gjennem Brugen, hvortil dog ofte knytter sig Aftale om Eiendomsovergang efter en vis Tid. Denne Eiendomsovergang sker længe af sig selv ved Betingelsens Indtræden. Først efterhaanden kjæmper den Opfattelse sig frem, at Panterettens Øiemed kun er at skaffe Fyldestgjørelse af Pantet for en vis Sum og at Panthaverens Ret kun gaar saalangt som til at udbringe denne Sum af Pantet. Forud for Eiendomserhvervelsen maa der da nu gaa en vis Fremgangsmaade, – en Panteproces – som navnlig gaar ud paa at fastsætte Pantets Værdi ved Vurdering. Men for det første gaar Veien fremdeles kun gjennem en tvungen Eiendomsstiftelse, der baade er Ret og Pligt for Panthaveren. Sammenhængende hermed uddanner sig Reglen om en særskilt personlig Forpligtelse for Skyldneren udenfor Pantets Værdi. Først meget sent og tildels kun gjennem udtrykkelig Aftale faar Panthaveren Ret til gjennem et for begge Parter afgjørende Salg, uden foregaaende Eiendomsstiftelse, at søge Værdien og derved ogsaa sin Fordring udbragt. Og tilsidst bliver da dette overalt Panterettens legale Indhold uden Hensyn til Kontrakt. Den er altsaa endelig blevet løsrevet fra sit Udspring, Eiendomsretten.

Denne Udvikling gjenfindes i det Væsentlige hos mange forskjellige Folk. Størst er Ligheden naturligvis hos de beslægtede Folk, især hvor nogen Paavirkning fra det enes Side kan antages. Men man vil ogsaa finde den hos andre. Og Ligheden er netop mærkeligst her, hvor der ikke kan opdages fælles Spirer; thi der vidner den om, at hin ved første Øiekast saa kunstige og snævre Udvikling har været naturlig for den menneskelige Retsfølelse. En saadan Lighed, som hverken kan forklares af Stammeslægtskab eller fremmed Paavirkning, ville vi ved Siden af adskillig Forskjel finde, naar vi i Sammenligningen medtage den romerske Ret. Der er ingen Sandsynlighed for, at den Romerske Panterets Spirer ere saa gamle, at de maa søges i det indoeuropæiske Folkeslags Urhjem. Den Lighed i de retslige Udtryk for en og samme Ting, der stundum lyser lidt op i det Oltidsmørke, som hviler over den ældste Retsudvikling, idet den vidner om, at Retsreglen eller Retsforholdet allerede var kjendt i hint Folkenes Barndomshjem[1], – denne Lighed er ikke her tilstede mellem det latinske og germaniske Udtryk. Ordet veð og beslægtede germaniske Ord for Pant har vistnok et tilsvarende Stamord i vas, gen. vadis og vadimonium, men dette er kun blevet brugt om den Sikkerhed, som gives ved Personer, ikke om den, der gives ved Ting. Og omvendt er maaske pignus beslægtet med pant; men dette er egentlig et romansk Ord, som først senere, tildels meget sent, har fortrængt hine germaniske Udtryk[2]. Dette sproglige Vidnesbyrd, som styrkes af den retshistoriske Forskning, taler bestemt for, at Pant ei er noget ældgammelt romersk Institut. Alligevel gjenfinde vi i det Væsentlige ogsaa hos Romerne den ovenskildrede Udvikling ligesaavel som hos germaniske Folk. I Dette vil blive klart ved en kort Sammenstillen af den romerske og den engelske Panterets Historie. Jeg maa fremhæve, at ved ingen af dem kan jeg paavise Panterettens Udvikling gjennem den suspensivt betingede Eiendomsoverdragelse, hvad der igjen hænger sammen med, at jeg lidet kan oplyse særligt om Haandpant hos disse Folk.

I den romerske Ret[3] var Pant, som allerede antydet, fra først af neppe kjendt i nogen Form, omend pignus maaske ganske ubeskyttet af Civilretten fra ældgammel Tid har bestaaet som et rent faktisk Forhold mere som Retention end som Pant[4]. Reel Sikkerhed er i det hele opkommet forholdsvis senere hos Romerne, fordi Laan let reistes ved Hjælp af Borgen. Panterettens Væxt udaf Eiendomsretten er derfor foregaaet i den historiske Tid. Det skete gjennem det bekjendte Retsforhold fiducia. Dette var en virkelig Eiendomsoverdragelse, der foregik i almindelige høitidelige Former mancipatio eller den sjeldnere in jure cessio, med det særegne Vilkaar (det egentlige pactum fiduciæ, som gav Forholdet sit Navn), at Tingen, Løsøre eller fast Gods, skulde gjengives Sælgeren, naar Kjøbesummen (Laanet) tilbagebetaltes, og at Kjøberen var ansvarlig for al Skade. Dernburg mener, at man ikke bør betragte dette som en betinget Eiendomsret, eftersom Vilkaaret egentlig kun var personlig forpligtende og ikke in rem, og heri just forskjellig fra Salg med almindelig Gjenkjøbsret, men som Eiendomsret i Forening med et dertil knyttet nyt rent obligatorisk Forhold, idet baade Eieren (Laangiveren) kun var personlig forpligtet og Sælgeren (Laantageren) paa sin Side personlig forpligtet til at betale tilbage Summen. Saameget klarere er det, at Forholdet er voxet frem af den rene Eiendomsoverdragelse, ligesom den kunstige Form tyder paa en lang Udvikling, der først forholdsvis sent har naaet det Punkt, vi kjende, dog neppe senere end Republikens første Tider[5].

Som Eier havde Fordringshaveren egentlig altid Besiddelsen af Tingen, og Brugen udgjorde Erstatning for Kapitalens Afsavn. Senere hen maatte Regnskab aflægges, og da Savnet, navnlig af det faste Gods, var føleligt for Skyldneren, aftaltes meget hyppigt det saakaldte precarium, hvorefter Skyldneren skulde vedblive i Besiddelse af Godset, dog kun paa Kreditors Gunst, saaat han naarsomhelst maatte vige. Her var altsaa et Slags Overgang til Underpant. Indløsning kunde oprindelig naarsomhelst foregaa. Men senere blev det almindeligt at sætte en vis Frist for Indløsningen med tilføiet lex commissoria, hvorefter al Pligt til Tilbagegivelse skulde være udslettet ved Fristens Oversiddelse. End senere blev der tilføiet et pactum de vendendo, hvorefter Forholdet, naar Skyldneren udeblev med Betalingen, kunde afgjøres ved et i visse Former foretaget Salg fra Laantagerens Side, saaledes at Skyldneren kunde søges for den Del af Laanesummen, som ei ved Salget dækkedes, og i Keisertiden blev endelig Forholdet saadant, at Fordringshaveren havde Salgsret, selv om Kontrakten derom Intet indeholdt, ja selv, hvor den var deri forbudt[6]. Efterhaanden havde her- ved fiducia, navnlig i Keisertidens første Del, saaledes forandret sin Betydning, at Laangiveren faktisk var bleven Panthaver, nemlig Brugspanthaver, og fiducia, som egentlig havde været et virkeligt Eiendomsforhold, kun en Form for Brugspant, Men denne Form bevaredes den hele Tid, omend i flere Anvendelser Skyldneren ogsaa juridisk behandledes som Eier[7].

Medens fiducia i Forbindelse med precarium danner et Slags Overgang til Underpant og Reglerne for fiducia senere fandt Anvendelse paa dette, har dog det egentlige Underpant hos Romerne væsentlig en selvstændig Oprindelse. Som Interdikterne og Aktionerne synes at vise, findes den første svage Spire, efter de 12 Tavlers Tid, i Leieforholdet, først ved Husleie, senere især ved Forpagtning, idet nemlig Prætor tillod Udleieren at betinge sig et Slags Tilbageholdsret – dog uafhængig af Besiddelse – i Leietagerens illata, som først senere, navnlig ved actio Serviana, blev tinglig Ret mod Trediemand, som var kommen i Besiddelse af dem. Efterhaanden tillod Prætor at betinge samme Ret i andre meget praktiske Tilfælde, hvor Skyldneren maatte lades i Besiddelse af Godset f. Ex. i Søretten, og endelig tilstod Prætor actio quasi Serviana for Pantekontrakter i Almindelighed, uden Hensyn til, om det var løst eller fast Gods, eller om Panthaveren fik Besidddelsen eller ikke; herved havde da ogsaa pignus faaet Retskraft eller med andre Ord: der gjordes ingen egentlig Forskjel paa Haandpant og Underpant. Hvad der herved især maa mærkes, er at det blotte formløse pactum kom til at stifte tinglig Sikkerhedsret. Denne Forandring, som stod i saa stor Modsætning til Romerrettens Fordring om Solennitet og Offentlighed ved Retshandlerne, – en Fordring, der netop fyldestgjordes ved fiducia – er af stor retshistorisk Betydning som Oprindelsen til det slette hemmelige Underpantssystem, som gjennem Romerrettens Indflydelse længe var saa almindeligt i Europa. Det er derfor af Interesse at vide, naar den er foregaaet. Dernburgs Undersøgelser vise, at den væsentlig skyldes den græske Aands Indflydelse, hvorom ogsaa Navnet hypotheca vidner, og at den rimeligvis især er foregaaet i det 2det Aarhundrede f. Kr., idet den formentlig hænger sammen med den Rystelse i Kreditforholdene, som fandt Sted under de puniske Krige, og som i flere Retninger fremkaldte Trang til en mindre Offentlighed ved Retshandler[8]. Medens hypotheca saaledes fremtraadte udvortes ganske forskjellig fra Eiendomsretten, var dens Indhold længe meget indskrænket, og dette blev først mere udvidet ved Optagelse af de ved fiducia uddannede Regler. Først i 2det Aarhundrede e. Kr. kom denne Panteret til ipso jure at medføre Ret til Besiddelsestagelse og Salgsret, efterat det forhen havde været nødvendigt særskilt at aftale denne; og lex commissoria, som tidligere havde været hyppig, blev senere endog udtrykkelig forbudt. Fiducia, som endnu paa de klassiske Juristers Tid var jevnbyrdigt med det af Prætorretten uddannede hypotheca, vedligeholdt sig, om end vistnok uden at bruge Mancipationsformen eller in jure cessio – i det vestromerske Rige, saaat der endog findes Spor deraf hos Longobarder og Franker, medens det i det byzantinske, hvor mere græske Institutioner fik Overhaand, forsvandt, saa intet Spor deraf findes i Corpus juris.

I den engelske Ret er det nuværende almindelige Pant, mortgage[9], oprindelig baade i Form og Indhold Eiendomsoverdragelse med Løsningsret, idet Eiendomsretten, naar Skyldneren ikke betalte paa en vis Tid, uigjenkaldelig var tabt for denne. Mærkelig nok har endnu den Dag i Dag Pantsættelsen denne Form baade i England og de nordamerikanske Fristater. Et almindeligt Pantebrev har endog i dette praktiske Land aldeles Formen af et Skjøde med Tillæg af den saakaldte clause of defeasance: „dog med Forbehold af, at saafremt den nævnte N. N. skulde betale til N. N. den nævnte Sum inden – – Maaneder fra Dato overensstemmende med et Dags Dato udstedt Gjældsbrev (promissory note), skal Overdragelsen være ugyldig“[10]. Men dette er forlængst kun en Form og et af de mange mærkelige Beviser paa, hvorledes i den engelske endmere end i den romerske Ret de juridiske Fiktioner vedligeholde sig.

Denne store Modsætning mellem Form og Indhold er fremkommet lidt efter lidt ved en Række af Forandringer, som især skyldes den engelske law of equity eller Kantslerret, omend Lovgivningen i senere Tid har traadt ordnende til. Hvad for det Første angaar Besiddelsen, som the mortgagee altid havde, først som virkelig Eier senere som Brugspanthaver ved fast Gods, saa blev dette efterhaanden sjeldnere, og nu aftales altid, at først i Tilfælde af Misligholdelse (default) skal Panthaveren have Ret til Besiddelsen, hvortil trænges en act of ejectment[11].

Langt mærkeligere er dog den Forandring, som gjælder Vilkaaret for Eiendomsrettens endelige. Overgang Allerede i Middelalderen gjordes der Forsøg paa at bryde den gamle Strenghed, hvorefter al Ret til Løsning skulde være forbrudt (forfeiture), hvis den kontraktmæssige Frist blev oversiddet. Længe mislykkedes disse Forsøg, og først i Karl I’s Tid faldt den berømte Afgjørelse af Kantslerretten, hvorefter Løsning med Virkning kunde ske af the mortgagor efter den i Brevet fatte Forfaldsdag[12]. Denne af Kantsleren tilstaaede Billighedsret, som kaldes equity of redemption, er senere efterhaanden saaledes begrændset, at den kan udøves i England indtil 20 Aar, i Amerika indtil 21 Aar, efterat Panthaveren er kommen i Besiddelse af Pantet; dog kan Løsningsretten forbrydes forinden ved the mortgagors Handlemaade[13].

Først efter denne Tid er altsaa Eiendomsretten uigjenkaldelig gaaet over til Panthaveren. Denne har imidlertid paa sin Side faaet Rettigheder, som gjør ham uafhængig af dette lange Moratorium. For at fremskynde den endelige Afgjørelse, indvilgede nemlig Kantslerretten efter Søgsmaal (bill of foreclosure) at fastsætte en Dag før Udløbet af hin lange Frist, inden hvilken Eiendommen skulde være løst eller endeligen tabt (right of foreclosure). Da imidlertid denne Dag oftere efter Andragende fornyedes af Kantslerretten, naar der var Udsigt til senere Betaling, har Lovgivningen og det først i nyere Tid givet Panthaveren en virkelig Realisationsret, der ogsaa ialfald i Amerika, kaldes right of foreclosure. I England kan ifølge Love fra William IV’s og Viktorias Tid Domstolene, efter Andragende fra Panthaveren eller fra andre Interesserede med hans Samtykke, forordne Salg af Pantet. Almindelig synes dog nu denne Omvei at bortfalde ved en udtrykkelig Aftale i Pantebrevet, som synes at svare til vor Panteklausul, ifølge hvilken Panthaveren, saafremt Hovedstol eller Rente ikke betales til fastsat Tid, selv kan sælge, som det synes ved privat Salg og i det Hele paa en Maade, der meget minder om den romerske Realisationsmaade[14]. Besiddelse er ikke nød- vendigt Vilkaar for disse Rettigheders Udøvelse[15]. I Amerika kan Panthaveren faa en Domstols Kjendelse for Tvangstaxt; saafremt denne overstiger den skyldige Sum med mere end en Trediedel, sælges Tingen ved offentlig Auktion og Overskuddet betales the mortgagor, medens i modsat Fald Panthaveren nu faar Tingen til Eiendom og beholder Tiltale til Skyldneren for Resten, hvis Tingen endog er mindre værd end Gjelden. Ogsaa i Amerika gaar det imidlertid an, som det synes, at give Panthaveren Fuldmagt til privat Salg[16].

Saaledes er altsaa the mortgage efterhaanden blevet virkeligt Pant – først Brugspant og nu nærmest Underpant – og the mortgagor er indtil videre i alle Dele betragtet som Eier af den pantsatte Ting, f. Ex. i England med Hensyn til Stemmeretten.

The mortgage finder Sted baade ved fast Gods og Løsøre. Baade engelsk og amerikansk Ret tillader nemlig i denne Form Underpant i Løsøre, det sidste dog med stor Indskrænkning. Hvis nemlig the mortgagor er bleven i Besiddelse af Løsøret, kan Panteretten i England ikke gjøres gjældende i Konkursbo, efter den Betragtning, at den fortsatte Besiddelse har bidraget til at give Skyldneren en falsk Kredit, hvorimod den synes at være til Hinder for Exekution[17]. I Amerika, ialfald i nogle Stater, gjælder omvendt Panteretten i dette Tilfælde imod Konkurs, medens den ikke kan bruges mod den Trediemand, som ellers er virkelig besveget ved Hjælp af the mortgagors vedvarende Besiddelse[18]. – Ligefrem Pantsættelse til Underpant som altsaa ogsaa i Formen optræder som Pant, kaldes hypothecation og findes kun i Søretten (Bodmeri og Respondentia[19]).

Den engelske Ret, som i denne Udvikling har saamegen Lighed med den romerske, ligner denne ogsaa deri, at ved the mortgage Panteretten i Almindelighed stiftes uden Indtegning ved den blotte Kontrakt. Det er mærkelig nok kun ved Skib, at den almindelige engelske Ret kjender noget Indtegningssystem; ved fast Gods er dette kun indført i enkelte Egne, nemlig under Dronning Anna i Middelsex, Yorkshire og Irland[20]. I Amerika er Indtegningssystemet foruden for Skib, hvor Kongressen nemlig har Lovgivningsmyndighed over hele Unionen, ogsaa ellers blevet indført i flere Stater[21].

Det tilføies til Slutning, at der ingen Grund er til at tro, at den Romerske Panteret har øvet nogen Indflydelse paa den engelske, uden forsaavidt maaske det Romerske Forbud mod lex commissoria kan have foresvævet Kantslerretten ved hin bekjendte Afgjørelse.

  1. Vor Sprogforsker Professor S. Bugge har just i Curtius’s Studien zur griechischen und lateinischen Grammatik for 1871 leilighedsvis gjort opmærksom paa „at der ogsaa i Sproget tilkjendegiver sig mærkværdige Overensstemmelser i Italikernes og Germanernes Retsanskuelser“. Navnlig har han saaledes paapeget, at det oldnorske Ord sannr har ganske samme Betydning som det latinske sons („skyldig“, overbevist om Skyld, ùsannrinsons) og at begge ere dannede (som Præs. Part.) af Stamordet for vera, esse. Forøvrigt nævner han bl. A. lex og lög, begge af Ord, som betyde:. „lægge“, reus af res og det tilsvarende sekr af sök; dies og dag anvendt paa Retsterminer o. s. v. Hele dette Emne, hvortil der forresten haves ældre Bidrag af Grimm, fortjente en grundig Undersøgelse.
  2. Noget Andet er den Lighed i Retsopfattelse, som viser sig deri, at pignus ogsaa benyttes om Indsats ved Væddemaal, ligesom veðja vædde kommer af veð. Jfr. Dernburg S. 49–50.
  3. Jeg har fulgt Dernburg, das Pfandrecht nach den Grundsätzen des heutigen römischen Rechts I. 1860 S. 7–95.
  4. Dernburg S. 44.
  5. Dernburg S. 10.
  6. Se dog Scheurl Kritik af Dernburgs Værk i Krit. Vierteljahrsch. III. 416 ff.; han mener, at Salgsretten har ligget i Forholdet selv uden udtrykkelig Aftale. Dernburgs Fremstilling af fiducia tør imidlertid nok være paalidelig; ialfald har den ansete Forfatter Bremer i sit forresten radikale Skifte „das Pfandrecht und die Pfandobjecte“ (1867) S. 3–6 med megen Anerkjendelse sluttet sig dertil, om han end ei udtrykkelig omtaler dette Punkt.
  7. Dernburg S. 22 ff.
  8. I Institutionens Hjemland var den derimod forbunden med Offentlighed, ja der var endog Spor til Hypothekbøger. Mascher deutsches Grundbuch- und Hypotheksystem. S. 79–80.
  9. Dette Ord kommer af vadium mortuum. Vadium er et latiniseret germanisk Ord, det samme som det oldnorske veð og det gothiske vaði; paa Fransk er deraf dannet gage som er trængt ind i det engelske Sprog i denne Forbindelse. Vadium mortuum (mortgage) forklares forskjelligt, men den rimeligste Forklaring er vel den, at, medens ved vadium vivum Pantet selv gjennem sine Frugter betalte hele Kapitalen, blev ved mortgage Laangiverens Indtægt af Brugen ikke afskrevet paa Kapitalen.
  10. Se Walker, Introduction to American law designed as first book for Students 5. ed (1869) S. 398 og 412.
  11. Walker l. c. 323. Lord St. Leonards handy book on property law 7 ed. 1863 S. 115. I Amerika er dette Regel uden Aftale.
  12. Se Washburn a treatise an the American law of real property II. 41. 3 ed. 1868. jfr. E. Aubert, om mundtlig Rettergang etc. p. 162.
  13. Walker l. c. S. 322. Lord St. Leonards l. c. 118. Der er ellers forskjellige Tidsrum i de enkelte Stater.
  14. Lord St. Leonards S. 122.
  15. Fisher, the law of mortgage etc. 1, 513. 2 ed. London 1868.
  16. Walker l. c. S. 322–4. Fremgangsmaaden er ellers forskjellig; her et nærmest fulgt Ohios Lov. Jfr. i det Hele Munch-Ræder om Jury-Institutionen I. 103–7.
  17. Fisher l. c. S 22. 204.
  18. Walker S. 326
  19. Fisher S. LXXIV.
  20. Fisher S. 48 ff.
  21. Walker S. 380.