Kontraktspantets historiske Udvikling især i dansk og norsk Ret/II

L. M. B. Aubert

Kontraktspantets historiske Udvikling især i dansk og norsk Ret

1872 (s. 15-25).

Den germaniske Panterets fælles Karakter. – Tydsk Panteret^[1].

En endnu langt større Lighed i Panterettens Udvikling ville vi finde, naar vi holde os til den germaniske Ret alene. Der var fælles Spirer, der var i det Hele nært Slægtskab i Retsbegreberne, der virkede for en væsentlig Del de samme historiske Forholde og der kan desuden paavises nogen Indflydelse fra det ene Folk paa det andet.

Allerede Sproget vidner om, at alle de germaniske Folk fra sit ældste fælles Hjem har medbragt Begrebet om en Sikkerhed i Ting, som siden hos alle er udviklet til en virkelig Panteret. De have nemlig for Kontraktspant – hos Nogle dog kun for den ældste Form deraf – det samme Ord, nemlig gammeltysk weth, senere wette, wedde, gothisk vadi, gammelfransk gage, gammeldansk væth, oldnorsk veð; i middelaldersk Latin vadium; Stammen er rimeligvis et Ord, som betyder „at binde“. Ordet „Pant“, som i den senere Middelalder allesteds afløser det, er egentlig af romansk Oprindelse og blev i tydsk Ret fra først af længe kun anvendt paa den tvungne Pantstiftelse, hvorom man før havde brugt nama, name (vort Nam^[2]). Længe holdtes pant og wedde baade i Navn og Virkelighed strengt ud fra hinanden. Men fra det 13de Aarhundrede brugte man i Tydskland mere og mere pant ogsaa om Kontraktspant, hvortil Grunden vel har været den, at det romerske pignus jo ogsaa bruges baade om taget og givet Pant. Fra Tydskland, hvor Ordet wedde efterhaanden forsvandt, trængte Ordet Pant fra 1300 ind i Danmark og Norge.

Hin fælles germaniske Spire har dog været lidet udviklet. Man kan nogenlunde sikkert slutte, at overalt er det den suspensivt betingede Eiendomsoverdragelse, som først har været anseet for at indeholde en Sikkerhedsstillelse i sig og som har været kaldet veð etc. Det er navnlig den gamle norske Ret, der, som siden skal vises, giver os et Indblik heri. Vidnesbyrdet derom ligger imidlertid ogsaa deri, at den ældste Pantsættelse overalt ttllige ipso jure indeholder i sig Eiendomsrettens betingede Overgang til Kreditor. Men forøvrigt har der dannet sig ikke ringe Forskjelligheder, som vise, at hin fælles Spire har været svag, f. Ex. ved Spørgsmaalet om fast Gods kunde gives i saadant Pant, om Besiddelsen maatte gaa over til Panthaveren.

Det var især Løsørepant, – det senere Haandpant^[3] – som paa denne Vei udvikledes. For fast Gods’s Vedkommende var Pant, voxet frem af den suspensivt betingede Eiendomsoverdragelse, dels, som i Tydskland, en ukjendt, dels, som i Norden, en hendøende Institution. Det maa forøvrigt mærkes, at Løsørepantet i Middelalderen var af liden Vigtighed og overalt kun brugtes ved smaa, meget korte Laan, da man paa Grund af det kanoniske Aagerforbud ikke kunde tage sig betalt deri for Renter. Det var væsentlig Jøderne, som brugte det i Forretningslivet, da de var ubundne af den kanoniske Ret^[4].

Det germaniske Pant i fast Gods har overalt væsentlig sin Spire i den resolutivt betingede Eiendomsoverdragelse. Overalt er Salg til Gjenkjøb eller med Gjenløsningsret ældre end Brugspant, og overalt har Brugspantet, som er Middelalderens vigtigste Panteret, udviklet sig af dette Slags Salg, som derfor paa Overgangen ligesom i Rom kun er et Skin. Denne Overgang er rimeligvis overalt bleven noget forsinket ved den kanoniske Rets Forbud imod enhver Form af Rente, hvilket egentlig var til Hinder for ethvert Brugspant, hvor Frugterne ikke afskreves paa Kapitalen. Men intetsteds magtede det dog længe at hindre det egentlige Brugspants almindelige Udbredelse. Dette blev den senere Middelalders almindeligste Form for Kapitalens Tilgodegjørelse, idet Kreditor indtil Løsning oppebar Frugterne uden Afskrivning. Det har fra Kreditors Standpunkt væsentlig den samme Karakter som det tidligere gjenkaldelige Salg, det er Kjøb af en Brugsret istedetfor af en Eiendomsret; Egenskaben af Sikkerhed træder mere i Baggrunden. Derimod var det kanoniske Renteforbud den fælles Aarsag til, at Brugspantet var den herskende Panteform hos de germaniske Folk i flere Aarhundreder. Underpant er nødvendig betinget af, at Renter ligefrem kunne aftales. Men forsaavidt var den kanoniske Ret længe strengt overholdt allevegne. Og det var den fælles Reformations Tilbagetrængen af den kanoniske Ret ogsaa paa dette Punkt, som bidrog til at bane Vei for Underpantet.

Fælles for de germaniske Folk er ogsaa den personlige Forpligtelses sildige Opkomst. I det Romerike fiducia se vi allerede en personlig Forpligtelse til at løse Gjenstanden ved Tilbagebetaling af Kjøbesummen. Men i den germaniske Ret var det vistnok fordetmeste først i den nyere Tid, Kreditor kunde søge Skyldneren, for hvad der ei dækkedes af Pantet. Sammenhængende hermed er det, at Panthaveren saalænge alene fik Fyldestgjørelse gjennem Eiendomsret eller Brugsret til Pantet, og at der først sent udviklede sig nogen egentlig Panteproces. Grunden til disse Forhold er ogsaa fælles germanisk. Den Romerske Ret var væsentlig en Byret, og en saadan vil altid have meget lettere for at haandhæve Retspleien og istandbringe en ordnet, sikker Forfølgningsmaade. Men under de ældre germaniske Livsforholde, hvor Tyngdepunktet længe overalt laa i Landlivet og hvor i det Hele Samfundsmagten var langt svagere end i Rom, var den blotte personlige Sikkerhed ringe og Kreditor maatte tilfredsstilles ved en desto større Raadighed over Tingen. Det var det mod Middelalderens Slutning opblomstrende Handelsliv, der, idet det skabte en i flere Henseender endog den romerske overlegen Byret, forandrede hine Retsregler.

Og denne Byret grundede desuden navnlig en Institution, som blev af stor Betydning for den germaniske Panteret, især i Danmark og Norge. Vitterligheden var en saa urgammel Fordring ved vigtige Retshandler, at vi endog finde mærkelige Ligheder mellem gammelromersk og germanisk Ret. Ligesom ved fiducia se vi ved al germanisk Pantsættelse af Jord oprindelig en vis Offentlighed, nemlig gjennem Retsstiftelse til Thinge eller i andre større Forsamlinger. Denne Offentlighed havde en forskjellig Betydning og en forskjellig Skjebne. Men medens den i Danmark og Norge efterhaanden ganske forsvandt eller ialfald tabte enhver retslig Betydning udenfor Beviskraften, udvikledes deraf i de store mellemeuropæiske Handelsstæder, navnlig i Hansestæderne, en anden Offentlighed, som er Grundlaget for det nyere Pantebogssystem. Og sammenhængende hermed opkom der i disse Stæder, og navnlig ved Hjælp af det nye Indtegningsprinrip, et Underpant i fast Gods (og Skib). Dette blev ved tydsk Indflydelse et fælles germanisk Underpant, som dog snart i dets Hjemland skulde fortrænges af det vidt forskjellige Romerske Hypothek.

Dettes Indtrængen giver et Exempel paa en Lighed, der er fremkaldt ved fremmed Paavirkning. Derved har jeg ikke villet dvæle, da vi her kun støde paa den velkjendte almindelige Indflydelse af den Romerske Ret i Tydskland.

Derimod vil man, som det allerede fremgaar af det Foregaaende, inden den rent germaniske Panteret i den senere Tid støde paa Indvirkning navnlig fra Tydskland paa de andre Folk.

Det maa sluttelig mærkes, at den engelske Ret, som af flere Grunde – hvoriblandt den, at jeg derom ikke kunde give saamegen Oplysning – er nær- mere sammenstillet med den Romerske, egentlig hører med til den germaniske Ret.

---

Den tydske Ret kjender allerede i de ældste „Volksrechte“, leges barbarorum (den saliske, frisiske, longobardiske Lov etc.) en Sikkerhedsstillen under Navn af wedde (vadium), som maa ansees for en af de først kjendte Spirer til et Kontraktspant. Løsøregjenstande overgaves nemlig i Fordringshaverens Besiddelse til Sikkerhed for, at en hvilkensomhelst Forpligtelse, navnlig dog Betaling af Gjeld, opfyldtes inden en vis Tid, saaledes at Gjenstanden, naar Forpligtelsen ei opfyldtes, uden videre blev Fordringshaverens Eiendom. Hvad der gjør dette noget fremmed for vort Begreb om Pant, er den Omstændighed, at Forpligtelsen trods Gjenstandens Forbrydelse vedblev, hvorfor Tydske Forfattere kalde dette Retsforhold „Satzung als Strafgeding“ og forhen almindelig har behandlet det under Konventionalstraffe. Denne ældste Rets Kontraktspant findes stundum brugt endnu i Middelalderens Slutning; men det stod i liden Forbindelse med Panteretten forøvrigt og har havt ringe Indflydelse paa dennes Udvikling^[5].

Ved Siden heraf finde vi, omend senere end hine Love, allerede meget tidligt, nemlig fra det 7de Aarhundrede, et mere egentligt Løsørepant, idet en Afhændelse af en Gjenstand med det Vilkaar, at den skulde tjene som Vederlag for en skyldig Ydelse, om denne inden en vis Tid ikke gaves allerede da, som det synes, har været opfattet som en Pantsættelse. Vi se allerede i denne af Meibom (S. 264–66 og 270) givne Betegnelse af Forholdet Vidnesbyrd om dets Oprindelse af den suspensivt betingede Eiendomsoverdragelse, og endog langt ned i Middelalderen finde vi tydske Diplomer, som minde om dette Udspring (l. c. S. 264–65). I Almindelighed har vistnok, især i den ældste Tid, selve Kontrakten indeholdt, at Pantet uden videre blev Eiendom, om det ei løstes inden en vis Dag. Men hvor ei Kontrakt eller særlig Lov gav Hjemmel herfor, vedblev – ifølge Love, som dog ere forholdsvis sildige – Pantsætterens Løsningsret, indtil han forgjæves var i visse Former opfordret til at bruge den^[6] og derefter en Dom havde erklæret Pantet forfaldet. I den senere Middelalder og rimeligvis før Romerrettens Indtrængen fik Panthaveren, naar han havde iagttaget den sædvanlige Fremgangsmaade med Krav til Løsning, sommesteds Ret til Salg istedetfor Eiendomsret og maatte da udbetale Overskudet til Pantsætteren^[7]. I Regelen havde ikke Panthaveren nogen Tiltale til Skyldneren for den Del af Pantesummen, som ikke dækkedes af Pantet.

Medens Løsørepantet ialfald i sin Spire er meget gammelt i den tydske Ret, kan det samme ikke siges om Kontraktspant i fast Gods. De faste Eiendomme bleve vistnok allerede meget tidligt brugte til at reise Laan, men langt ned i Middelalderen skete dette næsten altid som et Salg til Gjenkjøb. Først i det 12te Aarhundrede vise Diplomerne, at det samme Retsforhold ved fast Gods, som tidligere blot fremkom under Form af Salg til Gjenkjøb, begyndte at opfattes som wedde. Denne historiske Kjendsgjerning samt den hyppige Sammenblanding af begge Forhold, som fremdeles længe fandt Sted, er allerede tilstrækkeligt Bevis for, ikke blot, at de ere nær beslægtede, men at den ældste Form for Pantsættelse ved fast Gods ogsaa i Tydskland er voxet ud af Eiendomsoverdragelsen (med resolutiv Betingelse^[8]). Forandringen bestod deri, at medens forhen Skyldneren til Vederlag for Laanesummen midlertidig afstod sin Eiendomsret, afstod han nu sin Brugsret. Denne Opfattelse kommer ogsaa tilsyne i Datidens Sprog, der har Udtrykket „Verkauf zu Weddeschat“ i Modsætning til „Verkauf zu Wiederkauf“^[9].

Denne Brugsret beholdt Panthaveren, indtil Laanesummen tilbagebetaltes. Nogen personlig Forpligtelse til at yde denne paahvilede ikke Eieren, og Tiden, inden hvilken den skulde ste, afhang som oftest af ham selv, idet sjelden nogen Betalingsfrist var aftalt. Omvendt forfaldt heller ikke det faste Gods til Panthaveren, om den muligens fastsatte Løsningsfrist var oversiddet, medmindre lex commissoria udtrykkelig var aftalt, hvilket dog var meget hyppigt^[10].

Da Panthaveren i Almindelighed ikke havde noget Middel til at fremtvinge Eiendomsrettens Overgang eller til paa anden Maade at faa sine Penge (uden ved Transport af sin Ret), kunde dette Retsforhold ikke have den Karakter af Sikkerhedsstillen som wedde ved Løsøre. Det var netop Brugsretten, som for Panthaveren var det Væsentlige, fordi Kreditor heri fandt en af Middelalderens vigtigste Udveie til at gjøre sine Penge frugtbringende. Han havde nemlig i Almindelighed Brugsretten, uden at Frugterne blev afskrevne paa Kapitalen^[11]. Saadant var vistnok af Konciliet i Tours 1179 forbudt som Aager^[12], og dette Forbud bidrog vel til, at Salg til Gjenkjøb ogsaa i Tydskland blev længere brugt som en Form for Pant (Laan), da det, skjønt i Grunden ydende Kreditor samme Fordel, tillodes af Kirken^[13]. Men Budet blev allerede i 13 Aarhundrede omgaaet paa mange Maader, endog af Kirker og Geistlige, idet navnlig Frugterne af Skyldneren skjænkedes Panthaveren f. Ex. for en Sjælemesse^[14]. Og det var heller ikke længe muligt ligeoverfor det praktiske Livs Tarv, endog i Formen, at overholde dette Forbud. De tydske Lovgivere forholdt sig her forskjellige; det lykkedes Kirken sommesteds, endog mod Middelalderens Slutning, at faa det udtrykkelig optaget i den verdslige Lovgivning, medens andre Love for det meste gav enten Parterne fri Raadighed eller ligefrem hjemlede Panthaverens uindskrænkede Brugsret. Men saameget er sikkert, at den allerstørste Del af Kontrahenterne, det være Geistlige eller Lægfolk, uden Sky ligefrem aftale Panthaverens frie Benyttelse af Godset uden Afskrivning paa Hovedstolen^[15]. Panthaveren havde derfor i Almindelighed en ligesaa fuld Brugsret over Godset, som om han havde været Eier.

Denne ældste Pantsættelse af Jord, som svarer til vort Brugspant, kaldt de tydske Forfattere „die ältere Satzung“^[16].

Ved denne „ältere Satzung“ var altsaa Besiddelsen hos Panthaveren. Det tør dog antages, at Panthaverens Ret stiftedes allerede, forinden denne var erhvervet. Til Retsforholdets Stiftelse udkrævedes nemlig ligesom ved Eiendoms Overdragelse i hvert Fald en høitidelig Handling, der svarer til Skjødningen, „die Auflassung“, som egentlig foregik paa Thinge, men som ogsaa kunde foregaa ellers i Vidners Overvær, ja endog tildels erstattes ved Udstedelsen af et Brev^[17]. Og ved denne Opladelse stiftedes, selv om ikke den virkelige Besiddelse samtidig overdroges, „eine rechte Gewere“^[18]. I Byerne gik Opladelsen paa Thinget over til en Opladelse eller Vitterliggjørelse for Raadet. Og da Protokoller kom i Brug, blev „Opladelsen“ baade ved Eiendoms- og Pantstiftelse i fast Gods indført i „Stadsbogen“, først for at lette Tilveiebringelsen af det nødvendige Bevis for Opladelsen, senere fordi selv Indførelsen i Bogen kom til at indeholde fuldt Bevis for Rettighedens Stiftelse og navnlig for Besiddelsens Overgang og Indførelsen saaledes blev vigtigere end selve Opladelsen^[19].

Dette er Oprindelsen til Nutidens Panteprotokoller, („Grund- und Hypothekenbuch“). Allerede meget tidlig kom man nemlig til at føre særskilte Protokoller over de Retshandler, hvorved en Opladelse for Raadet var nødvendig. De første Protokoller af dette Slags har man i Belgiens store Handelsstæder, Brügge, Antwerpen og Gent. Herfra udbredte Indretningen sig til Frankrig og Tydskland. Hine Stæder synes at have havt de første Spor deraf rimeligvis allerede, før ligefrem Pantsættelse af fast Gods var kjendt, nemlig i 11te Aarhundrede. Tydsklands store Handelsstæder fik dem i det trettende Aarhundredes første Del, Lübeck saaledes 1227. I 14de og 15de Aarhundrede fik de fleste tydske Byer saadanne Bøger; paa Landet blev de neppe indførte før i 16de Aarhundrede, da Romerretten allerede begyndte at fortrænge det tydske Pantesystem. Ulm er den By, som har den ældste Protokol nærmest svarende til vort Real-Panteregister og det allerede 1401, fra hvilket Aar den er ført ned til vor Tid.

I Lübeck og Hamburg førtes to Slags „Stadsbøger“ netop for disse Indførelser, nemlig „das Oberstadtbuch“, for Eiendomsoverdragelse e. desl. (svarende til „das Grundbuch“) og „das Niederstadtbuch“, hvor blandt Andet Pantsættelser indførtes og som derfor svarede til Nutidens „Hypothekenbuch“^[20]. Disse Bøger førtes hovedsagelig for fast Gods; men man ser dog ogsaa, at Pantsættelse af Løsøre (Haandpant) sommesteds deri har været indført. Protokollationen var i Almindelighed noget udførligere end den, som nu finder Sted i vore Justitsprotokoller og omtrent saadan, som den var hos os i 17 Aarhundrede, før vi havde faaet „Pantebøger“.

Idet man saaledes i de store Byer havde faaet et langt sikrere Middel til Kundskab om tinglige Menigheders Stiftelse i fast Gods end Besiddelsesstanden eller den gamle Vitterliggjørelse paa Thinge, – havde man altsaa allerede længe før Middelalderens Slutning opnaaet den væsentlige Betingelse for et heldigt Underpant. Der gik dog, trods Brugspantets store Ulemper, en lang Tid efter Protokollernes Udbredelse, før man naaede til et virkeligt Underpant. Thi Indtegningssystemet formaaede ikke at fjerne den store Hindring for Underpantet, som laa i den kanoniske Rets Renteforbud.

Men netop dette Renteforbud med dets Udstrækning til Brugspant tjente til at udbrede et nyt Retsforhold, som her er af Vigtighed. Det er det saakaldte Rentekjøb (constitution de rente), som – fra først af dog ikke fremkaldt af Trangen til at omgaa Aagerforbudet^[21] – udviklede sig fra Begyndelsen af det 13de Aarhundrede. Den, der vilde anbringe sine Kapitaler i Jordegods uden at være Eier eller Bruger, „kjøbte“ en aarlig Rente i Størrelse svarende til Renten af den udlaante Pengesum, der i Navnet var Kjøbesum for Renten; denne Rente skulde betales af Jorden, indtil dennes Eier indløste den eller kjøbte den tilbage for samme Sum; fra Kreditors Side var den uopsigelig, og der hvilede ingen personlig Forpligtelse paa Laantageren. Det er her allerede antydet, at denne Rente var en Grundrente, heftende paa Jorden. Rentekjøberen fik endog en meget stærk Ret i Godset. Blev Renten ei betalt i rette Tid, maatte den betales dobbelt, og Renteeieren kunde ved Klage faa sig Eiendomsret over Godset tilkjendt. Denne Ret, som var tinglig, blev i Middelalderen stillet i Klasse med Eiendomsretten, idet Rentekjøberen ansaaes som et Slags Medeier i Jorden. Som Følge heraf blev Reglen om „Auflassung“ ved Eiendomsoverdragelsen anvendt paa Kjøb og Tilbageløsning af Rente. Indførelse i Protokollerne blev fordret efterhaanden, som disse kom i Brug, og i Lübeck blev Rentekjøb sammen med Eiendomskjøb indført i „Oberstadtbuch“. Opfattelsen af Retsforholdet som et Kjøb, sammen med det praktiske Livs Tarv, ledede ogsaa til, at den kanoniske Ret ikke vovede at anvende Aagerforbudet derpaa, uagtet det mere end Brugspant var et virkeligt Laaneforhold, om end uopsigeligt fra Kreditors Side. Dette blev navnlig fastslaaet ved forskjellige pavelige Afgjørelser i Begyndelsen af det femtende Aarhundrede, da en stor Mængde Kirker og mente etc. havde anlagt sine Kapitaler paa denne Maade. I Middelalderens Slutning var Rentekjøbet derfor særdeles hyppigt i Mellemeuropa; det ophørte først ganske i 17 Aarhundrede^[22].

Rentekjøb fremtraadte altsaa i Datidens Opfattelse som et Slags Eiendomsoverdragelse. I Virkeligheden var det dog et Slags Underpant i det rentepligtige Gods, der i Modsætning til det romerske Hypothek stiftedes gjennem en offentlig Handling og, især i Stæderne, Protokollation.

Dette Retsforhold banede derfor ogsaa Veien for et virkeligt Underpant eller, som de tydske Forfattere nu gjerne kalde det, „die neuere Satzung“, i Modsætning til “die ältere Satzung“, hvorfra det jo adskiller sig navnlig derved, at Besiddelsen forblev hos Pantsætteren, og ligeledes i Modsætning til det romerske Hypothek, som senere fortrængte det^[23]. Denne „neuere Satzung“ kan maaske ogsaa paa anden Maade i sin første Spire føres tilbage til 13de Aarhundrede, idet man allerede da ser, at ved Brugspant har Panthaveren indtil videre (precario) ladet Pantsætteren i Besiddelse af Pantet, tildels mod en Leiesum^[24]. Men ligefremt Underpant saaledes, at ifølge Retsforholdets Natur Besiddelsen forblev hos Skyldneren, og Kreditor for selve den, ogsaa fra hans Side opsigelige, Laanesum alene havde en Sikkerhedsret i Godset, forekom neppe før adskilligt senere. I Lübecks Pantebøger træffer man det i den første Del af 15de Aarhundrede, i Begyndelsen uden at man tør anføre Renter, eller saaledes at Renten forekom i Form af en Godtgjørelse, fordi Skyldneren fik nyde Pantets Brug. Senere, og endnu før Aagerforbudet var hævet, indtegnedes Laanene ligefrem som rentebærende og paa saadan Maade, at det tydske Underpant fra hin Tid tydelig viser sig at være væsentlig udviklet af Rentekjøbet. Først da Reformationen i de protestantiske Lande havde brudt den kanoniske Rets og dermed Renteforbudets Magt, naaede Underpantet ret til almindelig Udbredelse^[25].

I det 16de Aarhundrede havde altsaa den nationale tydske Ret mangesteds, og navnlig i Nordtydsklands Handelsstæder, udviklet et Underpant med det derfor ganske nødvendige Indtegningssystem. Og det maa vistnok, skjønt Meibom har opstillet en noget anden Mening, antages, at dette Underpant paa de fleste Steder alene kunde stiftes i fast Gods samt Skib^[26].

Hvad nu angaar det nærmere Indhold af denne nyere Panteret i fast Gods, saa har Meibom villet frakjende den Egenskaben af egentlig tinglig Ret, idet han mener^[27], at den kun indskrænker Pantsætterens Raadighed over Godset omtrent som Arrest. Den almindelige Mening er dog, at den gav virkelig tinglig Ret, omend Kilderne, som i Lighed med andre germaniske Love i det Hele ikke holde disse Begreber saaledes ud fra hinanden som de romerske, tie derom^[28]. Og det maa ligeledes antages, trods Meiboms afvigende Mening (S. 419), at ialfald paa de vigtigste Steder, og navnlig i den lybske Ret, var Pantsættelsens Gyldighed, især ligeoverfor Trediemand, afhængig af Indtegningen^[29].

Panthaveren havde dernæst ved denne nyere Panteret Adgang til at søge Fyldestgjørelse i det pantsatte faste Gods. Panthaveren kunde ikke søge Debitor personlig, saalænge han ikke havde forsøgt Dækkelse af Pantet, men var denne forgjæves søgt, kunde det Manglende efter adskillige Love søges hos Skyldneren, idet den ældre modsatte Regel i Hamburg og Lübeck siden forandredes^[30]. Naar Misligholdelse fandt Sted enten ved Kapital eller Renter (?), androg først Panthaveren Retten (Raadet) om Dom, som aabnede Adgang til Fyldestgjørelse i Pantet^[31]. Men efter denne Dom var Fremgangsmaaden i de forskjellige Retsomraader ligesaa forskjellig som den almindelige Exekutionsproces, hvis senere Afsnit i alt Væsentligt her bragtes til Anvendelse^[32]. Man kan især sondre mellem det sachsiske og frankiske Retsomraade paa den ene Side, og de store nordtydske Handelsstæder, navnlig Magdeburgs, Hamburgs og Lübecks Stadsretter paa den anden. Den sachsiske Fremgangsmaade havde et mere gammeldags Tilsnit og gik derfor fornemmelig ud paa, ligesom Kristian V’s Lovbog, at gjøre Panthaveren til Eier. Først gav Dommeren Indvisning i Pantets Besiddelse – dog uden egentlig Brugsret – gjennem en af ham opnævnt Mand; derpaa fulgte Opbydelse af Pantet paa 3 „budne“ og 3 „ubudne“ Thing; disse to Led forekom dog ogsaa i omvendt Orden. Naar da Pantet ikke blev løst, faldt der Eiendomsdom, rimeligvis uden foregaaende Taxt, saaat altsaa hele Pantet gik over i Panthaverens Eie, uden Hensyn til Værdien. Fra det første Skridt af Forfølgelsen og til Eiendomsdommen gik der altid „Aar og Dag“, hvilken bekjendte Termin, som ellers beregnedes noget forskjelligt, i Sachsen og paa flere andre Steder udgjorde 1 Aar, 6 Uger og 3 Dage, hvilket kaldtes et sachsisk Aar (annus Saxonicus^[33]). I dette Aar og Dag kunde Løsning naarsomhelst finde Sted, men efter Eiendomsdommen havde ikke Skyldneren selv, men vel hans nærmeste Arving Løsningsret atter i Aar og Dag.

Det er at mærke, at denne Fremgangsmaade ogsaa var fra 14de til 16de Aarhundrede anvendt ved den keiserlige Hofret, hvor den gik under Navnet „das Anleiteverfahren“, idet man ved „Anleiten“ forstod Indvisning i Pantet^[34].

Den nyere Fremgangsmaade^[35], som udvikledes især i Handelsstæderne og som ogsaa i Sachsen mere og mere fortrængte den ældre, gik ud paa en virkelig Realisation, idet den i Lighed med den nuværende Panteret gav Panthaveren Adgang til at udbringe Pantesummen af Pantet og kun in subsidium, hvor dette forgjæves var forsøgt, gjorde ham selv til Eier, altsaa nogenlunde i Lighed med den romerske Fremgangsmaade. Ogsaa her foregik først en Opbydelse 3 Gange paa „gebotenen Dingen“, hvorpaa afsagdes af Retten en Dom, kaldet „das Geweldigen“, der overgav Pantet til Panthaveren, som derpaa enten kunde sælge det med Forbehold af Skyldnerens Løsningsret i Aar og Dag fra hans Kundskab om Salget eller selv bruge det som et Brugspant med Adgang til naarsomhelst at sælge. Var Salget, der ligesom i Rom i Almindelighed kunde foregaa privat, men „redeligt“ og i Vidners Overvær samt med paafølgende „Auflassung“, forgjæves forsøgt, blev Pantet tilkjendt Panthaveren til Eiendom efter Taxt^[36]. Ogsaa her var der forresten Afvigelser, idet der saaledes i Hamburg og Lübeck ingen egenlig Løsningsfrist var for Skyldneren, men Salg maatte først finde Sted et Aar efter „das Geweldigen“, ligesom Panthaveren ikke fik Besiddelsen, der forresten ikke heller andetsteds var nødvendig for Eiendomsdommen.

Sluttelig kan det mærkes, at allerede fra 14de Aarhundrede finder man i Lübeck Aftaler om, at Panthaveren kunde sælge Pantet uden foregaaende Rettergang („poterit vendere absque ulla prosecutione coram judicio facienda“) altsaa svarende til vort „uden Lovmaal og Dom“^[37].

Den nyere germanistiske Forskning har altsaa bragt paa det Rene, at der omkring Middelalderens Slutning før Romerrettens Reception og som det synes i det Hele endog uden Paavirkning fra Romerretten^[38] i Tydskland, navnlig i de store Handelsstæder, har været udviklet en national Panteret, i mange Henseender den romerske langt overlegen. Den havde frigjort sig fra Nødvendigheden af Pantets Besiddelse ved fast Gods, den anerkjendte et virkeligt Underpant, men uden de kreditspildende Udskeielser, som her skjæmmede den romerske Ret; den forkastede Privathypotheket og krævede „Offentlighed og Specialitet“, Indførelse i offentlige Protokoller til Trediemands Kundskab^[39] og indrømmede derfor ikke Underpant i almindeligt Løsøre. Dette Protokollationssystem var ufuldkomment, men det kunde let være forbedret; vi gjenkjende her de samme Grundsætninger, hvorpaa Nutidens Hypotheklovgivning hviler.

Den nationale Retsudvikling blev imidlertid her som ellers ganske forstyrret af den romerske Rets Reception, der tildels allerede var begyndt noget før 1500, altsaa endnu forinden det „tydske Hypothek“ og Protokollationssystemet endnu allesteds var optaget. Ligesom der i det Hele fra Folkets Side reistes stærk Modstand mod dette fremmede Retssystem, var Modstanden især paa dette Punkt stærk hos Handelsstanden, hvis Tarv netop her var vel tjent med det Hjemlige. Det lykkedes mangesteds først i Løbet af det 17de Aarhundrede det slette romerske Pantesystem at trænge ind. Mangesteds var denne Indtrængen kun ufuldstændig, saaat der fremkom den største Forvirring. Og sommesteds blev Kjernen i den tydske Hypothekret altid urørt af Romerretten. Dette var netop Tilfældet i Hamburg og tildels i Lübeck, hvor Panteprotokollerne har været fortsatte uafbrudt indtil vore Dage, saaat Nutidens Reform har kunnet bygges ligefrem paa det Gamle^[40]. Ogsaa paa mange andre Steder var den romerske Panterets Herredømme kun kortvarigt. Allerede i 18de Aarhundrede begyndte man, navnlig i Preussen, med en Reform af Hypothekvæsenet, grundet paa det gamle Protokolsystem. Og i vort Aarhundrede har man allesteds i Tydskland været sysselsat med at fordrive det romerske Hypothek samt gjenoptage og forbedre det gamle Publicitets- og Specialitetsprincip, – et Arbeide, som rimeligvis vil blive foreløbig afsluttet ved en fælles Rigslov.

Den tydske Panteret fra Middelalderens Slutning har derfor en ikke ringe retshistorisk Interesse, og denne, skulle vi siden se, strækker sig udover Tydsklands Grændser.

1. Jeg har navnlig brugt som Kilde, V. Meibom, „das deutsche Pfandrecht“ 1867, men har dog ikke fulgt ham i hans fra de ældre mest afvigende Meninger, da disse ikke synes at have fundet Tilslutning, hvorom man navnlig kan se den bekjendte Retshistoriker Stobbes Anmeldelse af Bogen i Kritische Vierteljahrsschrift IX. 285 ff. jfr. Falster preuss. Privatrecht (2 Aufl.) III. 371. Jeg har ogsaa havt megen Nytte af Mascher „das deutsche Grundbuch- und Hypothekenwesen“ 1869.
2. Det gammelfranske paner eller panar, betyder: røve, borttage, især tage noget paa Grund af Gjeld, og le pan (pannus, pannum, i den latiniserede Form) er: et borttaget Stykke, især: en paa Grund af Gjeld borttagen Formuesgjenstand. Meibom S. 24. I Tydsk Retssprog forekommer det første Gang Aar 802.
3. Ordet „Haandpant“ eller „haandfaaet Pant“ er under romersk Indflydelse dannet i Tydskland først i 16 Aarhundrede og er derfra i 17 Aarhundrede kommet til Danmark og Norge.
4. Stobbe l. c. 293.
5. Se Meibom S. 248–64.
6. Meibom S. 333.
7. Meibom S. 338–339. Stobbe l. c. S. 312–13.
8. Meibom S. 269, 272–73. Mascher S. 50.
9. Meibom S. 358–60.
10. Meibom S. 346.
11. Meibom S. 340 ff.
12. c. 1. 2. X. 5. 19. Neumann Gesch. des Wuchers in Deutschland S. 14. Heraf kan vel ogsaa sluttes, at dette Retsforhold først da er blevet udbredt i Europa.
13. Neumann S. 15 jfr. 190–92.
14. Meibom 343 ff.
15. Neumann S. 182 ff.
16. „Versestzen“, vel ogsaa blot „setzen“, brugtes i den senere Middelalder i samme Betydning som „pantsætte“; samme Brug gjøres i vore Diplomer af Ordet „sætte“.
17. Zoepfl Rechtsgeschichte S. 713. Mascher S. 45. Meibom S. 323–24.
18. Meibom S. 325–26.
19. Mascher S. 52–4.
20. Mascher S. 54 f.
21. Neumann S. 223.
22. Mascher S. 68–73. En meget udførlig Fremstilling findes hos Neumann S. 212 ff.
23. Ordet „Unterpfand“, egentlig en Oversættelse af det latinske „subpignus“ forekommer allerede i 14de Aarhundrede og skal betyde, at Pantet forbliver „unter“ (ɔ: „hinter“) dem Verpfänder“, altsaa noget ganske andet end subpignus ɔ: Andenhaandspant, Afterpfand. Meibom S. 37.
24. Stobbe l. c. S. 316. Anm. Neumann S.197.
25. Mascher S. 73. Stobbe l. c. S. 316.
26. Meibom l. c. S. 412–13. Førster III. S. 371. Stobbe l. c. S. 316–17, hvor navnlig paastaaes, at den sommesteds brugelige Pantsættelse af den hele Formue var et anomalt Retsinstitut.
27. S. 427 ff. 432 f.
28. Stobbe l. c. 319.
29. Mascher S. 86–87.
30. Meibom S. 421–23.
31. Meibom S. 433–36.
32. Meibom S. 435 jfr. S. 106 ff.
33. Meibom 109–110. Mascher S. 397. Andre Steder har Beregningen af „en Dag“ været omtvistet, idet flere Retslærde satte den til 6 Uger, altsaa „Jahr und Tag“ nøiagtigt svarende til vort „Aar og Dag“.
34. Meibom S. 113–115. Zoepfl Rechtsgesch. S. 905.
35. Meibom S. 115 ff.
36. Meibom S. 124.
37. Stobbe l. c. S. 313.
38. jfr. Mascher S. 85, hvor der omtales enkelte Exempler paa tidligere Indflydelse.
39. Her kan anføres følgende, samtidige Vidnesbyrd af D. Mevius i hans Commentarii in Jus Lubecense (2 udg. Frankf. a. M. 1664 foll.) ad lib. III. tit. IV. (S. 71): „Jure Lubecensi ad oppignorationis rerum immobilium efficaciam reqviritur, ut coram Senatu fiet et libro publico seu actis inseratur. Idem jure Saxonico provisum sst. Repertum hoc est adversus fraudes, tum ne eadem res sæpius obligetur pluribus; idque ultra veram ejus æstimationem cum fraude aliquorum, tum ne occasio sit publicam hypothecam privatis pactis in anterius tempus simulate conjectio evertere, tam ut eo securior sit ejusmodi rerum alienatio ob non extimescenda onera forsan inhærentia tum ut qvibus oneribus qvæque res alligetur manifestum evadat, ne creditores pro suis numis fraudes et elusiones recipiant, et qui sibi prospicere cupit is mediante hac solennitate possit id facere“. Dette indeholder jo tillige ganske en Skildring af vort eget Protokolsystems Nytte.
40. Mascher S. 88, 369 f. og 397, jfr. Brakenhoefer i Weiskes Rechtslexikon V. 373 ff.