Kong Christiern den Førstes norske Historie/2

Ludvig Daae

Kong Christiern den Førstes norske Historie

A. W. Brøgger, 1879 (s. 12-32).

Forholdene i Norge. Et svensk og et dansk Parti. Biskop Jens. Hartvig Krummedike. Aslak Bolt. Erik Sæmundssøn. Den throndhjemske Almue. Conføderationen paa Baahus. Christiern vælges i Oslo og hyldes i Marstrand.

Nordmændene havde hidtil kun været afventende Tilskuere til Begivenhederne i Broderlandene. Man kjender i hele 1448 ikke nogen anden Virksomhed af Rigsraadet end den, der kan sluttes deraf, at den forrige Drost, Hr. Sigurd Jonssøn, i Løbet af Sommeren fremtræder som Rigsforstander, dog neppe over det hele Land, men snarest kun søndenfjelds.^[1]

Under Urolighederne i Erik af Pommerns Dage skal den ulykkelige Amund Sigurdssøn have optraadt som Thronprætendent og derefter have bødet paa Baalet for sin Dristighed.^[2] Vi kjende ikke, hvorpaa denne Almuehøvding har grundet sine Fordringer, men om Hr. Sigurd Jenssøn er det en bekjendt Sag, at han, om end kun Søn af en indflyttet svensk Adelsmand, tillige var en Dattersøns Dattersøn af Kong Haakon V. I ham havde saaledes Norge en Herremand, som med Hensyn til fornem Byrd langt overgik Svenskernes Karl Knutssøn og vistnok overhoved hele Samtidens nordiske Aristokrati. Han var derhos en meget rig Mand og havde paa sin Haand forenet flere af de anseeligste norske Høvdingeætters, blandt dem Gidskeættens, store Eiendomme, hvortil kom, at han havde ægtet den rige Philippa, Datter af Greve Hans af Eberstein og Nougarden, den fornemste af alle de Pommeranere, der vare komne til Norden med Erik af Pommern, ja, som det heder, endog denne Konges Frænde.^[3] Men Hr. Sigurd gjorde intetsomhelst Krav paa Thronen, og neppe har heller noget Parti for Alvor tænkt paa ham til Konge. Den eneste Antydning til noget saadant fremkommer i en af „Almuens“ Erklæringer, der senere skal omtales, og hvorpaa ikke stor Vegt kan lægges, uden forsaavidt som den beviser, at Hr. Sigurds Nedstammen fra det gamle Kongehus var almindelig paaagtet af Samtiden.

Inden de herskende Samfundsklasser i Norge, Adelen og Geistligheden, var der derimod et dansk og et svensk Parti. Begge Nabolande havde nemlig allerede i lange Tider øvet en stærk Indflydelse paa det norske Samfund, og det er ikke let at afgjøre, fra hvilken Kant Indflydelsen havde været mægtigst. Sandsynligst bliver det dog maaske, at den svenske Paavirkning endnu ved denne Tid var den kjendeligste.

Berøringerne med Sverige havde havt den længste Væxt og havde begyndt allerede under den gamle Forening i Magnus Erikssøns Dage. Under hans Søn Haakon var Hoffet vedblevet, trods den politiske Adskillelse, at være svensk, hvilket nødvendigvis ogsaa havde paatrykt Aristokratiets Kultur et svensk Præg. En Tidlang havde flere svenske Grændseprovindser været forenede med Norge og deres Høvdinger havt Plads i Norges Rigsraad. To svenske Prælater havde i det fjortende Aarhundrede været norske Kantslere, og den ene af dem, Vinalde, endog drevet det til at blive Erkebiskop i Throndhjem. Senere var ogsaa den svenske Birgittinerorden forplantet til vort Land. Ægteskabsforbindelser i talrig Mængde havde sammenknyttet de høieste Familier i begge Lande med hverandre. Jon Hafthorssøn og Øgmund Finnssøn havde begge ægtet svenske Kvinder, en af den førstnævntes Sønner havde bosat sig i Sverige, Hr. Sigurd Hafthorssøns Datter var med Svensken Jon Marteinssøn bleven Moder til den nysnævnte Drost Sigurd Jonssøn, den rige Rømeræt havde efterladt sine Eiendomme til en indgiftet svensk Familie, de saakaldte „yngre Rømere“, i Losneætten var en Svenske bleven indgiftet, i Darreætten ligesaa, i Bolteætten endog hele tre, to Molteker og en af Ætten med de tre Roser i Vaabenet. Alle disse Exempler ere udelukkende hentede fra de allerfornemste Kredse, men ved Siden deraf har der været mange lignende i de mindre fremtrædende Væbnerætter. Endelig vare i Erik af Pommerns Tid ogsaa flere svenske eller tydsk-svenske Adelsmænd for længere Tid eller endog for stedse komne ind i Landet som Rigsraader og Lensherrer, som f. Ex. Jon Ummereise og Hr. Svarte Jøns, der i mange Aar indehavde Akershus Len. Naar man hertil erindrer de to Halvørigers umiddelbare Naboskab og de store Overensstemmelser, der baade i Landenes Beskaffenhed og i Befolkningens Sprog og Herkomst finder Sted mellem Sverige og det østlige Norge, vil det ikke forundre, at der gennem hele Unionstiden tydelig kan iagttages mange svenske Sympathier i vort Land. Allerede i 1441 sluttedes der et særligt Forbund mellem de to Riger, en Stræben efter Forening eller Tilnærmelse finder ogsaa Sted i 1449, i 1481, i 1501—1502 og i de nærmest følgende Aar, ja en Gjenklang af disse Stemninger kan spores endnu under Syvaarskrigen.

Den danske Indflydelse var yngre og dertil endnu kun sjeldnere rodfæstet ved Familieforbindelser, saaledes som den svenske. Det er egentlig først i det sextende Aarhundrede, at man finder norske Arvedøtre i større Antal indgaa danske Giftermaal. Klagerne over Danskes Ansættelse i norske Len indeholde derhos udentvivl for den ældre Unionstids Vedkommende betydelige Overdrivelser, og under Christopher af Bayern havde neppe nye Danske fundet Indgang ad den Vei. Norske Bispestole og Prælaturer vare derimod hyppig komne i danske Geistliges Besiddelse under Margareta og Erik af Pommern.

Det danske Parti havde imidlertid den Fordel over det svenske, at det havde virksommere og dygtigere Ledere. Den ene af disse var Jens, Biskop af Oslo. Hans Familieforhold kjendes ikke, men efter Vaabenet har han været af den danske Familie Blik. Han var aabenbart en gammel Mand. Ikke alene havde han været Biskop i henved tredive Aar, men han maa allerede ved sin Ansættelse som saadan have været en ikke ganske ung Mand, da Kong Erik omtaler ham som en af dem, der bedst havde vidst Besked om Dronning Margaretas Eiendele og Klenodier.^[4] Han har altsaa tjent denne Dronning og gjort sin Lykke ad denne Vei. Som Oslos Biskop og tillige Norges Kantsler havde han i, mange Aar opholdt sig udenfor Riget i Eriks Tjeneste. Med sin Metropolitan, Aslak Bolt, levede han paa en alt andet end venskabelig Fod, og i sit Stift var han saa lidet afholdt, at der i sin Tid var Tale om af den Grund at søge ham forflyttet til en dansk Bispestol.^[5] Efter at Kong Erik var bleven umulig, var Biskop Jens det første Medlem af Norges Rigsraad, der vendte sig til den i hans Fædreland valgte Christopher af Bayern.

En anden Mand, der bestemt greb dansk Parti, var Ridderen Hr. Hartvig Krummedike, i denne Tid maaske Norges interessanteste politiske Personlighed. Han tilhørte en Familie, der i sin Tid hørte til Holstens fornemste og blandt andet har skjænket Lybeks Stift en Biskop, men af hvilken i Unionstiden en Gren blev hjemme i Danmark og Norge, en anden i Sverige. Hr. Hartvigs Fader Erik havde oprindelig været en høit betroet Mand i Slægtens Hjemland, men var under Erik af Pommerns slesvigske Krig gaaet over til Kongen og havde spillet en betydelig Rolle i Danmark. Sønnen droges til Norge ved sin Forbindelse med Katharina Buk, en Datter af Pommeraneren Marqvard Buk, der selv i sin Tid havde faaet Brunla Gaard ved det nuværende Frederiksværn Ved Giftermaal i den Galleske Æt,^[6] hvilken Gaard nu blev Hartvig Krummedike tildel. Under Kong Christopher, ved hvis Kroning i Oslo han Vistnok er bleven Ridder, var Hartvig allerede et fremtrædende Medlem af Norges Rigsraad. Hans første Forlening var Lister, hvor han har forstaaet at omgaaes med Bønderne til deres Tilfredshed, paa samme Tid som han utvivlsomt ikke har glemt sin egen Fordel, noget, der vidner om stor Kløgt, allerhelst paa Agdesiden, hvor Almuen altid har været baade fattig og i særegen Grad uvillig og gjenstridig, naar det gjaldt Ydelser og Opofrelser. I 1443 ansøgte nemlig Bønderne Kongen om at faa den da fratraadte Hartvig tilbage, da han havde været hos dem som en Dandemand og forsvaret dem mod de Fiender, der angreb dem tilsøs.^[7] Nogle Aar senere havde Hartvig (1445) afløst Sigurd Jonssøn som Befalingsmand paa Akershus,^[8] hvilket han beholdt i en lang Aarrække. Dertil havde han ogsaa mindre Len, f. Ex. Hardanger. Ved idelige Gaardkjøb forøgede han sine tilgiftede Besiddelser og blev snart en af Norges rigeste Jordegodseiere.^[9] Med den nysnævnte Biskop Jens havde Hartvig Krummedike hidtil ikke levet i det bedste Forhold. Der havde 1447 været en heftig Tvist imellem dem angaaende en af Biskoppen forlangt Hovedtiende af hans og hans Hustrus Løsøre,^[10] og dertil var ogsaa kommet anden Uenighed.^[11] I 1448 var der imidlertid indtraadt en Forsoning, rimeligvis netop fordi de politiske Forhold maatte bringe de to dansksindede Mænd til at nærme sig hinanden.^[12]

Hvilke andre Medlemmer af Raadet lige fra første Færd af have været paa det danske Parti, er ikke let at vide, men Hr. Sigurd Jonssøn var udentvivl en iblandt dem. Han var selv en svensk Mands Søn, men havde ikke svenske Sympathier. Sandsynligvis har han ikke yndet Karl Knutssøns Person. Han og hans Frue have udentvivl anseet sig for langt fornemmere end den svenske Adelsmand og ikke skjøttet om at blive hans Undersaatter. Baade Sigurd og Philippa havde derhos staaet i nært Forhold til Erik af Pommern, Karls bitre Uven.

Paa Throndhjems Erkebispestol sad Oldingen Aslak Harniktssøn Bolt, der allerede for mere end firti Aar siden var bleven valgt til Oslos Bispestol, derpaa, som det synes mod sit Ønske, havde ombyttet denne med Bergens^[13] og endelig ved pavelig Provision var bleven gjort til Erkebisp. Hvor i Landet han har hørt hjemme, er ubekjendt, og om hans Ungdom vides kun, at han, uvist i hvilken Egenskab, har været i Erik af Pommerns Tjeneste.^[14] Aslak Bolt hører til de ikke faa Personligheder i Norges Historie, hvem Landsmænd efter 1814 have forsøgt at omskabe i sit eget Billede og gjøre til Bærere af Ideer, som de neppe selv have kjendt eller anet. Han havde i den meget lange Tid, i hvilken han havde været Medlem af Raadet, hidtil hverken spillet nogen fremtrædende politisk Rolle, eller, saavidt man kan se, indtaget noget udpræget Partistandpunkt. Han havde med det øvrige Raad bestræbt sig for at bilægge Urolighederne i 1437 og omtrent ved samme Tid paa Grund af sin Stilling været med at udarbeide et Udkast til en Unionsakt. I de derpaa følgende Aar 1439—1442, da Norge ganske var overladt til sig selv, mærker man intet til ham i Rigets Anliggender. Under Kong Christopher var han 1444 tilstede ved et Raadsmøde i Bergen, et af de yderst faa, fra hvilke der ikke alene er bevaret Beslutninger, men ogsaa et Glimt af de forudgaaende Forhandlinger. Erkebispen udtalte sig her paa en Maade, som endog har paadraget ham en, dog vistnok ugrundet, Mistanke om Bestikkelighed. Medens nemlig Hr. Nikolas Kane havde stemt for, at der burde anlægges et stærkt Slot i Bergen for at holde Fremmede i Ave, udtalte Aslak Bolt, „at det var godt, at Tydskerne bleve vintersiddende i Bergen, thi da skulde man ikke befrygte nogen Feide eller Krig“.^[15] Af Charakter var Aslak en hidsig Mand, og vi skulle se ham endnu paa Gravens Rand aflægge Beviser herpaa. Som Erkebiskop havde han navnlig i 1435 været meget ivrig for at gjenoprette den svækkede Metropolitanmyndighed over den norske Kirkeprovinds’s øvrige Biskopper. Hans Forsøg i denne Retning vare imidlertid neppe lovmedholdige, og i ethvert Tilfælde viste de sig afmægtige.^[16] Bestemte Vidnesbyrd om, at Aslak Bolt har næret Uvilje mod Danmark og Danske overhovedet, kunne vel ikke anføres, men visse Omstændigheder gjøre det dog sandsynligt, at saa har været Tilfældet, f. Ex. hans Fiendskab mod Biskop Jens af Oslo og en anden danskfødt Bisp paa Kong Eriks Tid, Peter af Hamar. Det laa da nær for ham at vende sine Sympathier til Sverige. I denne Henseende tør han være paavirket af en Svoger, Hr. Johan Molteke, udentvivl en svensk Ridder af tydsk Herkomst, der var gift med hans Søster Elsebe og senere, idetmindste i 1444, optraadte som norsk Rigsraad,^[17] thi som vi siden skulle høre, viste denne sig som Karl Knutssøns ivrige Tilhænger. Derimod er der ingen Hjemmel for den Paastand, at Aslak skal have været en Frænde af Kong Karl Knutssøns Dronning og af den Grund staaet ham personlig nær.^[18]

Den Mand, der med størst Iver synes at have virket for Kong Karl i Norge, og som derfor maaske kan betragtes som det svenske Partis egentlige Hovedmand, var dog Ridderen Hr. Erik Sæmundssøn, en Mand, om hvem man kunde ønske at kjende noget mere end de sparsomme Træk, der tilfældigvis ere bevarede. Han forekommer allerede som Rigsraad under Amund Sigurdssøns Opstand 1437,^[19] og hans Hjemstavn har sandsynligvis været i Kville i Baahuslen, da hans Frue Astrid i sin Tid skjænkede Gods for hans Sjel til Kville Kirke.^[20] Maaske har han været en Søn af Sæmund Thyrgilssøn, der i Begyndelsen af Aarhundredet var Lagmand i Viken,^[21] og dersom Vaabenet, saaledes som der berettes, har været Skankernes,^[22] tør han have været en Frænde af Hr. Olaf Nilssøn. I den senere Tid havde Hr. Erik været forlenet med Tønsberghus og Vestfold.^[23]

I Begyndelsen sees den nysnævnte Hr. Olaf Nilssøn selv, for hvis Levnetsomstændigheder senere skal gjøres nærmere Rede, med sin trofaste og uadskillelige Ledsager, Broderen Peder, ligeledes at have hørt til det svenske Parti, men forlod det snart, hvad der ogsaa gjelder Væbneren Hans Krukow af en under Erik af Pommern indflyttet Slægt og en anden Adelsmand, Erik Bjørnssøn, rimeligvis en Baahuslening.^[24] Mere paalidelige Venner af den svenske Konge vare derimod Væbneren Einar Fluga og Aslak Thuressøn. Einar, hvis Navn minder om en af Norges Mænd i Harald Haardraades Dage,^[25] en Navnelighed, der dog ganske vist kun er tilfældig, var maaske af svensk Herkomst og besad i ethvert Fald Eiendomme i Vermeland.^[26] I en senere Tid var han gift med en norsk Kvinde af Bolternes Slægt. Aslak Thuressøn tilhørte den svenske Familie Baat, men var indgiftet i Norge, hvor hans Sønnesøn, Ridderen Knut Knutssøn til Morland, i det følgende Aarhundrede faldt som et af Christiern II’s Ofre.

Det svenske Parti har maaske været det, som først skred til Handling. Allerede i Sommeren 1448 havde nemlig nogle af dets Medlemmer, uvist hvilke, henvendt sig til Karl Knutssøn for at tilbyde ham Kronen, og Høimesteren af Preussen kunde allerede den 1ste September berette herom til sin Ven Markgreve Hans af Brandenburg, der selvfølgelig som Dronning Dorotheas Fader fulgte de nordiske Begivenheder med spændt Opmærksomhed.^[27]

Det var i den hele Unionstid en stor Ulempe for Norge, at det afsidesliggende Throndhjem var Sædet for Erkebispen og saaledes i visse Maader Hovedstad, og dette blev især føleligt, naar en Thronledighed krævede rask og kraftig Handling. Erkebispen var uundværlig ved afgjørende Raadsmøder, men en Forhandling mellem ham og Raadets store Flertal, der boede i det Søndenfjeldske og havde sit naturlige Middelpunkt i Oslo, blev meget tungvindt og besværlig. Erkebispen, der siden paastod, at Throndhjem var det Sted, hvor Kongevalget rettelig skulde ske, beredte sig dog til at drage til Oslo for at forhandle,med Raaderne der, men skal i Forveien have forlangt en Udtalelse af „Almuen“ nordenfjelds om, hvem denne ønskede til Konge. Naar dette Møde har fundet Sted, vides dog ikke. Almuen, heder det, bad ham fremfor alt aldrig at samtykke i, at nogen „dansk eller tydsk“ Mand toges til Konge, og tilkjendegav Videre, at man helst ønskede Hr. Sigurd Jonssøn. Knude ikke dette ske, vilde man have den gamle Kong Erik, dog under Betingelse af, at han strax kom ind i Riget og holdt Fred med svenske Mænd. Lod ikke heller dette sig gjøre, vilde man have Kong Karl i Sverige. For denne sidste skulde da Aslak selv bestemt have udtalt sig. Alt dette kjendes dog kun fra et Brev „fra Almuen i Norge“ til Kong Christiern, som senere i November 1449 udstedtes under Karl Knutssøns egen Indflydelse, medens denne selv var tilstede i Throndhjem, og som aabenbart fremstiller det hele i Karls egen Interesse, et Brev, hvortil vi paa sit Sted skulle vende tilbage. For Alvor kan Erkebispen ikke let tænkes at have villet spørge Bønder tilraade om et Kongevalg, og Hensigten med Mødet kan kun have været at fremkalde en Udtalelse af denne for sin egen Candidat, og dette var høist sandsynlig lige fra Begyndelsen af Karl. Ved at foreslaa Sigurd Jonssøn, som selv ikke tragtede efter Kronen, løb man ingen Fare, og om at gjenindkalde Erik kunde der dog vel ikke for Alvor være Tale. Har hans Navn endnu været omgivet af en vis Nimbus i Almuens Tanker, kan man ikke andet end tænke paa de bekjendte Forestillinger, som denne i en senere Tid nærede om Christian VII.^[28]

I Slutningen af Februar 1449 holdtes et Møde paa Baahus Slot af nogle svensksindede Personer, der selv kalde sig „Norges Raad og Mænd“, men af hvilke neppe alle kunde gjøre Paastand paa den første af disse Egenskaber. Slotsherren, Hr. Kolbjørn Gerst, omtales slet ikke, og han har udentvivl ogsaa hørt til det andet Parti. De mødende vare derimod de ovennævnte Erik Sæmundssøn, Olaf Nilssøn og hans Broder Peder, Erik Bjørnssøn, Hans Krukow, Einar Fluga samt en geistlig Mand, Sven Erikssøn, Dekan i Throndhjems Kapitel. Disse syv Personer udstedte her, den 26de Februar, en Erklæring om, at Sverige og Norge „skulde igjen komme sammen“, og paaberaabte sig derved Erkebiskop Aslaks samt „flere andre værdige Fædres, Biskoppers og Prælaters, Adelsmænds og menige Almues Samtykke“, hvorfor de vilde kaare Kong Karl til fuldmægtig Konge i Norge, dog Rigets Friheder, Love og Privilegier uforkrænkede i alle Maader, og til den Ende forpligtede de sig til at være Karl „bestandige og behjælpelige“.^[29]

Omtrent samtidig med dette Møde paa Baahus, der minder noget om de i Polens Historie bekjendte Conføderationer, har uden Tvivl et virkeligt Raadsmøde været forsamlet i Oslo. Dette har været et meget vigtigt Møde, men nærmere Oplysninger derom savnes, og fremfor alt vides ikke, hvo der har indfundet sig. Der var imidlertid tilstede Udsendinge fra Kong Christiern, to danske Rigsraader, der i Begyndelsen af hans Regjering idelig fremtræde som særdeles hyppig anvendte og meget betroede Mænd, Hr. Eggert Frille og Aage Axelssøn af Nordens dengang udentvivl mægtigste Slægt, Thotterne.^[30] Det norske Raad besluttede at sende Biskop Jens og Hr. Hartvig Krummedike ned til Christiern. Heraf kan ikke sluttes andet, end at det i Oslo samlede norske Raad allerede nu maa have været afgjort stemt for at tage Christiern til Konge, altsaa at aabne Underhandlinger med ham med dette Maal for Øie. I modsat Fald vilde Raadet have givet sig selv et mærkværdigt Vidnesbyrd om Kortsynethed ved at vælge saadanne Sendebud, da Jens’s og Hartvigs Standpunkt maa have været noksom bekjendt og den førstnævnte desuden allerede under det forrige Interregnum noksom havde lagt sine Sympathier for Foreningen med Danmark for Dagen.

Biskoppen og Hr. Hartvig droge altsaa til Danmark og skulle være komne did ved Midfaste (23de Marts), det eneste Vink, hvoraf det nysnævnte Oslomødes Tid kan sluttes.^[31] De have aabenbart allerede nu hyldet Christiern som sin Konge.^[32] Dette blev da af deres Modstandere, af Erik Sæmundssøn^[33] og i „Almuens“ Erklæring i Throndhjem ved Kong Karls Kroning betegnet som Forræderi, idet der paastodes, at de to Udsendinge alene skulde være bemyndigede til at „dagtinge om Fred og Kjærlighed mellem Danmark og Norge“, men en saadan Beskyldning er, som sagt, kun tilstedelig, naar man antager det norske Raad uvidende om de to Udsendinges Standpunkt. Kong Christiern, som ellers ved samme Tid gjorde en Reise til Nordtydskland, blandt andet for at træffe sammen med sin tilkommende Svigerfader, Markgreve Hans, gav dem Breve med til Raadet i Norge, og de vendte saa hjem til dette, idet ogsaa Eggert Frille og Aage Axelssøn atter reiste til Oslo.

Efter disse Mænds Tilbagekomst holdtes nu et nyt Møde i Oslo i Pintsedagene 1449. Den tredie Juni fandt Christierns norske Kongevalg her Sted. Tilstede vare Erkebiskop Aslak,^[34] Hr. Sigurd Jonssøn, „Norges Riges Forstander“, Alf, Provst ved Apostelkirken i Bergen, og Sigurd Bjørnssøn, Erkeprest i Oslo Domkapitel (begge senere Biskopper i Stavanger), Hr. Olaf Haakonssøn (Stumpe), udentvivl Raadets Senior og i sin Tid en af de foreslaaede til Drostembedet, ihvorvel han aldrig synes at have grebet synderlig ind i Begivenhederne, Hr. Hartvig Krummedike, Hr. Kolbjørn Gerst, Befalingsmand paa Baahus, Hr. Mathis Jakobssøn (af de „yngre Rømere“) samt Væbneren Simon Bjørnssøn.^[35] Det var altsaa intet talrigt Raadsmøde, og naar der i et fire Aar senere udstedt Brev fortælles, at „menige Rigets Prælater, Biskopper, Riddere og Svende, Kjøbstædsmænd og Almue, som burde og da bekvemmelig kunde komme til Oslo“,^[36] vare tilstede ved denne Leilighed, er det vistnok en stærk Overdrivelse. Have de uprivilegerede Stænder havt nogen Del i Forhandlingerne, da har det i det høieste været den at vedtage Raadets Beslutning ved et Mode af den Art, som man dengang med et plattydsk Navn pleiede at kalde et Burspraak. At Christiern paa Forhaand har anseet sig fuldkommen sikker paa at blive valgt, fremgaar deraf, at man allerede i Preussen samtidig med dette Valgmøde vidste, at Kongen var rede til at drage til Norge for at lade sig hylde.^[37]

Det er senere paastaaet af Christierns Fiender, og det netop i det samme Brev, der udstedtes ved Karl Knutssøns Kroning i Throndhjem, at dette Valg er foregaaet under Indflydelsen af „en stor Hær“, altsaa dansk Vaabenmagt, der da maatte antages at være medbragt af Eggert Frille, Aage Axelssøn, Biskop Jens og Hr. Hartvig. Særlig skulde da Erkebiskop Aslak have været Gjenstand for Pression og „ingenledes have maattet komme af Oslo, hverken tilsøs eller tillands“.^[38] Hr. Erik Sæmundssøn fortæller kort efter i et Manifest mod Kong Christiern af 19de Mai, at der førtes „to tusinde Mand“ til Norge.^[39] At forklare dette sidste saaledes, at de to tusinde Mand skulle være førte lige til Oslo, maa imidlertid aabenbart synes urimeligt. Ved denne efter Omstændighederne betydelige Udrustning kan ogsaa med langt større Rimelighed tænkes paa den Expedition, som Christiern samtidig førte mod det vestlige Sverige, som han da rimeligvis vilde angribe fra Baahuslen af, hvorved Hæren paa en Maade kunde siges at komme til Norge. Netop i Mai Maaned angreb Christiern det sydlige Smaaland og Vestergøtland med en betydelig Hær,^[40] og samtidig at sende to tusinde Mand op ad Foldenfjorden har udentvivl oversteget hans Kræfter. Heller ikke kunde en saadan Hærstyrke være nødvendig, allerhelst naar Akershus stod ham aabent, efterat dets Befalingsmand, Hr. Hartvig, havde hyldet ham. Med Hensyn til hvad der kan være overgaaet Aslak, kunne vi derimod intet vide. Hvad vi kjende om Hartvig Krummedikes Charakter og om hans Forhold i det Følgende, gjør det ingenlunde urimeligt, at han har kunnet være istand til at stoppe den gamle Prælats Mund ved voldsomme Forholdsregler, og dette kan da have været den virkelige Grund til det bitre Had imod „Holsteneren“, som Aslak kort efter gav Luft gjennem de hidsigste Udtalelser.^[41] Men hint „Almuens“ Brev omtaler ikke, at Pression har været anvendt paa andre end Aslak, hvad enten nu denne i Oslo har staaet ene med sin Opposition, eller ikke.

Idet Raadet, hvad der under enhver Omstændighed staar fast, valgte Christiern til Konge, lovede man ham tillige at samles med ham i Marstrand den 15de Juni, da man vidste, at han til den Tid kunde ventes til denne norske Stad.

Mødet fandt ganske rigtig Sted, om end rimeligvis først nogle Dage senere end berammet. Her udstedte nu Christiern en Haandfæstning til det norske Raad den 2den Juli 1449. Dens væsentlige Indhold var en Forsikring om ikke at give Udlændinge Len eller Plads i Rigets Raad, „uden de, nu,inde ere eller med Giftermaal kunne herefter indkomme i Riget“, ikke begynde Krig eller foretage noget mærkeligt Ærinde uden Raadets Samtykke, tilbagesende norske Archivsager, ikke paalægge ulovlig Skat, agte Kirkens Friheder, lade Kong Christophers Forleningsbreve osv. blive staaende ved Magt, og besøge Norge hvert tredie Aar. Handelen mellem Danmark og Norge skulde være fri for alle Toldafgifter. Kongen skulde ikke uden i Nødsfald kalde Raadet til Møder udenfor Riget. Med Hensyn til Thronfølgen erkjendtes Norge for et frit Kaarerige. Haandfæstningen besegledes foruden af Kongen ogsaa af 7 danske Rigsraader, hvoriblandt Hofmesteren Hr. Nils Ottessøn Rosenkrands, Eggert Frille og Aage Axelssøn. Derhos vedtoges, at Kongen til Midsommer næste Aar skulde indfinde sig i Throndhjem for der at lade sig krone, samt at Udsendinge fra alle Norges Egne skulde møde der for at hylde ham.

De Rigsraader, som afgave Møde i Marstrand, vare 14 i Tallet, altsaa 4 flere end i Oslo. Hr. Olaf Haakonssøn savnedes, men derimod finde vi nu Hr. Olaf Nilssøns, Erik Bjørnssøns og Hans Krukows Navne (altsaa tre af dem, der havde været med ved Conføderationen paa Baahus den 26de Februar), samt Kantsleren Provst Gunnar (Holk) og Væbneren Engelbrekt Staffenssøn som ny tilkomne. Disse udstedte nu Skrivelser til de forskjellige Landsdele for at melde, hvad der var skeet. I Brevene meddeltes der adskillige genealogiske Oplysninger, som skulde godtgjøre, at Christiern ved Arv stod den norske Throne nærmest efter Kong Erik. De indeholde saa grove Feil, at man har ondt for at værge sig for den Tro, at de ere forsætlige. I ethvert Fald vilde det være paafaldende, om ingen af de ikke faa geistlige Rigsraader skulde kjende bedre det fjortende Aarhundredes Historie.^[42] Ikke destomindre blev et af disse Breve efter henved 60 Aars Forløb fremdraget af Christiern II (1508), kort efter at Herluf Høfudfats Opstand var dæmpet, og denne Omstændighed skyldes det, at en Vidisse deraf er bevaret.^[43]

Mødet opløstes derefter, og Kong Christiern og de norske Rigsraader skiltes ad, efterat Kongen havde udnævnt Erkebiskop Aslak, der saaledes nu fuldstændig maa have opgivet ethvert Forsøg paa Protester og Modstand, og Hr. Sigurd Jonssøn til Statholdere over Norge i sin Fraværelse.^[44]

Paa Rigsraadernes Tilbagereise fra Marstrand indtraf i Korshavn, en liden Havn ved en af Hvaløerne, et Sammenstød mellem den gamle Erkebiskop og Hartvig Krummedike, der har sin Interesse, især formedelst det Lys, som det kaster over den førstnævntes Charakter. Medens Hr. Hartvig havde været nede i Danmark, havde hans Svende, der rimeligvis reiste om i Lenet i sin Herres Ærinder, truffet nogle af Erkebispens Tjenere, hos hvem de fandt Breve, ikke usandsynlig af politisk Indhold og da vel i Karl Knutssøns Interesse, thi det vides ogsaa andensteds fra, at Erkebispen sendte saadanne Skrivelser omkring.^[45] Hartvigs Svende havde sat sig i Besiddelse af „noget, som de med havde“. Herover reiste nu Aslak et heftigt Klagemaal, og Hartvig svarede, at han gjerne for Venskabs Skyld vilde erstatte Skaden. Denne vilde imidlertid ikke nøie sig med Erstatning, men vilde have de samme „Stykker“ igjen, som vare blevne tagne fra Tjenerne, og opsatte en Liste over dem. De øvrige tilstedeværende Rigsraader søgte at værdsætte Skaden, og Hartvig var fremdeles villig til at godtgjøre den og sendte Erkebispen Guld som Vederlag. Aslak holdt paa sit første og lod nu sit Raseri fuldt Løb. Han vilde, sagde han, „rette ud“ over Hartvig Krummedike, „saa at man siden skulde kunne sige, hvorledes en Nordmand skal fare med en Holstener og Udlænding“, ja han, den norske Kirkes Primas og det apostoliske Sædes Legat, forglemte i den Grad sin Værdighed, at han svor og blindede med de værste Eder. Da Hr. Hartvig fornam disse Trudsler og Undsigelser, lod han falde nogle Ord, som dog neppe vare saa alvorlig mente, om at han gjorde bedst i at seile sin Vei til Kongen i Danmark, da der nok ikke mere var blivende Sted for ham som en Udlænding i Norge. Hr. Sigurd Jonssøn sagde da, at dette ikke gik an, og tilbød sig at gaa til Erkebispen med et Par andre Rigsraader for at bilægge Sagen. Medens disse Mænd nu henvendte sig til Aslak Bolt, begyndte dennes Mænd at samle sig med Armbrøst og Værge. Ved Synet heraf lod Hartvig tage Tjeldet af sit Skib og vilde lægge bort, som han havde sagt, men Erkebispens Folk spændte nu sine Armbrøster og løbe ud i sin Herres Snekke og Baade. Da lod Hartvig sine Folk besætte Erkebispens Skib, men medens disse vare ombord paa dette, lik dog omsider Hr. Kolbjørn Gerst og Simon Bjørnssøn Erkebispen til at gaa ind paa en Stilstand mellem ham og Hartvig, indtil hver af dem var kommen hjem til sit. Erkebispen seilede sin Vei, rimeligvis lige til Throndhjem.^[46] Han og de øvrige tilstedeværende Rigsraader saaes ikke mere i Livet.

1. Kantsleren udsteder 26de Juni 1448 et Landsvistbrev paa Hr. Sigurds og hele Rigsraadets Vegne (Dipl. Norv. I, S. 587), men selv kalder han sig i August s. A. kun „Rigets Forstander søndenfjelds“. Ibid. V, S. 543.
2. v. d. Gherens utrykte Krønike (Norsk hist. Tidsskr. IV, S. 105).
3. I Vadstena-Abbedissen Anne Fikkesdatter Bylous Skrift „Chronicon Genealogicum“ heder det (p. 6), at Grev Hans var „Hertugens Søn af Lättog“, og (p. 8), at han var beslægtet med Erik. Han druknede 1446, da han i Kong Christophers Selskab drog fra Gotland efter det frugtesløse Møde med Erik af Pommern. Lübeckische Chroniken, hg. v. H. G. Grautoff, II, S. 102. Anne Fikkesdatter giver en udførlig Beretning om hans Død, hvori adskillige paatagelige Feil.
4. Danske Magazin, 3. R., I, S. 233.
5. Dipl. Norv. VII, S. 406—407. Cfr. med Hensyn til dette Breve Tid mine Bemærkninger i Norsk hist. Tidsskrift IV, S. 9O.
6. Om Familien Buk, der hørte hjemme i Greifswald (Gesterdings Beiträge zu Gesch. Greifswalds, S. 129), se mine Oplysninger i Norsk historisk Tidsskrift, IV, S. 87. Det kan tilføies, at Marqvard Buk 1407 forekommer i Ringsted som Vidne (Dipl. Langeb.), samt at en Frænde, Hans Buk, paa lignende Maade forekommer 1409 i Lødøse (ibid). Hartvigs Giftermaal har fundet Sted i Tiden 1440—1443, thi i førstnævnte Aar kaldes Katharina endnu Jomfru, men i sidstnævnte Frue. (Dipl. Norv. VIII, S. 825 og 335). Bekjendtskabet med Bukkerne tør hidrøre derfra, at denne Familie havde Besiddelser ei alene i Norge, men ogsaa i Slesvig (Dipl. Christ. Primi p. 41).
7. Dipl. Norv. V, S. 518. Disse Fiender tilsøs have sandsynligvis været Hollænderne, der i 1440 hjemsøgte Norges Kyster for, som det hed, at hjelpe Erik af Pommern. (Dipl. Norv. V, S. 504. Wagenaar, Vaderlandische Historie der vereenigde Nederlanden, IV, S. 539 fgg., samt L. Daae i Norsk historisk Tidsskrift, IV, S. 100).
8. Dipl. Norv. II, S. 574.
9. En Fortegnelse over en Del af hans Gods i Norge findes i Samll. til d. N. F. Sp og Hist. VI, S. 134—144.
10. Dipl. Norv. VI, S. 530. Om Hovedtienden, en Sag, der forøvrigt frembyder adskillige dunkelt, se Fr. Brandt, Døn norske Tingsret, 2. Udg. s. 142 fgg., samme Forf.s Forelæsninger over Retshistorie (Særtryk, S. 31—32) og L M. B. Aubert i Norsk Retstidende for 1875, S. 525—528 og 573—574, samt K. Maurer, Ueber den Hauptzehnt einiger germanischer Rechte, München 1874, 4to. Nu forekommer denne, engang vistnok almindelige, Ydelse kun i Øvre Thelemarken, maaske ogsaa i Rollag i Numedalen. Efter Prof. Brandts Mening hænger den sammen med det saakaldte „Pusefæ“.
11. En vis Jon Olafssøn, gift med en Frænke af Biskoppen, var 1447 efter et Brud med denne flygtet til Hr. Hartvig, som ogsaa antog sig ham, men var derefter bleven dræbt af Bispens Svende, hvorpaa Hartvig tog Arvingerne i sin Beskyttelse. Dipl. Norv. VI, S. 552 og 558.
12. Dipl. Norv. VI, s. 534 og 558.
13. Isl. Annaler, S. 382. Bjørgynjar Kálfskinn, S. 6.
14. I den bekjendte smukke latinske Bibel, som 1710 blev opdaget i Throndhjems Domkirke, er det nemlig antegnet, at Aslak havde kjøbt nogle Bøger „eo tempore, quo ipse archiepiscopus servivit Erico, illustri regi Norvegie“. (J. Rosted, Beskrivelse over den paa Pergament skrevne Bibel, som forvares i det Deichmanske Bibliothek, Chra. 1786, S. 11). Dipl. Norv. X, S. 133. At Aslaks Moder har skjænket ham en Gaard i Stjørdalen (Aslak Bolts Jordebog, Chra. 1852, S. 34), kunde kanske tyde paa en nordenfjeldsk Hjemstavn.
15. Norske Magasin, I, S. 539. L. Holberg, Bergens Beskrivelse, Kbh. 1737, S. 221, („Aslak Bolt, hvis Hænder man uden Tvivl havde forgyldet“), og efter ham G. Sartorius, Gesch. d. Hans. Bundes, II, S. 340. Aslaks Standpunkt kan lettest forklares ved hans Erindringer fra Aarene 1428 og 1429, da Bergen hjemsøgtes af Vitaliebrødrene i en Tid, da Hanseaterne havde forladt Staden. I det første Aar havde ogsaa Aslak selv flygtet fra Byen (Lüb. Chron. hg. v. Grautoff, II, S. 52). Det kan ogsaa erindres, at Throndhjems Erkebiskop, hvad man navnlig kan se af Olaf Engebretssøns Regnskaber, havde store Indtægter af Fiskehandelen og derved kom i megen Forbindelse med Kjøbmændene, Den Mand, der tilsidst blev Aslaks Efterfølger, Olaf Throndssøn, kaldes mærkelig nok ogsaa i v. Gherens utrykte Krønike „des copmans vrunt“.
16. C. Paludan-Müller: Nogle Bemærkninger ved R. Keysers „Den norske Kirkes Historie“ i Dansk historisk Tidsskrift, 3. R, I, S. 297 fgg.
17. Dipl. Norv. VIII, S. 349. Aslaks Søster og da vel ogsaa Svogeren have maaske en Tid havt sit Hjem i Danmark, dersom Fru Elsebe er den „Elsebe Hartvigsdatter“, der nævnes (ved 1429) i Pontopp. Ann. II, p. 551, cfr. J . Paludan, Beskrivelse over Møen, I, S. 265.
18. Denne Paastand, siden gjentagen af Flere, nedstammer fra en løs Ytring af Udg. af Scr. Rer. Svec. II, p. 158, der gjør opmærksom paa, at Karl Knutssøns anden Dronning skal have været en Datter af en „norsk“ Adelsmand Karl Ormssøn, men aldeles ikke paaviser noget Frændskab mellem denne og Aslak. Har samme Karl Ormssøn (Gumsehufvud) til Store Bjurum i Vestergøtland virkelig været af „norsk Herkomst“, hvilket Styffe (Bidrag till Skandin. Historia, III, CCXLII) anser „troligt“, har han dog i ethvert Fald ingen Rolle spillet i Norge. I Rimkrøniken (Hadorphs Udg., S. 249) heder det, at Karl Knutssøns Datter med hans første Hustru var ved Moderens Død „i Norge“, men dette er kun en feilagtig Læsemaade for „ei mere“ (utan på sit fjerde år), se Klemmings Udg., II, S. 104.
19. Dipl. Norv. II, S. 545.
20. Den røde.Bog, udg. af H. J. Huitfeldt, S. 383. Maaske har Gaarden Jored, som hans Efterkommere paa Kvindesiden senere paastode Ret til, været hans Sædegaard.
21. Dipl. Norv. I, S. 448.
22. Samll. t. d. N. F. Sp. o. Hist. III, S. 520. I Chr.a Vidensk.-Selsk. Forhdl. for 1877, No. 8, S. 21 fgg. har Y. Nielsen aftrykt et Dokument, hvori der under Opregningen af nogle norske Rigsraader staar „err Erik Symenssz Krukown“. At Hr. Erik skulde have været en Krukow, er imidlertid umuligt allerede af den Grund, at Navnene Erik og Sæmund tyde paa nordisk Herkomst i mindst anden Generation, medens Krukowerne vare temmelig nylig indkomne i Norge. Formodentlig menes der med „Krukown“ kun Hr. Johan Krukow, hvis Fornavn Nedskriveren af Dokumentet har udeglemt eller udeladt som mindre nødvendigt formedelst det udprægede Familienavn. Neppe vilde man, hvis Hr. Erik havde været en Krukow, have benævnt ham med baade Fadersnavn og Familienavn paa engang.
23. Dipl. Norv. I, S. 582.
24. Enken Lucia havde nemlig siden Gaarden Morland der i Lenet. (Holmberg, Bohuslens Beskrivelse, 2. Udg., II, S. 318).
25. Munch, N. F. Hist. II, s. 177, 352.
26. E. Fernow, Beskrifning öfver Wärmeland, Göteborg 1773, S. 337. I 1435 forekommer ogsaa en Hartvig Floge paa Gripsholm i Sverige, (Huitfeldt S. 775), skjønt rigtignok ogsaa Navnet forekommer ellers i Norge, hvor man bl. a. i Oslo havde en Gaard Flugebiten.
27. Karl havde meldt Høimesteren, „wie die Norwegers bey ihm weren gewest und hatten sich zu ihm gegeben“. (Høimesterens Brev til Markgreve Hans, Marienbrug Ægidii Dag 1448, Afskr. fra Königsberg i Geh.-Arch.).
28. Paafaldende er det dog imidlertid, at Tanken om, at Erik kunde gjenvinde en af sine Kroner, har rørt sig hos andre, og det endog 7 Aar senere. I Aaret 1455 blev der nemlig i Lybek indgaaet et’ Væddemaal, hvorved en Mand forpligtede sig til at betale en anden tohundrede Mark, naar Erik af Pommern atter blev Konge i Sverige, og derom opsattes skriftlig Kontrakt. „Bernt Meyer hedt bekand, dat he unde zine erven schuldich sin Engelbrecht Strusz unde zinen erven CC mr. lub. penn. wanne Koning Erik vor enen heren over Sweden wedder ingevort wert, unbeworen to betalen.“ C. W. Pauli, Lübeckische Zustände im Mittelalter, II, Lübeck 1872, S. 77, 91.
29. „Then andre Delen till Rim-Crönikerne hörande, innehaller atskilliga Förlickningar, Föreningar etc., uplagda af Johan Hadorphio“. Stockholm 1676. 4to. S. 152—153. (Denne Diplomsamling vil senere for Kortheds Skyld blive citeret som „Hadorph, II“). At disse Dokumenter ere blevne aftrykte som Bidrag til en Rimkrønike, har muligvis politiske Grunde, thi de udkom 1676 under Krigen, og Offentliggjørelsen har, hvis Antagelsen er rigtig, havt til Hensigt at minde Nordmændene om gammelt Venskab med Sverige. Dette vinder i Sandsynlighed derved, at Hadorph, som det maa synes, i Utrængsmaal har aftrykt de svensk-norske Dokumenter ogsaa paa et andet Sted, hvor de lidet høre hjemme, nemlig som Bilag til hans Udgave af den svenske rimede Saga om Olaf den hellige, (Sthlm. 1674). Originalerne ere siden forsvundne, (Meddelanden från Svenska Rigsarchivet, II, S. 35), hvorfor Hadorph ved Udgivelsen har vist Historien en overordentlig Tjeneste.
30. Dipl. Norv. III, S. 582, hvor det udtrykkeligt siges, at Eggert og Aage vare to Gange i Norge dette Aar. Eggert Frille er vistnok bleven Christiern anbefalet af Hertug Adolf, til hvem han allerede i Erik af Pommerns Tid stod i saa nøie Forbindelse, at han med Ed maatte rense sig for Beskyldning om Forræderi. (Dok. i Geh.-Arch.).
31. Dipl. Norv. III, S. 582.
32. Høimesteren af Preussen fortæller Markgreve Hans, at en Biskop fra Norge har bragt Christiern vigtige Bud derfra og hyldet ham som Konge. Marienburg, 5te Juni 1449. (Afskr. fra Königsberg i Geh.-Arch.).
33. Dipl. Norv. IX, S. 292.
34. Om han har været i Oslo allerede ved foregaaende Møde, kan ikke oplyses. Kun sees, at han var der den 21de Marts, da han som Metropolitan kasserede sin nu fraværende Uven Biskop J ens ’s Besættelse af et Presteembede. Dipl. Norv. II, S. 589.
35. Hans Vaaben var en Bjørn. 1453 var han død, og Enken, Ingeborg Jonsdatter, solgte da Gods paa Vestfold til Hr. Hartvig Krummedike Dipl. Norv. II, S. 599.
36. Dipl. Norv. VIII, S. 381.
37. Høimesterens ovenfor citerede Brev af 5te Juni.
38. Hadorph, II, S. 168.
39. Dipl. Norv. IX, S. 292.
40. Styffe, Bidrag till Skand. Hist. III, XVIII. Sv. Rimkrön., utg. af Klemming, II, S. 265. Diar. Vadsten, ed. Benzelius, p. 99. I det ovenfor oftere citerede Brev fra Høimesteren til Markgreve Hans af 5te Juni omtales, at Kong Karl havde „einer halben Meile lang laasen hauen einen Hain, so dass Volk ken Schweden nicht konne komen“, med andre Ord havde hugget Braater.
41. Bemærkes kan det dog, at den svenske Rimkrønike, der søger at fremstille alle Begivenheder i et for Christiern og Danmark saa ugunstigt Lys, som muligt, ikke ved noget om, at Aslak er bleven tvungen. Han nævnes som en frafalden (Klemmings Udg. II, S. 265):

    Nordmen honom (ɔ: Karl) hulskap sade,
    Thera breff the ther a hade,
    Bade Erchebiscopen oc flere thäre
    The brotho thi togh med stoor oäre,
    The hyllede sidan Konung Christiern.

42. Ved Forvexling af Kong Albrecht af Meklenburgs Søster Ingeborg med Dronning Margareta Søster af samme Navn faar man nemlig ud, at Dronning Margareta og Christierns Morfader vare Sadskendebørn, og Erik af Pommerns Mormoder og Christierns Morfader ligesaa. Se Chr. Lange i Norsk Tidsskrift for Videnskab og Literatur, I (1847), S. 232—233.
43. Christiern II’s Hensigt har tydelig nok været den at opnaa et nyt Bevis paa, at Norge var Arverige, thi bag paa Brevet er anført: „Successio hereditaria in regno Norwegie“. Han havde kort i Forveien ogsaa tænkt paa at lade sig krone i Throndhjem (Handl. rör. Skandin. Hist. XX, S. 185. L. Daae, Norges Helgener, S. 63).
44. Dipl. Norv. III, S. 383—389.
45. Hadorph, II, S. 168.
46. Sigurd Jonssøns og Sigurd og Simon Bjørnssønners Beretning, dat. Oslo den 6te Sept. s. A. (Dipl. Norv. III, S 585—587).