Kong Christiern den Førstes norske Historie/1

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
II.  ►
Tilbageblik paa Christopher af Bayerns Regjering. Hans Død. Karl Knutssøn vælges til Sveriges og Grev Christiern af Oldenburg til Danmarks Konge.

Den Forening mellem Nordens tre Riger, der i en langt senere Tid har faaet Navn af Kalmar-Unionen, var stiftet under eiendommelige Forholde. Norden havde maattet føre en lang og udmattende Kamp med Nordtydskland, der midt under det tydske Keiserdømmes Svaghed havde vist sig som en yderst farlig Fiende formedelst sine Fyrsters og sin talrige Adels Stridbarhed og sine blomstrende Handelsrepublikers Rigdom og Foretagsomhed. Forsvaret var alene lykkets ved Margaretas Evne til at samle alle tre Rigers Kræfter imod Udlændingerne. Hun havde derefter ikke alene kunnet regjere med Styrke, men ogsaa saaledes, at Rigerne, hvis Høvdinger desuden vare sammenknyttede ved talrige Svogerskaber og andre mægtige Baand, syntes at skulle nærme sig til at blive en Helstat. Dette Forhold fortsattes og udvikledes igjennem den større Del af Efterfølgerens, Erik af Pommerns, Regjering. Danmark var det selvskrevne Hovedland. Hverken Sverige eller Norge havde længere nogen hjemlig Styrelse, og begge fandt sig paafaldende længe i, at deres Interesser aabenbart tilsidesattes, og at deres Kræfter stadig anvendtes til Fortsættelsen af Eriks seige, men frugtesløse Krig med de holstenske Grever og disses Forbundsfæller, Hanseaterne.[1]

Omsider udbrød der Oprør, først i Sverige, derefter ogsaa i Norge. Kong Erik, hvis Historie her, som overhovedet, i de fleste Henseender er uklar indtil Gaadefuldhed, opgav omsider selv sine Riger, og det ene efter det andet af disse hyldede Søstersønnen Hertug Christopher af Bayern som Konge.

Dette nye Kongedømme var væsentligt forskjelligt fra det, som Margareta havde grundlagt og Erik forspildt. Aristokratiet, der en Menneskealder tidligere villigt havde bøiet sig for Kongemagten, var nu atter kommet til Kræfter, og de Almuebevægelser, der i alle Rigerne havde ledsaget Eriks Bortgang fra Skuepladsen, tjente trods deres forskjellige Charakter i de forskjellige Lande vistnok nærmest til at befæste Adelens og Hierarchiets Overmagt ligeoverfor Almuen og deres Selvstændighed ligeoverfor Kongen. Dette sidste fremtræder tydeligt nok paa mere end en Maade, men dog klarest derved, at medens Kong Erik havde opfyldt sine Riger med Pommeranere og andre Tydskere, hvem han hævede paa den indfødte Adels Bekostning, hører man under Christopher saagodtsom slet intet om dennes Landsmænds Indflydelse i Norden. Erik havde gjort aarlange Reiser udenfor sine Riger, men Christopher skal Aaret før sin Død have maattet finde sig i, at det danske Rigsraad forbød ham at besøge sine overpfalziske Arvelande.[2]

Men Reaktionen var ikke alene aristokratisk, men tillige separatistisk. Christopher blev ikke som sin Morbroder kronet som alle tre Rigers Konge ved en fælles Akt, men særskilt i hvert Rige. Heller ikke se vi under ham de under Margareta og Erik hyppige Fællesmøder af alle tre Rigsraad. De to Forsøg paa at skabe en Unionsgrundlov af 1397 og 1436 synes ganske forglemte. Sverige og Norge havde under Thronledigheden skaffet sig hver sin hjemlige Regjering og bevarede ogsaa efter Kongevalgene en ganske anden Selvstændighed, end de i lange Tider havde kjendt.

I Sverige maatte Christopher udstede en Haandfæstning, der ikke alene føleligt indskrænkede hans Magt, men endog gjorde ham næsten umyndig, saasnart han forlod Rigets Grændser. Han opholdt sig ogsaa ofte i Sverige. For Norges Vedkommende kjendes vistnok ingen Haandfæstning, han indfandt sig heller ikke her mere end den ene Gang, da han maatte lade sig krone i Oslo 1442, og mellem hans Hofsinder var kun en Nordmand.[3] Idetmindste ved en Leilighed afgjorde han et vigtigt norsk Regjeringsanliggende paa egen Haand, nemlig dengang da han 1447 meddelte Rostockerne de mest vidtstrakte og urimelige Handelsrettigheder i Oslo og Tønsberg og derved gav Anledning til en i to Menneskealdere fortsat Strid.[4] Men ikke destomindre var Agtelsen for Norge som selvstændigt Rige aabenbart bleven en ganske anden og større, end den havde været under Erik. Norske Len og Prælaturer tilfaldt under Christopher kun Indfødte, og de faa fremmede Høvdinger vare indgiftede i norske Ætter og derved efter Tidens Opfatning at betragte som norske.

Om Tilstanden i vort Land under Christopher vides forøvrigt ikke meget. Der kjendes en Række Opløb, der kunde synes at tyde paa, at Landets Høvdingestand og dens Tjenere ikke har været meget afholdt. En af Rigsraaderne, Hr. Bengt Harniktssøn (Gyldenløve), blev dræbt i et saadant omtrent 1445,[5] noget i Forveien havde man i Hardanger forsøgt at slaa Hartvig Krummedikes Foged ihjel,[6] andre Uroligheder havde fundet Sted 1444 ved Skienskanten[7] og maaske, men uvist i hvilket Aar, paa Thoten.[8] Island havde ligeledes været i Gjæring, og Christophers Kongedømme var neppe éngang almindelig erkjendt der paa Øen.[9]

Der havde været gjort et Forsøg af endel blandt Rigsraadets Medlemmer paa at sætte Grændser for Hanseaternes Anmasselser og Fordringer i Bergen,[10] men Kjøbmændene havde dog drevet det til at faa sine gamle Privilegier bekræftede 1445. Med Karelerne, Norges og Sveriges gamle Fiender paa de nordøstlige Grændser, havde der atter været ført smaa Krige. I 1444 havde Karelerne hjemsøgt de Norske og beseiret dem, og i det følgende Aar havde Nordmændene i Forening med de Svenske gjort et Søtog til det hvide Hav og Dwina, udentvivl det første i sit Slags, men uden Held.[11]

Christophers Regjering blev ikke langvarig, thi han døde i sin bedste Ungdomsalder den 6te Januar 1448. Hans korte Ægteskab med Dorothea, en Datter af den brandenburgske Markgreve Hans, Alchymisten kaldet, havde været barnløst. Til at sikre den nu rent personlige Unions Bevarelse udover Kongens Levetid var der ingen Bestemmelser trufne. Ethvert af Rigerne havde saaledes retlig Adgang til at skille sin Skjebne fra de øvriges og følge egne Baner.

Der manglede ved denne Leilighed visselig ikke i noget af Rigerne paa dem, der ønskede Kongefællesskabet bevaret. Mange Familier talte Medlemmer i flere end et af Rigerne, og mangen Adelsmand eiede selv Gods i flere af dem. I Sverige kunde mangen Herremand gjøre Regning paa at raade sig selv friere og pleie sine egne Interesser bedre under en Konge, som til dagligdags boede i Danmark, end under en indenlandsk Hersker. For Danmark, der baade selv ansaa sig som Hovedriget og ansaaes derfor i Udlandet, gjaldt Unionen som noget, der gjorde dette Land stor Ære, og, hvad der var endnu vigtigere, en stor Del af de to andre Rigers Indtægter blev altid, trods alle Forsøg paa at hindre det, fortæret i Danmark. I dette Rigs var det derfor udentvivl de dengang raadende Klassers Ønske, at Forbindelsen maatte blive opretholdt, skjønt ganske vist helst saaledes, at man vel gjerne saa sin egen Konge valgt ogsaa i de to andre Riger, men neppe vilde tillade disse at øve nogen Indflydelse paa, hvem der skulde vælges i Danmark. Sverige og Danmark vare de to Led i Unionen, paa hvem det i denne Sag kom an. At Norge vilde komme til enten at tiltræde deres fælles Valg, ifald de bleve enige, eller i modsat Fald vilde komme til at følge det af dem, der viste sig at være stærkest, stod visselig temmelig klart allerede for hin Tids Bevidsthed.

Men der gaves i Sverige ogsaa et stort Parti, som vilde benytte Thronledigheden til at skille sig fra Danmark og at hæve en Indfødt paa Thronen. Dette Parti blev i Begyndelsen stærkest. Efter en samtidig svensk Forfatters Fortælling var der flere, ja endog mange svenske Herrer, der hver for sig tragtede efter Kronen.[12] Har dette virkelig været Tilfældet, kom dog en eneste af dem snart til ganske at fordunkle de øvrige, nemlig Rigsmarsken Karl Knutssøn, der tidligere havde forestaaet Sveriges Styrelse, og hvem Kong Christopher ikke havde kunnet affinde med noget mindre Len end hele Finland, hvor han fra Viborg af havde styret mere som en Fyrste end som en Undersaat. Hr. Karl blev som bekjendt valgt til Konge i Stockholm den 20de Juni 1448, den 28de hyldedes han paa Mora-Eng, og Dagen efter kronedes han i Upsala. Unionspartiet, i hvis Spidse stode Familierne Oxenstjerna og Vasa, havde ikke formaaet at hindre det, men den nye Konge maatte dog paa den anden Side tilstede, at en Mand af den førstnævnte Æt, Jøns Bengtssøn, to Dage efter indviedes til Erkebiskop.

Det danske Rigsraad skal kort efter Christophers Død have henvendt sig til det svenske og det norske med Opfordring til at møde ved en fælles Herredag i Halmstad for der at vælge Konge.[13] I ethvert Fald har denne Opfordring ikke baaret Frugt. I Danmark selv skal vel en indfødt Herremand af Gyldenstjernernes Slægt have næret ærgjerrige Forhaabninger om Kronen og om Ægteskab med Enkedronningen, men disse Planer mislykkedes som bekjendt ganske. Synderlig Vegt kan der vel heller ikke tillægges Kong Karl Knutssøns Paastand om, at et dansk Parti skal have tilbudt ham selv Danmarks Throne, ja endog tre Gange efter hinanden henvendt sig til ham i denne Anledning.[14] Sikkert er det derimod, at det herskende Parti i Danmark tidlig vendte sine Øine til den nærmeste Nabo mod Syd. Dette var Adolf VIII, Greve af Holsten og Hertug i Slesvig, den sidste Mand af hin kraftige Stamme, der mere end en Gang vækker Forbauselse ved alt det, den har kunnet udrette med et lidet Grevskabs Kræfter. Adolf var Danmarks gamle Fiende, og det kan se underligt nok ud, at man nu tilbød ham Rigets Krone. Men for det første var aabenbart Tanken om ad den Vei at gjenvinde Slesvig en Hovedhensigt med Tilbudet, og for det andet er det ikke usandsynligt, at der netop fra den lange Krig mellem Hertugen og Erik af Pommern har bestaaet visse gamle Forbindelser mellem det holstenske Hus og en Del af det danske Aristokrati, ja det er endog muligt, at saadanne hemmelige Forstaaelser allerede i sin Tid have bidraget sit til, at Holsten saalænge formaaede at modstaa de tre Rigers forenede Magt i Kampen om Slesvig. Adolf havde imidlertid efter en Ungdom fuld af Uro og haarde Prøvelser lært at sætte Pris paa Freden og higede ikke ud over de to Fyrstendømmer, hvis Forening han med Stolthed betragtede som sit Livs store Verk, hvortil kom, at han jo var barnløs. Hvad enten det nu er sandt, at den syv og firtiaarige Mand har undskyldt sig med sin Alder, eller ikke, modtog han i ethvert Fald ikke Tilbudet.

Men Adolf havde tre unge Søstersønner i Grevskaberne Oldenburg og Delmenhorst, Christian, eller som man dengang i Norden kaldte det Christiern, Moritz og Gerhard, Sønner af den i 1440 afdøde Greve i disse Lande, Diderik, der i Historien kaldes den Lykkelige, skjønt hans Liv gik hen i Feider og han havde endt det som en banlyst Mand.[15] Om det nu er sandt, at Adolf kun i Almindelighed skal have foreslaaet at vælge en af disse tre Brødre til Konge i Danmark og til Kong Christophers Enkes Gemal, saaledes som det er blevet fortalt,[16] eller om han strax bestemt har anbefalet den ældste, Christiern, der var opdragen hos ham, og hvem han havde ønsket at efterlade sine Fyrstendømmer, ja allerede ladet hylde som Efterfølger i Slesvig, maa staa derhen. Det sidste synes vel rimeligst, naar man betænker det særdeles venskabelige og fortrolige Forhold, som bestod mellem Christiern og hans Morbroder lige til den sidstes Død. Adskillige Hensyn maatte ogsaa i Danmark tale for Christiern Man kunde haabe paa, at Gjenforeningen af Kongeriget og Hertugdømmet med Tiden kunde opnaaes gjennem ham. Vistnok skal Hertug Adolf, saasnart det blev Alvor med Christierns Antagelse til Danmarks Konge, have truffet Forholdsregler til at hindre en fremtidig Forening mellem Danmark og Slesvig, men selv om Christierns siden omstridte Revers[17] nogensinde er bleven fuldgyldig udstedt, tog man det dog i hin Tid ikke altfor nøie med at agte Dokumenter og at opfylde Løfter. Sagen kunde derfor nok alligevel tænkes ordnet efter Ønske i sin Tid. Grev Christiern var derhos en ugift ung Mand, der kunde ægte Enkedronningen. Hensynet til denne har nemlig aabenbart spillet en ikke ringe Rolle, thi vedblev hun at være Enke, eller giftedes hun ud af Landet, havde hun Krav paa et betydeligt Livgeding. Man ser ogsaa, at de Danske i Thronledigheden iagttog stor Forsigtighed ligeoverfor Dorothea, der vistnok var en Dame saavel af Ærgjerrighed som Herskelyst. En nordtydsk Krønike beretter nemlig, at man ligefrem hindrede hende fra at raade over noget Slot i det hele Rige, og at Hr. Olaf Axelssøn gjorde sig til hendes Værge.[18] Der har ogsaa virkelig været paatænkt et Giftermaal mellem Dorothea og en fremmed Fyrste, Kong Kasimir af Polen.[19] Endvidere var Christiern en Mand af et stateligt, vindende Ydre, maaske allerede da bekjendt for personlig Kjækhed, og han var opdragen dels hos sin statskloge Morbroder, i hvem han kunde paaregne og virkelig ogsaa fik en Støtte og Veileder, dels ved Keiser Frederik III’s Hof.[20] Endelig nedstammede han gjennem sin holstenske Moder fra det gamle danske Kongehus og kunde herved synes at faa ogsaa en vis Fødselens Adkomst eller Anbefaling til Danmarks Throne.

Det berettes i et Skrift fra det følgende Aarhundredes anden Halvdel, at de Danske, saasnart Adolf havde anbefalet sin Søstersøn, atter indbød de Svenske og Norske til et fælles Valgmøde, dennegang i Lund, hvilket skulde holdes ved Mikkelsdagstid.[21] Er dette rigtigt, hvilket den bestemte Angivelse af Terminen maaske kan gjøre sandsynligt, bortfaldt dog i ethvert Fald det Hele ved Efterretningen om Svenskernes i Juni foretagne Kongevalg. Raadet valgte de Christiern til Danmarks Konge i Haderslev den 1ste September 1448. Nogen Haandfæstning udstedtes ikke, men Greven vedtog dog de sædvanlige Indskrænkninger i Kongemagten, og hans Morbroder og dennes Raader garanterede hans Opfyldelse af de fastsatte Betingelser. Allerede inden Maanedens Udgang var Christiern hyldet paa Viborgs Thing.

Det var ogsaa paa Tide for de Danske at skaffe sig et Hoved, ifald de vilde bevare den første Plads blandt Nordens Riger. Den nye svenske Konge havde allerede, hvad vi her kun skulle nævne, udstrakt sin Haand efter Gotland, og han kunde snart ogsaa vende sig mod Skaane. Men det gjaldt ogsaa, hvilket af de to Riger skulde være saa heldigt at drage Norge over til sig.

  1. Fra 1425 har man et Vidnesbyrd om en fælles svensk og norsk Opposition mod Erik og hans danske Raad i Anledning af den slesvigske Krig. Den preussiske Høimesters Gesandt skriver fra Kjøbenhavn til sin Herre den 3die August s. A., at han havde fundet alle tre Rigers Raad der samlet, og ytrer: „Sust weren viele und mancherley teydung zwischen den Reichen, die wurden alle hingeleget. Wir vornehmen, dass sie alle die Sweden und die von Norwegen gerne freden hetten und mer teydunge begeren wen krieges, sunder alleine die Denen die welden gerne kriegen.“ (Afskr. i Geh.-Arch. fra Kønigsbergs Archiv). Skulde dette staa i Forbindelse med den bekjendte Sag, at Kong Erik (C. Paludan-Müller, Observationes criticae de foedere &c. Hafn. 1840. P. 53) kort efter (11te Sept. 1425) lod tage et Notarial-Transsumpt af Unionsudkastet fra 1397?
  2. Lübeckische Chroniken, hg. v. F. H. Grautoff, II, S. 105. Om Christophers Arvelande se L. Haüsser, Geschichte der Rheinischen Pfalz, 2. Ausg., I, Heidelberg 1856, S. 824—325, cfr. Chroniken der Deutschen Städte, Nürnberg,I, S. 72—74, 160. III, s. 400.
  3. Gaute Nilssøn Kane, Suhms (ældre) Samll. I. 2, S. 104.
  4. Dipl. Norv. VII, S. 433.
  5. Dipl. Norv. I, S. 666. III, S. 569.
  6. Nye danske Magazin, VI, S. 25.
  7. Dipl. Norv. V, S. 522.
  8. Gammel Beskrivelse om Hammer Bye, til Trykken befordret ved Christopher Hammer, Chra. 1774, S. 27—28.
  9. F. Johannaei Hist. Eccl. Islandiae, Tom. II, p. 238.
  10. Y. Nielsens Meddelelser i Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger for 1877, No. 8, S. 3—21.
  11. Utdrag af Ryska Annaler af M. Akiander i Suomi, Tidskrift i fosterländska ämnen, Årg. 8, Helsingfors 1849, S. 147, 149—50. Der er desværre lidet Haab om nogensinde at se disse Begivenheder nærmere belyste. Professor Koskinen i Helsingfors, hvem jeg har raadspurgt angaaende dette Punkt, har dertil bemærket: „De i tidskriften Suomi 1848 efter ryska krönikor omtalade ströftågen mellan Norge och Savolotschie åren 1419, 1444 og 1445 finnes mig vetterligen ingenstädes omnämnda. Öfverhufvud har här i höga Norden dessa tider indträffat mångahanda förvecklingar, om hvilke endast tilfälligtvis några uppgifter kommit til efterverlden. Sålunda vet man, att kort före jul 1415 Ryska Karelare plundrat Oulunfalo vid Uleåelfs mynning och förstört Åboboarnas handelsfaktori derstädes. Men något annat sammanhang med de Norska händelserna äger denna icke, annat än att Karelarne på den tiden gjorde anspråk på besättningen af norra Österbotten, likesom på Ishafskusten.“ — I Forbindelse med Begivenhederne i 1444 og 1445 staar det vistnok, at Christopher af Bayern Aarsdagen før sin Død (6 Jan. 1447) sluttede et Forbund med Hærmesteren af Lifland om Forbund til Krig mod Nowgorod. Jahn, Danm. Historie o. s. v., S. 543.
  12. „Cum multi essent in regno milites divites et potentes, multi erant, qui ad coronam regni et dignitatem regiam aspirabant, suae conditionis immemores et malorum instantium inexperti.“ Ericus Olai, Historia Svec. (Ser. Rer. Svec. II, 1, p. 155). Ericus Olai opholdt sig ved den Tid, hvorom her er Tale, sandsynligvis som Studerende i Rostock, hvor han i Oktober 1447 var bleven immatrikuleret. (C. Annerstedt, Upsala Universitets Historia, I, S. 30).
  13. Huitfeldt p. 842. Valget af Halmstad som Mødested tyder paa, at man har havt Opmerksomheden henvendt paa Bestemmelserne i det i Slutningen af Eriks Dage udarbeidede Udkast til Foreningsakt, thi ifølge denne skulde Kongevalg foregaa i Halmstad.
  14. Høimesteren af Preussen til Markgreve Hans af Brandenburg 1ste Sept. 1448. (Afskr. fra Kønigsberg i det danske Geh.-Arch.).
  15. G. A. Halem, Geschichte des Herzogthums Oldenburg, I, Oldenb. 1794, S. 319 fgg. Oldenburgs Fortid hører til de mindst bearbeidede Felter af Tydsklands Provindsialhistorie.
  16. Cfr. Gram i Meursii Hist. Daniae col. 623 (efter Joh. Svaning). Svanings af Gram meddelte Fortælling forekommer mig paatagelig at være en Oversættelse af det lille historiske Skrift fra Frederik I’s Tid, der er udgivet i Danske Magazin, 3. R., III, S. 3—26; det her vedkommende Sted findes sammesteds S. 4. Man har som bekjendt tillagt Wolfgang von Uttenhof Forfatterskabet til denne mærkelige Afhandling, saaledes H. F. Rørdam, Historieskrivningen og Historieskriverne i Danmark og Norge siden Reformationen, Kbhvn. 1867, S. 21, 67, og A. Heine i Dansk historisk Tidsskrift, 4. R., IV, S. 205. Under den Disputationsak, ved hvilken Rørdam forsvarede sit nysnævnte Skrift for Doktorgraden (4de Juli 1867), har jeg dog hørt Allen ved Oppositionen bestemt hævde, at Stykkets Forfatter maatte være en anden end Uttenhof. Han grundede sin Paastand derpaa, at Forf. paa flere Punkter, navnlig med Hensyn til Begivenhederne i 1523, lagde en Uvidenhed for Dagen, der ikke kunde findes hos Frederiks Kantsler og aldeles ikke lod sig forklare som Hukommelsesfeil.
  17. Werlauff, om Constitutio Waldemari, Antislesvigholstenske Fragmenter, H. 7, S. 1—16.
  18. „Alse Koning Christoffer gestoruen was, dar volden se de Koniginne up neen schlott nicht laten in deme gantzen ricke, men her Oleff Axel de nahm se the sick vnd schickede ehr gemacke. He reeth wol mit 300 perden in deme lande, wente he was marschalck.“ Joh. Berckmanns Stralsundische Chronik, hg. v. G. Ch. F. Mohnike und E. H. Zober, Stralsund 1833, S. 188—189.
  19. Paa at bringe dette Parti istand arbeidede Høimesteren af Preussen. Se Brev fra denne til Dorotheas Fader, Markgreve Hans, Marienburg Paaskeaften (12te April) 1449. (Afskr. fra Kønigsberg i Geh.-Arch). Mærkeligt, at en saadan Plan endnu var igjære efter Christierns Kongevalg og paa en Tid, da denne allerede maa have været trolovet med Dorothea. At dette skede samtidig med Kongevalget, siges i en hidtil utrykt samtidig Krønike, forfattet af Carsten v. d. Gheren, en Geistlig i Lybeks Tjeneste, der bl. A. i længere Tid var Secretair for de tydske Kjøbmænd i Bergen og synes at have været en anseet Mand. Han siger: „In deme jare 1448 Petri et Pauli dagke (sic!) wart to enem koninghe van Denemarken gekaren Juncker Kersten, Greve to Oldenburg unde Delmenhorst, unde Dorothea de Koninghinne wart vor truwet.“ (Om denne Krønike, paa hvis hidtil uænsede Tilværelse jeg blev opmærksom ved et Besøg i Lybek 1875, hør jeg meddelt nøgle oplysninger i Norsk historisk Tidsskrift, IV, S. 103 fgg. Det havde været mit Ønske helt at aftrykke min Afskrift af samme som Bilag til dette Skrift, men da mit Andragende om at erholde Originalen udlaant fra Bibliotheket i Lybek ikke for Tiden kunde opfyldes, har dette ikke nu kunnet ske).
  20. Dette andenstedsfra neppe bekjendte Træk fortælles hos Halem l. c.
  21. Jac. Ulfeldii Hist. Dan. ap. Westphalen, Monumenta &c. III, p. 490.