Kong Christiern den Førstes norske Historie/11

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
◄  X.

Karl Knutsson mister Sveriges Krone. Christiern bliver Konge i alle tre Riger. Stort Rigsmøde i Skara af alle tre Rigers Raad. Det norske Raads nye Medlemmer. Junker Hans vælges til Thronfølger. Hartvig Kummedikes Fald. Geistlige Anliggender. Forhandlinger med Rostokkerne.

Den, tapre og afholdte Marsks Død var et meget føleligt Tab for Kong Karl, hvis Magt nu mere og mere nærmede sig til sin Undergang. Han havde ikke forstaaet at vinde den Stand, hvoraf han selv var udgaaet, thi han opførte sig mere som sine forrige Standsfællers Rival, hvor det gjaldt at samle Gods og Penge, end som deres Konge, hvilket allerede en samtidig Historieskriver har fremhævet i en uden Tvivl meget træffende Charakteristik.[1]

Tiden var nu kommen for Karls gamle Fiende, Erkebiskop Jens af Upsala, til at styrte ham fra Thronen. Erkebispen opslog i Januar 1457 sit opsigelsesbrev paa sin Domkirkes Dør og nedlagde sine Insignier paa St. Eriks Skrin med de Ord, at han ikke vilde gjenoptage dem, førend det stod anderledes til i Riget. Kongen, der befandt sig i Østergøtland, ilede til Stockholm, men denne Stad blev snart indesluttet af hans mægtige Modstander. Denne vilde ikke indlade sig paa noget Forlig, og da Karl derhos mærkede, at han havde sine farligste Fiender i Stockholm selv, fandt han sin Stilling fortvivlet. Han skyndte sig da at redde saa meget som muligt af sit rørlige Gods, nedlagde noget af det i Forvaring hos Dominikanerne og lod Hesten bringe over paa sine Skibe. Stadens Forsvar overdrog han til et Par af sine Mænd, hvoriblandt den fra de nordenfjeldske Grændsekrige bekjendte Jemtelænding Jøran Karlsson, og seilede saa Natten mellem 23de og 24de Februar afsted til Danzig. I Preussen rasede Krigen mellem Polen og den tydske Orden paa det værste. Den landflygtige Konge fandt en prægtig Modtagelse af Kong Kasimir og det med ham forbundne Danzigs Raad, og den polske Konge traadte strax i nærmere Forbindelse med ham. Karl laante Kasimir 15000 Mark Preussisk og erholdt til Gjengjæld nogle Landstrækninger i Vestpreussen som Len. Ogsaa Danzigerne laante Penge af Kong Karl.[2] Denne var nu bleven en temmelig nær Nabo af sin gamle Uven, Kong Erik i Pommern, og skjønt denne nu gik paa Gravens Rand, lod han strax høre fra sig i denne Anledning. Erik skrev til sin Ven, Høimesteren af Preussen, og mindede om, at Karl Knutssøn var hans fødte Tjener og Undersaat, der havde svoret ham Troskab vel tre Gange. Han havde gjort Karl til Marsk og betroet ham Sveriges Rige, men denne havde opkastet sig selv til Konge og ladet sig krone. Nu var Karl fordreven, men det Gods, han havde medbragt, tilhørte næst Gud hans gamle Herre.[3]

Stockholms Slot overgaves allerede den femtende Marts, og Karls to Døtre, der vare forblevne der, sendtes efter Faderen til Preussen. Erkebiskoppen valgtes til Rigsforstander tilligemed den danskfødte Ridder Erik Axelssøn, men i Førstningen vovede man ikke at fremkomme med Forslag om at indkalde Christiern til den ledige Throne. Denne Konge var imidlertid ikke ledig. Allerede i Slutningen af Marts udfærdigede han fra Kjøbenhavn en Forsikring, rimeligvis kun bestemt til underhaanden at benyttes af hans svenske Venner, hvori han lovede, at alle Svenske, der havde lovlige Fordringer paa dansk og norsk Gods, atter skulde komme i Besiddelse af dette, om han blev Konge, at Sveriges Krav paa Gotland skulde have samme Gyldighed som før Krigen, og at gamle Traktater mellem de tre Riger skulde staa ved Magt. Dette Brev besegledes til yderligere Sikkerhed af adskillige Rigsraader, hvoriblandt to norske, Ridderne Kolbjørn Gerst og Erik Bjørnssøn.[4] Lignende Forsikringer gjentoges i den nærmest følgende Tid. Derpaa indfandt han sig ved Pintsetid personlig med en Flaade i den stockholmske Skjærgaard, idet han brugte som Paaskud for sin Ankomst, at han vilde hjelpe de Svenske imod Karls og den polske Konges, mulige Angreb. Imidlertid sammenkaldte Erkebispen en Rigsdag til Kongevalg i Stockholm, og Christiern udstedte fra sin Flaade den 22de Juni en ny Erklæring, hvori han lovede, at om han blev valgt, skulde hverken han eller hans Dronning tilkjøbe eller tilpante sig adeligt Gods, ikke bortforlene Slotte uden Adelens Samtykke og overholde alle gamle Forbundsbreve mellem de tre Riger, alene med Undtagelse af Halmstadkongressens Beslutninger af 1450, der maatte undtages, fordi Karl Knutssøn i denne var erkjendt som Sveriges retmæssige Konge. Ligeledes vilde han strax gjenforene med Sverige de Slotte og Landskaber af dette Rige, som for Tiden vare i hans Besiddelse, ganske som Margareta i 1388 lovede at gjengive Sverige dets gamle Landemærker. Om Høiheden over Gotland samt om andre Anliggender, alle de tre Riger vedkommende, skulde forhandles paa et Møde af alle tre Rigers Raad.[5] Efterat Christiern havde afgivet disse Løfter, lykkedes det hans svenske Venner at sætte hans Valg igjennem allerede den følgende Dag. St. Hansdag holdt han sit indtog i Stockholm, modtagen af en festlig Procession, i hvilken Dominikanerne, der ved den Tid vare samlede fra alle tre Riger til et stort Provindsmøde, antages at have spillet en fremtrædende Rolle. Den 2den Juli foregik Hyldingen ved Mora Sten og Dagen efter Kroningen i Upsala. Omtrent samtidig med disse Begivenheder havde Hr. Erik Axelssøn været virksom for Christiern i Finland, hvor Karl Knutssøns Anseelse længst havde holdt sig. Unionskongen blev ogsaa her anerkjendt som Herre.[6]

Atter havde altsaa Christiern været heldig og beherskede nu tre Riger, der tilsammentagne udgjorde en Landmasse større end nogen anden samtidig europæisk Fyrstes Besiddelser. Udstrækningen af Danmark, Norge og dets Skatlande, Sverige og Finland kan anslaaes til omtrent 23,000 Kvadratmile, foruden de store Strækninger østlig for Vardøhus, hvorpaa Norge endnu gjorde Fordring.[7] Og hertil kunde Christiern gjøre Regning paa med Tiden at føie ogsaa Hertugdømmet Slesvig og Grevskabet Holsten, hvorved hans Magt vilde blive større end alle danske og nordiske Kongers siden Knud den Mægtiges Dage.

Kongen lod strax efter Kroningen de „gode gamle Bebindelser“ mellem de tre Riger stadfæste paa et Raadsmøde af tyve svenske Raader (16de Juli 1457). Derefter forblev han en lang Tid i Sverige for at bringe dette Riges Anliggender i Orden, og uddelte dets Len mellem sine Tilhængere. Selvfølgelig kom de svenske Herrer, der i de forløbne Aar havde forladt Karl Knutssøn og begivet sig til Danmark, ikke til at staa tilbage. Derefter var Christiern betænkt paa saa snart som muligt at sikre Unionens Bestaaen ogsaa for Fremtiden. Det gjaldt da først og fremst at se Thronfølgen ordnet. Hans ældste Søn, Olaf, var død som spæd, og samme Skjebne havde rammet ogsaa den anden, Knud, der var opkaldt efter Danmarks Landshelgen. Den tredie Søn, Hans, der bar sin Morfader Alchymistens Navn og nu gik i sit tredie Aar, var altsaa den naturlige Thronfølger. Han var allerede for nogen Tid siden bleven valgt af Danmarks Rigsraad og hyldet paa Landsthingene i dette Rige, og nu skulde de to øvrige Riger bevæges til at følge dette Exempel.

Til den Ende sammenkaldtes et Møde af alle tre Rigers Raad til Januar 1458. Det skulde holdes i Skara, hvorhen Kongen ved den Tid skulde komme paa sin Eriksgata, hvilken han nu efter gammel Skik foretog omkring i Riget. Mødet var allerede tillyst i Oktober.[8]

Vestergøtlands ældgamle Bispestad Skara var et Sted, hvortil der allerede forlængst knyttede sig Minder ogsaa fra Norges Fortid. Her havde Erkebiskop Jon Raude i 1282 fundet Døden som landflygtig Mand, og her havde i 1339 Kong Magnus Erikssøn forligt sig med sin Frænde Sigurd Hafthorssøn og flere norske Stormænd, der havde gjort Oprør i Forening med denne. I en senere Tid havde der været hyppige Berøringer i geistlig Henseende mellem Oslo og Skara. Nu mødte der en talrig Forsamling af norske Rigsraader. Af Geistlige saa man tre Biskopper, nemlig den oftere omtalte Gunnar Thorgardssøn af Hamar, Gunnar Holk af Oslo og Sigurd Bjørnssøn af Stavanger, derhos paa Erkestiftets Vegne Olaf Throndssøn, endvidere Ivar Vikingssøn, Provst i Oslo og Kantsler, Sven, Dekanus i Throndhjems Kapitel, samt Finboge, Erkedegn i Bergen. Denne sidstnævnte, som kort efter blev Biskop i denne By, har vistnok allerede nu været sit Stifts egentlige Forstander, thi Bergen havde siden Thorleifs voldsomme Død i 1455 egentlig ingen Bisp havt. Kapitlet havde efter Kongens Ønske valgt en dansk Mand, Joachim Grubbe, men Paven havde ikke villet give ham den Dispensation, han tiltrængte paa Grund af sin unge Alder, men ved Provision beskikket en Italiener, Paulus Justiniani, til Thorleifs Eftermand, og denne fremmede Mand synes aldrig at være kommen til sit Bispesæde.[9] Af verdslige Raader mødte Ridderne Kolbjørn Gerst, Jon Smør, Henrik Jenssøn, Alf Knutssøn, Torgaut Bengtssøn, Jon Pederssøn, Henning Augustin, Aslak Thuressøn, Ravald Nilssøn og Einar Fluga, Væbnerne Herlaug Pederssøn og Engelbrekt Steffenssøn samt fire Lagmænd, Jens i Bergen, Haavard i Oslo, Erik i Stavanger og Aslak i Viken.[10] Desuden var der, som vi skulle høre, flere andre norske Mænd tilstede, ligesom norske Anliggender ogsaa havde hidkaldt tydske Udsendinge. Hvor mange danske Raader der har indfundet sig, vides ikke; Antallet af svenske Raader synes ikke at have oversteget de norskes.[11]

Af de ovennævnte norske Rigsraader har aabenbart en stor Del først ganske nylig faaet Plads i Raadet. Dette er saaledes Tilfældet med Jon (Svalessøn) Smør, Søn af en af Erik af Pommerns Raader[12] og i den følgende Tid selv en fremtrædende Mand, Hr. Alf Knutssøn, om hvem mere nedenfor, Hr. Jon Pederssøn, en ganske ubekjendt Mand, Hr. Henning Augustin, uden Tvivl af svensk eller svensk-tydsk Herkomst, men paa mødrene Side nedstammende fra Darrerne,[13] Hr. Aslak Thuressøn (Baat) og Hr. Einar Fluga, Karl Knutssøns fordums Statholdere i det Nordenfjeldske, Hr. Ravald Nilssøn, der 1442—1448 nævnes som Lagmand paa Oplandene,[14] men derefter i flere Aar ikke omtales, indtil han 1457 optræder som Ridder og Lagmand paa „Steg“, altsaa i Nordlandene,[15] ikke usandsynlig en svensk Mand og Hr. Erik Sæmundssøns Svigersøn. Dernæst er Ordenen, i hvilken Raaderne nævnes, meget paafaldende. I Almindelighed iagttoges det nemlig i hine Dage med stor Nøiagtighed, at Rigsraadernes Navne og Segl anbragtes efter deres indbyrdes Anciennetet som saadanne, men her have vi f. Ex. Jon Smør foran Hr. Henrik Jenssøn, der var Rigsraad i 1450, ja endog foran Hr. Thorgaut Bengtssøn, der sad i Raadet allerede 1440,[16] og de følgende nye Raader have Plads foran Herlaug Pederssøn og Engelbrekt Steffenssøn, der ligeledes allerede tidligere forekomme i Rigsraadet. Forklaringsgrunden kan neppe være nogen anden, end at de nye Raadsherrer eller dog i al Fald de fleste af dem have været gamle Tilhængere af Kong Karl, og at denne har givet dem Plads i Raadet og vistnok tillige slaaet dem til Riddere i Throndhjem 1449. Kong Christiern og det seirende Parti har derimod ikke villet anerkjende dem som Rigsraader, og de have da maattet holde sig tilbage eller endog tildels flygte til Sverige. Men idet Christierns svenske Tilhængere efter Karls Fald gjenindsattes i sine forrige Rettigheder, er der udentvivl samtidig indtraadt en Forsoning mellem Kongen og hans emigrerede norske Modstandere, der nu have indtraadt igjen i den Stilling, Kong Karl i sin Tid havde givet dem. Men selv paa denne Maade kan dog ikke Ordenen, i hvilken Raaderne her nævnes, overalt forklares. Det maatte ogsaa ved denne Tid være Christiern særlig magtpaaliggende at vinde Aristokratiet for sig, da han, som nys anført, vilde se sin Søn Hans valgt til Thronfølger ogsaa i Sverige og Norge. Han henvendte sig i denne Sag først til Norges Raad, hos hvilket han vel har ventet mindst Modstand, og dette opfyldte hans Begjæring Den 19de Januar 1458 udstedtes Valgbrevet. Raadet erklærede i dette, at Norges Indbyggere havde lidt stor Skade og Fordærv i de senere Aar, fordi de gamle gode Bebindelser imellem de tre Riger ikke vare blevne staaende ved Magt „for Kong Karls vældige Ophøielses Skyld“, men efterat Gud med sin Miskund og Naade havde føiet det saa, at Rigerne atter vare komne sammen i kjærlig Fred og Endrægtighed, havde man nu, forat hindre, at nogen i Fremtiden ulovlig skulde trænge sig til Norges Krone, saaledes som Kong Karl gjorde i Sverige, lovet efter Kong Christierns Død strax at annamme hans ældste da levende Søn til Norges Konge. De øvrige Børn, som Christiern maatte efterlade, skulde ærlig forsørges af Rigets Rente efter Raadets Raad, saavel som ogsaa Dronning Dorothea, om hun overlevede sin Mand. Hende skulde det ogsaa tilkomme i fornødent Fald at føre Formynderskab for sin Søn tilligemed dem af Norges indfødte Mænd, som Christiern selv dertil maatte beskikke.[17] To Dage efter udstedte ogsaa Sveriges Raad et lignende Valgbrev,[18] som Kongen senere paa forskjellige Maader søgte at faa bekræftet ved nye Akter.[19] At desforuden ogsaa alle tre Rigers Raad i Forening skulle have fattet en Beslutning om Thronfølgen, anføres i et enkelt Kildeskrift, men dog kun som et Rygte.[20]

Mellem de Raader, som beseglede det norske Valgbrev, savne vi et af de anseligste Navne, nemlig Hr. Hartvig Krummedikes. Han var dog ingenlunde, hvad man lettest kunde falde paa at tro, fraværende ved denne vigtige Leilighed„ Tvertimod spillede han ogsaa her en Hovedrolle, men rigtignok paa en ganske ny og ham uvant Maade. Med hans glimrende Dage var det nu forbi, og Mødet i Skara blev Vendepunktet i hans politiske Liv.

Allerede tidligere have vi seet Spor til, at Hartvig Krummedikes Hensynsløshed havde skaffet ham Fiender, og at i 1453 navnlig flere Geistlige beklagede sig over ham. Nu var udentvivl hans Fienders Tal forøget, og i ethvert Fald var deres Magt bleven større efter Emigranternes Tilbagekomst og Gjenoptagelse i Raadet Navnlig havde han allerede ved denne Tid en mægtig og uforsonlig Uven i Hr. Alf Knutssøn af Familien tre Roser. Denne Mand, som fra nu af spiller en betydelig Rolle i Norge, var paa fædrene Side af svensk Byrd, men Moderen, Agnes, var norsk og en Datter af den norske Rigsraad Hr. Alf Haraldssøn Bolt i dennes Ægteskab med Katharina, Søster af Hr. Sigurd Jonssøn, hvorved Hr. Alf Knutssøn altsaa nedstammede fra Kong Haakon V. Naar denne Alf er kommen til Norge, vides ikke.[21] Den Plads, han har faaet i Rækken af de norske Raader ved Skara-Mødet, kunde tyde paa, at ogsaa han i sin Tid har været en af Kong Karls Mænd, men i ethvert Tilfælde har han allerede længe før dennes Afsættelse fra Sveriges Throne forsonet sig med Christiern, thi i 1454 var han dennes Hofsinde og forlenedes af ham med Solør paa samme Vilkaar, som hans Frænde, Hr. Sigurd Jonssøn, tidligere havde havt det.[22] Formodentlig var han allerede dengang bleven gift med den rige Fru Magnhild Oddsdatter, barnløs Enke efter den ovenfor nævnte, i Kong Christophers Tid myrdede Rigsraad Hr. Benkt Harniktssøn. Med hende fik han anselige Midler, og disse Ægtefolk forøgede i den følgende Menneskealder sit Gods ved fordelagtige Eiendomskjøb i stor Maalestok og med en Iver, som ikke i mindste Maade stod tilbage for Hartvig Krummedikes egen, noget hvorom en talrig Mængde Dokumenter endnu vidner. Hvad der har været den egentlige Anledning til Alfs og Hartvigs Uvenskab, siges intetsteds, men allerede den Omstændighed, at Alfs svenske Broder Jøns var Hr. Erik Sæmundssøns Svigersøn, er et Vink. Hr. Hartvigs fornemme Fiender, læge og lærde, klagede nu over ham til Kongen, og der er Spor til, at ogsaa Folk af ringere Stand have indfundet sig i Skara for at frembringe sine Kæremaal over den hidtil saa mægtige Mand.[23] Kongen skyldte ganske vist Hartvig Krummedike stor Erkjendtlighed for de betydelige Tjenester, han havde vist ham lige siden 1449, og havde ogsaa, idetmindste i Begyndelsen, udmærket ham i fortrinlig Grad.[24] Men nu lod Kongen Hartvig falde. Denne maatte den 21de Januar udstede et Dokument, der indeholder, at Kongen har bilagt al den Trætte og Tvedragt, som har været mellem ham, Hartvig, og Læge og Lærde i Norge, dog den Beskyldning, som Hr. Alf Knutssøn siger sig at have til ham, undtagen, samt at Kongen naadig har eftergivet ham den Tiltale, som han selv kunde have til ham i de samme Sager. Men derfor, heder det videre, har Hartvig nu ogsaa opladt og givet fra sig alle de Breve, Kongen har givet ham, saavel Pante- som Forleningsbreve, saavel lydende paa Livstid som paa visse Aar og baade paa hans eget og Hustrus Navn, Hustruens danske Fædrenearv dog undtagen.[25] Hartvig mistede saaledes, sine samtlige hen, og skjønt derom intet udtrykkeligt meldes, er han udentvivl ogsaa bleven fjernet fra sin Stilling som Rigsraad. Hvad der har bevæget Kongen til at opofre en Tjener, der havde aflagt saadanne Prøver paa sin Brugbarhed, er dog neppe vanskeligt at se. Christiern har villet sætte sin Søns Valg igjennem, og Rigsraadsmajoriteten har ladet ham forstaa, at den som Pris for sin Imødekommenhed i dette Punkt forlangte, at Hartvig Krummedike skulde afsættes. Det hører ikke hid at fortælle om Hartvigs senere Aar. Han fik forøvrigt efter nogen Tids Forløb Akershus Slot tilbage.[26] Hans Uvenskab med Alf Knutssøn vedvarede, skjønt Hartvig tilbød Forlig, ikke alene gjennem begges Livstid, men det nedarvedes til deres Sønner, og disses Fiendskab øvede, som bekjendt, i Begyndelsen af det følgende Aarhundrede en afgjørende Indflydelse paa Norges Skjebne.

Det ser ud, som om Hartvig Krummedike ikke har været den eneste af Kongens Embedsmænd, som ved denne Leilighed er bleven fjernet fra sin Stilling efter Nordmændenes Klage,[27] men hvilke andre det er gaaet ud over, har jeg ikke formaaet at paavise.

Leiligheden var overhovedet gunstig til at opnaa Indrømmelser af Kongen, og Geistligheden benyttede sig ogsaa heraf til at fremme sine særlige Interesser. Som vi have hørt, var, ved Karl Knutssøns Kroning Magnus Lagabøters Overenskomst med Kirken bleven bekræftet. Denne Kong Karls Stadfæstelse var naturligvis bleven betydningsløs, men for nogle Maaneder siden, i Oktober 1457, havde Christiern givet det svenske Præsteskab nye og udstrakte Privilegier[28], og de norske Biskopper og Prælater fik da, som det let begribes, Lyst til at opnaa lignende Begunstigelser. Den gamle Akt blev derfor nu atter fremdragen, og Kongen fandt sig i at bekræfte den (21de Januar 1458). Det er dog med Rette bleven fremhævet,[29] at Karls Bekræftelse havde været langt mere vidtgaaende end Christierns. Karl havde uden noget Forbehold lovet ikke at befatte sig med kirkelige Sager udenfor hvad de „gamle compositiones“ indeholdt, medens Christiern vel ogsaa stadfæstede disse, men kun i Forbigaaende og saaledes, at hans Indrømmelser egentlig kun gjaldt Biskoppernes Dommermyndighed. Lagmændene skulde indføre denne Kongens Vedtagelse i sine Lovbøger, „for at de skulde vide at rette sig derefter og ikke befatte sig med den hellige Kirkes Maalemner“.[30] Hvorvidt imidlertid dette i den følgende Tid er blevet overholdt, er vanskeligt at sige. Sagen kom atter frem ved Christiern II’s Kroning i Oslo 1514.[31] En Rettighed, som Nidaros Erkestol tidligere havde besiddet, og som var den tilstaaet i Magnus Lagabøters Overenskomst med Kirken, var Myntretten. Erik Magnussøns Formyndere havde berøvet Erkebiskoppen denne Ret, og den var siden ikke bleven udøvet. Sandsynligvis har det været i Medhold af Christierns Bekræftelse af de „gamle compositiones“, at Erkebiskopperne siden igjen begyndte at slaa Mynt. Dette vides dog ikke at være skeet under Olaf Throndssøn, men først under hans Eftermand, Gaute Ivarssøn.[32]

Endelig maatte Kongen i Skara atter tage under Behandling en Sag, der i hans hele Regjeringstid idelig havde voldt og fremdeles skulde volde Vanskeligheder og Fortræd, nemlig Handelsforholdene i Oslo. Allerede i det trettende Aarhundredes Slutning havde ogsaa i de søndenfjeldske Byer tydske Kjøbmænd trængt sig ind og ved sin overlegne Forretningsdygtighed og større Kapital mere og mere hævet sig paa de indfødte Borgeres Bekostning, og ligesom i Bergen havde der ogsaa dannet sig tydske Haandverkerkolonier i Oslo og i Tønsberg. I disse to Byer vare ikke, saaledes som i Bergen, Hanseaterne i Almindelighed privilegerede, men det var en enkelt Stad, Rostok, der havde skaffet sig større og større Særrettigheder. Som allerede ovenfor omtalt havde disse i Slutningen af Christopher af Bayerns Dage antaget en Udstrækning, der truede med at gjøre Borgerskabets egen Virksomhed til Intet, et Bevis blandt flere paa, at den bekjendte Fortælling om Christophers store Planer til at frigjøre sine Lande fra Hanseaternes Handelsaag neppe er grundet. Han havde 1447 tilladt Rostokkerne at drive Handel med fremmede Kjøbmænd, som kom til Oslo, Tønsberg og Viken, eller, som man kaldte det, at „sælge og kjøbe Gjest med Gjest“; de fik Lov til at blive liggende i Vinterleie og føre egen Husholdning, og Borgerne skulde endog være forpligtede til at udleie dem sine Huse, ligesom det ogsaa tillodes de Fremmede at handle umiddelbart med Bønderne ikke alene i det Store, men ogsaa efter Alnemaal og i Lispundvis. Derimod var der ikke Tale om, at Rostokkerne i mindste Maade skulde bidrage til Byens Byrder og Udgifter. De vare skattefrie, og „naar de havde samlet sig Pungen fuld, gave de dennem ud af Riget til Rostok med Rigdommen, og Armod blev tilstede i Riget igjen.“

Det var indlysende, at Borgerskabet kun yderst modstræbende fandt sig i et saa ødelæggende Kongebud, som Kong Christopher desuden havde udstedt ikke alene udenfor Norges Grændser, men endog uden Rigsraadets Medvirkning. Imidlertid var Christiern I kommen paa Thronen og havde bekræftet sin Forgjængers Brev to Gange, 1451 og 1453, dog begge Gange kun midlertidigt og indtil videre. I 1455 havde han atter givet en Stadfæstelse ved Mødet i Flensborg, og denne Gang vel at mærke en ubetinget,[33] men denne var ikke, saaledes som de vendiske Stæders Privilegier i Almindelighed, bleven vedtaget af Rigsraadet ved dettes Møde med Kongen paa Elfsborg samme Aar. Som vi vide, havde der her været stærk Opposition imod en endelig og bindende Bekræftelse paa hine Privilegier, skjønt Raadet som sædvanligt tilsidst havde maattet give efter, men i den særligt rostokske Sag har dog Oppositionen foreløbig seiret. Dette hindrede dog ikke Christiern fra Aaret efter, 12te Marts 1456, da han selv paa et af sine mange Besøg i Nordtydskland gjestede Rostok, at udstede en ny, altsaa en fjerde, Bekræftelse, der udtrykkelig erklæredes at gjelde for hans hele Levetid.[34] Disse gjentagne Bekræftelser ere talende Vidnesbyrd nok om idelige Sammenstød mellem de Fremmede og Borgerne i Oslo og Tønsberg, om hvis Enkeltheder Historien som sædvanligt tier.

At heftige Rivninger vistnok netop i den sidste Tid havde fundet Sted, kan sluttes deraf, at begge Parter, Oslos Borgere og Rostokkerne, lode møde i Skara og begge høirøstet forlangte Ret hos Kongen. At denne har befundet sig i en vanskelig Stilling, er klart, saameget mere, som Rigsraadet var tilstede og netop nu, som vi vide, havde det i sin Magt at øve et kraftigt Tryk paa Christiern. Paa den anden Side skulde man tro, at en enkelt Hansestad nu, efterat Sveriges Gjenforening med de to øvrige Riger var gjennemført og en Opstand i hint Rige endnu ikke var at forudse, ikke kunde stille høie Fordringer. Det bliver derfor sandsynligt, skjønt det neppe ligefrem kan bevises, at Rostokkerne ved at forstrække Christiern med Penge i hans jevnlige Finantsnød have bragt ham i en saadan Stilling, at han har havt ondt ved at komme fra dem.

Imidlertid maatte han for Øieblikket ved sit Svar se til, om muligt, at stille begge Parter tilfreds. Han maatte erkjende, at de norske Borgeres og Stædernes Privilegier „løde meget mod hverandre i flere Artikler og Punkter“. Men nu havde han netop havt flere „kostelige Ærinder“ fore, hvorpaa der laa den største Magt for alle Norges Indbyggere, for at sætte et godt og ærligt Regimente i Riget. De, som havde været umilde og voldt Ufred i Landet, havde han nu fjernet, og — naar han selv kom ind i Riget, skulde begge Parters Breve randsages og alles Gavn og Nytte befordres. Midlertidig traf han da nogle Bestemmelser for Handelen i Oslo og befalede, at Biskoppen, Gunnar Holk, der synes at have været et Slags Mægler under denne Sags Forhandling, Provsten ved Mariakirken samt Jon Bjørnssøn, udentvivl Hartvig Krummedikes Eftermand som Befalingsmand paa Akershus,[35] skulde sætte Taxter paa Kjøbmændenes Indførselsartikler.[36] Men denne Sag blev ligesaalidet denne Gang som ved senere Forhandlinger bragt i Orden. Dens fordærvelige Følger vedvarede langt ind i det følgende Aarhundrede.


Paa dette Punkt afbryder jeg for denne Gang Fremstillingen af Christiern I’s norske Historie. I de her omhandlede Aar er denne, som man vil have seet, rig paa vigtige Begivenheder, der for lange Tider øvede Indflydelse paa Norges Skjebne, og hvis Eftervirkninger mægtigt spores den Dag idag. Og om de levnede Vidnesbyrd langtfra ikke ere saa oplysende, som man kunde ønske, gjøre de dog en sammenhængende historisk Fortælling mulig. Det samme kan ikke siges om den følgende og længere Del af Kong Christierns Regjering. Norges Deltagelse i Rigernes politiske Anliggender er i dette Tidsrum saare ubetydelig, de særlig norske Begivenheder faa og Kilderne saa sparsomme, at et helt Billede af Periodens Hændelser vanskeligt kan gives.


  1. „Erat quippe Rex Carolus homo procerae et elegantis staturae, pulchrae faciei et per omnia corporis organa regiae dignitatis speciem praetendebat. Erat et homo callidi et sagacis ingenii, prudentis eloquii et cautus in responsis. In rebus vero bellicis minus, quam tali ofiicio expediebat, instructus, meticulosus et timidus, et ad congregandam pecuniam et sibi providendum plurimum ingeniosus. Unde totum regnum et omnes obventiones et reditus suis usibus deputavit, feuda et castra paucis de militia concedendo, propter quod minus quam necesse erat, a nobilibus amabatur.“ Chronica Erici Olai, (Scr. Rer. Svec. II, 1, p. 159—160). Cfr. Styffe, l. c. III, XCIII.
  2. Endnu 130 Aar senere gjordes et Forsøg paa at faa Pengene igjen af Danzigs Raad. Tiderne havde forandret sig, det var nu Kong Frederik II af Danmark, der reklamerede Pengene for sin Undersaat, Fru Gyrvhild Fadersdatter til Giske, Hr. Knut Alfssøns Datterdatter, der gjennem flere Kvindeled nedstammede fra Kong Karl. Skrivelser fra Frederik II af 24de Juni 1580 og 25de Juli 1587 i Klevenfeldts Samll. i det danske Geh.-Archiv. Gjeldsbrevet fandtes da endnu i Behold.
  3. Eriks Brev til Høimesteren, Rügenvalde, Onsdag efter Lætare (30te Marts) 1457. Afskr. fra Kønigsberg i Geh.-Archivet.
  4. Hadorph II, S. 194 fgg.
  5. Hadorph II, S. 197—199.
  6. I et Partiskrift af 1466, der, ligesom nogle allerede omtalte norske, udgik i „Almuens“ Navn og bærer Navn af „Danske Konung Christierns Handel“ (trykt i Handl. rör. Skandin. Hist. V, S. 1—17), fortælles, at ogsaa Norges Rigsraad skulde have medvirket til Karls Afsættelse og Christierns Valg i Sverige. Det heder nemlig (S. 6): „Thå kom sidan Norges herskap en her i Sverige, och the lyssnade och lögho för enfålloga almoghe och finghe them till hjelp ok fördriffuo thera retta herra Konung Karl, och blindade them dieffulen såra“ o. s. v. Men da Intet forøvrigt vides om en saadan Virksomhed fra norsk Side, har jeg ikke vovet at optage denne Beretning som historisk paalidelig.
  7. Styffe, Skandinavien under Unionstiden, S. 1.
  8. Dipl. Norv. V, S. 585.
  9. R. Keyser, Den norske Kirkes Historie, II, S. 558.
  10. Dipl. Chr. Primi p. 83.
  11. Ibid. p. 85—86.
  12. Om Hr. Svale Jenssøn Smør se Dipl. Norv. I, S. 506, VI, S. 416, VIII, S. 303, 307.
  13. Sandsynligvis Søn af Jakob Augustin og Kirstina Darre, Dipl. Norv. II, S. 527.
  14. Dipl. Norv. V, s. 514. VIII, S. 361.
  15. Dipl. Norv. II, S.612. Endnu 1461 nævnes han som Lagmand her, men har 1469 faaet sit gamle Embede paa Oplandene tilbage. Dipl. Norv. V, S. 627.
  16. Dipl Norv. IV, S. 642. Samme Thorgaut Bengtssøn eiede Gods i Gudbrandsdalen og var rimeligvis en Søn af Benedikt eller Bengt Nikolassøn, der i Dronning Margaretas Tid havde været Foged paa Akershus. At Hr. Thorgaut var beslægtet med Hr. Bengt Harniktssøn, sees deraf, at han 1448 tog Arv efter ham. Dipl. Norv. VIII, S. 361.
  17. Dipl. Norv. III, S. 614.
  18. Dipl. Chr. Primi, p. 86.
  19. Huitfeldt, S. 881.
  20. „Facta est dieta in civitate Skaris, ubi congregatis consiliariis omnibus (!) trium regnorum, Sveciae, Daciae et Norvegiae concluserunt inter cetera, pro mortuo rege Christierno eligatur filius ejus in regem trium regnorum, sicut dicitur.“ Diar. Vadstena. ed. Benzelius, p. 114.
  21. Huitfeldts Angivelse (S. 830), at han allerede 1442 var Ridder og Rigsraad, er urigtig.
  22. Dipl. Norv. II, S. 605.
  23. En Elling Amundssøn fra Bønsnes i Hole paa Ringerike indfandt sig saaledes for at klage paa Hartvig for „Kongen og Rigsens Raad af Danmark, Sverig og Norge“, hvilket siden kom ham dyrt at staa. Dipl. Norv. I, S. 623. Her staar (3die Linie f. o.) Skane, men ved Undersøgelse af Originalbrevet befandtes, overensstemmende med min Formodning, at der skal læses Skare.
  24. I Dipl. Norv. III, S. 612 kaldes Hartvig paafaldende nok atter Norges Drost. Cfr. Nye Danske Mag. VI, S. Se, Krafts Beskr. over Norge, II, S. 872 (1ste Udg.). Heraf at slutte, at han paany er bleven udnævnt til dette Embede, vilde dog være overilet.
  25. Dipl. Norv. II, S. 617.
  26. I et Dokument af 10de Febr. 1459 (Dipl. Norv. VII, S. 454) heder det: „Hr. Hartvig Krummedike, som da (1457) var Høvedsmand paa Akershus“, men allerede i Marts 1461 var han atter bleven forlenet med Slottet (Dipl. Norv. II, S. 313). Om han er gjenoptagen i Raadet, er uvist, dog synes et Brev af 1462 (Nor, III, 3, S. 57) at tyde derpaa.
  27. Kongen skriver nemlig til Oslos Borgere den 20de Januar: „Have vi nu skilt Eder ved dem, som umilde have været og Ufred have voldet“, hvilket antyder en Afsættelse af Flere. Dipl. Norv. VI, S. 587.
  28. Handl. rör. Skandin. Hist., VII, S. 1 fgg.
  29. Styffe, l. c. III, CXXXI.
  30. Suhms gl. Samlinger I, 2, S. 142. Dipl. Norv. IV, S. 690.
  31. Dipl. Norv. IV, S. 786.
  32. C. J. Schive, Norges Mynter i Middelalderen, S. XXVI, 152.
  33. Nor, III, 3, S. 53. De her paaberaabte Rigsraader vare kun danske.
  34. Dipl. Norv. III, S. 606.
  35. Maaske den samme, der senere var Befalingsmand i Bergen.
  36. Lange i Norsk Tidsskrift, I, S. 269—275. Dipl. Norv. VI, S. 586.