Kong Christiern den Førstes norske Historie/10

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
◄  IX.
XI.  ►

Krigsbegivenheder paa Rigsgrændsen, fornemmelig i Baahuslen, 1455—1456. Hr. Kolbjørn Gersts Nederlag. Hr. Thord Bondes Seire og Død.

Vi vende nu tilbage til Krigen mellem Nordens Konger, der atter var udbrudt, efterat det, ikke var blevet til noget med Fornyelsen af den til Pintse 1455 udløbne Vaabenstilstand. Som vi have hørt, var i Slutningen af Juni Lødøse hjemsøgt af de Danske og Norske og Elfsborg erhvervet af Christiern ved Overenskomst med Hr. Olaf Nilssøn. Dette Slot, som Kongen beholdt lige til 1471, synes nu at være overdraget Hr. Kolbjørn Gerst,[1] der en Tidlang, lige siden 1441, havde været forlenet med Baahus. Hr. Kolbjørn (Arnaldssøn) Gerst træder overhovedet ved denne Tid i Forgrunden som Krigsanfører. Han var en af de mange norske Herrer ved den Tid, om hvis Familieforhold, Personlighed og Levnetsomstændigheder kun lidet kjendes. Allerede 1437 forekommer han som Rigsraad. Sit Gods og sit meste Tilhold har han havt i Smaalenene. Hans Hustru Christina var en Datter af Hr. Jon Hjerne, og han har altsaa idetmindste ved sit Giftermaal hørt til den allerfornemste Kreds.[2]

Paa svensk Side optræder Kong Karls Fætter, Hr. Thord Karlssøn Bonde, Sveriges Rigsmarsk, som Hærfører ved den danske og norske Grændse. Hr. Thord var en, som det synes, meget dygtig og i ethvert Fald af sine Krigsfolk og Landsmænd i det hele særdeles afholdt Mand, hvilket navnlig fremgaar deraf, at han er Rimkrønikens Helt og tillige besynges i anden samtidig Digtning.[3]

Hr. Thord tilbageslog først et dansk Angreb paa Smaaland, hvis anfører vi ikke kjende. De Danske havde her opbygget en Skandse, der antages at have ligget paa Veien fra Skaane til Jønkøping, og som de havde kaldt Danaborg, hvilket Navn Folkevittigheden derpaa forandrede til Danasorg.[4] Derpaa vendte han sig mod det for Sverige saa overordentlig vigtige Punkt, Gøtaelvens sydlige Munding, dengang dette Riges eneste Adgang til Nordsøen. For at skaffe sin Konge en Erstatning for Elfsborg, som var tabt, anlagde han her to nye Befæstninger, Billingsborg nær ved Udløbet og Guldborg ved den nuværende Skandse Gøta Lejon, og det heder, at der her aabnedes Havn for Englænderne, med hvem det ogsaa var naturligt nok for Sverige at knytte Forbindelser, da England stod i et fiendtligt Forhold baade til Kongen af Danmark og til de nu af ham vundne Hanseater.[5] Foruden disse Borge anlagde han endnu en paa norsk Grund for at vinde fast Fod i Viken. Denne Fæstning kaldte han efter sin Konge Karlsborg, og den forekommer under dette Navn ogsaa længere ned i Tiden, indtil den ødelagdes i 1532 i Christiern IIs sidste Feide. Den antages at have ligget ved Aabyfjorden, omtrent midtveis mellem Gøtaelvens Munding og Svinesund.

I Vinteren 1455—1456 var det sandsynligvis, at der fra norsk Side foretoges et Angreb, udentvivl for om muligt at forstyrre eller erobre disse Fæstningsanlæg. Hr. Kolbjørn Gerst var Anfører, men desværre er den svenske Rimkrønike, hvis Fremstilling helst gaar ud paa at forherlige Hr. Thord Bonde, den eneste Kilde til Kundskab om dette Tog, det sidste af nogen Betydenhed i sit Slags for meget lange Tider. Det heder i Rimkrøniken,[6] at Nordmændene udgjorde tre tusinde i Tallet, og at de vilde „fare mod Hr. Thords Slot“, udentvivl Karlsborg, thi der tilføies, at Hr. Kolbjørn broutede med, at han snart skulde fordrive Svensken „af Norges Land“. Nordmændene skulle have paatænkt et natligt Angreb paa Slottet, men Hr. Thord var ved Speidere underrettet om denne Plan og tillige om, hvor hans Fiender vare at træffe. Han begav sig da istedenfor at oppebie de Norskes Angreb selv afsted for at opsøge dem i Spidsen for sine Folk, kun trehundrede Mand, men alle udsøgte Hestfolk, medens Nordmændene, der sandsynligvis fordetmeste have været Bønder[7] fra Viken og Nabobygderne, intet Rytteri havde. Af sine Folk skjulte nu Hr. Thord hundrede „Smaasvende“ i en Skov og lod støde i Basuner og angribe med Resten. De Norske reiste en Borg af sine Slæder. Denne Slædeborg kunde Hr. Thord ikke bryde, men greb saa til den List at befale sine Folk at lade, som om de flygtede. Nu opgave Nordmændene sin gode Stilling i den Tanke at kunne forfølge og slaa Svenskerne, men Hr. Thord gjorde strax et kjækt Angreb med sine Ryttere, og de Norske holdt trods deres langt større Antal ikke Stand. Derimod forsøgte de paa atter at komme ind i sin Slædeborg, og da Hr. Thord formente dem dette, opstod en alvorlig Kamp, hvori den svenske Anfører fik to Heste skudte under sig. Han fik imidlertid i rette Tid Undsætning fra det i Skoven lagte Baghold, og skjønt Smaasvendene kun vare væbnede med Stager uden Jern, rømte Nordmændene i vild Flugt. Hr. Kolbjørn selv med endel af sine Mænd toges til Fange paa et Bjerg.[8] Rimkrøniken forsikrer, at Hr. Thord mere end en Gang øvede tapre Bedrifter baade tillands og tilvands i denne Krig. Imidlertid tør man dog umulig fæste fuldkommen Lid til denne Skildring. Navnlig er Nordmændenes Antal udentvivl betydelig overdrevet for at stille Svenskernes Seir i et saa meget mere glimrende Lys, og naar man betænker den overlegenhed, som et veløvet Hestfolk naturlig maatte have over en Skare Fodfolk, væsentlig bestaaende af Bønder, bliver dog Nederlaget let forklarligt.

Naar om Vinteren 1455—1456 dette for de Norske saa uheldige Slag er forefaldet, er, som sagt, ubekjendt. Heller ikke vide vi, hvor længe Hr. Kolbjørn har været Fange.[9]

Hr. Thord Bonde overlevede ikke længe sin Seir, men faldt allerede i Mai 1456 som Offer for Forræderi af en af hans mest betroede Tjenere, en dansk Mand, Jøsse Boson. At finde danske Tjenere hos svenske Herrer, selv om Rigerne vare i Krig med hinanden, var ikke paafaldende i hine Tider, allerhelst paa denne Kant, hvor Mænd af alle tre Riger idelig færdedes sammen og den nationale Særfølelse, helst mellem Folk af lavere Stand, vistnok var meget svag. Jøsse, der naturligvis maa have havt andre af Marskens Tjenere i Ledtog med sig, gik ved Nattetid ind til denne, der selv i god Tro skal have aabnet ham Døren, og kløvede hans Hoved med sin Øxe. Derpaa seilede han sin Vei paa et Skib, som han i denne Hensigt havde liggende rede, og begav sig til de Danske, der, som det heder, vare i Nærheden, og med hvem Hr. Thord endog samme Dag skal have havt en Kamp.

Rimkrøniken retter den hadefulde, men ubevislige Sigtelse mod de Danske, at de skulde have underkjøbt Jøsse til hans Nidingsdaad.[10] Det er forøvrigt mærkeligt, hvor ofte man i denne Periode hører Fortællinger om forræderske danske Tjenere i Sverige. De synes at høre til som staaende Figurer ved fremragende svenske Mænds Fald. Saaledes, da Hr. Aage Hanssøn Thott faldt i Fantehulen 1510, opkom der et Sagn om, at hans danske Tjener Lasse Frost var Skyld deri,[11] ligesom ogsaa Hr. Sten Svantessøn Stures Fald 1520 tilskreves paa samme Maade en dansk Tjener, „hvem han havde elsket og udmærket fremfor sine Landsmænd“.[12]


  1. Styffe, Skandinavien under Unionstiden, S. 111.
  2. Udgiverne af Dipl. Norv. (IX, S. 332) gjette paa, at Hr. Kolbjørns Frue, Christina Jonsdatter, har været en Darre, men af et Dokument i Dipl. Norv. (VI, S. 520) sees, at hun har været en Hjerne. Neppe har hun dog været en Datter af Hr. Jon Hjernes Ægteskab med Hr. Sigurd Jonssøns Søster, thi i saa Tilfælde maatte Hr. Kolbjørns to Døtre, Cecilie og Begga, hans eneste kjendte Børn, vistnok have været med i den store Arv efter Junker Hans Sigurdssøn.
  3. H. Hildebrand (Sveriges Historia från äldsta tid till våra dager, förf. af Montelius m. fl., II, S. 314) forvexler denne Hr. Thord (Karlssøn) Bonde med en ganske anden Thord (Philippussøn) Bonde, naar han lader ham i 1455 ægte en Datter af en af Kong Christierns høitbetroede Mænd, Hr. Aage Axelssøn. Det rette Forhold sees hos Styffe, Bidrag till Skandin. Historia, III, CCLI—CCLII. En Forbindelse mellem Hr. Thord og Hr. dages Datter vilde ved denne Tid være utænkelig.
  4. Styffe, l. c. III, LXXXVII og de der citerede Kilder.
  5. Styffe l. c. I v. Gherens utrykte Krønike heder det under 1454: „De Engelschen nemen by den Schagen VIII Schepe myt vissche. De brandeden de Strome van Bergen.“ I Mai 1456 sluttede Kong Christiern et Forbund med Carl VII af Frankrige imod England, der er et nyt Bevis paa den hule Ostentation, hvormed Christiern saa ofte fremtraadte ligeoverfor fjernere Magter. Han, som paa den Tid havde Hænderne fulde i Norden, forpligtede sig til at bistaa Frankrige til en Landgang i England med firti eller femti Krigsskibe og sex eller syv tusinde Mand. F. Schiern, Nyere historiske Studier, I, Kbh. 1875, S. 64. (Dument, Corps universel diplomatique du droit des gens, Amsterdam 1725, Fol., T. III, partie I, p. 239—240).
  6. Sv. Rimkrönikor, utg. af G. E. Klemming, III, S. 1—4.
  7. Rimkrøniken (l. c. S. 4) betegner dem ogsaa som „Almoge“.
  8. Rimkrøniken siger, at „Hr. Kolbjørn og alle hans Mænd“ toges til Fange. At hele Bondehæren, der efter samme Krønike skulde udgjøre 3000, fangedes af 300, er dog utroligt. Jeg forstaar derfor ved „alle hans Mænd“ kun alle dem, der vare om ham paa Bjerget.
  9. Han var paa Ørebro Slot den 28de December 1456, (Brings Handlingar, II, S. 248), men saasom han netop en Maaned tidligere, 28de November s. A., var tilstede i Kolbergs Kirke i Smaalenene og der afsluttede en Gaardhandel (Dipl. Norv. III, S. 611, har man ondt for at tro, at han da var ufri Mand, men maa snarere gjette paa, at han har været i Sverige for at underhandle om Stilstand eller lignende. At antage, at Slaget skulde have staaet i Mellemtiden, er selvfølgelig muligt, da Hr. Thord paa den Tid var død.
  10. Sv. Rimkrönikor, utg. af G. E. Klemming, II, S. 6—8, og Sveriges historiska og politiska visor, utg. af G. O. Hyltén-Cavallius og G. Stephens, I, Ørebro 1853, S. 140—142. Styffe søger (l. c. III, XCI) at gjøre det sandsynligt, at Jøsse Boson virkelig fra dansk Side har været hvervet til Mordet. Det ene af Indicierne, et Brev af 1464, betegner han imidlertid selv som „en tvetydig Autoritet“, og det andet vil han søge deri, at Rimkrønikens Forfatter skal have kjendt Morderens Skriftefader og af ham hørt, at Jøsse siden ugentlig gik til Skrifte forat bekjende den Synd, at han paa dansk Opfordring dræbte Hr. Thord. Saadant forekommer mig ikke at kunne udledes af Rimkrønikens Ord. Det heder i denne (III, 8):

    „Jösse Boson förraadde marsken och sveek,
    Gudh maa giffua marsken syna naadh,
    Än thaa at danska giffuo det raadh,
    Hvaria wiku scriptadhe han siik,
    Saa sade hans Scriptafadher för mik.“

    Men det forekommer idetmindste mig rimeligere at antage, at det var Hr. Thord Bonde selv, som pleiede at gaa til Skrifte hver Uge, og at Rimkrønikens Forf. har anført dette som Bevis paa sin Helts Fromhed og som noget, hvorpaa han grunder sit Haab om hans Sjels Salighed, — ikke at tale om, at det er langt rimeligere, at samme Forfatter har havt Leilighed til at kjende Hr. Thords svenske Skriftefader, end den danske Præst, for hvem Jøsse, der sikkerlig ikke vendte tilbage til Sverige, kunde tænkes at have skriftet i Danmark.

  11. „A veteri familiari suo, Lassefrost dicto, proditus.“ Olai Magni Hist. de gentibus Septentr. Lib. XIII, cap. 49.
  12. „Periit proditione satellitis Danici, quem indiscretius quam cautius prae ceteris indigenis diligebat et amabat, exemplo ad posteros relicto, ne talibus se confidant custodibus.“ Ibid. Lib. XI, cap. 24.