Kong Christian den fjerdes norske Lovbog af 1604/Odelsbolk

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Utgitt av Frederik Hallager og Frederik BrandtCarl C. Werner & Komp.s Bogtrykkeri (s. 96-107).
Landbreide, eller Odels Balcken

Huilcke jorder som ræt odels jorder ere,
cap. I.[1]

[2]Først1 kaldis den jord odels jord, som haffuer liggit vnder it etleg vdi 30.[3] vinter eller lenger. Den maa ingen lowsøge fra den et, som den vdi saa lang hæffd haffuer haffd: [men bliffuer hannem oc hans arffuinger, til odel angerløst, vden det er pant eller forlæning,

Dernest kaldis den jord odels jord, som konningen giffuer nogen,[4] [eller nogen giffuer konningen.[5]

For det tredie kaldis den jord odels jord, som [to aff den mands forældre haffuer haffd for hannem: oc er nu kommen i den tredie led,[6] oc er bleffuen hos dennem vlast oc vkierd, saa lenge som forskreffuit staar.

For det fierde kaldis det odels jord, som nogen skiffter sig til aff anden: oc giffuer hannem sin odels jord for igien. Saa de jorder huer vdi slig skiffte fanger, kaldis da hans odels jord, som det sig til skifft haffuer.

Om brödre skiffte sig odel imellem,
cap. II.[7]

Ville2 brødre to eller flere, eller quinder som odel skal følge, som ere daatter, eller sønne daatter, fadersøster oc broderdaatter, skiffte sig deris odel imellem: da skal den odel huer met laad fanger, bliffue hos hans green eller affkomme, [baade at besidde oc opbiude,[8] oc icke komme til anden green, den stund deris arffuinge leffue: vden de komme i armod, oc formaa icke at kiøbe. Saa lenge bliffuer odel dem imellem vadskild, indtil huer maa haffue den andens daatter. Er mand oc quinde lige nær baaren til odel: da skal den skifftis dem imellem, lige som anden arff, [effter som i første arff formælis.[9]

Om odel at skiffte lowlig,
cap. III.[10]

Naar3 de ville skiffte deris odels jorder, oc haffue herritzmend, [eller deris fællitz venner[11] der hos: da skal den som skiffte begierer, steffne alle sine medarffuinger til jorden, naar den er oben oc vsaaid, oc saa lang tid tilforne, at hand kand haffue lowlig tid, at komme effter leiligheden, om hand er inden lands.[12] Vil hand da icke komme til skiffte, oc hans vederpart beuiser, at hand vaar lowlig steffnd: da maa de dog skiffte, oc tage saa mange laader, som de ere medarffuinger, oc sette mercke paa huer deris laad: huilcke mercker, skellige mend skulle besee, oc kaste, saa de kand acte huad huer tilfalder vdi husz oc jord, oc sette der steen imellem, som de forenis om, oc skal leggis tre steene tilhobe.[13] Oc fare saa til tinge, oc liuse, huad huer i skiffte er met laad tilfalden, [oc tage der tingsvidne paa:[14] oc det beholder huer siden angerløst. Er nogen aff medarffuingerne vden lands: da skal hand haffue 12. maanede steffne, at møde til jorde skiffte. Kommer hand da icke, da skal hans arffuinge steffnis. [Vil hand icke komme paa jorden: da maa hand steffnis til hoffuitbøllit met tuende vidne: Vil hand icke komme: da maa de dog skiffte effter som forbemelt er,[15] [oc skiffte hele oc halffue byer, sønder: vden de anderledis der om kand forligis.[16]

Ingen maa sønne den anden jæffnit[17] inden tre aar: dog beholder huer sin laad, oc den mere fick, legge fra sig til den mindre haffuer.

[18]Talis icke paa jæffnit, oc skiffte inden tre aar: da beholde huer det hannem tilfaldt angerløst.

Om odel at selge oc opbiude, om det vorder fal, oc huorledis det skal löszis,
cap. IV.[19]

Vil4 nogen mand eller quinde, som odel haffuer bekommit, sin odels jord selge: da skal hand fare til det tinge, vdi det fylcke, den jord hand selge vil, vdi ligger, naar ombudsmand er paa tingit, oc lydeligen tilbiude alle sine frender, som ere odelsmend til den jord met hannem, oc giøre dem laugsteffne, at løsze inden sex maaneder forfaldeløst.[20]

Det er forfald, om den neste odelsmand er icke ved pendinge: da skal hand det liuse huer tiende aar, inden 30.[21] aar, oc at hand er nest odelsmand til den jord. Vinder hand siden pendinge inden de 30. aar: da maa hand det igien løse: endog en anden, nest hannem er, haffuer det kiøbt, [om hand kand sig lowlig det[22] til beuise, met breffue oc lowlig odels breide.[23]

[24]Den anden forfald er, om hand er vden lands i konningens eller sin egen bestilling: [da maa hand løse det inden tolff maaneder, effter hand hiemkommer i det fylcke jorden ligger, oc faar at vide, at den jord vaar laugbøden.[25]

Den tredie forfald er, om hand er siug, eller saar, oc viste icke at jorden vaar laugbøden.

Haffuer nogen mand løst andens rette odels jord til sig, den stund de haffuer verit vden lands, som det met rette burde at løse: da maa de det løse fra hannem igien inden 12. maaneder, dernest effter de hiemkommer, i det fylcke jorden i ligger, oc de bliffue aduarit at det vaar laugbøden. [26]Kommer neste odelsmand met pendinge til jorden at rette steffne dag, oc vil kiøbe: da skal hand saa dyre kiøbe, som sex skellige mend vurdere, baade husz, jord, oc alle de lunder der til ligger: endog den anden kiøbte dyrer, som icke er der rette odelsmand til.

Vil den som laugbød, icke da selge sin jord: da giffue den anden roffkiøb, en øre for huer tiende marcks kiøb.

Mistroer den som selge vil, at det er icke hans egen pendinge, men at hand vil kiøbe til anden: da suerge hand met sin eed, at hand vil kiøbe sig selff det til odel, oc icke til nogen anden. Vil den som kiøbte samme odel, selge det igien: da skal hand tilbiude den det, som hand kiøbte det aff, eller hans frender, om det vaar deris odel.

[27]Vil nogen kiende nogen de jorder, som ere giffne til kircken, at vere giffuen aff hans odels jorder, oc lowligen met sande odels breffue kand det beuise: da maa hand vere nest den at besidde, for lowlig landskyld til kircken, effter sex laugrettis mends vurdering. [Dog skal arffuinge effter arffuinge feste det, aff konningens ombudsmand, som raader for kircken, for en kiendelse skyld. Oc skal den eldste nyde aasædit effter lowen.[28]

Om jordbreide oc odels trette,
cap. V.[29]

Vil5 nogen tale paa sin odel, da skal hand fare til den som jorden haffuer, som hand vil for sin odel kiende om høsten, naar høe oc korn er affhøstit: oc tilsige hannem for jul, oc steffne hannem met to mend at møde paa den jord hand paataler, tijszdagen nest effter paaske vge, at høre der hans odels vidne: oc da annamme aff hannem slig pendinge, som jorden kand vurderis for aff skellige mend. Vil hand da suare, at den jord hand paataler haffuer liggit vnder hannem, oc hans forældre vdi 30.[30] aar oc mere: eller oc at det er hans odel, eller oc at haffue verit hans frender som paataler laugbøden, [baade odelszmand, oc odels slegte,[31] oc vil det beujse, at „den jord der effter er sold vnder hans etleg, oc vil fordi den verge met low oc dom: saa skal de baade fare til jorden om vaaren, den tijszdag nest effter paaske vge. [Men dersom den tijszdag falder paa en hellig dag: da skal de fare der til den neste søgnedag der effter.[32] Oc da skal huer aff dem næffne sex mend paa sin side, som icke hører nogen dem til, eller er dem besuogrit inden fierde led, eller oc er deris affuinds mend. Beuisis da met to mends vidne, nogle slige at vere tagne til domsmend i den sag: da skal de igien vdtagis, oc næffnis andre vuillige mend i deris sted, oc de skal dømme dem imellem. Da skal sagsøgeren først lade fremkalde de to mend, som steffnede hannem for jul, at møde paa jorden, tijszdagen nest effter paaske vge, at høre hans vidne, oc annamme sine pendinge.

Dernest fremføre sine odels vidne, [lowfaste folck, oc icke almindelige skøger, eller andre, som for nogen wærlig sag er low foruunden, som selff aff vide, huilcken den odels jord tilhører, eller oc sine lowlige odels breffue.[33] Haffuer hand slig lowfaste vidner [eller breffue, som lowlig ere:[34] da maa hand eske den andens adkom.[35] Vil hand da føre vidniszbyrd der imod: [da skal sagen indsteffnis for laugmanden, oc hand skal da kiende, huilcke rettist, oc best er, oc der effter dømmis den jorden til, som der best rettighed til haffuer.[36]

Kommer den icke til jorden, som steffnd vaar. da maa sagsøgeren dog lade bære sine steffne vidne, oc sine odels vidner: oc domsmendene bør der effter at tildømme hannem jorden, oc den anden saa mange pendinge, som den vurderis for. De pendinge skal hand lade see, at de ere der tilstede, oc skal dog foruare dem som sit egit, oc haffue dem som it laan: indtil den anden vil dem annamme.

Men dersom den der tiltalis, icke kunde komme til jorden for lowlig forfald skyld: daa maa hand dog siden tale der paa, førend den anden fanger hæffd paa jorden effter lowen, oc nyde huis hand haffuer ræt til.[37]

Odels jorder, som met gaffue oc gifftinge vdkommer,
cap. VI.[38]
Qvinder6 som til odel er baaren, skulle karle jord biude, lige som karle quinder. Søster skal søster jord biude, om de vorder arffuing til odelen. [39]Alle de odels jorder, som mand met lowlig skiøde aff rette eyere bekommer, eller met lowlig gaffuer, som forberørt er, oc besidder, oc haffuer vdi roelig hæffd vdi 30. aar: det beholder mand angerløst for odel waffuunden. Huem som midler tid vil føre nogen vidniszbyrd sin odel met at indvinde: da skal hand det giøre met lowlig odels breffue, heller skellige vidne, der selff aff veed, at det er hans rette odel der paa taler. Men huis gods som met giffting indkommer, oc leggis til hælnings fællag: det skal den som lengst leffuer, oc sidder i sin vurding beholde, oc effter dens død, falder det til rette odelszmend, [40]Oc huis jord, som fader giffter sin søn eller daatter met, veed hans hustrue det, oc er der hos, oc vrecker der icke obenbarlig paa: da maa hun det icke siden rygge eller hindis arffuinge, om miszdød vorder dem imellem: vndtagen hand haffuer giffuit mere end lowen tillader: da skal det jæffnis effter lowen.
Huorledís jordegods skal lös ladis oc affhendis,
cap. VII.[41]

Vinder7 nogen odels jord fra anden: da skal hand fra sig igien antuorde den samme jord hand aff hans bekommit haffuer, eller jæffngot i steden igien, effter sex vuillige mends tycke: oc den som jorden mister, haffue sine pendinge igien, effter sex mends sigelse, som før er rørt.

Om mand vil sin jord selge eller pantsætte til for sallemaal at igienlöse,
cap. VIII.[42]

Vil8 nogen sin jord selge eller pantsette til en visz forsagd tid at igien kiøbe eller indløse: da er det ræt, at den som saa kiøber eller panter, skal tage slig pendinge igien, som hand vdgaff.

Vil den som solde eller pantsette, indløsze den jord: da skal hand biude hannem sine pendinge til imellem mickelmisse oc jul: oc steffne hannem til jorden tijszdagen nest effter paaske vge, oc at tage da[43] sine pendinge, vden hand vil tilforne annamme sine pendinge, som hand kand beuise, at hand annammit aff hannem paa jorden.

Siger hand ney, hand vil icke tage sine pendinge: da maa den anden forfølge sin sag, oc nyde sine vidne, at hand steffnede hannem til jorden, oc tilbød hannem sine pendinge. Oc da giøre beujszligt, huor megit samme jord, er sold eller pantset for: oc dem[44] opbiude. Oc betale hannem met slige pendinge, som hand vdfick, vere sig guld, brend sølff eller gangbar sølff. [Haffuer hand icke slig pendinge: da maa hand giffue hannem slig mønt, som i landit giengbare ere.[45]

[46]Bonde maa icke selge sin hustruis jord, vden hindis vilie oc samtycke: men dersom hand selger det met hindis vilie: da skal hun vere selff tilstede, oc vdi to eller tre dannemends neruerelse, giffue der samtycke til: som de kand vnder deris segel giffue beskreffuit, at hun haffuer giffuit der beuilling til, da stander det. Skeer det anderledis: da viger huer til sit.

Om jordliusning,
cap. IX.[47]
Haffuer9 nogen jord, som hand haffuer kiøbt eller løst for pendinge vdi 10 aar, oc ingen liusning er paa: da løszis den fra hannem for fulde pendinge. Liusning er ingen nyttig, vden de baade vedtage som solde oc kiøbte. Siger enten dem ney: da beuise den anden met vidne, som hos vaar offuer deris kiøb. Haffuer encke, eller fuldmyndige møe tilbud[48] paa nogen jord: da skal de tage dem ombudsmand, lige god ved den de tiltaler, oc søge siden deris ræt effter lowen, saa som mand skulle søge fra dem.
Huorledis mand skal jord söge fra quinder eller vmage,
cap. X.

[49]Kommer10 jord vnder quinder, eller vnder den som vmyndig er: da skal mand søge den fra quinden, eller den vmyndigis verge, effter som tilforne er sagd om odels breide.

[50]Vil nogen tale paa [den jord, som met vilkor er affhend,[51] oc den som jorden haffuer i haand er vden lands:[52] da skal den jord søgis fra hans ombudsmand, om hand er til, eller hos hans arffuinger, lige som hand selff vaar tilstede. Selger mand jord, [som hand er steffnd for:[53] da maa hand søge den, hos huilcken hand vil, enten hos den som kiøbte eller solde, saa vel male jord som anden.

[54]Søn oc daatter, maa rygge det kiøb deris fader haffuer vlowlig sold odels gods, som icke vaar laugbøden: om det beuisis, at børnene vaare vmyndige den tid, det bleff sold, dog det ryggis inden 30. aar.

Om jordfundit gods,
cap. XI.[55]

Finder11 mand jordgraffuit gods, oc liuser lowligen op: da eyer konningen tredie part, odelszmand til jorden det vdi findis, tredie parten, oc den som finder, tredie parten. Men liuser hand det icke: da beholde konningen halffparten: oc odelsmand halffparten. Er ingen ret odelsmand til at regne: da eyer hand den tredie part, som jorden eyer.

Finder odelsmand selff pending i sin odels jord: da beholder hand de to parter, oc konningen den tredie part.

Finder mand pending i sin jord, som hand icke er odelsmand til: da haffue hand halffparten, oc konningen halffparten.

Finder mand pending i alminding: da haffue den som finder den tredie part, oc konningen de to parter.

Bryder mand høye, eller opgraffuer anden mands jord, vden deris forloff, jorden tilhører, oc finder der pendinge: da føre tilbage igien til den jorden eyer det hand fand, oc bøde der til landnam, oc jordespilde, til den jorden eyer. Mistroer jordrotten hannem, at hand førde icke alt tilbage, verge sig met tre mends eed. Falder hand at eeden, oc kand icke verge sig: da bøde lige som hand haffde staalit saa megit. Men pendinge skifftis, som før er sagd.

Om mand vil sig ombudsmand tage,
cap. XII.[56]

Er12 nogen mand, som boer inden land, oc eyer jord i en laugsogn, oc boer i en anden laugsogn: da maa hand faa sit ombud huem hand vil, oc tage det fra hannem, naar hand vil. Befaler hand oc en anden, at tage ombudit fra den hand det befalede, oc faa det en anden: da er det lige saa fuld, som landrotten fick hannem det selff.

Beskylder jordrotten sin ombudsmand at haffue tagit aff hans jord oc lagd til sit, huad heller det er inden giærdit eller vden:[57] oc hand siger sig at haffue kiøbt det aff rette eyere: da skal hand det beuise. Kand hand icke beuise sit kiøb: da siune sex skellige mend, huad jordrotten haffuer mist. Oc maa jordrotten vdsøge det met vurdering,[58] oc bøde ombudsmanden hannem landnam. Paa slig jord, som ombudsmand tog fra jordrotten, den stund hand haffuer hans ombud, maa aldrig hæffd[59] paafalde: [men maa søgis fra den det tog, eller fra hans arffuinger, oc komme igien, til den det[60] met rette eyer.[61]

Boer hand selff paa den jord hand tog fra sin jordrott, den stund hand haffde hans ombud: da bøde derfor, som hand sad paa den jord hand icke haffde fest. Men besidder andre den: da betale alleniste landskylden til sin jordrot.

Huis jorder nogen ombudsmand heden bygger: da skal hans aaremaal, som er tre aar,[62] holdis: endog hans jordrot tog ombudit fra hannem, før de aaremaal ere vde: dog maa icke ombudsmand heden bygge, førend de første aaremaal hand bygde ere vde:[63] Ombudsmand maa icke loffue nogen at bruge, eller selff bruge enten i skow eller marck, vden halffmere[64] en leilending maa loffue. Leilending maa ingen loffue vden landrottens forloff. Men landrotten maa loffue saa megit hand vil: dog saa, at leilendingen haffuer icke skade der aff, paa det, som i hans tagemaal kom.[65]

  1. Kilden M. L. VI. 2. Jfr. Chr. V. N. L. 5–5–1.
  2. Efter M. L. var Odelshævdstiden 60 Aar.
  3. [ mgl. i M. L. Jfr. Reces 1547 Art. 26; 1558 Art 50. Chr. V. N. L. 5–5–3.
  4. M. L. tilf. „med mindre han her givet den med andet Vilkaar.“
  5. [ mgl. i M. L.
  6. M. L.: tre Slægtled have ejet og er kommen under det 4de.
  7. Kilden M. L. VI. 1. Jfr. Chr. V. N. L. 5–5–2.
  8. M. L. „bæði at boðum ok at ábúð.“
  9. M. L. „undtagen i første Arv.“ – Herefter gjentager M. L. Bestemmelsen af V. 7 om Sønnesøns Ret til paa Skifte efter Bedstefader at indløse fra sine Farbrødre det Odelsgods, som vilde have tilfaldt hans afdøde Fader, med Afslag i Prisen, – hvilken Bestemmelse maatte bortfalde paa Grund af den i Chr. IV. L. indførte Repræsentationsret i hele Descendentsen.
  10. Kilden er M. L. VI. 3, men i det enkelte adskilligt forandret og tildeels misforstaaet. M. L. begynder med at bestemme, at, hvis Parterne alle ere enige, da maa de skifte som de ville, og lyse paa Tinge hvad hver er tilfaldet, og det Skifte bliver da urokkeligt. „Men dersom de ville have Herredsmænd (Tingmændene) dertil, (ɔ: skifte med Rettens Middel) da skal o. s. v.“ Jfr. Chr. V. N. L. 5–2–68.
  11. [ mgl. i M. L.
  12. M. L. tilf. „Den skal raade, som vil skifte i de største Stykker. Med Stang (með skapti) skal Jorden skiftes indengjærdes, hvis ikke Maaling med Snor (álbúrðr) tykkes bedre; men efter Øjemaal udengjærdes.“
  13. M. L. tilf. „hvilke kaldes Lyritter-Stene.“
  14. [ mgl. i M. L.
  15. [ Dette Passus synes at være misforstaaet. Der er i Kilden ikke Tale om noget 3die Stevnemaal til Skiftet; men der bestemmes, at „hvis Arvingen ikke vil møde, da skal Vederparten (efter at Skiftet er skeet) stevne ham til Hovedbøllet, og nyde der sine Vidner paa, at han stevnede ham til Jordskifte“ (thi det foretagne Skifte bliver ved Magt, uanseet hans Udeblivelse).
  16. [ I M. L. heder dette: „Den skal raade, som vil skifte i de største Dele, i Stykker paa hele og halve Gaarde, (bœum, df. her det meningsløse Byer) uden andet tykkes dem sandere.“
  17. M. L. álbúrðr ɔ: Maaling med snor (ál).
  18. mgl. i M. L.
  19. Kilden M. L. VI. 4, jfr. Chr. V. N. L. 5–3–1, 2 og 4.
  20. M. L. anfører den Formular, som Lovbyderen skulde bruge: „Disse Ejendomme ere mit Odel, og det vil jeg nu sælge. Thi byder jeg alle mine Frænder dem, som til Løsning ere berettigede, og jeg stævner alle Odelsmænd, dem først, som nærmest ere, dog de alle have Ret til at byde, – til at løse det for sligt Værd, som 6 skjønsomme Mænd vurdere. Jeg gjør lovligt Stevnemaal til Pengenes Betaling tilfulde efter ret Landslov.“ Derhos tilføjes, at Sælgeren ikke skal være ansvarlig for Lovbydelsesvidnerne længere end 10 (i et Par Codd. 1) Aar.
  21. M. L. 60.
  22. Nogle Aftryk have der.
  23. [ mgl. i M. L.
  24. De 2 følgende Passus synes at være misforstaaede. Det heder i M. L.: „Det er andet Forfald, hvis han er udenlands; saa og hvis Kongen sender ham i sit Erinde, eller han er syg eller saar; saa og hvis han ikke vidste, at Jorden var lovbuden.“ Disse 4 Forhindringer vare altsaa hver for sig Forfald; Fraværelse indenlands kun hvis den var i Kongens Erinde, men udenlands bestandig. Det mærkeligste er, at den blotte Uvidenhed om den passerede Lovbydelse var gyldigt Forfald. Cfr. Chr. V. N. L. 5–3–4.
  25. [ mgl. i M. L. paa dette Sted, se nedf.
  26. Dette og de følgende 2 Passus til – „om det vaar deris odel“ er taget af M. L. VI. 5, jfr. Chr. V. N. L. 5–3–5 til 8.
  27. Første Punktum af dette Passus er taget af Truid Ulfstands og Claus Bildes Reces af 1539 Art. 12.
  28. [ Dette Punktum er nyt tilføjet. Jfr. Landslb. Kap. 1, nedf. S. 111.
  29. Kilden M. L. VI. 8, jfr. Haakon Magnussøns Rb. 1316 (gl. L. III. S. 120). M. L. VI. 6 (at Kongen skal byde og bydes Jord lige som andre) er ikke optagen i Chr. IV. L.
  30. M. L. har 60.
  31. [ M. L. „bæði oðalsmønnum ok oðalsnautum.“
  32. [ Dette er taget at Rb. 2 Maj 1313 Art. 9.
  33. [ Istedetfor dette har M. L. „tre Mænd (arofar). som vare 20 Vintre gamle da deres Fader døde, og odelsbaarne i det Fylke; og det skal deres Ed indeholde, at de skulle bære sin Faders Ord og ingen anden Mands. Dernæst skal han have andre 37, som vare 15 Aar da deres Fader døde, hvilke skulle sande hines Vidnesbyrd.“ Jfr. ogsaa Rb. 2 Maj 1313, Art 4.
  34. [ mgl. i M. L.
  35. M. L. har: Vidner.
  36. [ M. L.: „da skal ingen af dem lade (sine Vidner) sværge, men der skal stevnes for Lagmanden, og den skal da lade sværge, som Lagmanden synes har Ret. Da skal (hvis Odelsmanden vinder Sagen) Pengene udredes lige saa fuldt som efter Dom, saaledes som Jorden bliver vurderet. Men hvis Lagmanden finder, at Sagvolderen har Ret, da ligge Jorden saaledes som den var kommen, indtil den bliver lovligen løst fra ham.“
  37. Dette Passus synes at hidrøre fra en Misforstaaelse. Det heder i M. L. „Forspilder han (Odelsmanden) denne sin Paatale formedelst noget Forfald eller Vankundighed, som skjønsomme Mænd kunne kjende, da maa han dog tale paa den Jord, saaledes som nu er sagt, om det ogsaa sker sednere.“
  38. Kilden til dette Kapitels Begyndelse er M. L. VI. 7.
  39. Det følgende indtil: – „rette odelszmend“ er nyt. Slutningen af M. L. VI. 7 er saalydende: „Alle de Odelsjorder, som Kvinder arve efter sine Børn, eller som blive givne Kvinder i Tilgave, eller som man giver i Tiende-Gave (se M. L. V. 21, Chr. IV. L. 22), eller som ulovligen komme fra nogen, – for dem skal aldrig Præskription (fyrnska) indtræde, saa længe skjelligt Vidne findes. Dem maa den nærmeste Odelsmand paatale og søge til Løsning saa snart han vil, saaledes som Lovbogen siger.“
  40. Det følgende til Kapitlets Slutning er taget af Erik Magnussøns Rb. 1280, Art. 21.
  41. Kilden synes at være M. L. VI. 11. („Slig skal enhver overlevere Jorden, som han modtog den: er den bleven bedre, da kommer det ham tilgode; er den bleven slettere, da skal han erstatte det efter 6 skjønsomme Mænds Vurdering“), hvilket imidlertid dets Kilde (F. L. XII. 3) viser angaar Tilbageleverelsen af Brugspant (forsølu-jørð), og altsaa egentlig skulde haft sin Plads efter Kap. 12 (Chr. IV. L. 8). M. L. VI. 9 og 10, (der omhandle de 2 Indsigelser fra Besidderens Side, at hans egen Familie har besiddet Godset i Odelshævdstid, eller at Gaarden i sin Tid havde været Odelsætten lovbuden, men denne uden lovligt Forfald forsømt at løse den) – ere ikke optagne i Chr. IV. L.
  42. Kilden. M. L. VI. 12.
  43. mgl. i nogle Aftryk.
  44. Nogle Aftryk have: den.
  45. [ M. L. har istedetfor dette: „eller Kvæg, Korn, Smør og Varer, lige saa meget som han kunde kjøbe med det Guld og brændt Sølv, som han kjøbte den Jord med, og som sex skjønsomme Mænd vurdere er ikke ringere end det som blev betalt for Jorden. Kan han ikke skaffe de Vidner, som vare nærværende da han fik Pengene for Jorden, og tvistes der om hvor meget og af hvad Beskaffenhed Betalingen var, og den som betalte Pengene for Jorden ikke har Vidner derpaa, – da skal Løsningsmanden sande med sin Ed, at her er lige saa meget og lige saa godt Gods, som før var betalt, med mindre den anden fremfører 2 Mænds Vidne paa, at Godset var mere og bedre. Hvis nu Sagsøgeren fuldkommer sit Vidnesbyrd og sit Søgsmaal, da skal han modtage sin Jord og den anden sine Penge; thi da har han løst sin Jord retteligen og efter Loven. Hvis den anden, som har Jorden, (ɔ: Kreditor, som havde Jorden til brugeligt Pant), vil have sine Penge, da søge han dem som vitterlig Gjæld.“
  46. Det følgende af Kapitlet er nyt, jfr. Erik Magnussøns Rb. 1280 Art 22, og Haakon Magnussøns Rb. 2 Maj 1313 Art. 6.
  47. Kilden M. L. VI. 13.
  48. M. L. boð d. e. Løsningsret.
  49. Kilden til dette Passus er M. L. VI. 14, som dog er noget udførligere i Udtryksmaaden.
  50. Kilden til dette Passus er M. L. VI. 15.
  51. [ M. L. „stefnu jørð eða mála jørð sina“
  52. M. L. tilf. „eller udenfor Lagdømmet.“
  53. [ Misforstaaelse af Kildens ór stefnu = fra Stevne ɔ: sælger man den Jord, som man har kjøbt paa Vilkaar, at Sælgeren skal have Ret til en bestemt Tid at gjenløse den; altsaa den Jord, som man har til brugeligt Pant.
  54. Kilden til dette Passus vides ikke.
  55. Kilden M. L. VI. 16.
  56. Kilden M. L. VI. 17.
  57. M. L. tilf. „og gode Mænd vide Besked derom.“
  58. M. L. með útbeitslum (d. e. som vitterlig Gjæld).
  59. M. L. fyrnska: ɔ: Præskription.
  60. mgl. i nogle Aftryk.
  61. [ Dette Sted er misforstaaet; det heder i M. L.: „Man skal søge den, som tog det eller hans Arvinger; men Jorden skal søges fra den, som da besidder den.“
  62. M. L. arðir.
  63. M. L. tilf. „Hvis Jorddrotten eller hans ombudsmand dør, da holdes et Aaremaal (arðarmáli: kontraktmæssig bestemt Forpagtningstid) derefter. Saa og hvis en Mand drager bort fra Landet, da beholde (Ombudsmanden) Ombudet i 3 Vintre, hvis ikke hin (Jorddrotten) dør før; thi da er ombudet selvtaget fra ham. Tvivler ombudsmanden om at Jorddrotten er død, da skal Arvingen, den Tid dette spørges for sandt, føre et Vidne, som vil sværge, at han holder det for at være sandt; da skal Arvingen modtage det (Ombudet).“
  64. M. L. hálfu meira ɔ: dobbelt saa meget.
  65. Jfr. ndf. Landslb. Kap. 8 i. f.