Kong Christian den fjerdes norske Lovbog af 1604/Arvebolk

Legg til lenke
Fra Wikikilden
Kong Christian den fjerdes norske Lovbog af 1604
Utgitt av Frederik Hallager og Frederik Brandt, Carl C. Werner & Komp.s Bogtrykkeri,  (s. 68-95).
Gifftinge, eller Arffue Balcken.
Om quinde gifftinge, hiemfölge, oc tilgaffue,
cap. 1.[1]

Fader1 oc moder om de ere til, skulle raade at giffte deris daatter. Ere de icke til: da skal hindis neste fædernis frender[2] raade. Oc bør dennem at sige,[3] huad pending oc gaffue samme deris frencke skal haffue: [oc skulle de det føre met sig, naar brøllupit skal vere.[4] Oc skal berammis huad dag brøllupit skal vere.

End om de forligis icke om dagen:[5] da skal festemanden haffue to vidne til, aff de som hos vaare, oc hørde huad loffuit oc talit vaar om hiemgifft Oc forligis de icke om tilgaffuerne: da skal oc pigens gifftingsmand, haffue der to vidne til, som før er sagd.

Icke skal i klæder mere giffuis i hiemgaffue end treding: men det andit skal vere i slig vare, som hand kand affle pending met, som pigen faar.[6]

Om daatter[7] tager arff effter fader, moder eller broder, eller huem der tagis arff effter, oc somme ere giffte, oc somme vgiffte: da skal de som vgiffte ere, tage saa megit i hiemgifft aff vskiffte arff, som den der tilforn mest fick til hiemgifft. End ere de alle giffte, oc er deris pendinge icke lige skifft, som de skulle haffue hiemen: da skal de som icke haffue faait fylliste, tage vdaff det, som vskifft er, lige ved de andre, saa lenge pendinge recker til. Er der oc nogen pending[8] laant til hiemgaffue, oc hannem i hender faait, som pigen fick: da eyer hand dennem saa frelse, som de fader oc moder gaff hinde.

Siger nogen, [at hand icke haffuer laant pendinge[9] der til: da skal hand suerge met sin eed allene, saa vel quinde som karl: Oc maa den mand hinde faar til ecte, kreffue [de andre hindis medarffuinge til jaffnit[10] (oc skal det mindskis i hindis gaffue, om hun haffuer faait for megit effter jaffne regning.

Om nogen möe giffter sig vden sin faders, moders eller broders raad: oc om quinde forraad.
cap. II[11]

Om2 nogen møe eller quinde giffter sig vden sin fader, moders eller broders raad, eller deris, som bør hinde at forsee, hun haffuer forgiord all den arff, som hinde kand der effter tilfalde: oc tage saa den arffuen, som nest effter hinde her at arffue, lige som hun vaar icke til: [vden saa er, at de som hinde burde at giffte, siunis met andre hindis frenders raad, at hun haffuer sig selff vel forseet,[12] oc der paa giøre deris eed. Dog skulle de det offuerueje oc tractere, met den som raader hindis gifftermaal.

Disse ere de, som skulle hinde giffte, først fader eller broder samfedde [oc ectefød:[13] dernest moder som ecte er, er hun icke til: da skal den mand, som er hindis neste arffuinge, som er 20. aar gammel, eller eldre, raade hindis gifftinge.

Om nogen faar quinde anderledis: da bør hannem at staa til rette effter tolff mends dom: vden hindis neste frender tyckis saa raadeligt vere, som før er sagd.

Encke maa sig selff giffte met huem hun vil: dog met nogen aff hindis frenders raad.

Er der nogen rufferske, som vil ruffe folck sammen, oc locke nogit barn til ont leffnit, eller oc nogen mands frendkone, oc er der til vidne: da bøde effter 12. mends dom, som[14] hun haffuer formue til. [End den som lod sig locke oc bedrage, bør at straffis effter laugdom.[15][16]

Ingen møe skal raade for sine pendinge, vden at hun er 20. aar gammel. [Dog met hindis vergis forsiun[17]: endog at samme arff er hinde tilfallen. Vden at hun er gifft met sine frenders raad: da maa den mand som hinde faar, raade offuer hinde oc hindis pendinge.

Huilcken som hindis ectemand[18] er, bør at lade vere frelst, som hun faar i hiemgifft. Thi at alt det gods, som met nogen ræt skal vdsøgis: der skal ingen gaffue imod komme.

Encke maa icke giffte sig met flere pendinge, end som hun selff eyendis er.[19]
Om hælnings fællag,
cap. III.[20]

Sin3 quindis pendinge maa ingen mand aff landit fare, vden hindis vilie. Men hand skal raade for begge deris pendinge, til begge deris nytte oc gaffn.

Ingen af dem kand forgiøre andens pending. Oc slig ræt eyer huer mand paa sin hustruis vegne, som paa sin egen: om hinde bliffuer nogit met affuind miszgiord.

[21]Giffter mand sammen sine børn: da skal slige forord stande, som mand giør for sine børn: huad heller det er til fællag, eller hiemgaffue.

Ingen quinde bør at sønne sin huszbond fællag, naar hand vil legge deris pending til jæffnit. Met dette vilkor maa de legge sig fællag imellem: at huer dennem legger til fællag alt det de eye, eller eyendis vorder, met arff eller vdi andre maader: huad heller der skal skifftis ved barn eller vdarffuing: met slig forord, som de giøre sig imellem.

Skeer det oc, at nogen aff deris slegt, enten paa hindis eller hans side, formedelst alderdom, fattigdom, siugdom, eller vdi andre maade kunde komme vdi vanmægt: da skulle de opholdis aff begge deris bekostning.

End om bonden døer eller quinden: da skal deris wmage fare til dennem, som de dødis arffuinge ere.

Kommer huszbond oc hustrue sammen, som haffuer gods oc pending, oc døer enten dennem vden liffs arffuinge: da skal al vitterlig gield betalis aff fællitz boe, oc siden skifftis huis løszøre, som offuer bliffuer, lige i to parter, imellem den som igien leffuer, oc den dødis arffuinger: men odels gods falder frit til rette odelsmend.[22] Vden saa er de giøre anden forord i brøllupit, met deris neste arffuingers samtycke: oc met breff oc segel, eller lowlig vdskorne scriffter bekrefftis. Ville oc huszbond eller hustrue effter brøllupit, giøre huer andre nogen villighed i saa maade, som forberørt er, om løszøre eller feste gods: da holdis det icke, vden det skeer met deris neste arffuingers samtycke. Affler huszbond eller hustrue barn sammen, oc døer enten dennem fra barn: da skifftis baade løst oc fast i to lige parter, imellem barnit, oc den som igien leffuer: huad det er fader eller moder. Oc da beholde den dødis halff odel sin liffs tid, oc sidde i sin fulde vrning. Men effter deris død falder det frit til neste arffuinger oc odelsmend: men kiøbegods oc pantegods skifftis dem imellem, som anden løszøre. [Mistencker arffuingerne, at icke rettelig skifft er: da suerge den som sictis selff tredie, at alt er fremkommen ret til skiffte. Oc skal lige saa holdis om to fattige som icke haffuer gods eller pendinge, kommer sammen, som forberørt er.[23]

Haffuer nogen møe sin broders vergemaal at forrestaa: da skal hun dog icke tage aff hans pendinge sig til hielp.[24] End naar barnit kommer til sin laugalder, vil hand da giffne systeren eller hindis huszbond[25] sag, at de haffue tagit aff hans pendinge: da skal den som sagen tilleggis, suerge en eed, at hand ingen aff hans pendinge bekommit kaffuer. Kand hand den eed ey giøre: da legge vd saa megit, som hand haffuer bortgiffuit, oc hede mand diszuerre, [for hand icke bedre forrestod samme vergemaal.[26]

Om miszdöd skeer hion imellem om dets skiffte oc kiöbe jord,
cap. IV.[27]

Skeer4 miszdød hion imellem, der som icke er fællag lagt, oc enten dennem døer, at sommermaal, ihuad tid det er for mickelmisse: da skal huer sin landskyld nyde, som ind skal bæris at høsten. Men døer nogen siden mickelmisse, huad tid det er om vinteren: da skifftis landskylden, der vforbrugt er, effter jordernis mangfoldighed, oc effter som regning tilløber.

Om hustruen vorder beliggen, eller skillis fra bonden, oc om enten dennem sig forbryder,
cap. V.[28]

Forseer5 nogen ectefolck sig, met horeri: da haffuer den som sig i saa maade forseer, forbrut alle sine løszøre. Vil den vskyldige tage den skyldige til naade igien: da vere det den vskyldige frjt forre: oc da bliffuer det dennem imellem, saa som det icke skeed vaar. Men der som det offtere skeer, oc den vskyldige icke vil tage den anden til naade igien: da haffue igien forbrut sin løszøre. Men odels godsit beholder den vskyldige sin liffs tid, som sit egit: men siden falder det frjt igien til sande arffuinger, oc odelsmend. Men haffue de børn sammen, da falder halffparten odel til børnene, oc halffparten til den vskyldige: dog skal all lowlig gield, som i boen findis, betalis aff fellitzboe, førend nogen ræt vdtagis.

End om der kommer nogen sag paa nogen mands feste quinde, at hun haffuer ladet ligge hos sig, før hand fick hinde: da skal hand haffue [bøder for det hinde vaar giort:[29] end hindis giffting mand skal haffue rætten. End om nogen ligger met hinde siden hand haffuer fest oc faait hinde: da skal hand haffue bod, baade for rætten oc for mistyckit.[30] End faar hand hinde icke: da skal hindis verge haffue bod,[31] som før er sagd.

End om nogen gaar i seng til quinde, oc vil komme hinde i ont rygte. oc hun kand foruare sig, at hand kand ey fuldkomme sin vilie: da skal hand bøde effter 12. mends dom.

Om ectefolck vorder met lowlig dom adskilde,
cap. VI.[32]

Kommer6 der nogen meen eller breck imellem hion, saa at de maa skillies at, met deris raad, som raade bør effter guds low: da skal huer haffue sit gods. [Men om det skeer formedelst frendskab skyld,[33] oc viste hand det, den tid hand fick hinde, oc dylte det for hinde: da skal hand bøde for det suig, effter 12 mends dom, helten til hindis gifftinge mand, oc helten quinden.

End om nogen mand faar en quinde effter lowen, oc giffuer hinde nogen gaffue, oc bliffuer hand siden død: da skal hun haffue sin tilgaffue, oc hiemgaffue aff hindis[34] pendinge, om de recker til. End om det icke recker til: da skal icke arffuinge betale hinde aff sine pendinge. Thi at ingen skal sig quinde kiøbe, met anden mands pendinge.

Her begyndis arffue tallen,
cap. VII.[35]

Saa7 er den første arff, at ecte barn tager arff effter sin fader oc moder lowlig giffte, effter guds low oc menniskens low. Oc sønnesøn en eller flere, tager den arff, som deris fader oc moder tilstod. Vdi lige maade tager sønne daatter, oc daatter søn, oc daatter daatter, den arff, effter deris oldefader oc oldemoder: som deris fader oc moder tilstod. Er der en vdi den ene green, oc mange i den anden: da tage den ene, lige som hans forældre skulle tage. Oc de andre i lige maade, som deris forældre skulle tage.

[36]Tager en adels mand nogen wfrj quinde til ecte: da skal de børn, som met wfrj quinde afflis, icke regnis for adels personer, eller arffue vdi deris faders jorde gods. Men hans arffue gods skal effter hans død, komme vden pendinge til hans neste odelsmend oc arffuinger, som frj oc frels ere, oc føre skiold oc hielm, met huis andit gods, som der effter kand falde hans arffuinger til arff i andre maade, skal i lige maade komme til hans neste frj odelsmend, oc icke til hans børn, som aff wfrj quinde fødde ere. Oc huis frj gods, som met gifitermaal er kommen vnder bonden maa i lige maade komme til neste odelsmand, effter odels regning, dog at det løsis for pendinge.

[37]Der som oc fri quinde tager wfrj mand, met hindis frenders vilie, som hindis gifftermaal skal raade: da skal hindis gods selgis til neste arffuinger, inden aar oc dag. Oc met hindis børn holdis, lige som met frj mands børn, der wfrj quinde tager.

Saa skal gods oc pendinge skifftis effter fader oc moder. Broder tager heel laad, oc søster tager halff laad. Er ickun en søn oc en daatter: da tager hand heel laad, oc hun halff. End om fader haffuer odels jorder effter sig, da viger elste broder til hoffuit bøllit, oc de andre sødskinde tage lige odels jorder paa deris laad, huer for sin anpart, broder til broder laad, oc søster til søster laad, saa de ere jæffne gode effter dannemends vurdering.

Er icke broder eller broder søn til: da eyer elste søster hoffuitbøllit, oc de andre søster lige gode jorder, effter som før sagd er om brødre. Ere flere medarffuinge til en gaard: da skal den elste broder nyde aasædit til gaarden, oc giffue de andre sine medarffuinger fylliste for deris anpart vdi jord, eller andre jæffne gode vare. Kand det icke skee: da skal hand dog nyde aasædit, oc giffue sine medarffuinge landskyld, huer for sin anpart, effter sex laugrettis mends sigelse, oc gode tycke.

End Sønnesøn skal haffue jorder, som hans fader fald til.

Døer søn eller daatter, eller sønnesøn: da tager faderen arff effter dennem, vden at de haffue ecte børn effter sig, oc da tager barn arff effter fader sin, oc andre mend om det er afflit, endog at det icke er fød, om det kommer leffuendis i verden, oc faar daaben.

Tager ecte barn arff effter sin moder, oc døer saa vden ecte liffs arffuinger, oc fader arffuer det samme barn: da skal fader icke mere arffue effter sit barn end løszøre. Men haffuer barnit odels jorder: da skal fader det alt beholde hans liffs tid. Men effter hans død, skal den som nest odelsmand er, vdi moder leggen, karl eller quinde, som aff den quitzel er kommen, som det jordegods er affkommen, tage det odels gods, som barnit arffuede effter sin moder. Lige saa skal oc holdis, om moder arffuer det sit barn, som tilforne haffuer arffuit sin fader. Moder skal arffue alle løszøre effter sit barn, om icke syskynd er til, men odels jord falder frjt til faderfader.

Vorder daatter beliggen i sin faders eller broders gaard: da eyer hun huercken arff effter fader eller moder, vden haffue slig miskund, som fader eller broder (om fader er icke til) vil giøre met hinde.[38]

Er icke fader, broder, søster, sønnebarn eller daatter barn til: da tager hun den arff alt, saa som hun ingen sag haffde.

Allesteds som fællag er lagt imellem bonde oc hustrue: da skal hiemgaffue giffujs deris børn, aff beggis deris pendinge, effter som deris fællag giord vaar.

End om ey er fællag giord: da skal huer legge til sine børn, effter som de haffue pendinge til.

Icke maa fader eller moder vdgiffue sin søn eller daatter, met flere pendinge fra sig: end at der kand komme lige saa megit paa huer aff de andre deris deel, som igien ere: vden at de haffue det met deris loff, som ere deris neste arffuinger. End om mere er giffuit: da haffue huer af dennem lige megit, saa lenge pendinge recker til. Recker arffuen icke til: da legge tilbage til lige skiffte, den som mere haffuer oppebaarit, end som lowen vdujser. Det er low offuer alt landit, at naar en mand fester sig en quinde, met guds low, oc begge deris samtycke: da bør de børn som hand eyer met samme quinde, alle at arffue, huad heller de ere afflede før at de festis eller effter.
Anden arff.[39]

Saa er den anden arff, at broder er broders arffuing, som haffuer baade en fader ecte fødder.

[Maa oc søster tage en søster laad, met broder i all vdarff, om hun skicker sig erligen oc vel, lige som nu forholdis iblant adelen.[40] Men er broder icke til, da tage søster all arff, om de haffde baade en fader, oc er ectefød. Er hun icke til: da tage moder effter sit barn ectefød. End om hun er icke til: da tager moderfader, oc fadermoder ectefødde.[41] End om ingen aff dennem er til: da tager modermoder ectegifft.[42]

Tredie arff.[43]

Saa er den tredie arff, den tager farbroder ectefød, oc samfedde, om hans fader vaar ectefød, oc brodersøn ectefød, oc samfedde, om hans fader vaar ectefød: oc broder sammødde, om hans moder vaar ecte: da tage huer sin tredie part om de ere alle til.

End om faderbroder er ene, oc brodersønner flere: da skal faderbroder tage lige ved dennem. Er brodersøn ene, oc faderbrødre flere: da tager hand jæffne ved dennem.

Den samme ræt haffuer oc brødre, som haffuer ecte moder tilsammens. Oc altid skal saa her effter vere, at en i sin green, skal tage saa megit som to eller flere i anden green: Er oc icke flere end en til, da tager hand arffuen allene.

Er ingen af dennem til, som før er talit: da tager fadersøster ectefød, oc samfedde: oc broder daatter ectefød, som er kommen aff samfedde broder: oc søster ectefød, oc sammødde, met de vilkor, som før er sagd. Oc allesteds der som odels jorder er i skiffte: da haffue de odel, som til er baaren: oc de andre, løse pendinge.
Fierde arff.[44]

Saa er den fierde arff, den tager moderbroder ectefød oc samfedde: oc søstersøn ectefød oc samfedde. Ere de icke til: da tager modersøster ectefød, oc samfedde, oc søster daatter ectefød oc samfedde, aff samfedder søster kommen.

Femte arff.[45]

Saa er den femte arff, at brødresønner ectefødde, tager arff der effter om deris fader er ecte oc samfedde. End om de er icke til: da tager broder døttre[46] ectefødde, met samme forord.

End om de ere ey til: da tager sødskinde sønner ectefød aff samfedde sødskinde kommen. End om de ere ey til:[47] da tager søster døttre ectefødde. Er ingen aff dennem til: da tager etleding[48] arff. [49]Døer frille barn, vden liffs arffuinger: da maa moder ectefød arffue sit frillebaarn barn. Dog saa, det er icke afflit i hoerdom, eller frendskab, nermer end i lowen er tillat.

Siette arff.[50]

Saa er den siette arff, da tager farbroder ectefød, oc sammødder, oc brodersøn ectefød aff sammødderne broder kommen. Er de icke til: da tager farsøster ectefød, oc samfedde,[51] oc broder daatter ecte aff sammemødder broder kommen. ‘

Siuende arff.[52]
Saa er den siuende arff, den tager morbroder ectefød oc sammemødde, oc søstersøn ectefød aff sammemødde søstre kommen. Ere de icke til: da tager morsøster ectefød sammemødder, oc søster daatter ectefød aff sammemødder søstre komne, oc vorder disse huer andris arffninge. Oc skal saaledis holdis, huor to eller flere, haffuer en arff at skiffte, om ey er nogen til, som tilforne er omtalit.
Ottende arff.[53]

Saa er den ottende arff, at mand tager arff effter sin brodrunge barn, det er, effter sin faderbroders sønnebarn aff samfedder brøder kommen: vden at anden mand nermer findis: thi at i denne arff tager den som nest er. Dernest, den som jæffne skyld er aff samfedde sødskinde kommen, det er effter sin fader søster barnebarn, oc tager før i mandleggen, førend i quindeleggen. Ere de icke til: da tager manden arff effter søstrungebarn, det er effter sin moders søsters barnebarn.

Niende arff.[54]

Saa er den niende arff, den tager de mend, som effter ere brøderbørn ectefødde, som er kommen aff samfedde brødre. Ere de icke til: da tage de som effter ere sødskinde børn ectefødde. Ere de icke til: da tage de som effter ere søstrungbørn[55] ectefødde, som er den tredie mand i slegten. Oc tager føre mand en quinde jæffnit skyld.

Tiende arff.[56]

Saa er den tiende arff, den tager broder sønner[57] arff effter huer andre, om deris fader vaar ectefød oc sammødde. Ere de icke til: da tager brødre døttre ectefød, met slig forord, som forscreffuit staar. Ere de icke til: da tager sødskind sønner, som ere ectefødde aff sammødder sødskinde kommen. Dernest tager sødskind daatter ecte. Ere de ey til: da tager søster sønner[58] eetefødde: aff sammødder søstre kommen. Ere de ey til: da tager søster døttre ectefødde: aff sammødder sødskinde kommen.

Elluffte arff.[59]

Saa er den elluffte arff, at mand tager arff effter brodrung barn sit: som er effter sin faders broders sønne barn: aff sammødde brødre kommen: vden nermer slegt findis, fordi den nest er hand skal tage arff. Dernest tager de aff sammødde sødskind ere kommen. Der nest tager mand effter søstrung barn sit: aff sammødde søstre kommen: det er effter sin faders søsters barnebarn. Ere ingen disse til: da tager de mend, som effter ere brødrebørn, ectefødde aff sammødde brødre kommen. Der nest de som effter ere sødskinde børn, ectefødde af sammødde sødskinde kommen, oc før i karle kiønit, end i quinde kiønit. Der nest de som effter ere søstrebørn, tredie mande i slegten, oc tage jo før jæffn skyld karl end kone. [Der nest tage de som ere aff sammøddere sødskinde kommen, oc hør huer andre lige nær til. Dernest tager mand arff effter søstrungebarn ecte aff sammødder søstre kommen, som ere i tredie mands byrd, effter som forskreffuit staar: oc gaar manden i arff før quinderne.[60]

[61]Er ingen disse til, som forskreffuit staar, som i tredie led ere: da tage de som ectefødde ere i fierde led. Oc siden aa arff frem at gange, emeden affkom er til, inden siuende[62] mande: thi ey ganger arff før vnder konningen. Oc i denne arff tager huer som hand er nær vdi byrd.

Ingen maa tage arff for hin anden. [63]I lige maade skal de ectebørn, som aff frille fader eller moder ere fødde: tage arff effter fader, moder, oc frille frender deris, effter forscreffne arffue tal, lige som de tage der aff ectebaarne forældre fødde ere i sidste arff.

Tager nogen arff effter nogen, som er actet at vere ret arffuing der til, oc beujsis siden anderledis: da skal hand igien vdlegge til rette arffuinge, alt det hand optog, baade vdi jord, gods oc pendinge foruden landskyld, eller anden affuægst. Oc skal saa allesteds skee: der som andre bliffuer kiend for arffuinger, end den som ret arffuing er.
Huorledis mand etledis til arff,
cap. VIII.[64]

En8 mand maa vel etlede, huem hannem gaat siunis, som er erlig oc ectefød, oc giøre den til sin arffuing, som hand vil: met saadan skiel: at den som nest er arffuing siger der ja til.

End om hand eyer ectesøn: da maa hand sige ja der til for sig selff, om hand er fuldmyndig. End icke for dennem, som ere vfødde eller ligger i vanmægt.[65] Oc tager forskreffne etleding ey mere aff arffuen heller odelit, end den ectesøn gaff sin minde oc sagde ja til.[66] Oc skal den som hannem etleder, oc den som samtycker arffuen oc odelit, oc saa den som skal etledis, alle gaa for kircke dør, oc holde alle paa en bog, oc sige saa: Jeg giør denne mand til min arffuing, til saa mange peng ieg giffuer hannem til gield oc til gaffuer, til samquem oc til sæde, oc til all den ræt, som lowbogen siger, etleding børn bør at haffue effter lowen. [Det samme skal hand oc giøre til tinge, oc det met sin egen, sine neste arffuingers, som det samtycke, oc andre dannemends segel bekreffte.[67] Saa skal oc quinder etlede, som karlemend. Broder maa broder sin etlede. Oc faderbroder brodersøn. Saa maa oc flere mend, [som icke er huer andre skyld, huer andre[68] i et lede: saaledis som nu er sagd, saa quinder som karle, om den siger ja til, som er nest arffuing.

Den som etledis, skal de pendinge oc gods haffue, som hand er tilledder. mens de leffue, som etlede hannem der til, indtil dis at arffuen falder [effter den mand, som etlede,[69] siden bær arffuen hannem vidne til enig tid. [Oc etleding skal tage all den arff, som kand tilfalde den hannem etledit til enig tid, lige som hand vaar deris ectesøn, der hannem etledit.[70]

Liuse skal mand sin etleding huer tiende[71] aar, til saa lenge at hand tager arffuen, [effter den som hannem etledit.[69] End huo som anderledis etleder, end som nu er sagd: da er det som det vaar vgiord.

Om mand dræber anden for arff skyld,
cap. IX.[72]

Om9 nogen mand kommer saa ilde for skade, at hand slaer nogen mand ihiel for arff skyld: da haffuer hand forgiord den arff. Oc andre arffuinge som siden er nest til samme arff, skal haffue arffuen met rette, lige som den mand vaar icke til, som slog den anden ihiel.

Om deris arff der omkommer,
cap. X.[73]

Falder10 mand i strid, oc kommer der ingen fra, eller mand brender inde, eller druckner: da fare deris arff lige som de haffde alle i sengen[74] tillige død, vden anderledis der met kand befindis, met lowlig vidne.

Om detz arff der arffuingen icke er tilstæde,
cap. XI.[75]

Allesteder11 der som nogen døer, oc ey er arffuinge nær: da skal arffuen staa i deris hus, som manden døde hos i god foruaring, it aar omkring. End om arffuinger kommer icke inden it aar: da tager konningen den arff, vurderer oc foruarer hannem, oc siden beholde hannem om lowlige arffuinger kommer icke inden 10. aar.

End vdlendske mands arff skal staa 12. maaneder oc en dag, før den falder vnder konningen.

Om arff suig, oc den dödis gield at betale,
cap. XII.[76]

Ingen12 skal giøre anden arff suig, oc ingen maa giffue arff fra anden, vden lowlig gaffuer: vden saa er, at arffuinger siger der ja til. End ingen vnderfundig kiøb skal ved mact bliffue.

Døer nogen mand, da skal [hans arff settis i god foruaring,[77] oc de skulle [giffue bud[78] til alle dennem, som haffuer gield at kræffue, at de komme tilstede [til en forsagd dag,[79] oc tage huer slig skyld bort, som hand kand lowlig beujse sig til. Recker ey pendinge saa mange til, at alle gieldener kand fange sin fulde betalning: da skal det kortis for alle,[80] oc er da arffuingerne quit, om de sagde dennem lowlig til.

Om vmage, oc barnelös quinde at vdskiffte,
cap. XIII.[81]

Er13 der barne pendinge i nogen mands gaarde, oc quinde, som [icke haffuer børn, eller[82] icke haffuer lagd sin hælning fællag: da er det vel om pendinge recker til dennem paa baade sider. End om det recker icke til: da skal hun miste sine pendinge oc gaffue, hun skulle hafft aff sin bonde, thi at den skal miste meest, som bonden vaar meest skyldig, saa vel hans quinde, som andre, som hand vaar skyldig, saa lenge at de haffue alle lige, vden at hand aatte pant i nogen ting: da skal hand dennem først tage, Heller skal quinden miste sin gaffue, end de mend, som hand vaar skyldig, førend hand fisk hinde: thi at ingen skal sig quinde kiøbe for andens pendinge.

Hustruen skal haffue sin hiemfølge, os vmage sit gods. Recker icke pendinge til dennem baade: da skal huer miste som tal rinder til.

Ingen mand skal betale gield, som hand intet opbær: huercken søn eller anden mand, De som sine pendinge haffuer sammen lagd, oc døer en aff dennem: da skal den skyld betalis som deris fællag vaar til.

Om vmage skiffte, barnependinge, oc fierholds mand,
cap. XIV.[83]

Saa14 skal skifftis vmage os andre gamle vanføre folck, saa vel karle som quinder, imellem deris slegt oc arffuinger, ligesom anden deris tilstaaendis eller bortskyldige gield skifftis. End deris børn os barnependinge, skal den foruare som børnens neste arffuing er: huad heller deris verge er karle eller quinde. Oc skal deris gods vurderis for pendinge. 0c icke maa de barne pendinge føris aff det herrit:[84] vden at hand setter en anden til forløfftingsmand derfor, som der eyer selff jordegods, paa det at pendinge kunde [bliffue holdit barnit til beste hos vist folck, oc[85] bliffue der betalit, som de bliffue optagne, naar barnit kommer til laug alder.

[86]Haffuer barn saa megit gods os pendinge, som hand kand vel holdis aff: da skal den som hans verge er, tage barnit oc hans gods oc pendinge vnder sin vergemaal, oc holde barnit aff sin forlags øre eller rente pendinge, met tilbørlig klæder oc kost: oc haffue derfor om aarit, huad sex vwillige mend siunis billigt oc ræt er, men for sin vmage, skal hand haffue den fierde pendinge aff alt huis barnens gods oc pendinge kand forrente, offuer barnens kost oc klæder. Men huis offuer er, skal hand anuende barnit til beste oc framtarff. Oc skal saa foruare barnens gods oc pendinge, at barnit haffuer der gaffn aff, oc icke skade. Landskylden skal selgis aarligen effter som landkiøb er: oc de tre parter der aff, anuendis barnit til beste. Oc skal den som verge er, oc børnegods oc pendinge i foruaring, oc forsuar haffuer, giøre barnit rede oc regenskab, naar det kommer til sin myndige aar, for alt indtegt oc vdgifft. Dog at der vdi affkortis hans verge pendinge, som er den fierde pendinge, effter som forskreffuit staar. Frender bør til at see huer tolffte maanit, huorledis vergen handler met børnegods. Dersom de formercker at nogit der aff ødis: da skulle de maa antuorde en anden vederhæfftig mand det vnder henderne, som haffuer omgaat gods oc pendinge jæffne, saa megit som hand tager vnder sin vergemaal ved at hette. [Thi den maa icke verge vere, som icke er vederhæfftig. Vden hand kand stille nøyactig borgen, at huis hand tager vnder sin vergemaal, skal komme hans vmage til framtarff vden skade.[87] Icke maa den som børnependinge haffuer, antuorde anden mand dem. Giør hand det: da maa barnit, naar det kommer til laug alder, søge sit hos huilcken hand vil, enten den hans verge er, eller den vergen fick hans pendinge.

Ingen verge maa lade børnegods eller pendinge forkommis fra hans vmage, vden dom. Giør hand det: da skal hand sette sit gods eller pendinge i stedit igien, saa megit som barnit miste. Eyer barnit icke saa megit gods eller pendinge, at der kand nogen forlags øre, eller rente pendinge aff giffuis, eller oc renten icke kand recke til hans klæde oc føde: da skal hans verge det foruare, oc skal huercken formindskis eller formeris, men hand skal vdgiffue saa meget igien, som hand tog. Oc barnit ganger da til neste frender at fødis, indtil det bliffuer 12. aar gammel, siden skal det fortiene klæde oc føde.

Haffuer vmage halff marck boel jord: da bør der at gaa indstødde øre aff, det er fuld rente.

Døer bonde, [som haffuer lagd fællag met sin hustrue, eller giffuit hinde hinde hiemgaffue,[88] oc hun leffuer igien, oc de ere barnbunden, oc icke ere flere pendinge til offuers, end hun bør at haffue: da skal hun selff sine børn, hun ved den bonde haffde forsørge vden vederleg. Eyer hun[89] flere børn [ved anden mand:[90] da skal hun dennem skicke til fæderne frender.

Om vmagis ophold, aff detz fællags öre,
cap. XV.[91]

Kommer15 der fattigdom paa nogen bonde, som haffuer vmage inde hos sig: da skulle de skiffte deris vmage, effter som de haffue deris fællag tilhobe lagd, saa at moderen skal føre sine børn oc vmage til sine frender, oc de som deris neste arffuinge ere, oc nogit formaa, som før er sagd. Om de eye fire marck sølff: da er det forlags øre.

Gaar der[92] fire marck aff det gods vmyndig haffuer: da skal hand derfor tage en vmage eller myndige, eller saa mange som hand haffuer forlags øre for. Vil hand icke haffue vden en: da fare de andre frem til slegten, som neste arffuinger ere. Haffuer de icke forlags øre: da skicke de andre frem i slegten, til dennem, som formaa at holde dennem. Oc de skulle skickis i fædernis slegt, som fæderne slegt bør at haffue.[93]

Tager en mand sin vmage til tieniste:[94] da skal det holdis. End vjser hand hannem aff sin tieniste, oc lader hannem gaa husze imellem: da skal hand giffue konningen sex øre sølff, oc beuare hannem, som sagd er. Oc saa skal allesteds giøris oc gieldis, som lader sin vmage gange huse imellem, som nu er sagd, om hand veed, at hand er hans vmage.

Huor arff oc ræt skal sögis,
cap. XVI.[95]

Arff16 skal mand søge i det herrit,[96] som arffuen er tilfalden. End om hand leder sine vidniszbyrd andensteds end som arffuen er falden, eller at[97] kiøbsteds ræt: da er hans vidne forskut paa den tid. Thi at alt det, som met kiøbsted ræt giøris, skal met kiøbsted ræt søgis.

End alt det som i herrit er giort, dog at hand far imellem herrit oc kiøbsted, skal ligeuel effter landis low søgis.

Om arff mand besidder vlowlig,
cap. XVII.[98]

Sidder17 nogen mand i arff, oc biuder dom derfor, oc en anden siger sig det at eye, oc nermer tilkommer: da skal hand [steffne hannem til sit eget rettelige,[99] oc begiere at hand skal oplade hannem den arff, oc fare der aff. Vil hand icke: da skal hand steffne hannem til ting for ran oc besiddelse, om hand faar der lowlig vidne til, oc der kommer icke vidne imod igien: da bør tingmend hannem arffuen til at dømme: end hin skal bøde konningen to marck sølff,[100] for hand lagde dom for den arff. Vil hand ey aff fare: da skal hand begiere hielp aff tingmendene til at føre hannem aff den arff: oc er saa huer plictig konningen en marck[101] sølff, som icke vil met fare.

Kommer de der frem, oc vil hand den arff verge met od eller eg: da „er hand konningen plictig ti marck sølff, oc huer aff de som met hannem holde, tolff skilling.[102]

Slais de, da bliffue de vgilde som forrestaa, oc de fredhelger som tilkommer.

Om vankundige arffuinge, oc om arffue skiffte,
Cap. XVIII.[103]

Allesteds18 huer nogen er arff tilfallen, oc forsømmer aff vankundighed det at søge: da haffue den arff vdsøgt inden 10. vinter, om hand er inden lands oc [aff vanmægt:[104] om hand haffuer der forstand til, oc er vden forfald.

Eyer mand arff at skiffte: da er det vel, at alle komme til skiffte. Om somme vil ey til skifftis: da skal mand steffne dennem til skiffte met vidne, oc siden skiffte met vidne offueruerendis, oc legge der laader paa. Oc skal da huer[105] haffue den laad, som hand faar.

Siger nogen, at det vaar icke retteligen skifft, oc siger at der er noget vnderdølt: da skal hand, arffuen skal vdlegge, suerge selff tredie.
Om tuiffl er om mand er arffuinge, eller icke,
cap. XIX.[106]

Er19 der tuiffl vdi, om mand bør at arffue eller ey: da skal hand steffne hannem til ting, som arffuen forholder. Der skal hand nyde sine vidne, at hand steffnede hannem til ting. Hand skal oc anden vidne haffue, de som hos vaare, der hans moder vaar fest, oc næffne steden: oc da bør tingmend hannem arffuen til dømme.

Allesteds som mand vil sig til arff kiende: da skal hand haffue vidne der til, oc steffne dennem til, som arffuen er nest. Om hand steffner icke saa: da skal vidne forskiudis, oc der skal om den arff dømmis, som arffuen er falden, oc hans[107] jorder oc boe er.

Ingen mand skal arff eller gods skiffte, [vden met arffuingers loff: vden mand seer hand far met falskhed.[108] Huer mand, som haffuer sit fulde vid, oc maa[109] sin egen kiøb raade, oc er heste føer, oc fuldferdig: da maa hand selff sine pendinge raade: oc maa dennem ingen mand skiffte. Endog at nogen mand skiffter dennem: da skal det icke holdis.

Om mand skiffter sig vmage imellem som ingen pending haffuer,
cap. XX.[110]
Skiffter20 mand imellem sig, oc sin vmage, som ey haffuer pendinge, huad som de[111] skiffte oc legge laader paa: da skal det skiffte stande dennem imellem. Siden skulle de følge arffuen, om den er vmage, som godsit tilkommer.
Om mand kommer i vmage skiffte,
cap. XXI.[112]

Om21 nogen mand regnis i vmage skiffte: da er hand aff vmage,[113] naar hand er 20. aar gammel, oc bør da hannem at tage ved sit gods, oc faa sine pendinge, at foruare huem hand vil: om hand er ey selff myndig, eller trøster dennem at forestaa.

Men 15. vinter gammel mand, er for alders skyld vidnis før: oc tager selff ræt paa sig, om hand vorder met affuind miszgiord: skal hand oc fuld forsuare, om hand miszgiør ved andre.[114]

Mister oc hustrue sin bonde, eller bonde sin hustrue, yngre end 20. aar, oc ere lowlig tilsammen komne: da maa de haffue deris vergemaal, oc andre mends, som kand bæris vnder dennem: eller faa anden det, om de det heller ville.[115]

Item om nogen mand eller quinde vil giffte sig vden sin frenders raad: haffue forgiord sin landskyld oc rettighed, som dennem burde ved[116] sin arffuinge, [vdi tre aar.[117]

Kommer vmage nogen paa hender, som icke bør at forsørge den: da skal hand giøre hannem hiemsteffne, som bør hannem at forsee, oc lade hannem met vidne tilsige, at hand er nest hannem at forsørge: da er hand vdi hans foruaring, oc forsuar.

[Fører mand vrangelig vmage nogen paa hender: da gielde hand dennem deris fuldne kostnit igien der vmagen vaar tilførd, som hand der paa giord haffuer.[118] Oc huilcken vmage kommer vlowlig til, hand maa giøre huilckit hand vil, enten lade fare hannem tilbage igien, eller føre hannem til tings, oc lade tingmend dømme huort hand skal føris. Vil hand føre hannem tilbage: da skal hand fare hannem til den nattested som hand frakom. Vil hand icke annamme hannem: da bøde en marck[119] sølff til konningen, men døer hand for hans forsømmelse: bøde fuld bøder effter laugdomme oc tegen gield til konningen.

Haffuer mand vmage at skiffte met, oc den ene vil skiffte, oc den anden icke: da skal hand steffne den anden til skiffte, oc beujse at de ere lowlig steffnd til tinge. Vil hand icke komme: da maa forstandige mend skiffte dem imellem, oc legge laad paa: oc huer beholde[120] sin laad, saa vel den som icke kom til skiffte, som den der kom.

Om gaffuer der holdis skulle,
cap. XXII.[121]

De22 gaffuer skulle holdis som konningen giffuer nogen, eller nogen giffuer konningen. Huer mand maa giffue fierdings gaffue, aff det gods som hand haffuer afflit,[122] baade vdi land oc løszøre, huem som hand vil, saa vel sine egne børn ectefødde, som andre mend, en aff dennem, om hand vil. End tiende gaffue, maa hand giffue aff det gods, som hand haffuer arffuit, baade vdi land oc løszøre: endog hand icke spørger sine arffuinger at, huad heller hand vil det helbrede[123] eller siug. Oc slige gaffuer skal liusis til tinge, der som godsit vdi ligger, samme aar det bliffuer giffuit. [Det skal først betalis aff fierdings gaffue, oc tiende gaffue, som mand giffuer gud for sin siel: eller huem hand giffuer lowlige gaffuer:[124] [dog saa, at huem som kiender sig odelsmend til forskreffne gaffue gods: da tale sig der paa inden 30. aar, ellers bliffuer det den giffuit vaar til odel, oc da løszis for fuld øre, effter som forberørt er.[125]

[126]De gaffuer skulle oc holdis som mand giffuer helbred oc vsiug, saa at vidne vide det, oc mand affhender sig selff: dog saa, at skellige mend, de ey kunde acte det for arffue suig.
Om mand fremhielper anden, for skyldskab skyld, eller guds skyld,
cap. XXIII.[127]

Om23 nogen mand hielper frem den vmage, som hand er icke[128] skyld til effter lowen, oc en anden er hans arffuing, oc falder hannem siden nogen arff eller rettighed til, vdi huad maade det skeer, oc døer hand: da skal den som hannem hjalp oc opfødde, eller hans arffuinge, haffue fylliste for sin kost oc vmage. Oc hans arffuinge skal haffue det som der offuer er.

End om nogen føder en anden for guds skyld, oc hand er der ey arffuing til: det lønner hannem gud, oc bør hannem, eller hans arffuinge, icke derfor at haffue nogen pending.

Om bröllups gierd,
cap. XXIV.[129]

Ingen24 skal sit brøllup lenger giøre end to dage: huo det lenger giør, er konningen skyldig tre marck[130] sølff: oc den der lenger bliffuer, er konningen skyldig en marck[130] sølff.

Om arff gierd,
cap. XXV.[131]

Icke25 maa mand heller giøre nogen arffgierd,[132] oc der paa vende stor omkost, met dricke, eller vdi andre maade, enten naar begraffuelse skeer, eller arff skifftis: huem det giør, bøde konningen tre marck[133] sølff: oc huer som lenger bliffuer, bøde en marck[133] sølff.

  1. ↑ Kilden M. L. V. 1.
  2. ↑ Nogle Codd. af M. L. tilf. og Mødrenefrænder.
  3. ↑ M. L. „bestemme efter som de blive forligte derom.“
  4. ↑ [ mgl. i M. L.
  5. ↑ M. L. eindaga, men den rette Læsemaade er vistnok máldaga (Regnskabet), hvilket ogsaa findes i flere Codd.
  6. ↑ M. L. tilf. „Giftingsmandens Arving maa ikke rokke nogen Gave der er gjort saaledes, som nu er sagt.“
  7. ↑ M. L. Døtre.
  8. ↑ M. L. gripir ɔ: Kostbarheder.
  9. ↑ [ d. e. „at det ikke var til det Brug at han laante Kostbarhederne.“
  10. ↑ [ M. L. „af hendes Giftingsmand en lige saa værdifuld Ting.“
  11. ↑ Kilden M. L. V. 2.
  12. ↑ [ M. L. „med mindre Giftingsmanden vil hindre hende fra et passende Giftermaal: da maa hun gifte sig med skjønsomme Frænders Raad, hvis Partiet tykkes dem lige eller bedre.“
  13. ↑ mgl. i M. L.
  14. ↑ M. L. dersom.
  15. ↑ [ Kilden er misforstaaet; det heder i M. L. „men hin (ɔ: Rufferske, som ikke har Formue at bøde med) have Refselse efter Dom.“
  16. ↑ Herefter indskyde flere Codd. af M. L. følgende: „Den Mø, som bliver Arving, efter hvem det saa er, hun maa gifte sig selv til hvem hun vil naar hun er 15 Vintre gammel, dog med sine meste Frænders Raad baade paa fædrene og mødrene Side.“ – Dette Tillæg er saa vidt vides heller ikke optaget i den islandske Jonsbog.
  17. ↑ mgl. i M. L.
  18. ↑ M. L. Giftingsmand, hvilket naturligvis ogsaa maa være Meningen i Chr. IV. L.
  19. ↑ M. L. har: „Men dersom en Enke gifter sig, og lader Andres Gods regne med i sin Hjemmegift (ɔ: for derved at tilvende sig en forholdsvis saa meget større Tilgave), og laaner Ejermanden det til den Brug, da ejer Manden det med samme Hjemmel som det, Enken ejede. Men nægter Ejermanden at have laant det til den Brug, da nægte han det med sin egen Ed, og da afgaar det i hendes Hjemmegift.“ Jfr. ovf. Kap. 1 i Slutn.
  20. ↑ Dette Kapitel svarer til M. L. V. 3; men er meget forandret.
  21. ↑ Bestemmelserne om Egtefolks Formueforhold, indtil Slutningen af næstsidste Passus – „som forberørt er,“ er i Chr. IV. L. aldeles forskjellige fra de tilsvarende i M. L. – Det synes som om det fornemmelig var de paa Oplandene og i Vigen efter Eidsiva- og Borgartingslovene gjældende Bestemmelser, i Forbindelse med Kong Haakon Magnussøns Retterbod om Fællig (Norges gl. L. III. No. 57, S. 139–41) der ligge til Grund for Chr. IV. L. i dette Stykke. Men derhos er deri gjort mange Forandringer, formentlig især som Følge af den danske Lovgivnings Indflydelse. Da det neppe vilde være muligt ved specielle Citater at give nogen klar Oversigt over dette Forhold, har man troet at burde meddele de anførte Steder af de gamle Love i deres Sammenhæng. – Efter de fleste og bedste Codices af M. L. heder det: „Ingen Kvinde maa nægte sin Husbonde Fællig; men paa den Maade skulle de lægge Fællig sig imellem, at hver lægger til Fælliget alt hvad han ejer eller ejende vorder ved Arv eller paa andre Maader. Faar den ene siden fattige Slægtninge at forsørge, da skulle de dele Bekostningen, om ogsaa den anden ingen faar. Men hvis nogen af Egtefolkene dør, da skulle deres Fattige falde til den, som da er lovlig forpligtet at sørge for dem. Den af Egtefolkene, som lagde mest til Fælliget skal tage mest igjen, eller dennes Arvinger; derefter skal det deles halft om det er forødet; men dersom det er forøget, da skal Manden eller hans Arving tage 2 Dele at Overskuddet, og Konen den tredie Del. Om dette Fællig behøve de ikke at spørge nogen Mand; men hvis de lægge Fællig paa anden Maade, da skal det ikke holdes, om ogsaa Arvingen ikke forstaar eller ikke vil (rokke det); thi Loven bryder det Fællig. – Nu er der ikke Fællig mellem Egtefolkene, da skal Konen, hvis hun bliver den længstlevende, beholde den Tilgave, som blev hende given, og som Vidner vide blev lyst paa Bryllupsdagen. Kvinders Giftning og Tilgaver skal man lyse hvert 10 (en enkelt Cod. 20) Aar i Mænds Forsamling, hvor man vil: ved Kirke eller paa Tinge. Men dersom Konen dør før Manden, da tage hendes Arvinger Hjemmegiften, men Tilgaven bortfalder.“ – 2 Codices af Eidsivatings og 1 af Borgartings Lovbøger (Cod. reg. Hafn. mbr. No. 1940 qv., Cod. reg. Stokh. mbr. No. 17 qv. og Cod. A. M. mbr. No. 58 qv.) have derimod istedetfor dette følgende, der dog upaatvivlelig er et Stykke af den ældre Eidsivatings- og Borgartingslov, og ved en Fejltagelse indkommet i disse Eidsiva- og Borgartingscodices af den nyere Landslov: „Ingen Kvinde maa negte sin Husbonde Fællig. Nu faar Mand en Mø eller en barnløs Enke, da maa de ikke lægge Fællig sig imellem uden sine Arvingers Samtykke. Men hvis de avle Børn til sin Arv, da maa de lægge Fællig mellem sig, Helmings-Fællig, hvis der skal skiftes med Børnene; men hvis der skal skiftes med Udarvinger, da skal den længstlevende have 2 Dele og Udarvingerne den tredje Del (jfr. Kap. 4 i. f. jfr. F. L. VI. 8); men deres Odel falder efter som Lovbogen bestemmer. Nu faar man en Enke, der har Børn til sin Arv, som ere umyndige: vil hun da lægge Fællig med sin Mand, da skulle Børnenes Fædrene-Frænder stævnes til, og deres Fællig lægges efter Godsets Størrelse, Jord mod Jord, og Løsøre mod Løsøre. Det Fællig maa ej rokkes, som saa vorder lagt. Men hvis de lægge sit Fællig paa anden Maade, da maa bryde det hvem som vil: hans Arvinger eller hendes, saaledes, at de skulle fremtræde paa Tinget og sige sønder det Fællig. overalt hvor 2 Egtefolk lægge sit Fællig sammen, da skal det holdes efter som Vidner vide. Og hvis der siden tilfalder en af dem Arv eller fattige Slægtninge, da tilfalder det dem begge i Forening efter samme Forhold, som deres Fællig var lagt; thi de skulle lige saa vel dele Tab som Fordel. Dersom Konen bliver den længstlevende, skal hun beholde den Tilgave, som blev hende given, og som Vidner vide blev lyst paa Bryllupsdagen o. s. v.“ – Uagtet altsaa disse Bestemmelser egentlig ikke skulde have været gjældende efter Magnus Lagabøters Lovrevisjon, synes de dog alligevel at have holdt sig; i det mindste synes de kjendelig at ligge til Grund for Kong Haakon Magnussøns Retterbod om Fællig (gl. L. III. S. 139–41), der bestemte: „Først, naar man gifter sine Børn sammen, da skal den Bestemmelse gjælde, som man gjør for sine Børn, hvad enten det er om Fællig eller om Tilgave (ɔ: Særeje). Nu faar man en Mø eller Enke med Tilgave (ɔ: Forældrene have bestemt, at der skal være Særeje), da maa de lægge Fællig saa snart de avle Børn til sin Arv, hvis de bægge vil, og den Mø eller Enke var gift med sine Frænders Raad; Helmings- fællig, hvad enten der skal skiftes med Børn eller Udarvingen og de maa lægge i Fællig alt hvad de eje og ejende vorde med slige Vilkaar som de fastsætte sig imellem. Men hvis Egtefolkene ville lægge Fællig, og den ene af dem eller begge forhen har umyndige Børn, da maa de lægge Fællig paa den Betingelse, at begges nærmeste Frænder og de forstandigste af dem, som vilde været Børnenes nærmeste Arvinger, hvis Fader og Moder var døde, samtykke det; med mindre Lagmanden og andre gode Mænd skjønne, at det er gjort med Svig og Underfundighed imod Børnene: da være det Fællig som ugjort.“
  22. ↑ Denne Bestemmelse er uden Tvivl indkommen ved en Misforstaaelse af Ordene i den ovf. gjengivne Variant af Eidsiva- og Borgarting-Codices „en odel fari eptir þvi sem løgbók váttar,“ – hvilket man maaske paa Grund af de danske Arveregler har troet skulde betyde „uden vederlag “ – Se endvidere Forordn. given paa alm. Lagting i Bergen 29 Juni 1557 (Krags Hist. II. S. 273) og samtidig Dom hos Paus S. 820 samt Kap. 7, 1ste Arv, nedf. S. 79. Jfr.Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur 1854, S. 262–4.
  23. ↑ [ Dette Stykke synes at være taget af M. L. V. 4, der ellers ikke er optaget i Chr. IV. L., hvorimod i dets Sted et Stykke af Haakon Magnussøns Rb. om Fællig er indtagen i Kap. 4.
  24. ↑ M. L. tilf. „med mindre Drengens Fædrene-Frænder og Mødrene-Frænder laane hende saa meget til Hjemmegift af Drengens Gods; som dem tykkes der klogeste ere. Og hvis de ere uenige, da skulle de Fædrenefrænder raade, som ere deres næste Arvinger, hvis de have Forstand dertil og ikke give mere i Hjemmegift, end der er bestemt for Døtre efter Jævnet i den første Arv.“ Herefter tillægges endvidere i nogle Codd., som det synes aldeles udenfor Sammenhiengen,: „Og hvis en Mand eller Kvinde gifter sig uden sine Frænders Raad, da have de forbrudt Landskyld og Indtægt af sit Gods til sine Arvinger.“ (Jfr. J. L. I. 8).
  25. ↑ M. L. „Giftingsmand.“
  26. ↑ [ mgl. i M. L., som derimod tilføjer: „Men uden de Mænds Raad, som nu er sagt, skal hun ikke have Ret til at tage sig mere Hjemmegift, og hvis hun tager anderledes end her er sagt, da skal det ikke gjælde, med mindre hendes Broder giver sit Samtykke efter at han er bleven myndig. Men naar ældste Broder bortgiffuer sin Syster med sine Frænders Raad, og nogle ere umyndige, da skal det gjælde som om de alle havde været myndige, dersom han ikke giver hende mere i Hjemmegift end sagt er i første Arv.“
  27. ↑ Kilden Kong Haakon Magnnssøns Rb. i gl. L. III. Nr. 57. S. 139–41.
  28. ↑ Kilden til dette Kap. er M. L. V. 5; men 1ste Afsnit er aldeles forandret, og sandsynligviis ikke ret forstaaet. Det heder i M. L.: „Dersom en Kone begaar Hor eller skilles fra sin Husbonde uden Grund imod Guds og Menneskers Lov, da har hun forbrudt sin Tilgave. Og dersom Husbonden byder hende at blive hos ham, men hun ikke vil, da skal han beholde alt hendes Gods saa længe hun lever; men naar hun er død da tager hendes nærmeste Arving Hiemmegiften, men Tilgaven bortfalder. Forliges de om sin Sag og han tager hende til Naade, da være det som om intet var skeet; men hvis saadant Fejltrin træffer hende oftere, da skal han beholde hendes Gods saa henge hun lever, om han end ogsaa ikke mere vil have hende hos sig, og efter hendes Død forholdes der som for er sagt. Men har hun ikke tilforn været overbeviist om saadant Fejltrin, og hun lover Gud og sin Bonde Forbedring og byder sin Bonde at blive hos ham, men han ikke vil beholde hende, da beholde hun sin Hjemmegift, men have forbrudt Tilgaven. Hvis hendes Bonde, for at skille hende ved Hjemmegiften, siger, at saadant Fejltrin her truffet hende tilforn, men han ikke forhen her gjort hende slig Beskyldning, saa at det er blevet Folk vitterligt, – da værge hun sig med sin egen Ed, og beholde sin Hjemmegift, men Tilgaven bortfalder. – Bliver nogen af Egtefællerne skyldig til Bøder, da skal den som misgjorde bøde for sit Misværk af sit eget Gods. Men hvis de have lagt Fællig mellem sig, da skal den, som ikke var skyldig til Bøderne, eller dens Arvinger, i Tilfælde af Død eller lovlig Skilsmisse, tage lige saa mange Penge uden Renter ud af det uskiftede Bo.“ – (Denne sidste Bestemmelse er vistnok indkommen fra den isl. Grágás, festaþ. 23, hvilket er saa meget mærkeligere som den ikke findes i Haakonarbogen, hvoraf Kapitlet ellers er taget (Hk. 54, jfr. F. L. XI. 14).
  29. ↑ M. L. ráðspell ɔ: Bod fordi hun derved var bleven et saa meget slet tere Parti.
  30. ↑ M. L. ráðspell.
  31. ↑ M. L. begge Dele (baade Retten og Raadspildet).
  32. ↑ Kilden M. L. V. 6.
  33. ↑ [ I M. L. heder dette: „En ef þau skiljast fyrir þann hjúnskap (var. sifskap) at karlmans vond hefir til gengit o. s. v.“ Stedet er dunkelt og synes ogsaa i Fordelen at have været forskjellig forstaaet. Formodentlig menes enten impotentia eller ulovligt Slægtskab i de forbudne Grader.
  34. ↑ Vistnok Trykfejl for hans. Bestemmelsen er forresten, saaledes som den staar saavel i Chr. IV. L. som i M. L., betydningsløs. G. L. 115, der vistnok er indtagen i M. L. V. 13, men som dog uden Tvivl ogsaa er denne Bestemmelses oprindelige Kilde, skjelnede derimod mellem Konens Hjemmegift og Tilgaven, og bestemte, at dersom Boet er utilstrækkeligt, skal Konen for sin Hjemmegift konkurrere med de øvrige Fordringshavere, men for Tilgaven skal hun staa tilbage for dem, „thi ingen skal sig Kone kjøbe for andres Penge.“ Endvidere var efter G. L. 115 Børn pligtige at svare til Faderens Gjæld, selv om de intet fik i Arv; men dette Bud ophævedes af Magnus Lagabøter (M. L. V. 18 jfr. Hk. 73).
  35. ↑ Dette Kapitel svarer til og er i det væsentlige hentet fra M. L. V. 7. De vigtigste Forandringer, som ere gjorte i de gamle Arvegangsregler, og som vistnok skyldes dansk Rets Indflydelse (se J. L. I. 4 og 5, 211 og 25), er, at de Uegtefødte ere udelukkede fra Arv efter Fædrenefrænder, samt at Repræsentationsretten er gjennemført i Descendentsen. Efter M. L. arvede vistnok Sønnesøn med Børnene i 1ste Arv, men ikkun en Datterlod, dog saa, at han, hvis Bedstefaderen efterlod Odelsgods, havde Ret til at indløse fra sine Farbrødre al den Odel, som vilde tilfaldet hans Fader, og derved at erholde en Femteparts Afslag i Prisen, jfr. M. L. VI. 1. Sønnedatter, Dattersøn og Datterdatter stod efter M. L. først i 2den Arv. Efter M. L. henhørte til 1ste Arv: a) egte Børn og egtefødt Sønnesøn, b) Fader.
  36. ↑ Det følgende Stykke er taget af Forordn. for Adelen af 21 Juli 1591, Art. 7; jfr. Chr. III. kold. Rec. 13 Decbr. 1558 Art. 36. Haandfæstn. Art. 40. Adelspriv. 14 Febr. 1582 Art. 6 og 7.
  37. ↑ Dette Stykke er taget af Chr. III. Kold. Rec. Art. 36, jfr. Fr. 1591 Art. 8.
  38. ↑ M. L. tilf. her den Bestemmelse, at dersom der ingen Søn er til, men alene Sønnesøn eller Datter som ikke er beligget, – da skal den beliggede Datter arve halvt med dem.
  39. ↑ Svarer til M. L. 3die Arv. Efter M. L. var 2den Arvegangsklasse: a) Ætleding, Frillesøns egtefødte Søn, egtefødt Sønnedatter og egtefødt Dattersøn hver . b) egtefødt Datterdatter.
  40. ↑ [ mgl. i M. L. Se Fr. for Adelen 21 Juli 1591 Art. 6.
  41. ↑ Herefter indskyder M. L. a) Frillesøns ægtefødte Datter og Frilledatters ægtefødte Søn; b) Frilledatters ægtefødte Datter.
  42. ↑ M. L. har i de fleste Codices: egtefødt.
  43. ↑ svarer til 4de Arv i M. L.
  44. ↑ Svarer til M. L. 5te Arv.
  45. ↑ Svarer til M. L. 6te Arv.
  46. ↑ urigtigt for Brødre-Døtre (ɔ: Kusiner, hvis Fædre vare Brødre).
  47. ↑ Herefter sætter M. L. Syskende-Døtre, (d. e. Kusiner hvoraf den ene er Datter af Broder, den anden af Syster; syskin ɔ: Broder og Syster); derefter samfædre Systre-Sønner (ɔ: Fættere, hvis Mødre vare samfædre Systre; jfr. nedf. 10de Arv), dernæst Systre-Døtre. Dernæst kom uegte Søn, paa hvis Plads altsaa her Ætleding er indskudt.
  48. ↑ Efter M.L. stod Ætleding i 2den Arv.
  49. ↑ Kilde Rb. 2 Maj 1313. Art. 3.
  50. ↑ Svarer til M. L. 7de Arv.
  51. ↑ M. L. sammødre, hvilket ogsaa her maa være Meningen, se 3dje Arv.
  52. ↑ Svarer til M. L. 8de Arv.
  53. ↑ Svarer til M. L. 9de Arv.
  54. ↑ Svarer til M. L. 10de Arv.
  55. ↑ urigtigt for Systrebørn (M. L. systra børn).
  56. ↑ Svarer til M. L. 11te Arv.
  57. ↑ urigtigt for Brødre-Sønner (jfr. ovf. 5te Arv).
  58. ↑ Enkelte Aftryk har: døttre.
  59. ↑ Svarer til M. L. 12te Arv.
  60. ↑ [Dette forvirrede Stykke er ikke taget af M. L., hvis 12te Arv slutter med Søstre-Børns Afkom. De herefter i Chr. IV. L. nævnte Personer, er allerede tidligere nævnte i 11te Arv.
  61. ↑ Her tilføjer M. L. endvidere som 13de Arv: a) Frilledatter, b) samfædre uegte Halvbroder, c) samfædre uegte Halvsøster, d) samfædre Farbroder og Brodersøn samt sammødre Broder, der ere uegtefødte, tilsammen, e) de lige beslægtede Kvinder, f) (uegte) Brødres Børn, Mænd foran Kvinder, og saa fremdeles den næste i Slægt, uden nogen Repræsentationsret, indtil 4de Mand, egtefødt foran uegtefødt, og samfædre foran sammødre. Men dette maatte udelades i Chr. IV. L., der ophævede de Uegtefødtes Arveret efter Faderens Slægt.
  62. ↑ M. L. fjerde. Intestat-Arverettens Udvidelse indtil 7 de Mand er vistnok indkommet fra den danske Ret, jfr. J. L. I. 23.
  63. ↑ Det følgende af Kapitlet er ikke taget af M. L. og dets Kilde vides ikke; jfr. isl. Jonsb. IV. 14 og Chr. V. N. L. 5–2–90.
  64. ↑ Kilden M. L. V. 8 (cfr. Rb. 28 Marts 1318), men forandret og, som det synes, misforstaaet, og Ætledningens hele Væsen, der vistnok i Formen var en Adoption, men, da den fornemmelig kom til Anvendelse paa uegtefedte Slægtninge, i sin Virkning mere antog Karakteren af en Legitimatiom – er aldeles forandret. Bjelke gjør herved følgende Anmærkning: „I Danmark maa Slegfredharn ætledes eller gjøres til Arving (J. L. I. 21). Endog det nu ikke maa ske udi Norge (endog med sit eget Slegfredbarn) uden Faderen tager Moderen til egte, ut supra udi Arvebolkens 7 Kap. Men dog maa ikke heller Horebern ætledis udi Danmark, (J. L. I. 25).“
  65. ↑ M. L. í ómegð.
  66. ↑ Dette Stykke fra Kapitlets Begyndelse heder i M. L.: „Saa maa en Mand forbedre sin Søns Stilling at lede ham i Æt, om han vil, hvis den, som er neste Arving, giver sit Samtykke. Har han egtefødte Børn, da maa hver den, som er fuldmyndig, give Samtykke for sit Vedkommende, men ingen for dem, som ere ufødte eller umyndige, og tager da Ætleding ikke mere Arv end den vilde tilkommet, som samtykkede i Arven. Den skal samtykke i Odelen, som Odel ejer med dem.“
  67. ↑ [ mgl. i M. L.
  68. ↑ [ mgl. i M. L.
  69. ↑ 69,0 69,1 [ mgl. i M. L.
  70. ↑ [ Dette Stykke er taget at Rb. 28 Marts 1318.
  71. ↑ M. L. i flere Codd. tyvende.
  72. ↑ Kilde M. L. V. 9.
  73. ↑ Kilde M. L. V. 10.
  74. ↑ M. L. í senn ɔ: tilsammen.
  75. ↑ Kilde M. L. V. 11.
  76. ↑ Kilden M. L. V. 12.
  77. ↑ [ M. L. „hans Arving sætte sig i Højsædet.“
  78. ↑ [ M. L. geri stefnu.
  79. ↑ [ M. L. at sjaund ɔ: paa 7de Dag.
  80. ↑ M. L. tilf.: „Men den (Kreditor) som ikke kommer paa den 7de Dag, han skal søge sit Tilkommende med Vidner, hvis der er Gods igjen, og stevne Arvingerne til at paahøre Vidnesbyrdet. Men hvis Kreditorerno formedelst lovligt Forfald ikke kunde komme den 7de Dag, og der da ikke er mere Gods igjen, end de (Kreditorer) tilforn har faaet, som kom først, da skal de, som fik først, føre det tilbage, og Alle lide forholdsviis Afkortning.“
  81. ↑ Kilden M. L. V. 13. Jfr. ovf. Kap. 6.
  82. ↑ [ mgl. i M. L.
  83. ↑ Kilden i det Væsentlige M. L. V. 14.
  84. ↑ M. L. Fylke.
  85. ↑ [ mgl. i M. L.
  86. ↑ De følgende Bestemmelser i Kapitlet ere vistnok ligefrem tagne af M. L. med Undtagelse af Bestemmelsen om de faste Værgepenge, der er ny og sandsynligviis indkommen fra danske Love (J. L. I. 30). Men Kilden er forvirret gjengiven, og synes ikke at have været ret forstaaet. Efter M. L. skulde Værgen, hvis den Umyndige ejede saa meget som 4 Mark, beholde Indkomsten deraf, og derfor underholde ham. En Kapital af dette Beløb sagdes at afgive fuld instæðu-eyrir eller forlags-eyrir. Er derimod Myndlingen saa rig, at Frænderne finde, at dette vilde være utilstrækkeligt til hans sømmelige Underholdning, da skal et passende Beløb bestemmes til den Umyndiges Underholdning og til Værgen for hans Ulejlighed, og Resten af Renterne komme Myndlingen til Fremtarv. Er derimod den Umyndiges Kapital ikke saa stor som 4 Mark, da skal der aarlig anvendes Mark Jordleje (af Kapitalen) til den Umyndiges Underhold indtil hans 12te Aar, efter hvilken Tid han maa kunne arbejde for sin Føde. – Forlags-eyrir eller instœðu-eyrir var altsaa = Mark. Disse Ords Betydning sees i Lovbogen at være aldeles misforstaaet, og Bjelke siger ogsaa, at han ikke forstaar dem, men at „derved synes at forstaaes Rente; og derom determinerer Chr. III. Reces klarlig, hvor meget udi Rente maa tages, eller ikke, Art. 56.“
  87. ↑ [mgl. i M. L. og synes hentet fra Lagtingsbeslutn. 17 Juni 1551 (Paus S. 310.)
  88. ↑ [ mgl. i M. L.
  89. ↑ M. L. i en enkelt Cod. han, hvilket synes at give en bedre Mening. Det bliver da den afdøde Mands Særkuldsbarn.
  90. ↑ [ mgl. i M. L.
  91. ↑ Kilden M. L. V. 15.
  92. ↑ Nogle Aftryk have: de.
  93. ↑ Urigtigt oversat, og derfor forvirret. Det heder i M. L.: „Overstiger (den nærmeste Forsørgelsespligtiges) Gods 4 Mark (ef af ganga 4 merkr af því fé) da skal han alene tage saa mange Umager, som han ejer Forlags-Øre til (ɔ: forsørge een Umage for hver 4 Mark han ejer) og de øvrige fare videre frem (i Slægten) til den, som derefter er næste Arving, hvis han ejer Forlags-Øre dertil. Ejer han ikke Forlags-Øre, da skal de Umyndige fare videre frem i Ætten til dem, som have Forlags-Øre. Lige saa skal ogsaa de (Umager) fordeles, som bør følge Faderens Slægt.“
  94. ↑ M. L. festir ómaga í vist ɔ: tager en Umage i Kost.
  95. ↑ Kilden M. L. V. 16.
  96. ↑ M. L. Fylke.
  97. ↑ M. L. at ɔ: efter.
  98. ↑ Kilden M. L. V. 17.
  99. ↑ M. L. „stefna heimstefnu rétta = stevne ham med ret Hjemstevne.“ – De gamle Loves Procesmaade med Hjemstevne og Krav og Stevning til Tinget for Ran, i Tilfælde af vitterlig Gjæld, var paa Christian d. 4des Tid gaaet aldeles af Brug, og som Følge heraf var vistnok Bestemmelserne i dette Kapitel allerede ved sin Udgivelse antikverede.
  100. ↑ M. L. 6 Ører Sølv.
  101. ↑ M. L. 1 Øre.
  102. ↑ M. L. 6 (andre Codd. 3, 5) Ører, jfr. ovf. Landvb. Kap. 9.
  103. ↑ Kilde M. L. V. 18.
  104. ↑ [ M. L. ór ómegð ɔ: er bleven myndig.
  105. ↑ mgl. i enkelte Aftryk.
  106. ↑ Kilden M. L. V. 19.
  107. ↑ M. L. V „den Afdødes.“
  108. ↑ [ Kilden aldeles misforstaaet. Det heder: „uden med den forrige Ejers Tilladelse, med mindre man ser, at han farer med Forødelse,“ ɔ: Arvingerne maa ikke skifte Boet saa længe Arveladeren lever, uden hans Tilladelse, med mindre han aabenbart sætter Boet overstyr.“
  109. ↑ má d. e. kan.
  110. ↑ Kilden er M. L. V. 20, men aldeles misforstaaet. Det heder: „Skifter man fattige Umager mellem sig, hvad som de skifte og kaste Lod om, det Skifte skal siden holdes dem imellem. Men hvis Umage ejer Gods, skal han følge med Arven.“
  111. ↑ mgl. i nogle Aftryk.
  112. ↑ Kilden M. L. V. 22.
  113. ↑ M. L. ór ómegð ɔ: bleven myndig.
  114. ↑ Dette Passus er taget af Rb. 1280 Art. 9.
  115. ↑ Dette Passus er taget at Rb. 1280 Art. 30.
  116. ↑ M. L. við ɔ: til.
  117. ↑ [ mgl. i M. L.
  118. ↑ [ Dette er taget af Rb. 1280 Art. 31.
  119. ↑ M. L. Øre.
  120. ↑ M. L. tilf. „og være ansvarlig for.“
  121. ↑ Kilden M. L. V. 21.
  122. ↑ M. L. aflat ɔ: selv erhvervet.
  123. ↑ ɔ: i frisk Tilstand.
  124. ↑ [ Kilden er forvirret gjengiven. Meningen er: „Sjælegaver (til gudeligt Brug) skal først udredes fremfor lovlige Gaver til Andre;“ ɔ: hvis de bortskjænkede Ting tilsammen overstige resp. eller , da skulle Gaver til Private lide Afkortning fremfor Sjælegaver. Jfr. Rb. 1280 Art. 11.
  125. ↑ [ mgl. i M. L.
  126. ↑ Dette Passus er taget af Rb. 1280 Art. 12.
  127. ↑ Kilden M. L. V. 23.
  128. ↑ mgl. i de fleste Codd. af M. L. hvilket ogsaa Modsætningen til næste Passus viser at være det rette.
  129. ↑ Kilden M. L. V. 24.
  130. ↑ 130,0 130,1 M. L. Øre.
  131. ↑ Kilden M. L. V. 25.
  132. ↑ M. L. erfisgerd = Arvegilde.
  133. ↑ 133,0 133,1 M. L. Øre.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Kong_Christian_den_fjerdes_norske_Lovbog_af_1604/Arvebolk&oldid=186177»