Kong Christian den fjerdes norske Lovbog af 1604/Landslejebolk

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Utgitt av Frederik Hallager og Frederik BrandtCarl C. Werner & Komp.s Bogtrykkeri (s. 107-159).
Lands Leje Balcken.

Om tagemaal, eller gaardfestning,
cap. I.[1]

Vil1 mand leje anden mands jord oc boe der paa: da skal hand haffue der til to skellige mends vidne, oc er bedre, om hand haffuer flere. Lejer mand jord aff jordrotten: da skal hand saa lenge beholde den, som hans vidniszbyrd vide, at hand tog sin aaremaal,[2] endog at jordrotten selger eller bortgiffuer samme jord til andre. [3]Icke maa nogen sette sine gaarde eller jorder for høyere eller større landskyld, end sex skellige mend kand kiende lowligt oc ræt er: oc huilcke gaarde som ere satte for høyt paa landskyld, maa igjen affsettis. Findis oc nogen at vere for ringe set: da maa jordrotten lade opsette dem effter sex skellige mends tycke. Skulle oc de sex mend altid sette konningens leding hos huer gaard, eller bøde derfor effter lowen: Almuen skulle giffue slig landskyld, oc anden rettighed, som aff gammel tid verit haffuer, oc det vdi rette tide: vdi korn, smør, huder, oc anden vare. Landrotten maa icke nøde sin leilending til at giffue sig pending eller anden vare til landskyld, end huis altid gangit haffuer, oc bør at gange met rette. [4]Skal oc leilending nyde sin tage, alligeuel hand fanger nye jordrotte: men dersom landrotten døer, førend leilendingens tage er vde: da giffue hans arffuinge tredie aars tage for en kiendelse: Ombudsmand eller fogit, huem der imod giør: bøde konningen otte ørtuger oc tretten marck, oc stande bonden til rette effter sex mends dom.

[5]Huilcken bonde som fester sin gaard, oc vdgiffuer sin festning eller første tage, hand skal beholde sin gaard vdi sin liffs tid: oc maa hannem icke frafestis: dog met slig vilkor, at hand holder gaarden ved god hæffd oc bygning, vdgiffuer sin leding oc landskyld aarlig i rette tid, oc er sin jordrot eller hans ombudsmand hørig oc lydig. Dog skal hand vdgiffue huer tredie aars tage, som er aff huer pund skyld, eller aff huer to huder, eller en løb smør, en gammel daler i landbo vegszel, oc icke mere.[6]

[7]Skulle oc encker beholde deris gaarde, effter deris huszbonds død vden feste, all den stund hun sidder encke, vdgiffuer sin leding oc landskyld, holder gaarden ved hæffd oc bygning, er sin jordrot hørig oc lydig, oc vdgiffuer huer tredie aars tage, effter som forskreffuit staar.

[8]Naar nogen bonde første gang fester nogen gaard: da skal hand giffue fogden en støffle hud, eller en gammel daler, oc er icke siden plictig at giffue fogden videre fogde pendinge, for huer tredie aars tage.

[9]Naar fogden kræffuer vijszøre told:[10] skal hand drage til en mand i huer fierding, paa en nats tid, oc der beskede de andre bønder til sig i samme fierding, oc aff dennem annamme deris vijszøre, oc anden rettighed, effter gammel seduane. Oc skal icke komme stercker en selff anden, som er hand selff, oc hans skriffuere. Oc skal de lade dem nøye med huad vnderholdning bonden haffuer at giffue dem, oc icke besuerge bonden met tystøl, eller anden fremmede drick, at kiøbe til dem. Oc den bonde hand it aar giester hos, skal hand icke gieste det andit aar, men hos hans naboe, indtil det gaar omkring i huer fierding. Disligist naar hand opbær foring, skal oc holdis, som forskreffuit staar. Oc huor foring giffuis: da skal den bonde hand giester hos, quiteris, det aars foring.

[11]Huilcken bonde som holder konningens fogit oc slagter, naar de kiøbe slagter fæ til konningens behoff, skal oc quiteris det aars foring. Skal der giffuis i foring aff huer heel gaard, en halff daler, oc aff huer halff gaard skal giffuis en ort, oc bønderne met videre foring icke besuergis.

[Alle landskyld skal vere betald jule afften i det seniste. Huem som icke betaler til den tid, bøde en marck sølff,[12] men dersom hand end da motuilligen forholder sin landskyld, oc icke betaler samme landgilde inden sommer natten, som er den 14. april: da miste sin gaard, oc dog betale sin landskyld.

[13]Huilcken jord egen bonde, som besidder sin egen jord, oc icke giffuer leding aff i tre aar: da vere samme gaard forbrut vnder cronen. Er det en leilending, som sidder paa andens gods, bøde derfor til konningen otte ørtuger oc tretten marck, oc giffne dog sin fulde leding vd.

[14]Den skal bygge eller feste jord eller gaarde bort, som største laad i haffuer. Dersom to haffue lige megit: da skal den beste mand bygge: men ere de baade lige gode, oc eyer lige megit i gaarden: da bygge de baade, oc skiffte til halffnit met huer andre, oc skulle icke tilstedis at bygge hin anden til trengsel. Den som bygger, skal kiøbe eller mageskiffte den anden fra sig, eller oc giøre den anden fylliste met landskyld, effter sex skellige laugrettismends samtycke.

[15]Kirckens jorder skal ombudsmand bygge, oc opbære bygselen, oc kircke vergerne landskylden, oc tiende til kirckens behoff.

[16]Vorder jordrotten husvild, saa hand trengis at boe paa den jord eller gaard, hand haffuer fest til anden: da skal hand sige hannem til for jul, at hand er huszvild, oc sande det met sin eed, oc igien giffue hannem [den første tage, hand annammit haffuer, eller oc effter som 6 mend kand skiønne at hannem bør at haffue, effter som leilendingen haffuer siddit lenge paa gaarden[17] til.[18]

[19]Husze skal huer bygge [som hannem paaleggis.[20] End byggis de icke: da haffue jordrotten saa megit aff hans sæd, som husit vurderis for, oc vere lige som saa megit aff hans landskyld vaar vbetald. End er hus byggit, dog icke saa god, som paa er lagd: da bøde leilendingen imod jordrotten, saa som sex skellige mend vurdere, oc borge hans affuel derfor, indtil hand betaler.

[21]Tager fieldskreed husz bort, eller vind bortriffuer: da suare icke leilending der til.

Om aabod at opholde,
cap. II.[22]

Alle2 de husze paa gaarden vaar der hand fick gaarden, skal leilendingen holde ved mact, tecke dem, oc holde dem drobeløsz: hand skal holde torffuelle, vindskeder, oc krograffter, oc skiule saa om at der icke kommer slagregn paa veggene. Er husz saa foruarit: da suare hand icke til der paa boer, om husz rodner aff alder. Men lader hand husz forrodne for vanrycte skyld: da bygge andet i steden igien.

End opbygger mand husz paa anden mands jord, som hannem icke vaar paalagd at giøre, oc den jorden tilhører miste intet aff sin landskyld derfor, oc fick hand tømmer, oc all anden tilbehøring der til i anden mands marcke, oc sette husz paa øde toffte, som icke stod husz paa der hand kom til gaarden.[23] Vil leilendingen flytte aff gaarden: da skal hand tilbiude jordrotten, at kiøbe met sig, met to skellige mends vidne, effter som sex skellige mend vurdere det. Vil jordrotten da icke kiøbe met hannem: da selge det huem hand vil, eller haffue det bortflyt inden korszmisse om vaaren. Er det da icke afflyt, da beholder jordrotten husit.

Om huszbygning der paalagd er,
cap. III.[24]

Vorder3 nogen paalagd at opbygge eller forbedre gammel huse, oc det bliffuer icke giort: da skal hand bøde effter som sex skellige mend vurdere husit. Vil hand icke bøde: da maa jordrotten lougfeste hans affuel, oc hannem tid forlegge at giøre fylliste. Betaler hand icke: da maa jordrotten lade vurdere saa megit aff hans affuel, som husit er vurderit for, [oc samme aabodsfald maa jordrotten annamme, oc skiffte imellem alle dem, som ere eyere i jorden met hannem, saa huer fanger der aff, som hand haffuer part i jorden.[25]

Om jord der leyes, oc icke holdis,
cap. IV.[26]

Leyer4 mand anden sin jord, oc vil icke lade den beholde jorden, som hand den leyede: da skal den jorden leyede, lougfeste, eller giøre forbud paa jorden, oc lade sette ting, oc legge hannem femte steffne for, oc føre sine vidne, huorledis hand leyede samme jord: Giør hand det da beuiszligt, at hand leyede jorden: da dømmis hannem den jord til hand leyede, effter hans vidniszbyrd.

End leyer mand jord, oc vil den icke beholde: da skal jordrotten fare til samme jord, naar halffmaanit aff sommeren er forleden, oc lade selff saae jorden, oc beholde den saa som hin haffde det icke leyet, eller bygge den til anden om hand vil. Oc den som først leyet, suare baade til leyen, leding, oc landskyld, oc all rettighed.

Om mand bygger tuende mend en jord,
cap. V.[27]
Leyer5 nogen tuende mend en jord: da skal den beholde jorden som først leyede. I lige maade, om nogen selger to mend nogit: da beholder den det, som først kiøbte: [dog skal hand haffue der skellige vidne til, at hand leyede eller kiøbte først. Oc da dømmis hannem det til hand leyede eller kiøbte først.[28] Oc den det leyede, skal fly den anden saa megit igien, som hand leyede eller solde hannem, om hand det haffuer. Men haffuer hand icke: da giffue hannem saa mange pendinge, som hand skulde haffd der aff i landskyld, oc der met vere forligt. Det skulle de haffue vdret inden halffmaanit effter jorden er tuende leyet.
Om de jorder konningens ombudsmand bygger,
cap. VI.[29]

Tager6 ombudsmand eller hans fogit, eller nogen anden mands fogit, gaffuer for konningens jord, eller anden mands jord at bortfeste, [eller for at feste den fra anden mand, vden lowlig aarsag:[30] da igien giffne saa megit hand tog, oc konningen dobelt saa megit. End fester hand anden mands jord bort, end konningens: da gielde halffparten konningen, oc halffparten den jorden eyer, oc vere skild ved ombudit; oc hede mand diszuere: oc den som feste, bøde lige saa, oc vere skild ved jorden.[31]

Lader ombudsmand konningens jord bortkomme for hans forsømmelse: da gielde konningen saa megit igien aff sit, som bortkom formedelst hans forsømmelse, om hand affuiste, endog konningen faar sit egit igien. [32]Vil nogen flytte fra sin gaard, eller opsige den jord hand haffuer leyet: da skal hand den opsige for jul, eller beholde den det aar omkring, om jordrotten vil, oc giffue det aars landgielde.

End far hand aff jorden effter jul helligt: da biude jordrotten hannem jorden til, Vil hand icke haffue dem da beholde jordrotten selff sin jord, oc den afffoer giffue det aars landskyld.

Farer bonden aff jorden for jul, saa der er ingen folck igien: da beholder jordrotten alt huis som findis effter paa gaarden, oc der til en marck sølff.

[33]Døer leilendingen, oc jordrotten siger, at hans landskyld er vbetalit: da skal hans arffuinge [beujse, at baade landskyld oc aabod er fylliste giord. Ville arffuingerne oc den dødis hustrue sige, at huercken staar landskyld eller aabod effter: da beuise det lowligen,[34] oc da vere jordrotten der met fuldgiord. I lige maade skal skee, om hand er landflyctig eller fredløs paa godsit boede.
Om flytting, fardag, oc om husze skiffte,
cap. VII.[35]

Det7 er ret fardag i Norge, at den som skal flytte fra nogen jord: hand skal giøre halffue huszen tomme den 13. dag effter jule helligt er vde, oc beholde halff huszene, indtil hand tager sig anden jord, oc maanit effter hand haffuer sig anden jord tagit. Tager hand sig icke anden jord: da beholde halffue husze til Tiburtij den 14. aprilis. Men fanger han ingensteds jord, oc bliffuer huszvild: da beholder hand fierde parten huszen til korsmisse den 3. maij.

Den som til jorden far, hand skal tage to mend met sig, oc biude hannem som paa boer til at skiffte husze met sig: [oc de skulle legge dem tid for at skiffte.[36] Vil hand icke da skiffte: da skal [de tilnæffne to aff hans[37] grander at skiffte, oc laadne dem husze imellem Forholder hand den siden: da bede til den som tilfare skal, en marck sølff, oc affstaa dog strax huszene. Vil hand icke bøde: da maa hand søge det fra hannem, som anden vitterlig gield. Naar de haffue skifft husze: da raade huer for sin part. Binder hand da it nød paa hans part, som til gaarden kom, vden hans minde: bøde hannem to øre sølff.

Om trætz jord, dets mögning, oc om vinter sæd,
cap. VIII.[38]

Den8 fierde part aff jorden skal ligge vsaaid, oc til traad, at fæ kand gaa der paa. Skal oc all vinter møg henleggis [paa den jord,[39] som vgiød er. vden den ene nats møg, naar hand om morgen farer aff gaarden. Er træd møgit: da skal det giødis, som mest behoff haffuer, som hand vil sande met sin eed, om jordrotten mistroer hannem. Vil hand icke suerge: da gielde hand huad skade der aff følger, effter sex skellige mends dom, om hand haffuer vlowligen handlet.

[Kiørlaugs møg (det er saa megit som en koe møger om vinteren) skal leggis paa huer halff pund sæd:[40] eller bøde jordrotten en halff øre sølff, for huer der fattis.

Saaer hand vinter rug der som ager er, oc far aff gaarden: da faar hand der intet aff. Bryder hand eng op inden giærdis, oc saaer der vdi: da haffue sit sædekorn igien. Men bryder hand vden giærdis, oc giærder der om: da haffue halffparten, oc den gaarden faar, halffparten. Leilending maa icke giffue nogen forloff, at hugge i den skow, som ligger til hans gaard, mere end tre læsz ved, oc to læsz skaff til hans fæ. Men jordrotten maa giffue loff til saa megit hand vil, dog at leilendingen faar der icke skade aff imod deris forord.

Huis aff jorden maa affföris oc om huse brud.
cap. IX.[41]

Fløtter9 mand aff andens gaard: da skal hand lade alle dørre stande, met laasze, som er naglefeste, hengszle, hasper oc anden jernfang gaarden hører til: som er skorsten jern, bord, bencke, oc nagelfeste senge, effter som aaboden vdkreffuer. Fører hand nogit bort aff forskreffne: da bøde jordrotten landnam, oc føre det tilbage igien, oc bøde en marck sølff, halffparten konningen, oc halffparten jordrotten.

End om hand bryder nogit det som er grøfft tilsammen: da føre det igien, oc bøde en marck sølff, halff til konningen, oc halff til jordrotten. Alt det som for huszbrud kiendis, skal bødis en marck sølff for til konningen og jordrotten: oc giøre husene saa gode igien som de vaare førre.

Det maa hand føre met sig effter første fardag, naar hans landskyld er betald: som er høe, korn, oc all andit boeskab.[42] Hand maa oc bortflytte sin vedekast, halm[43] oc hielmstenger,[44] oc alt det som icke er sammen grifft eller naglefest ved bielcke eller brede: disligist sine effne træ. Haffuer hand nogit plantit i kaalhaffue[45] eller løgehaffue: da skal det vere ført bort inden korszmisse om vaaren. Men det som findis paa gaarden, effter sidste fardag, det hører jordrotten til: met mindre hand haffuer ført det til stranden, eller paa bierg vden gaards, saa at det huercken agis offuer ager eller eng, naar det bortføris. oc haffue det bortflyt til Bottilsmisse. Ligger det lenger: da hører det jordrotten til.

Om mand besidder vtagen jord,
cap. X.[46]

Hvem10 som besidder andens jord vden hans minde, oc haffuer icke fest den: da haffue jordrotten hans affuel: oc løsze sit boe fra jordrotten [effter sex mends sigelsze.[47]

Vil hand icke fare aff jorden: da skal jordrotten steffne hannem til tings, oc begiere hielp aff bønderne, at føre hannem aff sin jord. Huer bonde som icke da far met hannem: bøde konningen [en halff øre[48] sølff.

Konningens ombudsmand er skyldig met bønderne at fare, oc affler der met konningen en halff marck sølff.
Om korn oc höe, som selgis bort aff jorden,
cap. XI.[49]

Vil11 nogen mand selge høe eller korn: da skal jordrotten det først til kiøbs biudis met tuende mend, for slig verd, som sex mend, tre paa huer side, kunde kiende ræt er. Det skal jordrotten betale hannem inden en halff maanit. Betaler hand icke da det de ere forligt om: da selge hin det til, huem hand vil. [Biuder hand icke jordrotten til, som før er sagd, men selger til anden: da haffue forbrut halff detz verd hand solde for, til jordrotten.[50]

[51]Haffuer to mend fælitz affuel,[52] høe eller korn: da skal ingen aff dennem nogit der aff borttage, førend det bliffuer skifft dennem imellem. End slaar hand høe paa andens laad: da bøde icke for, emeden hand haffuer saa megit tilstede at igien legge. Men dersom hand bortflytter alt: da føre det tilbage igien, og suerge en eed, at hand førde alt tilbage igien, som hans grande tilhørde, og bøde to øre sølff.

Om leilending haffuer opreffuit giærdis gaarden,
cap. XII.[53]
Farer12 nogen aff den gaard, hand haffuer leyet, [oc haffuer ladit giærdis gaarden bleffuit øde[54] fem fagne langt eller mere: da skal hand giøre andit saa got igien, oc bøde landnam imod jordrotten. [Er det forrodnit eller øde[54] 10. fagne langt eller mere,[55] det heder balckebrøt: da bøde jordrotten en marck sølff, oc giøre giærdit ferdig igien. End aff trædtz giærdit, [det er det, som staar om fæleden,[56] maa hand icke lade mere bliffue øde end halffparten. Bliffuer mere øde: da giøre det ferdig igien, oc bøde jordrotten landnam.
Om skiffte imellem leilending,
cap. XIII.[57]

Boer13 flere mend i husze sammen end en, ihuor de skiffte husze, da maa de alle lige frj bruge de dørre, som vskiffte ere. Hugger nogen flere dørre paa husz, end der vaar den tid hand kom der: bøde en marck sølff, halff til konningen, oc halff til jordrotten: oc giøre huszit saa got igien, som det vaar, effter gode mends tycke. Det møg som den lod effter sig der før boede i huszen, skal den beholde, som kom i boligen igien.

Tager nogen møg fra anden, oc gøder sin jord met: da bøde en marck sølff til den møgit aate: oc møge hannem saa megit jord igien, oc saa vel som sit egit, hand møgit met hans møg, hand afførde.

Leyer flere mend end en jord sammen, oc komme icke alle lige tilig til jorden: da maa hand begiere skiffte paa jorden, som vil haffue skiffte, met to mends vidne. Om nogen aff jorden er vbygt, eller den som leyet haffuer, er icke kommen: da maa hand først kom, [maale jorden i to parter lige store, oc ligeuel giøde: oc den sidst kom tage lige saa stor laad, som den anden:[58] oc giøre siden huilckit de ville, enten lade laad gaa, eller huer haffue som hand tog. Huis leilendingen saa skiffter: det beholde de huer, [medens de boer sammen.[59] Men far den ene bort, oc kommer anden mand til jorden igien: da beholde den igien kommer, den laad i jord oc husze, som hand haffde der før boede: oc huer nyde [det hand haffuer met bygning forbedrit.[60]

Saa skal jord skifftis, at alle agre skulle vere lige lange, brede oc jæffngode effter gaardens leilighed. Haffuer nogen mere en anden, enten i lengden eller breden, end hannem bør: da legge fra sig til den mindre haffuer, huad heller det er aff saait eller vsaait ager, oc haffue intet for sin arbeid. Vil hand icke legge fra sig: da maa hand det søge, som anden vitterlig gield.
At odelsmand er nest at besidde, oc om ildebrand,
cap. XIV.[61]

Odelsmand14 er nest til at besidde den jord hand eyer laad vdi, heller end nogen fremmede, [oc bruge all gaardsens tilliggelse:[62] [dog saa om hand eyer all gaarden, eller i det ringiste halffparten, saa at hand raader for bygselen, oc er selff boedslidzmand eller huszvild: oc skal da tilsige sin leilending for jul, oc minde hannem fra sig, oc igien giffue hannem sin feste eller første tage, oc betale hannem huis aabod, hand haffuer bygt paa gaarden videre, end hannem vaar paa laugskyld.[63] Ville de andre odelsmend icke leye hannem deris part: da skal hand for fardag biude dem slig leye, som andre ville giffue der aff. Dog skal det icke vere affuindsbud: thi ingen maa hin andens met affuindsbud haffue.

Farer nogen anden mand der til, vndtagen den, [som eyer laad i jorden[64] vil boe der paa, som før er sagd: da giør hand ran. Da skal hand forbiudis did at fare, dersom hand farer der paa: da skal hand fare der aff igien, oc bøde konningen en halff marck sølff for jord ran.

[65]Sidder mand paa sin egen jord, oc ligger der nogen jord op til vden giærdis, dog inden herrit, som hand eyer land vdi, oc kand bruge sin aauercke der paa: da er hand nest at bruge den. Icke maa hand den jord haffue, som fieldføre eller aa imellem løber.

Sidder flere i husz sammen, end en mand: da [skulle de brendefang skaffe[66] effter som de haffue folck til, oc icke som de haffue jord til. Thi at folck behøffuer ild, oc icke jord.
Om mand giör anden plougspilde om vaardagen,
cap. XV.[67]

Hvgger15 mand øg for ploug eller harffue, eller spilder øgride,[68] eller ploug redskab om vaardagen:[69] bøde konningen fem marck sølff, oc bøde det hand spilte til ejermanden, oc der til slig affuinds bod, som sex skellige mend dømme, effter sagens leilighed.

Stiel mand jern aff ploug eller harffue:[70] da giffue den det aate, tre dobilt igien: oc sex øre sølff i tagebod, oc bøde konningen fire[71] marck sølff.

Spilder mand andens ploug, harffue, eller hugger hans feste,[72] eller sæle, bidzel eller tømme, skagle, byggel, eller hornspenszel, om it aff disse bliffuer spilt: da bøde derfor effter sex skellige mends tycke, oc sex øre vdi affuindsbod, imod den det aate. [Stiel hand det: da bliffuer hand tyff derfor.[73]

Om mand höster vlowlig fra anden,
cap. XVI.[74]

Saa skal mand skiffte eng som agger: Ingen skal slaa eller skiere fra anden. Skier mand andens agger, eller slaar hans eng: da skal hand det tilhører, lougfeste eller giøre forbud paa samme [høe eller korn:[75] [oc legge hannem saa femte steffne for, der skar eller slog.[76]

Vinder hand da jorden som lougfeste, oc haffuer den anden affført: da skal hand [bøde effterførszel[77] inden femt: da skal hand som affførde, føre igien, oc gielde hannem landnam derfor, oc suerge en eed til met, at hand flytte icke mindre tilbage, end hand bortflytte. End om hand fører icke tilbage: [da bedis hin det vd met hiemsteffne inden halffmaanit. Kommer det icke da hiem: da steffne hannem til ting[78] for ran oc vlydighed imod lowen, oc føre sine vidniszbyrd huorledis farit er, oc tage dom for sig. Oc siden søge det met atfare til hans husz, oc tage det vd, som anden vitterlig gield.

Leilending maa ingen giffue forloff, [at saae sin jord,[79] vden sin søn, oc tieniste mand, [som icke selff haffuer agger eller eng.[80] Oc heller icke dem: vden hand haffuer afffalds jord, det er, det hand kand miste vden sin skade.

Loffuer hand andre, eller giør anderledis: da tager jordrotten alt det, som paa jorden voxte, oc landnam til, aff den som saaede eller brugede jorden: oc leilendingen plictig at betale den hand leyede, saa megit jordrotten tog fra hannem.

Om lowfestning, eller at fredliusse ejendom,
cap. XVII.[81]
Vil17 mand fredliusze sit gods inden gaards eller vden, skow eller marck, fiskerj eller jagt: da skal hand det liusze i kircke eller paa tinge, der som jorden ligger. Den som lowfester eller fredliuser, skal tale saa høyt, at alle kunde høre det, som der ere, om de ville:[82] Da skal slig lowfestning stande 12. maaneder der effter, om eyermanden eller hans ombudsmand lowfester.
Om landnam eller volds böder, konningen oc almuen bör,
cap. XVIII.[83]

Om18 nogen skade er skeed, paa konningens jorde: da skal hand haffue skadegield derfor, som skaden er giord, effter sex skellige mends vurdering, oc der til landnam, saa megit som skaden er vurderit for, saa lenge skade gielden er til en[84] marck sølff, oc dobilt skadegield om det er lowfest eller liust i fred. Oc endog skadegield er mere verd, en tre marck sølff: dog tager konningen icke mere end tre marck sølff. End er skade skeed paa adelens jord: da tage de skadegield effter sex mends vurdering, oc landnam lige saa megit, indtil skaden bliffuer til 9. øre sølff, oc dobilt. skadegield, om det er lowfest. Oc endog at skaden er større end 9. øre sølff: dog tager de ey mere for landnam eller vold, end 9. øre sølff.

Skeer skade paa hauldersmands eller odel bondis jord: da tager hand skadegield effter sex mends vurdering, oc lige saa megit landnam, oc dobilt, om lowfast er: indtil skaden bliffuer til sex øre selff. Oc hand tager icke mere for landnam, huor stor skade vorder. Dersom skade skeer paa andre bønders, som ere komne aff fremmede konge riger, oc boesette i Norge: da tage de i lige maade skadegield oc landnam, oc dobilt om lowfest er, indtil skaden bliffuer til en halff marck sølff. Oc ioke tager hand mere til landnam, ihuor stor aauerckit er, vndtagit de haffue større befalning. [Oc skal landnam bødis for huer sinde aauerckit giøris, om en nat der imellem forløber.[85]

Ingen maa tage mere i landnam, end nu er sagd. Oc alle aauercke paa jorder skal aff sex mend vurderis.
Om landnam aff fællitz ejendom,
cap. XIX.[86]

Eyer19 flere land i den jord som aauercke paagiøriss da skulle de alle tage landnam, som beste mand, oc skiffte skadegielden oc landnam dem imellem, saa som de haffue laad i jorden til. Møe tager landnam, saa som hindis fader, oc encke som den mand hun først[87] haffde skulde tagit. Haffue samme[88] aff laadsejerne giffuit loff, at bruge samme skow eller jord, oc somme icke: da tage hand landnam, som icke gaff forloff, som hand er mand til, oc skadegield, som hand haffuer laad i jorden til. Ere de flere end en som icke gaff loff at bruge: da tage de alle it landnam, oc skadegield, som de haffue laad i jorden til, vden jord er skifft dem imellem: da tager huer fuld landnam aff sin laad, som hand er mand til.

Hugger nogen i anden mands skow vden forloff: da skal den skowen ejer, lade skellige mend vurdere skaden, oc den det giorde, bøde skaden, oc fuld landnam, eller verge sig met sin eed selfftredie: om ejermanden haffuer der[89] icke vidne til.

Allesteds huor mand finder nogit huggit i sin skow eller marck: da maa hand det sageløsz hiemføre.

Om ejendom mand bruger til fællitz,
cap. XX.[90]

Haffuer20 to mend eller flere, skow eller marck til fællitz: da skal ingen bruge mere i fællitz skow eller marck, end som hans laad kand taale.[91] End vil nogen dennem mere bruge: da maa laadsejeren[92] biude hannem til laad, oc vdskiffte huer sin anpart, som lowen tilforne siger, om odels skiffte. Thi den bør skiffte som skiffte begier: [oc ingen maa andre det hindre, saa hand fanger der aff skade, enten paa gods eller pendinge.[93]

[94]Haffuer nogen riddermandsmand eller odels bonde fællitz skow met konningen eller kircken, oc de ville vide deris laad: da maa de lade det skiffte aff sex eller tolff vuillige mend, saa huer kand vide sin laad, saa huer kand bruge sit egit, effter som hannem siunis, sig best gaffnligt er.

Hugger mand i vskiffte skowe, mere end hans fællig kand taale: da bøde derfor til dem der haffuer laad vdi, baade skadegield oc landnam, som den skulle bøde der hug som ingen laad i haffde. Ingen maa hugge i anden mands skow eller marck: vndtagen vandrendis mand fattis til skibs behoff, eller slæde, oc nød trenger hannem der til, oc icke kunde faa til kiøbs, eller oc vandrendis mand ligger vde om nat i skowen, oc fattis til ilds behoff den nat: da maa de hugge saa megit som nød trenger dem til, oc bøde skaden vden landnam, om jordrotten eller hans fogit klager der paa. Til skibs maa ingen mere ved hugge, end hand bruger samme dag: vden nød trenger hannem til, som før er sagd. Hugger hand mere: da gielde skaden, oc der til landnam.

Om skib at opsette, oc om skibbrud,
cap. XXI.

[95]Hvor21 som mand lider skibbrud, oc tyckis hand selff icke kand bierge sit gods: da maa hand sende bud til de bønder, som boer der nest hos i det skibred, saa mange hand behøffuer at komme hannem til hielp. Oc skal hand giffue dem for huer lest de bierge, [en billig biergeløn.[96]

[97]Men dersom nogen vrag kommer driffuendis til land, som ingen mand hos en da skal den det finder, bierge det, oc giffue konningens ombudsmand eller hans fogit det tilkiende. Saa skal hand det annamme, oc giffue den det biergit, tilbørlig biergeløn, effter som hand haffuer hafft vmag oc bekostning til.

Om aauerck mand giör hin anden paa ejendom, dets lowfestning, oc steffnemaall,
cap. XXII.[98]

Vorder22 nogen mand trætte imellem om agger eller eng, skow, eller marck: da maa den paaklager lowfeste det, [oc giøre den anden fem natter steffne.[99] Oc skal da næffnis dem huer sex skellige mend paa steffne, som dømme skal, oc grandske deris sag oc vidniszbyrd. End alt det mand bruger paa agger eller eng [i femte steffne,[100] oc icke bortføris: ganger ingen bøder for. Den skal først sine vidner fremføre som steffnede, oc siden den som stæffnd vaar: oc domsmendene skulle lade de vidne suerge, som dem siunis sandist er, oc de ville suare for gud, der rettist haffuer. Men de skulle icke stede begge parternis vidniszbyrd at suerge. Kunde de icke forligis, [oc dem tyckis nogen tuiffuel vdi er:[101] da maa de sette sagen ind for laugmanden.

Om de eygner met femte steffne skal sögis,
cap. XXIII.[102]

Hvem23 som haffuer behoff at søge sit gods oc landskyld met femte steffne: da skal sagsøgeren lowfeste eller giøre forbud der paa, oc steffne den hand paaklager, met to vidne, oc den steffne maa ingen spilde [eller hindre,[103] huem det giør, bøde sex øre sølff, halff til konningen, oc halff til sagsøgeren. Dog skal hand beujse met to vidne, som skulle suerge, at de hos vaar der femte steffne bleff lagd.

Skillies de at som i dom sidde, oc dømme icke alle eens: da skulle de som vrængt dømde, bøde huer en marck[104] sølff, halffparten til konningen, oc halffparten sagsøgeren: vden de suerge eed, at de icke viste sandere for gud.[105]

Om ombudsmand huer bör at haffue,
cap. XXIV.[106]

Hver24 mand som haffuer gods vdi Norge, skal haffue sin fuldmyndig[107] ombudsmand inden det fylcke, som godsit vdi ligger, vden hand selff boer i samme fylcke.

[108]Men boer nogen riddermandsmand vden rigit, som gods haffuer i rigit, oc der kommer trette paa: da skulle de haffue deris fuldmectige befalningsmand der vdi rigit, som mue oc skulle suare til all tiltale oc giensuar lowlig steffnd, huad som gods anrørendis er, oc der om lide oc vndgielde dom oc ræt effter Norgis low, saa fremt den som paataler, icke skal dømmis jorden i hæffd.

Ombudsmand maa henbygge eller feste jorder,[109] landrotten allene til beste.

Om vaade ild, oc arns ild,
cap. XXV.[110]

Tre25 ere arns ild, som bonden [bør at foruare,[111] den første er den hand haffuer i sin stuffue, den anden er den som mand brygger oc bager ved, eller til anden slig nytte bruger, den tredie er kølne ild, oc liusz, hand lader terske ved. Skeer der[112] skade aff disse ild: da kand bonden intet mere suare til end sit egit, vden hand boer paa lejeland.[113]

Bær nogen mand ild vdi marcken: da skal hand den ild foruare, oc vdslycke før hand gaar fra den. Kommer der nogen skade aff den ild: da skal den ilden vdbar, bøde skaden effter sex vuillige mends dom, oc ligger ingen bøder ved, thi det heder vaade ild.

Vjser nogen mand sit barn eller vmyndig effter ild: da suare all den skade der aff kommer.

Viser nogen fuldmyndig mand andens vmage eller vmyndige effter ild:[114] da suare den som vmagen vdujste til skaden, oc icke den vmagen tilhørde.

Alle de husze paa nogen mands lejemaal er, oc aff vaade ild opbrender: da bør leilending at flytte tømmer, oc all tilfang paa tofften, til slig husz, som før stod, oc jordrotten at bekoste det at opbygge.

Om mand brænder husz, eller nogen anden deel, for nogen aff vrede,
cap. XXVI.[115]

Brender26 mand andens husz, lade, setter bod, eller saltbod, eller saltkedelbod eller skib, [skow eller andit[116] met vilie, oc vred hu, oc er beujszligt: da er hand fredløsz derfor, os haffuer forgiort alt det hand ejer løst oc fast, oc bøde dobilt til den som skaden fick, effter sex skellige mends dom.[117] Oc den skaden fick, tager først sin skadegield aff hans gods, førend konningen tager hans gods op.

Men dersom brand skeer anderledis: da skal [skaden vurderis, oc bødis[118] effter skellige mends dom, effter som tilgangit er. Siger den ney, som sictet er: da skal den skaden fick, steffne hannem til ting, for brand oc fredløs gierning, da skal tingmend legge hannem 10. vger for, at lauguerge sig met 12. mends eed. Kand hand det icke giøre: da vere fredløs.

Raader mand anden til brand, oc vorder der ved befunden: da [bøde halffparten saa megit, som den der brende,[119] eller dølge met sex mends eed.[120]

Brender mand vedekast, eller giærdefang, tømmer eller tag, grinde, slæde eller anden træfang, som mand heller ville haffue end miste: da bøde en marck sølff til konningen, oc dobilt skadegield, til den som skade fick, oc der til affuindsbod, effter som sex mend dømme. Jordrotten bør landnam, om nogit brendis, som hand haffde skade aff.

Om giærde skiffte, oc lowlig giærder,
cap. XXVII.[121]

Giærder27 skal skifftis effter som huer haffuer jord at bruge til. [De giærder som settis imellem grander, skal vere saa høye,[122] at de kand naa op vnder en mands arm. De ere lowlige giærder, som ere en alne imellem huer staffre, oc en støtte hos huer tredie staffre, oc vel jordfeste: oc skal vere saa tyckt, at mand kand icke kaste en buløxe der igiennem. Huer skal haffue sine giærder ferdige, til korszmisse om vaaren, den tredie maij, oc skal holdis ferdig til Calixti dag, den 14. octobr. der som høe oc korn voxer.

[123]Det andit giærde, som kaldis rømme giærde: der skal være fire remmer vdi, met kroge ved enderne, oc festis saa hart met staffre oc vidier, at de icke falde omkring eller fæ gaar der igiennem.

Det tredie kaldis skiede giærder, [som giøris met ved: de skulle oc fast opgiøris, oc ferdigis paa huor fattis.[124]

Det fierde giærde kaldis hagefields giærder, som giøris i skowen til marcke skiel: de skulle vere saa tycke, at der icke gaa fæ igiennem, da ere de lowlig.

Giærder field eller mose for nogens jord: da skal det regnis for giærder, men det kand hegne. Ganger der fæ offuer: da skal huer giærde for sin agger oc eng, eller bøde den skade hans fæ giør hans grande, som giærdit skulle holde.

Om grinde oc gaarde at opholde, oc om grandsteffne,
cap. XXVIII.[125]

Løber28 alfare vey igiennem nogen mands giærde: da skal der giøris lid paa, oc en grinde vdi hengis, [met fire remmer, oc to korszbaand, oc en stolpe ved huer ende,[126] oc hengis saa, at den falder selff til.

Lucker mand grinde eller lid op, oc ganger quæg igiennem vdi agger eller eng: da bøde skaden giord bleff, oc landnam til den høe eller korn aate.

Hugger mand lid[127] neder, eller velter stene der fra, som hos ligger, saa lid staar oben, oc fæ gaar ind: da bøde skaden oc landnam, den som skaden fick, som før er sagd.

Sancti Haluordz dag skal grandsteffne holdis, da skal sees om giærder ere lowlige. Er da nogen giærder neder brut: da skal mand lade see giærderne, siunis de da at haffue verit lowlige: da skal den fænit aate, som giorde skade, bøde skaden. Men siunis de at haffue verit vlowlige: da skal den giærdit tilhørde, bøde skaden.

Er marckeskiel giærder, [(som kaldis marckis gaarde eller haffue[128] gaarde)[129]i nedfalden: da skal huer lucke sin part. Huem det ey vil giøre: bøde all den skade der offuer giøris, oc to øre sølff den skaden fick.

Om giærdis gaarde der ey haffue för verit,
cap. XXIX.[130]

Vil29 nogen mand haffue giærde imellem bye,[131] som icke haffuer før verit giærde: da skal huer giærde, som hand haffuer jord til, saa vel i den ene bye,[131] som i den anden. Dog skal dem forleggis[132] at skiffte dem giærde imellem, oc haffue der vidne til, oc skal laad leggis paa giærderne, huad heller den ene vil eller icke, oc huer holde ved mact de giærder hans laad falder paa. Huem som icke vil giærde: da bøde all den skade der aff kommer. [Naar giærderne ere ferdige giorde:[133] da maa all quæg oc suin hiem driffuis, oc leggis to øre sølff ved, oc bøde skaden effter sex mends dom.

Om quæg der skade giör, oc indsettis,
cap. XXX.[134]

Eyer30 en mand quæg, den anden agger eller eng, oc den tredie vlowlige giærder: da skal den som agger eller eng tilhører, kalde mend til at lade see, at fænit er kommen i hans eng eller korn, oc tage det saa aff met vidne, oc indsette quægit, der i er kommen, dog skal hand driffue det løst i hus, oc icke legge der baand paa: oc vere det saa i ejermandens foruaring,[135] oc icke i dens det indsette:[136] oc lade saa sex skellige mend vurdere skaden. Alt huis hand som quægit ejer mister hos den aggeren tilhører oc quægit indtog: det skal hand betale hannem igien, som de vlowlige giærder tilhørde. Den som quægit indtog, skal giffue hannem bud det tilhører den samme dag hand indtog det, Vil hand det icke løsze, men lader det stande til femt: da beholder hand det som indtog, oc vere der met betald for all skaden. Men tager hand det vd som ejer, oc vil det icke lowlig vdløsze: da bøder bonden en marck sølff til den det indsette forlocke ran, oc huer som met hannem vaar at vdtage oc driffue, to øre sølff. End kommer suin, eller andit quæg i agger eller eng offuer lowlig giærder: da maa det indsættis til rætte, oc vdløszis effter lowen. Men tyrer bonden heste, kiør eller andit quæg i vong, oc det kommer løs, oc giør skade: da maa det indsettis, indtil bonden løszer det vd, oc betaler skaden effter lowen.

Om vanefuld quæg, oc om fænit at vdlösze,
cap. XXXI.[137]
Eyer31 mand vanefuld quæg, som pleyer at bryde giærder, oc hans grande vide det: da skal de bede hannem holde det hieme, førend det giør nogen mand skade. Vil hand icke, oc det kommer siden i vong: da maa det indsettis, oc ejermanden plictig at betale huad skade det giør i agger eller eng, oc vdløsze det effter lowen. Vil hand sit quæg vdløsze, oc haffuer icke pendinge: da skal hand sette hannem pant for, eller fly hannem forløfftingsmend derfor, som ere gode for at betale skaden. End vil hand icke lade hannem faa sit quæg vd, før hand faar pendinge i haanden, men suelter hans quæg: da bøde hannem quægit tilhører en marck sølff oc betale hannem sit quæg igien, effter sex skellige mends dom, om hand mister nogit der aff. Vil hand icke vdlade quægit, oc bøde sine bøder: da vdeske sit quæg, oc liusze hannem ran paa hender, oc steffne ting,[138] oc begiere sognemend met sig, at fare at vdtage hans quæg oc hans bøder. Huem som da icke farer met hannem, bøde konningen en øre sølff. Konningens ombudsmand bør met at fare, om hand er saa nær tilstede, oc vinder der met en halff marck sølff til konningen. Alle ere fredhelge som met farer: end de imod staa, ere vgilde, oc haffue for hiemgield, huad heller de faar skade eller meen.
Om lowlig veye oc grindsteder,
cap. XXXII.[139]

Alle32 gadeveye, oc giærde lid, skulle vere som de aff arrilds tid verit haffuer. Rider eller ganger mand offuer agger eller eng, oc icke vil fare den rette vey: bøde imod den agger eller eng ejer, en marck sølff.

Bryder mand nogen giærder: da bøde en [halff marck sølff for huer gab.[140]

Bryder hand sønder eller hugger det neder til jorden, bøde [en halff marck sølff.[141]

Det kaldis it lid, som er tj fagne langt, det heder balckebrud, som lenger er. Huem saa bryder, bøde to[142] marck sølff til den giærdit ejer, oc giøre giærdit saa got igien, som det vaar før.

Om heste eller ög, der skader hin anden,
cap. XXXIII.[143]

Eyer33 mand heste: da skal hand enten kiøbe sig øg[144] der til, eller fly sig det til laans. Laaner hand øg: da skal hand der vidne til haffue.

Bidis heste [der saa er foruarit,[145] oc den ene bider den anden ihiel: da skal den vurderis som død bleff, oc den leffuendis ejermand betale halff saa megit den er vurderit for, vndtagen den der leffuer er verre end halffparten den som døde: da maa hand icke mere forgiøre end sig selff.

Eyer mand hest, som icke følger øg, oc bider hand anden stodhest: da skal stodhest til fulde betalis. Bliffuer den hest død, som løber til stodhest: da ligge paa sin egen værck, oc ejermanden fanger der ingen bod for.

Bider hest øg ihiel: da bøde den hesten aate øgit. Men bider og hest ihiel: da bøder den øgit ejer, halff verd for hesten.

Bider horszehest[146] gielding ihiel: da betale den horszehest aate, gieldings hest igien. Men bider gielding øg ihiel: da betale den gielding aate, halff saa megit, som egit vaar verd.[147]

Er øg dreffuen vdi dige eller dynd, for fiel eller vføre, oc siunis der tuende øg spor til, oc en fra: da skal de mend, som heste ejer der paa marcken, suare hannem slig ræt derfor, som før er sagd.

Dræber hors eller nød smaa quæg: da bødis fuld verd der for.

Om hest eller ög der lös ladis, oc skade effter kommer,
cap. XXXIV.[148]

Læder34 eller driffuer mand andens heste sammen at bidis, vden hans minde der hesten eyer: da bøde den skade der aff kommer, oc affuinds bod effter laugdomme til den hesten ejer. Faar hest skade til en[149] marck: bøde [fuld verd[150] effter laugdomme, saa som hand haffde det aff affuinde giord, oc den som hestene læde sammen, staa sin egen fare.[151]

Tager mand hectelsze aff hest eller øg, vden ejermandens minde: da bøde imod den hesten eller øgit ejer, effter sex skellige mends dom, oc staa for all den skade hest eller øg giør, indtil den kommer ejermanden til hende igien: vden hand setter den ind, for den skade hest eller øg haffuer giord hannem paa korn eller eng.

Løber hest, øg, eller andit fænit effter nogen veyfarendis mand: da sette det ind inden hand farer om tre gaarde, eller [stande til rette derfor.[152]
Om mand gjör fiærfölling paa anden mands fænit, eller malcker hans quæg,
cap. XXXV.[153]

Dræber35 mand gieder, faar, suin, der halff marck er verd, øg eller nød, eller slaer, saa det icke kand gaa hiem,[154] det kaldis fiærfølling, [det er pendinge spilde:[155] bødis derfor en marck sølff, halffparten til konningen, oc halffparten til den fænit aate, oc gielde skaden effter sex mends vurdering.

Dræber mand gieder, suin, eller faar, flere[156] end fire: da bøde effter lowlig domme, oc affuindsbod til den fænit tilhørde. End siger hand ney derfor: da dølge met sin eed selff tredie. Kand nød eller øg, som slagit er, gaa hiem til ejermandens husz: da er det icke fiærfølling, men bødis da affuindsbod effter lowlig domme, halff til konningen, oc halff til den fænit aate.

Dræber mand andens quæg, oc er det bekiend: beholde det døde, oc giffue hannem det tilhørde, fuld verd derfor.

For all den skade som skeer paa quæg, bør bøder for at gange, oc ere eens bøder[157] for alle slige sager.

Dræber mand nogens quæg, eller slaer: da skal den skaden fick steffne hannem det giorde til tings. Men siger hand ney: da skal hand beuise met to mend, at der[158] vaar giord skade aff folck paa det quæg, vden hand vil selff vere det bekiend: oc da skal tingmend dømme hannem til at verge sig derfor selff tredie inden maanits dag. Kand hand icke verge sig: da bøde skaden, oc en marck selff i affuindsbod, halff til konningen, oc halff til den fænit tilhørde. [Huis skade som skeer paa quæg, skal bødis effter sex mends sigelsze.

Icke er nogen quit for saarbøder fordi quægit er bleffuen heelt, men skal baade bøde for saar, oc for den skade hand haffuer haffd der aff, effter sex skellige mends tycke.[159]

Slaer mand øye vd paa nød, bøde en øre sølff: saa ocsaa om hand slaer horn eller hale aff. Slaer hand øye vd paa hest eller øg: bøde fierde part detz verd.

Hugger mand rumpe aff hest heller øg altsammem bøde fire[160] marck sølff, halff til konningen, oc halff til eyermanden, oc beholde selff den stack rumpit, oc giffue den anden saa god hest eller øg igien, eller saa megit det[161] kunde gielde, oc bliffue minder mand. Men hugger hand rumpe aff [neden rumpe taffuil:[162] bøde to[163] marck sølff, halff til konningen, oc halff til ejermanden. Skier mand [rumpe taffuil[164] aff nød, fire eller flere:[165] bøde en marck[166] sølff halff til konningen, oc halff til bonden det aate. Men skier hand aff flere nød: bøde to[167] marck sølff halff til konningen, oc halff til bonden.

Malcker mand andens køer, miste sin hud, vden hand giør det for hungers skyld: da gielde skaden som verd er.

Om quæg der stange hin anden, oc hunde der skade giör,


cap. XXXVI.[168]

Hjurde36 som quæg vocter, skal vide huad quæg tilkommer, oc bære der vidne om, om hand er vidniszfør.

Stanger en oxe den anden: da bødis halff skaden. Men stanger oxe koe: da bødis all skaden.

Stanger stor quæg det som yngre er end tre aar, eller kullede quæg: da bødis fuld bøder for.

Er nød stangit: da skal mend tilkreffuis at randsage om nogen de nød hos gaar, haffuer paa sine horne blod, haar eller anden slig tegn: da er det tilsiune at det nød haffuer stangit, oc da bøde den det ejer til den skaden fick, som lowen forre siger.

Bider hund nogen mands quæg, eller driffuer det vd paa vføre: da bøde den hunden ejer, første sinde halff skaden, men altid der effter, skal hand bøde all skaden, om det er beujszligt, eller verge sig for huer gang met sin eed.

Om laan, oc om mand tager andens vlaant,
cap. XXXVII.[169]

Laaner37 mand anden nogit aff sit: da skal alle laan vskad igien hiem komme, eller betalis detz verd effter sex mends tycke, vndtagen den som laante bliffuer borte met laanit. Fordi, icke bør nogen laan igien føre, som icke kand frelse sit egit liff.

Ingen skal lenger bruge laan end hand haffde loff til. Bruger hand lenger: bøde imod den som laante hannem det, en marck sølff, vden hand haffde der til lowlig forfald, [eller de haffde andre forord.[170]

Leyer eller laaner mand anden hest eller øg: da skal den hest eller øg tilhør, suare til all den skade hesten giør nogen mand, vden det skeer for hans forsømmelse skyld, som leyet haffuer. Tager mand andens skib, lidit eller stort, hest, øg, eller saadan anden ting vlaant: da bøde til den hand fratog effter lowlig dom, oc effter sagens leilighed. Oc der vdi ansees, huad nød hannem dreff til at tage det, oc om hand giorde det aff affuind, oc huad skade hand haffde der aff, at det vaar hannem fratagit, saa huad mand hand vaar: da bøde hannem slig skade oc bøder, som de hannem tildømme, oc lige saa til konningen, [om hand haffuer der sag vdi.[171] Oc den som tog, skal ene suare der til, baade for sig, sine børn oc tienere.

Om sætters færd, oc sommer beed,
cap. XXXVIII.[172]

Haffuer38 nogen sætterboel, eller græszgang vdi skowe til deris quæg: da skal de driffue deris quæg vd tilsammen, naar to maaneder er forløben aff sommeren, vden dem selff[173] bedre siunis. Sidder nogen hieme siden: da maa grander hannem det forbiude. Sidder hand lenger: da skal grander steffne hannem til ting for ran, at hand hieme sidder, oc tingmend skulle dømme hannem til at bøde en marck sølff, halff til konningen, oc halff til leilending, som paa klagede for græs verd: oc kreffue saa mange mend, som behoff giøris, at driffue hans fæ [aff deris bye.[174] Huer som tilkaldis, oc icke farer met, bøde en øre sølff til konningen. Lige slig bøder skal den oc bøde som farer hiem i bygden igien, [førend rette tid er, oc de andre fare met.[175] Den marck kaldis sætterboel, som ligger til fields, oc er seermerckt aff arrilds tid.

Ingen maa flytte sætterboelsmercke, vden hand flytter det did som ingen mand er til skade.

[Ingen skal forbiude anden at haffue sit quæg i sommer sætte, thi[176] der bør at møde horn imod horn, oc kløff imod kløff.

Om fællitz beed oc græsgang,
cap. XXXIX.[177]

Boer39 to eller flere mend i en by[178] sammen, oc haffuer fællitz vong, faar den ene høstit førend den anden, oc vil haffue sit fæ i vong: da skal hand foruare det, saa det icke kommer i hans grandis agger eller beed. Kommer det der i: da bøde skaden, effter sex skellige mends dom, oc landnam til den korn eller græs tilhørde. Naar den sidst fick høstet, faar sit kom indhøstit: da skal hand som først førde sit fæ i vong, end da foruare sit quæg, at det icke kommer paa den andens beed, indtil jæffne beede er, eller bøde landnam til den græsit eyer. Saa skal oc bødis, om quæg gaar ind aff nogens lowlig giærder. Legger mand sin fædrifft eller traad ved nogens agger eller eng: da skal hand giøre der lowlig giærde om.

Om almindelige veye, oc driffte veye,
cap. XL.[179]

Almindelige40 veye, sætters gade oc driffte veye, skal vere som de haffue verit aff gammel tid.

Ligger almindelig vey offuer nogen mands agger eller eng: da maa hand legge den vden giærdit, oc giøre den saa god at fare paa, huad heller det er vaat eller tiurt, som den anden vey vaar: da skal mand fare at den vey, alligeuel det er lenger.

Almindelige veye skal vere otte alne brede. [Giør nogen skade paa agger eller eng, huor slige veye ere:[180] bøde skaden effter sex skellige mends tycke, oc landnam til met. Formener mand anden, at fare almindelige veye: bøde konningen en halff marck sølff. End røffuer eller ranner mand anden nogit aff hender: bøde lige saa, oc den skade fick ræt effter sex mends dom.

Bryder mand broer paa almindelige veye: da giøre der saa god en broe igien, oc bøde til den broen tilhørde en marck sølff.

Formener mand anden sin sættergade eller driffte vey, som haffuer verit aff gammel tid: bøde til konningen en halff marck sølff for veyroff, oc den anden dog beholde sin sættergade oc driffte veye.
Om veye böder, met detz laugsteffne, oc broer at opholde,
cap. XLI.[181]

Konningens41 ombudsmand skal paa midfaste ting, tilsige bønderne at giøre veye ferdige, [huor det best behoff giøris:[182] oc legge dennem visse tid for at giøre ferdige. Den første steffne er, fra sne gaar aff, til ploug kommer vd. Den anden er, fra vaaren er forleden, til høe slais Den tredie er, fra indhøstit er, til snæfalder.[183] Alt huis der bryster paa veye eller broer, skal i disse tider strax giøres ferdig. [Alle bønder ere plictige veye at giøre ferdige, naar de tilsigis aff ombudsmanden, huor best behoff giøris.[184] Oc skulle saa ferdig giøris, at mand kand baade ride oc rende at den, vinter oc sommer.

Ligger aa eller elff paa almindelige veye:[185] da skal de som haffue jord paa siden op til elffuen, giøre veye ferdige, oc giøre broe offuer, om de formaa det, eller flaade, oc it tow vdi paa huert land, eller oc holde der vdi pramme eller baade, eller bøde en halff marck sølff til konningen, oc dog giøre saa ferdig met det første, at veyfarendis mand kand offuer komme.

Er der mose eller vføre i veyen, som heste kand sidde fast vdi, saa mand behøffuer hielp at drage dem op, [oc icke giøris ferdig:[186] bøde de som skulle ferdig giøre, konningen en halff marck sølff. End er der slig forhindring, at mand skal stige aff hest, oc lede enten vnder eller offuer træ: bøde konningen to øre sølff, For huert træ, som ligger faldit offuer veyen, som mand skal lade sin hest springe offuer: bøde konningen en øre sølff. For huer træ, som ligger offuer veyen, der kand hindre best i sin traff: bøde konningen en halff øre sølff.
Om bougrid paa alminde veye,
cap. XLII.[187]

Det42 heder bougridt naar konningens ombudsmand vil fare [i herrit, oc forfare om alminde veye ere opryddit.[188] Naar hand vil lade ride: da skal hand lade steffne ting, oc tilsige naar ridis skal. Oc da skal de tage en spiudsstage otte alne lang, oc der til to vidie hancker, den ene skal hengis paa den ene ende aff stagen, oc den anden, paa den anden ende. Herritzmend skal tilnæffne en bonde, som ride skal: hand skal legge stegen paa hesten for sig, oc ride saa mit paa almindelig veye.

Det heder alminde vey, som løber endelangs igiennem bygden: oc den som ligger fra fields til søes. Alle andre veye, som ligger til mands husz eller andensteds: de kaldis tuer veye, at dennem skal icke ridis met stang. For huer træ som riffuer hancken aff stagen: bøde konningen en ørtug sølff.

Huor som konningen tilkommer en halff marck for veybrud: da bør den at bøde som jorden eyer, som veyen er icke ferdig giort. Men huis mindre bøder konningen tilkommer: det skal leilendingen bøde. Oc vere skyldig, at giøre de veye ferdige [hand hos boer offuer hans egen marck,[189] saa langt som aff arrilds tid verit haffuer. Men de veye, som løber offuer alminding skow: skal alle i herrit boer, oc haffuer laad i samme alminding skow ferdig holde.

Om fergesteder, fergemend, oc ferge at holde,
cap. XLIII.[190]

Løber43 almindig vey til oc offuer elffue: der saa store oc flydende ere, at der kand icke broe offuer leggis: da skal de fly fergemand der til, som haffuer jord nest elffuen. Oc huer som offuer vil fare, giffue for huer karl [en skilling danske,[191] oc for huer hest [to skilling danske.[192]

Bygdemendene skulle forlige dem met fergemanden, at hand haffuer fylliste for dem oc for alle fattige almisse folck i bygden ere.[193]

Vil fergemanden nøde veyfarendis mand flere pendinge aff, eller oc icke vil føre hannem offuer, som fergeløn vil giffue, [men maa tøffue[194] en dag offuer, bliffuer hand der met befunden: da bøde konningen en halff marck sølff, oc til den fergemanden tilsætte, en halff marck sølff, til at forbedre fergen met.

Lader nogen føre nød offuer paa fergen: da betale fergemanden derfor.

Tager nogen fergen, oc farer bort met vden fergemandens vilie:[195] bøde konningen en marck sølff, oc fergemanden en marck sølff. Fergemand er icke plictig at føre nogen offuer, siden soel er sæt, icke heller før soel er opgangen. [196]Fører fergemand tyff offuer videndis: da miste hand sin hud, oc hede tyffuens staldbroder.

Farer fergemand bort fra fergested: da skaffe landrotten en anden fergemand igien inden tre netter, eller bøde en marck sølff, halff parten til konningen, oc halff parten til fergens behoff.

Bliffuer fergen gammel, saa den duer icke mere: da fly bygdemendene en anden igien inden tre netter, eller bøde en marck til konningen, oc fly dog fergen ligeuel.

Om vand oc veydesteder, huer ejer for sin grund,
cap. XLIV.[197]

Hver44 mand skal nyde [frj fiskeri[198] for sin egen grund: vden det er hannem lowligen met dom fra kommen. Ingen maa lade vand fra eller paa andens grund: vden det bryder selff vd. Giør nogen det, da lade det tilbage igien, oc gielde jordrotten jordspilde, oc landnam til met.

Løber aaer eller becke imellem byer,[199] som fisk er vdi: da nyder huer som haffuer jord paaløbendis til mit[200] strømme, saa vide hans jord paaløber.

Løber aae eller beck ret frem, oc bryder paa huercken land: da nyde huer sit fiske veide for sit land, som haffuer verit aff gammel tid.

Bryder elff eller aae vd paa enten deris jord: da ejer den aaen, som jorden miste: oc den anden den jord, som aaen før løb.

Bryder hun videre ind paa hans jord: da bør hand baade at haffue aaen oc jord, saa langt, indtil som den aff første løb.

Ingen maa giøre anden forhindring paa den fiskeri hand haffuer hafft aff arrilds tid.

Allesteds der som mand haffuer laxsze fiskind tilsammen: da skal huer giøre sig fiske veide for sin egen grund,[201] oc giøre dog saa at fisken kand gaa op oc neder at huer aae. Giærder nogen tuert offuer elff: da skal de som offuen for boe, steffne hannem til tinge, oc legge hannem femt for at opbryde. Vil hand da icke opbryde: da skal de begiere saa mange bønder til hielp at opbryde som behoff giøris. Huilcken som da tilsigis, oc icke farer met: bøde konningen en marck[202] sølff. Oc den som vlowlig satte giærde i aaen: bøde [konningen en marck sølff. Oc[203] den som offuen boede som hand formeente fiskit, en marck sølff.

Ingen maa fiske i anden mands aae eller fiskevand: vden hand vil fiske for den aaen ejer. Giør hand det: bøde hannem [skaden, oc[204] landnam til met.

Ingen skal spilde andens fiske veide, eller opbryde hans fiske gaarde (vden det er tuergiærde som forbuden er) eller nogen hans fiskebrug. Giør nogen det: da bøde hoffuitmanden en marck sølff til konningen [i affuindsbod.[205] Oc huer den met hannem vaar oc tilhialp: bøde konningen en halff marck sølff, oc bonden en halff marck sølff i affuindsbod. Oc giøre gaarden oc fiske redskab saa got igien: oc bøde skaden effter sex mends dom, tre paa huer side.

Spilder nogen andens aale fiskind eller ørridt fiskind: bøde konningen en halff marck sølff, oc bonden en halff marck sølff, oc der til bøde skaden effter sex skellige mends dom, tre paa huer side.

Allesteds huor tre[206] marcks bøder følger: der skal sex mend dømme om skadegield. Men huor større bøder følger: der skal 12. mend dømme om skaden.

[207]Huilcken landrot som tager nogen fiskerj fra sin leilending: da skal landrotten vere plictig paa sin egen omkost, at lade samme gaard settis aff sex mend paa tilbørlig landskyld, førend hand tager nogen herlighed fra gaarden, som der haffuer liggit til, da hand feste gaarden bort.

Oprymmer leilending nogen nyt fiskeri: da skal hand nyde sit arbeid effter sex mends dom, oc vil landrotten vdleye nogit sligt oprymmede fiskeri: da skal hand som boer paa jorden vere nærmere det at leye, end en fremmede, effter sex mends sigelse.

Om skadebrud vdi sildfiskit,
cap. XLV.[208]

Farer45 mand i sildfiskit: da maa mand opdrage sit redskab, oc sette baade paa agger oc eng, huor hand vil vformeent: oc haffue det anført at sommermaale. Er icke da alt affført: da bør landrotten aff hannem huad hand vil haffue landnam, eller sild der ligger paa hans grund, [om hand haffuer tilforne sagd hannem til at affføre.[209] Alt huis anden skade som fiskere giør i sildfisken: det skulle de betale effter sex mends dom, huad heller det skeer inden giærdis eller vden. Ville de icke betale: da bøde der til met landnam.[210]

Brender de giærder, eller lid,[211] eller anden boeskab: da gielde skaden oc landnam met, huad heller de gielde strax eller icke. Landnam oc skadegield skal skifftis imellem jordrotten oc leilending, effter som lowen tilforne siger.

Om sögning oc tag der skeer vdi sildfiskit,
cap. XLVI.[212]

[Svaris46 skal alle de brøde som skeer i sildfiskit, førend mand farer der fra.[213] End far nogen bort, som brødfeldig er: da skal skipperen staa til rætte for hans folck, ihuor hand[214] bliffuer funden. Oc skipperen siden søge hannem igien, eller verge sig met sin eed, om sag er giffuit.

Bliffuer nogen fratagit aare, eller øsekar, eller anden redskab, eller spildis for dennem: da bøde derfor effter skellige mends sigelse, oc affuindsbod effter laugdomme. End giøris nogit aff sligt, oc ejermanden er hos: bøde hannem fuld ræt effter sex mends dom,[215] oc konningen en halff marck sølff.

Om mand tager sild aff anden mands garn, eller riffuer hans redskab,
cap. XLVII.[216]

Tager47 nogen sild aff anden mands garn, [oc ingen hans egit folck er hos,[217] oc det er beuisligt: da bør den garnit ejer, all den sild, som anden[218] førde i land, som afftog sild vlowlig.

Riffuer eller skier mand andens garn met vilie, oc tager sild aff: da bøde garnespilde, oc silden met, oc der til fuld ræt den som garnit tilhørde effter laugdomme, oc konningen en marck sølff.
Om mand giör anden forfang paa vaad dræt, eller anden fiskit,
cap. XLVIII.[219]

Ingen48 maa giøre anden [forhindring paa hans fiskegarn.[220] Den som først kaster sit garn vd, skal haffue først drætterum: ellers fisker den hannem til beste, som giorde hannem forkast.

Bliffuer det ingen aff dennem til gaffns: da bøde den skipper den anden giorde forkast, den anden ræt[221] effter laugdomme, oc huer hans baadsmend en øre sølff til den andens baadsmend.

End kaster de baade vd til lige: da beholder huer som hand faar: vden den ene kaster offuer den andens garn: Men skeer det anderledis: da fiske til halffnit, ihuor megit de faar. [End kaster nogen lang vaad vd: da maa der kaste smaa garn inden for huem der vil, saa lenge det store begynder at komme til landit,[222] oc tage icke sild før aff garnit. Ere de icke før affuijste: da bierge sig huer effter sin fortieniste oc roers selskab, dog saa, at de [giøre huer andre fuld hielp[223] End ere de fra vijste, oc øser sild lenger: da hører all silden den til kastit til hørde. End om de lade sig saa megit, at de kand [ingen hielp giøre,[224] førend landtowet kommer i landit: saa hører silden hannem til som kastit aate, saa megit som de andre førde i land. Men siuncker skib[225] ned: da haffue huer som hand fick. [Legger mand siden til hand er foruijst, oc tager sild aff hans garn:[226] da bøde hand garnespilde, oc fiske skade[227] til den varpit tilhørde, oc til konningen, en marck sølff.[228]

Driffuer garn sammen aff storm eller strøm: da skal de saa skillies at; saa ingen faar skade der aff, om mueligt er. Kand det icke skee: daa bøde den skaden, det aff kommen vden de ere baade der hos: da haffue de baade skaden til halffnit, vden en aff dennem haffuer det voldit.

Om höge oc falcke,
cap. XLIX.[229]

Falcke,49 oc høge huor de bygge rede: da høre de hannem til som jorden tilhører, de bygge paa. Vil hand selge dem: da skal hand først biude konningen dem til kiøbs, førend hand selger dem til andre:

Konningen maa lade fange falcke paa huis grund hand vil i Norge. Tager anden mand dem: da føre dem tilbage igien, oc bøde jordrotten landnam.

Hvis brug leilending maa nyde paa leje jord,
cap. L.[230]

Leilending50 maa icke giffue nogen forloff at sette skib op paa sin grund lenger end fem netter i vanderfør veer.

Skow maa leilending nyde at bygge sig en baad [paa en lest gods,[231] til sit egit behoff, saa lenge hand nyder sit lejemaal. Bygger hand større: da hører det jordrotten til, oc landnam til met.

[232]Huer jord egen odelsmand, maa hugge paa sit egit, saa megit hans anpart oc laad kand taale: dog at hand icke hugger skowen til skade. Men leilending maa icke hugge mere end som før er sagt.

Neffuer skal leilending icke affflaa at selge, vden hand behøffuer at kiøbe nødtørfftig salt til sit hus.

Salt maa hand icke mere vircke, end hand behøffuer til sit hus, oc at kiøbe sig neffuer for til sine husze.

Tiere maa hand icke mere brende, en hand behøffuer at brade sin baad met. [Samkund eller selskabs brug, skal ingen giøre paa nogens grund, oc indløbe paa anden mands skow eller marck, at enten hugge skow eller bryde haszel, eeg eller anden træ, eller oc tage olden, eller nødder aff træerne. Huem det giør: bøde til jordrotten fire marck sølff. Er skaden større end fire marck sølff: da bøde den det giør, effter sex mends sigelse.[233]

Om ödegaarde der opbyggis,
cap. LI.[234]

Hvem51 som optager nogen øde jord, enten vdi herrit eller vdi alminding, oc bygger der paa: da skal hand beholde det i tre aar vden leje oc leding, oc icke vere plictig til budbyrd eller at flytte nogen veyfarendis mand, oc siden beholde den hans liffs tid: om hand den holder, oc giør ret deraff, som lowen formeller.

[235]Haffuer hand hustrue eller børn effter sig som myndige ere: da ere de nest at besidde den for skiellighed: dog ingen sin hoszbond til traatz eller hoffmod. Naar de tre aar er forløben: da skal gaarden settis for leding oc landskyld aff sex skellige mend. Siden skal hand bære bud til neste by,[236] eller bøde (om bud forsømmis) som andre bønder. Bliffuer trætte, om huilcken by nest ligger som bud skal til bæris: da maale veyen met stang. Thi det er icke diszbedre, at hand bær budsticke lenger end til neste gaard: thi den anden maa rettit om hand vil.

Bliffuer siden samme gaard igien øde, [fordi hand formaar icke at holde den,[237] eller for der leggis for megen tynge paa: da bæris tingbud som tilforne barris, førend den gaard bleff opryddit.

Om tingbud at bære by imellem,
cap. LII.[238]

Den52 skal bud bære som kand staa for orde oc eed, oc faa bonde selff i haand eller hans hustrue, om hand er icke hieme, eller hans søn, om hand er fuld før,[239] eller hans daatter fuld voxen, eller hans tieniste folck, de beste i boen ere.

Er ingen folck i gaarde: da skal hand bære det ind i stuffuen, om aabit er, oc sette den i bondens sæde, saa den falder icke neder Kand hand icke komme ind: da skal hand binde budstick mit offuer dørren, saa huer kand see den der gaar ind. Saa skal bonden gaa til den budsticke bar, oc forhøre huad det betyder, oc bære siden til sin neste grande: Bønder i herrit skal beskicke nattested til budsticken, oc did skal det bæris første dag. Icke skal bud senere, vdskickis, end det kand naae nattesteden. Lige saa anden oc tredie nat. Den som fore sidder oc skal bud bære, skal vide huad time paa dagen budit kom til hans husz, oc haffue der vidne til. Haffuer hand icke vidne: da suerge hand tilbar met sin eed selff tredie.

Siger nogen sig at haffue baarit bud til sin grande, oc hand siger ney derfor: da skal de som bud bar vidne met sin eed selff tredie, at hand bar det did, oc icke lenger, steckere eller senere, end hand lowlig burde: da bøde hand budfald der forsømmede budit.

Budfald er [en halff marck sølff for huer hoszbond som sidder paa den budleje,[240] oc icke kom til tinge vden forfald.[241] Oc skal budfald bødis, først, om det icke kommer til den nattested beskickit er. Dernest, om det icke bæris. For det tredie, om det faais vmyndig i hender. Flytter mand sin husz aff gammel tofftesteder, oc paa andre inden hans marck: da skal til de husze bud bæris oc fattige folck føris. Setter hand andensted bud eller fattige folck aff: da stande der til rette for. Ingen skal bære anden bud, eller føre fattige folck til anden om sommeren, siden soel er sæt, eller om vinteren, siden det er mørckt.

Om budbyrd, oc fattige mends flytning,
cap. LIII.[242]

Haffuer53 nogen mand ødegaarde som er husze paa, oc hand saaer oc høster til, oc høster der korn oc høe: da skal hand bud bære. Vil hand icke bud bære, eller fattig mand flytte: da bære eller flytte den som nest boer did som folck boe, oc haffue halff affuel met den gaarden tilhører: vden de kand anderledis forenis der om.

Boer flere mend paa en gaard: da skulle de skiffte dem imellem at bære tingbud, oc flytte fattige folck, [effter som de ere mandtal til,[243] oc icke som de haffuer brug til.

Aff alle jorder som ere nyes indhegnit, [maa bønderne paa tinge biude den dem ejer, eller hans ombudsmand at giøre tingbud oc skiudsfærd aff.[244]

Om tingfærd, oc ting at paabiude,
cap. LIV.[245]

Hver54 maa skiere tingbud op, som behoff haffuer, oc ingen maa det nederfelde. Oc skal bæris ret frem [husze imellem, oc icke til affside.[246] Huem det nederfelder: bøde til konningen budfald, som førre er sagd.

Alle bønder som bud tilkommer, skal fare til tinge, vden enuirckis mand, (det er den ingen tienistmand haffuer)[247] eller yngre end 15. aar, huad heller det er hans søn eller anden.

Fire ting skal huer mand tilsøge.

1. Naar konningen biuder ting.

2. Mandrabs ting.

3. Mandtals ting.

4. Vaaben ting.

Andre ting maa enuircke sidde hieme.

Encke oc vanføre bonde skulle icke søge ting vden de ville. Ellers skulle alle de bønder tingbud til kommer søge ting, eller bøde konningen en halff marck[248] sølff.

Kommer tingbud saa sildig til bonden, oc veyen er saa lang, at hand icke kand komme til ting for middag: da maa hand sidde hieme, oc det skal hand beujse met to mends vidne. Sagis flere end en mand for ting vide: [da skal de steffnis til ting,[249] oc enten bøde eller beuise deris forfald.

Om fattig mands flytning,
cap. LV.[250]

Fattig55 folck som intit haffue at holde sig aff selff, oc deris frender icke heller formaa at føde dem, oc icke ere saa føre, at de selff kand komme bye[251] imellem: dennem bør alle bønder at flytte, saa vel enuirckis mand som fuld bonde, oc alle i byen skal flytte dem effter budbyrd. Først den som fremmerst sidder paa budsleye,[252] oc flytte til neste bye, eller bøde en halff marck[253] sølff til konningen. Flytter hand hannem icke til byes, men heden affsidis vdi øde marcke, saa hand døer for hans forsømmelse skyld, eller oc nogen vjser fattig folck fra sig, oc icke vil laane dem husz, saa de døer der offuer, bidis aff hunde, eller riffuis aff diur: huem der vdi met sandhed bliffuer befunden: hand bøde derfor til den dødis arffuinge fuld bod effter skellige mends dom, oc til konningen tegengield.

Den som den fattige førde, skal haffue vidne til, at hand førde hannem did, oc den anden vilde icke lade hannem der bliffue: saa er hand sageløs der for, oc den anden stande der til rette for. De mend der om dømme skal, skulle grandgiffueligen acte deris dom, at slig vane icke opkommer i landit.

Ingen skal fattig mand flytte om sommeren siden soel er set, oc ey om vinteren siden det er mørckt.

De fattige som selff kunde flytte sig, skulle haffue husz om vinteren mod afften, naar fænit giffuis. Den det necter: bøde konningen fire[254] øre sølff, vden hand døer vde: da stande derfor til rette effter laugdomme.

Vjser nogen sin vmage fra sig, som hand haffde forlags øre for, oc hand døer der offuer: da stande derfor til rætte.

Bliffuer nogen fattig mand siug, oc begierer presten: da skal bonden fare effter presten, oc icke føre hannem aff sit husz før presten kommer, eller bøde konningen fire[254] øre sølff: vden hand haffde lowlig forfald. Vil presten icke komme til hannem: da beujse bonden det, som effter hannem vaar.

Om biörne oc vlffue veide, oc gildrer,
cap. LVI.[255]

Biørne56 oc vlffue maa mand sla oc skiude vdi huis skow oc marck mand vil, vndtagen huor biørne [ligger i vinterleje:[256] [da ejer hand biørnen som skowen tilhør hand i ligger.[257] Det skal den mand liusze paa tinge, [at den biørn ligger i hans skow.[258] Tager den siden nogen anden: da skal hand bøde landnam imod jordrotten, oc den skowen[259] ejer, beholde biørnen.

Haffuer grande marck tilsammen, som de haffuer gildre vdi for diur: da skal hand kræffue skiffte met vidne som gildre vil. Ville de icke skiffte, da gildre hand som vil, oc haffue huis hand fanger. Men gildrer hand oc haffuer icke kræffd skiffte: da eye alle som haffue marck tilsammen det hand fangit, oc skiffte effter som de haffue laad i marcken.

Gildrer nogen i sin egen marck, eller der som hand haffuer loff til, oc nogen stieler hans gildrer, eller hugger det[260] neder, oc kand beujsis: da bøde skaden effter sex skellige mends tycke, oc affuindsbod effter laugdomme, oc konningen en halff marck sølff.

Stiæler mand diur aff andens gildre, oc kand beujsis: da gielde den hand stial fra, dobbilt igien, oc konningen fire[261] marck sølff for tyffnit.

Gildrer nogen [hieme 1 fæ marcken:[262] da skal hand løsze det om dagen, oc gildre om natten. Ganger der quæg i om dagen: da beholde hand det snaren tilhørde, oc giffue hannem det tilhørde saa got igien effter sex mends dom.

Gildrer mand [i ødemarcke,[263] oc legger selff skud for vlffue, biørne eller andre diur: da skal hand liusze det paa kirckegaard eller tinge, huor det ligger. Ganger nogen siden der paa oc fanger skade aff: da vare huer sig selff. Liuszer hand icke, oc fanger nogen sin bane der aff: da bøde den dødis arffuinger fem marck sølff, oc icke andre frende bøder, eller konningens ræt. End bliffuer hand ved liffuit: da bøde hannem for saar effter sex mends tycke, tre paa huer side, oc haffuer konningen ingen bøder for.

Ingen skal giøre gildre paa anden mands jord, giør det nogen: bøde jordrotten landnam, oc beholde det som paa hans jord veidis.

Om jagt, eller diur veide,
cap. LVII.[264]

Farer57 mand i jagt met hunde: da jage paa sin egen marck. Reigser hand diur paa sin egen marck: da ejer hand det som reigser, ihuem det veider, om hand far effter.

Løber diur aff sit rette lob vd paa sund, oc anden skiuder det: da haffuer hand skudboge som skød det, [oc skiere det aff met skindit, vden den som reigste det, vil løse skindit fra hannem.[265]

[266]Bønder som egne jorder haffue, mue skiude paa alle deris odels jorder, ihuor de ligge, oc icke videre, end huer mand to diur om aarit, som er 14. dage for Bartholomei, oc 14. dage effter. Findis nogen at skiude for eller effter, mere eller anderledis end som forskreffuit staar: da skal hand haffue forbrut til konningen otte ørtuger oc tretten marck, for huer gang hans brøst der vdi findis.[267]

Løbe diur [aff veide stae,[268] oc veider anden mand det: da haffuer den halff parten det skød, oc halffparten det reigste. Jager mand i anden mands skow eller marck met hunde: da jage den tilhaande skowen tilhører, vndtagen biørne oc vlffue.

Om alminding, huorledis vere skal,
cap. LVIII.[269]

Saa58 skal alminding vere, som den haffuer verit aff arrilds tid, baade offuen oc neden.

Trættis to mend om alminding, oc kalder den ene det sit vere oc den anden kalder det alminding: da giøre hand som kalder det sit, forbud, oc steffne hannem til femte ting, Giør hand det icke: da gielder hans forbud intit den gang.

Paa det ting skulle de tilnæffne tolff odels bønder, eller andre myndige mend, om odels bønder icke til ere, som der aff vide, huer dennem sex vdi det tinglaug, oc haffue da to aff de 12. som vil suerge, at det er hans egen deel eller det er alminding. Oc paa det ting skal hand legge femte steffne at komme til jorden omtrættis, oc nyde der sine vidne, som paa tinge vaar næffnd. Falder femte steffne paa en hellig dag: da skal de møde den neste dag der effter, oc nyder hand sine vidne, saa som det vaar ret femte steffne dag. Saa skulle de suerge, at der er ret marckeskiel imellem alminding oc bondens jord, oc icke veed de sandere for gud i den sag. Der effter skal leggis femte steffne til tinge, oc dømmis huem jorden bør at følge.

Sigter konningens ombudsmand nogen at haffue tagit nogit fra konningens alminding, oc bygd det vden konningens loff, oc den som sigtis, siger sig at haffue haffd det i 30.[270] aar oc mere: da giør hand det beuiszligt: oc der om handlis, som før er sagd om alminding oc bondens egen deel.

Om alminding brug, oc detz bygning,
cap. LIX.[271]

Konningen59 maa bygge alminding naar[272] hand vil. Den som fester, skal giøre giærdis gaard der om inden aar oc dag, oc icke offtere flytte dem, oc haffue [sin marckeskiel paa alle sidergaarden, saa vide hannem forløffuis.[273] Alle enge sletter [skal hand haffue det første aar i alminding hand begynte at høste.[274]

Sætterboel skal huer giøre sig vdi alminding som vil sidde der om sommeren Saaer hand vdi alminding, oc haffuer icke loff til aff konningens ombudsmand: da ejer konningen baade korn oc høe, om høe er slagit.

Brender nogen sætterboel, smedier, tierreved, boder som mand ligger i effter diur, [fiske boder,[275] vdi alminding: bøde konningen tre marck sølff, oc den skade fick effter laugdomme, [oc sex øre sølff vdi affuindsbod:[276] vden det skeede aff vaade, oc bøde dog skaden effter 12. mends dom.

Slaer to mend høe tilsammen i alminding: da nyde huer det hand slaer. Bliffuer trætte paa huem først slog: [da vide huer det met vidne.[277]

Alle fiske vand vdi alminding, [maa brugis aff huer der haffuer laad vdi.[278]

Tømmer oc [huggen bord[279] maa ligge it aar omkring i alminding. Alt andit der huggis, oc icke føris bort inden afften: er lige frels for huer mand.

End tager nogen det, som maatte ligge der, inden 12. maaneder er forløben: da bøde den det tog, sex øre sølff til konningen, oc den det tilhørde fuld verd derfor, oc affuindsbod effter laugdomme.

Om diur graffuer, oc vlffue stuer i alminding,
cap. LX.[280]

Diure60 gaarde oc vlffue graffue maa huer giøre vdi almindinge som vil: dog saa at ingen giør anden hinder, som før er sagd om gildrer oc diur veider.

Ingen maa giøre nermere diur gaarde [ved bygden:[281] eller der som mand vil gaarde bygge: end at icke kand høris hug. Men ved enden paa andens giærde, maa de byggis, om hand vil.

Ligger reffuegaarder, diure graffue, eller vlffue stuer[282] lenger øde end i ti vinter: da bygge dem huer der vil. Oc beholde dennem, emeden hand vil holde dem ved mact.

Om hualle, oc hualle veide,
cap. LXI.[283]

Haulder61 (det er den som er odels baaren) eller den bedre er, som finder hual 18. alne lang eller mindre: maa den beholde.

End halff mindre hual: maa beholde huem som finder.

Huem som saadan hual finder: da skal hand haffue vidne til, naar hand skier den op: oc[284] lade igien ligge ryggen wadskild, hoffuit oc stiert, oc maa da føre huallen til huilckit land hand vil, dog saa, at hand icke giør nogen skade paa agger eller eng. Giør hand der skade paa: bøde skaden effter sex mends dom, oc landnam til jordrotten. Men driffuer hual ind i [fiorde eller flad vand,[285] som ingen skade kand giøris: da maa den sageløs bortføris: Driffuer hual ind paa nogen mands jord inden giærdis eller vden: da hør konningen halffparten der aff, oc jordrotten halffparten, foruden findings speck, huad heller huallen er liden eller stor. Driffuer hand ind i fiorde, saa den er lige nær baade lande: da beholde begge lande huallen. End bliffuer hand staaendis paa nogen grund [eller holme:[286] da beholder den huallen, som landit tilhører, oc skiffte som før er sagd.

Driffuer hual ind [paa nogen mands græsz marck:[287] da eyer den aff hual, jorden tilhører, saa megit som paa hans jord ligger.

Hual maa huer mand skiude: vden den som driffuer sild ind vdi sildfiskind. Huem som skiuder dennem: bøde konningen otte ørtuger, oc tretten marck sølff.

Skiuder mand hual, oc hand flyder paa dybit: da ejer hand den huad heller den er stor eller liden. Men driffuer den paa land: da beholde hand halffparten som skød, oc halffparten som jorden ejer.

Skiuder mand hual met pijl som merckt er, oc anden mand finder den, [oc fører til lands:[288] da ejer hand halffparten som skød, om hand haffuer vidne til, oc anden halffpart som fant, oc siden biergede.

Finder mand hual i anden mands fiskestrand, der lenger er end 9. eller 18. alne: da bør den som finder, findings speck: da skiere sin mercke [der paa,[289] oc sige saa konningens ombudsmand til, oc haffue saa findings speck, der aff to fagne paa huer kant, fire kant skaarit.

Finder mand hual paa land stor eller liden, saa den icke behøffuer at flyttis: da belegge den, oc haffue for sin vmag findings speck en fagn fire kant. Behøffuer hand at flytten oc beleggen: da haffue findings speck to fagne fire kant.

Driffuer hual vd oc ligger festet paa landit, oc er sønder brudit: vere vsagit. Faais hand igien: da haffue findings speck som tilforne. Er der intet aff festet paa landit igien: da bøde konningen tre[290] marck sølff, fordi hand foruarede den icke vel.

Finder nogen hual paa lande, oc belegger icke, men tilsiger dem som jorden tilhørde: da haffue findings speck en halff fagn.

Findings speck skal skieres fra ryggen oc tilbage til finden, alt ind til been.

Farer nogen mand til hual om natten, oc skierer der aff, som icke haffuer part vdi: bøde konningen otte ørtuger oc tretten marck sølff, oc de beholde huallen, den tilhører.

Driffuer mand hual ind i anden mands huallegaard, oc stængrer for vden hans minde hualgaarden tilhører: da beholder hand huallengaarden ejer, oc betale den som inddreff effter sex mends tycke.

Driffuer nogen hual ind i vijg paa anden mands jord, som icke er hualgaard: da beholder de dem begge til halffnit.

Finder mand hual vde paa haffuit, oc trøster sig icke til at føre den til lands: da skiere der aff saa megit hand vil, dog saa at hand icke skier der hul paa, oc lade den saa driffue.

Driffuer hual ind i alminding: da ejer konningen halffparten, oc de bønder som ejer almindingen met konningen halffparten.
Om sæle veide, oc marsuin,
cap. LXII.[291]

Finder62 mand garn i sit sæleveide, oc sæl vdi: da beholde baade sælen oc garnit, indtil garnit løszis fra hannem met landnam.[292]

Farer mand sit erinde vd met land, met skib eller baad: da maa hand vel skiude sæle, huad heller de ligge paa land eller i søen, [vndtagen sæl ligger paa de skier, som fredliuste ere: da ejer hand sælen som skierit tilhører.[293]

Slaer mand sæl met spiud, oc finder den anden mand: da beholde halffparten som skød, oc sit spiud met, oc halffparten den som fand.

Finder mand sæle, marsuin eller andre fiske, (vden hual) paa anden mands marck offuen strandbacken oc vden giærdis, oc bærer den til den jorden ejer: da haffue tredie parten for sin vmage. Men finder hand inden giærdis: da haffue fierde parten. Men fører hand bort: da føre den tilbage igien, oc bøde landnam.

[294]Finder mand diur paa lands døet: da ejer hand halffparten der finder, oc halffparten den jorden tilhører, ihuad diur det er.


  1. Kilden er M. L. VII. 1, men med adskillige Forandringer, ligesom flere Retterbøder ere indtagne Jfr. Chr. V. N. L. 3–14–10.
  2. M. L. arðarmáli ɔ: kontraktmæssig bestemt Forpagningstid, af arðr = Plov; df. Frugtperiode, et økonomisk Aar, regnet fra Faredag til Faredag, og máli = Aftale, Kontrakt.
  3. Det følgende indtil – „oc bør at gange met rette,“ er taget af Jørgen Lykkes Reces af 1568, stadfæstet 28 Maj 1584, Art. 5 og 6. Jfr. M. L. VII, 7. Rb. 22 Juli 1297 Art. 9 og 10; Truid Ulfstands og Klaus Bildes Reces 1539, Art. 9; Reces til Oslo 1548 Art. 1.; Reces til Bergen 1557 Art 2. 5. Se Chr. V. N. L. 3–14–14 og 15.
  4. Kilden til det følgende af dette Passus synes at være Reces 1568, stadf. 28 Maj 1584 Art. 7, hvor dog alene tales om det Tilfælde at Ombudsmanden dør. – M. L. har istedet: „Hvis Jordrotten dør, da skal Lejlændingen heholde Jorden i eet Aar (eina ørð) derefter, om han endog har lejet paa nok saa mange. Og hvis Lejlændingen dør, da skal hans Arving beholde Jorden eet Aar derefter, om der endog var lejet paa nok saa mange. Ombudsmand maa aldrig afslutte Lejemaal paa længere Tid end 3 Aar. (Lejlændingens) Beboelse af Jorden hjemler (Landskyldens) Oppebørsel (for Jordrotten), men Landskyldens Erlæggelse hjemler (Lejlændingen) Avlingen og al Benyttelse som var i deres Aftale.“
  5. Dette Passus er i det væsentlige taget af Recessen til Oslo af 7 Oktbr. 1573 Art s, jfr. Chr. Hvitfeldts Reces af 11 Novbr. 1544 (Krags Hist. II. S. 378) Art. 1 og Fr. 8 Januar 1557. Erik Rosenkrands Reces 22 Juni 1565 Art. 6 og Dom 13 Juli 1599 (Paus S. 446–8) Post 1, 7 og 13.
  6. Bjelke anmærker her: „Men herhos er at agte, at Trondhjems Len er privilegeret paa at give 1 Daler udi 3die Aars Tage af hver fuld Gaard, være sig hvor stor den kan være, eller hvor meget den kan skylde over et Skippund Korn (3 Bismerpund Smør eller 6 Pund Fisk), som der kaldes et Spand; ut udi en Missive til Steen Bilde, da Befalingsmand ibidem, dateret Skanderborg 16 Novbr. 1608; dog lyder den Missive ad tempus, – – –.“ Jfr. Chr. V. N. L. 8–14–10 og 12.
  7. Kilden til dette Passus er Reces 1568, stadf. 28 Maj 1584 Art. 8, jfr. Reces til Trondhjem 15 Septbr. 1578 Art. 6.
  8. Kilden til dette Passus er Reces 7 Oktbr. 1578 Art. 3.
  9. Kilden til dette Passus er Reces 7 Oktbr. 1578 Art. 4 og 5.
  10. Uden Tvivl Trykfejl for visøre-Hold.
  11. Dette Passus er taget af Reces 7 Oktbr. 1578; første Punktum af Art. 11 og andet Punktum af Art. 5. – Bjelke anmærker: „Og hid hen hør Kgl. Majtts. Forordn. om hvor dyre Hans Majestæts Slagterfæ skal kjøbes, saasom en god Slagterko for 3 Daler etc. dat. Frederiksborg den 5 Oktbr. 1597.“
  12. [ Denne Bestemmelse er tagen af Haakon Magnussøns Retterbod for Borgartingslagen af 30 Marts 1307. Efter M. L. skulde Landskylden være betalt inden Sommermaal i det løbende Aar, da ellers Avlingen tilfaldt Jorddrotten. Jfr. ovf. S. 108 Note s. Det øvrige af dette Passus er nyt.
  13. Kilden til dette Passus vides ikke, se Haakon Magnussøns Rb. 29 Maj 1303 (gl. L. III. S. 57) og Rb. i gl. L. III. S. 141. – Bjelke anmærker herved: „Saa plejer herefter og at dømmes om Odelsskats og anden Skats Indeholdelse, efterdi Leding agtes og for en Slags Skat, som udgives ligesom Skat til at frelse sin Jord med.“
  14. Kilden til dette Passus er Rec. 1539 Art. 19, jfr. Rec. 1557 Art. 1 og Chr. II. Fr. 7 Aug. 1514 Art. 2 (Paus S. 282). Se Chr. V. N. L. 3–14–2. – Bjelke bemærker her, „Endog det ikke er Ret, at Syskende, som sidde i Flet eller Fællig sammen efter Faders eller Moders Død, regne alles deres Gods her i Norge for eet, og alles deres Parter i een Gaard for een Mands Ejendom, og dermed tit holder Bygselen fra Kongl. Majest. og Andre, saa er det dog brugeligt, ligesom Syskende i Danmark, der bor i Fællig, ikkun udrede een Redsel udi Leding, ut i den Jydske Lov lib. III. Kap. 19 (Jfr. Haakon Magnussøns Rb. 23 April 1293 Art. 15 og 22 Juli 1297 Art. 7). Saa og holder tit den ringeste Part, Jord haver, sig Bygselen til, formedelst hans Part er steent og reent fra den Andens, og plejer at gjælde, om af Arrilds Tid haver saa været. Et conveniens quid om ornum pete i den Jyske Lov lib. I. Kap. 46.“
  15. Kilden til dette Passus vides ikke. Se Reces 1539 Art. 13, Chr. Hvitfeldts Reces 18 Januar 1544 (Krags Hist. II. S. 382), Reces 1578 Art. 2. Jfr. ovf. Odelsb. Kap. 4 i. f.
  16. Dette Passus er taget af M. L. VII. 1.
  17. Nogle Aftryk have: Jorden.
  18. [ M. L. har: et Aars Afgift, (ein arðar leiga) jfr. Reces 1565 Art. 7.
  19. Dette Passus er taget af M. L. VII. 2.
  20. [ M. L. „sem skilt er“ ɔ: eftersom der var aftalt.
  21. Dette Passus er taget af Rb. 1280 Art. 32.
  22. Kilden M. L. VII. 3, jfr. Chr. V. N. L. 3–14–30 og 32.
  23. M. L. tilf. „da kaldes det hœginda-húss (ɔ: Nyttes Hus).
  24. Kilden M. L. VII. 4. Jfr. Chr. V. N. L. 3–14–30.
  25. [mgl. i M. L. Se Chr. II. Fr. 7 Aug. 1514, Art. 2. Reces 1557 Art. 1
  26. Kilden M. L. VII. 5. Jfr. Chr. V. N. L. 3–14–6.
  27. Kilden M. L. VII. 6. Jfr. Chr. V. N. L. 5–3–42.
  28. [ M. L. har: „han skal holde Skilledom derfor, og nyde sine vidner, at han lejede først.“
  29. Kilden M. L. VII. 7.
  30. [mgl. i M. L., jfr. ovf. Kap. 1, 2det Passus. Hvitfeldts Reces 11 Novbr. 1544. Art. 1. Reces 7 Oktbr. 1578 Art. 3.
  31. M. L. tilf.: „Nu bygsler man dyrere end sædvanligt været haver, da skal man agte Gaarden saa meget dyrere og nærmere til Leding og Land værn, som der er paalagt højere Afgift. Det skal enten forhøjes eller formindskes for begge (Jorddrotten og Kongen) efter som der bygsles til.“ Jfr. ovf. Kap. 1, 1ste Passus.
  32. Jfr. Chr. V. N. L. 3–14–39.
  33. Jfr. Chr. V. N. L. 3–14–44.
  34. [ M. L. – „nyde sine Vidner paa at det er betalt, og ligesaa om al Besiddelse af Jord. Har han (Arvingen) ikke Vidner derpaa, da have Jorddrotten (sine Vidner). Men hvis ingen af dem har vidner derpaa, da sværge den Dødes Arving og Hustru, at der ikke staar landskyld eller Aabod efter, saa vidt de vide.“
  35. Kilden M. L. VII. 8. Jfr. Chr. V. N. L. 3–14–40.
  36. [M. L. har: „og tage Mændene til Vidne paa at han krævede Huseskifte af ham; og forelægge ham 5 Dage dertil.“
  37. [ M. L. „den anden tilnævne 2 af sine.“
  38. Kilden M. L. VII. 9: Jfr. Chr. V. N. L. 3–14–42 og 37.
  39. M. L. har: „paa Traaet.“
  40. [M. L. „Kýrlag i minsta lagi skal hafa á hverju hálfu punds sáði“ ɔ: Lejlændingen skal mindst holde een Ko, eller hvad dermed regnes lige, for hvert halve Punds Udsæd. Kýrlag eller kúleiga = 1 Ko eller dertil svarende Besætning af andre Kreaturer (6 Faar eller Geder). Jfr. isl. Grág. Kaupab. Kap. 85.
  41. Kilden er M. L. VII. 10; men 1ste Halvpart er aldeles forandret. Det heder i M. L.: „Naar man flytter fra Jorden, da skulle 3 Døre blive staaende, om der ogsaa ingen var, da han kom der, nemlig: Stue-Døren, Bur-Døren og Ildhus-Døren. Alle de skulle blive staaende, som før stode. Tager han nogen at disse Døre og fører bort, da skal han føre den tilbage igjen og bøde Jorddrotten Landnam, hvis han (blot) har løst den af. Men hvis der følger noget med af Træskelen eller Karmen (ofdýrr) eller Hængsletræet (gáttar-tré), selv om det blot er en Flis, da er det Husbrud, og da skal der bødes 1 Mark Sølv, halft til Kongen og halft til den som Jorden ejer. Og hvis han bryder Setstokkerne (Hajsædespillerne) af Huset eller de Bord (bríkr), som ere pløjede sammen, (sem greyping hefir numit), da føre det igjen og bøde 1 Mark o. s. v.“ – Jfr. Chr. V. N. L. 3–14–41.
  42. M. L. andboð.
  43. M. L. hjálma ɔ: Hjælme, Skure. Endvidere tilføjer M. L.: Laave-Tiljer, Lang-Tiljer og Tver-Tiljer.
  44. M. L. hjálmræður.
  45. M. L. hvanngarðr af hvanni = Angelikarod.
  46. Kilden M. L. VII. 11. Jfr. Chr. V. N. L. 3–14–1.
  47. M. L. „med Landnam.“
  48. [ M. L. „1 Øre.“
  49. Kilden M. L. VII. 12.
  50. [ mgL i M. L.
  51. Jfr. Chr. V. N. L. 3–12–11.
  52. M. L. Stak.
  53. Kilden M. L. VII. 13. Jfr. Chr. V. N. L. 3–14–43.
  54. 54,0 54,1 M. L. har: „ef hann hefir upp slítit.“
  55. M. L. tilf. i flere Codd: „og han bærer det hjem.“
  56. [ mgl.: M. L.
  57. Kilden M. L. VII. 15, jfr. Chr. v. N. L. 3–12–9 og 3–14–8. M. L. VII. 14, der handler om Kornkjøb i Dyrtid, er ikke optagen i Chr. IV. L.
  58. [ M. L. har: „tilmaale sig en lige saa stor Tejg og gjøde den lige saa vel“ (som den der afsættes til den Udeblivende).
  59. [ M. L. har: „saa længe nogen af dem bor paa Jorden.
  60. [ M. L. „sinnar ábúðar.“
  61. Kilden M. L. VII. 16, jfr. Chr. V. N. L. 3–13–1 og 2.
  62. [ M. L. „allt þat er samtýnis liggr.“
  63. [ mgl. M. L.; jfr. M. L. VII. 1.
  64. [ M. L. „som ejer Penge i Jorden“ ɔ: som har kjøbt Jorden til Stevne eller Maale.
  65. Dette Passus er misforstaaet. Det heder i M. L.: „Nu liggr jørð eigi samtýnis, þá skal hann þó hafa, ef hann hefir áðr vunna jørð sina alla þá er hann á (ɔ: hvis han allerede har taget al den (øvrige) Jord, som han ejer, under Dyrkning) ok liggr samheraðs o. s. v.“ Det er altsaa Modsætningen til 1ste Passus, hvor det bestemmes, at til den Jord, som ligger samtynes, er Odelsmanden ubetinget fortrinsberettiget.
  66. [ Misforst. af Kilden: „der skulle de (have Ret til at) hente Brænde“ o. s. v. Jfr. Chr. V. N. L. 3–12–9.
  67. Kilden M. L. VII. 17.
  68. M. L. eykreiði ɔ: Sæletøj.
  69. M. L. á várs degi ɔ: i Vaartiden.
  70. M. L. af arðri ɔ: af Ard, Plog.
  71. M. L. har: to.
  72. M. L. festi ɔ: Taug.
  73. [ I Stedet herfor har M. L. „Stjeler han noget af dette, da heder det Hvinske; han skal erstatte Ejeren hvad han stjal tredobbelt, og siden sagesløs kunne kaldes „Hvinn.“ (Jfr. M. L. IX. 10. Chr. IV. L. 11). Man maa hugge sig Træ til Plog og Ard i hver Mands Skov, som man vil, uden Tilladelse.“
  74. Kilden M. L. VII. 18. Jfr. Chr. V. N. L. 3–12–10.
  75. [ M. L. har: „Ager eller Eng, hvad enten Kornet eller Høet ligger derpaa eller ikke.“
  76. [ M. L. har: „og lægge saa den Femtestevne, som mest tykkes behøve det.“ D. e. Naar Besidderen har lovfæstet Marken; da behøver ikke just han at forfølge Forbudet; men hvilken som helst af Parterne kan optræde med Søgsmaal, efter som det er den ene eller den anden af størst Interesse at faa Sagens Realitet endelig afgjort.
  77. [ Misforstaaelse af beiðast aptrfœrslu ɔ: opfordre Modparten til at føre (det Afførte) tilbage.
  78. [ M. L.: „þa beiði (sá er løgfesti) út ok stefni heim innan hálfs mánaðar, ok ef (sá er stefnðr var) eigi kemr heim, stefni honum þing o. s. v.“ Den hele Omgangsmaade hænger sammen med den gamle Procesmaade ved vitterlig Gjæld, hvilken paa Christian IV.s Tid forlængst var gaaet af Brug.
  79. [ M. L. at gera reit, jfr. Chr. V. N. L. 3–14–33.
  80. mlg. i M. L.
  81. Kilden M. L. VII. 19.
  82. I de fleste Codd. af M. L. tilføjes her tillige den Formular, som den Lovfæstende skal bruge.
  83. Kilden M. L. VII. 20, der dog har følgende Gradationer i Landnamsbodens Maximum: Kongen 3 Mark (24 Ører); Hertug og Erkebiskop Mark (20 Ører); Jarl og Lydbiskop 2 Mark (16 Ører); Abbed, Abbedisse og anden Kirkens Ombudsmand Mark (12 Ører); Baron (Lendermand), Stallar, eller Mærkesmand 9 Ører; Hauld 6 Ører; Bonde og Udlænding 4 Ører, – alt dobbelt hvis lovfæstet er. Jfr. Chr. V. N. L. 1–22–17 og 18.
  84. Urigtigt for tre; men der staar saa i alle Udgaver.
  85. [ mgL i M. L.
  86. Kilden M. L. VII. 21.
  87. M. L.: sidst.
  88. Naturligvis Trykfejl for: somme.
  89. Nogle Aftrykk have: det.
  90. Kilden M. L. VII. 22. Jfr. Chr. V. N. L. 3-12–15.
  91. M. L. tilf. „undtagen Brændeved;“ jfr. ovf. Kap. 14, M. L. Kap. 16 i. f.
  92. Nogle Aftryk have: Landsejeren.
  93. [ Misforstaselse; M. L. har: „Ingen skal raade eller tilføje Andre Spildeværk eller Pengeskade.“
  94. Dette Passus synes at være taget af Reces til Oslo 7 Oktbr. 1578 Art. 14, jfr. Fr. for Adelen 21 Juli 1591 Art. 11, se og Fr. 4 Novbr. 1539.
  95. Kapitlets 1ste Passus er taget af M. L. VII. 23, der tilføjer, at, naar Skipperen behøver Hjælp til at drage sit skib op eller til at sætte det i Søen, da kan han tilsige det fornødne Mandskab, og hver er brødig 4 Øre (andre Codd. 1 Øre, andre Mark) Sølv, som ikke kommer til Hjælp. Jfr. Landvb. Kap. 9 og 14.
  96. [ M. L. 6 Ører. Endvidere tilføjer M. L., at hver, som ikke vil komme til Hjælp, skal bøde 6 Ører, Halvparten til Kongen og Halvparten til de skibbrudne.
  97. Dette Passus synes at vare taget at Frederik II. Søret Art. 73.
  98. Kilden M. L. VII. 24.
  99. M. L. har: „og lægge saa den Femte-Stevne, som mest tykkes behøve det.“ Jfr. ovf. Kap. 16 Note 10.
  100. M. L. „indtil Femtestevne.“
  101. [ mgl. i M. L. Jfr. Rskr. 16 Aug. 1590 og Fr. 21 Juli 1591 Art. 4.
  102. Kilden M. L. VII. 25.
  103. [ mgl. i M. L.
  104. M. L. 6 Ører.
  105. Jfr. Fr. for Adelen 21 Juli 1591 Art 4 (cit af Bjelke).
  106. Kilden til dette Kap.s 1ste og 3dje Passus er M. L. VII. 26, der imidlertid udførligere omhandler Forholdet mellem Jorddrotten og hans Fuldmægtig, jfr. ovf Odelsb. Kap. 12, M. L. Kap. 17.
  107. mgl. i M. L.
  108. Dette Passus er taget at Adelens Priv. 14 Febr. 1582 Art 4, jfr. Artt. 1557 Art. 7.
  109. M. L. tilf. „til Andre men ikke til sig selv.“
  110. Kilden M. L. VII. 27, jfr. Chr. V. N. L. 3–14–31 i. f. og 6–19–3, 9 og 12.
  111. M. L.: „lovligen maa have.“
  112. Nogle Aftryk have: den.
  113. Herefter følger i M. L. det sidste Passus af dette Kapitel.
  114. M. L. tilf. „eller at gjøre noget som Andre have Skade af.“
  115. Kilden M. L. VII. 28, jfr. Chr. V. N. L. 6–19–8.
  116. [ mgl. i M. L.
  117. Nogle Codd. af M. L. tilf. „og 6 Ører i Avindsbod og hans Ret efter lovlig Dom.
  118. [ M. L. „Sagen afgjøres“ (nemlig om Gjærningsmanden skal være fredløs eller ikke).
  119. [ M. L.: „betale det opbrændtes halve Værdi dobbelt.“
  120. M. L. tilf.: „Eden falder til halve Bøder.“
  121. Kilden M. L. VII. 29, jfr. Chr. V. N. L. 3-12–16 og 17.
  122. [ Urigtigt oversat; det heder i M. L.: „Nu er garðr granna sættir; hann skal gera svá háfan o. s. v.“ ɔ: Gjærde er Granders Forliger; det skal gjøres saa højt o. s. v.
  123. Dette Passus er urigtigt oversat. „Det heder i M. L.: „Der er et andet Gjærde, som kaldes Rækkegjærde (rimagarðr). Der skal være 4 Rækker derpaa og Tvertrær (okar) for Enderne, og fæstes saa fast med Stør og vidjer (hønkum), at det ikke falder overende for Vinden eller for Kvæg.“
  124. [ M. L. har. „dem skal man indrette som sædvanligt er, der hvor det er godt for Ved.“
  125. Kilden M. L. VII. 30. Jfr. Chr. V. N. L. 3–12–17 i. f. og 18, samt 6–14–18.
  126. Urigtigt oversat. M. L. har: „med 4 Rækker, og 2 Tvertrær paa Enderne og Korsbaand.“
  127. M. L. grindarhæli ɔ: den Stang, der er sat som Stængsel for Grinden.
  128. Udg. 1657 har hafne.
  129. [ mgl. i M. L.
  130. Kilden M. L. VII. 31, jfr. Chr. V. N. L. 3–12–19.
  131. 131,0 131,1 M. L. bœa ɔ: Gaarde.
  132. M. L. tilf. „et Tidsrum af 5 Dage.“
  133. M. L. har: at gørvum gørðum ɔ: Medens Gjærderne gjøres.“
  134. Kilden M. L. VII. 32. Jfr. Chr. V. N. L. 3–12–20 til 23.
  135. M. L. ábyrgð ɔ: Ansvar, Risiko.
  136. M. L. tilf. „om det ene stanger det andet.“
  137. Kilden M. L. VII. 33. Jfr. Chr. V. N. L. 3–12–21.
  138. M. L. har: „kirkjusóknar-þing.“
  139. Kilden M. L. VII. 34.
  140. [ M. L. „2 Ører Sølv for hvert Led.“
  141. [ M. L. 1 Øre.
  142. M. L. en. Jfr. ovf. Kap. 12.
  143. Kilden M. L. VII. 35.
  144. M. L. hross ɔ: Hoppe.
  145. ɔ: som har Hopper i Følge med sig.
  146. ɔ: Hingst.
  147. M. L. tilf. „Ligger Hoppe død ude, da skal man tilkalde Mænd og lade dem se det, og hvis det tykkes dem at være forvoldt af Heste, da maa (Ejermanden) saggive 3 Jævnrettesmænd, som eje Heste i Grandelaget, men den fjerde kun hvis han kan skaffe sandt Vidnesbyrd mod ham, og hver af dem sværge med sin Ed efter sin Samvittighed for sin Hest. Vil nogen ikke sværge for sin Hest, da gjælde han Hoppens Værd.“
  148. Kilden M. L. VII. 36.
  149. M. L. en halv.
  150. M. L. fuld Ret (til Ejermanden).
  151. M. L. tilf. „Slaar man uden Nødvendighed nogen Hest under Slagsmaalet, da gjælde han Avindsbod til Ejeren efter lovlig Dom. Men hvis den faar Skade deraf, da bøde Skaden og Avindsbod til Ejermanden efter lovlig Dom.“
  152. [ M. L. „være ansvarlig derfor i alt.“
  153. Kilden er M. L. VII. 37, men tildeels urigtigt gjengiven. Ved fjár fœling (enten af fela at fordølge, eller af et Verbum fœla, der synes at betyde: tilføje en haanlig Fornærmelse) forstodes hemmelig, forsætlig Ødelæggelse af Andres Kreaturer: ved Smaafæ naar mindst 4 Stykker, men ved stort Kvæg om ogsaa kun eet var dræbt, eller beskadiget saaledes at det ikke kunde gaae hjem. Landslovens Bestemmelser herom, hvortil intet tilsvarende findes i de øvrige nu bevarede gamle Love, og som synes at være tagne af den gamle Eidsivatingslov (jfr. sv. Vestg. L. Retløseb. Kap. 8, nyere Cod. Kap. 17; Østg. L. Bygdab. Kap. 24), ere for øvrigt dunkle; heller ikke er Texten ganske sikker.
  154. M. L. tilf. „og ikke vil vedgaa det.“
  155. [ mgl. i M. L.
  156. M. L. i nogle Codd. færre, hvilket ogsaa maa være det rigtige.
  157. M. L. sókn ɔ: Søgsmaal. Procesmaaden i dette Slags Sager beskrives nu i det Følgende, men Særegenhederne derved havde forlængst tabt sin Betydning.
  158. Nogle Aftryk have: det.
  159. [ Dette er aldeles forvansket. Det heder i M. L.: „Hvís Nogen slaar eller saarer Andens Kvæg, da skal han erstatte skaden efter 6 skjønsomme Mænds Vurdering. Ikke kommer der Saarbod for Kvæg, hvis det bliver helt. Erstatning for Afsavnet (verkafall ok nytfall) skal bødes efter som sex skjønsomme Mænd vurdere.“
  160. M. L. een.
  161. Nogle Aftryk have: de.
  162. [ M. L. „fyrir neðan rofu“ (Rumpestjerten).
  163. M. L. „en halv.“
  164. [ ɔ: Tagel.
  165. urigt. for færre. M. L. har forskj. 2 eller 3, andre Codd. 3 eller færre.
  166. M. L. har „2 Ører.“
  167. M. L. har „een.“
  168. Kilden M. L. VII. 38. Jfr. Chr. V. N. L. 6–10–6.
  169. Kilden M. L. VII. 39. Jfr. Chr. V. N. L. 5–8–1 og 2.
  170. [ mgL i M. L., som derimod tilf.: „Det heder fornæmi.“
  171. [ M. L. „hvis Sagen er saaledes beskaffen (nemlig at den ogsaa medfører Bod til Kongen).
  172. Kilden M. L VII. 40 og 41; jfr. Chr. V. N. L. 3–12–8 og 12.
  173. M. L. har: „alle.“
  174. [ M. L. „or húsa haga sinum.“
  175. [ M. L. „før om 2 Maaneder.“
  176. [ M. L. har: „Der (nemlig hvor der er Sæter) skal Smaafæet ikke gaa i Hjemhavnene.“ (í heimrøstum eða heimboðum).
  177. Kilden M. L. VII. 42, jfr. Chr. V. N. L. 3–12–13.
  178. d. e. Gaard.
  179. Kilden M. L. VII. 43.
  180. [ M. L. „Ef maðr spillir viðari akr eða eng“ ɔ: rider eller kjører udenfor de 8 Alens Vejbane. Jfr. ovf. Kap. 32.
  181. Kilden M. L. VII. 44 og 45. Veyebøder ɔ: vega botar, Vejes Istandsættelse.
  182. [ M. L.: „þar sem bœnðum þikkir betst tilfallit at bœttr sé“ ɔ: der hvor det tykkes Bønderne hensigtsmæssigst at der istandsættes.
  183. M. L. tilf. „Det kaldes mellem Aannene.“
  184. [ mgl. i M. L.
  185. M. L. tilf. „som ikke er farbar for Skibe.“
  186. [ mgl. i M. L.
  187. Kilden M. L. VII. 46.
  188. [ M. L. ánna millum (mellem Aannene).
  189. [ M. L. har istedetfor dette: „ok suá heimrøst hit sama“ ɔ: og ligeledes Hjemrasterne.
  190. Kilden M. L. VII. 47.
  191. [ M. L. penning silfrs.
  192. [ M. L. „ogsaa en Penning.“
  193. M. L. tilf. „og Fattigfolk ere under Bygdemændenes Ansvar, med mindre Bygdemændene tilfredsstille Færgemanden, saa at han faar sin Fyldestgjørelse for begge.
  194. M. L. har: „eller Oversætningen ophører.“
  195. M. L. tilf. „da er det fornæmi;“ jfr. Kap. 37.
  196. Jfr. Chr. V. N. L. 3–11–8.
  197. Kilden M. L. VII. 48. Jfr. Chr. V. N. L. 5–11–2, 3, 4, 5, 6, 10, 11, 12, 13, 14, 15.
  198. [ M. L. vøtn ok veiðistod.
  199. M. L. ɔ: Gaarde.
  200. Nogle Aftryk have: met.
  201. Bjelke bemærker her: „Dog er at agte, at det er imod kgl. Majtts. Forbud at slaa eller fange Lax paa de Tider som han stryger sin Leg, ut udi et aabent Brev derom til Agdesiden om Mandals Fiskeri udganget og dat. Agershus d. 13 Septbr. 1602.“
  202. M. L. Øre.
  203. [ mgl. i M. L.
  204. [ mgl. i M. L.
  205. M. L. „for Lovbrud, og 1 Mark til Ejeren i Avindsbod.“
  206. M. L. en halv.
  207. Kilden til de følgende 2 Passus er Fr. 28 Maj. 1584 Art. 9. Jfr. Chr. V. N. L. 3–14–27 og 28.
  208. Kilden M. L. VII. 49. Jfr. Chr. V. N. L. 5–11–16.
  209. [ M. L. „ef hann hefir aðr fimtat af.“
  210. Bjelke bemærker: „Obiter, efterdi den største Skade og Uforrettelse, som sker udi Sildefiskende og anden Fiskende Mand imellem, den tildrager sig af eller udi Drukkenskab, da hid henhør højl. Kong Fr. d. 2dens aabne Forbudsbrev, udg. Anno 1562 d. 17 April af Kjøbenhavns Slot, paa Brændeviin ikke at maa sælges af Borgerne eller andre i Fiskelsjerne, saasom udi Nordlandene &c. Item ingen Fisk at maa kjøbes for Brændeviin eller andet saadant, førend den er fortiendet, ut ibidem.“
  211. Nogle Aftryk have: lie.
  212. Kilden M. L. VII. 50, jfr. Chr. V. N. L. 5–11–17 og 18.
  213. [ M. L. har istedetfor dette: „Alle Søgsmaal skulle hvile under Sildefisket.“ Jfr. Rb. 12 Aug. 1313. (Sidestykke til Aanfreden).
  214. M. L. Folkene.
  215. M. L. VII. „og Skadeserstatning efter 6 skjønsomme Mænds Vurdering.“
  216. Kilden M. L. VII. 51, jfr. Chr. V. N. L. 5–11–19.
  217. [ Misforstaaelse af M. L. „og ikke hører til hans egne Husfolk.“
  218. M. L. tilf. tilforn.
  219. Kilden M. L. VII. 51, jfr. Chr V. N. L. 5–11–20, 21 og 23.
  220. M. L. brigðverp (ɔ: Forkast).
  221. M. L. Avindsbod.
  222. [ M. L.: „Ef menn kasta løgnum til sillðar, þá má hverr leggja undir kafla er vil, þar til er kringar koma á land.“
  223. [ M. L.: „veiti hinum fulla bjørg“ (var. varp) d. e. ikke ligge de Andre ivejen.
  224. [ M. L.: „enga bjørg veita“ ɔ: ikke komme afvejen.
  225. M. L. Drættet.
  226. [ M. L.: „Men hvo som er bortvist, men dog fisker indenfor (legst á kafla ɔ: Fløerne paa Noten), og vil ikke lade de Andre have Rum, og gjør Fiskespilde.“
  227. M. L. tilf. og fuld Ret.
  228. M. L. tilf.: „Men hvis Not spilder ret Garnfiske saaledes, nat man kaster over en Andens Fløer eller skjær Fløerne af, eller hvad Garnspilde eller Fiskespilde der kommer af Nogens Haandgjærninger uden Nødvendighed, da fiske han for den, hvem han gjorde Fiskespilde, og bøde hvad Skade deraf kommer efter lovlig Dom, og desuden Avindsbod.“
  229. Kilden M. L. VII. 52, jfr. Chr. V. N. L. 3-14–38.
  230. Kilden M. L. VII. 52; jfr. Chr. V. N. L. 3–14–34 til 36.
  231. [ M. L. har: „ikke større end 12æring.“
  232. Dette Passus er taget af Reces 1568, stadf. 28 Maj 1584 Art. 18, jfr. Reces 7 Oktbr. 1578 Art. 30. – Bjelke anmærker: „Denne Restrix eller Limitation er Adelen fri for i Norge, om det end er i fælles Skov med kongl. Majt. selv, da de jo maa hugge saa meget som deres Lod kan taale uforment.“ Se Priv. 21 Juli 1591 Art. 11, jfr. Reces 1578 Art. 14; se ovf. Kap. 20.
  233. M. L. har blot: „Gilde (samkunðr) skal ingen Mand gjøre paa Andens Jord, uden den, som har lejet Jorden, behøver at gjøre Gjæstebud. Gjør nogen det, gjælde 1 Mark Sølv til Jorddrotten.“
  234. Kilden M. L. VII. 53; jfr. Chr. V. N. L. 3–12–7 og 8 og 1–3–9. Se Magnus Lagabøters Rb. gl. Love II. S. 484, Fr. 31 Jan. 1540. Reces 22 Juni 1565 Art. 7. 8. Reces 7 Oktbr. 1578 Art. 10.
  235. Begyndelsen af dette Passus indtil – „traatz eller hoffmod“ er taget af Reces til Bergen 1557 Art. 3. jfr. Reces til Trondhjem 15 Septbr. 1578 Art. 8.
  236. d. e. Gaard.
  237. [ M. L. „fordi Ejeren ikke faar bortbygslet den, uagtet han ønsker det.“
  238. Kilden M. L. VII. 54, jfr. Chr. V. N. L. 1–3-9.
  239. M. L. fulltiða ɔ: myndig.
  240. M. L. har: boðleið = Budvej.
  241. [ M. L. en Øre Sølv. Jfr. Rb. 1280, Art. 15.
  242. Kilden M. L. VII. 55.
  243. [ M. L. eptir bónda vilð ɔ: efter Bøndernes Bestemmelse.
  244. [ M. L. har: „maa Ejeren eller hans Ombudsmand paa Tinget opfordre Bønderne til at gjøre Budredsel (for ham).“
  245. Kilden M. L. VII. 56.
  246. [ M. L. „mellem Vinterhuse og ikke mellem Sætre.“
  247. Parentesen skulde først sluttes efter anden.
  248. M. L. en Øre.
  249. M. L. har: „da maa Budstikken stevne dem til Tinge.“
  250. Kilden M. L. VII. 57, jfr. Chr. V. N. L. 3–12–24 til 28.
  251. ɔ: Gaarde.
  252. M. L. boðleið.
  253. M. L. en Øre.
  254. 254,0 254,1 M. L. i de forskjellige Codd. 1, 2, 3.
  255. Kilden M. L. VII. 58, jfr. Chr. V. N. L. 5–10–2 sidste Passus og 5 til 9.
  256. [ M. L. „er horfin i hiði“ ɔ: er kvarvet (indringet) i sit Hie.
  257. [ mgl. i M. L.
  258. [ M. L. „at det er hans Kvarv.“
  259. M. L. Kvarvet.
  260. Nogle Aftryk have: den.
  261. M. L. een.
  262. [ M. L. „í heimrøstum.“
  263. [ M. L. „fyrir útan heimrastir.“
  264. Kilden M. L. VII. 59, jfr. Chr. V. N. L. 5–10–1 til 3, men temmelig forvansket.
  265. [ Misforstaaet. M. L. har: „han (som rejste Dyret) kan indløse den (Skudboven) med Skindet, eller løse Skaaret af Skindet.“
  266. Dette Passus er taget af Reces 1568, stadf. 28 Maj 1584 Art. 18, jfr. Chr. V. N. L. 5–10–1. M. L. VII. 60 om Jagt efter Ikorn og Elsdyr, der mangler i flere Codd., og synes taget af den ældre Eidsivatingslov, er ikke optagen i Chr. IV. L.
  267. Bjelke bemærker: „Hid henhør et aabent Forbudsbrev udi de regjerende Raads Tid (31 Juni) 1589 udganget, tilholdende at Ingen maa skyde Elsdyr her i Norge uden mellem S. Bartholomæi Tid og S. Mortens Dag, samt og ikke smaa Rinskalve, under 8 Ørtuger og 13 Mark i Brevbrud for hvert Dyr eller Kalv, og Dyret desforuden at komme kgl. Majtt. til. Saa og herhos maa observeres et Forbudsbrev som er udganget, om at ikke maa lægges Forgift ud for nogen vilde Dyr at fanges med, dat. Semb 19 Oktbr. 1602, og et andet om Harestokke ikke at maa sættes om Vaaren, dat. Semb Gaard i Norge anno (ni fallor) 1601, og det formedelst nogen smaa Gjeterbørn skal have fanget Skade deraf.“
  268. [ Urigtigt oversat. M. L. har: at veiðistigum ɔ: hvis Dyret holder sig til Vejdestien.
  269. Kilden M. L. VII. 61, jfr. Chr. V. N. L. 3–12–1 og 2.
  270. M. L. har: 60. Jfr. F. L. XIV. 7.
  271. Kilden M. L. VII. 62, jfr. 3–12–3 sidste Passus, 4, 5. 5–11–1 og 6–19–7. Bjelke bemærker: „Og er at agte udi højl. K. Frederik d. 2dens Tid er udgangen et aabent Brev til S. Ludvig Munk, da Statholder udi Norge, at maatte lade rydde kongl. Majtt.s Alminding, hvor der var ryddelige Pladse til Ager og Eng, og det kongl. Majtt. til dobbelt Leding deraf, og dennem som ryddit til Odel. Dat. Sorø Kloster d. 10 Novbr. Anno 1577.“
  272. M. L. har: til hvem som.
  273. [ M. L. har: „saa langt som man kan kaste med en Sigd (sníðilsvarp) udenfor Gjærdet paa alle Kanter til at holde Gjærdet vedlige med“ (til garðbóta sér).
  274. [ Urigtigt gjengivet. M. L. har: „skal den have, som først sætter sin Lja derpaa, i det Aar.“ Det var altsaa frit for Enhver.
  275. [ M. L. har: „eller hvilken som helst Indretning.“
  276. [ mgl. i de fleste Codd. af M. L.
  277. [ M. L. „da skal den have Ret, som sander det med sin Ed, med mindre den Anden har flere vidner derimod.“
  278. [ M. L. „ere Alle lige berettigede til.“
  279. [ M. L. fjalviðr (andre Cod. flatviðr).
  280. Kilden M. L. VII. 63, jfr. Chr. V. N. L. 5–10-10 til 12.
  281. [ M. L. „ved nærmeste Gaard (Dyregaard) som staar.“
  282. M. L. tilf.: „eller Spydgaarde eller Bjørnebaase.“
  283. Kilden M. L. VII. 64, jfr. Chr. V. N. L. 5–12–1 til 13.
  284. M. L. har: eller.
  285. [ M. L. „á hælkn eða fjøru.“
  286. [ M. L. har: „selv om det er udgrundt eller den driver paa en Holme.“
  287. [ M. L. har: á markreinu = paa Grænsen mellem Tvendes Mark.
  288. [ M. L. har: „ude paa Dybet.“
  289. M. L. deraf.
  290. M. L. fire.
  291. Kilden M. L. VII. 65, jfr. Chr. V. N. L. 5–12–14 til 17.
  292. Bjelke bemærker: „Heraf følger efter, at det fundne Garn skal oplyses ligesom alt fundet Gods fremmed Mands.“
  293. [ M. L. har: „undtagen Sæl ligger paa en Grund, som der er opført Dæmning for; da skal den, som ejede Dæmningen, have baade Sælen og Landnam. Skyder man Sæl fra Land, og der ikke er bygget Dæmning for, da skal den have Sælen, som ejer Grunden; men er der bygget Dæmning for, da skal han have baade Sælen og Landnam.“
  294. Dette Passus er taget af M. L. VII. 63 i. f. Jfr. Chr. V. N. L. 5–10–4.