Kondoren/Kapittel 9

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Utgitt av Komanditselskapet Narvesens Kioskkompani, Kirste & Sieberth (s. 75-80).
IX
MADONNAS KNIV.


Der blev et øiebliks stilhet. Den mørke skygge gled frem i lygteskinnet. Det var Pastero. Han saa sig urolig omkring. Ved alle helgener, — hvad var det? . . . Hadde han ikke støtt, som han burde . . . eller var »Kondoren« haard som jern. . . Den lange knivs odd var brukket, som var den av glas — Madonnas kniv, hvis staal var hærdet under bønner og anropelser. . . Og blodet dryppet ikke av den som en rød ildflamme, — slik som den gang, amerikaneren flænsedes op like til brystbenet her paa den samme trap. . . .

Hysh — hvad var det? . . . »Kondoren« hadde nok faat sit, han laa ubevægelig paa trappen, . . . men der kom Donna Francesca . . . . han gled lydløst ind i buskadset. . . . Sandelig, det vilde fryde hans blodtørstige sjæl at høre kvindens vræl. . . Der førte en liten sti bak huset, . . . helt hen til hveteakrene . . . der stod hans hest . . . en time efter vilde han være blandt sine egne . . . Men han maatte se, om europæeren hadde nogen gnist av liv i sin kjæmpekrop. . .

Der hørtes et høit skrik. . . . Det var Donna Francesca, som hadde opdaget skikkelsen paa trappen. . . . Pastero gottet sig. . . Der var en forbandet ild i Ferejos avkom . . . Se . . . men hvad var det? . . . Gauchoens ansigt vred sig i helt nye folder . . . det talte om forbandelse og skræk . . . Ti Stone reiste sig paa trappen. . . . Aa, den hund hadde ikke faat nok. . . .! Der steg et forfærdelig raseri op i hans strupe, hans næsebor skalv, og fraaden skummet om hans læber. . . . Med en foragtelig bevægelse kastet han madonnas vaaben fra sig og rev sin egen kniv fra beltet og styrtet frem for anden gang.

Donna Francesca stod endnu paa verandaen og skrek, og bak hende saaes Ferejos hvitklædte skikkelse. Han hadde en revolver i haanden. . . Men Pastero lot sig ikke stanse. Blodskyerne danset for hans øine . . . og med lutet nakke sprang han løs paa manden ved trappens fot.

Men denne gang feilet han helt sit maal. Den fiende, som han trodde var døende, reiste sig i al sin vælde imot ham. Uten at ænse gauschoens lange kniv gik han løs paa morderen. Usaaret og mægtig med de lange armer i svingende bevægelse undgik han sin fiendes rasende stik. Som den røde løve i Corrientes kratskog krummet den svære skikkelse sig. De barske øine brandt tvers igjennem den lille gaucho. Et næveslag ramte Pastero i den høire overarm, og saa haglet knytnæverne over hans tyrekhode. . . Kniven faldt fra ham . . . de runde ben krummet sig . . . og med en hæs rallen sank han til jorden. . .

Der kom folk til fra alle kanter med fakler og lygter.

— Er du saaret Johnny?

Det var Donna Francesca, som likblek kom løpende ned trappen.

Fjeld svarte ikke. Han stod der endnu med knyttede næver og sammenknepne læber. Kampens raseri hadde farvet hans ansigt, og der dryppet tunge sveddraaper fra hans pande. Der var blod paa hans knoker, og en tyk rynke over næseroten gav ham et frygtindjagende utseende{. . .

— Si mig, Johnny, ramte han dig? skrek den lille dame anpusten og trak ham utaalmodigt i armen.

Fjeld pustet tungt. Han strøk sig over panden og kampens vildskap forlot ham langsomt. . .

— Saaret? mumlet han distræt. . . Nei det var Lugenis belte, som reddet mig. — Gudskelov! sa Ferejo, som nu var kommet til. — Saa det var altsaa Pastero . . .! Redaelli hadde nok ret, tilføiet han med et mørkt blik paa den faldne gaucho.

— Se der, herre, ropte en av peonerne, kniven har rammet ved lysken og skaaret gjennem tøiet.

Og ganske rigtig. En lang flænge i Fjelds ridebukser helt op til beltestedet viste, hvilken vei kniven hadde tat. Det var som et snit av en barberkniv uten rifter og kanter. Helt oppe ved det tykke lærbelte saaes en tynd, fin odd stikke frem som en torn. Ferejo trak den ut. Det var spidsen av Pasteros dolk, som var trængt ind mellem metaltraadene i Lugenis' panserbelte.

Redaelli fik ret. Lugenis gave hadde reddet Stones liv. Den tynde panserduk, der var hængt op i beltet som et kort skjørt, var ikke tat med i gauchoens beregning. Misericordiasnittet hadde for anden gang i Fjelds kamptid forfeilet sit maal,

Men Donna Francesca var ute av sig selv av glæde.

— Bravo, Johnny, ropte hun og klappet i hænderne. Har du staal i hele kroppen?

— Ikke ganske —, sa Fjeld smilende. Men det er maaske bedst at se litt efter Pastero. . . . Jeg slog haardt, tilføiet han med et blik paa sine blodige knoker . . . — Bind ham, kommanderte Ferejo. — Han skal sendes til domstolen i Corrientes som tiltalt for mord og mordforsøk. Der maa nu statueres et eksempel. Vi er civiliserte mennesker og vil ikke taale denslags folk blandt os.

Peonerne mumlet tilfreds. De fleste av dem var mestitser, — halvindianere av Guranistammen — kjække, kraftige og nøkterne folk, der hatet det spanske proletariat paa Pampasen som pesten. Der blev hentet rep og to arbeidere gav sig ifærd med at bakbinde den faldne gaucho. . .

Piudselig stanset de raadvilde.

— Naa hvad er det? spurte Ferejo. — Gjør manden motstand?

— Nei, sa en av peonerne. Han har helt mistet mærlet. Jeg tror næsten. . .

— Hvad tror du?

— At Pastero ikke har mere at si, sa manden lunt. Den hellige guds moder beskytte ham og frelse ham fra helvedes luer. . . Han er død. . .

— Død? spurte godseieren forundret. Han er bevisstløs. Man dør ikke av nogen nærveslag. La mig se. . .!

Ferejo gik hen til klyngen og Fjeld fulgte ham langsomt. Et blik paa den faldne fortalte den norske læge, at arbeiderne hadde ret. Han saa paa de blodige knoker. Et av slagene hadde ramt gauchoen i den venstre tinding og slaat benet ind i hjernemassen. . .

— Pastero er død, sa Estanciaens eier, blottet sit hode, gjorde korsets tegn og bad en kort bøn. Saa hævet han hodet. . . — Men han døde paa sine gjerninger, tilføiet han. Det var en lumsk og ond mand. Han slap fra bøddelens rep i Corrientes og en forbryders død i uindviet jord. Gud har i sin naade lat ham dø her hos os. La ham hvile i fred paa Atajos kirkegaard, og Pater Ambroso skal læse en messe for hans udødelige sjæl.

— Amen, mumlet Donna Francesca ydmygt.

Saa bøide hun sig ned og tok op en kniv. Den var av en uhyre længde og dens brede blad var slipt paa begge sider. Paa skaftet var der et raat tilskaaret billede av Guds moder. . . Den unge dame saa nøie paa den og veide den betænksomt i haanden, mens halvindianerne stimlet om hende.

— Et farlig vaaben, sa en.

— Der var ikke lykke med det, paastod en anden.

— Luigi hadde ret, hvisket Donna Francesca hen for sig. Det er madonnas kniv.