Kielland JACOB/Kapitel 4
Fra den første Dag, Tørres var hos Cornelius Knudsen, tog han af Skuffen.
Det var ikke mer end 10 Øre, som han stak til sig ud paa Eftermiddagen, mens Hr. Jessen tændte Gassen.
Hele Dagen var gaaet hen med Arbeide og Undervisning, og flere Gange var han bleven sendt hen med en Seddel, forat vexle i Pengeskuffen. Og der havde han seet Sølvskillingerne øge i Skaalen og fler og fler Sedler i det firkantede Rum ved Siden.
Hvergang han saa denne Rigdom, var det, som om han følte en Smerte indvendig. Og naar den unge Dame eller Hr. Jessen selv rumsterede i Kassen, strøede de vexlede Penge udover Disken og kastede de kostbare Sedler saa skjødesløst ned i Skuffen, mens de passiarede med Kunderne, — da stod Tørres som paa Gløder; hvor let kunde de ikke komme til at give for meget igjen, naar de stod saa tankeløse, eller miste af Pengene, eller — og det var ham det utaaleligste: om Hr. Jessen og Frøken Thorsen muligvis kneb lidt til sig selv?
Hr. Jessen var hele Formiddagen uhyre vittig paa den nye Bondedrengs Bekostning — til stor Fornøielse for Frøken Thorsen og Ærindsgutten Reinert. Men det bed ikke paa Tørres; hans Videbegjærlighed og den Hurtighed, hvormed han forstod alt, hvad de lærte ham, gav ikke videre Anledning til Haan, og der var desuden travlt i Butiken.
Naar der blev mange Folk, trak Hr. Jessen i en liden Klokkestræng, og Fru Knudsen kom ned fra Kontoret og hjalp til. Tørres holdt sig strax nær til hende med en klodset Ærbødighed, som hun alligevel satte Pris paa. Hr. Jessen mente nemlig at fremme sin Interesse best ved at give Byen det Indtryk, at han og Fru Knudsen allerede vare paa en saadan Fod med hinanden, at han ikke behøvede at genere sig.
Hele Dagen gik Tørres Fruen tilhaande og gjorde sig saa nyttig som han kunde ved at hente ned af Hylderne og pakke sammen igjen; og hun lærte ham at behandle Stykkerne og lægge dem tilbage — paa Skraa i Hylden med Stuen ud.
Husets Skik var den, at Hr. Jessen spiste hjemme hos sin Moder; naar han kom tilbage, spiste Frøken Thorsen med Fruen, og tilslut skulde nu Tørres faa sin Mad ude paa Kjøkkenbænken.
Tørres, som benyttede hver Stund til at lære, udspurgte Frøken Thorsen, mens Hr. Jessen var borte, om en Mængde Ting; og hun tog sig venligt af ham. De var nemlig strax — hun og Hr. Jessen blevne enige om, at den nye Bondegut passede ikke ved det øverste Vindu mellem Kniplinger og fine Damevarer. Han var netop saa passelig til at veje Kaffe og Sukker i den nedre Ende af Butiken, hvor der var halvmørkt og tarveligt. Derfor var det helst hernede, at hun viste ham til rette.
Tørres gjorde ingen Indvendinger; han var altfor optaget og altfor glad. Og omend hans Maade at gjøre sig elskværdig paa var altfor grov for den fine By-Dame, saa havde han dog hjemmefra saa godt Lag med Jenterne, at Frøken Thorsen følte noget pikant ved hans Nærhed, mens hun viste ham om i Hylder og Skuffe, forklarede Priserne og lærte ham at maale og veie.
Der var det Forhold mellem hende og Hr. Jessen, at hun tilbad ham i Stilhed; medens han paa sin Side behandlede hende med den yderste Overlegenhed. Hun saa jo godt, hvad ogsaa hele Byen talte om, hvor let det kunde gaa til, at den unge Hr. Jessen som Førstemand i Forretningen giftede sig med Enken; og hun led stille, men haabede bestandig. Et Smil, et lidet Kjærtegn i Forbigaaende eller bare et Øiekast gav hendes Forhaabninger Liv for lang Tid, og hun snørede sig og pyntede sin lille nydelige Person saa nær hans Smag som hun kunde opspore den.
Ingen Dame i Byen havde en Taille som hun, det var alle hendes Veninder enig om. Skjønt liden og smaalemmet havde hun Bryst og Skuldre saa smukt rundede og dertil en Ryg saa slank og ung, at Tørres strax troede, det maatte være den Dame, han traf ved Jernbanen. Frøken Thorsens Ansigt var butikblegt i Farven, men regelmæssigt smukt med smaakrøllet lyst Pandehaar, bløde, hengivne Øine som et Glansbillede.
Han havde ikke været mange Timer sammen med hende — Tørres, før han kjendte en stor Lyst til at faa fat i dette fine skrøbelige Legetøi.
Men da han efter sin Tur skulde spise Middag og kom op i Kjøkkenet, mødte han en Pige af et helt andet Slag. Den store glathaarede Kjøkken - Bertha var en Skikkelse, han bedre kjendte; og saasnart de havde sagt Goddag til hinanden, vidste de begge to, at de hørte sammen her i den fremmede Stad, — komne fra Landet begge to i samme Ærinde: Skillinger.
Hun var noget længer søndenfra end han, men dog ikke længer, end at de saa nogen lunde havde Greie paa hinandens Præstegjæld; og mens Tørres spiste, fandt de ucl baade en og fler, de begge kjendte.
Bertha straalede og var næsten paa Graa den; thi hun længtede ud fra dette Kjøkken, som vendte mod en Baggaard og en Søhusvæg. Hendes bevægelige Hjerte, som havde slaaet uforstaaet her inde i den kolde By, det gik op paa vid Væg for denne deilige store Gut, som endnu lugtede af Landet; og før han var færdig med Maden, som han syntes var ypperligt god, viste Tørres, at her havde han en varm og sikker Plads, saasnart han vilde tage den.
Saaledes var den første Dag gaaet for ham i Arbeide og Lykke; det eneste, som pinte ham, var Pengeskuffen. Han var bange for, at ikke alt skulde komme til Fru Knudsen, at noget kunde falde af underveis; thi skulde noget falde af, skulde det ialfald være til ham.
Endelig i Mørkningen kom der en liden Pige, som skulde have et halvt Pund Kaffe. Tørres veiede strax op; Frøken Thorsen var optaget med nogle Damer, som netop kom, og den galante Hr. Jessen sprang til, forat tænde Gassen.
Da var det, Tørres tog de første ti Øre af de optalte Smaapenge, som Pigen havde med sig, og lod Resten rasle ned i Skaalen, saaledes som Hr. Jessen gjorde det; derpaa lukkede han Skuffen haard i og vendte sig fra den.
Men i det samme Øieblik faldt der over ham en umaadelig Skræk. Han stod med Skillingen klemt mellem Fingrene, og da der nu pludselig var bleven ganske lyst, turde han ikke for alt i Verden stikke den i Lommen. Ikke heller turde han gaa ned i den mørke Ende af Butiken; det troede han vilde se mistænkeligt ud; derfor gik han næsten mod sin egen Vilje nogle Skridt nærmere, rød i Hovedet ganske skjælvende. Om nogen i dette Øieblik havde sagt et Ord til ham, havde han sluppet Skillingen og bekjendt. I et Par Sekunder var han næsten uden Sans og Samling af Angst; men Ingen gav Agt paa ham, og langsomt vendte Besindelsen tilbage som en kjølig Strømning gjennem hele hans Legeme og ligesom lettet stak han ubevist begge Hænderne i Buxelommen, som han pleiede.
Imidlertid blev Damerne færdige, og da der et Øieblik ikke var nogen i Butiken, raabte Hr. Jessen skarpt:
»Ikke staa med Hænderne i Lommen!«
Tørres slap Skillingen nede i sin dybe sikre Buxelomme; men han blev igjen saa opskræmt, at han skalv og ikke viste, hvor han skulde se hen.
De lo — de to andre; og da idetsamme Fru Knudsen steg ned fra Kontoret, sagde Hr. Jessen familiært:
»Ikke sandt — Frue? Gutten fra Landet maa vænne sig af med at staa med Hænderne i Lommen?»
»Det vil vist Hr. Wold snart indse af sig selv«, svarede Fruen uden at se paa nogen af dem.
Tørres glemte med en Gang de elendige ti Øre. Fruen havde ligefrem taget ham i Forsvar og forandret hans Navn — noget, som aldrig var faldet ham selv ind. Men han indsaa klart, hvor meget finere det lød at hede Hr. Wold end Snørtevold, som han havde opgivet efter Faderens Husmandsplads. Hvor han var hende taknemlig; han skulde nok passe paa Pengeskuffen for hende.
Men Hr. Jessen satte store Øine og nedlod sig til at gjøre Grimacer til Frøken Thorsen.
Endnu et bevæget Øieblik havde Tørres paa denne lange og anstrængende Dag. Og det var, da Fru Knudsen med det lille Pengeskrin i Haanden kom ned fra Kontoret, forat hente Dagens Kassebeholdning. Men efterat han havde seet, hvorledes dette gik for sig, følte han ingen Ængstelse mere for sine ti Øre; der blev hverken tællet eller spurgt efter; — og hvad kunde det desuden have hjulpet? tænkte han. Allerede efter denne første Dag var Tørres klar over, at man ganske trygt kunde knibe lidt af Skuffen hver Dag, men med Maade og — fremfor alt: bare han.
Og atter betragtede han med Mistro den fine Hr. Jessen, der iførte sig sin lavendelblaa Vaarfrak og tændte en Cigar, idet han forlod Butiken. Hansker havde han ogsaa; de kunde koste over 2 Kroner, det viste Tørres allerede. Det kunde aldrig hænge rigtig sammen.
Da alt var færdigt i Butiken, dråk Frøken Thorsen i en Fart sin The inde hos Fruen og drog saa ud forat finde sine Veninder.
Tørres derimod spiste med uhyre Appetit de gode Smørogbrød, Bertha havde smurt ham, og mens han lagde i sig, sad hun paa Kjøkkenbænken ved Siden og glædede sig.
Madamen havde været saa i Flugten med, hvor hun skulde lægge Tørres, fortalte Bertha; først havde hun tænkt at lade ham bo i det lille Kot nede paa Søhuset, hvor han havde sovet den første Nat. Men Bertha havde sat igjennem, at en Sovebænk blev flyttet ind i et lidet Værelse paa Loftet, hvor afdøde Knudsen, som i sine Fritimer var en ivrig Snekker, havde havt etslags Værksted.
Da Tørres var dødelig træt, vilde han helst tilsengs, strax han var mæt; og Bertha fulgte ham op med Lys, forat vise ham.
Trappen førte op paa Loftet omtrent midt i Huset, og derfra gik en Gang til begge Ender. Under det gammeldagse vidløftige Tag var der mange Klædekammere og smaa Skraaværelser paa begge Sider af Gangen, og saadan et var det, Tørres skulde have. Bertha lyste og viste det frem, idet hun lovede at rydde ud baade Høvlebænken og alt det Rab, som stod efter i Krogene. Tørres var mer end fornøiet; hvid Seng, Stol, Bord og Vaskestel — det var anderledes end paa Loftet hjemme i et svart Bøle med de andre Guttene.
Efterat hun havde tændt Lys for ham, tog hun sit og gik udenfor.
»Derhenne ser Du mit Kammers,« sagde hun og pegte henad Gangen, hvor de ved Lysets Skin kunde skimte Traleværket paa en liden Trap, der førte ned til Fru Knudsens Værelser, og lige ved Siden var Berthas Kammerdør.
Tørres syntes, han maatte være galant, saa træt han var, og sagde:
»Det er ikke lang Veien.«
Bertha truede til ham smilende blid.
»Men hvem bor der?« spurgte Tørres og pegte den anden Vei, hvor de ogsaa skimtede en hvid Dør for Enden af Gangen.
»Aa!« svarede Bertha haanligt; »det er bare Jomfru Thorsen; ellers er hun vist ude Mesteparten af Natten med Fyrene sine.«
»Saa?« sagde Tørres.
»Ja — Du kjender ikke de Byjenter, men tag Dig ivare,« dermed gik hun til sin Kant.
Saa træt som han var, tog Tørres alligevel sine Penge frem, da han havde forvisset sig om, at der ingen var paa Gangen, som kunde se ham gjennem en Sprække.
Med en ganske særegen Kjærlighed betragtede han de ti Øre, han havde taget; han begyndte at regne fremover, hvad det kunde blive til, hvor vidt han turde drive det, hvor han skulde anbringe sin Kapital, — men nu var han saa dødstræt, at han neppe fik gjemt sine Penge og Klærene af sig, før han faldt i en dyb, sund Søvn. —