Kielland JACOB/Kapitel 5
Dagene gik; og Tørres arbeidede saa, at Søhusmanden Simon Varhoug, som var en from Tilhænger af Olaves Spødeland, sagde til sin gode Ven og Medforløste Halvor Røidevaag:
»Dette unge Menneske haver Djævelen. For ikke før er han or Sengen, saa er han overalt. Jeg faar ikke snu mig, før han er over mig, og hele Søhuset kunde han udenad tredie Dagen, hver Kasse, hver Tønde, hver Tougende, ja, jeg formener grangiveligt, han kjender hver eneste Rotte paa Huset — saa at sige — pro persona.«
Idetsamme blev der raabt paa Simon oppe fra, og han skyndte sig afsted og lod Søhusdøren staa aaben. Nedenfor laa Halvor Røidevaag og andøvede; han vilde vente paa Simon; det var noget, han vilde sagt.
Søndenvinden stod ud Fjorden med tunge Stød; og Høstregnet dryppede jævnt over den halvmørke By. Halvor Røidevaag havde god Tid, for han var Flytmand; han sad i sin Baad og saa op og ned ad Fru Knudsens store Søhus, dernæst tog han Brandts i Øiesyn; men mens han skulde have Fyr i Piben, drev Baaden langt udover; og da han endelig fik Fyr trods Vind og Væde, var der netop en Kontorist paa Bryggen, som raabte ham an, og han maatte ro til Toldboden for 10 Øre. —
— Skjønt Tørres havde drømt vildt om Byen og netop tænkt sig, at han skulde stige lige ind i Herligheden med en Gang, var han dog i det første ganske overvældet i den store Forretning.
Han opdagede snart den stille Mur, som Hr. Jessen og Frøken Thorsen reiste omtrent midtveis i Butiken; men han tog — somom ogsaa han fandt det selvfølgeligt — den simple Del af Kramboden for sig, indtil han havde sat sig godt ind i de Ting.
Da var det ogsaa, han fik sine nye Klær færdige. De havde kostet saa urimeligt meget, at det drev ham som et Nag til bestandig at kredse om Pengeskuffen, indtil han havde Beløbet igjen.
Men allerede den første Dag, han var i Bydragt, var det umuligt at opretholde nogen usynlig Mur i Butiken. Det kunde ikke falde nogen ind at sende en saa fin Person ned paa Søhuset efter en Sæk Mel, — det indsaa selv Hr. Jessen strax; mens han spydigt gjennemgik Dragten og fandt fuldt af Folder og Feil.
Frøken Thorsen vovede ikke at tilstaa for sig selv, hvad hun følte; men hun sagde til sine Veninder, at en saadan Forandring havde hun ikke troet mulig. I rigtige Klær saa Hr. Wold betydelig ud, næsten extra! Han havde klippet sit Haar og barberet alt det dumme, dunede Skjæg, saa nu havde han bare en blød blond Bart over Munden; — jo — han var extra!
Fru Knudsen selv studsede og blev rød, da hun kjendte ham igjen, og Folk lagde Mærke til den Nye; Frøken Thorsens Veninder kom ind for at se paa ham, — ja Hr. Jessen bemærkede endog, at Fremmede og Smaabørn uvilkaarligt henvendte sig til Tørres, somom han var den første.
Selv var Tørres lykkeligere end nogensinde. Hvergang han hørte Sølvpengene rasle i Skuffen eller Sedler knitre paa deres Maade, naar de udfoldedes, gik der en glad Strøm gjennem ham. Han var i uaf brudt Virksomhed den hele Dag, og snart behøvede han ikke længer at spørge de andre om noget.
Men det Liv, der var i dette unge Blod, satte Liv i de andre — i dem, der kom og i dem, der gik, i selve Forretningen. Folk fik Lyst til at kjøbe i denne Butik, hvor der var saa livligt, hvor Kunderne smilede og Betjeningen fløi saa fort mellem Disk og Hylder.
»Nye Koste feie bedst,« sagde Hr. Jessen; »men i Længden er det dog et virkeligt dannet Væsen, som fengsler det gode Publikum til en Forretning.«
Frøken Thorsen nikkede, men Tørres, som ogsaa havde hørt Bemærkningen, — hvilket forresten ogsaa var Meningen, faldt strax nogle Trin ned.
Som fatttig Husmandsgut kjendte han fuldt vel den aristokratiske Ordning mellem Bønderne. Men overfor den store Kløft mellem Lands- og Byfolk var han usikker og ængstelig.
Det var ikke saa meget de store alvorlige Magter paa Byfolkets Side: Religionen og Lovene; saapas havde han seet og lært i sin Ungdom, at i Prokurator-Kneb og Krogveie saavelsom i Skinhellighed stod Bonden ikke tilbage; alt, hvad der kunde gjemmes bag alvorlige Ansigter og tunge Ord, klarede Bonden vel saa godt som Byfolket.
Men al Livligheden og Letsindigheden, som Byen turde tillade sig; al denne Ødslen til store Huse med Speilglas, til fine Klær og kostbare Fornøielser, Pengene, som daglig for fra Haand til Haand, det lette Liv og Latteren — se bare Latteren, hvor stor Forskjel i denne ene Ting.
Tørres kjendte ikke fra Barndommen Latter hos alvorlige Folk; han mindedes ikke, Moderen nogensinde lo — undtagen til Haan, naar nogen havde faret galt afsted. Ellers lo Gutter og Jenter i Skøi og Garpeskab, naar de var med sig selv — helst om Kveldene i Halvmørke. Men Smil og jævn Latter for Ingenting som mellem Byfolk — det kjendte han ikke til hjemmefra.
Derfor syntes han fra først af, at alle Folk i Byen var saa overvættes spøgefulde, og han spøgte og skøiede med. Men han blev snart betenkelig.
Det hændte, bedst som han stod i den livligste Handel, og der faldt et eller andet spøgefuldt Ord, at de fine Damer, naar han pludselig slog op sin store, skraldende Bondelatter, med en Gang snerpede sig sammen og lod de udpakkede Varer ligge. Forgjæves, at han anstrengte al sin Elskværdighed, de trak sig tilbage og gik.
Han følte, her var noget galt, han var ved Kløften; det brændte i ham, da han hørte Hr. Jessen bruge Ordet: dannet.
Saa lyttede han da efter Hr. Jessens Latter; den var næsten lydløs og indvortes; men bestandig var han i Smil og Spøg, og altid fik han Kunderne til at le.
Frøken Thorsen sagde bare »tji— tji— tji!« — naar hun lo, — omtrent som Katten, naar den nyser, tenkte Tørres. Men om Aftenen øvede han sig paa sit Kammer foran Speilet; og han blev ganske forskrækket selv, da han slog Munden rigtig op saa alle hans sterke Tænder og det store Tandkjød vistes, — saaledes som han var vant til at le. Han undredes ikke paa, om de fine Damer fik en Skræk foran slig en Kjæft; og samtidig mindedes han, at hjemme paa Landet blev Folk i Almindelighed stygge, naar de lo — ikke Jenterne netop ; men saa var det da meget sødere, naar Frøken Thorsen sagde »tji —tji —tji.«
I nogle Dage øvede Tørres sig i den stille Latter uden at gabe op; men uden sit eget Vidende kom han til at sige »tji —tji— tji!« og da det første Gang lød i Butiken, blev der en almindelig Fnisen. Hr. Jessen saa paa ham med Lorgnet; men da ogsaa Frøken Thorsen begyndte, vendte han sig fra dem med en Mine, som udtrykte, at han opgav dem begge.
Hr. Anton Jessen spiste og boede hjemme hos sin Moder, der var Enke efter en Skolelærer. Hun havde trodset Savn og Slid, for at holde sin lille Anton saa fin og pilren som et Dukkebarn, og det var lykkedes hende. Som liden kaldte de ham Polka-Gutten, men nu var han ubestridt det peneste unge Menneske i Butikfaget.
Hans Liv var hidtil gledet fremad jævnt og uden Hindringer. Hans Moder fjernede efter Evne hver Sten fra hans Vei; og da han selv var mønsterværdig flittig og flink, naaede han snart at blive Førstemand i Fru Knudsens Forretning.
Fru Jessen var bleven meget tidlig gift. Allerede mens hendes Mand var en bleg Skolegut med matte Øine og langt Haar, havde hun været hans trolovede Brud, og saasnart han var færdig med sin theologiske Examen, giftede de sig.
Men endnu inden hans lille Kone havde født ham det første Barn, bukkede den svagelige Mand under for en ganske almindelig Forkjølelse, der i en Fart ødelagde hans Lunger.
Under sin triste Barselseng hørte Fru Jessen den gamle Doktor tale med en Slægtning af hendes Mand om den Afdøde:
»Ja«, sagde Lægen; »det var jo Vanvid, at han giftede sig; han taalte det slet ikke, — det var igrunden det, som tog Livet af ham.«
Dette kunde hun aldrig glemme. Selve Ægteskabet var gaaet hen, uden at hun havde forstaaet stort. Hendes Mands Svagelighed, som pludselig kom over ham som en dødelig Mathed, — best som hun syntes, de var paa det lykkeligste i deres lille Dukkehjem; hans heftigt opblussende Lidenskab, der næsten smerteligt rev ham hen i deres Elskovs korte Lykke, — bagefter forstod hun alt dette bedre og hun følte som en Skam, hun ikke kunde forvinde.
Saa kort havde hendes Sandser været vakte, at en forskræmt Blufærdighed — mere ømfindtlig end den jomfruelige faldt over hende, saasnart hendes Mand var borte. Hun følte næsten en Angst for sig selv, for sit Kjøn, og fra hun vuggede den lille Anton i sine Arme, tænkte hun paa, hvorledes hun skulde beskytte ham.
Der var ikke Raad til at lade Gutten studere, og heller ikke kunde Fru Jessen tænkt sig at slippe ham løs mellem Studenterne i Christiania i den farlige Alder; derfor blev han i Byen og kom til Handelen; medens hun beholdt ham og fengslede ham til Hjemmet med sin aarvaagne Omsorg. Hun gjorde ham saa hjælpeløs som muligt ved at forsørge hans allermindste Behov og tænke forud for ham paa alle mulige Smaating, saa han forblev Barnet i hendes Haand — ude af Stand til at bestemme sig selv eller fatte en Beslutning, om han skulde tage Paraply eller Stok, før han havde spurgt Mor, i den største Forlegenhed, naar Mor ikke havde lagt Lommetørklædet i den rette Lomme, og uden Smag for anden Mad end den, som Mor havde lavet.
I Skolen havde de jo tumlet ubarmhjertigt med Polkagutten og tilsølet hans Blufærdighed det beste, de kunde, saa han var vendt hjem igjen til sin rene Moder endmere afskræmt og forvirret, og hans Natur, som skulde udvikle sig, forkrøblede i Usundhed.
Men da han blev voxen og fik en liden sort Mustache, begyndte han levende at interessere sig for de unge Piger, og de kom ham rigeligen imøde, fordi han var saa fin og ærbødig.
Han blev ogsaa snart saadan halvt forlovet; det ligte han svært godt; helst med to—tre ad Gangen, da var det ligesom han følte sig mere sikker. Thi tænkte han for Alvor paa Bryllup og de Ting, følte han sig beklemt og generet; han kunde dog aldrig forlade sin Mor og sit lune Soveværelse ved Siden af hendes Kammer.
Men imidlertid kom det Fru Jessen for Øre, at der taltes om hendes Anton og hans Bedrifter imellem de unge Damer i Butikfaget; og hun kom i den dødeligste Angst. Kun ved forsigtige Hentydninger vovede hun at udforske eller advare ham; og Anton, som godt forstod, følte sig ganske smigret; og efterhaanden blev det saaledes, at han pralede saa smaat og lod sin Moder forstaa, at han var en rigtig Udhaler. Han gjorde sig uhyre hemmelighedsfuld, naar han gik ud forat spasere; spurgte med en stræng Mine, om der var kommen noget Brev til ham; og var der saa et, laasede han sig inde forat læse det og var siden tankefuld og sukkede, saa Moderens Hjærte skjælvede.
Idetheletaget brugte han at fortælle sin Moder alt, hvad der hændte ham i Dagens Løb, men paa sin Maade; saaat Fru Jessen stundom fandt nogen Uoverensstemmelse mellem Virkeligheden og den kjære Antons Skildringer. Saaledes sagde hun nogle Dage efter, at Tørres Wold havde vist sig i Butiken i nye Klær:
»Nei Du Anton! — hvad var det for et vakkert ungt Menneske, jeg saa i Butiken hos Dig idag?«
» Vakker? — synes Du virkelig?«
»Men Gud! — det var da vel ikke ham — Bondegutten?«
»Jovist — Mor!«
»Ham! — den stakkels rødhaarede Gut, som Du har taget Dig af —?«
»Som jeg ogsaa har fiffet op, « sagde Anton og lo kort.
»Nei! nu er jeg da saa skuffet! —« raabte Moderen; »han er jo et pent ungt Menneske«.
»Aa Mor! — han ser dog saa grov ud.«
»Naturligvis,« indrømmede Moderen, og skyndte sig nu den anden Vei; han var jo ikke som hendes Anton; man saa jo strax Forskjellen. —
— I det daglige Liv i Butiken lod Hr. Jessen længe, som om han ikke mærkede, hvor Tørres voxte. Han brugte ham bestandig som den ganske underordnede. Naar for Exempel Hr. Jessen, som var en anerkjendt Mester i at udstille Damepynt, arrangerede det store Vindu mod Hovedgaden, lod han Tørres løbe høit og lavt i Butiken, forat finde det Stof eller den Farve, Hr. Jessen havde Brug for; og medens Tørres ufortrødent gjorde sit beste og selv med sine opmærksomme Øine fulgte hver Ting og mærkede sig hver Finesse, stod Hr. Jessen tilbagelænet og mysede med Øinene, forat iagttage Effekten paa den store skraa Udstillingsplade indenfor Ruden.
Men i Frøken Thorsens Hjerte var der saa underligt. Det kjendtes næsten, somom det vilde til at dele sig i to.
Vel elskede og beundrede hun Hr. Jessen over al Maade og evigt. Men der var for det første dette: at han var saa underlig og saa ujævn. Den ene Dag kunde han være saa varm i Øinene og stryge hende saa blødt over Skulderen, naar han gik forbi; den næste Dag sagde han: Frøken Thorsen! — saa koldt som Is, og syntes med Vilje at trække sig tilbage.
Og dernæst var det saa sin Sag med denne Hr. Wold. At have det store stærke Mandfolk lige ind paa sig hele Dagen — og tilmed som etslags Lærling, hun skulde retlede. Hvert Øieblik maatte de stikke Hoderne sammen over en Skuffe, eller hun maatte hviske ham en Pris i Øret, naar der var fuldt af Folk og travelt.
Desuden var det ikke frit for, at Tørres gjorde Tilnærmelser — og det temmeligt utvetydige. Han trykkede hendes Haand, naar han fik fat paa den; og det hændte, at han ganske unødigt lod sin Haand glide henover hende, naar de passerede hinanden; — han var sandelig ganske anderledes modig end Hr. Jessen; men ikke paa langt nær saa dannet.
Hvad Tørres selv angik saa gjorde han i Virkeligheden denne Kur halvt i Distraktion, fordi han hjemmefra var vant til at være elskværdig mod Pigerne.
Men ellers havde han ogsaa strax forstaaet det stumme Spil mellem hende og Hr. Jessen, og derfor tænkte han, der var et gammelt Forhold dem imellem, saa det kunde ikke nytte ham; — og desuden var han allerede optaget paa en anden Kant.
I den første Tid, hvor han arbeidede saa over al Maade baade med Legemet og ikke mindre med Hovedet, forat samle alt, var han saa træt om Aftenen, at han gik iseng, saasnart han havde talt sine Penge, og sov som en Sten.
Men efter et Par Maaneders Forløb hændte det en Lørdag Middag, at den store Bertha, som hver Dag serverede ham hans gode Mad paa Kjøkkenbænken, hun raabte noget efter ham, idet han vilde gaa ned igjen i Kramboden.
Han standsede midt i Døren og spurgte : »Sa Du noget?«
»Aa nei! — det kan være det samme«, svarte Bertha.
»Hvad var det, Du sa?«
»Aa — jeg vilde have spurgt, om det ikke var Skik i Din Grænd, at Guttene gik til Jentene Lørdagskveld?«
»Jo —« syarede Tørres og saa paa hende.
»Ja—ja da!« svarede Bertha og vendte sig fra ham, og skurede paa en Gryde, saa det raslede.
En saa elskværdig Indbydelse havde Tørres ikke kunnet modstaa.