Kielland JACOB/Kapitel 3

Fra Wikikilden
Gyldendalske Boghandels Forlag (s. 22-36).
◄  Kapitel 2
Kapitel 4  ►
Kapitel 3
III.

Gustav Krøger var kommen til Byen som ung Kandidat for at være Fuldmægtig hos Byfogden; men istedet derfor havde han gjort det bedste Parti i Byen, idet han blev forlovet og gift med Datter til den rige Brandt paa Torvet.

Han var en velbegavet og glad Natur, hvem det oprindelig var faldet temmelig let at forelske sig i den stille, usikre Smaabydame med de mange Penge. Og han betænkte sig ikke et Øieblik paa at opgive alle sine andre Planer, da Gamle Brandt foreslog ham at gaa ind i Forretningen. Heller ikke ændsede han sine Venners Spaadomme: at han ikke vilde holde ud som Fremmed i den lille By. Gustav Krøger mente tvertimod, at han skulde sætte lidt Liv i Byen, hæve den en Smule op til mere frigjorte Anskuelser, mere frimodig Selskabelighed.

For dette havde han kjæmpet i mere end tyve Aar fra Nederlag til Nederlag, indtil ogsaa han og hans Humør var knækket, og Hverdagslivet havde forbitret hans Liv, saa han nogenlunde kunde passe i den lille bitre By.

Thi hans Kone havde været fuldblods; op voxet som den rige Mands Datter og fastgroet med hver Trevl i den sure Jordbund, trodsede hun stille og gudhengivent alt hos Manden, som lugtede af fremmed Glæde eller fremmed Kultur. Det spagfærdige Væsen, Gustav Krøger havde forlovet sig med, havde igrunden kun havt den ene Periode af Svaghed: da hun forelskede sig i den smukke, verdslige Fuldmægtig. Men saa snart hun havde faaet ham, gjorde hun kraftig Bod og sparede ingen Anstrængelse for ogsaa at faa ham til at følge. Ægteskabet gik derfor fra først af noget ujævnt; indtil det med Aarene kom dertil, at Herren gik i Klubben og i Selskaber, mens Fruen sad hjemme og pleiede sin Sjæl og sine mange Svagheder.

Saaledes havde der i lange Tider været stille og nedrullet i de store Stuer hos Brandt paa Torvet, og Støvet lagde sig over Lysekroner og gamle sorte Mahognimøbler, indtil Fruen for et Par Aar siden døde og blev begravet under stor Deltagelse som en sjelden Kvinde af Menigheden.

Deres eneste Barn Julie var ved Moderens Død voxen Pige — bleg og fin med tyndt Blod og rødligt Haar. Under hele sin Opvæxt droges hun mest til Moderen, hvis Bekymringer og religiøse Surhed passede med Skolens Kjedsommelighed, med den unge Piges fortrykte Sind under Konfirmationstiden og med den begyndende legemlige Udviklings Pinagtigheder.

Men senere saa det ud til, at Faderens Natur mer og mer slog ud i hende. Hun kom hjem fra et Pensionat i Udlandet som en latter mild og modig ung Dame — til stor Sorg for hendes Moders vidtløftige Vennekreds, der bestandig havde havt saa stort et Haab til den sure lille Julie, som saa tidligt blev alvorlig.

Dertil kom, at Julie fik en Veninde i en ung Frue, som imidlertid var kommen til Byen — en Veninde, som strax skilte Julie fra de bekymrede Damer.

Fru Steiner var som ganske ung bleven gift med en rig Grosserer i Christiania — men da hun allerede strax kom underveir med, at hendes Mand vidste god Besked om Ting, som hun ikke havde fuld Greie paa, saa forstod hun, at hun var bedraget og besluttede at opofre sig forat hævne den krænkede Kvindelighed, at idetmindste en Mand kunde blive straffet for Mændenes Usædelighed.

Efter et Aars ihærdige Opofrelse drev hun, sin Mand saa vidt, at hun med Lethed opnaaede Skilsmisse, og nu levede hun, rigeligt underholdt — for sin Kunst; det viste sig nemlig, at hun havde et stort Talent som Maler —, medens hun — uden at forhaste sig — ventede paa en sædelig Mand at gifte sig med — helst en Kunstner.

Da Julie Krøger kom hjem fra Udlandet, blev hun strax opmærksom paa Fru Steiner, den eneste Dame i Byen — syntes hun —, der havde et europæisk Snit; de bleve kjendte og snart uadskillelige Veninder. Julie gik hos hende og lærte at male — hun havde nemlig ogsaa Talent, men ikke saa stort som Fru Steiners, og til Gjengjæld aabnede det Krøgerske Hus sig for den smukke Frue fra Hovedstaden, som Byen ellers havde set paa med ublandet Forargelse.

Men Gustav Krøger tog med Glæde imod hende nu, da han efter sin Kones Død havde faaet Vinduer og Døre op igjen, hun var netop en Dame efter hans Sind munter og frygtløs, en Dame, med hvem man kunde tale om alt muligt, i høi Grad indtagende og alligevel sikker overfor Mændene, som en, der havde gjennemgaaet alt og vidste Besked.

Ikkun Tante Sofie, som var Krøgers ældre Søster, hun var den eneste i Huset, som ikke kunde fordrage den smukke fraskilte Frue.

»Det er ikke for det«, sagde Tante Sofie, »at hun er saa fri paa det, og plent skal snakke om alt det uanstændigste, som fin's —« 

»Jamen, synes De ikke ofte, det gaar vel vidt?« spurgte Fru Knudsen forsigtig og rødmede — som hun saa let gjorde.

»Slet ikke, slet ikke!« raabte Tante Sofie og rettede sin fyldige Overkrop, »det er netop godt, at der tales om Tingene; det har alle godt af og de unge Piger ikke minst.« 

»Tror De virkelig, Julie har godt af —«

»For den Sags Skyld kan hun gjerne omgaas Fru Steiner, men hvad der ærgrer mig«, sagde Tante Sofie og bøiede sig frem over sit Arbeide, »det er den Mine, hun giver sig af Erfaring, som om hun kjendte alle Elskovens og Ægtestandens Mysterier —« 

»Ja, men hun var jo gift.« 

»Pyt!« — Tante Sofie blæste med megen Haan, — »det var rigtig noget at snakke om. Hun gift! — Nei — en Dame som De derimod, skjønt jo Deres Mand var saa meget ældre —« 

Fru Knudsen begyndte igjen at blive rød; men lykkeligvis kom der en Pige i Døren og bad Frøken Sofie komme ud i Kjøkkenet.

I Stuen var Lamper og Lys tændt, som om der ventedes flere Fremmede; Fru Knudsen sad rolig og alvorlig ved sit Haandarbeide —, hun var ganske som hjemme i det Krøgerske Hus. Der havde aldrig været nogen Konkurrence mellem de to Naboforretninger, skjønt de efterhaanden kom til at føre omtrent de samme Varer. Men Cornelius Knudsen havde begyndt hos gamle Brandt og etableret sig ved dennes Hjælp, fordi Brandts Forretning mere gik over til Modevarer og Luxus. Og efter mange Aars Arbejde havde hvert Hus omtrent sin Kreds af Kunder; Brandts var den gamle fine Forretning, og Cornelius Knudsen blev den, som havde alt muligt at sælge for Smaafolk.

Derfor havde det været Gustav Krøger, som ordnede alt for den unge Enke, da Knudsen døde; han vedblev at skrive paa hendes Vexler og Handelspapirer og hjalp hende hvert Aar med Regnskaberne. De Folk i Byen, som ikke troede, at Fru Knudsen vilde have den lille Hr. Jessen, var overbevist om, at hun vilde ende som Fru Krøger; thi alle var enige om, at en saa pen og velstaaende Enke vilde og maatte gifte sig igjen.

Og da Gustav Krøger traadte ind i sin Stue og fandt hende siddende saa hjemligt i Lampelyset ved hans eget Bord, sagde han udeh at betænke sig — som det var hans Vane:

»Det ender med, at det bliver Deres Plads for Livet — Frue! — De kan ikke tro. hvor godt De tar Dem ud.« 

Hun vidste ikke, hvor hun skulde gjøre af sit Ansigt, medens hun forklarede, at Tante Sofie netop var gaaet ud —; og han paa sin Side blev ogsaa lidt hed om Ørene; men han slog det hurtigt væk i Spøg, som han pleiede i Omgangen med den unge Enke; og de satte sig til at snakke utvungent, indtil Julie kom hjem med sin Veninde Fru Steiner — og Jolla Blom, som de uheldigvis mødte lige udenfor Huset.

Strax efter kom ogsaa Overlærer Hamre, forat spille Skak med Krøger; men det blev der ikke noget af; thi et Øjeblik efter var hele Selskabet indviklet i Dagens Samtale om Dagens store Sag.

»Det er bevist,« raabte Fru Steiner og lænede sin slanke Overkrop i det tætte Jersey-Liv bagover i Lænestolen, »det er bevist, at Mændenes Utroskab er værst for dem selv.«

»Saa?« — svarede Overlæreren og satte op et høist betænkeligt Ansigt. Han var en liden underlig støvet Herre med et Par store Øine, som ingen blev klog paa.

»Det er aldeles sikkert at Mandfolkenes Umaadelighed vil ødelægge dem i kort Tid — aldeles totalt!«

Hun talte i den feiende, sikre Christiania tone, som løftede hver Bemærkning op til Uimodsigelighed.

»Hvem har bevist det — Frue?« 

»Statistiken.« 

»Au da! — sagde Overlæreren og strøg sig over Haaret; »det var en slem Autoritet.« 

»Men der er ogsaa gode Folk paa den anden Side,« mente Gustav Krøger; »naar Hustruen ikke vil, kommer Turen til Tjenestepigen — siger Luther.« 

De andre lo; men Jolla Blom, som sad spændt, for ikke at gaa tabt af et Ord, nippede i Julie, og sagde halvhøit?

»Ikke den rigtige, — det er ikke den rigtige.« 

»Jo Frøken !« svarede Krøger, »den rigtige Morten, der hviler sig i Sachsenland.« 

»Luther!« sagde Overlæreren lettet og gned sine Hænder; »det var ogsaa en god Autoritet.«

Fru Knudsen saa ned i sit Arbeide; men Tante Sofie, som var kommen ind igjen, sagde: »Ja, der findes nok Koner, som ikke er bedre værd.« 

»Nei, ved De hvad!« raabte Fru Steiner og holdt strax op at le, »det kan ingen sige, som kjender Mændene.«

»Kjender Mændene — he! — kjender Mændene —« sagde Tante Sofie spydigt; men hun kunde ikke finde noget rigtig biskt at fortsaette med.

»Kjærligheden bør ikke fornedres,« sagde Julie med Vægt; men blev idetsamme ildrød i Hovedet.

»Kjærligheden!« — svarede hendes Fader, »Du mener Ægteskabet — Barn.« 

»Ja det er da« — hun vilde sagt, det var det samme, men tog sig i det og blev end mere forvirret.

Men Fru Steiner kom hende strax til Hjælp: »Hvem nedværdiger Elskoven mere end Mændene?« 

»Konerne« — svarede Gustav Krøger, og alle de andre lo, skjønt han paastod, det var Alvor. Men imidlertid gik man tilbords, og Samtalen gik istykker og blev til Samsnak mellem to og to, mens der blev spist.

»Saa det er Konerne?« raabte pludselig Fru Steiner og begyndte igjen at le, »naar De engang vilde tale alvorligt — Krøger!« 

»Det er Alvor Frue!« 

»De vil da vel ikke paastaa, at Konernes Utroskab —« »Vi talte om at nedværdige Kjærligheden; og det gjør mangfoldige Hustruer, som ikke engang gider være utro.« 

»Saa — aa?« spurgte Overlæreren.

»Det gaar med Kvinderne,« sagde Krøger, »som med Børnene foran Konditorens Vinduer; de er overbevist om, at fik de bare Lov, skulde de mageligt spise alle Kagerne, men —« 

»Der kommer De ingen Vei,« raabte Fru Steiner og rystede sine hvide Haandflader mod ham; »det er bevist — alle Læger ere enige om det — Hr. Overlærer! at disse Ting er aldeles lige for Mænd som for Kvinder, for Hannerne som for Hunnerne.« 

»Ja fra først af; men i Attraaens uafladelige Reproduktion er jo Manden den langt overlegne.«

»Overlegen!« raabte Fru Steiner. »De kalder hans Umaadelighed, som der bør lægges Baand paa —«

»Nu gaar det godt!« raabte Gustav Krøger straalende fornøiet, medens Fru Knudsen bøiede sig helt ned over sin Tallerken og Jolla Blom sad med runde Øine og aaben Mund, for at opsamle alt det Fæle, som hun ikke forstod; først er vi ganske lige; men saa viser der sig en Ulighed, og strax er Kvinden paa det Rene med, at det er en Feil hos Manden, som der maa lægges Baand paa. De begynder med at være lige forhippede paa at komme sammen; men en Stund efter puffer hun ham fra sig: han er hende for »kjødelig.« 

»Og med fuld Ret,« begyndte Fru Steiner uforfærdet; men Krøger var saa ivrig, at han afbrød hende:

»Et af to Frue! Enten er Elskoven noget Uhumskt, man helst burde operere bort jo før jo heller; eller den er det ypperste af vor Livskraft. Men er Elskoven dette — som vi vel endnu tror, — hvad Mening er der saa i, at den ene Part siger til den anden: Du har mere af dette ypperlige end jeg; altsaa er Du et Svin, væk med Dig.« 

»Aa! De snakker mig rundt — Krøger!«  raabte Fru Steiner og lo, »De ved godt, De har Uret.« 

»Ja, naar man bare viste, hvem der har Ret,« begyndte Overlæreren betænkelig; »du kommer med saa meget af Dig selv — Du Krøger!«

»Tro Du mig, Overlærer!« — raabte Krøger, »hvis Konerne passede bedre paa det, jeg kalder Elskovens Festlighed, ikke slåp Vane og Hverdagslighed ind i det Forhold —«.

»Det kjender jeg igjen,« raabte Fru Steiner atter kampfærdig; »hun maa aldrig blive træt af at pynte sig for stadig at fængsle sin Pascha ved kokette Paafund og nyt Trylleri; — det forlanger man af en udslidt Moder, som kanske ikke engang har Raad —« 

»Erfaringen modsiger Dem — Frue! de tvære og uvillige Hustruer, som holder af at gjøre sin Mand afholdende, findes i de øvre Lag; mens Arbeideres og Smaafolks Koner holder den Elskov ganske anderledes i Ære, som er det eneste, hvormed de kan fængsle og belønne Manden, der slider for Familien.« 

Fru Steiner ligte ikke denne Vending, især da hun følte Tante Sofies Øine; hun vendte sig rask mod Overlæreren:

»Tager De ogsaa Parti mod de arme bedragne Hustruer?«

»Gud bevare mig for at tage Parti,« svarede Overlæreren, »jeg ved jo hverken op eller ned; men hvad siger Tante Sofie til de bedragne!«

Fru Steiner hviskede halvhøit til Julie: »Skal vi nu faa Besked hos gamle Jomfruer?«

Tante Sofie forstod godt, og begyndte derfor — rikkende lidt paa Hovedet, hvilket betegnede, at hun drog i Kamp:

»Jeg vil sige til mangfoldige Hustruer, som kommer og klager over Mændenes Utroskab, det samme som Salomo sagde til hin Mand, som spurgte, hvad han skulde gjøre, forat blive elsket? Salomo svarede bare det ene Ord: Elsk!«

»Ja, hvis vi nu alle har faaet nok af Mad og Visdom,« sagde Værten og reiste sig fra Bordet.

»Maden var vel nok; men Gud bedre os for Visdommen,« sagde Overlæreren og saa fra den ene til den anden; det var hans Fornøielse at holde slige Samtaler igang; »mon den Historie om Salomo er ganske historisk?«

Men Tante Sofie var allerede gaaet ud i Kjøkkenet — meget tilfreds med sig selv; og de unge Damer stak Hovederne sammen; de to lo af Jolla Blom, som skulde have Besked og Forklaring for ikke at miste noget af den fæle Samtale. Fru Knudsen satte sig igjen til at arbeide; medens Herrerne begyndte at spille Shak henne ved Ovnen.