Kielland JACOB/Kapitel 11
Under hele den foregaaende Dans havde Julie været inde paa sit eget Værelse med Jolla Blom. Hun var træt, og hun trængte til at snakke med en. Det var ellers længe siden, at Jolla Blom blev valgt til fortrolig.
»Hvad synes Du om ham — Jolla? naar Du skal være oprigtig.«
»Er Du virkelig indtaget i ham Julie?« spurgte Jolla Blom istedetfor at svare.
»Jeg ved ikke.«
»Saa er Du.«
»Nei, langtfra! Det er bare det, at hun skal ikke have Lov til at gjøre Nar af ham.«
»Fru Steiner gjør Nar af alle, — selv af sine bedste Venner — siger de.«
»Hun skulde prøve.«
»Du skulde bare vide alt det, de siger om hende.«
Ellers stansede Julie hende, naar det kom til al den Sladder, der gik i Byen om Fruen; men iaften lod hun Jolla Blom lette sit Hjerte.
»Saa kan Du tænke Dig, de siger ogsaa, hun har en i Christiania — en rigtig.«
»Hendes Mand, mener Du —«
»Nei! en til! en rigtig saadan, Du ved.«
»Aa Tøv! — Jolla !«
»Ja, de siger ogsaa,« fortsatte hun ivrigt, »de siger, hun driver Maskepi med den Wold ogsaa, mens hun lader, somom hun gjør Nar af ham, forat Ingen skal forstaa.«
»Hvem siger det?« raabte Julie heftigt. »Ja — de siger saa for mig; jeg ved ikke mere,« svarede Jolla Blom uskyldig.
Da de kom ind igjen i Salen, skulde just den Vals begynde, som Julie havde lovet Tørres, og han stod allerede og søgte hende med Øinene — saa høi var han, at han saa henover Hovederne paa de Fleste.
Da de havde danset en Gang, tog de Plads paa en liden Sofa i Salen; og Tørres følte sit Hjerte slaa i Forventningen om det, som skulde komme; imidlertid var det ham ikke muligt at finde Begyndelsen.
Det var Julie, som først sagde:
»De havde en morsom Française?«
»Aa ja!«
»Hun er fortryllende?«
»Fru Steiner? — aa — hver sin Smag,« — sagde Tørres og saa hende pludselig lige ind i Øinene.
Julie blev lidt rød og gjorde uvilkaarlig et Ryk til Siden.
»Hun er svært farlig —«
»Ikke for alle« — svarede Tørres. Julie reiste sig, og de dansede igjen. Hun maatte næsten le, mens han førte hende let og sikkert: hun havde troet, at Lulli havde ham ganske i sine Garn — og det troede Lulli vist ogsaa! — og saa var det jo hende selv, det gjalt. Han gik jo med et Frieri i Halsen; men det vilde Julie ikke høre, ikke paa nogen Maade — ikke endnu i alt Fald.
Forgjæves prøvede Tørres at komme videre; hun holdt ham tilbage og bøiede af, saa Samtalen kom ikke længer end til lette Smaating, som de lo af.
Efter Dansen vilde Tørres — urolig og nervøs ikke slippe hende. Hun sagde, at hun maatte ud til Tante Sofie i Kjøkkenet. Han vilde følge med; hun kunde ikke blive ham kvit, gjennem de gamle Damers Værelse fulgte han — lige til Kjøkkendøren, hun lo endnu, men var halvt ræd ham.
»Se her skilles vi!« raabte hun og rakte ham Haanden.
»Men — men vi er jo enige?« — fik han endelig frem.
»Ja da!« raabte Julie leende, idet hun forsvandt ud i Kjøkkenet.
Tørres opsøgte Fru Steiner i det lille Værelse, og — ganske straalende af sin Lykke, raabte han til hende:
»Tænk! hun troede, det var Dem!«
Fruen forstod ham og saa op med et Par Øine, som Tørres ikke forstod, saa ophidset som han var. Men nu var Maalet fuldt; hun vilde skille sig ved denne Tølper.
»Sagde De ikke før, De vilde følge mine Raad?«
»Har jeg ikke gjort det? — og tænk Dem —«
Hun afbrød: »Men tør De fremdeles?«
»Jeg tør alt muligt,« svarede han.
»Det er jo det, ser De! at saaledes som De nu stormer frem, kan De let forspilde det hele. Mellem Folk af vort Slag fares der ikke —«
»Men De lærte mig jo netop at gribe til og det forsikrer jeg Dem —«
»Ja — forstaar De, men —« hun var selv lidt forvirret; imidlertid tog hun sig sammen, »se mellem os bruger man dog at sikre sig — at sikre sig Samtykke hos Familien.«
Dette var ganske efter Tørres Wolds Begreber, at man først friede hos Forældrene; han sagde derfor lidt nedstemt:
»De mener, jeg skulde først spørge den Gamle?«
»Jeg tror ikke at han vilde synes om en Overraskelse,« sagde Fru Steiner; hun syntes nu selv, dette gik for vidt, og reiste sig.
»Ja — De maa ikke tro, jeg er ræd,« raabte Tørres; »vent lidt skal De se!«
Han sprang op; iaften havde han Mod til alt, paa Julie var han sikker nok, saaledes kunde ingen Pige være, uden hun var villig. Fyrig og lykkelig gik han, forat finde sin til kommende Svigerfader.
Fru Steiner vilde holdt ham tilbage, dette blev kanske for galt, men han var saa snar, og desuden — hvad kunde hun for, om denne indbildske Person gjorde Dumheder; alle Mennesker havde jo forkjælet ham og sat ham Fluer i Hovedet; hun selv havde ved Gud altid holdt ham for Nar.
Men hun tænkte paa, hvorledes det egentlig hang sammen med Julie? mon den lille Gaas virkelig indbildte sig, at hun havde vundet en Sejer, som var noget værd?
Og pludselig faldt der over den smukke; Frue en Modløshed midt i Ballets Tummel; hun fornam Afstanden mellem hendes Liv i Hovedstaden som Fifdame, som ung Kone, der ikke behøvede at tage Hensyn, midt i Omgivelser, der forekom hende dobbelt glimrende i dette Øieblik, hvor hun var reduceret til at kjæmpe med en liden Smaabydame om en Krambodgut fra Landet — hun krammede sit Lommetørklæde inde i Haanden, viftede Løitnanterne Filtvedt og Tuftemo — en til hver Side, da de kom styrtende mod hende, og ilede ud forat finde Julie og holde sig parat til, hvad der maatte komme.
— Imidlertid gik Tørres ufortrøden paa Jagt efter sin Svigerfader gjennem alle Stuerne. Alt det Held, som fulgte ham i det siste og i denne Aften, berusede ham mere end det, han havde drukket. Derfor kom der bare den ene Tanke frem: De skulde faa se! — De skulde faa se — allesammen.
Somom han var bleven en anden Person, der ikke længer havde Rod i den forsigtige Bonde, kom der bare de lyse Billeder. Bankchefen, de andres begyndende Respekt, hans gode Penge, Julie selv, hendes Venlighed, — de skulde faa se allesammen ! — indtil han med et fik Øie paa Værten, som stod i Samtale med Konsul With og nogle andre Herrer ved Indgangen til Kontoret.
Et Øieblik stansede Tørres uvilkaarligt ved Synet af denne Mand, der paa en ejendommelig Maade var bleven ham saa forhadt fra det første Møde; men han nærmede sig alligevel for at gribe et beleiligt Øieblik og tale med Krøger inde i Kontoret, hvortil Døren var aaben, forat slippe Røg ud.
Konsul With blev kaldt til sit Kortbord, Gruppen opløstes; og Værten gik ind i Kontoret for at hente Cigarer.
Tørres fulgte efter. Derinde var ikke tændt Lys; et Vindu stod aabent ud til Søen; der var svalt og stille, Ballets Støi lød langt borte. En kjølig Besindelse skyllede over den unge Mand, han stansede og vilde netop liste sig ud igjen, da Krøger pludselig mærkede ham bag sig og for op:
»Hvem Fanden! — hu! er det Dem?«
Nu var der intet Tilbagetog; Tørres samlede sig, et Secund havde han ligesom været borte.
»De vil nok blive overrasket — Hr. Krøger,« saaledes begyndte han lidt usikker; »jeg har noget af stor Vigtighed at meddele Dem — og bede om —«
»Forretninger til imorgen!« sagde Krøger og slog med Haanden; han stod paa en Stol foran et høit Skab og rodede efter Cigarerne.
»Det er ikke egentlig Forretninger; det er privat — ganske privatissima!« — sagde Tørres modigere.
»Hm!« svarede Krøger og steg med Besvær ned igjen.
Tørres svedede; men han var ikke den, som gav sig:
»Jeg vilde tale med Dem — Hr. Krøger! fordi det er Skik at begjære Forældrenes Samtykke.«
»He?« sagde Krøger og tænkte: »han er snyd — det Asen!«
»Deres Datters Samtykke har jeg saa godt som.«
»Javist, javist har De saa,« sagde Krøger og søgte at komme saa lempeligt som muligt forbi det ful de Menneske.
»Nei, nei! nu faar De høre efter!« sagde Tørres skarpt og holdt ham fast ved Kjoleopslaget: »jeg er saagodtsom forlovet med Deres Datter Julie.«
Gustav Krøger gav bare et Grynt af Rædsel og stirrede paa den anden. Lyset fra Spilleværelset faldt midt paa Tørres. Det var ikke en fuld Mands Ansigt; men der var en saadan anspændt Fasthed, et saa frygteligt Udtryk af ubønhørlig Vilje, at den arme Mand bare rev sig løs og løb, løb ud af Kontoret raabende, Julie! — hvor er Julie? — til stor Forbauselse for de omtaagede Kortspillere.
Allerede i næste Værelse mødte han sin Datter med Fru Steiner og Flere i Følge.
»Der er Far! — vi er Deputation; Du skal danse Cotillon, — men Far! er der noget iveien?«
Han kunde ikke svare, men greb hende om Haandleddet og trak hende med sig. Der stod Tørres Wold midt i den aabne Dør til Kontoret; hans blonde Hoved og Ansigtet, som nu var blegere og det store hvide Skjortebryst stod skarpt tegnet mod Mørket i Værelset bag ham, alles Øine vendte sig mod ham, idet Krøger aandeløs sagde: »Svar — Julie! er det sandt, at Du er forlovet med dette —«
»Nei! men Far! — raabte Julie blussende rød.
»Ja — eller nei!« han var ganske ude af sig selv.
»Nei, nei! det maa være en Misforstaaelse. Hvorfor gjorde Du dette — Far!« — Julie kastede sig ind til ham og brast i Graad.
I det Øjebliks Stilhed, som fulgte, hørtes et lidet Skrig fra Fru Steiner, og hun traadte uvilkaarlig et Skridt bagom en af Herrerne; thi hun havde seet Tørres Wolds Hænder knyttes og en Trækning fare gjennem hans Krop. Men de andre saa bare, at han pludse lig for afsted, ligbleg i Ansigtet, ud gjennem Stuerne — alle veg afveien, ud — væk — forsvunden af Huset i mindre end et Minut. —
Krøger tog Julie med sig ind i det mørke Kontor og lukkede Døren; medens Skandalen udbredte sig over hele Huset lig en gjennem trængende Lugt, som alle fik tillivs i tre-fire Aandedrag.
Hr. Jessen vaagnede op af sine Drømme om Talentet og samlede en Masse Ondskab og Latter over sin faldne Fiende. Løitnanterne kom til i Triumf; og det viste sig, at alle Mandfolk havde ærgret sig over denne Bonde-Kavaller; medens Damerne mest tænkte paa Julie, som havde faaet fortjent Straf for sit aabenbare Koketteri med en Klodrian, som ikke forstod.
Og da det først var overstaaet, og Musiken uforstyrret spillede op igjen, begyndte Cotillonen med Lystighed, som naar en landlig Fest tager nyt Liv i den rensede Luft efter en frygtelig Tordenbyge.
Gustav Krøger viste sig snart igjen blandt sine Gjæster. Skjønt han i Virkeligheden baade ærgrede sig og skammede sig over den Ubehændighed, hvormed han selv havde hidført det fordømte Optrin, var han dog altfor meget Vært og Verdensmand til at opgive Aftenen og svigte sin Pligt.
De gamle Herrer spillede igjen sine Partier i Røg og Damp; Ungdommen i Salen morede sig, somom Ingenting var foregaaet, og Krøger lod ufortrødent Beværtningen fortsætte med Glans til det siste; alligevel kunde det ikke skjules, at Festen havde faaet en Knæk, som ikke kunde forvindes.
Julie laa paa sin Seng og græd; Fru Steiner forsvandt uden Godnat; en og anden af de ældre Damer tog bort med en modstræbende Datter; Stemningen mattedes af, og Ballet sluttede af sig selv — tidligere end man var vant til.
Da Bankchef Christensen kom ud paa Pladsen foran Brandt, vendte han sig om og betragtede de oplyste Vinduer, idet han eftertænksomt gned sin store Næse. Allerede længe syntes han, der havde lugtet lidt underligt at Krøgers Forretning; dertil dette store, overdaadige Bal, som var endt med en Fornærmelse mod en af Byens unge Kræfter! — den lille Frøken Julie kunde kanske komme til at svide bittert for denne Aften! —
— Imidlertid laa Tørres Wold forlængst i sin Seng og stirrede ud i Mørket med aabne Øine.
Det ene Øieblik af vildt Raseri, da det suste for hans Øren og den Tanke for gjennem hans Hjerne at rydde Stuen og gruse det hele i Stumper og Stykker, — det var et Glimt som slukte i Mørke, efter dette huskede han intet, han anede ikke, hvorledes han kom ud af Huset og hjem i Sengen.
Men som han laa sammenkrøbet under Tæppet og stirrede, viste det sig altsammen for hans Øine, og han kjendte det som en Skræk — som noget rædsomt og hemmelighedsfuldt der var foregaaet med ham; han havde hele Tiden været en anden, han havde gaaet ved Siden af sig selv — den rigtige Tørres Wold — som en Nar, som en Nar for hele Byen.
Han prøvede med sig selv om han var fuld? Men ingenting gik rundt for ham; alt var ganske klart, aldrig havde han været klarere. Det var noget meget værre, han var gal; han skjælvede i Sengen og lyttede aandeløst, om de kom efter ham; han var vist gaaet fra Forstanden.
Hvor var det ellers muligt, at han, som var saa glyg, kunde gaa en hel Aften omkring mellem Mennesker, der aabent havde ham til Nar? De havde jo ikke smilet til ham; men de havde leet ham lige op i Ansigtet — allesammen! Herrerne, som lod ham staa der og vrøvle om Banksager! — og Damerne! — han pressede sit Hoved ned i Puden og følte, at aldrig mere turde han vise sig for Folk.
Han var og blev Bondetampen, som ikke kunde aabne sin Mund uden at sige Dumheder og Grovheder; Ord for Ord kom alt det igjen, han havde sagt paa Ballet — det ene oppaa det andet, indtil han saa sig selv — enten han vilde eller ikke — han saa sig selv som en fremmed Bytting staa i Kontordøren foran den fine Gustav Krøger og sige, at han var forlovet — han vaandede sig og vilde ikke høre; men det kom igjen og igjen, bestandig førtes han til det halvmørke Kontor, ud af hvilket han var bleven jaget som en gal Hund.
Han havde stolet dumt paa en liden Klat Penge og glemt Kløften, som skilte; nu laa han paa Bunden og kunde aldrig komme op igjen. Aldrig vilde han naa over til den Verden, hvor der var lyst og fint, hvor ingen var grov og dum, hvor man turde være glad og hvor der endelig fandtes Kvinder værd at eje.
Allerede Frøken Thorsen var for fint Legetøi for ham; nei Bertha — den tykke Bertha var netop saa passelig til en Klodrian som han. Aldrig kom han tilveirs; var han ikke selv falden, vilde Bankchefen snart have knust ham; han havde bare Fiender.
Saaledes sank og sank han dybere tilbage i sig selv, som han var: den forsigtige, mistænksomme Bondegut, der vel skulde vide at klare sig frem; men som aldrig kunde falde paa at gaa bent op i løse Luften.
Og pludselig havde han staaende for sig det gamle Barndommens Billede af Jacob, som faldt ned af Stigen og forvred sin Hofte.
Ja han var sandelig ogsaa falden; men meget værre. Og op i løse Luften havde han villet gaa — ligesaa galt som Jacob, ja endnu galere.
Men denne Lighed lagde alligevel mere Ro i hans Tanker; den førte ham fra Drøm og taabelig Indbildning til den faste Grundvold paa nøgterne Beregninger, som ikke kan slåa feil.
Hans Fald var naturligt; intet Menneske — ikke engang den store Patriarch kunde gaa i løse Luften. Derfor var denne Dag som Jacobs Drøm et Varsel og et Tegn, som i al sin Pinagtighed, kunde love godt for Fremtiden.
Med dette sov han endelig ind. —