Hopp til innhold

Kielland JACOB/Kapitel 10

Fra Wikikilden
Gyldendalske Boghandels Forlag (s. 140-159).
◄  Kapitel 9
Kapitel 11  ►
Kapitel 10
X.

Krøgers Bal mellem Jul og Nytaar var saa gammelt, at det endnu hed Brandts Julebal. I fordums Tid havde Byen været munter, og i Brandts velstaaende Hus havde Embedsmænd og gode Borgere sjunget de gamle Sange og svunget de udringede Damer — sirligt, men lystigt og uden Sky.

Julies Moder havde egentlig været den eneste i Slægten, som helt blev taget af den sure Religiøsitet, der brød ind i de senere Aar; og saalænge hun raadede, havde der ogsaa ligget Tyngsel over det gamle Familie-Bal.

Men nu tog Gustav Krøger Revanche for dette og meget andet, og de siste Aars Fest havde været til stor Sorg og Forargelse for alle dem, som ikke var der. Lystigheden varede langt ud paa Natten, en Belzebub’s Fest for de bekymrede.

Allerede Forberedelserne til Ballet interesserede Krøger. Det faldt netop i hans Smag at opretholde Traditionerne. Saa længe Konen levede, havde hun modsat sig enhver eneste Ting, han havde Lyst til, og overalt søgt at knibe af eller forringe det festlige. Nu nød han i sin Uafhængighed den Glæde at gjøre det rigtig stort og galant med en udsøgt Soupé og Vin i gammeldags Overflod.

Dette var en af de faa Leiligheder, der bestandig virkede saaledes paa Gustav Krøger, at han aldeles glemte, hvad han ellers i en mismodig Stund kunde kalde sit forspildte Liv. Naar det gamle fornemme Hus var fuldt af Lys og Gjæster, forestillede han sig, at han selv og alt andet var paa sin rette Plads; han bildte sig ind, at Damerne vare comme il faut i Toilette og Holdning, at Kavallererne vare aandrige, at de gamle Herrer ved Kortbordene vare betydelige Mænd, der rekreerede sig i aandfuld Selskabelighed.

Selv gik han omkring i dette udmærkede Selskab som den glade Vært. Og nu, da han var sikker paa, at han intetsteds hverken i Sålene eller i Kjøkkenet kunde møde sin Kones sure Ansigt, følte han sig lykkelig som den, der gjorde alle disse prægtige Mennesker glade og fornøiede.

Men han vilde gjerne, det skulde være fint. Han ligte ikke denne Aften at høre sin Ven Overlærerens Bemærkninger. Og han lod, somom han ikke lagde Mærke til de skrækkelige unge Indfødte, som man var nødt til at tage med, forat skaffe Dansere. Da han første Gang blev opmærksom paa Tørres Wold, som han ikke havde kunnet undgaa, vendte han sig bort i Uvilje; men denne Gang var det snarest, fordi han ærgrede sig over, at den modbydelige Fyr ikke tog sig værre ud.

Efterat han havde sat Dansen igang ved høitideligt at gaa i Polonaise med Amtmandinden, kom Krøger ikke stort mere i Balsalen; den Ting gik af sig selv; naar bare ikke Musiken slappedes af Tørst eller overvældedes af Drik, — denne Ligevægt var ogsaa en af hans Opgaver.

Han vandrede da bestandig omkring som et Forsyn for alle. Begyndte ude i Kjøkkenet, hvor han drak gammel Portvin sammen med den skinnende Kogekone, som bestandig betroede ham, at han var den eneste i Byen, som forstod sig paa Mad. Dernæst gjorde han Runden gjennem alle Rum — overalt med Øie for nedbrændte Lys eller tomme Flasker, snart sendte han en Pige i Kjælderen, snart tog han sig et Glas med En, som han syntes trængte til en Opmuntring, eller han løftede et Bæger til almen Skaal blandt Kortspillerne, der rejste sig og nippede til sine Toddyglas.

Saaledes gik Ballet varmt og vel smurt — som Gustav Krøger vilde, det skulde gaa, saa alle disse Mennesker, hvor store Dødbidere de end vare til hverdags, kunde vaagne op en enkelt Gang og more sig med god Samvittighed.

Men paa samme Tid var han yderst ængstlig for, at Lystigheden skulde gaa for vidt. Hans Feststemning kunde med et være forspildt, om der hændte noget galt, — om for Exempel et ungt Menneske opmuntret ved Værtens egen overflødige Gjæstfrihed — kom til at drikke for meget og tog til at vrøvle eller gjøre Skandale i Balsalen; da var Krøger ganske ulykkelig, indtil Forargelsen blev fjernet. Han taalte ikke at rives ud af den Drøm, at det hele var en udsøgt Samling sikre, dannede Mennesker, som forstod at more sig fuldtud — men med Anstand.

— De siste Tiders Held havde givet Tørres Wold et Mod og en Selvtillid, som godt kunde gaa for Sikkerhed. Alligevel var det langt fra, at han indvendig følte sig sikker, da han i Følge med nogle andre Handelsbetjente kom ind i disse gamle Stuer, af hvilke der stod saa megen Respekt i Byen.

Han vovede sig ikke ind i Balsalen, men slog sig ned i et af de indre Værelser, hvor han — sammen med en Del yngre Herrer, der vare ligesaa modige, styrkede sig med forskjellige Drikkevarer.

Men som han stod med sin Cigar midt i en Kreds og talte om Byens Bankvæsen med den Autoritet, der tilkom ham som den, der allerede eiede noget, og til hvem der allerede blev taget et vist Hensyn af de Store, — viste der sig pludselig foran ham gjennem Tobaksrøgen: Fru Steiner — udringet, blændende hvid med røde Kinder af Dansen og spillende Øine. Hun havde glat Liv af hvid Atlask, blegrøde Roser paa Skuldrene, Koraller om Halsen; hendes Skjørt var meget kort og opheftet med Bouquettter af de samme Roser, hvide Silkesko med høie, røde Hæle. Hun havde ligefrem klædt sig efter en Hyrdinde af Sèvres-Porcelain, som hun havde fundet i Julies Værelse. Men hun havde lagt en liden Rosengren over Haaret istedetfor Hyrdehatten.

»Se, der staar det lange Mandfolk og oser som en Lampe,« raabte Fru Steiner og viftede i Røgen med sit Lommetørklæde; »har De ingen Samvittighed? — Françaisen skal begynde!« 

Tørres bare stirrede paa hende, indtil hun vendte sig med et Vink; han styrtede efter, medens hans Kammerater saa paa hinanden med enstemmig Misundelse.

Det vakte almindelig Opmærksomhed i Salen, at denne unge Fyr, hos hvem man hver Dag kunde kjøbe for 20 Øre i Traad, at han her, hvor hele Byen var i Udvalg, saaledes blev udmærket af Ballets første Dame. Misundelsen slog sig ned hos Løjtnanter og Studenter; men en vis Agtelse for denne Hr Wold fæstede sig hos dem, der havde lidt Forstand og Fremsyn; selv inde hos de gamle Herrer blev han nævnt, mens der blev givet Kort, og Bankchef Christensen sagde høit, at T. Wold var en af Byens mest fremragende yngre »Kræfter«  — med tre rr.

Tørres selv syntes, at nu gik det godt. Han kom med en Gang ind i Balsalens fulde Lys, styrket af den stærke Punch og paa et Tidspunkt, da den første Stivhed var brudt og Ballets Stemning mere var for at more sig end for at kritisere. Beskyttet af Fru Steiner tog han ufortrødent fat og tumlede sig snart saa tvangløst, somom han aldrig havde rørt andre Kvindfolk end disse fine, halvklædte Skikkelser, der fløi fra Arm til Arm.

Ingen vidste om den store Berta og de andre; selv Frøken Thorsen, som ikke var buden, begyndte han at skamme sig lidt over. Han skulde jo saa meget høiere op.

Siden Ballet paa Klubben havde Julie Krøger ikke været ude af hans Tanker. Om han vandt Datteren tiltrods for den Gamle! — saa skulde han slaa »Brandt« op, Fru Knudsen skulde snart være ødelagt, Gustav Krøger skulde komme og bøie sig, saa skulde han faa et pent Føderaad — som de Gamle paa Landet, — han skimtede T. Wold i store Guldbogstaver over begge de konkurrerende Forretninger.

Først af alle Fruentimmer, han i sit Liv havde seet, stod Fru Steiner. Hendes udfordrende Skjønhed, hendes vexlende Maade at være paa: snart fjern og utilgjængelig som noget uhyre fint udenlandsk, snart lige indpaa som en Kammerat; og dernæst: at hun, som bedaarede alle Mænd og imponerede alle Kvinder, hun var en af de Fraskilte! hun var etslags utryg Enke, der havde en levende Mand, der gik igjen; hun var havende, men dog ikke rigtig løs; hun var ligesom mærket med Skriftens Ord som en Forskudt, og dog samledes Mændene om hende. Længe havde Tørres ikke kunnet forstaa, at Konen frivillig kunde gaa fra Manden, som eiede Gaarden og det hele. Men da han fik vide, at hun havde flere Tusind om Aaret af Manden — uden at arbeide eller være Kone for ham, da blev hun ham noget næsten ophøiet gaadefuldt, som han blindt maatte beundre.

Men han spildte ikke sin Tid med at fantasere længer, end der med god Lykke kunde være en forhaabningsfuld Beregnings Fodfæste. Op i løse Luften havde han ingen Trang til at gaa.

Den Nytte derimod, han kunde have af Fru Steiner som Julies Veninde, var ham strax indlysende; og at hun saaledes som nu kom ham langt imøde, var nok et Led i den Kjæde af lykkelige Træf, der i saa kort Tid havde bugseret ham ud af det vanskelige Sund, der fører til Livets aabne Hav, hvor utallige Muligheder viser sig til alle Kanter uden andre Grændser end Himmelen, hvor Sejladsen skal ende i Uforkrænkelighed.

Saa fast i Troen som iaften havde Tørres Wold aldrig været, — i Troen paa sig selv og den visse Lykke.

Det havde været en Ide af Fru Steiner, at de skulde gjentage Françaisen fra Klubballet saaledes, at hun dansede med Wold vis-à -vis Julie og Løitnant Filtvedt.

Fruen syntes, at naar hun havde opdaget Tørres, saa ejede hun ham — som hun ejede de andre Herrer, hvis hun gad. Det havde ogsaa den lille Julie al tid forstaaet hidtil. Det var derfor den pure Spøg, da Fru Steiner første Gang slog paa, at den nye Opdagelse kunde blive til Skinsyge mellem dem.

Men alligevel blev noget siddende hos Julie. Det havde allerede stemt hende fordelagtigt for den unge Mand, at hendes Fader paa sin overdrevne Maade talte ondt om ham. Dernæst fandt hun, at det kunde være nok, om hendes Veninde legte Menageri med Løitnanterne og de andre, som var vant til kokette Damer. Men hun ligte ikke, at denne unge, troskyldige Fyr fra Landet skulde holdes for Nar.

Fru Steiner følte strax det første Pust af denne Stemning, og hun fandt det temmelig trodsigt af denne lille Dame fra Smaabyen, som hun hædrede med sit Venskab, skjønt Tørres Wold! — i Sandhed ikke var nogen Erobring at misunde.

Hun havde tænkt lidt frem og tilbage, indtil hun foreløbig fandt det morsomst at indbilde denne vigtige Bonde-Kavaller, at Frøken Krøger gik og sukkede for ham og bare ventede; — saa kunde Julie faa sin Straf og en god Advarsel ved hans latterlige Kourtise; — hun skulde nok selv passe paa, at den blev latterlig.

»De har slet ikke danset tidligere i Aften — Hr. Wold.« 

»Nei, jeg maatte snakke en Del om Forretninger med Forskjellige.«

»Og De tror, det er vigtigere end at danse?« 

Ja, det troede han rigtignok — og lo.

»De tror, De kan komme frem i Verden uden os? —« spurgte hun og saa haanligt paa ham.

Men Tørres forstod ikke rigtig, saa fra hende over paa Damen vis-à-vis, idet en ny Tour begyndte.

Da de igjen kom tilro, sagde Fruen:

»Har De seet nogen Mand komme frem uden Kvindens Hjælp?« 

Nu forstod Tørres og svarede rask;

»Jeg har kjendt en Mand, som giftede sig med en stor Gaard; men han blev alligevel ikke andet end en gammel Kjærring al sin Tid. Det kommer an paa — ser De —« 

»Aa — De tager alt saa grovt,« raabte hun; »ved De da noget mægtigere end Kvinden?« 

»Ja — Manden, naar han har Penge, «  svarede Tørres og lo med sine gulhvide stærke Bondetænder.

Han blev hende i et Øieblik næsten frygtelig, denne grove Kraft, som gik forklædt herinde mellem tankeløse unge Piger, Løitnanter og Blomster. Hun vilde ved Gud ikke have mere med sin Opdagelse; Julie skulde med Fornøielse faa ham.

»De forstaar Dem ikke paa Kvinden,« sagde hun tørt.

»Men De, Frue! forstaar Dem paa Mandfolk.« 

Hans Tone og Blik var oprigtig Beundring.

»Vil De da tage Raad af mig?« spurgte hun noget formildet.

»Hvis De vil være saa — saa nedladende?« 

»Javist vil jeg være saa nedladende,«  svarede hun og lo; »men sig mig først, er ikke Bønderne svært langsomme i Kjærlighed?«

»Hvorledes langsomme?«

»Om de ikke betænker sig længe?«

»Pigerne?« 

»Begge Parter.«

»Hvad skulde Gutterne betænke sig paa?«  raabte Tørres og lo igjen.

Hun opfangede hans Blik, som i et grisk Kast ligesom snoede sig om hende fra Top til Taa, og hun forstod, at denne Mand var farligere end Løitnanterne at tale med om slige Ting.

Hun svarede tørt: »Jeg troede, Ægteskaberne paa Landet først blev indgaaet efter lange Overveielser fra begge Sider.«

»Ja Ægteskab!« svarede han og gjorde sig strax alvorlig; »var det det, De mente?«

»Men saaledes gaar det ikke mellem os,«  sagde Fru Steiner med et hurtigt Blik over til Julie og Løitnanten, som netop syntes at tale ivrigt sammen; »blandt os maa en Mand være dristig og snar, gribe til i rette Øieblik, — — ellers —« 

»Ellers?« 

— »Ellers kommer der en anden,» svarede hun og begyndte sjette Tour.

Hans Øine veg nu ikke fra Julie, somom han var bange for, at nogen skulde tage hende fra ham under selve Dansen.

Der blev ikke videre Tid til Samtale. Tørres fulgte sin Dame til det lille Værelse, hvor hun vilde hvile. Han vilde saa gjerne spurgt; men stod bare ogstammede i Spænding:

»Vil De altsaa raade mig til — til«

»Lykken staar den Kjaekke bi,« sagde hun smilende og gik fra ham.

Klokken var henad tolv og Ballet paa sit høieste, ingen Tvang mere og endnu ingen Traethed eller Overdrivelse. Alle morede sig sammen; mens hver enkelt var optaget af sine Intriger og smaa Planer, Forhaabninger, Overraskelser og Skuffelser. En farlig, berusende Em fuld af Elskov og Vin strømmede frem og tilbage gjennem Sal og Stuer.

Tørres var i et forunderligt Oprør afsvulmende Selvfølelse og Trang til at tage for sig. Han havde aldrig før seet, hvor vakker Julie kunde være. Det lille Hoved sad saa fint paa den lange Hals, hun var udringet, men havde rundt hele Linningen og paa Skuldrene en rig Besætning af gamle kostbare Kniplinger, som hendes Fader havde bragt hjem, men aldrig formaaet sin Kone til at bære.

Dertil var hun rød af Dansen og glad uden Tanke paa de Sure og Piggede — baade her i Krogene og ude i Byen.

Kun under Françaisen havde Julie været lidt ude af Stemning. Thi for det første havde hendes Kavaller Løitnant Filtvedt udelukkende underholdt hende om sin haabløse Tilbedelse af Fru Steiner. Og dernæst havde hun under Dansen lagt Mærke til Parret vis-à-vis. Det var Skam — syntes Julie — af hendes Veninde at kokettere saaledes med Hr. Wold, naar hun alligevel bare vilde have ham til Nar; det var han virkelig for god til.

Tante Sofie kom undertiden fra sine mange udvendige Sysler ind i Balsalen, for at se paa Ungdommen; og hun havde udtrykkelig erklæret med en Kjendermine, at Hr. Wold var det eneste Mandfolk i Salen. Det syntes nu ikke Julie; men han var ialfald slet ikke at le af. Naar hendes Dans kom, vilde hun være oprigtig venlig mod ham; — kanske advare ham lidt mod Lulli.

Efter Françaisen vilde Tørres ikke danse mere, før Frøken Julies Vals. Han gjorde derfor bare en kort Trip med Bankchef Christensens Datter, som sur og stiv lod sig svive rundt, — idet hun selv — saavel som alle andre vidste, at dette var en Dans, alle Ynglinge maatte gjennemgaa, om de vilde henregnes til de unge »Kræfter« i Byen.

Derpaa gik han ind i Herreværelserne — optaget af sig selv og sin Lykke — den Lykke, han allerede syntes at holde i sin Haand. Havde ikke Fru Steiner tydeligt ladet ham forstaa, at Julie bare gik og ventede paa et dristigt Skridt fra ham. Det skulde ikke mangle — og saa! saa var han med en Gang ovenpaa!

Inde i en Sofa sad Hr. Jessen og gav sig Mine af at tilhøre Huset. Tørres var saa høit oppe, at han raabte til ham i Forbigaaende:

»Naa Jessen! danser du ikke?«

Denne Frækhed fik ikke Tid til at fæste sig; thi Overlærer Hamre, som hele Aftenen morede sig med at undersøge de unge Mennesker, tog Plads i Sofaen og begyndte en Samtale.

Snart havde Hr. Jessen betroet den venlige gamle Herre, at han var kjed af alt, — særlig havde Livet givet ham en umaadelig Ringeagt for Kvinden.

Dette fandt den Gamle saa yderst rimeligt om end trist. Han ytrede sin Deltagelse og udtalte det Haab, at Tiden maaske kunde læge; men Hr. Jessen svarede med et tungt Blik, at Haabet var dødt.

Da dette havde varet en Stund, sagde Overlæreren pludselig:

»Men — Hr. Jessen! De har bestemt Talent!«

»Jeg? — nei — hvordan mener De?«

»Har De ikke mange Slægtninge?« 

»Jo — aa jo,« svarede Hr. Jessen forvirret, »min Moders Familie er meget stor — oprindelig dansk.«

»Ah!« udbrød Overlæreren overrasket; »og der er intet Talent i Familien?«

»Nei — ikke det, jeg ved.« 

»Høist besynderligt,« sagde den gamle venlige Herre og betragtede Hr. Jessen med Interesse.

»Min Moder spiller lidt,« sagde han frygtsomt.

»Det kan jeg tænke mig; men ser De: enhver større Familie har nuomstunder et Talent — en Maler eller ialfald en Forfatter; og De kjender ingen i Deres Slægt?« 

»Næ — nei — jeg tror ikke.«

»Det er jo høist paafaldende,« sagde Overlæreren alvorligt; »men stop! hvad om De selv var Manden!«

Jessen blev ganske hed.

»Uden at vide det — ja! saa gaar det ofte,« — sagde den gamle Herre og reiste sig; »der gaar man omkring som et andet almindeligt Menneske med et ubevidst Talent, indtil en vakker Morgenstund — svup! der er det!« han pikkede Hr. Jessen hemmelighedsfuldt paa Panden, idet han gik videre paa sin Runde.

Ganske betagen sad Hr. Jessen igjen i Sofaen og glemte Ballets Larm, medens han tænkte paa dette nye og uformodede, at han sandsynligvis havde Talent. Og jo længere han tænkte, desto sandsynligere forekom det ham.

Var det ikke Talentet, som vilde frem, naar han bestandig længtede mod noget høiere; var det ikke altid Talentet, som ikke paa skjønnedes?

Alt dette havde den kloge gamle Herre seet; kunde han nu bare selv blive klar over, hvad det var for et Talent, han sad inde med.

Den næste, Overlæreren mødte, var Tørres Wold; den Gamle hilste godmodigt, han kjendte ham saa halvveis: om han morede sig godt?

»Tusind Tak — udmærket!« svarede Tørres henrykt over denne nye Udmærkelse og greb den andens Haand, hvilket ikke var Meningen. Overlæreren gik snart videre, idet han gav Krøger Ret i, at der var ingen Moro ved den Fyr.

Mens Tørres gik saaledes og ventede paa Dansen med Frøken Julie, hvilken han var sig bevidst skulde blive et Vendepunkt i hans Liv, styrkede han sig med et Par Glas af Krøgers navnkundige hjemmelavede Jule-Punch, uden at den stærke Drik steg ham anderledes til Hovedet, end at den gjorde Modet lysere og tilslørede noget den Forsigtighed, som ellers laa ham saa dybt i Blodet.

En af hans Venner præsenterede ham for den nye Præst.

»Vi er nok Sambygdinger — omtrent,«  sagde Præsten venligt, »min Far var og Husmand og tog Navn af Gaarden — Opstad — De kjender vist? —«

»Nei!« svarede Tørres kort; var det nu Tider at tænke paa Snørtevold?

Praesten, som var ny og forsigtig, bøiede af; men Tørres tømte endnu et Glas og ilede mod Balsalen. Valsen skulde begynde.