Kielland JACOB/Kapitel 12
De Aar, i hvilke Tørres Wold arbeidede sig op i Byen, vare mærkede af den almene Slaphed, der drev ind over Landet. Lig en tung, ond Luft indaandede Massen af Mennesker endnu de gamle Tanker, medens de nye holdes bundne eller forkjætrede i Fortielse og Hykleri.
Ikke paa lange Tider havde Præsteskabet havt saadan Magt; overalt var Præsten paafærde — ikke blot som før i Skoler og Huse, men overalt i det offentlige Liv, midt i Politiken havde hvert Parti sin Præst, og Skinhelligheden gjennem trængte hele Livet, løftede det lave op, og forkrøblede det sunde.
Videnskaben krøb feigt frem med smaa reserverede Notitser; alt høiere aandeligt Liv blev mistænkeliggjort; Literaturen og Kunsten haanedes, fordi de var nye, og alt blev lagt tilrette for Almuen.
Derfor blev Livslysten grel og forsoffen, hvor den brød frem; medens det friske og folkelige i Livet og Tænkemaaden blev overmudret. Thi naar Tankens og Aandens ypperste Arbeide ikke var et Sennepskorn værd i Sammenligning med den flade »Bekjendelse«, saa var der ingen Grund til at genere sig, og de laveste og mest ukultiverede angav Tonen for hele Landet.
Det var den gamle — saakaldte Intelligens, der havde hidført dette. Gjennem Præster og Presse havde de spredt en saadan Haan mod moderne Kultur og Aandsliv, at de mødtes i Forstaaelse med det ganske almuagtige Trællesind fra neden. Og felles blev da kun den officielle Religiøsitet, som alle maatte være med paa eller udsondres.
Saaledes var Samfundet lagt aabent for den laveste Kraft. Alle aandelige Værdier udenfor »Bekjendelsen» nedsatte til Nul, saa var der ikke andet end Pengene tilbage. Og mod dette Maal: Pengene i Lommen og »Bekjendelsen« paa Tungen gik Styret fra oven og Strømmen fra neden. —
Efterat Brandts store Julebal med tilhørende Skandale var udtømt som Gjenstand for utallige Versioner og Meninger, løb den offentlige Morals Dom sammen i en Form, som man fra først af ikke skulde anet.
Alle de, som havde forivret sig mod denne Krambodgut, som havde beklaget Frøken Krøger — »at hun skulde være udsat for sligt,« og som ikke noksom havde kunnet berømme Gustav Krøger for hans resolute Optræden — alle disse Røster døde hen. Og tre Maaneder efter var det slaaet fast: at det var helst latterligt, naar disse Krøgers vilde holde sig saa høit oppe; hvad skulde der være iveien for, at en Krambodhandlers Datter giftede sig med en Kramboddreng? Det havde kanske været meget bedre, om Gamle Brandt i sin Tid havde valgt en ung Mand af Faget for sin Datter istedetfor denne Krøger, hvis saakaldte Dannelse dog tilslut ikke bestod i andet, end at han var Fritænker og holdt af at leve i Sus og Dus.
Den unge Wold var et troskyldigt Barn af Folket, som var blevet skammeligt behandlet af de Fine. Den Dag kunde komme — sligt var hændt før —, da Frøken Krøger kunde bide sig i Fingrene efter slig en Frier.
Bankchef Christensen gned sin Næse — som man klapper en god Jagthund, og foreslog paa Generalforsamlingen at indvælge Hr. T. Wold i Bankens Repræsentantskab. Det gik næsten enstemmigt.
Dette Valg kom over Tørres som den største Overraskelse. Siden Ballet havde han neppe seet et Menneske i Øinene. Han var strax flyttet fra Fru Knudsens Hus og hen i en anden Leilighed i Nærheden. Men hele Dagen arbeidede han i hendes Forretning mere rastløs end nogensinde. Kun undgik han saa meget som muligt at sælge ved Disken — især var han ræd Damerne.
Simon Varhoug maatte atter beklage sig for sin Ven og Medforløste Halvor Røidevaag, at der var ingen Fred i Herberget. For den unge Wold opfyldte alle Rum med saadanne Masser af denne Verdens Ting, som uafladeligt kom ind og for ud igjen, saa Folk kunde blive hovedgalen.
Imidlertid følte Tørres selv, hvorledes han lidt efter lidt ligesom smeltede ind igjen i den Form, udaf hvilken han havde æset i Hovmod og Indbildskhed. Den pinagtige Fornemmelse af, at han var to Personer, fortog sig, og han kj endte igjen den gamle medfødte og indgroede Tillid til Penge, — de var dog alligevel alt. Men man skulde have mange af dem, mange fler, end han havde, skulde der til, inden der kunde være Tale om at gaa henover Kløfterne.
Men efter det store Fald lagde han sin Vei anderledes. Det maatte herefter gaa ligesaa fort — ja fortere end før, men i Mørke. Han troede vel ikke mere, at han nogensinde kunde finde Plads mellem de glade og sikre, som en, der hørte hjemme der; men saa høit kunde han vel komme, at det tog Ende med Dansen baade for den ene og den anden. Og da vilde Tørres Wold selv aabne sit eget Bal, — montro nogen da turde le?
Men der skulde mange Penge til, og Tørres samlede og grov — tidligt og silde. Hjemme i sin nye Bolig tog han imod Laansøgere eller Mellembud i Middagshvilen eller sent om Aftenen. Søndagen var dog hans bedste Forretningsdag. Hans Stue blev formelig Kontor; han vaagede sig til at kjøbe ildfast Skab og begyndte at samle Aktier og smaa Skibsparter. Det var efterhaanden slaaet fast, at Tørres Wold var en Mand, som havde Penge, — det var übegribeligt; men det var sikkert nok.
Og Fru Knudsen havde Ingenting at beklage sig over. Den jævne methodiske Maade, hvorpaa Tørres altid tog sin Part, lod sig ikke mærke. Derimod gav den forøgede Omsætning, der skyldtes hans Dygtighed, mere Liv og større Indtægt. Nu førte han ogsaa Bøgerne selv; og intet Øie kunde opdage, hvad han vilde skjule.
»Men skulde vi ikke nu,« spurgte Fruen en Dag; »forsøge at hjælpe os uden alle disse Vexler?«
»Det er Forretningsvexler — Frue! — svarede Tørres i den Banktone, han havde lært sig til, naar han vilde betyde hende, at hun ikke rigtig forstod; og hun fik netop det Indtryk, at hun aldrig vilde trænge ind i Mandfolkenes intimeste Greier.
»De ved, Vexler er min Skræk,« sagde hun.
»Vi kunde indskrænke vore Endossements for G. Krøger;« svarede Tørres.
»Nei, det ved De er en gammel Forbindelse; jeg skylder ham det; det er jo desuden gjensidig Hjælp.«
»Ja — svarede Tørres, »men det kunde jo komme dertil, at vi ikke længer behøvede den.«
»Vi skriver paa for G. Krøger — som før,« sagde Fruen lidt heftig.
»Som De vil — Frue.«
Hun havde ikke været paa Juleballet, fordi hun nødig gik til store Selskaber. Men da Skandalen blev bragt hende ganske varm Dagen efter, tog hun strax Parti for Tørres. Hun kjendte ham som en flink Fyr, som i utrolig kort Tid var bleven en duelig Kjøbmand. Men hun kunde godt forstaa, at han maatte komme tilkort mellem saa drevne Damer som Fru Steiner og Frøken Krøger.
Derfor tog hun ham ganske roligt i Forsvar, da Krøger Dagen efter kom for at udøse sig om den Satans Bondedreng! Og de skiltes i en underlig Kulde, idet han følte, hvorledes dette Menneske trængte sig ind mellem ham og den gode Veninde.
Til Tørres sagde hun ikke et Ord, og lod somom hun ingenting vidste.
— Saaledes var han igjen bleven Kjøbmanden — helt ud og uden nogen anden Tanke.
Naar det ikke kunde undgaaes, betjente han Damerne ved Disken opmærksomt, men med undvigende Øine — ikke ydmygt, men paa Lur. Aldrig lo han længer sit latterlige Tji-Tji-Tji; men det hændte — helst naar han var alene, at han brød ud i en kort haard Latter — ha! ha! — og med et holdt op og saa sig om i Stuen.
Han havde forladt Venner og Veninder og levede i Virkeligheden ganske ensomt, skjønt han fra Morgen til Aften færdedes mellem en Mængde Mennesker og desuden udvidede sin Kreds, altsom hans Penge-Forretninger tiltog.
Men han viste sig hele Tiden udleet og foragtet bag sin Ryg, og øvede sig med Vilje op i at foragte igjen, samle og grave til sig den hemmelige Magt, forat opstaa en Dag til Skræk for sine Fiender.
Derfor blev han saa overrasket, næsten forskrækket, da han en Aften læste i Avisen, at han samme Dag var valgt ind i Christensens Banks Repræsentantskab. Han havde ikke vovet sig op i Generalforsamlingen, hvor der var saa mange Øine; han stirrede paa dette Valg og tænkte, om det Var en Haan af Avisen?
Idetsamme blev der banket paa den ydre Dør. I den Tanke, at det var en undseelig Laansøger, gav Tørres sig god Tid, inden han gik, forat lukke op.
»Godaften — Hr. Wold! undskyld dette sene Aftenbesøg; men man har sagt mig, De var best at træffe ved denne Tid,« saaledes begyndte den Mand, der traadte ind; og Tørres gjenkjendte strax den nye Præst, som var bleven ham forestillet paa Ballet.
Dette gjorde ham i høieste Grad forvirret, idet det mindede ham om hin Aften og om det første Møde med Præsten, da det just var paa det værste med hans eget Hovmod og Latterlighed. Og som det var hans Maade, naar han var mest trykket, brød han gjennem og spurgte barsk:
Hvad vil De mig?
»Jeg vilde ønske Dem velkommen,« svarede Præsten og gik rolig foran ind i det oplyste Værelse, — »velkommen i Menigheden — i min Menighed.«
Tørres havde aldrig tænkt paa, at han ved Flytningen fra Fru Knudsen var kommen over den Gade, som skilte Sognene i Byen. Han svarede derfor Tak i en ligegyldig Tone — overbevist — som han var — om, at det var noget ganske andet, Besøget gjaldt.
»Det er en Skik, jeg har,« vedblev Præsten og tog Plads; »ikke for at paatrænge mig — det er ikke min Vane! men forat udtrykke, at jeg staar til Tjeneste for hver Enkelt i Menigheden, som har Behov for mig.«
Tørres kom igjen med etslags Tak, og lurede paa, hvad der skulde komme.
»Men Dem havde jeg en ganske speciel Lyst til at søge,« fortsatte Præsten med et opmuntrende Smil, »siden vi begge ere bonde fødte — fra nære Præstegjæld — ligesom mere i Slægt, naar vi færdes mellem Byfolk —.«
Tørres svarede bare: ja, eller: ja, det var vel saa — det! — og stansede igjen, forat lure. Derved blev Samtalen drævende og ligegyldig, som mellem Bønder, der prøver hinanden, og Præsten reiste sig snart lidt skuffet:
— »Ja, saa vil jeg sige Dem Godnat — kjære Hr. Wold! det vilde glæde mig, om vore Veie oftere mødes; vi bor saa nær hinanden De ved, jeg bor —«.
Jo, Tørres vidste, hvor Præsten boede, og dermed skiltes de; men Tørres sad endnu en lang Stund og grublede over, hvad der stak under dette Besøg?
Han var bleven saa mistenksom og saa bevæbnet i sin Mistænksomhed, at han ligesom udbredte en Ængstelse omkring sig; ingen prøvede at le af ham; men de Fleste begyndte uden at Tørres selv fæstede Lid til det — at behandle ham med forøget Agtelse og Hensyn.
Den lille Frøken Thorsens Hjerte havde lidt meget ondt i denne Tid. Da hun efter Brandts Julebal, hvortil hun ikke var buden — Damer var der altid nok af — , da hun erfarede hans Troløshed, fandt hun først nogen Trøst i hans store Nederlag.
Men hendes Hjerte kunde ikke længe udholde at se ham saa forandret som han var — især i de første Dage. Hun var vel fast bestemt paa at lade ham alvorligt føle, hvor troløs han nær var bleven; men hun vilde dog lade sig forsone, og saa vilde hun holde ham oppe, om end alle forlod ham.
Men der gik Nat efter Nat hen, hvor hun forgjæves lyttede efter de kjendte smaa Lyd i Dørlaasen eller paa Loftsgulvet, naar han kom listende; thi han kom ikke mere; han flyttede endog uden et Ord til hende; og i Butiken gik han med et Stenansigt, som hun ikke udholdt at møde.
Da blev hun ganske ræd for ham. Det forekom hende ufatteligt, at han kunde være saadan — som i Eventyrene, hvor der i Nat sens Mørke kommer en deilig Prins til Prinsessens Leie; men om Dagen var der ikke andet end en fæl sort Bjørn.
Den store Bertha derimod havde forlængst resigneret. Hun indsaa, at Tørres var for stor og fin for hende. Men hun besøgte ham i hans nye Leilighed, naar hun havde fri Søndag; hun havde givet ham sine Sparepenge at bestyre.
— Det kom ikke til noget Brud mellem de to Veninder Julie Krøger og Fru Steiner.
Den Stemning, der saa stærkt var falden over Fruen under Ballet, fik endmere Magt ved den ubehagelige Slutning paa Festen. Hun saa nu Selskabet her i den mindre By som en ren Latterlighed, hvor hun rent kastede sig bort — sig selv og sin Kunst.
Vistnok var der en Tid, hvor hun havde erklæret, at hun heller vilde bo ved det yderste Hav end risikere at møde sin modbydelige Mand overalt. Men det var bleven anderledes. I den stærke Længsel efter Hovedstaden og det muntre Liv mellem Kunstnere og unge Begavelser, hvor hun og hendes Mand havde været hjemme, forekom det hende nu helt borneret at flygte bort for et muligt Sammentræf med en Mand, som hun jo nu ikke havde det ringeste med, — undtagen at han underholdt hende.
Hun var den fornærmede; og hun havde hævdet det Sædelige; alles Sympathi maatte være paa hendes Side. Om hun i et Selskab stødte paa Hr. Steiner, skulde det ikke længer nu gjøre hende usikker.
Hun vilde fremdeles være med, netop det pikante ved hendes Stilling vilde hun nytte helt, en Dame, som kjendte Mændene tilbunds. Her i Smaabyen havde hun ofte mærket, at Mandfolkene ansaa hende som en, der var færdig med sit Livs Gjerning; somom de ventede, at hun skulde blive staaende som et Tegn, som en Siegessäule for Sædeligheden!
Om det saa var den lille Frøken Julie, som ikke forstod sig mere paa Mandfolk end en Katunge, saa skulde hun prøve sig!
Nei! det var ikke Meningen. Det var paatide at ende dette Smaaby-Liv.
Hun var sin egen Herre og lod strax Pigen pakke Tøi og Pynt ind; medens hun lod Atelieret og Leiligheden staa indtil videre.
Der var kun den ene Ting iveien: hvorledes hun skulde tage Afsked med Krøgers. At skrive en Billet og forsvinde var saa uhyre bekvemt. Men det vilde strax forbinde hende med Skandalen paa Ballet, og fra den vilde hun netop holde sig aldeles fri. Alt var kommet udelukkende ved Julies klodsede Forsøg paa at trække til sig en endnu mere klodset Tilbeder. Et saa grovt Spil maatte hun — Fru Steiner — aldrig nævnes sammen med.
Derfor fremstillede hun sig, pyntet og munter og med sin mest uskyldige Mine et Par Dage efter Ballet.
I Stuen traf hun kun Krøger, der mod Sædvane saa forlegen ud, og idetsamme kom ogsaa Tante Sofie ind fra Kjøkkenet — paa en saadan Maade, at Fru Steiner følte sig utryg.
»Lille Julie har saamænd ligget siden Ballet,« sagde Tante Sofie og tog Stilling i Sofaen.
»Nei, hvor det gjør mig ondt; jeg vilde saa gjerne se hende.«
»Julie vil ingen se, ikke engang Dem det har hun udtrykkelig sagt.«
Gustav Krøger maatte nu gribe ind i Samtalen; han viste, at Tante Sofie havde meget paa Hjærtet.
»Ser De!« sagde han, » det varer altid nogle Dage, inden et stort Hus kommer iorden.«
»Naturligvis,« svarede Fruen venligt og vendte sig mod ham.
»Huset er Skam iorden for længe siden, var det ligesaa let at bringe Menneskene iorden,« sagde Tante Sofie stramt.
»De Frue! ser ligesaa straalende ud som altid,« sagde den galante Krøger.
»Det er heldigt, at jeg er saa frisk nu, da jeg skal reise.«
»De reiser?«
»Jeg reiser til Christiania imorgen, — jeg har faaet Breve —« hun blev lidt forlegen.
»For bestandig?« spurgte Tante Sofie med saa umiskjendelig Glæde, atKrøger maatte skynde sig at tale om Reise og Reiseveir og Reisetøi; han nævnte endog nogle udmærkede Plaider, han havde; — skjønt han nødig nævnte Kramboden oppe i Stuen og i Selskabslivet.
»Jeg vil strax give Ordre til, at man sender Dem nogle til Valg,« sagde han og reiste sig; »jeg siger ikke Farvel, vi sees før Afreisen?«
»Det gjør vi vist,« svarede hun og de følte sig gjensidig lettede.
Fru Steiner vilde nu saa fort som muligt komme bort fra Tante Sofie; men denne satte sig tilrette og begyndte meget aabenhjærtigt:
»Det er mig ikke ukjært, at De reiser.«
»Se, se!« svarede Fruen og trak i sine Handsker, hun vilde smile, men var dog ikke ganske tryg.
»Jeg tror ikke, De har havt nogen god Indflydelse paa Julie.«
»Hun skulde vel opdrages til gammel Jomfru?«
»Nei — tværtimod! hun skal giftes, men ordentlig — varigt.«
»Har jeg krydset Deres Planer?« spurgte Fru Steiner, som blev bleg om Munden.
»De har lært hende saa meget Vrøvl om Mandfolkene, at nu tror hun ingen.«
Fru Steiner, som allerede var paa Veien mod Døren, sagde skarpt og afgjørende:
»Jeg siger Dem for siste Gang — Frøken Krøger! at jeg taler ikke om Mændene med gamle Jomfruer!«
Men da brast det for Tante Sofie; hun reiste sin lille fyldige Person og sagde: »Ja gammel — det er jeg; men Jomfru, det er jeg ikke mere end De — Fru Steiner.«
De saa et Øieblik ligesom overraskede paa hinanden; Tante Sofie gik mod Kjøkkenet og Fruen ud af Entreen; hun prøvede at le, men hun fik det ikke til.
Den næste Dag reiste hun.
Julie var glad, at hun slap at se sin Veninde, hvis Troløshed hun anede. Aldrig vilde Hr. Wold, som var et pent og beskedent Menneske opført sig saadan, om han ikke var bleven øst op af en anden. Og det var Lulli, som først havde villet beholde ham til Nar for sig, og som siden, da det mislykkedes, havde hidført den skrækkelige Scene for at hævne sig.
Og aldrig kunde hun glemme det Øieblik, da han stod der saa forladt, medens hendes egen Fader var næsten rasende og hun — hun havde ogsaa fornægtet ham midt foran alle hans Fiender. Hun kunde ikke handlet anderledes, for de var jo ikke forlovede; — men alligevel —
Saa kom Jolla Blom og bragte Besked om alt, hvad de tænkte og sagde i Byen; hun talte uophørligt med anspændte Miner og Øienbrynene høit optrukne, for ikke at snuble over Ordene der vrimlede frem, somom de løstes fra et Pres.
Og saa tog Byen Julie Krøger tilbage; hun skammede sig selv over den forjaskede Tone i Fru Steiners Omgang; det passede ikke for hende. De bekymrede Veninder fra Moderens Tid fattede nyt Haab for den lille Julie.